Jeg tror, der bor en trans nede på Glasvej. Jeg ved det selvfølgelig ikke præcist. Det kan også være en bi eller en homo af et eller andet køn. I hvert fald blafrer der et regnbueflag ud over en fransk balkon i en af de nyere treetagers KAB-ejendomme i røde mursten, som der er en hel del af i Københavns Nordvestkvarter. Bortset fra speedmarker-ytringen ’Kys en bøz’ på en postkasse på Tomsgårdsvej er der ellers ikke mange tegn, der er sådan helt 1:1 lette at afkode herude.
Og det er ikke fordi, jeg lukker øjnene. Tværtimod. Jeg fremmaner en hel del til daglig. Hvis ikke det var fordi, vi vidste, at den er god nok med ham den søde med Corsa’en fra baghuset, så havde jeg nok fra køkkenvinduet gjort ham til en af vor egne. Ligesom weekendafløseren nede i Irma. Man ved jo aldrig, og han er så smuk og dejlig.
Homo, bi eller trans
Jeg opdagede flaget på Glasvej en hverdagseftermiddag i sidste uge under World Outgames. Faktisk var jeg allerede taget hjemmefra med den lokale svømmehal fyldt med bøsser, der i dagens anledning kunne sende mere end stjålne blikke. Bassin og bruser var i hvert fald deres, hvad det regnbuefarvede glasparti da også strålede ud over Bellahøj, mens mekanisk dagdrømmeri blev til rimelige antagelser, når 5 A’eren hvert femte minut læssede nogle af alverdens trans-, bi- og homoseksuelle af på trafikpladsen lige udenfor. Den kræver ellers normalt nogle ret insisterende fantasmer og op til flere strofer fra Pet Shop Boys’ ’Suburbia’ at homoseksualisere.
Min sangskat og homofile forestillingsverden rakte umiddelbart ikke til at gøre meget lyserødt væsen ud af kanalerne bag Christiansborg. Der er langt til Seinens kajer og dengang i 1980’erne bag containerne på havnen i Århus. Måske lidt døden i Venedig, som jeg patetisk tænkte inden. Men der var andre, som med rank ryg og struttende røv piskede det stillestående kanalvand op. Det brusede, da jeg sad ved en vuggende husbåd med en af mine yndlinge og drak dagens røde cocktail, mens hundrede af andre L’ere, G’ere, B’ere og T’ere hang ud og myldrede i det forjættede land, som nogle af dem havde proklameret virkeligt ved at skabe regnbuefarvede teltlandsbyer i hvidt langs Frederiksholms Kanal. »Der var to, der troede, jeg var transseksuel. Selvfølgelig, for på deres første spørgsmål havde jeg svaret nej til om jeg var homo- eller biseksuel,« fortalte en heteroseksuel bekendt, der kom forbi. Lige her var det daglige virkelig fint, så ingen havde tid til straight-spotting.
Straight friendly
Det nød vi også selv godt af senere på baren nede i Kødbyen, hvor ingen den aften spurgte, om hun var min lækre kæreste, som vi igen sad der glimtvis soul to soul med armen om hinanden i sofaen. Det sker ellers nu og da, at det også der angiveligt er den rimelige antagelse – ind til min dude eller hendes dyke dukker op og skaber den rette sammenhæng. For de to damer er det vist endda ikke altid nok til at dæmme op for tydeliggjorte heteroseksuelle fantasmer. Beværtningen var ellers friendly, som den plejer. Men den aften var den forsikrende venlighed mere for de eventuelle straights, der skulle tage del i damernes fælles løjer på dansegulvet og herrernes gensidigheder langs vinduerne eller det store miskmask i gården udenfor. Alle var samlet som kulminationen på åbningen af en stort anlagt queer art-udstilling i området den aften.
De mange deltagere ved de World Outgames-arrangementer, jeg var forbi rundt omkring i Københavns byrum i sidste uge, forvandlede mine daglige homoseksualiserende tankespind fra navlen til rimelige antagelser. Og var det ikke fordi, samme slags antagelser af nogle andre undervejs blev omsat i hadforbrydelser, kunne de festlige feriedage i Regnbueland såmænd godt have fortsat langt ind i hverdagen. Men de hænger i hovedet som et postkort på et køleskab. Og jeg cykler nu hver dag forbi Glasvej, hvor regnbueflaget stadig hænger og vifter fra anden sal. Så er der ikke helt så meget at tænke over.
