Læsetid: 4 min.

Sig til, hvis I har set det hele før

'Kapring af Metro 1 2 3', der har dansk premiere i dag, er det nyeste eksempel på Hollywoods lange tradition for at kannibalisere sine egne - og andres - succeser. Det kommer der sjældent noget godt ud af
7. august 2009

Som myg suger blod, synes Hollywood at vokse sig tyk på genindspilninger. Fra biografaktuelle Kapring af metro 1 2 3 (org. titel: The Taking of Pelham 1 2 3) til den bebudede nyversionering af Fame og næste forårs Clash of the Titans er filmstudierne aldeles skamløse i deres udsugning af filmkunstens klassikere for liv. Nok kan nogle - som John McTiernans The Thomas Crown Affair - undertiden blæse nyt liv i film, der ellers har haft svært ved at stå tidens tand. Men de fleste - som samme McTiernans 2002-Rollerball lader hånt om det, som var så fremragende ved den film, man forelskede sig i, og forvandler forlæg til travestier.

Der findes en særlig kategori af genindspilninger, som irriterer. Det er dem, hvor man uvilkårligt må spørge sig selv: Hvorfor!? Den første, der rinder i hu, må være Gus van Sants 1998 skud-for-skud remake af Alfred Hitchcocks klassiker, Psycho. I grel technicolor. Nok havde den en fabelagtig Willam H. Macy i rollen som detektiven, men sjældent har en film i så høj grad savnet kunstnerisk nødvendighed. Van Sant kendes ellers for eksperimenterende værker som Elephant og Gerry, men dette makværk var en sand opvisning i futilitet.

Hitchcock kunne også

Skønt det kan være fristende at forestille sig, hvad Hitch ville have ment om kopien, er det værd at huske på, at han ikke selv var bleg for at genindspille film - i det mindste sine egne. To årtier efter 1934-udgaven af Manden, der vidste for meget, lavede han en helt overflødig version med James Stewart og Doris Day som ægteparret, der bliver rodet ind i et storpolitisk attentatkomplot. Skønt han senere hævdede, at han så sit tidlige værk som en talentfuld amatørs arbejde og 1956-versionen som en professionels, delte ikke mange denne betragtning.

Hvis Hitchcocks andenudgave ikke forbedrede originalen, blev hans bestræbelse dog slået i meningsløshed af østrigske Michael Hanekes lod sin gruopvækkende Funny Games, genindspille i USA i 2007. Bortset fra, at dialogen nu var på engelsk så et udvidet publikum fik chance for at se Tim Roth og Naomi Watts blive mishandlet i underholdningens navn, var filmen endnu en scene for scene-gentagelse, som intet formål tjente. De, som havde set den dystre 97-version, havde næppe ønsket om et gensyn med pinslerne, og de som ikke havde, ville ikke få meget ud af den nye udgave.

Endnu mere elendig end Hanekes remake var Tim Burtons såkaldte 'genopfindelse' af Abernes planet. Den oprindelige film fra 1968 med Charlton Heston i hovedrollen som astronauten, der crashlander i en fremtidig verden styret af en overlegen aberace, havde allerede kastet flere efterfølgere af sig, men Burtons 2001-version tog prisen. Hvis vi går let hen over Mark Wahlbergs træmandsagtige optræden i Heston-rollen eller den fuldkomne tåbelighed ved en Helena Bonham Carter med abe-makeup, må navnlig den anderledes tvistede slutning ærgre. Det er her, at Hollywood ofte begår den værste synd - når der manipuleres med en guldrandet slutning uden grund.

Ødelagte slutninger

På samme måde som Tony Scotts Kapring af metro 1 2 3 har den dristighed at pynte på filmens intelligente slutning, forsynede Burton sin film med en slutscene, han senere indrømmede, at han ikke selv forstod. Som bekendt indser Heston i originalen, at han stadig er på Jorden, da han får øje på den halvt sunkne statue af Frihedsgudinden. I Burton-land bliver Wahlberg katapulteret tilbage i tiden til et Washington D. C., der styres af aber med et Abraham Lincoln-monument, rejst for hans fremtidige abe-nemesis, general Thade. Hvorfor!?

På samme måde som sci-fi er også gyserfilm oplagte at genindspille. The Last House on the Left (1972), Tegnet(1976), The Hills Have Eyes (1977), Dawn of the Dead (1978), Halloween (1978), The Amityville Horror (1979) og Fredag den 13. (1980) er alle blevet nyfilmatiseret til benefice for nutidens teenagermarked. Men den film, som satte gang i denne bølge af genindspilninger, var den mest pointeløse af dem alle - 2003-versioneringen af Motorsavsmassakren. Baseret på Tobe Hoopers 1974-klassiker om en familie af mordere, droppede filmen den frygtindgydende dokumentarfilms-æstetik til fordel for en lagt mere glittet horror, hvorved originalens væsentligste pointe gik helt tabt.

Men filmstudierne nøjes ikke med at gå på strandhugst i deres egne bagkataloger - også udenlandske film må stå for skud.

På asiatisk film er der fri jagt, ikke mindst fordi det undertekst-fobiske amerikanske publikum kun sjældent har set originalerne. De sjældne succeser ufortalt - såsom Martin Scorseses Oscar-vindende The Departed, hvis forlæg er tyvstjålet fra Hong Kong-thrilleren Internal Affairs - taber de fleste kun ved oversættelsen.

Spyt og polering

Ingen var dog mere pointeløs end Roland Emmerichs 1998-opus, Godzilla. Hvis monsteret i den oprindelige Gojira fra 1954 kunne tolkes som en reaktion på Japans rædsel ved at leve i atomalderen, var dette lamme forsøg på at overføre handlingen til nutidens New York omtrent så skræmmende som at finde en edderkop i et badekar.

Hollywood er bestemt heller ikke hævet over at skænde britiske klassikere - især, hvis Michael Caine har medvirket i dem. The Italian Job (1969), Dobbeltspil (1972), Alfie (1966), Gør Carter Kold (1971) - ja, stort set enhver Caine-klassiker har fået en omgang spyt og polering. Dog er det selvfølgelig en hjælp, når dette sker med velsignelse fra den oprindelige stjerne, og Caine har ikke været for fin til at dukke op i nyfilmatiseringerne af sine egne film. Lokket med en eksorbitant royaltycheck viste han sig i 2000-versionen af Gør Carter Kold, hvor han må have set til i rædsel, da Sylvester Stallon maltrakterede den hævngerrige gangster, Jack Carter, og hvad angår 2007-versionen af Sleuth var det for at overtage den rolle, som oprindelig blev spillet af Laurence Olivier.

Som alt ovennævnte beviste dette kun ét: At de værste nyfilmatiseringer altid ignorer den gamle sandhed: Lad være med at reparere noget, der ikke er i stykker.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rune Sørensen

Nuvel, Hollywood har en tradition med at maltraktere klassikere, det er sandt. Men nu var Abernes Planet, Godzilla, Last House on the Left, Tegne, The Hills Have Eyes, Dawn of the Dead, Halloween, The Amityville Horror og Fredag den 13. helt igennem rædsomme film i forvejen. Eksempler på film, som er ophøjet til klassikerstatus på trods af deres helt åbenlyse mangel på kvalitet - som fx De Syv Samuraier.

Alfred Andersen

Scenen hvor Homer Simpson vælter alle keglerne på bowlingbanen, minder i betænkelig grad om Barry Levinson filmen "The Natural" hvor Roy Hobbs i skikkelse af Robert Redford hamrer et homerun op i projektørene i sæsonens sidste kamp mod Pittsburgh.