Læsetid: 7 min.

Kulturkamp eller skyggedans

I Norge kridtes banen i disse dage op under parolen 'Kulturkamp'. Umiddelbart kunne det minde om Rindal-debatten i 60'ernes Danmark. Men noget er vendt på hovedet. Højrefløjen maner til kunstnerisk provokation, mens venstrefløjen ønsker bred folkelig appel. Eller er det omvendt?
Støtteordninger. Bands som Turboneger (billede), der udfordrer det politisk korrekte, ville aldrig været kommet frem i Norge, hvis ikke det havde været for markedskræfterne, mener Asle Toje, der er forsker ved Handelshøjskolen i Oslo. Han støtter åbenlyst det norske Fremskrittspartiet og er ivrig fortaler for en afskaffelse af den norske stats støtteordninger, som han mener umuliggør enhver form for kunstnerisk oprør.

Støtteordninger. Bands som Turboneger (billede), der udfordrer det politisk korrekte, ville aldrig været kommet frem i Norge, hvis ikke det havde været for markedskræfterne, mener Asle Toje, der er forsker ved Handelshøjskolen i Oslo. Han støtter åbenlyst det norske Fremskrittspartiet og er ivrig fortaler for en afskaffelse af den norske stats støtteordninger, som han mener umuliggør enhver form for kunstnerisk oprør.

Kyrre Lien

29. august 2009

I løbet af i år har man fra to forskellige sider hørt ordet »kulturkamp« brugt i den norske presse. Dels har højrefløjen gjort sig til bannerfører i en indædt kamp mod, hvad der opfattes som 30 års kulturradikalt diktatur, og dels har mere end tohundrede personer fra det norske kulturliv skrevet under på webmanifestet »Kulturkamp.no«, hvor der agiteres for, at »et livskraftigt kulturliv med gode kulturtilbud for alle er nødvendigt, for at skabe et inkluderende samfund baseret på lighed og demokrati.« De to grupper er grundliggende uenige, når det gælder den statslige kunststøtteordning, som det norske Fremskrittsparti helst så annulleret. Men spørgsmålet er, om det er samme kamp, de kæmper fra hver sin side. For hvem er de respektive modstandere egentlig?

Umyndiggjorte kunstnere

Asle Toje er forsker ved Handelshøjskolen i Oslo og er af den norske presse ofte blevet omtalt som »Fremskrittspartiets intellektuelle alibi«, eftersom han åbenlyst står frem med sin sympati for både partiets kultur- og indvandrerpolitik. Han har lanceret begrebet »kulturkamp« - uden imidlertid selv at mene, at han maner til kamp. Tværtimod opfatter han sig selv som talerør for en stor folkelig majoritet, der gennem de seneste tre årtier er blevet undertrykt af en selvetableret konsensus, først og fremmest repræsenteret af den kulturradikale magtelite, hvis synspunkter er så almengjorde, at det er vanskeligt at modsætte sig dem. Kampen er ikke hans opfindelse, men folkets. Hans forbillede er - ikke overraskende - den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen:

»Norge er i dag, som Danmark ville have set ud, havde det ikke været for Foghs kamp mod den elitære overklasse. At et norsk opgør først kommer adskillige år efter, det indtraf i Danmark har at gøre med, at vi i Norge ikke har været økonomisk pressede. Vi er et rigt land, og statskassen har bare stået åben til at bruge løs af. Det har ikke haft økonomiske konsekvenser på samme måde, som det ville have i et land med knapt så mange midler. Men nu har folk fået nok,« siger han til Information.

Hvor Pia Kjærsgaard herhjemme taler om fem nøgne mænd, der løber hen over en scene, taler Toje tilsvarende om »selvrealisering på fællesskabets regning«, som udelukkende bidrager til at distancere folket fra en kunstnerisk praksis, de selv - ufrivilligt- finansierer. Men ikke kun folket lider under den altoverskyggende statsbetalte kulturdefinition. Også kunstnerne må i sidste ende se sig umyndiggjorde, da kulturradikalismens dogmer fratager dem retten til at skabe risikofri kunst, eftersom statsstøtten implicit dikterer dem et forhåndsbestemt kvalitetsbegreb. I Bergens Tidende har han langet kraftigt ud efter manglen på kunstnerisk autonomi:

»Statsstøtte er ikke den kvalitetsgaranti, som tilhængere synes at tro. Størstedelen af den norske kultur er præget af, hvad Ingunn Økland (norsk journalist og litteraturkritiker) kalder »folkelige festivaler, hverdagslige romaner, ufarlige spillefilm, ufokuserede medier, risikofri arkitektur.«

Lunkent oprør

Toje hæfter sig ved, at den norske stats støtteordninger, som de ser ud i dag, umuliggør enhver form for kunstnerisk oprør. Kunstnerne forsøger ihærdigt at provokere, men uden held.

- Så kunst skal provokere?

»Ja. Men det gør den nuværende kunstneriske elite ikke. Du ser kun bovlamme forsøg på at forarge,« siger han og henviser som eksempel til en gruppe afgangselever fra Statens Kunstakademi, som udstillede på Stenersenmuseet, der desperat forsøgte at vække foragt hos publikum. En af dem uddelte partydopet rape drug og ringede efter sigende selv til politiet i håb om at blive arresteret.

»Der var ingen, absolut ingen, som lod sig provokere. Du hørte ikke så meget som en suk fra befolkningen. De var fuldstændig blaserte overfor, hvad der foregik.«

En af de provokunstnere som Toje holder af at citere, er musikeren Thomas Selzer fra bandet Turboneger, som i avisen Natt og Dag har ytret følgende:

»Man kan sidde på Manifest 03 (venstrefløjens tænketank) og snakke om, hvordan markedet dræber kulturen. Det er en fejl, for det er faktisk indenfor kulturen, at markedet gør et godt job. Det er markedet, som gav os Scorsese, Dr. Dre, Bertolucci, Sex Pistols, forstår du ikke det? Den anden side gav os tjekkisk dukketeater og Wam & Wennerø -film.«

- Fremavler markedet ikke kun god kunst, fordi kunstnerne er i opposition hertil - ligesom de kunstnere Selzer nævner er det?

»Absolut, men uden markedet ville Turboneger aldrig være blevet til noget som helst, fordi de netop udfordrer det politisk korrekte Norge. De ville være forhindret i at få statsstøtte af rent 'kunstfaglige' grunde, naturligvis.«

Blandt Tojes kritikere er forfatteren Magnus Marsdal, som er tidligere norsk leder af anti-globaliseringsgruppen Attac. I 2007 udgav han bogen Frp-Koden, der netop beskæftiger sig med det, han ser som Fremskrittspartiets populistiske tilgang til befolkningen. Han finder det latterligt, at Toje så sent som i år 2009 postulerer et opgør med kulturradikal tankegang, som, ifølge Marsdal, for længst har spillet sidste samfundskritiske kort.

Konstrueret folkekærlighed

Tojes sondring mellem på den ene side 'den brede befolkning' og på den anden side 'kulturradikalisterne' er en konstruktion, der udelukkende tjener Fremskrittspartiets populistiske bejlen til den lille mands herredømme overfor den store stygge stat. Han er enig med Toje i, at et provokationselement er svært at få øje på i den norske kunst, men at Fremskrittspartiets nedskæringer skulle befordre et nyt og risikofyldt paradigme, er han langt fra enig i:

»Det er sandt, at etableret kunst ikke provokerer nogen som helst i Norge. Jeg tror i øvrigt, at det er en slags myte, at kunst er, eller har været, provokerende. Det er en myte, som indgår i kunstnernes selvbillede og retorik, men som ikke har så meget med forholdene ude blandt almindelige mennesker at gøre. At højresiden nu har gang i oprør og provokation, har jeg ikke hørt meget om. At man siger ting, som nogle er uenige i, er ikke ensbetydende med, at man har gang i et 'oprør'. Jeg vil f.eks. ikke kalde de amerikanere, som nostalgisk drømmer om at løsrive sydstaterne, for »oprørere«, selvom deres meninger sikkert provokerer nogle. Al den snak om provokation og oprør er omtrent ligeså poserende og virkelighedsfjern i munden på Asle Toje, som når den kommer fra statsstøttede kunstnere, som tror de 'udfordrer' systemet med deres statsstøttede kunst,« siger han til Information.

Kamp uden modstander

Arnfinn Bjerkestrand er initiativtageren bag Kulturkamp.no. Han er specialrådgiver i strategi- og kommunikation ved Det Nationale Oplevelsescenter og har en fortid som formand for Fagforening for Musikere. Han har fulgt udviklingen i Danmark og Sverige og ønsker ikke, at Norge skal stå i en situation, hvor det statslige budget udhules, så kunstnerne ikke længere har mulighed for at præge kulturlivet. Men at det skulle have noget som helst at gøre med at holde kulturradikalismen i hævd, stiller han sig fremmed overfor:

»Det kan se ud som om, det er kamp mellem på den ene side venstrefløjens kulturradikalisme og på den anden siden højrefløjens oprør herimod. Men den kulturkamp, jeg via websiden Kulturkamp.no har lanceret, er faktisk ikke en modreaktion til Tojes udfald mod kulturradikalismen. Når jeg argumenterer for, at der ikke skal skæres i kulturens støtteordninger, er det ud fra helt konkrete og praktiske overvejelser. For at kulturlivet skal bestå, er det simpelthen nødvendigt, at der foregår en statslig regulering. Det Fremskrittspartiet vil, er at skære i den støtteordning, som sikrer minoriteter at komme til udtryk,« siger Bjerkestrand, som peger på, at der i Fremskrittspartiet kulturpolitik også ligger en større ambition om at give etniske minoriteter mundkurv på:

»De nedskæringer, der plæderes for, er i uoverenstemmelse med kunstens væsen. I et demokrati skal alle minoriteter have lige chancer for at være en del af offentligheden.«

- Så kunsten skal ikke provokere, men samle?

»Hvad den enkelte kunstner gør er op til ham eller hende. Det, jeg grundliggende vil sikre, er et sikkerhedsnet for den brede befolkning,« siger han.

Alles folk, ingens elite

Statsstøtte eller ej er der én ting, alle parter synes enige om: eliten bryder de sig ikke om. Fra højresiden anses den som den (indtil nu) dominerende instans, der i årevis har påtvunget befolkningen uddødt modernistisk vraggods, men også på venstrefløjen er man kritisk overfor såkaldte elitistiske tiltag. Forfatterne Stig Sæterbakken og Nikolaj Frobenius har valgt ikke at skrive under på Bjerkestrands manifest, da begge opfatter det som vand på Fremskrittspartiets mølle - at skabe en yderligere kløft mellem 'kultureliten' og Fremskrittspariets vælgere.

»Herved afslører de blot egen elitisme,« siger Bjerkestrand, som langt hellere vil i debat med vælgerne i stedet for at ignorere dem. »Det kommer vi ingen vegne med. Jeg ønsker på ingen måde at konstruere en kamp mellem kunst og befolkning. Jeg ønsker tværtimod, at alle i samfundet skal se, hvor vigtig kulturlivet er for os alle. Kunsten skal integrere folket, ikke splitte det ad. Jeg ønsker debat, men ikke konflikt,« siger han.

I Norge forsætter kulturkampene på alle fronter, hvor alle synes at ville være folkets stemme. Med eller uden provokation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Rehhoff

De kulturradikale skød virkelig sig selv i foden da de polemisk hævdede, at kunst som var forargelig, anstødelig og provokerende, var på fremskridtets side.
Idag er det kommet til at betyde, at hvis du på bedste politisk ukorrekte vis, udstiller din bare røv, så er du kunstner og hvis du gør det for penge, så er det endnu bedre, for så udfordrer du det gængse romantiske syn på kunst, som noget, der er hævet over monetære hensyn.
Det har betydet en udvidelse af kunstbegrebet, som består i en legitimering af forargelse for forargelsens skyld og en legitimering af markedet, som det egentligt kunstbærende element i samfundet.
Som Magnus Marsdal fremhæver i artiklen så er det på den anden side med til undergrave pluralismen i samfundet, fordi det hovedsagligt kun er den kunst der umiddelbart sælger, som er den mest legitime
Istedet for kun at debattere om kunst skal finansieres af hhv stat eller marked, så burde man vel også debattere selve kunstbegrebet og kunstens rolle i samfundet og diskutere hvad det ville betyde for pluralismen i samfundet, hvis kunst udelukkende var finansieret på markedsvilkår. Det gælder vel iøvrigt også for andre kommunikative praksisser som videnskab, journalistik o.s.v.

Søren Rehhoff

Der er en projekttitel, lige der "Hvordan påvirker markedsmekanismerne vilkårene for de kommunikative processer i samfundet"