Læsetid: 4 min.

Når kommissioner siger sandheden

Der er meget snak om, at politikerne politiserer viden. Men der er ikke så meget snak om det modsatte: Neutraliseringen af politik med statistikker, tal og undersøgelser
Det udløste voldsom kritik, at finansminister Claus Hjort Frederiksen aflivede arbejdsmarkeds-kommissionen, inden den var kommet med sine anbefalinger:

Det udløste voldsom kritik, at finansminister Claus Hjort Frederiksen aflivede arbejdsmarkeds-kommissionen, inden den var kommet med sine anbefalinger:

Jens Nørgaard Larsen

29. august 2009

Sådan ser det ud på tv: De stærke har gjort det grimme ved de kloge. Dem, der bestemmer, har igen afvist dem, der siger sandheden. Dagen inden arbejdsmarkedskommissionen fremlagde de forslag, regeringen havde bestilt, erklærede finansministeren arbejdet overflødigt. Og i denne uge var folk forargede: Nogen kalder det spild af penge at bestille et produkt, man straks kasserer. Andre regner det for uartigt: Det svarer til at smække døren i hovedet på gæster, man selv har inviteret. Og dem, der tror på kommissionens forslag som den objektive sandhed, ryster på hovedet over politikere, der handler imod bedrevidende. Det var reaktionen i ugen efter, kommissionens forslag blev skudt ned: Regeringen spildte skatteborgenes penge, opførte sig uopdragent og var for fej til at gøre det rigtige. Den uskyldige kommission blev udlagt som offer for det politiske spil. Det sjove er her ikke, at fordømmelserne bekræfter fordommene om politik som et kynisk spil om magten. Det sjove er derimod spillet mellem politik og viden: Politikerne bliver kritiseret sønder og sammen, mens kommissionen er hævet over kritik. Politikerne formodes at gå efter magten, mens kommissionen formodes at afdække sandheden.

Demokratisk dilemma

Det er to forskellige aspekter ved det moderne demokrati, som støder sammen: På den ene side kravet om medbestemmelse. Politikerne må ikke regere som paver uden fornemmelse for 'folkets' ønsker og krav. Det må de godt formelt, men de kan forvente straffen ved næste valg. Og derfor er politiske forslag altid allerede analyseret i meningsmålinger og fokusgrupper, inden de præsenteres for vælgerne, mens medierne konstant afkoder befolkningens holdninger til aktuelle spørgsmål. Man kan i det perspektiv sige, at vi bevæger os mod en forestilling om, at vi lever i et direkte demokrati.

Men på den anden side lever vi ikke i et direkte demokrati. Og borgerne forventer ikke, at politikerne gør, som meningsmålinger dikterer. Det forventes også, at politikerne handler fornuftigt og tager ansvar for samfundet som helhed. Det står som bekendt i Grundloven, at politikerne ikke er bundet af andet end deres egen overbevisning. Hvis man forestiller sig en meningsmåling, som spurgte, om borgerne ville have politikere, som blindt fulgte meningsmålinger, ville langt de fleste svare nej. Politikerne skal på den ene side regere nogenlunde i overensstemmelse med deres vælgere, men de skal også turde gå imod meningsmålingerne. Man beundrer således politikere, der tør gå imod 'folkestemningen', man kalder dem 'handlekraftige' og 'ansvarlige'. Men der findes også et veludviklet arsenal af fjendebilleder til at beskrive dem, der går for langt: De beskyldes for at være elitære og virkelighedsfjerne. Det er den slags politikere, Anders Fogh Rasmussen udstillede med vendingen, at »reformer plejer at komme som en tyv om natten«, og det er den form for politik, kontraktpolitikken er et svar på. De, der på den anden side ser politikkens opgave som at gøre det, erhvervslivet finder økonomisk nødvendigt eller den administrative overklasse regner for økonomisk korrekt, foragter skattestoppet og kontraktpolitikken. Den politiske kultur, som har været dominerende i Danmark i 00'erne, kritiseres således både i aviser som Børsen og Politiken og af den økonomiske overklasse og den administrative overklasse for at være 'populisme' og 'meningsmålingstyranni'. Der efterlyses 'politisk lederskab' og 'mod til nødvendige reformer'. Og der efterlyses respekt for det forhold, at gode argumenter i den offentlige diskussion kan føre til fælles beslutninger.

Det forkerte rigtige

Politikerne i et moderne demokrati skal balancere mellem det, der er politisk muligt, og det, der er politisk rigtigt. De skal både overbevise vælgerne, og de skal være rationelle. Der opstår derfor en kamp om at definere det 'fornuftige'. Fra et demokratisk synspunkt er det fornuftigt at hævde, at forskellen mellem dem i arbejde og dem uden arbejde skal udlignes, så de har samme rettigheder og muligheder for politisk deltagelse. Men fra et konkurrencemæssigt synspunkt vil man omvendt hævde, at det vigtigste er at øge Danmarks produktivitet. Det gør man ifølge den efterhånden totalt dominerende pengepædagogik ved at belønne dem, der arbejder, og straffe dem, der ikke er i arbejde. Den ene sandhed vil insistere på lighed som betingelser for demokratiet, mens den anden sandhed vil insistere på, at velfærdsstatens fremtid afhænger af, at 'det skal kunne betale sig at arbejde'. Her bliver kommissionerne interessante: De kommer nemlig til at definere det 'rigtige', og den borgerlige regerings kommissioner definerer altid velfærd som velstand og sætter altid produktivitet som det højeste mål. Selve sammensætningen af kommissionen er en politisk opgave: Fire af ni medlemmer i arbejdsmarkedskommissionen er f.eks. direktører fra det private erhvervsliv, og kommissoriet er politisk defineret. Det samme kunne siges om velfærdskommissionen. Og det er nu en offentlig sandhed i Danmark, at det politiske 'rigtige' ville være at reducere dagpengeperioden, fjerne efterlønnen etc. Ansvarlighed er blevet defineret som produktivitet. Den franske teoretiker Pierre Rosanvallon har i den henseende bemærket kommissioners enorme troværdighed. Hvis man vil gøre sine politiske målsætninger til fælles målsætninger, kan man ifølge Rosanvallon formulere dem som præmisser for en kommission. Naturligvis følger man ikke kommissionens anvisninger direkte. Det ville ophæve politikken overhovedet. Men man har skabt en anerkendt målestok for det 'rigtige' og det 'fornuftige'. Der tales i disse år meget om en politisering af neutral viden. Men kommissionerne er eksempler på det modsatte: Man neutraliserer den politiske diskussion med tal og tabeller. Og sådan er det blevet, når man taler om politik i medierne: Det offentlige rigtige bestemmes ikke som det demokratiske fornuftige, men som det produktivt korrekte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Et flertal af vælgerne her i landet opfatter den solidariske samfundsmodel som en naturlov - og derfor har vi siden 70'erne valgt de politikere, der er bedst til at drive "Forretningen Danmark" ... når den sidste solidaritet er drevet ud af samfundet, står vi tilbage med et politisk fallitbo.

Rune Lykkeberg

Nu ville jeg jo ellers ikke fortsætte med kommentarerne, idet journalistikken på Information har fået et stedmoderligt forhold til kommentarerne efterhånden. Sådan lidt ved siden af den egentlige journalistik. Desværre bekræfter din artikel her anliggendet...

Der har i Informations kommentarer til artiklerne været rejst afgørende kritik af kommissionerne. Dem alle! Men i nærværende artikel tages udelukkende de journalistiske præferender op. Hvorfor nu det?

Kommissionerne er underlagt udbud fra magtcentrene. Hvor blev det perspektiv af? Altså at der i videns-regis er adskillige bud på forhold, som søges forbigået og som ikke kommer frem i medierne. Er det ikke medierne, som fejler i research'en? Og under den forudsætning, er det så ikke mediernes interesser, som afkodes mere end den samlede viden, som er tilgængelig?

I magtfilosofisk regis er der f.eks. ingen pointer at samle op i indlægget. Herfra kan man snildt koge de sidste afsnit ned til: skismaet imellem demokratiske vilkår om medbestemmelse overfor samfundets organisering i hiearkiske systemer, hvor bestemmelsen alene går fra toppen til bunden. Den retning i trafikken giver din artikel desværre indtryk af at fortsætte. Altså ikke lytte så meget til den reelle viden på felterne som til den hierarkisk organiserede viden: politik, organisationer (CEPOS ikke mindst??!), opinionsundersøgelserne, telegrambureauerne, erhvervslivet og så uendelig meget videre...

Hvor, Rune, vil du få de afgørende perspektiver fra, såfremt der ikke afsøges udenfor disse felter? Hvor brydes mainstream-synspunkterne, når man ikke har fingeren grundigt i jorden hos f.eks. dine egne kommentatorer - dem som er tilbage...

Med magtfilosofien som baggrund har du måske nok stadig meget nyt at lære. Men det er så ikke en desavouering - snarere nok et (ufortjent) hint til at skille Information bedre ud fra mængden af håbløse sammenligneligheder i dagens mediebillede her til lands. Alt i alt en fin artikel dog. Men absolut ikke én af dine bedre. Og det nævnt uanset, at jeg er klar over, at selvanmeldelsen er et hul, vi alle risikerer at falde i - især ved anmeldelsen af andre.

Håber du tager indspillet positivt op. Der er nemlig rigeligt med diskurs-kvalitet også udenfor Informations faste abonnementer. Som jeg desværre må afslå efter det nye design forresten...

Med venlig hilsen