Læsetid: 10 min.

Skyd ikke på kapitalisterne, skyd på kapitalismen

Frem mod den økonomiske krise kom finansmarkedet ud af kontrol. Ikke på grund af grådighed eller dumhed, men fordi markedet fik lov at være markedet, og politikerne glemte at være politikere. Uden langt stærkere institutioner gentager det hele sig i fremtiden, lyder det fra fire topforskere
Frem mod den økonomiske krise kom finansmarkedet ud af kontrol. Ikke på grund af grådighed eller dumhed, men fordi markedet fik lov at være markedet, og politikerne glemte at være politikere. Uden langt stærkere institutioner gentager det hele sig i fremtiden, lyder det fra fire topforskere
29. august 2009

I et afsnit af tv-serien The Sopranos overværer en tilfældig forbipasserende den frygtede gangsterboss Tony Soprano skyde en anden gangster ned. Den forbipasserende ved ikke, hvem Tony Soprano er, og - som den lovlydige borger han er - henvender han sig til politiet som vidne. Tony Soprano bliver arresteret, og i den efterfølgende scene sidder borgeren fredeligt og læser. Pludselig skriger hans kone hysterisk i baggrunden. Med dagens avis i hånden peger hun skrækslagen på en artikel, hvoraf det fremgår, at den person, hendes mand skal vidne mod, ikke bare er hvem som helst, men en brutal gangster, som med sikkerhed vil gøre alt for at undgå fængselsstraf. Manden ringer straks til politiet og trækker sig som vidne.

Det interessante ved scenen er den bog, vidnet læser. Den kvikke tv-seer kan nemlig i et kort sekund se, at der er tale om den neoliberale filosof Robert Nozicks klassiker Anarchy, State and Utopia - en bibel for tilhængere af det frie marked og modstandere af statslig regulering.

Budskabet fra skaberne af The Sopranos synes klart: Skaber man et statsløst samfund uden stærke regulerende institutioner som Nozick og hans neoliberale følgesvende helst så det, skaber man også en lovløs tilstand - hvor dyriske kræfter tager over, og folk som Tony Soprano står tilbage som vindere.

Det er ifølge den svenske politolog Bo Rothstein og nobelpristageren i økonomi Robert Solow præcist, hvad der skete i den finansielle sektor i årene op til sammenbruddet i den globale økonomi i 2008.

Skyhøj gearing

I et nyt besnærende essay bruger Rothstein The Sopranos til at udstille svaghederne i det finansielle marked og de tanker om uhindret kapitalisme, der prægede tiden op til krisen. Og - mere interessant - antyder svenskeren også, hvilke institutionelle forandringer, der nødvendigvis må etableres, hvis markedet ikke bare skal vende tilbage til den på én gang selvdestruktive og samfundsskadelige tilstand, som det befandt sig i før sorte september sidste år.

Nøgleordet er, ifølge Solow, gældsætning - eller gearing som børsmæglerne kalder det - og spørgsmålet om, hvor utilstedeligt meget gearing, det var tilladt børsmæglerne at anvende. I 2001 satte den daværende centralbankdirektør, Alan Greenspan, renten ned for at sætte gang i USA's økonomi efter terrorangrebene. En række andre store nationalbanker og Den Europæiske Centralbank fulgte efter, og frem til 2004 fortsatte renten ned verden over. Med det resultat, at det blev historisk billigt for finansselskaberne at låne penge.

For en investeringsbank - det kunne være Lehman Brothers, men det kunne også være en af tusindvis af andre investeringsbanker og fonde - som udser sig en attraktiv investering, er det oplagt at låne ekstra penge til investeringen. Jo billigere pengene er, des mere oplagt bliver det. Eksempelvis kunne investeringsbanken sidde med 100.000 dollar og have udsigt til et udbytte på 10 procent af en investering - hvilket betyder, at hvis investeringen lykkes, står banken med 10.000 ekstra; hvis den ikke lykkes, har den kun de oprindelige - og taber den penge, går tabet fra dem.

Men da banken har udsigt til den store gevinst, låner den 900.000 dollar oveni til en udlånsrente på fem procent og investerer alt i alt én million. Går investeringen, som banken forventer, står den tilbage med 1.110.000 dollar og kan betale sin gæld inklusiv renter og stadigvæk have tjent 155.000 dollar, svarende til et afkast på 55 procent.

Men i det øjeblik, hvor investeringen ikke giver afkast eller medfører tab, kommer det økonomiske tab helt ud af kontrol. Går investeringen i nul har banken tabt 55.000 dollar, fordi den skal betale renter af sit lån. Taber den på selve investeringen, er der altså kun plads til at tabe 45.000 dollar, før banken er insolvent og - hvis den ikke har andre midler - bankerot.

Giftige aktiver

Robert Solows fiktive investering er udtryk for et 10:1 gearingsforhold. Et forhold, som frem til 2001 af bankøkonomer blev betragtet som en utrolig risikabel gældsætning. Men som Solow peger på, så skred dette forhold i årerne efter, og for investeringsbanker som Lehman Brothers og Bear Stern blev gearingsforhold langt over 30:1 reglen frem for undtagelsen. Og denne risikovillighed spredte sig til alle dele af finanssektoren - almindelige banker, forsikringsselskaber osv. - og til alle dele af verden, herunder Danmark.

Risikable gearinger blev ekstraordinært risikable, fordi mange af de lånte penge blev udlånt af andre finansselskaber, der selv havde lånt sig til pengene fra forskellige kilder, og 'pakket' dem sammen i uigennemskuelige aktiver - de såkaldte giftige aktiver. På den måde blev risikoen spredt, men der blev også skabt lange kæder af lån, hvor bare ét leds manglende evne til at betale tilbage kunne rive hele kæden fra hinanden. I mange tilfælde var det sidste led i kæderne af lån investeringer i ejendomsmarkedet, der jo som bekendt boblede op og eksploderede for at efterlade sig millioner af mennesker uden mulighed for at afdrage på deres boliglån.

Hvor store tab finanssektoren og deres pakker har påført samfundet, kan opgøres på utallige måder, og ingen er helt præcise, fordi de endelige tab for finansselskaberne endnu ikke er afklarede.

Et interessant studie fra den amerikanske centralbank fortæller dog tydeligt, hvordan den økonomiske krise har påvirket værdien af den amerikanske økonomi. I 2007 var den samlede amerikanske formue på 64.400 milliarder dollar. Et år efter, ved udgangen af 2008, var næsten 13.000 milliarder dollar af velstanden forsvundet, og den samlede formue skrumpet ind til 51.500 milliarder dollar.

Om finansselskaberne, der lånte penge til investeringer, har såvel Rothstein som Solow en væsentlig pointe, der står i direkte modsætning til den konsensus, der ellers præger kommentarer til krisen: Det var hverken grådighed eller dumhed, der forårsagede krisen - for som Solow citerer den konservative økonom Richard Posner for, så er grådighed og dumhed faste bestanddele af historien, det er økonomiske kriser trods alt ikke. Tværtimod, for det enkelte finansselskab var investeringerne, hvor risikofyldte de end var, fuldstændig rationelle, og intet enkelt selskab har ansvaret for krisen, der hærger finansmarkedet. Det har kun markedet selv.

Maksimumpoint

Eller med andre ord. Skyd ikke skylden på kapitalisterne. Skyd skylden på kapitalismen. Hvis en investeringsbank som Lehman Brothers i 2004 havde afholdt sig fra at satse på en investering med et muligt afkast på 55 procent, som oven i købet længe havde levet op til forventningerne, så var bankens direktør blevet kaldt en idiot af alle - også af økonomer som Nouriel Roubini, Simon Johnson og Paul Krugman, der i dag har fået stjernestatus som dem, der så krisen, før den kom. Hvorfor så sikker på det? Fordi Krugman & Co. dengang aldrig påtalte de risikable investeringer og først, da det var for sent, problematiserede de høje gearinger. Og som en af Wall Streets faldne helte, børsmægleren Michael Milken, engang har sagt » får du kun maksimumpoint for at fortælle mig den slags, før det er for sent«.

På det tidspunkt var sammenpakkede lån som middel til risikospredning fast praksis i finanssektoren. Selv på toppen af det politiske parnas, hvor alle lige fra finansminister Henry Paulson til førnævnte Greenspan roste investeringsbankernes finansielle innovation, og kaldte den en motor for resten af samfundsøkonomien.

Læren er, at de risikable investeringer ikke var irrationelle eller brød med det, man vel kan kalde den neoliberale kanonisering af rational egeninteresse. I hvert fald ikke på selskabsniveauet, for afkastene var jo netop år efter år enorme, og selv ganske store tab på enkelte investeringer ændrede ikke ved, at høje gearinger samlet set kunne betale sig - så længe risikoen blev spredt tilstrækkeligt.

Det, tiden op til den økonomiske krise derimod udstiller, er den neoliberale økonomis første fatale blinde vinkel. Nemlig, at der er forskel på individuel rationalitet og kollektiv rationalitet, og at det, der maksimerer individers eller selskabers goder, ikke nødvendigvis er et fælles samfundsmæssigt gode.

Som Solow siger, så kan monetære indgreb, finanspolitik og velfærdsydelser for en tid udmærket rette op på misforholdet mellem det individuelle og det kollektive niveau. Det så man fra 2001 til sensommeren 2008. Hvis en boligejer her mistede sit arbejde, kunne han få offentlig understøttelse og stadig afdrage på sit boliglån, og på den måde blev de førnævnte kæder af risikable lån ikke bragt i fare.

Men med tiden blev markedet stadig mere ustabilt og udviklede en selvdestruktiv karakter, som uundgåeligt måtte føre til et chok af en størrelse, som ingen politik i verden kunne afbøde.

Denne fremadskridende selvdestruktive dynamik skyldes fem ting:

•For det første, at adgangen til information i markedet er asymmetrisk. Nogle ved noget om de giftige aktiver, som andre ikke ved. De tjener på deres priviligerede adgang til information.

•Dernæst kommer finansselskabernes mulighed for at udvikle finansielle produkter, som næsten ingen har mulighed for at gennemskue - hvilket igen giver de få nogle fordele, som de kan udnytte på bekostning af flertallet.

•For det tredje betyder uundgåelige defekter, som at den samme vare kan have flere priser afhængigt af, hvor meget information køberen har, at udbud og efterspørgsel aldrig kommer i balance.

•Dertil kommer de førnævnte finansselskabers mulighed for at låne summer så store, at de kan påvirke hele det finansielle system, uden at det enkelte selskab tager hensyn til eller føler sig ansvarlig for de potentielle konsekvenser for systemet.

•I dette system af asymmetriske, manglende og forkerte informationer får det, Verdensbankens tidligere cheføkonom, Dani Kaufmann, kalder for legal korruption, til sidst lov at udvikle sig. Hvilket - siger Kaufmann - er processer, hvor politik til fordel for samfundet bliver forpurret af private interesser. Denne privatisering af politik var den afgørende årsag til den økonomiske krise, fordi stærke kræfter i finanssektoren voksede sig stærkere og til sidst var så indflydelsesrige, at de kunne forhindre lovgivning og regulering, der ellers skulle forhindre informationsasymmetrien og på den måde markedets selvdestruktive karakter.

Det mest oplagte eksempel på den legale korruption er et møde i 2004 mellem de administrerende direktører for USA's fem største investeringsbanker og det amerikanske finanstilsyn, hvor investeringsbankerne overtalte myndighederne til at ophæve regulering, der ellers satte grænser for, hvor store deres gearingsforhold måtte være. Et møde der i øvrigt også er beskrevet fremragende i artikler af New York Times-journalisten Stephen Labaton.

Robert Nozick ville have gnedet sig i hænderne ved tanken om udfaldet af mødet mellem bankerne og finanstilsynet. Men som Bo Rothstein peger på, så er faren ved Nozicks fantasier om deregulering, at lovløshed tager over.

Det kan være gennem morderiske brud på loven a la Tony Sopranos nedskydning. Det kan også være oplevelser af lovløshed som det, mange oplever, når de ser store milliardindtjenende banker ødelægge samfundsøkonomier og rive tæppet væk under borgeres eksistensgrundlag - beskyttet af manglende regulering, som de selv er med til at forhindre.

Der kommer også en tid efter den økonomiske krise. Og hvis ikke markedet igen skal avle en immanent selvdestruktiv karakter, der tager til og resulterer i endnu en økonomisk krise, er mere regulering uundgåelig, lyder det fra forskerne.

Økonom Dani Rodrik har i den forbindelse flere gange i sine kommentarer i Information pointeret, at fremtidens nye og stærkere regulering af finanssektoren kan gå flere veje. Enten den type, EU-Kommissionen håber på at gennemføre i løbet af efteråret, som stiller skærpede krav til gearing, kapitalbeholdninger og solvens i den europæiske finanssektor. Eller tiltag af den type, Obama-regeringen vil indarbejde, der satser mere på krav om åbenhed i de enkelte selskaber og på at give finanstilsynet myndighed til løbende at teste finansselskabernes økonomiske bæredygtighed og til efterfølgende at offentliggøre resultaterne.

Våd neoliberal fantasi

Begge dele er skridt i den rigtige retning, siger Rodrik, men hvis samfundet for alvor i fremtiden skal beskyttes mod det globale finansmarked, og markedet mod sig selv, er det altafgørende, at de nationale tilsynsmyndigheder arbejder langt tættere sammen om reguleringen. Ikke kun i EU, men på tværs af de store globale økonomier, hvor de finansielle produkter handles grænseløst. Der er taget skridt til eksempelvis at underlægge investeringsbanker den samme regulering som almindelige banker, men indtil videre kun minimale skridt - onde tunge vil måske ligefrem sige ét skridt frem og to tilbage med tanke på, at G-20 landene indtil videre har misbrugt muligheden for at blive enige om en egentlig reguleringsmodel.

Udover ny regulering peger både Robert Solow og Bo Rothstein på, at det også er nødvendigt at tænke de regulerende institutioner anderledes. Deres set-up og funktioner skal sigte mere mod de fælles kollektive goder og mindre mod de individuelle, og på den måde reducere muligheden for at udøve legal korruption.

Rothstein mener, at der dybest set er to måder at opnå det mål på. Enten ved at reducere antallet af interessegruppers adgang til reguleringsmyndighederne, så de fem største investeringsbanker eksempelvis ikke lige pludselig sidder med ved bordet og dikterer finanstilsynets myndighedsudøvelse. Eller ved at øge antallet af interessegrupper med formaliseret adgang, så andre stemmer kan balancere investeringsbankernes indflydelse, hvis de en skønne dag pludselig igen sidder med ved bordet. Det leder hen til den neoliberale økonomis anden fatalt blinde vinkel. Nemlig troen på, at markedet har det bedst uden indgreb, uden regulering og uden kritik. Den ide adskiller de neoliberale økonomer fra de klassisk liberale økonomer som Smith og Schumpeter, der udmærket godt viste, at markedet ikke fungerer uden regulering, og at den vigtigste drivkraft i kapitalismen er kapitalismekritikken. Derfor er det også en misforståelse, når neoliberale økonomer nu ophidset råber, at Rothstein, Solow og meningsfæller ruller kapitalismen tilbage med deres tanker om regulering. For intet kunne være mere forkert. De ruller måske nok en våd neoliberal fantasi tilbage, men de redder kapitalismen og markedet fra sig selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
Espen Bøgh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lennart Kampmann

En teknikalitet:
I det øverste eksempel har banken tjent 55.000 kr. - ikke 155.000 kr. da de 100.000 jo er den kapital de havde til at starte med.

Startkapital: 100.000 kr.
Lånt kapital: 900.000 kr. (rente 5% = 45.000 kr.)
Investeret til 10% = afkast 100.000 kr. (1.000.000 kr * 10%)
afkast - rente 5% : 100.000 - 45.000 = 55.000 Kr.
Q.E.D.

Men ellers er eksemplet med gearing godt og vigtigt.

med venlig hilsen
Lennart

Våd neoliberal fantasi

Den drøm jeg ynder, at sove ind til er, billedet af munkeliberalisterne fra Cepos, blive smurt med selvbruner og droppet uden pas i deres idealstat - nåh nej - idealregion, Somalia!

- og ok, de må godt få en Kalashnikov med - ellers vil de jo skille sig ud fra mængden...

Jeg faldt nu mest over denne her; "I 2007 var den samlede amerikanske formue på 64.400 milliarder dollar. Et år efter, ved udgangen af 2008, var næsten 13.000 milliarder dollar af velstanden forsvundet, og den samlede formue skrumpet ind til 51.500 milliarder dollar"!

Nu ved jeg ikke hvordan "velstanden" måles i ovenfor nævnte, men antager vi f.eks. at det fortsat er på finansiel måde som lånekapital af den ene eller anden form fra de finansielle institutioner, så har de da fået det ganske udmærket betalt af staten.

I forbindelse med krisen trykte man blot flere penge, hvoraf meningen var at husejerne skulle kunne betale deres lån(til de finansielle institutioner).

Dilemmaet for boligejerne var primært, at enten betalte de afdrag på boligen, eller døde af sult fordi der ingen penge var til rest til mad til familien, eller måtte flytte ud i skoven, og købemad for pengene.

Siden krisen har man månedligt trykt 85 mia. dollars, som primært er tiltænkt boligejerne, som de så betaler som afdrag til de finansielle institutioner, og køber mad for deres egne tjente penge, og kan blive boende i deres boliger.

Så den amerikanske formue på 64.400 mia. dollar i 2007, der ved udgangen af 2008 var skrumpet ind til 51.500 mia. dollar, har siden fået tilført via seddelpressens månedlige "bidrag" 6.120 mia. dollars, hvilket næsten har halveret tabet for den finansielle sektor.

Det er alene skatteyderne der skal betale denne regning i form af nedgang i velstand, og som det også er klart så har middelklassen haft en velstandsnedgang på næsten 50 %, - og den store vinder er selvfølgelig DE FINANSIELLE INSTITUTIONER, som sad med ved bordet da økonomien skulle reddes!?