Læsetid: 6 min.

Irans feminister står ved en korsvej

Den iranske kvindesagsbevægelse må koble sig på den voksende folkelige modstandsbevægelse mod det islamiske diktatur - men uden at miste sit særpræg
Protester. Løsladelsen af Shadi Sadr fandt sted hurtigt og efter et synligt internationalt pres. Her er det en demonstration foran FN-bygningen i Geneve umiddelbart efter hendes arrestation i sidste måned.

Protester. Løsladelsen af Shadi Sadr fandt sted hurtigt og efter et synligt internationalt pres. Her er det en demonstration foran FN-bygningen i Geneve umiddelbart efter hendes arrestation i sidste måned.

Martial Trezzini

8. august 2009

Den iranske feminist og menneskeretsaktivist Shadi Sadr blev i sidste uge vilkårligt løsladt imod et kautionsbeløb svarende til 300.000 kr. At hun blev sat på fri fod sammen med 140 andre af de mange, som er blevet pågrebet i den seneste tid, er blevet udlagt som en følge af en tiltagende kritik - også fra dele af præsteskabet - af regimets voldsmetoder. Ifølge pålidelige skøn holdes mindst ti gange så mange dog fortsat fængslet.

Shadi Sadr, der er aktiv både som advokat og journalist, blev anholdt på åben gade i Teheran den 17. juli og ført til Evin-fængslet, der er berygtet for den vold, politiske fanger bliver udsat for der.

Nogle dage forinden havde hun offentliggjort en vision for kvindebevægelsens rolle i det verserende folkelige oprør. En tekst, der er helt afgørende for enhver, der vil forstå, hvad der foregår under overfalden i Iran.

Blandt meget andet, som har gjort Shadi Sadr internationalt bemærket, er hendes indsats som leder af en organisation, der bekæmper henrettelse ved stening. I Iran er flertallet af ofrene for stening kvinder, som er anklaget for utroskab.

Valgets efterspil

I de vestlige mediers tolkning af præsidentvalget og dets efterspil er det der foregår i Iran, fremstået som en kamp mellem politiske fraktioner i landets elite. Forskellen i forhold til tidligere interne kampe er, at modsætningerne denne gang er blevet eksponeret offentligt og uden hæmninger.

Men uanset synspunkter og interesser har ingen af fraktionerne åbent diskuteret det islamistiske diktatur som styreform.

Da Irans grå eminence, politikeren og superkapitalisten Rafsanjani for snart tre uger siden valgte at tage parti for oppositionen og imod den religiøse leder Khamenei under fredagsbønnen i Teheran, var kernen i hans budskab, at den religiøse samfundsform var gerådet i krise og måtte reddes. Rafsanjanis udspil er et af mange tegn på, at bestræbelserne på at bringe al opposition til tavshed, avler en splittelse blandt magthaverne, som på længere sigt truer systemet.

En tredje stemme

Shadi Sadr artikulerer den tredje stemme - den, som trods sikkerhedsstyrkernes voldsherredømme er blevet hørt i Teheran og mange andre byer i ugerne efter valget. Hendes perspektiv ligger på et andet niveau end skænderierne om antallet af stemmer til magtelitens forskellige fløje. Med sit manifest vil hun give modstandskampen i almindelighed og kvindebevægelsen i særdeleshed en retning, som er på højde med det nye i den politiske situation.

Et af hendes udgangspunkter er, at kvindekampen altid risikerer at blive kørt ud på et sidespor, når nye sociale bevægelser bryder igennem. En erfaring hun udleder blandt andet på baggrund af den retsløshed, som fulgte i kølvandet på 1979-revolutionen.

I de aktuelle protester har navnlig to faktorer været påfaldende: deltagernes alder og deltagernes køn. Unge i almindelighed og kvinder i særdeleshed har været at finde i forreste række i kampene på gader og pladser. For Shadi Sadr repræsenterer de fremtiden. Kvindebevægelsen kan tage udgangspunkt i et allerede eksisterende faktum: Den formåede i løbet af dette årti at udvikle en selvstændig struktur, som regimet ikke har haft held til at knække. Men, mener Shadi Sadr, nu må den alliere sig med de nye kræfter - uden at sætte sin selvstændighed over styr.

En sekulær kraft

Den sociale bevægelse, som nu vokser frem, er begyndelsen til en grundlæggende politisk forandring.

»Jeg tror, at denne massebevægelse er en sekulær politisk kraft, som har frihed og demokrati som sine grundpiller, med alle de forventninger og krav, som følger af demokratiske udgangspunkter. Hvis kvindebevægelsen skal have en meningsfuld rolle i den nye opposition, må den forholde sig til massebevægelsens diskussioner,« skriver Shadi Sadr i sin artikel.

Hun angiver flere af de mulige strategier, som for tiden diskuteres blandt iranske feminister. Den ene pol i debatten gør gældende, at kvindebevægelsen bør lægge hele sin energi i den nye bevægelse og ophøre med at arbejde selvstændigt, den anden, at man skal afstå fra at sammenblande kræfterne. Sadr definerer en tredje vej imellem disse yderpunkter, som hun kalder »gensidig indflydelse«. Hun beskriver, hvordan feminismen har overlevet regimets angreb ved at opbygge sociale netværk, som ikke så let lader sig kneble eller kue. Men forsøger den at opretholde den samme adskilthed i forhold til den nye politiske bevægelse, er den dømt til at gå under som reformkraft.

Sadr finder argumenter for sit synspunkt ved at granske den iranske kvindebevægelses historie. Den er lykkedes forbløffende godt i forhold til sin målsætning om at skabe en feministisk bevidsthed. Man har opnået begrænsede retslige fremskridt ved at presse mindre forandringer igennem i det kvindediskriminerende lovsystem. Men af forskellige grunde, vel frem for alt fordi man har ønsket at mindske risiciene for bevægelsens aktivister, har man afstået fra at formulere gennemgribende demokratiske krav.

»(...…) vi har (...…) haft strategier og ført kampagner for retten til skilsmisse, afskaffelse af polygami osv., men uden en klar strategi for at tilvejebringe ytringsfrihed og retten til at danne organisationer. Derved er forholdet mellem bevægelsen og dens mere almene krav kommet til at fremstå utydeligt og sloganpræget, og dette var ikke nødvendigvis negativt (…) Men nu, efter de seneste ugers hændelser, er det utænkeligt, at vi kan fortsætte den henholdende taktik. I realiteten tvinger en ny folkelig bredde og politisk nødvendighed os til at kæde kampen for kvinders rettigheder sammen med de mere omfattende krav. På samme måde, som vi kæmper hårdt for retten til skilsmisse og til selvstændigt at vælge, om vi vil bære slør, må vores handlingsplan inkludere en erkendelse af, at kvinders rettigheder ikke kan erobres uden ytringsfrihed, organisationsfrihed og forsamlingsfrihed.«

Identiteten

Men at kvindebevægelsen tilslutter sig massebevægelsens krav må ikke indebære, at kvindekampen sætter sin egenart over styr. Shadi Sadr henviser til erfaringer fra andre lande, som belyser risiciene ved mandsdominerede politiske forandringsprocesser. Den iranske kvindebevægelse har unikke erfaringer for, hvordan man opbygger en holdbar modstand. Dens kombination af taktisk fleksibilitet og ubøjelighed i grundkravene er en vigtig erfaring for den voksende massebevægelse. Hvis feminismen giver afkald på sit særpræg, vil det få følger for slutresultatet:

»… de kvinder, som nedbrød kønsadskillelsen på offentlige steder ved at deltage i kønsblandede møder i de seneste måneder; kvinder som optrådte i klæder i alle former og kulører stik imod de officielle, politisk definerede normer, ville i så fald blive forvandlet til en masse uden identitet og kønsbaserede krav. Kvinder ville fortsat udfordre patriarkalske klichéforestillinger i kraft af deres tilstedeværelse og nye fremtrædelsesformer, men vi ville komme til at savne en politisk kraft, som kan tydeliggøre implikationerne af denne deltagelse. Forstår vi ikke at identificere kønsaspekterne i den nye folkebevægelse, styrer vi imod en patriarkalsk, kønsblind form for frihed og demokrati, som endnu engang takker kvinderne, som var med i kampens forreste række, og derefter beder dem vende tilbage til deres selvfølgelige domæne, dvs. hjemmet.«

En af de faktorer, som kan have påvirket Irans magthavere til at frigive Shadi Sadr imod kaution, var et officielt brev fra Tysklands udenrigsminister, som protesterede imod hendes fængsling. Dersom hun, hvilket er sandsynligt, bliver stillet for retten eller fængslet på ny, forventer jeg, at Per Stig Møller og hans kolleger i EU vil følge det tyske eksempel.

Haideh Daragahi var professor på Teherans universitet og kvindeaktivist, da Khomeini tog magten i 1979. Siden 1984 har hun boet i Sverige, hvor hun er dr. phil i litteraturvidenskab og aktiv i den internationale iranske kvindebevægelse

Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Seneste artikler

  • Hvordan overvinder vi kvinders fristelser?

    8. august 2009
    I Egypten har Mellemøstens mest læste forfatter sat heldækkende kvindetilsløring under debat - og det er ikke en blomst, der er groet i islams have, mener han
  • Feministers fokus på sløret er forfejlet

    26. marts 2008
    Det feministiske projekt i muslimske lande kan ikke defineres udefra, og det er ikke mere relevant at smide sløret end at smide bh'en som frigørelsesstrategi, konkluderer et nyt speciale
  • Islam er ikke undertrykkende, men mennesker er

    11. februar 2008
    Religion bliver brugt som begrundelse for undertrykkelse - men er ikke årsagen, lyder det fra den jordanske feminist og menneskeretsforkæmper Asma Khader
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu