Læsetid: 3 min.

Kan man få for meget anerkendelse?

Anerkendelsen har også sin bagside - sit forfald. Og spørgsmålet er, om vi må erkende at anerkendelse nu og da er en del af problemet og ikke af løsningen
8. august 2009

Det hører ikke til hverdagens orden, at tungt ladede filosofihistoriske og socialteoretiske begreber pludselig ligger selvfølgeligt på tungen, bliver tidstypiske og tilkoblet alskens nye tendenser af den salonfähige slags. Sådan er det gået med begrebet anerkendelse. Vi vil alle anerkendes som dem, vi er. Velfærdsprofessioner tematiserer tabet af en anerkendelse, der tidligere var stor og forlenet respekt og myndighed. Anerkendende pædagogik er et hit over hele landet på skoler og i dagtilbud. Her tages udgangspunkt i børnenes følelser frem for den rigtige eller forkerte praksis, opdragelsen skal dreje sig om. Vi ved fra Det Nationale forskningscenter i arbejdsmiljø, at anerkendelse og ros forøger de ansattes trivsel og mindsker sygefraværet. Ethvert kursus i coaching er koblet op på anerkendelse som grundlag. Anerkendelse har ramt tiden lige i maven. Anerkendelse kobler sig til åbenhed, gensidighed, tolerance, forståelse, empati, trivsel og balance. Det er ikke noget vi kan få for meget af, kun noget, der altid kunne være mere af, eller som udgør nøglen til bedre pædagogik, mere harmonisk samliv, mere effektiv ledelse etc. For lidt anerkendelse kan endda ifølge sociologerne udløse patologier under bestemte omstændigheder. Anerkendelse er blevet buzz og bull shit bingo. Samtidigt, alt for samtidigt.

Begrebet om anerkendelse er ikke noget dårligt begreb ligesom den grundlæggende fordring om anerkendelse er rimelig. Begrebet er tungt socialteoretisk takket være navnlig den tyske sociolog Axel Honneths arbejde og den canadiske filosof Charles Taylors mangeårige indsats.

Den forkerte medicin

De senere år har anerkendelsesbegreber og -teorier fungeret som kritiske fordringer i forhold til eksklusion (f.eks. fra arbejdsmarkedet), industrielle tempologikker på velfærdsområder, hvor mellemmenneskelige logikker tidligere angiveligt var dominerende, umyndiggørelse gennem overdreven kontrol og fremmestyring. Men når vi sådan lidt nonchalant her umiddelbart efter ferien kigger på samtidige tendenser må spørgsmålet også være om ikke anerkendelse nu og da er en del af problemet og ikke løsningen, eller om anerkendelse endog kan være den forkerte medicin. Anerkendelse har nemlig sine forfaldsformer eller vrangsider, om man vil. Skal barnets urimelige modvillighed anerkendes til fordel for fokus på den rigtige adfærd? Skal den konstitutionelle anerkendelse i ansættelsesforholdet uafladeligt følges op af ros, opmærksomhed og belønning? Skal det fjerde studieskift anerkendes med bemærkningen 'hvis det føles rigtig for dig, min skat'? Anerkender man den anden ved at imødekomme enhver fordring på kærlighedserklæringer? Ideen om anerkendelse har det med at alliere sig med nye typer af inderlighed og krav om ligeværd. Min mening skal anerkendes, fordi jeg har den, ikke fordi den kan diskuteres og evt. gyldiggøres i en samtale. Dermed bliver anerkendelsen bundløs og får som tendens hang til at udjævne forskelle - nogle gange med demokratiserende potentialer, andre gange som ren forfladigelse. Anerkendelse bliver ikke noget, man gør sig fortjent til, men noget man kan kræve, fordi man er. Anerkendelse knytter sig ikke længere til særlige bedrifter, men til den blotte og bare væren.

Et spil om magt

Samtidig flytter anerkendelseskampen hele tiden arena. En lønforhandling bliver et anerkendelsesspørgsmål, ikke en forhandling i et asymmetrisk magtforhold. Titler bliver anerkendelsesmarkører. Alle er i dag chefer. Sekretæren er fyret og PA'en hyret som det hed i en blog. Anerkendelse skal nemlig træde frem i ydre manifestationer, penge, titler, gaver og den slags. Og dermed bliver anerkendelseskampen et nyt spil med de samme institutionelle midler som tidligere kampe på arbejdsmarkedet og privatsfæren udspillede sig med. Det, der først viser sig som fremskridt i form af anerkendelse, bliver hurtigt indlejret i spillet om magt. Og dermed bliver mange anerkendelseskampe paradoksale. Og de kommer til at resultere i meget andet end, at den myndige borger skal kunne realisere sig aktivt i demokratisk samfund, som anerkendelsesbegrebets moderne far Axel Honneth på kort form mente, anerkendelse og retfærdighed handlede om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jonas Jakobsen

Interessant indlæg!

Honneth anerkender faktisk forekomsten af patologiske anerkendelsesfordringer, hvilket artiklen burde have nævnt, f.eks. selvudviklingskulturens enorme fokus på anerkendelse af unikke præstationer og karakteregenskaber. Når anerkendelse bliver noget uhensigtsmæssigt, individet ikke selv kan gennemskue kalder han det for "anerkendelse som ideologi".

Imidlertid skal disse anerkendelsespatologier, mener Honneth, afhjælpes gennem mere og ”bedre” anerkendelse. Her er jeg enig med Hermann i, at en del af problemet er, at vi i dag simpelthen er for fikserede på at blive anerkendt.

Kierkegaard (og stoikere og buddhister) ville her svare bekræftende, da behovet for anerkendelse – mener de - let antager lidelsespræget karakter. Et stærkt fokus på at blive anerkendt for ”differenserne” (Kierkegaard), dvs. vore personlige evner, præstationer og karakteristika (Honneth: særegenheden), gør os overfølsomme overfor kritik, forandringer i livssituation eller personer og handlinger, vi oplever som æreskrænkelsende.

Denne sårbarhed, mener jeg, kan ikke altid kureres gennem mere anerkendelse fra andre. Nogen gange må jeg transcendere mit eget behov for anerkendelse, hvilket kan være en psykisk lettelse, en mentalt frigørende kraft: Der er frihed i at indse, at man har været en idiot, og i at bede om tilgivelse istedet for at kræve anerkendelse.