Læsetid: 5 min.

Rooney League

Alle fodboldspillere vil til Spanien, og det giver mindreværdskomplekser i Premier League, hvor hele det symbolske ansvar nu ligger på United-forwarden Wayne Rooney. Kan han træde ud af Cristiano Ronaldos skygge og få moderlandets Fugl Fønix til at rejse sig af asken?
Alle fodboldspillere vil til Spanien, og det giver mindreværdskomplekser i Premier League, hvor hele det symbolske ansvar nu ligger på United-forwarden Wayne Rooney
15. august 2009

I denne weekend starter Barclays Premier League. Søndag møder Manchester United Birmingham City på 'Drømmenes Teater' Old Trafford. Chelsea indleder ballet i eftermiddag mod Hull City, der forbløffede mange i sidste sæson ved at bide sig fast i pladsen lige over nedrykningsstregen. Søndag er Liverpool gæster på White Hart Lane i London, Tottenham Hotspurs stadion. Og for lige at runde af med den sidste klub i 'The Big Four', så tager Thomas Gravesens gamle klub, Everton, i aften imod Arsène Wengers Arsenal. Og mens millioner af nationale og globale fans uldvasker tørklæderne og finpudser slagsangene, spørger England kollektivt: Kan han, eller kan han ikke, ham Wayne Rooney?

Ængstelsen handler om, hvorvidt den 23-årige Rooney fra Croxteth kan vriste sig fri af Cristiano Ronaldos skygge og endelig træde i karakter i den fremskudte offensivrolle på midten af banen, som Alex Ferguson har lovet ham. Men bag spørgsmålet lurer en mere substantiel krisestemning. Magtbalancen er nemlig tippet fra nord til syd. Alle vil til Spanien - ikke mindst spanierne selv. Xabi Alonso og Alvaro Arbeola, begge tidligere Liverpool-spillere, er havnet i verdens rigeste klub Real Madrid, som hobevis af journalister henover sommeren har navngivet 'Los Galacticos 2.0'. Og mens præsidenten Florentino Pérez igen og igen betoner vigtigheden af indkøb, der både kan tjene tykt ind på trøjesalg og familievenlige accessories og drible spektakulært på et funklende Estadio Santiago Bernabéu med nyt græstæppe og blankpolerede VIP-loger, er den engelske selvforståelse krympet til sædvanlig mindreværdskompleks og forfaldsretorik: Deres eneste mand på Verdens Bedste Spiller-posten var Ronaldo. Men hov, han er jo portugiser, og nu er han havnet i den klub, som ærkeskotten Ferguson hader af et godt hjerte.

Hjemmegjort trælegetøj

Nyhederne om Michael Owens bemærkelsesværdige skift fra nedrykkede Newcastle til United og nyrige Manchester Citys erhvervelse af Gareth Barry fra Aston Villa virker i den store glittede sammenhæng som hjemmegjort trælegetøj, der skal stå distancen mod et brandet plasticprodukt til flere tusinde fra Toys 'r' Us. Selv de megalomane emirer fra City, der i den forgangne sæson ikke just kunne beskyldes for at gå stille med dørene, har offentligt undskyldt Barrys ankomst som et symptom på den kommende strategi. Vi ville gerne ha' Kaka og dén slags, men vi er ikke Champions League-materiale, så vi er glade for solide kræfter som Barry.

Måske er det bedste for engelsk fodbold sågar, siger kynikerne, hvis rosset fra Real Madrids overproppede trup kan lande i Premier League. Vi taler om hollænderslænget, Ruud van Nistelrooy, Arjen Robben, Rafael van der Vaart, Wesley Sneijder, som alle er relegeret til socio-kulturel restordre i Pérez' nye set-up. De orange, inklusiv Klaas-Jan Huntelaar, som for nylig blev solgt til AC Milan, er hverken madrilenske homegrowns, spanske darlings som Alonso og Arbeola eller indiskutable verdensstjerner som Kaka, Ronaldo og Karim Benzema.

Hvad bliver fodboldens nære fremtid? Den er lig den sneboldeffekt, som de vanvittigt forbrugende Real-moguler har sat i gang. Når Ronaldo på sin store præsentationsdag får 75.000 tilskuere til unisont at råbe »Hala Madrid« - lydtrykket var det størst målte nogensinde på de kanter - så drypper det på Robben. Eller noget i den stil.

Ronaldinho sagde engang, at han skam havde været på tale til Real Madrid. »Men jeg var for grim,« udbrød han og flækkede af grin. I skrivende stund mandsopdækker engelsk presse Franck Ribéry, der for længst har bedyret sin exit fra Franz Beckenbauers Bayern München. Ender han mon i den spanske hovedstad? Næppe. De fås ikke meget grimmere end ham. Selv Rooney har, siger rygterne, været emne i Real Madrid. Men han var sgu' også for lille, bred og flabet.

23 scoringer til hver

Det er jo til at tude over i Hull og omegn eller på Stamford Bridges posh cafeer. Af samme grund må Rooney gribe i kronjuvelerne med fast næve og ene mand bære det symbolske ansvar. I sin demografiske autenticitet - »dén fyr slår fandeme en proper grabbe«, har en klubkammerat udtalt - skal United-forwarden få moderlandets Fugl Fønix til at rejse sig af asken og genskabe en kolonial balance. Med Rooney får man alle historierne i harmoni, hvis ellers hans talent spirer ordentligt frem. Rooney er manifestationen af præ-metroseksuel stabilitet, som de gamle husker fra folk som Tom Finney og Stanley Matthews. I midten af marts 2009 tyrede Wayne bolden efter dommeren, kastede sig skrigende i græsset, hamrede skankerne i bolværket og blev prompte smidt til omklædning i matchen mod Fulham. Men publikum elsker ham. For ugen efter var han 178 centimeter høj chefbøddel, da det engelske landshold smadrede Slovakiet 4-0 på Wembley.

På CV'et står episoden under VM i 2006, da Rooney i tæt duel med Portugals Ricardo Carvalho - selv én af de hårdeste hunde i gamet - kvitterede for infighten med at træde den liggende sydlænding i de ædlere dele. Sekundet efter blinkede Cristiano Ronaldo med teatralsk finesse ud mod den portugisiske bænk. Resten er historie. Ronaldo rejste hjem til Premier League og spank i presse og publikum, genrejste sig selv som Fergie-protegé og George Best-arvtager og voksede op til at blive klodens bedste fodboldspiller. Sæsonen 2006-07, hvor Rooney og Ronaldo skulle lære at agere som frontduo i kølvandet på VM-traumet, sluttede symptomatisk med 23 scoringer til hver. Og så var Ronaldo over alle bjerge.

George Tawlon Manneh Oppong Ousman Weah er stadig den eneste spiller, som er kommet til England efter at have modtaget prisen som verdens bedste. FIFA overrakte Weah pokalen i 1995, og efter fem år i Milan, frem til 2000, nåede afrikaneren 11 kampe for Chelsea og 7 for Manchester City, inden han sluttede karrieren 2003 i Abu Dhabis Al-Jazira Club.

Den tidligere Tottenham'er og topscorer ved VM i 1986, Gary Lineker, forsvandt ofte ud af kampene, men endte alligevel som triumfator med et par scoringer. Sådan er Rooney langt fra. Fergusons væsentligste opgave bliver ikke at kickstarte Merseyside-drengens målinstinkt, men snarere at få Uniteds koleriske 10'er til at holde op med at agere venstreback. Altså lidt mindre arbejdshest og lidt mere blærerøv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu