Læsetid: 9 min.

Hvordan synes neoliberalisterne så selv det går?

Selvransagelse? Siden ordet finanskrise for første gang blev sendt i medierotation, har politikere og kommentatorer haft travlt med at udpege synderen. Grådigheden og neoliberalisternes økonomiske dagsorden har været de mest udskældte, men hos de liberale selv har man ikke dårlig samvittighed. Det var netop regulering, der førte os ud i krisen og det er ikke mere regulering, der skal få os tilbage. Det er bedre og mindre regulering
Boblen. Forud for alle kriser har vi set en ekspansiv pengepolitik, som har sat prisen på et eller andet i vejret, siger CEPOS-direktør Martin Ågerup. Og det har før eller senere skabt en boble. Men det er altså politikerne - ikke markedet - der hver gang har skabt det system, siger han.

Boblen. Forud for alle kriser har vi set en ekspansiv pengepolitik, som har sat prisen på et eller andet i vejret, siger CEPOS-direktør Martin Ågerup. Og det har før eller senere skabt en boble. Men det er altså politikerne - ikke markedet - der hver gang har skabt det system, siger han.

Lars Gejl

8. august 2009

Det skal være slut med grådigheden. Slut med at lade børshajer og neoliberale jakkedrenge styre økonomien og slut med at tro, det frie marked og globaliseringen bare skal have lov at buldre gennem verdens børser uden agt for samvittighedsfulde politikere. Det har indtil videre været den dominerende lære af finanskrisens første år

»Det her markerer slutningen for laissez faire-økonomien,« sagde den franske præsident Nicolas Sarkozy, da krisen stod klart for enhver sidste efterår, og fik opbakning af den tyske finansminister, der mente at laissez-faire-tilhængernes argumenter var »lige så enkle som de var farlige«. Det samme blev råbt fra Italien, hvor nansminister Giulio Tremonti hævdede, at globaliseringen var mislykket, og her i avisen slog professor Christen Sørensen fast, at der nu ville »komme en langt større forståelse for, at vi må styre den frie økonomi«.

Men hos de neoliberale er der ingen, der føler sig truffet. Her er ingen tømmermænd, for finanskrisen er ikke forårsaget af for lidt regulering, men for meget, og vejen ud er ikke brolagt med statsindgreb, men af et friere marked med en bedre styring. Som den fremtrædende liberalistiske svenske filosof Johan Norberg skriver i et essay i det seneste nummer af den norske liberale tænketank Civitas tidsskrift, er det ikke overraskende, at de politikere, der var ude at tage æren for den endeløse optur, der ledte op til krisen, nu bebrejder systemet for, at de ikke har nok indflydelse.

»De påstår, at finansmarkedet er fuldkommen dereguleret, og at der ikke findes internationale institutioner, som regulerer globaliseringen, men de må tale om et andet univers,« skriver han.

»På planeten Jorden ser virkeligheden nemlig lidt anderledes ud. Bare i Washington DC ndes der 12.190 personer, der arbejder fuldtid med at regulere nansmarkedet. Bush bliver fremstillet som en præsident, der gennemførte omfattende deregulering, men i virkeligheden indførte han, i løbet af sine otte år som præsident, 207 sider med nye føderale reguleringer hver eneste dag. Internationalt har vi konstant set nye regler og standarder for nansmarkedet gennemført af IMF, Verdensbanken, de regionale udviklingsbanker, Den Internationale betalingsbank, Basel-komiteen for banktilsyn og Den internationale forsikringstilsynsorganisation.«

Og hvordan kan det så gå til at ingen af disse institutioner forudså krisen, spørger Norberg retorisk.

»Svaret afslører en ubehagelig sandhed: Statsindgreb for at løse tidligere kriser har faktisk gødet grunden til den næste krise.«

Mellem retorik og politik

Den norske projektleder for Civita, filosof Lars Fr. H. Svendsen støtter Johan Norbergs synspunkt. Han påpeger, at den politisk retorik frem mod krisen var stærk liberal, men at man politisk set fortsatte en øget regulering.

»Alle politiske aktører i Norge er i forskellige afskygninger - fra socialistisk venstreparti til Fremskrittspartiet - er tilhængere af liberalismen. Alle vil gøre krav på den i deres politik. Men der er få, der vil bekende sig til den i deres retorik. Det er lidt pudsigt,« siger Lars Fr. H. Svendsen.

»Det økonomiske paradigme har altså været ganske antiliberalt i retorikken og ganske liberalt i praktikken. I USA har det været det modsatte - man har haft en meget liberal retorik og en langt mere uliberal praktik.«

Det viste sig blandt andet i Obamas tiltrædelsestale, hvor han lagde vægt på, at i et anstændigt samfund er det både vigtigt med privat og offentlig, forklarer Lars Fr. H. Svendsen. Men Obama kunne, ifølge Svendsen ikke kalde det liberalisme - fordi det i en amerikansk kontekst ville lyde som socialisme.

»Tilsvarende har New Labour i Storbritannien haft gang i ren liberalisme, men Gordon Brown kan ikke kalde det for liberalisme, fordi briterne ville se det som minimalisme.«

Politisk set har der altså været en bred konsensus om liberalismen, men lige nu pågår der ifølge Lars Fr. H. Svendsen nogle voldsomme kampe, hvor den klassiske liberalisme er stærkt trynet.

»For eksempel i diskussionen om friheden på nettet eller i forhold til ytringsfriheden - det behøver jeg ikke engang nævne for en dansker. Vores regering fremlagde tidligere i år et lovforslag, der ville gøre religionskritik til en strafbar handling, men der blev så meget ballade om det, at de måtte trække det tilbage. Så når man taler om liberal hegemoni, betyder det ikke, at vi, der er tilhængere af det liberale, ikke er under pres - politisk set.«

I det økonomiske perspektiv påpeger Svendsen, at Norge antageligt er et af de lande, der slipper billigst fra finanskrisen.

»Det er interessant, for finanssektoren har været mindre reguleret her end i USA - ikke mere.«

- Hvad har krisen betydet for den liberale dagsorden?

»De liberale demokratier udgør fortsat en forudsætning for politisk debat. Hvis vi går ind i diskussionen uden for den liberale ramme, har du næsten bortdefineret dig selv, før debatten er begyndt. Det udgør slet og ret vores politiske forståelseshorisont. Der er ingen alternativer. Det store forkromede alternativ til det liberale system er ikke eksisterende, så det giver ikke mening at begynde at tale om at føre en antiliberal politik eller ændre grundstrukturerne i det økonomiske system.«

Kunstig lav rente

I den danske udgave af Civita - CEPOS - sidder Martin Ågerup som direktør. Heller ikke han føler sig det mindste ramt af den retorik, der i stigende grad har vendt sig mod hans politiske overbevisning.

»Fordi man har en patient, der har været udsat for en lægefejl, får det jo ikke nogen til at afvise hele lægevidenskaben,« siger han om de angreb, der er blevet rettet mod de sidste 30 års liberale paradigme.

»Man må se på, hvad det nøjagtigt var ved behandlingen, som gik galt. Og ser vi på, hvad der gik galt i forbindelse med den finansielle krise, var det snarere for meget og især forkert regulering, der forårsagede den - altså politikfejl, ikke markedsfejl. Er der brug for selvransagelse fra liberale økonomer, er det primært, at man skal finde tilbage til rødderne, for man har haft en tendens til at se bort fra de problemer, der ligger i at føre en ekspansiv pengepolitik med centralbankernes kunstigt lave rente. Der er intet belæg for at sige, at økonomien har spillet fallit eller det liberale paradigme i den økonomiske teori har fejlet. Men derfor kan man godt se på den konkrete behandling, og for mig at se har krisen været forårsaget af en for ekspansiv og slap pengepolitik.«

Ifølge Ågerup var det netop de neoliberale økonomer, der forudså krisen. Folk som den amerikanske Peter Schiff, økonomerne fra den ultraliberale såkaldte østrigske skole og David Karsbøl herhjemme har i årevis gjort opmærksom på, at økonomien var på vej til et sammenbrud, hvis man ikke omgående satte ind med en behandling.

»Der ligger også en kæmpe fare i de pseudoprivate organisationer som Fannie Mae og Freddy Mac i USA, der har indbudt til moralsk hasardspil, fordi man ved, at det værste, der kan ske er, at regeringen laver en Bail Out,« siger Ågerup:

»Og det var så også det, der skete.«

Ifølge Ågerup er det den ekspansive pengepolitik og de pseudoprivate institutioner, der er hovedårsagen til krisens begyndelse, og det flyder over i det tredje problem, nemlig nationalbankernes rolle.

»Ideen om, at vi vil få en stabil pengepolitik med uafhængige centralbanker, er noget, vi bliver nødt til at overveje alvorligt. Det tyder ikke på, at den ide holder. Jeg har ikke svaret, men man bliver nødt til at finde en vej til 'gode penge', der er bundet op på en ægte værdi, og hvor man ikke bare kan trykke flere penge. Ser man på de kriser, vi har haft gennem historien, har de det tilfælles, at der forud for dem altid har været en ekspansiv pengepolitik, der har presset priserne på et eller andet i vejret. Tulipanløg, jernbaneaktier, it-software og nu aktiekurser og boliger - de søger altid et eller andet sted hen og skaber en boble. Politikerne har haft meget travlt med at fordømme grådigheden og de liberale økonomer, men sandheden er, at det var dem selv, der skabte systemet.«

Bankernes hasard skal stoppes

Det er særligt problemet med de uafhængige centralbanker, der går Saxo Banks liberale chefanalytiker David Karsbøl på, når han skal forsøge at placere et ansvar for krisen, for heller ikke han finder anledning til selvransagelse.

»Der er ingen grund til selvransagelse hos de liberalistiske økonomer og politikere. Tvært imod. Selvransagelsen bør foregå i centralbankerne, for det er dem, der har skabt det her problem ved at holde renten kunstigt for lav for at sende flere penge ind i systemet. Det samme bør også ske hos politikerne. Her har man har direkte og indirekte fortalt de største virksomheder, at man ville holde hånden under dem uanset, hvad de foretager sig. Det har indbudt til en slags moralsk hasard, der har kørt hele markedet i smadder. Personlig synes jeg, der er noget galt, når bankaktier giver en afkast på 17 procent om året, som det har været tilfældet i den seneste tid. Det er ikke et stabilt kapitalsystem, der giver så store afkast,« siger David Karsbøl, der grundlæggende er uenig i, at vi skulle have været inde i noget liberalt paradigme. Han medgiver at, der har været foretaget en stor grad af deregulering, og det er et liberalt element.

»Det, de venstreorienterede akademikere aldrig siger, er, at man med centralbankerne har placeret en altoverskyggende institution i markedet, der ikke har det fjerneste med et frit marked at gøre, og som konsekvent sidder og styrer i den modsatte retning, end hvad markedet selv ville have være endt med.«

Indtil videre synes David Karsbøl ikke det ser ud til, at nogen har lært noget af krisen. Man fortsætter i det spor, der skabte krisen, og hvis man ikke afviger fra det, er der stor risiko for, at en ny recession vil ramme lige om hjørnet. Og så er han utilfreds med, at man med bankpakkerne og bailout-programmet har taget penge og markedsandele fra de folk, der har handlet ansvarligt, og givet dem til dem, der har spillet hasard og fejlet. Karsbøl er dog ikke hel blind for alle typer af regulering.

»Der, hvor jeg gerne vil give den reguleringsivrige venstrefløj noget at hænge deres hat på, er, at banksystemet i sig selv har været for dårligt reguleret. Der findes ikke nogen sektor i verden, der er mere reguleret end den finansielle sektor. Ikke for lidt, men for dårligt. Det er det stadig væk. Problemet er, at bankerne har kunne udlåne deres egenkapital for mange gange. Det samlede udlån kunne overstige hundred gange deres egenkapital, og det er derfor, de europæiske og amerikanske banker er i problemer nu i forhold til lande som Canada og til en hvis grad Spanien, hvor de har haft begrænsninger på.«

Politikerne udnytter økonomer

Den liberale skribent og politiske rådgiver Christoffer Azrouni, medgiver at, der har været tale om et liberalt paradigme, som har ledt op til krisen, men heller ikke han mener, der er grund til at revurdere den liberalistiske økonomiske teori af den grund - og det vil givetvis heller ikke komme til at ske.

»Det er ikke et paradigme, der kommer til at skifte lige foreløbigt. Der er naturligvis politikere, der vil gribe krisen til at forsøge at ændre det økonomiske paradigme, og det er de samme politikere, som gang på gang er blevet modsagt af økonomer, der har påvist, at deres løsningsforslag var tåbelige. Når der nu er en bred erkendelse blandt økonomer om, at den finansielle krises årsager er pengepolitiske - at renten har været holdt kunstigt lav - så bekæmper man jo ikke krisen ved at opfinde nye statsinstitutioner.«

I det hele taget har Azrouni svært ved at se, hvorfor man skulle bebrejde de rådgivende økonomerne gennem de sidste årtier, da det for ham ikke står klart om, de overhovedet har nogen indflydelse.

»Politikerne gør lige præcis, som der passer dem. Ofte iklæder de så deres argumentation økonomiske begreber, men det betyder ikke, at de er mere økonomiske. Det handler om retorik og om, at de ved, at det kan være svært at score stemmer på utopier i dag,« siger Christoffer Azrouni.

»Sådan var det, da keynesianerne var dominerende - det passede politikerne utrolig fint, for det gav staten mere magt. Der opstod en alliance mellem nævenyttige politikere, der havde nogle tanker om højere skatter og mere stat, og så nogle økonomer, der ud fra en teoretisk analyse troede, at det kunne lade sig gøre at udjævne konjunkturerne. I sådan en situation handler det ikke om, at økonomerne har taget magten fra politikerne; politikerne har selv givet magten væk til økonomerne. Det er også det, der har været tilfældet de sidste år. De økonomiske teorier har passet ind i politikken ikke omvendt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, de neoliberale økonomer og kapitalismen står stærkt - og den politiske venstrefløj forekommer lammet.

I praksis kan man vel sige, at de neoliberale udnytter kapitalismen - mens de venstreorienterede forsøger at "pynte" på den - i mangel på et socialistisk alternativ.

Det sidste undrer mig.

Man forstår godt at det var Christoffer Azrouni, der blev sat til at skrive Anders Fogh rasmussens nytårstaler. Den mand er jo en liberalist støbt i armeret beton...