Kan man både have Gucci-taske og være nede med Ishøj?

»Jeg arbejdede på en grillbar i Ishøj.«
»Jeg var hjemmehjælper.«
»Jeg rensede fisk med mine forældre.«

Med fine universitetstitler på brevpapiret og Gucci-tasker i hånden forsøger danske politikere, ligesom Helle Thorning-Schmidt, Pia Kjærsgaard og Lene Espersen gør herover, at bruge udvalgte elementer af deres baggrund til at identificere sig med gennemsnitsdanskeren.

Men selv om de folkevalgte ofte forsøger at fjerne fokus fra de elitære dele af deres baggrund, taler statistikkerne deres tydelige sprog. Set med økonomiske og uddannelsesmæssige briller, befinder de danske politikere sig nemlig væsentligt længere oppe ad statusstigen end den gennemsnitlige vælger. F.eks. er der er 10 gange så mange akademikere på Christiansborg, som der er i den danske befolkning. 70 af folketingets medlemmer er DJØF’ere, mens denne gruppe kun repræsenterer én procent af befolkningen. Der er langt flere husejere, højere indtægter og sådan kunne man blive ved.

Men de elitære sider af politikernes baggrund, er ikke noget, de skilter med. For dermed risikerer de, at vælgerne ikke længere vil kunne identificere sig med dem. Og det kan være skæbnesvangert, da identifikation med politikerens personlighed er meget vigtigt.

»Borgene vil gerne have, at politikerne ligner dem selv. Derfor er mange politikere bange for at blive identificeret for meget med eliten,« forklarer professor og samfundsforsker Tim Knudsen fra Købehavns Universitet. Han nævner Svend Auken som en politiker, der havde forstået den personlige baggrunds betydning for vælgerne. Svend Aukens forældre var begge professorer inden for lægevidenskaben.

»Svend Auken formåede at være populær til trods for, at han kom fra et professorhjem. Så jeg vil nærmest definere hans baggrund som et handicap, han har overvundet.«

Snobber nedad

Der er ikke tale om, at politikerne lyver om deres fortid, men blot, at de ved, hvilken del af den de skal fokusere på, og hvilke dele de skal holde sig langt fra. Helle Thorning fokuserer på grillbaren i Ishøj, men udbasunerer sig ikke om, at hendes forældre var henholdsvis direktør og kontorchef. Pia Kjærsgaard fokuserer på, at hun var hjemmehjælper, men nævner i samme åndedrag ikke, at hun boede i whiskybæltebyen Gentofte. Ligeledes inkluderer fortællingen om Lene Espersen som fiskerdatteren fra Hirtshals sjældent, at hendes far var reder, og at hun er cand.oecon. fra Aarhus Universitet.

Der er en klar tendens til, at danske politikere aldrig snobber opad, men kun nedad, forklarer Tim Knudsen.

»Man må ikke fremtræde som priviligeret,« siger han og påpeger, at netop dette kan være svært, fordi langt de fleste politikere reelt set tilhører eliten.

»I virkeligheden er vores politikere jo en ret afgrænset elite, men det gælder frem for alt om at fremtræde som om, man ikke er det. De skal jo hele tiden forsøge at give udtryk for, at de er repræsentative for en stor gruppe af vælgere,« forklarer han og kalder politikernes evige fokus på det jævne og evige afstandtagen til eliten, for »kamuflage«.

Tendensen til at snobbe nedad og forsøge at ligne befolkningen mest muligt er meget typisk dansk, forklarer lektor og ph.d. i historie Niels Wium Olsen. Han har bl.a. beskæftiget sig indgående med Socialdemokratiets historie.

»I europæisk sammenhæng er det specielt for Danmark, at politikere altid skal forsøge at ligne vælgerne. Det er meget anderledes i mange andre europæiske kulturer. Her vil en politiker gerne kalde sig for doktor. Der vil man lave det helt åbenlyse regnestykke om, at vælgerne gerne vil have en klog mand som politiker,« siger han og understreger, at det på ingen måde er sådan i Danmark.

»Dansk politisk kultur er anderledes. Det er noget, som historikere og politologer ofte tager frem. I Danmark og i Norden generelt har man en meget egalitær politisk kultur, og lighedstanken er meget stærk.«

Forskel på fløjene

Selv om politikerne har en klar idé om, hvilke kort fra baggrunden der er fornuftige at spille, er der stor forskel på, hvad der virker godt for de enkelte partier.

»I Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti bruger man i højere grad sin svage sociale baggrund som en trumf, end man gør i de partier, der retter sig mod de mere ressourcestærke vælgere,« pointerer politisk kommentator Henrik Qvortrup og forklarer, at det i Venstre betyder meget, at man har den rette geografiske forankring.

»Det er et parti, der er stærkt over hele landet og er meget baglandstungt. Derfor er det vigtigt, hvor man kommer fra. Partiforeningerne rundt omkring har meget at skulle have sagt, så det er ikke et plus at komme fra København og have en eksamen i statskundskab. I Venstre er det bedre, at man er rundet af et lokalsamfund,« siger Henrik Qvortrup og tilføjer, at også det at have gået på højskole og have landbrugsbaggrund kan bruges som trumfer i Venstre.

Farlig grund

At det kan gå grueligt galt, hvis man kommer til at snobbe opad, eller tale ned til en vælgergruppe, kom en af socialdemokratiets første akademikere Jens Otto Krag til at mærke. I en kritik af regeringen for at være ligeglade med Folketinget, påpegede han, at regeringen brugte Folketinget som »ekspedienter« for regeringens ønsker. Den formulering skulle han ikke have brugt.

Da han kort tid efter deltog i et radioprogram, ringede en kvinde ind, som havde stemt på Socialdemokraterne i mange år. Hun ville gerne vide, om det virkelig kunne være rigtigt, at Otto Krag havde sagt sådan. Hun var nemlig selv ekspeditrice, og lod akademikeren Krag vide, at det »altså er et ordentligt job,« og at hun ikke havde tænkt sig at stemme på dem igen, hvis udtalelsen var ment så nedsættende, som den lød.