Joakim er dygtig i skolen, men han keder sig og beskrives af sine lærere som et problembarn. Han laver uro, er sur, besværlig og uartig. I hele Joakims skolegang har de mål, han sammen med sine lærere og forældre har sat op for sig selv, handlet om, at han skal arbejde med sin holdning. Han skal »være sød over for andre. Være sig selv,« som det formuleres af den velmenende klasselærer Nina. Det er ikke blot for hans egen skyld, men også for de andre elevers skyld, at han skal arbejde med at blive »en positiv leder«.
Situationen fra Joakims femte klasse er gengivet i den svenske socialantropolog Åsa Bartholdssons afhandling, Den venlige magtudøvelse, der viser, hvordan skolen arbejder med at skabe den 'gode elev', der lever op til skolens behov.
Den danske folkeskole er lige som den svenske gennemsyret af en terapeutisk praksis. Lærerne fokuserer på at give eleverne selvværd, ansvar for egen læring og lære dem at styre sig selv gennem selvevalueringer, og det er udtryk for, at skolen befinder sig en i autoritetskrise, mener Åsa Bartholdsson. En autoritetskrise, der betyder, at skolen udskiller flere og flere børn som utilpassede med sociale, adfærdsmæssige eller psykiske problemer.
»For at være en professionel lærer i dag skal man lægge vægt på omsorg for eleverne. Idealet er, at man er antiautoritær og ikke skælder ud, men i stedet hjælper eleverne til at blive gode personer med højt selvværd. Man fokuserer på elevernes følelser for at styre dem i en retning, der fremstår som at være i elevens egen interesse,« siger Åsa Bartholdsson, der i en årrække har fulgt en børnehaveklasse og en femte klasse på to forskellige skoler i svenske middelklassekvarterer som baggrund for sin forskning.
Til trods for de senere års politiske fokus på fagligheden i den danske og svenske folkeskole er der sideløbende vokset en selvevalueringskultur frem, som på mange måder står i vejen for skolens faglige projekt. Det har den konsekvens, at de svage børn lades i stikken. Åsa Bartholdsson viser i sin forskning, at skolen selv har et ansvar for stigningen i antallet af børn med psykiske diagnoser, ventelister til psykiatrisk udredning, og de eksploderede udgifter til specialundervisning, som man kan konstatere både i Sverige og Danmark.
For meget ansvar til eleverne
Når skolen lægger så meget ansvar på eleverne for at skolen og undervisningen skal kunne fungere, udstødes de børn, der ikke har de kulturelle og sociale kompetencer til at være den gode elev. Den stigende diagnostisering af børn hænger på mange måder sammen med, at barnet ikke kan lede, planlægge og styre sig selv, som man forventer, konstaterer socialantropologen.
»Der findes selvfølgelig børn, der har problemer, som kan kobles til andre sammenhænge. Men den stigning, vi ser i antallet af børn med psykiske diagnoser, bliver en måde for skolerne at løse en situation, hvor man har overladt alt for meget ansvar til eleverne. Det bliver en måde for skolen ikke længere at være ansvarlig for, at eleverne lykkes,« siger Åsa Bartholdsson, der mener, at de vanskelige børn også har eksisteret tidligere. Det er skolesystemet, der har forandret sig.
Hendes konklusioner bakkes op af dansk forskning på området. Kristine Kousholt er netop ved at færdiggøre sin ph.d.-afhandling om selvevaluering i den danske folkeskole.
»Elevplanerne er et led i 'ansvar for egen læring'-tænkningen, og min forskning viser, at det, der bliver evalueret, ikke er elevens faglighed, men i høj grad elevens evne til at evaluere sig selv. Når evalueringerne kommer tættere på elevens selvforståelse, skabes der nye marginaliseringsformer,« siger Kristine Kousholt, der peger på, at det som regel er de fagligt dygtige elever, der også er dygtige til at evaluere sig selv, selv om der er undtagelser: Nogle af de fagligt svagere elever har ligeledes evnen til at gennemskue koderne og får dermed mulighed for at blive dygtige på nye måder.
»Samtidig er denne form for styring også mere usynlig,« konstaterer Kristine Kousholt.
Adjunkt ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Hanne Knudsen, der har forsket i relationen mellem skole og forældre, peger på, at fokus er skiftet siden 70'erne, da uroen i skolen blev set som et samfundsskabt problem. Det var arbejderklassens besværlige drenge, der var de utilpassede, mens skolen var undertrykkende.
»Når man i dag taler så meget om ansvarlighed i skolen, får man lige pludselig øje på alle de steder, hvor der ikke tages ansvar. Det kan være medvirkende til at skabe utilpassede elever; den gammeldags elev, der gerne vil gøre, hvad der bliver sagt, har hårde vilkår, når man selv skal ville det, der bliver sagt,« siger Hanne Knudsen.
Lærernes autoritetskrise
Samtidig har lærerne ikke længere de disciplinære håndtag, de tidligere kunne dreje på, når eleverne selv skal styre, og lærerne skal arbejde efter demokratiske principper og respekt for individet, forklarer Bartholdsson.
Lærernes autoritetskrise er med andre ord en konsekvens af den bløde, venlige magt.
Forsøger de at udøve 'gammeldags magt' og bruge håndfaste sanktioner opfattes det som illegitimt, til trods for at der i de senere år er blevet argumenteret politisk bl.a. af undervisningsminister Bertel Haarder (V) for at indføre mere disciplin og flere sanktioner i skolerne i form af eftersidninger, bortvisninger eller lignende.
»Lærerne ser sig selv som antiautoritære, og når de bliver vrede, har de behov for at forklare, for så er de mislykkedes. Idealet er, at eleverne på sin vis vogter sig selv, og lærer at forstå, at de skal reflektere over sig selv. Når de er kritiske over for skolen, skal de i stedet sætte sig ned og vurdere, hvad de gør forkert,« siger Bartholdsson.
Lærerne står ikke ved, at de har magt. De gør det til omsorg i stedet for, konstaterer socialantropologen. Men skolen har stadig brug for autoritet og brug for, at eleverne tilpasser sig regler, der gør det muligt at undervise.
»Jeg mener naturligvis ikke, at man skal indføre korporlig afstraffelse igen. Men når man ikke kan genkende eller anerkende det, man har, som magt, kan man heller ikke genkende modstand eller reagere hensigtsmæssigt på den,« siger hun.
Hanne Knudsen peger på de nye »adfærdsteknologier« som 'Kort og godt' og 'Den gode stol,' der er blevet udbredt i skolerne som psykologiske adfærdsspil, hvor man kan få eleverne til at straffe sig selv og hinanden.
»Læreren har ikke entydig autoritet til at beskrive og straffe. I stedet bliver læreren en slags gamemaster, der får eleverne til at straffe sig selv,« konstaterer hun.
Lektor i psykologi ved Aarhus Universitet, Klaus Nielsen, har undersøgt de undervisningsmaterialer, som bruges til psykologisk magtudøvelse. Og han mener, at udbredelsen af dem har erstattet spanskrøret. Et spanskrør, der er med til at udstøde den elev, der ikke har kompetencerne til at være den gode elev.
»En del af de problemer, som børnene faktisk har, der handler om deres familiære og sociale virkelighed, bliver i nogle sammenhænge tolket, som om de mangler nogle kompetencer. Det er eksempelvis typisk middelklassebørn, der er gode til adfærdspsykologiske spil. De er mere vant til at tænke psykologiserende og vil formentlig stå stærkere i den type spil,« siger Klaus Nielsen, der tilføjer, at han ikke direkte har forsket i sammenhængen mellem spillene og marginalisering, men bygger sine udtalelser på antagelser ud fra sit forskningsmateriale.
Desuden ser han spillene som et udtryk for en feminisering i den forstand, at det mere er piger end drenge, der passer til den type spil.
»Undersøgelser, man har lavet af børn med psykiske diagnoser som f.eks. ADHD, viser yderligere, at det ses hyppigere hos drenge. Bl.a. fordi uddannelsessystemet feminiseres mere og mere,« siger han.
Brug for klare rammer
Men hvordan hænger fraværet af tydelige magtmidler så sammen med, at elever i syvende klasse i en ny undersøgelse fra Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM) ofte oplever at blive negativt behandlet? I undersøgelsen, der er foretaget i samarbejde med Børnerådet, svarer otte procent, at de oplever at blive ydmyget enten hver dag, flere gange om ugen eller måneden. Ni procent føler sig hånet af læreren, syv procent oplever at få fortalt, at de ikke dur til noget, fire procent at blive truet og syv procent at blive taget hårdt i armen. Mens 20 procent føler sig overset, og 25 procent oplever at blive for meget skældt ud.
Sammenhængen kan ifølge leder af DCUM Ole Juhl være, at den negative behandling er et udslag af lærernes frustrationer over, at det ikke er legitimt at bruge mere disciplinære redskaber.
»Det er nærliggende at tolke elevernes oplevelse af de negative relationer som udtryk for lærernes magtesløshed,« siger Ole Juhl, der mener at lærernes negative holdninger også kan hænge samme med, at de stiller et for snævert kodeks op for, hvilke elever de kan rumme.
Dekan på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Lars Qvortrup er enig i, at såkaldt svage elever har brug for klarere rammer for at kunne orientere sig i »klassens rum og tid«, som han siger. Det drejer sig om simple ting som: Hvornår starter og slutter undervisningen? Hvem sætter dagsordenen?
Han henviser til en større undersøgelse af elever i specialundervisningen, der blandt andet viste, at det især var et problem for svage elever, hvis undervisningen ikke starter til tiden.
»Tilsvarende peger en international undersøgelse af fjerdeklasseselevers matematik- og naturfagsfærdigheder på, at en af grundene til, at danske elever er blevet klart bedre, er, at undervisningen rammesættes - med klasserumsledelse og med klare slut- og trinmål,« siger Lars Qvortrup, der mener, at man allerede er ved at se en ny type lærerrolle vokse frem som en reaktion på folkeskolens autoritetskrise.
»Der er brug for lærerautoritet. Det efterhånden gamle ideal om 'antiautoritær pædagogik' er kontraproduktivt især i forhold til de svage elever, hvorimod de stærke godt kan håndtere en stor grad af frihed. Og vi er allerede i gang med at skifte autoritetstype. Det, jeg taler om, er ikke en tilbagevenden til en traditionel faderautoritet, dvs. en person-bunden eller diktatorisk autoritet. Det, jeg taler om, er en autoritet, der er bundet til lærerens professionalitet,« siger han.
Åsa Bartholdsson opfordrer lærerne til at holde op med at individualisere alle problemer i klassen, og gøre dem til elevens eget ansvar:
»Det er sjældent, at lærere identificerer et problem som et skoleproblem. De ser det som et problem i hjemmet. Man søger årsagerne hos forældrene. Og der har man den elendighedsdiskussion, der handler om, at forældre i dag ikke har tid til deres børn, at de er selvcentrerede, og at deres børn også er det. Derfor ser man også forældre i dag, der i meget højere grad repræsenterer barnet over for skolen og dermed forsvarer sig selv.«
Dernæst vil Bartholdsson ligesom Qvortrup have det faglige i fokus for lærernes engagement og selvforståelse.
»Lærerne skal være ærlige og indrømme, at det her også handler om deres konformitet, når der f.eks. er mange børn i klassen. De skal tage et ansvar for at gøre skolen og undervisningen meningsfuld. Det savner mange af eleverne i min undersøgelse. Lærerne skal motivere ved at fremstille skolen som et fagligt projekt. Hvis man synes, at selvtillid er så vigtigt, så tror man måske, at alt andet løser sig af sig selv. Men jeg mener, at man får rigtig meget selvværd af at lykkes med at lære noget rigtigt, og få fornemmelsen af, at det her kan jeg virkelig,« siger hun.
Information bringer i morgen et essay af Lars Qvortrup om autoritetens professionalisering
Sidste fredag interviewede Information en familie, hvor moren og hendes tre børn havde psykiske diagnoser som f.eks. ADHD. Interviewet handlede om deres oplevelse af folkeskolens rummelighed og kan læses på www.information.dk/200028
Jeg ved ikke, hvordan det er i Sverige, men det er bestemt ikke min oplevelse, at hverken i 1970ernes folkeskole (som jeg selv gik i) eller i folkeskolen nu vægtes det sociale højere end indlæringen af det faglige stof. Snarere kunne man måske mene, at det var 1990ernes skole, der italesætte socialiteten og individets eget ansvar for dets læring (et i øvrigt ofte misforstået begreb).
I Danmark vil jeg tværtimod hævde på baggrund af de folkeskoler jeg har været på, at fagligheden har fået alt for gode kår på bekostning af det sociale, og af elevernes egne oplevelser af f.eks. en flod.
I dag er der simpelthen ikke tid til (hvis man skal nå de fagligt centralt opstillede mål) at tage udgangs-punkt i elevernes erfaringer med floder, hjælpe dem som lærer med at strukturere deres erfaringer, hjælpe dem til at danne teori mm. og så komme frem til en konklusion om en flod f.eks. (det kunne f.eks. også være livsformer i Danmark; ovenstående er blot et eksempel). Nej, nu hedder det: Målet er at lære om FLODER. Læreren laver så et teori-oplæg om floder (eller livsformer); elevernes erfaringer bruges så til at belyse dette emne om floder (eller livsformer), hvorefter man laver en konklusion. Eller rettere: læreren laver en konklusion.
Det er det man kalder faglighed i den danske folkeskole og i den danske undervisnings-verden i dag; borte har taget erfaringspædagogikken og reform-pædagogikken, som netop tog udgangspunkt i den enkelte barns eller den enkelte gruppe af børns oplevelser af en flod; i dag er det sådan, man bør undervise, som ovenfor skitseret, hvis man altså vil være lærer i Danmark.
/Karsten
Jeg er enig med Karsten Aaen i, at der TALES meget i skolen i dag om styrket faglighed og nødvendigheden af at sikre den gode klasseledelse. Men lærerstandens antiautoritære afsæt i 68, og hvad deraf fulgte, er stadig så stærkt, at det stort set bliver ved snakken. Måske kan Karsten ikke se skoven for bare træer?
Sagen er jo den, at når læreren ikke vil
optræde som autoritet, ender han med at blive autoritær i stedet. I ren og skær desperation over ikke at kunne holde styr på flokken. Så sker der alle de ulykker, som Ole Juul fra DCUM afdækker med sin for lærerne højst ubehagelige mobbeundersøgelse.
Hvad vi har så svært ved at erkende, er, at vi voksne slipper ikke for at sætte grænser. Vi kan lade være, så længe det går godt, men på et tidspunkt går det galt, og så skal grænsen sættes, men så er det for sent . Så sker det under gråd og tænders gnidsel med vrede og afmagtsdemonstrationer i lange baner.
Det er derfor vi er nødt til at få bedre styr på magtrelationerne i skolen. Det herredømmefri rum er ikke af denne verden. Ethvert magtvakuum fyldes, og vil/kan læreren ikke sikre, at de bliver de konstruktive kræfter, der gør det, kan alt ske.
Tak til Mette Line Thorup for at trække denne lidt uglesete diskurs frem i lyset.
@ Niels Kristian (og andre)
Jeg er sådan set enig med dig i, at hvis ikke læreren påtager sig at være rammesættende for klassen, så gør eleverne det.
Problematikken handler måske mere om at gøre lærerne bevidst om at de bliver nødt til at være rammesættende for klassen, så der kan foregå læring (forfærdeligt ord, synes jeg...men...)
I gl. dage (dvs. før 1968/1975) var magt-relationen given; der var givne rammer mm. I dag skal meget af rammerne sættes af læreren selv og af eleverne i fællesskab; tydelige lærere i deres krav til eleverne kalder det på. Og det er altså ikke alle lærere, der magter dette...
Og selvfølgelig handler skolen om et fagligt projekt; eleverne går jo i skole for at lære noget...
Ja, det er den dygtige lærer, der gør forskellen. Og det er på een gang det forjættende og det skræmmende ved situationen. Skræmmende, fordi det vil sige, at vi kan ikke betale, lede eller regere os ud af problemerne. Forjættende, fordi det er lærerarbejdets hovedattraktion, man er nødt til at satse meget mere på. Det, der gør det værd at være lærer, er jo netop, at man ved udfoldelse af den højt kvalificerede lærergerning kan nå høje mål. Spørgsmålet er derfor, om resten af samfundet - politikerne først og fremmest - vil bakke op om skolen og dens lærere og løftye jobbet til en højere status, så vi kan tiltrække de unge talenter, der skal bruges. Eller om de vil fortsætte med at lede skolen skolen i stumper og stykker, som de har gjort den sidste snes år.
Lille Peter sp'ør damelæreren: Hvor mange er klokken ? Damen svarer: ja, va føler du selv ?
Næste gang Peter vækker opsigt er, da han af damen bliver sendt hen til skolens heksedoktor med én eller anden fancy kvaksalverdiagnose. Der bliver begået overgreb hver dag på elever i den såkaldte folkeskole, allermest på os knejter.
Matematikdamelæreren fortæller de små i 5'te, at der kun findes fra trekanter og opefter ... (der høres en naturlig latter blandt knejterne i klassen).
Lille Kristian meddeler konen, at der sandelig også findes to-kanter, det har hans pap-far nemlig fortalt, og han er klog, og i hans studietid var der nemlig et hyggeligt sted i hovedstaden, der hed "Tokanten". Og i øvrigt havde familien foræret ham en globus og lært ham om længde- og breddegrader - og så det mest nørdede - de havde også løftet hovedet og kikket på stjernehimlen.
Til næste matematiktime tog vores Kristian så en appelsin med, mandeskrællede den og viste, at der naturligvis findes to-kanter, hvor indviklet kan det være.
Konen tændte helt af - er du dum i nakken eller hvad - hun var totalt forpligtet over evne , rummelig opfattelse er jo som bekendt et problem for visse væsener, en biologisk barriere, som vi mennesker ved.
Å va ka vi så bruge det til - ned med Konekalifatet ...
Vi kan nok alle hurtigt blive enige om at det er den gode lærer, dér gør forskellen.
Derfor kan det undre mig, at der ikke gøres mere for at efteruddanne og coache lærere.
Det burde være lige til at lave en grundlæggende plan for sin skole, hvor man har 1 supervisor til 8 lærer.
Denne supervisor, bliver så holdt ajour på nye tendenser nye tanker, og selvfølgelig at skoleinspektørens tanker og ideer bliver iværksat i alle niveauer af skolen - det vil skabe en ensartethed for skoleeleven, da man hurtigt kan få lavet en general plan for, hvordan undervisningen skal foregå.
Det har alle dage været vigtig for børn med faste rammer, ellers bliver de stressede og mister derved indlæringsevnen.
Dertil vil disse supervisorer kunne holde lærer op på mål, om forbedring, gennem individuelle coachinger. Det er for fanden ikke for sjovt at disse ting bliver brugt på alle virksomheder, dér bare har den mindste smule respekt for sig selv.
Hvis en lærer bliver udfordret dagligt til at gøre sit arbejde bedre, vil det også være mere interessant at være lærer. Så snart men ender med, at kører den samme indlæringsplan igennem år ud og år ind, så falder kæden af cyklen, og lærens job bliver trivielt og kedeligt. Her mister eleven sin respekt for læreren, og derved tabes også autoriteten.
Det er mig et stort spørgsmål, hvordan det kan være at der ikke bliver gjort noget mere ud af skolesystemet, det må da være i alles interesse at vi får nogle børn ud af skolesystemet som reelt kan klare gymnasiet, HTX osv.
At der ikke er flere partier, som tænker lidt dybere end generelle overfladiske løsninger, er mig også en gåde, det må da være et sted, hvor der kan hentes en masse stemmer.
Det største problem med den ledelsesstil man har i dag, ikke kun som lærer men også som leder i erhvervslivet, er at den i alt for høj grad er præget af dobbelt-bundet kommunikation. Problemet er at man ikke vil erkende at alle relationer i en eller anden grad er magt-relationer. Vi er som mennesker skabt til at være i et hierarkisk system. Sådan er det blandt alle flokdyr, der er nogle der er ledere og nogle der følger lederen. Når man er barn har man specielt brug for at have sine forældre og andre voksne som ledere. Man har brug for at føle, at der er nogen der passer på én og kan lede vejen. Hvis man som barn er omgivet af svage ledere, der enten ikke vil eller ikke kan påtage sig deres ansvar, vil man som barn føle sig ekstremt utryg og føle at man åbenbart er nødt til at lede sig selv, siden der ikke er andre der gør det. Problemet er bare, at det er man ikke voksen og moden nok til at kunne klare, ikke uden problemer. Så alle børn bliver mere eller mindre stressede af denne situation, men nogen mere end andre selvfølgelig. Kommunikationen bliver dobbelt-bundet idet man lader som om, at der i virkeligheden ikke er nogen magtrelation, i virkeligheden er vi alle frie og kan gøre som vi vil, så længe vi vil det samme som læreren selvfølgelig. Men hvad så hvis man ikke vil det samme som læreren? Ja så er der noget galt med én, så er det fordi man ikke er autentisk og ikke ved man i virkeligheden vil! For udgangspunktet er åbenbart, at alle børn burde have lyst til at gå i skole og lære på lige nøjagtig den måde vi har bestemt at man skal lære på. Hvis de ikke har lyst til det, så sender vi dem til skolepsykolog eller psykiater. De eneste børn der klarer sig virkeligt godt i dette system, er dem der kan gennemskue kommunikationen og tænke, at i virkeligheden mener læreren og forældrene ikke hvad de siger, i virkeligheden er det dem der bestemmer. Vi er nødt til at gøre magtrelationen mere tydelig og stå ved at det er sådan det er. Det gør børn trygge at de ved hvad de kan regne med, i stedet for at skulle bruge en stor del af deres hjernekapacitet på at gennemskue forskellige former for koder, som selv voksne kan have svært ved at forstå.
Rigtig god artikel. Jeg er selv lærerstuderende og præcis den problemstilling har vi haft oppe at vende mange gange i fag som didaktik og psykologi. Det er et emne der er skrevet mange lange bøger og artikler om.
I kommentarerne bliver der spurgt om hvorfor skolerne ikke bare efteruddanner lærerne. Det er der en meget simpel grund til: penge. Den slags koster mange penge og vi valgte skattestop fremfor den slags.
Lærerne gør selv hvad de kan for at holde sig opdateret (de fleste er lærer fordi de gerne vil... det er ikke noget man gør for pengene), men det er én ting at sidde og opfinde absurde tænkte situationer som sætter læreren i et dårligt lys, og "undre" sig over hvorfor man ikke "bare gør ...", og noget helt andet at indføre nye metoder i sin undervisning og få noget fornuftigt ud af det. Den slags kræver et enormt overskud som der bare ikke findes.
@Kristian Simonsen: Det drejer sig ikke kun om at eleverne skal komme ud og kunne bestå diverse eksamener. Skolen handler om meget mere end det; men du har ret: det bør være i alles interesse at skolen fungerer optimalt.
@Alfred Larsen: Det er lige meget om det er korrekt at sige eller ej, du kan sige det så mange gange du vil. Men at slå elever skaber frygt, og ikke respekt. De ligner hinanden, men frygt er ikke gavnligt for nogen. Det er påvist igen og igen at tryghed er en kernefaktor for at elever trives i et klassemiljø.
Det er i folkeskolen, at grundlaget for de naturvidenskabelige profiler pløjes ned og eroderes bort.
At bibringe eleverne forståelse og indsigt på det matematiske og naturvidenskabelige område har været nedprioriteret i en generation.
Det begynder med lærerkræfterne og læreruddannelsen, hvor det er nødvendigt at udfordre dogmerne. Det vigtigste er ikke, om man har gået på seminarium, men om man med sin viden er i stand til begejstre og engagere inden for sit fag.
Det vigtigste er ikke, om man som lærer dyrker principper om metodefrihed, men at forskning fra Dansk Pædagogisk Universitet bringes aktivt i spil i forhold til det enkelte barn.
Mange forældre vil nikke genkendende til en situation, hvor børn slås med eksempelvis matematiklektier i timevis, fordi læreren ikke formidler en teknik, men lader børnene "ligesom" eksperimentere sig frem.
Den væsentlige pointe er, at mens uddannelsesniveauet og de faglige krav er hævet betydeligt i det øvrige samfund, så er der ikke sket en tilsvarende udvikling inden for lærerstanden.
Det kommer især til udtryk inden for naturvidenskaberne, men er ikke indskrænket hertil. Lærere er naturligvis sympatiske og flittige ildsjæle, som ønsker og kæmper det bedste. Men de kommer oftere til kort på det faglige område, fordi de møder forældre, der har en længere uddannelse end dem selv.
Og som – naturvidenskab igen – måske interesserer sig mere for emnet, end den lærer, som underviser i et for vedkommende sekundært fag.
I lærerens favør er tilbage især en pædagogisk dimension. Og den rækker måske ikke så langt, for akademikerne flytter i stort omfang deres børn til privatskoler. Det vil polarisere vores samfund. Efter den sociale revolution i det tyvende århundrede går det derfor nu den helt forkerte vej, hvor mønsterbrydere får vanskeligere vilkår end tidligere.
Og drengene, også de eventyrlystne af dem, er på vej til at tabe fremtiden. Folkeskolens gode intentioner med et primært fokus på elevernes egen læring og sociale kompetencer har vist sig utilstrækkelige i en verden, hvor gruppearbejde og fællesskab nok er væsentlige elementer i løsning af mange problemstillinger i samfunds- og erhvervslivet, men kan ikke stå alene.
Det er helt nødvendigt at reformere læreruddannelsen, så standen igen kan drøfte udvikling med nutidens forældre i øjenhøjde, så de ressource-stærke elever bliver.
Det er usundt for et samfund, af det er de kortest uddannede, der er pålagt det største ansvar for udviklingen af vores børn.
Løft derfor læreruddannelserne til universiteterne, giv lærerne betydeligt mere i løn, anvend altid kun faglærere (en af forklaringerne på privatskolernes sejrsgang) og lad et supplerende semester i pædagogikum være adgangsbilletten til klasseværelset.
Betydningen af den gode lærer kan ikke overdrives, når de som forbilleder påvirker vores uddannelsesvalg. Det er her, det hele begynder.
Hvad nytter det at anvende faglærere hvis denne lærere ikke formår at 1) opnå kontakt med børnene og 2) formidle stoffet på en for børnene let tilgængelig måde.
Mange dygtige akademikere (incl. mig selv måske) er dygtige til deres fag, men forstår måske ikke helt at formidle faget til eleverne (børnene).
De lærerstuderende er faktisk ude i praktik i deres studietid. Praksisdimensionen er altså med her.
Og læreruddannelsen varer altså 4 år ---- så der er altså ikke tale om kortuddannede her.
Jeg så dog gerne, at læreruddannelsen blev gjort
5 årig, hvor det første var helt praktikfrit. Og hvor de studerende var i praktik 3 måneder i 4.semester, og derefter i praktik i 3-6 måneder i 5.,6, 7, og 8. semester. Men ikke det sidste år. Opgaverne de skrev skulle relateres til praksis, så de både fik anvendt deres teori på praksis og deres praksis på teori. Og selvfølgelig skulle de stadigvæk have almen pædagogik, didaktik og psykolog mm.
Jeg mener nu nok, at skoler ansætter folk som er fagligt dygtige indenfor naturvidenskab, f.eks. til fysik, kemi, biologi, og idræt. Og til matematik mm.
Det er svært at formidle noget om fysik, hvis man ikke ved noget om det eller om kemi f.eks.
Igen:
Skolens opgave er at formidle viden; lærerens opgave er på baggrund af almen didaktisk viden at formidle sit fag. Og det kan godt være svært at formidle f.eks. viden til livsformer om folk, såfremt man ikke har en viden om, hvordan man formidler på den rette måde. Formidling til børn f.eks. er noget helt andet end formidling til 16-18 årige på erhvervs-uddannelserne, som er noget helt andet end formidling til voksne på et VUC f.eks.
Mht. matematik har jeg undervist i matematik i en 2. og 4.klasse i en folkeskole i et barselsvikariat i et par måneder; jeg har formidlet en teknik til eleverne. Det er dog også vigtigt at eleverne lærer at prøve sig frem, så de erkender og indser, at der er mange rigtige veje at komme frem til det korrekte resultat på, når man laver sine matematik-stykker.
I dag taler man om at læreren skal sætte rammerne for elevernes læring; det er OK. Eleverne ved så hvad de har at rette sig efter; den enkelte lærer må så selv finde frem til, hvordan han eller hun vil være lærer; hvilke rammer han eller hun vil opsætte for elevernes læring.
Og ja, det er muligt at læreren kommer til kort på det faglige område, fordi de møder forældre der har en længere uddannelse end dem selv, men de møder altså også forældre som har en kortere uddannelse end dem selv. Og som måske kræver en skolegang som passede til det samfund, som
de var en del af, dengang i 1970erne og i 1980erne, da de selv gik i skole. Løsningen her kunne måske være at få de her forældre, der måske har en lang uddannelse indenfor fysik eller kemi, eller måske endda matematik til at undervise en time eller to i folkeskolen. Så kan forældrene få syn for, hvor kompleks undervisning er - det er nemlig ikke noget man bare lige gør....selvom mange tror det...
Jan Weis siger:
"Det vigtigste er ikke, om man som lærer dyrker principper om metodefrihed, men at forskning fra Dansk Pædagogisk Universitet bringes aktivt i spil i forhold til det enkelte barn. "
Og fortsætter:
"Mange forældre vil nikke genkendende til en situation, hvor børn slås med eksempelvis matematiklektier i timevis, fordi læreren ikke formidler en teknik, men lader børnene “ligesom” eksperimentere sig frem."
Jamen du godeste, når visse lærere ikke opstiller en formular for hvordan eleven eksempelvis skal gange eller dividere, er det fordi han følger retningslinierne fra den højeste matematikindsigt . Eleven skal erkende og forstå ikke bare lære en metode. Det betyder selvfølgelig at nogle virkelig bliver dygtige og får indsigt, mens andre ikke kommer et skridt videre. Usikre lærere tror selvfølgelig på, hvad de der er in lige nu, mens erfarne lærere naturligvis modererer metoderne.
De ved at metodeluner skifter og giver derfor både indsigt og eksperimenter samt anviser forskellige algoritmer til løsning af regneoperationer.
Hvilke anvisninger der kommer fra Danmarks Pægagogiske Universitet som lærerne skulle følge
kender jeg ikke, men kan konstatere at den ene rapport efter den anden derfra fortæller at lærerne er uduelige til svage børn, til dygtige børn, til besværlige børn, til syge børn, til raske børn osv osv. Lærerne skælder ud, mopper, overser, diskriminerer og kommer forsent. Danmarks Pædagogiske Universitet giver ikke mange bud på hvordan skolen skal blive bedre, men masseproducerer undersøgelser der viser at det går ad helvede til. Hvis man viste noget andet ville man næppe få midler til den næste nedslående undersøgelse.
Og jo, der er forældre der ved meget mere end lærerne. Selvfølgelig ved en elektriker mere om at lægge strøm ind end en fysiklærer, men ved han også mere om kemi ? De fleste voksne har en specialviden, men mange har da glemt, hvad de lærte i skolen. Som underviser i fransk er det forbavsende at konstatere, at de få forældre på vores skole, der har en studentereksamen ikke kan mere fransk end mine elever i 7.klasse og de har endda haft det i gymnasiet. Det gælder for såvidt også mine kolleger. Hvor mange højtuddannede ville lige kunne gå op i fysik, tysk , fransk eller historie til folkeskolens afgangsprøve og klare sig godt. Nåh nej.
Læreren kommer til kort over for forældre, der har en længere uddannelse end ham selv, siger Jan Weis. Hvordan?? spiller de kort mod hinanden eller bekriger de hinanden?? Er det ikke snarere problemet at nogle forældre tror, at deres indsigt er ligefrem proportional med deres indtægt, og derfor sætter de gud og hver mand på plads, fordi deres rystende nervevrag af en søn ikke lever op til fars forventninger??
At være lærer er et alsidigt job, som det naturligvis tager tid at blive god til. Erfaring får man hverken på universitetet eller på seminariet. I folkeskolen har vi alle børn, det er derfor det er enormt svært at tilgodese alle elever, og der vil altid være noget der kan forbedres. Jeg tror såmænd det vil være udmærket med en universitær uddannelse, men at tro at de universitetsuddannede skulle kunne udføre mirakler er naiv. Frafaldet på de gymnasiale uddannelser er meget højt og her har man endda kun den bedre halvdel af eleverne samt alle de stille piger!!
Privatskolen er ikke, som Jan Weis siger kun bemandet med faglærere i alle fag, nogle steder ja, men ellers ligner de fleste faktisk folkeskolen og er jo bemandet med seminarieuddannede lærere. Når privatskolen har en stor succes især i København, er det jo fordi de danske forældre ikke vil sende deres børn i skoler med mange indvandrere. På Nørrebro går de fleste "danske" børn på privatskole. Funktionel racisme, men pakket ind i snak on små klassekvotienter og små skoler. Det groteske er, at det i høj grad er forældre, der stemmer til venstre, der sender deres børn i den private betalingsskole, mens de ellers er imod al privatisering.
Som en lærer, der delvis er gået på pension kan jeg blot sige, at jeg beundrer de unge mennesker der orker at tage jobbet i folkeskolen. Her bliver de hånet hver eneste dag af bedrevidende og umuliusser og betragtet som halvstuderede, der ikke kunne blive til andet og alligevel bliver de pålagt alle mulige opgaver fra færdselslære til seksualundervisning, fra alkoholforbyggelse til vægtvogtere, fra sorgbehandling til socialrådgiverarbejde. De fleste kan nås med telefon og/eller e-mail døgnet rundt. Hvor mange andre grupper kan det ???
Måske derfor bliver folkeskolen og dens lærere beskudt døgnet rundt.
Jens Peter siger: { her er åbenbart ramt et par ligtorne eller to ... }.
"Læreren kommer til kort over for forældre, der har en længere uddannelse end ham selv, siger Jan Weis. Hvordan??"
Læs f.eks. mit indlæg lidt læneger oppe - et eksemplarisk tilfælde fra en selvoplevet happening i den danske folkeskole. Vi fik dog stoppet konens forsøg på at få sendt den små Kristian til en kammeratlig samtale hos skolepyskologen.
Det er på tide nogen får set lidt på kønsbalancen bland underviserne i den danske pigeskole - drengene får dér frataget deres naturvidenskabelige fremtid med den nødvendige "matematiske dannelse", som mange raske drenge bevidst eller ubevidst hungrer efter.
Der bliver ikke mere skabt "mønsterbrydere", men tabere, der mangler simpelthen mandlige rollemodeller.
Tak for ordet ...
Jens Peter m.fl. ...
Se forøvrigt på billedet til artiklen, det siger mere end alle ordene ...
Jeg er heldigvis i min skoletid blevet forskånet for denne - for enhver rask dreng - utålelige og klamme omklamring (sic!) af "Konekalifatet".
Alles wird besser ...
@ Jan Weis (og andre)
Hvad er pointen i din historie med matematik-damelæreren? Er den at kvinder ikke skal undervise i matematik eller hva?
Desuden er den danske folkeskole altså¨rykket bort fra den selv-reflektion, der prægede den im 1990erne...og henimod mere formidling af fagligt stof til eleverne, med behørigt udgangspunkt i elevernes forhåndsviden om emnet f.eks.
Jeg ved ikke, hvor den svenske folkeskole ligger her; de udsendelser jeg har set tyder bestemt ikke på det. Dertil kommer at i dag er selv-reflektion en nødvendighed; nødvendigt er det at kunne reflektere over ting man har gjort forkert, gøre dem bedre næste gang mm. Også reflektion i betydningen sammenkædningen af to ting, som ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre, f.eks. matematik og navigation skal man kunne. Ellers kommer man altså ikke langt i det moderne samfund i dag...
Kant argumenterede for, at den menneskelige forstand er et aktivt organ, der indfanger, former og omdanner sanseindtryk og erfaringens kaos til en ordnet (struktureret) erkendelsesenhed.
Denne grundlæggende kognitive teori for erkendelse og udvikling, altså viden og erfaring, er både dialektisk og kantiansk: Moralloven, og eksempelvis matematikken, eksisterer a priori (forud for al erfaring), men ikke eksempelvis stjernehimlen (omverdenen), den er kun givet a posteriori (efter erfaring) ligesom alle andre udsagn, der er baseret på erfaringen.
Her er vi derfor på sikker filosofisk grund, og med matematikken i passende selskab. Erkendelsen af det matematiske univers udgør en fællesmængde af virkeligheder, principielt tilgængelig for alle - en slags fælles matematisk arv, der oven i købet er givet a priori. Hvilke andre skolefag vil kunne skilte med det …
Matematik er en abstrakt, deduktiv videnskab, hvor man med logiske bevisførelser går fra det almene til det specielle, i modsætning til induktive fremgangsmåder, hvor man går fra enkelttilfælde til regler, fra det specielle til det almene, som det eksempelvis sker inden for fysikken. Matematikken er en af de ældste videnskaber, det matematiske sprog er universelt, bygger på de samme grundregler og er uden normative fælder, da det udelukkende - eller stort set - bygger på logiske udsagn.
Men det kræver, at man lærer at sætte ord på for at kunne kommunikere med andre og selv ar aktiv under indlæringen.
Hvis man i matematikken støder på noget, man synes er ulogisk, så kan det kun skyldes, at man ikke har forstået reglerne eller brugt dem forkert. Der findes ingen genveje til matematikken, og det kan muligvis være svært at acceptere eller forstå for nutidens elever, men her er vi tæt på fagets særlige natur - det viser bare, hvad logik er for en vanskelig størrelse.
Filosofiens opgave er ifølge Wittgenstein at løse filosofiske problemer. Og et filosofisk problem er et problem, der er opstået ved, at sprogets funktion er misforstået. Et filosofisk problem er med andre ord løst, når man - til trods for tilbøjeligheden til at misforstå - har vundet indsigt i denne funktion.
Filosofien er, som Ludwig udtrykker det, en kamp mod (hverdags)sprogets tendens til at forhekse forstanden. Det filosofiske problem er derfor at betragte som en slags sygdom, mod hvilken den filosofiske undersøgelse er den eneste kur. En filosofisk løsning er en løsning, der lader problemet fuldstændigt forsvinde.
Når man endelig har set, at problemet skyldes en misforståelse af den logiske grammatik (struktur), ophører det jo at være problem. Den filosofiske undersøgelses mål er, siger Wittgenstein, at åbenbare det kamuflerede nonsens som åbenlyst nonsens.
I folkeskolens matematikundervisning florerer i dag et utal af husmoderudtryk, der tilslører hele matematikkens begrebsverden. Brøkregning er blevet til ”pizzaregning”, man adderer ikke længere, man ”plusser”, og grundregningsarterne kan ikke benævnes med de korrekte betegnelser. Regning kaldes for matematik, eller for at please og lefle for eleverne ”Matematiktak”. Selv tak …
Eleverne er ikke en gang i stand til at sætte ord på Pytagoras’ læresætning endsige gribe kridtet og skrive formlen på tavlen. Man stikker elever en fremmedgørende fancy TI-regnemaskine, og ingen aner mere, hvordan man f.eks. løser en ligning af 2. grad i hånden. Matematikerens vigtigste værktøj er stadig blok og blyant (og eventuelt en divaneser til at filosofere på).
Eller sagt på en anden måde: Lidt genopdaget nøgternhed er påkrævet, inden alle de postmoderne abstraktioner med al dets nonsens løber helt af med begreberne og filistrøst spørger os, ud fra deres ret platoniske forhold til matematikken: er der overhovedet brug for at lære matematik, det er der jo ingen der forstår alligevel - de unge skal da nok klare sig uden, eftersom vi selv har klaret os glimrende uden matematik og ikke taget skade, taget skade, taget skade ...
Er det ikke den anakronistiske disput mellem humanisme og naturvidenskab, som desværre stadig spøger i undervisningssektoren …
Jeg ved ikke om Jan Weis har gået i folkekskole i 1970erne; det har jeg. Vores matematik-lærer lærte os brøk-regning ved hjælp af lagkager; meget lærerigt var det. Og man godt lære brøker ved hjælp af pizzaer....
Jeg grå ud fra, at Jan Weis er matematiker? måske ligefrem ansat på et gymnasium eller universitet? Noget kunne tyde på det....
Og nej, eleverne kan og skal altså ikke skrive Pythogoras længere; den slags hørte altså 1950erne til. Hvad nytte er formler til, hvis man intet aner om, hvordan eller hvor man anvender dem - i praksis.
Alle elever i dag skal altså ikke kunne matematik eller føre bevis for det ene eller det andet; ingeniører mv. skal muligvis kunne dette.
I dag lærer eleverne altså de fire regningsarter i skolen og såmænd også Pythogoras og 2. grads ligninger. Må jeg spørge hvorfor alle elever skal løse 2. grads ligninger? og i hånden....?
Alle elever i dag skal altså ikke være små matematikere, der filosoferer over diverse matematiske begreber; det troede man engang. Men det holdt man altså op med at tro....
Og Moralloven og matematikken eksisterer altså ikke forud for noget andet. Det er ganske enkelt en gang vrøvl og ævl; både moral og matematik opstår, når der er behov for det jævnfør f.eks. det gamle Ægyptens brug af geometri til at måle jordlodder op med, beregninger af hvor meget vand, der skulle til at for afvande markerne fra Nilen mm.
Det handler ikke om spændet mellem naturvidenskab og humanisme, dette her. Det handler om at der nogle af os, der anskuer naturvidenskab, inkl. matematik som evnen til at undres over fænomener i naturen, og som mener, at børn og elever har godt af at lære dette - at undres over.... Og at dette bedst gøres ved hjælp af praktiske eksempler fra elevernes dagligdag, ikke ved brug af allehånde abstrakte beviser eller teorier om dette eller hint. Engang i tiden måtte man altså i matematikken gå fra det konkrete til det abstrakte, ikke omvendt. Det synes matematikerne at have glemt...
Hr. Aaen:
Var Kant et vrøvle-ævlehoved ...
Hvem er "man", der er holdt op med at tro ...
Nu har vi (igen-igen) brug for Immanuel Kant, der på sin måde har oversat den kristne etik til et moderne rationelt sprog.
"To ting fylder forstanden med en altid ny og tiltagende beundring og ærefrygt – jo oftere og jo mere vedholdende vi tænker over dem: den stjernefyldte himmel over mig og den moralske lov inden i mig. Jeg nøjes ikke med at se dem, som om de var fordunklede i mørket eller i den transcendente region hinsides min horisont: jeg ser dem for mig, og jeg associerer dem direkte med bevidstheden om min egen eksistens".
Dette reflektive og sympatiske dannelsesideal er jeg helt tryg ved.
Der burde, netop i disse krigstider, trækkes en lige linie tilbage til Oplysningstiden, hvor Kant på spørgsmålet: "Was ist Aufklärung"? selv svarer, at "... oplysning er menneskets udtrædelse af en selvforskyldt umyndighed, og det er manglende evne til at bruge sin forstand uden andres ledelse ... Hav mod til at bruge din egen forstand".
Pædagogikkens største udfordring kan vel ikke perspektiveres mere klarsynet.
I matematikken er man netop nødt til at bruge sin egen forstand hele tiden, men så er der til gengæld heller ikke nogen udenomsforstyrrelser med direkte relevans for den logiske tankeproces, som kunne hindre én i at forbedre og kultivere sig, frembringe moralitet og selvdannelse. De, der er i stand til at reflektere over Kants ord og ud fra disse skabe en form for selvforståelse, kunne jeg godt finde på at kalde dannede, i det mindste alment dannede, kender de lidt til filosofien, herunder Kant af navn.
Jan
Jeg giver dig ret i at folkeskolens matematikundervisning, som du beskriver den er under al kritik.
PC-er og lommeregnere introduceres alt for tidligt med risiko for at eleverne aldrig bliver tilstrækkeligt fortrolige med blyant og papir og får en ordentlig håndskrift.
Det letter sikkert lærernes arbejde, når opgaver modtages som udskrifter fra pc-en frem for at skulle håndtere ubehjælpsom barneskrift. Men på denne måde ved læreren heller ikke, om barnet selv har lavet opgaven, hvorved det igen bliver elevens eget ansvar..
Det moderne pædagogik reelt gør ved at øge barnets ansvar, er at udlicitere opgaver til forældrene. De ressourcestærke børns forældre træder naturligvis til, når deres barn har brug for hjælp. De andre børn efterlades på herrens mark.
På denne måde uddybes forskellene imellem børn og den sociale arv brydes ikke. Tværtimod. Den uddybes i disse år.
Der sker i skolesystemet en stærk udskillelse sådan at de, der ikke passer så godt ind - typisk underklassen og oftere drenge end piger - får dårligere undervisning end de tilpassede.
Dette sker ved at de ignoreres og overses eller - hvis de larmer - sendes uden for døren, hen og modtagtage reprimander hos skoleinspektøren eller bortvises i fx en uge ved større eller gentagne forseelser. Kriteriet er ikke pædagogik, men at urolige elever ikke må forstyrre andre elever.
De ressourcestærke forældre sidder ofte i skolebestyrelsen, hvor de er med til at vedtage ordensregler, som sikrer freden for de tilpassede elever og udskillelsen af de utilpassede.
I værste fald kan de utilpassede elever helt smides ud af skolen, og nogle ender på gaden som gadebørn!
Dette er virkelighed i dagens Danmark!
Og Bertel Haarder har yderligere strammet rebet om halsen på de utilpassede børn, så de ikke kan anke en eventuel udsmidning til de folkevalgte i kommunalbestyrelsen!
Jan Weis er en lærd mand, der nok kan finde en ligtorn. Med diverse citater af store filosoffer får han Per Degn,mig selv sagde hunden, sat på plads. Den bindegale husmodermatematik er udtryk for hvad læseplanen foreskriver. Jeg skulle mene at mit indlæg lodret var imod denne form, og hvad angår de bedre uddannede forældre, så er det min erfaring at de fleste er meget optagede af hvordan deres børn har det, men der findes altid nogle der synes det er meget sjovere at fremstille læreren, som en nar.
Det er helt sikkert de færreste lærere, der er inde i Emanuel Kants tænkning, men mindre kan vel også gøre det, når det drejer sig om de fire regningsarter.
OK så Immanuel Kant.
Immanuel Kant er bestemt ikke et vrøvle-ævle-hoved; jeg pointerer bare, at man ikke kan bruge Kants moralske imperativ i matematik-undervisningen f.eks. Eleverne skal lære de fire regnings-arter så de kan forstå tallene og bruge dem korrekt; de skal ikke kun lære en metode til at addere og subtrahere, de skal forstå, hvorfor det er således. Og denne forståelse må læreren selvfølgelig skabe rum for hos eleven; det er vel derfor, elever går i skole? For at lære noget....
og til Nanna (og andre)
Det har altid været sådan (stort set) at elever fra akademiske hjem har klaret sig bedre end elever fra ikke-akademiske hjem. Ingen nyhed der. I gamle dage, dvs. i 1950erne og 1960erne kunne elever fra de ikke-akademiske hjem finde en vis tryghed i at lære metoder til at plusse og minusse mv. Og den tryghed er jeg da enig i, skal tilbage igen i skolen. Erfarne lærere gør nemlig det at de først lærer eleverne en metode, derefter får eleverne til at reflektere over den, metoden altså.
Er enig i at elever især i matematik bør lære at regne i hånden først: på den måde får de nemlig også kroppen og især forstanden med. I stedet for har vi elever som i 9.klasse indkode en formel i en lommeregner uden at forstå formlen eller dens brug, hvilket sikkert senere hen giver dem problemer, f.eks. i gymnasiet, når de skal forklare, formlens brug og funktion.
Se lige her et bitte lilleuddrag af læseplan for matematik i 1. til 3. klasse.
"Udgangspunktet er elevernes uformelle regnestrategier, der udfordres af læreren og videreudvikles sammen med eleverne. Lærerens fokus i denne videreudvikling er den enkelte elevs stigende indsigt i tallene, talsystemets egenskaber og forståelse af regningsarterne. Det er således centralt, at læreren ved løsning af matematiske problemstillinger støtter den enkelte elev i at beskæftige sig med talforståelse i stedet for med procedurer for opstilling og udregning. Der sigtes ikke mod opøvelsen af standardiserede algoritmer."
Dette er ministeriets udmelding. Som sagt gør mange lærere som de "plejer", emn de må de ikke.
Ja moderne forældre får mange fine ord smidt i hovedet og forpligtes til at arbejde ud fra alskens mål opstillet i handleplaner osv.
Tidligere var det nok, at forældre sørgede for at barnet mødte i skole til tiden og fik tid og ro hjemme til lektier. I 50-erne blev der så vidt jeg ved mange steder uddelt madpakker.
Denne skik afskaffedes efterhånden, så det blev forældrenes opgave. Ligeledes blev indbinding af bøger samt køb af bogbind en forældreopgave.
Gymnasitktøj var også før noget skolerne udleverede - i dag køber man det selv. Mælk var i mange år gratis - i dag skal eleverne betale for den i de ældste klasser hvilket betyder, at mange ophører med at drikke mælk.
Tidligere spiste man på skolen - i dag må man fra 7. eller 8. klasse forlade skolen, hvilket betyder, at børn fravælger madpakken og mælken til fordel for kager og sodavand fra den nærmeste benzintank. De butikker, som sælger usunde fødevarer og er beliggende nær en skole, har kronede dage.
Tidligere var der skolelæge på hver skole og tandklinik. Nu spares disse ting væk og skolelæge er der kun i 1. og 9. klasse.
Tidligere fik eleverne fluorskylninger af hensyn til tandsundheden - det er også sparet væk.
Tidligere kom eleverne hjem til deres mor efter skoletid og kunne lette deres hjerte om dagens problemer. I dag kommer de hjem til et tomt hus og klarer kommunikationen med korte sms-beskeder.
Brugerbetaling vinder mere og mere frem også på ungdomsuddannelserne og principperne om fri og lige gratis adgang til uddannelse for alle forsvinder.
Resultatet af denne dybt asociale politik er, at hver fjerde ung ikke får en ungdomsuddannelse!
Ak ja i 50'erne det var tider, da 5% blev studenter og 65% gik ud af 7. klasse. Langt de fleste fik slet ingen uddannelse og tørre tæsk i skolen af mor og far.
Ja, det må have været skrækkeligt. Det var først i 60-erne, at det blev forbudt at slå børn.
Og i 70-erne og 80-erne, at almindelige folks børn kunne føle at det var lige adgang til uddannelse. Jeg ved ikke hvornår vendepunktet kom, men skolesystemet er blevet mere asocialt i de senere år. Men stadig har du da ret i, at en langt større andel i dag får en uddannelse. Samlet er uddannelsesniveauet også steget.
Men hver fjerde får ikke en ungdomsuddannelse. Det er et alarmerende højt tal. Alt for mange bliver tabt på gulvet. Og det er værre i dag at være uden uddannelse end det var i 50-erne, hvor uddannelseskravene for at få job var mindre og der fandtes mere ufaglært arbejde.
Rettelse:
forbudt at slå børn i skolen
Forældres ret til at slå børn blev først afskaffet i 90-erne!
Nogle synes det er så foruroligende, som staten har travlt med at indføre forbud. Men når det gjaldt at indføre forbud imod at slå børn, kan man ikke sige, at vi havde travlt.
Vi kom da også senere end vore nordiske nabolande både mht. at forbyde at man slog børn i skolerne og at forbyde, at det skete hjemme.
Nanna,
flot ! - du ser ud til at være den eneste i dette forum, der fatter folkeskolens dysfunktionelle ageren.
Tak, Jan! - Ja, der er meget, som burde rettes op i folkeskolen.
Nanna,
tillad mig at pointere (også for ignoranterne), at jeg ikke mobber de kvindelige lærere, kun den enormt skæve kønsubalance til skade for - drengene.
Jan
Måske er det kønsubalancen kombineret med middelklassekulturen, som taber især drenge på gulvet.
Køn betyder vist også mere i børns bevidsthed i dag. Og drenge definerer sig ofte i modsætning til piger.
Hvis det anses for feminint at være artig og flittig, så vil en dreng ikke være artig og flittig. Og dermed får han et problem i skolesystemet. Han vinder nok anseelse ved at være en "rigtig" dreng. Men det koster points på karakterskalaen.
Mandlige lærere kan have lettere ved at leve sig ind i, hvad der rører sig inde i drengens hovede. Det kræver mere af en kvindelig lærer at sætte sig ind i drengens univers. Kan hun ikke det, kan hun være tilbøjelig til at nedvurdere det, som hun ikke forstår.
Nanna,
helt enig !
Naturligvis er der også andre faktorer end "køn", der spiller ind, også "noget" vi i 60-erne kaldte klasseskel, som jo trives i bedste velgående.
Hvad er det så for en middelklassekultur man ser i dag, det er i hvert fald ikke én, jeg husker fra min barn-og ungdom. I dag har man jo uddannet alt og alle, social herkomst ubekendt, men man har sine anelser, ik'å-segmentet er blevet fremherskende i Folkeskolen (lavstatus job), og politisk (Pianisterne).
Jørgen Mads Clausen (ham med Danfoss), min gamle studiekammerat har også for længe siden hørt alarmklokkerne og skabt "Danfoss Universe", fordi også han bl.a. kunne se, at drengene blev snydt for deres naturvidenskabelige fremtid i Folkeskolen.
Hvad skal vi leve af om 5 år ... spør' han om ustandseligt ... det er ikke fra det bredmåsede damelæresegment han får noget svar ...
Kommunen har sendt ALLE n/t-lærerne i sognet til Universe, nu skulle der fandme' efteruddannes, hvad kom der mon ud af det, jo - Universe har lige fyret 130.
Endu en mislykket udlicitering ...
Kan nogen fortælle mig, hvorfor debatter om børn og skole bliver annonceret med farven lilla (med associationer til lilla ble) i bjælkerne foroven? Det forekommer i hvert fald mig upassende.
Inger Sundsvald:
"hvorfor debatter om børn og skole bliver annonceret med farven lilla"
Lilla er gennemgående farve for det områder avisen har valgt at kalde "Moderne Tider".
Og til dit næste spørgsmål er svaret: Nej, jeg forstår heller ikke logikken i, at børn og skole skulle have noget med moderne tider at gøre ;-)
Sakset fra dagens avis - Fakultet ...
"Ingeniørstuderende falder fra
Af: Kristian Villesen
6. september 2009 | Historik.
Lagt på information.dk 6. september 2009 kl. 20:45.
Mere end 30 pct. af de studerende ved landets ingeniøruddannelser gennemfører ikke uddannelsen, og 33 pct. går med tanker om at droppe ud. De høje frafaldsprocenter ligger over gennemsnittet for videregående uddannelser generelt, og det er dybt problematisk, mener Ingeniørforeningen.
De studerende, der overvejer at droppe ud, mangler motivation, føler sig stressede og er i tvivl, om de har valgt den rigtige uddannelse. Det viser en analyse, Ingeniørforeningen har foretaget blandt de studerende ved landets diplom- og civilingeniøruddannelser.
»Uddannelsesinstitutionerne har virkelig en opgave her, og de er nødt til at gå radikalt til værks. Det er helt uholdbart, at så mange er i tvivl og ender med at droppe studiet, for Danmark har i den grad brug for flere ingeniører,« siger Esben Søltoft, formand for Ingeniørforeningens Uddannelsesudvalg".
Tak skæbne, det breder sig som ringe i vandet ...
Hvad skal vi dog leve af om 5 år ... Rende rundt og være "sociale" ... { det kan da kun være sociale klienter }.
Kommunerne siger, de har ansat såkaldte uddannelsesvejledere, endu en flok koner, der ikke aner, hvad en ingeniør laver, uvidende ignoranter fra det bredmåsede segment - hvad ved bønder egentlig om agurkesalat ...
Du kan selv være bredmåset.
Det var ikke islam, der gjorde op med Oplysningstiden, det var pædagogerne og Folkeskolen, der i sit formål ikke ét eneste sted nævner fornuft og forstand, men hele tiden fantasi og dansk kultur.
Folkeskolen er ikke smittet af oplysningen, men dyrker mystiske fænomener som følelsernes intelligens. De bredmåsede er over os ...
I dag producerer den tolerante skole aggressive og hensynsløse bilister, dækafbrændere, pigebander, fodboldbøller, racister, autonome, globale rødder, poptøser, fundamentalister og rockere.
Jeg forstår ganske enkelt ikke holdningen hos visse debattører her på siden; ingeniører og flere af dem er godt. Ja, måske - men Indien, Kina og Japan uddanner altså måske 3-4 gange ingeniører om året som Danmark gør. Netop derfor har Danmark slet slet ikke brug for så mange ingeniører; Danmark har brug for kreative, unikke mennesker, der kan lave innovative, grænse-brydende ting. Og her tænker jeg altså ikke kun på folk, som kan klippe klistre lidt og sætte gamle ting sammen på en ny måde; mere folk som kan skabe noget truly unikt og originalt. Og ja, fantasi er netop godt - for ud af fantasien skaber man det nye, visioner kommer fra fantasien, og mennesket sætter struktur på visionerne. Så vi kan bruge det i realiteten, i virkeligheden her på jorden.
Og gad vide hvorfor folkeskolen bl.a. dyrker følelsernes intelligens? Kunne det måske mon skyldes, at også ingeniører i dag skal kunne samarbejde i et team med andre mennesker, relatere sig til andre, kommunikere et budskab ud til andre, samt vide hvordan andre mennesker opfatter det budskab, de gerne vil have ud.
Om 5 år eller mere skal vi leve af at kunne udtænke unikke, originale ideer, som kinesiske og japanske ingeniører udfører både i Danmark og rundt omkring i verden. Globalisering hedder det vist...
Men skolen producerede også, for nu at bruge Jan Weis' udtryk, Jan Weis. Ak ja folkeskolen bærer megen skyld på sine skuldre. Hjælp!!!
jens peter hansen,
til tjeneste - hvad kan jeg være dig behjælpelig med ...