Læsetid: 7 min.

Smagsdommerne fra Nørrebronx

To andengenerationsindvandrere fra Nørrebro er blevet et landsdækkende kulthit på nettet ved at anmelde den danske kulturarv. Før de to teenagere gik i gang, anede de ikke, hvad rødgrød var, de havde aldrig sat deres ben i en kolonihave, været på loppemarked, spist en sild eller sert Olsen Banden. Det har de så nu - og de er ikke imponerede
Biilo og T har gennem de sidste måneder produceret DR's netprogram 'Perlevenner' fra et betonskur på toppen af et tag i Mjølnerparken på Nørrebro.

Biilo og T har gennem de sidste måneder produceret DR's netprogram 'Perlevenner' fra et betonskur på toppen af et tag i Mjølnerparken på Nørrebro.

Pelle Rink

7. august 2009

»Bliv hjemme under finans,« står der med sort tusch henover væggen i det seks-otte kvadratmeter store betonhus, der udgør Top Records pladestudie. Huset ligger på toppen af en bygning i Københavns Nordvestkvarter, og er en af den slags huler, der kun kan være beboet af teenagedrenge. Ind ad en port. Op ad en trappe, forbi en thaibokseklub, foreningen Aktive Ældre og ungdomsklubben First Floor. Ind ad en tagdør, ud på taget og så er man der. Skrald ligger spredt udover et glasbord. Der er ingen vinduer og kun meget lidt luft slipper ind i det lille rum, hvor otte-ti Nørrebrodrenge sidder og griner af hinanden.

»Der kommer masser af luft ind der,« forsikre de og peger mod et hul på størrelse med en femmer i det ene hjørne af loftet. Det er her Flækkers Crew holder til - et hip hop-crew på fem drenge og deres venner. Det er deres rede.

Gennem de sidste måneder har to af gruppens medlemmer bevæget sig langt ud af komfortzonen. I en serie lavet til DR's nye netkanal Pirat-Tv har Bilal Al-Malti - Biilo - og Achmed Ali Turki - 'T' - bevæget sig rundt i Københavnsområdet for at anmelde dansk kultur. Serien hedder Perlevenner, og selv om hverken tv-kanalen eller de to drenges show har fået nogen officiel lancering er Biilo og T blevet et kulthit på nettet.

»Vi får kommentarer hele tiden,« siger Biilo og smiler.

»Når vi går på gaden og alt mulig, forstår du... Vi er også de eneste perkere på dansk tv.«

Biilo er 18 år og ikke noget stort brød. Han er tætbarberet i siderne og har rødt, kort, krøllet hår oven på hovedet. En tyk sølvkæde hænger om halsen på ham og en matchende om håndleddet, skrighvide sneaks og en stor løs t-shirt. Hans forældre er fra Libanon, men han er født her på Nørrebro. Til daglig går han i gymnasiet, og T går på HF. Han er også født på Nørrebro på nogenlunde samme tid som Biilo. Han er mørkere og stammer fra Irak, men han har aldrig været der. T drømmer om at tage derned en gang, men ikke lige nu, hvor situationen er, som den er.

Et arabisk bordel

Biilo og T er hårde ved den danske nationalarv og gode smag. Som da de i et af Perlevenner-afsnittene skal til opera på Det Kongelige Teaters Gamle scene:

»Vi skal på Det Kongelige Teater. Det der slask der,« siger Biilo indledende i programmet og peger op mod Holberg ved hovedindgangen. Efter en rundvisning og 87 minutters opera er de ikke synderlig imponeret.

»Det var kedelig. Det var fandeme kedeligt. Det var overdrevet kedeligt,« siger han, da han igen står ude foran teateret. Han lægger tryk på 'overdrevet'.

»Det er ikke noget, en perker kan bruge. Det kunne en araber aldrig finde på at gå ind at se.«

»Jeg tror ikke, vi er vant til at sidde stille så længe,« siger T og lader igen Biilo tager over:

»Jeg fik stress, forstår du? Jeg tænkte 'luk mig ud her fra, mand'. Jeg fik stress. Jeg giver det nul stjerner.«

»Ja, minus nul,« siger T.

»Der var jo kun gamle - jeg anbefaler alle, ikke at gå ind at se det.«

Statens Museum for Kunst får samme omgang og kun en enkelt stjerne, mens en tur i Bakkens Hvile bliver bedre modtaget: »Det var ligesom at komme ind på et arabisk bordel. Jeg fik kuldegysninger over det hele.«

Men ellers er de to fyre ikke meget for den danske underholdningsbranche. Over to afsnit anmelder de dansk humor, og kun tv-serien Klovn synes at more Biilo og T.

»Det er ikke typisk dansk humor, for dansk humor er ikke grineren. Det der, det er grineren,« lyder Biilos dom og belønner serien med fire stjerner.

Derimod har de svært ved at se det sjove i Casper og Mandril-aftalen, der får halvanden stjerne (det halve fordi det er synd for dem, de har brugt så lang tid på det) og Olsen Banden, som også får bundkarakter:

»Olsens bande. Hm. Det er en dansk bande,« siger T og bliver afbrudt af Biilo:

»Ja, det er en lille bande på tre-stykker. Kom til Nørrebro, så skal de nok se bander. Det er sådan noget, Dronning Margrete ser - stol på mig.«

»Ja, det er noget hun flækker af grin over.«

Til gengæld er de to drenge vilde med kolonihaver, hvor de for første gang i deres liv smager rødgrød - hvilket godt nok ikke begejstrer dem. Vi følger også med dem på en smørrebrødsrestaurant, der får én stjerne og på loppemarkeder, hvor de undrer sig over, hvorfor der er så mange flag, og hvorfor folk har taget deres hunde med.

»Jeg ved ikke, hvorfor de har deres hunde med overalt. Måske er det en tradition. Der er godt nok ikke pitbull eller kamphunde - det er sådan nogle små pølsehunde, men de er søde.«

Ingen splittelse

Selv om de begge har levet hele deres liv i Danmark, har de aldrig undret sig over, hvorfor de ikke har stiftet bekendtskab med de nationalklenodier, de anmelder i Perlevenner, forklarer de, da jeg hiver dem ud på taget foran betonhuset.

Det er Biilo, der taler mest. Det går hurtigt i stakato, og han bruger ord som walla eller koran, når han virkelig skal understrege, at han mener, det han siger mens hver andensætning alsluttes med et 'forstår du?'. T falder ind i samtalen som en sufflør en gang i mellem, men holder sig lidt i baggrunden.

»Arabere møder bare ikke de der ting, forstår du? Det gør arabere bare ikke. Når du bor på Nørrebro, har du ikke brug for det,« forklarer Biilo

»Det er ikke rutinen,« siger T, mens Biilo taler videre.

»Det er noget typisk dansk, og vores kultur er lidt anderledes en din og danskernes.«

- Men I har jo boet her hele jeres liv, så I er vel danskere?

»Jo, jo. Vi er jo født og opvokset her og har dansk statsborgerskab, men vi kommer jo fra forskellige steder i verden, så det skaber bare en anden kultur. Men vi føler os selvfølgelig som danskere - vi bor jo her. Men jeg tænker aldrig over om jeg er det ene eller det andet, forstår du?«

T: »Der er helt sikkert også en masse ting, du heller ikke har prøvet her på Nørrebro - det er jo også her i landet. Jeg føler mig dansk, for det er jo det jeg er.«

- Hvordan føler man sig dansk?

T: »Når jeg er i skole, er jeg dansker, og de fleste af mine klassekammerater danskere. Så er vi alle sammen danskere. Men når vi er her i Mjølner Parken, så er vi arabere, for det er alle andre. Men det betyder ikke noget for os. Det er ikke noget, vi nogen sinde tænker på.«

Biilo: »Ja, jeg føler mig mest dansk i skolen.«

- Hvorfor det?

»Fordi, der er ikke så mange perkere der. De er næsten alle sammen danskere, men det betyder ikke, at jeg føler mig udenfor - jeg føler mig bare normal, forstår du? Men når jeg er der, hvor jeg bor - i gården - så føler jeg mig fuldt arabisk. Fuldt ud, fuldt ud. Jeg bor jo i Mjølnerparken, og der er kun arabere.«

- Det lyder som en lidt splittet fornemmelse?

»Nej, nej - det er normalt, jo. Jeg er vant til det, jeg er født her, sådan er det her. Du skulle også prøve det en dag. Prøv at flytte ind i Mjølneparken og blive araber - du ville synes, det var fedt. Hvor er du fra?«

- Jylland - fra en gård langt ud på landet.

»Woooh, så er det her jo det vilde, vilde vesten - det er New York. Walla - så er du jo mere splittet end jeg er her, mand,« siger Biilo og griner.

Biilo og T er ret seriøse med deres musik. På næste fredag holder de realease-fest for deres andet Mixtape, som de kalder Hits from the Bronx vol. 2. De rapper kun på dansk og kun om den virkelighed, der omgiver dem på Nørrebro. Den er helt anderledes end det, der bliver fremstillet i medierne, forsikrer de.

»Vores rap er sådan en blandning af politisk rap og gangster rap, men vi har aldrig været i forbindelse med nogen bandekrig eller noget,« siger Biilo.

T: »Vi har aldrig mærket noget til den, men alligevel synes politiet, de skal gennemrode vores lommer, bare vi går på gaden og har en hætte over hovedet.«

Biilo: »Ja, det er den slags ting, der omgiver os. Det kunne man godt sende et par danskere ud at anmelde.«

Perlevenner kan ses på www.dr.dk/pirattv

Flækkers Crew kan opleves på MySpace, hvor Biilo og T har deres egne numre liggende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er da godt nok noget af det morsomste jeg længe har set.

Bilal Al-Malti - Biilo - og Achmed Ali Turki - 'T'
for President!

Alfred Andersen

"Det er noget typisk dansk, og vores kultur er lidt anderldes end din og danskernes"

Det er vist årets underdrivelse.

Anderledes? Jeg ville får nogenlunde de sammme kommentarer fra min søn hvis jeg slæbte ham ind på det kongelige teater eller på statens museum for kunst. Det er mao. lige så meget et generationsting som en kulturting

nu er der forskel på kultur i Dk og dansk kultur.
Men hva faen ,er jo et ungdomsprogram
Det er underholdende og designet til at fungere viralt.

PS.jeg syns os mandril aftalen er noget hø.

Tom W. Petersen

Kære Ole Falstoft
Det er da klart, at din søn ville være negativ, hvis han skulle slæbes.
Var det ikke meget bedre at gøre ham interesseret?

Claus Oreskov

Tak til de 2. unge mænd fordi de i nogle få ord, giver den bedste definition på etnicitet, som jeg har set længe. De siger nemlig, at i skolen er de dansker, og i Mjølner parken er de arabere og begge steder er det konteksten, der bestemmer etniciteten, nemlig den kendsgerning, at flertallet af dem de er sammen med, er enten det ene eller det andet. Nu må det, da selv for de multikulturelle dæmre, at etnicitet er situationsbestemt, og ikke noget der er bestemt, a priori eller i forvejen. Det er derfor vi ikke skal have etniske kvoter, eller kultur betingede særlove – kulturer er flydende, og skal være det, og er der noget ved kulturer der er bestemmende, er det for det meste sociale fænomener.
Havde man taget 2. arbejder drenge i 60´ernes København, og sat dem til at anmelde diverse kultur fænomener, ville man have fået samme resultat. Statens Museum for Kunst og Det Kongelige Teater ville få bundkarakter, og Bakkens Hvile topkarakter. For mig er det endnu et tegn på, at mange indvandre gruppe, har overtaget store dele, af arbejderklassens sociale position. At de unge mænd ikke forstå Olsen Banden, netop som en kærlig satire over denne samfundsklasse (som de nu selv tilhører bare forskudt i tid) er ikke så underligt, fordi det kræver en kultur specifik viden, og ligeledes en historisk indsigt, som mange mangler i dag – uanset hvor de er vokset op. Jeg bed mærke i, at det de 2. kalder arabisk (kultur), ikke er mere arabisk end Olsen Banden, men del af en global kultur. De unge mener ikke, at arabere ville føle sig underholdt i Kongens Teater, der tager de nu fejl – overklasse arabere ville more sig udmærkede. Ligesom overklasse danskere gør det!

@Claus Oreskov

I det hele taget tror jeg at problemet med holdningerne i underklassen ligger et noget andet sted: Alment for os alle: ALT for meget falsk bevidsthed !

Snarere end budskabet i det kommunistiske manifest, er det vist desværre mere astrologi der præger sindelaget og tænkningen hos hver og alle her på bunden af samfundet.

Claus Oreskov

@Kim Gram. Klasseforskelle kamufleres som etniske forskelle, idet drengene bliver sendt ud for, at kommentere 2. forskellige kultur oplevelser. Kongelige Teater & Statens Museum for Kunst = borgerlig kultur
( den herskende klasses kultur/ Det Kommunistiske Manifest). Dyrehavsbakken = proletariatets kultur. Disse oplevelser fortolkes i et etnisk perspektiv, og bliver derfor ikke farlige for nogen. Var de sat ind i en social kontekst; ville de sociale skel og uretfærdigheder i samfundet - blevet eksponeret. Det sociale har aldrig været de kulturradikales, halalhippierne eller de multikulturelles stærke side. De har efter min mening en direkte interesse i, at reducere økonomiske og sociale modsætninger til etniske modsætninger (altså kulturforskelle a priori). Man fornemmer i artiklen at de unge mænd fra Nørrebrog føler sig klemt inde i den rolle man har tiltænkt dem som eksponenter for en særlig etnicitet d.v.s. fastlås i de andres billede af dem!

Alfred Andersen

De omtalte arabere føler sig absolut ikke klemt inde i en særlig etnicitet. Tværtimod er de stolte af deres etnicitet, hvor mærkelig det end kan lyde. Deres ærinde er udelukkende, at provokere DF`s vælgere.

Det skal nok lykkes.

Bo Klindt Poulsen

Aldeles enig med Ole Falstoft.

Det er ikke så meget etnicitet, som det er generationsspørgsmål. Helt ærligt, jeg tror svaret fra to æble-og pæredanske unge knægte med årtusindgammel stamtavle ville være nogenlunde det samme.

Slæb dem i operaen eller Statens Museum for Kunst. Gaaaab.

Selv er jeg enig i deres vurdering af OlsenBanden-filmene, men til gengæld en stor fan af rødgrød (dog helst uden fløde).

Jeg kan forstå, at de synes Klovn (tv-serie) er sjov; det gør jeg ikke. (af mange grunde....)

Jeg kan også forstå, at de ikke synes opera er sjovt (hvilken opera så de?); det tror jeg nu næppe heller nogen af mine tidligere auto-mekaniker-elever (også drenge på deres alder) ville synes.

Jeg kan sagtens forstå deres fascination af kolonihaver; ganske enkelt fordi det her er drømmen om et enkelt stykke jord til folket, her forstået som det (industri-)arbejdende folk.

Mht. at spise sild, skal de altså ikke ind på en fisefornem københavner-restaurant (undskyld, Ida Davidsen); det skal de altså ikke. De skal netop ud i kolonihaven, skal de, ud til det danske folk, hvor livet lives.Og have serveret en ordentlig krydder-sild med hjemmelavet karry-salat, skal de.

Og jeg bryder mig altså heller ikke meget om rødgrød....

NB: Hvordan kan man være født på Nørrebro og så stamme fra Irak? på en og samme tid og gang?

Mht. Olsen-banden filmene er det da fint at få en melding om det spontane indtryk de film giver her og nu; men ( også ) Olsen-banden filmene fortjener at de ( også ) forsøges forstået i den tid, stemning, almene folkementalitet og sammenhænge, som var der og da de fleste af de film fremkom.

og det eksempel med Olsen-banden filmene, gælder vist i al almindelighed om unge kritikeres kritik.

Jørgen Nielsen

Endnu et super-argument for at blive licensunddrager.

De ædle vilde, lykkeligt befriet for nogen form for kulturel baggrundsviden eller pejling, spændt for dekonstruktivisternes kampvogn.

DR er så gabende forudsigelig - og selvfølgelig er kulturrelativisterne straks på banen for at hylde de to ignoranters skamløst overfladeskrabende "anmeldelser" af ting de ikke en gang har fattet omridset af.

Hvis man mener at hip hop-kultur, BMW 320i, kamphunde og kilotunge halskæder bør være ligeværdige med opera og museer, så værs´go - men vær så venlig at begrænse de binære udskejelser til ghettoen, og lad være med at sende regningen til mig.

Jeg kan på det varmeste anbefale filmen "Idiocracy".

Claus Oreskov

@Alfred Andersen. Kan du ikke lige læse artiklen en gang til! De 2. unge mænd siger udtrykkeligt, at de i forskellige situationer, har forskellige etniske identiteter (hvilket er meget almindeligt og kendt og beskrevet i alverdens bøger om etnografi). I den opgave de få skal de abstrahere fra denne multietniske identitet, og spille rollen som agenter i ”os overfor dem”! Det er derfor jeg siger at de er presset ind i en bestemt opfattelse (ensporet) af etnisk identitet, og jeg syndes flere af de udsagn de kommer med viser, at de føler sig ukomfortable i den ensidige rolle, man forventer de indtager.

@Jørgen Nielsen. I din iver efter at forsvare finkulturen imod kulturrelativismen så glem ikke at Auschwitz blev iværksat, af mennesker der elskede at gå i operaen, læste klassikerne, og kyssede damerne på hånden.

jens peter hansen

Hadet til finkulturen har de to fyre til fælles med Pia. Bakkens Hvile og Morten Messerschmidt hænger jo sammen. Man falder på røven over to umodne braldrerøve, fordi de er af arabisk afstamning. Enhver der havde taget et par jævnaldrende arkedanske drenge gennem det samme ville formentlig have fået det samme resultat.
Godt det ikke er Pia og teenagedrenge der bestemmer det hele.

Bo Klindt Poulsen

Jens Peter Hansen må have skrevet dagens absolut viiseste ord:

"Godt det ikke er Pia og teenagedrenge der bestemmer det hele."

Kunne ikke være mere enig. ;-)

DR2s koncept er genialt i al sin enkelhed. Perspektivet i smagsdommeriet er simpelthen blevet vendt 180 grader. Man har ganske enkelt på en meget vellykket måde fået vendt tingene på hovedet.

Igennem de seneste 15 år har det været danskernes yndlingsbeskæftigelse at agere smagsdommere i forhold til de etniske minoriteter. Danskerne bedømmer i en uendelighed minoriteternes religion, madvaner, kønsroller, bosætningsmønster, fertilitet, kultur og påklædning ikke mindst de muslimske kvindernes hovedtørklæder.

Og når danskerne bedømmer minoriteterne foregår som regel på samme måde, som det er beskrevet i artiklen. Når Pia Kjærsgaard og Villy Søvndal udtaler sig om indvandrernes kultur er det jo præcis lige så sagligt og kvalificeret, som når Bilal Al-Malti - Biilo - og Achmed Ali Turki - 'T' udtaler sig om opera og statens museum for kunst.

Over hele linjen møder vi spontane udtalelser og bedømmelser der først og fremmest bygger på fordomme og uvidenhed. Man udtaler sig om noget man i virkeligheden ikke aner en snus om.DR2 lader via Bilal Al-Malti - Biilo - og Achmed Ali Turki - 'T' majoritetskulturen få lov at smage sin egen medicin.

DR2 viser, at når man lader de magtesløse spille rollen som de mægtige, opstår der sublim komik.

Tak til DR2 for på denne morsomme og elegante måde at holde et spejl op for danskerne og deres fordomme…

Claus Oreskov

@Per Thomsen. Kan kun give dig fuldstændig ret. Alligevel syndes jeg aet er relevant at påpege ambivalensen i at tildele 2. danske teenager drenge med en multipel etnisk identitet rollen som mono etniske i et dem og os dikotomi. Flere steder i artiklen frakender de sig implicit denne rolle; samtidig med at de har det helt fint med at være på. Hvorfor jeg til stædighed argumentere imod denne form for syntetisk etniske grænsesætninger er, fordi man gennem sådanne modeller, og falske problemstillinger ofte har fremprovokerede etniske konflikter – se bare på Ex- Jugoslavien.

Jørgen Nielsen

Claus Oreskov:

Jeg tror du overvurderer de to "geniers" politiske og kulturelle bevidsthed - i alvorlig grad. Deres etniske ståsted er der vist ingen tvivl om...

Det er for så vidt ikke finkulturen jeg forsvarer, men mere de dele af livsverdenen der kræver bare en minimal refleksiv indsats. Den kultur de to herrer repræsenterer, er så minimalistisk primitiv at det nærmer sig det intuitive.

At sidde og hylde en sådan udvikling, er lige så absurd som dit postulat om at nazismen udsprang af finkulturen.

Under alle omstændigheder kan det ikke være en licensfinancieret public service kanals formål, at promovere en sådan balkanisering og degradering af kulturen.

Kulturrelativisternes og reformpædagogernes blinde vinkel har altid været deres fornuftsstridige tro på at mennesker kan opdrage sig selv, og ligegyldigt hvilke afsporede konklusioner de måtte nå frem til, i deres uledsagede udforskning af en verden, som for nogles vedkommende, åbenbart skal forstås og tolkes fra bunden af, hver dag.

@jens peter hansen

"Hadet til finkulturen har de to fyre til fælles med Pia. Bakkens Hvile og Morten Messerschmidt hænger jo sammen. "

-------

Ordet: "hadet" - er da vist for stærkt, for : En afstandtagen fra finkultur ( hvad det så end er ? ), og favorisering af noget andet - det kan da ikke i almindelighed ses som et HAD til finkultur.
( personligt HADER jeg da ikke at gå i teater - jeg kunne bare aldrig finde på at gøre det )

Claus Oreskov:

”Kan kun give dig fuldstændig ret. Alligevel syndes jeg aet er relevant at påpege ambivalensen i at tildele 2. danske teenager drenge med en multipel etnisk identitet rollen som mono etniske i et dem og os dikotomi.”

Problemet, hvis der er et, er for mig at se, at ironien er så subtil, at mange ikke forstår den. I hvert fald hvis man skal dømme efter kommentarerne i denne tråd.

Mange tager udsendelsen helt bogstaveligt og forstår ikke, at det hele går ud på at vise, hvor absurd og forrykt alting bliver, når man beder nogen om at bedømme noget, de overhovedet ikke har forstand på.

DR2 ønsker at vise os, hvor skørt det hele bliver, når man beder nogle fyre med etnisk minoritetsbaggrund om at bedømme nogle elementer ved klassisk dansk kultur, som de ikke har en ærlig chance for at vide noget om og dermed forstå.

Pointen med dette er naturligvis af få danskerne til at tænke over, om de ikke selv er lige så ukvalificerede og uvidende, når de skråsikkert og uden at ryste på hånden bedømmer elementer ved indvandrernes kultur.

Måske ved danskerne lige så lidt om indvandrernes kultur som
Bilal Al-Malti - Biilo - og Achmed Ali Turki - 'T' ved om opera og statens museum for kunst, Måske er danskernes bedømmelser og smagsdomme om de etniske minoriteter derfor lige så ukvalificerede og grinagtige?

@Per Thomsen

Hvis man lige ser bort fra de "kedelige" politiske
stridigheder som desværre lurer her i baggrunden -altså ser det som en ren kulturanmeldelse så er det vel mere alment: Et både-og:

At det spontane indtryk ( ved det og det kultur-produkt ) hos nogen som måske ikke kender ret meget til det og det produkt's historiske baggrund og ydre/indre omstændigheder, er set som et sådant, ( spontant indtryk ) vel ikke helt uden interesse.

Kristian Rasmussen

Det blive spænende når 2eren kommer .

"Lars og Bo anmelder Arabiske kultur fra en betonkælder i mellemøsten"

Gad vide om de kultur radikale er klar til at høre bramfrit etnisk danske teenageres mening om den Arabiske kultur ? .

jens peter hansen

Had er måske for stærkt, men- kedelig, overdrevent kedelig- som det bliver sagt er vel ikke ligefrem ligegyldighed. Nok om det. Det er altid interessant at få at vide hvad andre mener, men at to unge fyre, som tilsyneladende ligner flertallet og som elsker det sjov de selv laver, skal gøres til orakler på områder de ikke kender er bare for meget. Det gør dem jo hverken bedre eller dårligere, men siger meget om generations- og teenagedrengekultur. Den pruttekultur de unge befinder sig i med megen lidt ilt, kunne jeg ved gud ikke finde på at tage fra dem, men gøre den til udgangspunkt for en kvalificeret stillingtagen til nogle andre fremtrædelser er udover det kuriøse ikke en skid værd.

jens peter hansen:

"Det er altid interessant at få at vide hvad andre mener, men at to unge fyre, som tilsyneladende ligner flertallet og som elsker det sjov de selv laver, skal gøres til orakler på områder de ikke kender bare for meget."

Helt enig. At lade nogle forudsætningsløse teenagerdrenge udtale sig om statens museum for kunsten er næsten lige så gakket, som hvis man eksempelvis bad nogle tilfældige bladtegnere om at tegne Muhammed eller nogle betonfeminister om at fortolke hvad muslimske kvinders tørklæde monstro symboliserer.

Walla, Når man beder nogle om at udtale sig og bedømme noget de ikke har forstand på, vil det altid først og fremmest være fordommene og uvidenheden der taler…

Det er stadigvæk sådan at unge mennesker fra arbejderklassen (eller hvis forældre er bønder) ikke har nogen habitus eller noget skema for at forstå en opera f.eks. - eller forstå den kunst som hænger på statens museum for kunst. Hvis jeg slæbte nogle af mine tidligere elever med ind på statens museeum for kunst eller i operaen, ville de altså også synes det var 'herre nederen' og dybt, dybt kedeligt.

Folkekultur som Klovn eller Bakkens Hvile har de (stadig og heldigvis) skemaer for at forstå.

Det handler altså mere om klasseforskelle end etniske forskelle...

Karsten Aaen:

"Det handler altså mere om klasseforskelle end etniske forskelle..."

Helt enig. Men fra DR2s side handler det først og femmest om at vise os, hvor tåbeligt og gakket det hele bliver, når personer uden forudsætninger for det, bliver bedt om at være smagsdommere i forhold til andre meneskers kultur.

Så er det fordommene og uvidenheden der taler, præcis lige som når Pia Kjærsgaard og Villys Søvdal gør sig til smagsdommere over indvandrernes kultur...

Og så glæder jeg mig i øvrigt som en lille dreng til at Biilo og T forhåbentlig snart skal anmelde kongehuset og dronningens nytårstale. Walla, det kan kun blive sublim humor af Monty Pyhtonske dimensioner…

Glenn Lynge Andersen

Endnu en episode i den uendelige føjeton i mediernes hyldest til uvidenhed og overfaldiskhed. De to teenagere har helt tydeligt kun øje for sig selv og deres egne fordomme. Mange af de kommentarer de kommer med kunne såmænd ligeså godt komme fra danske teenagere. At tilføje det en "etnisk" dimension gør i grunden hverken fra eller til.

Glenn Lynge Andersen

”At tilføje det en "etnisk" dimension gør i grunden hverken fra eller til.”

Det er da lige nøjagtig det det gør. DR2s idé er små genialt for de det lykkedes at få vendt en problemstilling 180 grader, og på den måde bliver det trivielle og det banale lige pludselig interessant og tankevækkende.

DR2vender rundt på mediernes sædvanlige ”underclass bashing”, hvor det altid er de magtfulde, der er smagsdommerne. DR2 viser at der opstår der sublim komik, når man lader de magtesløse spille rollen som de mægtige.

Glenn Lynge Andersen

Uvidenhed er nu engang uvidenhed uanset hvem der udstiller den. Hvis de to ungersvende i kraft af deres arabiske (eller underklasse-) baggrund havde haft en speciel viden eller et særligt perspektiv på tingene kunne der komme noget ud af det, men nu får vi kun det sædvanlige teenagepladder, som dybest set går ud på, at det ikke har interesse, fordi det ikke handler om dem selv. Det gør ikke de genstande eller fænomener de kommenterer interessante og tankevækkende.

Glenn Lynge Andersen:

”Det gør ikke de genstande eller fænomener de kommenterer interessante og tankevækkende.”

Forudsætningen for at et budskab kan være tankevækkende, er naturligvis at modtageren af budskabet kan og vil ulejlige sig selv med lidt tankevirksomhed…

»Det er ikke noget, en perker kan bruge. Det kunne en araber aldrig finde på at gå ind at se.«
Siger de to mens de producerer amerikansk inspireret hiphop. Hehe.

Tag det nu for hvad det er, underholdning. Sjovt lille ide.

Der bliver i kommentarerne spundet alt for meget på denne lille sjove historie.
Mon I overhovedet ved hvilke betydninger "flække" kan have som slang?

Chir: Jamen de 2 'arabere' er jo også en del af 'danskheden' om du så kan lide eller ej. Eller mener du at 'danskhed' er et resevat hvor der står 'ikke adgang for arabere' ved indgangen?

Adam Whittaker

De to drenge ved jo grunden meget lidt om arabisk kultur, kunne man i hvert fald formode. Det de kender til er jo hovedsageligt amerikansk kultur, ligesom unge danskere har gjort siden, hvad 60'erne.

Og jeg er derfor selvfølgelig enig med dem der påstår at der her er tale om klasse forskelle og ikke kulturelle forskelle. da deres synspunkter på dansk kultur reflekterer dem du finder hos næsten enhver ung dansk dreng på 18 år i og omkring københavn, uanset etnisk oprindelse.

Det kunne til gengæld havde været interessant at se det samme program med deres fædre eller mødre istedet, så tror jeg at man havde fået en, for nogen, overraskende mere nuanceret bedømmelse af dansk kultur.

Jeg bemærkede også nogle negative kommentarer om Hip Hop kulturen. måske skulle folk undersøge det lidt mere før de omtaler det. For den del af hip hop kulturen de to drenge interesserer sig for er ikke den i ser på musik-kanalerne, men en helt anden dyb slags som ville interesserer de fleste kultur elskerer, med dens billedskabende poesi. men i er vel for "uvidende"(for at bruge et hyppigt ord i denne debat) til den slags.

jeg foreslår til de uvidende, at begynde med sangene:
immortal technique - dance with the devil
2pac - only God can judge me

William Jansen

Prøv at forestil jer en artikel med følgende indledning:

To multi-generations-danskere fra Rungsted Kyst er blevet et landsdækkende kulthit ved at anmelde den islamiske kulturarv. Før de to teenagere gik i gang, anede de ikke, hvad humus var, de havde aldrig prøvet at faste en hel dag, været til Fredagsbøn, set en halal-slagtning eller læst i Koranen. Det har de så nu - og de er ikke imponerede.

Ja, jeg synes at begge dele lyder som en fed måde at få nye perspektiver på egen og andres kultur. Der er sikkert nogen der synes at begge dele lyder lettere respektløst.

Gad godt vide om der er nogen der synes at det ene er helt vildt fedt, og det andet er racistisk, nationalistisk, fobisk og uanstændigt?