Dav, jeg vil gerne være et dyr

Gid man var en hund. Altså, ikke en muskelhund, for de er herhjemme jo vildt jaget af en regering, der konsekvent knokler for at slå hårdt ned på afvigere af en enhver art.

Engang var det bare rygere, i sidste måned var det burkabærere og nu er det folk, der gerne vil bruge deres demokratiske ret til at protestere under det kommende klimatopmøde. Tidens politikere frygter det meste og laver forbud mod det mindste.

Fra voksne, der smiler på pasbilleder til børnehavebørn, der krammer i en influenzatid. Det har vi tidligere været omkring i denne klumme, men da jeg ligesom Venstres politiske ordfører, Peter Christensen (det er ham, der også rent fysisk ligner en fra Dansk Folkeparti) har studeret Idi Amins klassiske forfølgelseskampagner, tænker jeg at lade mig indregistrere som skødehund. Dem kan forbudsorienterede politikere typisk godt lide.

Congos skrupskøre diktator satte netop den slags kræ højere end mennesker. Ja, selv Rumæniens tyranniske Ceausescu havde installeret en hel flok hundevapser i deres egen luksuslejlighed, mens statspolitiet, Securitate, passede godt på dem. Ceausescu forbød i øvrigt også køleskabe og støvsugere for at spare på strømmen, hvis det skulle være en frisk idé for Venstres ideologiske fortrop herop til klimatopmødet?

Nu skal det nemlig koste hele 6.000 kroner at deltage i en såkaldt 'ulovlig demonstration', foreslår Venstres Peter Christensen. Dermed tidobler man også straffen til de folk, som enten tilfældigt er på gaden i det øjeblik, at politiet erklærer en varslet demonstration for ulovlig, eller som bevidst vælger at bruge den protestteknik, man kalder 'civil ulydighed'. Altså, at man lader sig bære væk af ordensmagten, der nu om dage dog ofte vælger at sønderbanke selv små trodsige teenagepiger af banen.

Politiet slår også på børn

Tidens politi ligner robotter, har jeg tænkt på. Glem ham med kasketten, der engang fulgte ænder over gaden. I dag er indsatsstyrken uden evne til at kommunikere på andet end abeniveau. Gemt bag visirer og skjolde. Ind og ud af blå vogne, som måske kører dem tilbage til bure og bananer i Zoologisk Have. Man ved det ikke. Jeg ved blot, at jeg selv har en 15-årig datter, som spørger. Fordi hun måske gerne vil deltage i en demonstration under klimatopmødet.

Jeg har sagt: »Pas på, når du bruger din ret til at protestere. For det danske politi slår altså også på børn.«

Hun troede mig ikke, før jeg viste hende billederne på Youtube. Ved Brorsons Kirke, foran Faderkirken, under Ungdomshusets fald. Hvis jeg slog hende, skulle hun ringe til politiet. Hvem ringer man til, når politiet slår? Sin far, måske. Men så får far en bøde på 6.000 kroner, fordi hans endnu ikke myndige datter brugte sin ret at aktionere for det, hun tror på.

Det er svært at forklare sine børn, hvad demokrati betyder, når vores politi opfører sig, som om, de har været på knippelskole i Zimbabwe. Men demokrati betyder naturligvis, at sønderjyske elektrikere som Peter Christensen pludselig får politisk magt og gratis taletid.

Jeg flygtede som ung netop fra Sønderjylland, fordi man på den egn traditionelt kører uforbeholden antisympati over for anderledes tænkende. Autonome, muslimer, socialister, kunstnere ... den slags!

Men derfor går jeg da ikke ind for at de sønderjyske bonderøve skal sendes tilbage til Tyskland. Og hvis nogen skulle foreslå det, så skal de bare råbe 'møjn' og sætte sig ned i flok. Vi kunne kalde det for træskorevolutionen.

Civil ulydighed

Civil ulydighed kan man nemlig komme ganske langt med. Tænk bare på fløjlsrevolutionen i Tjekkoslovakiet og kineserne på Den Himmelske Freds Plads. Jeg tror, at selv Venstre vil være enig i, at militæret ikke skal tromle hen over små demonstranter.

Det skal politiet heller ikke. Tænk bare på Gandhi. Ham kan vi lide. Han er indbegrebet af civil ulydighed, og sagde i øvrigt de berømte ord: En nations storhed og moralske udvikling kan måles ved den måde, hvorpå den behandler sine dyr.

På den led holder Danmark den moralske fane højt. Dyr har det virkelig godt i herhjemme. Især hunde. De har førsteklasses hoteller med klimaanlæg, opvarmet svømmepøl og fede grisedyrs-indvolde på menuen. Mindre humant er det, at flere hundehoteller kører P3-radio i døgndrift, men pyt. Jeg ved positivt, at et uledsaget flygtningedyr, oftest en hund, straks får kost og logi i lufthavnen. Herefter får den plads på et pænt pensionat, indtil en sød, dansk familie lader dyret blive en del af familien. Så nemt er det at få asyl som dyr. Man skal bare krydse grænsen, så bliver man kælet og krammet.

Jeg vil også være et dyr. De har en lov, der beskytter dem mod smerte, angst, varige mén og det man kalder væsentlig ulempe. De er sikret omsorg. Det siger loven sgu.

En drømmeborger

Jeg tænker, at livet som labrador, med det officielle navn verdensracen (fordi der er så mange af dem) må være fedt. De er gode til at omgås andre, klager ikke og er kendt for at være lydhøre og arbejdsomme og i stand til at yde en stor og stabil indsats i arbejdssituationer. Det står der i hundeleksikonet.

Det lyder som et drømmemenneske for regeringen. Efter fåret Dolly, er der vel ikke længere nogen juridiske forhindringer i at splejse fritænkende klimaforkæmpere, måske endda de sorteste autonome, med en nuttet labrador ved navn Bubber?

Jeg tør i hvert fald ikke færdes blandt menneskene længere, for med Venstre ved roret ryger man vel snart direkte i detentionen for at gå over for rødt. Så hellere et liv som hund. Allerhelst som strejfer uden bånd.

Med andre ord. Det er nu, man skal tænke sig om en ekstra gang, når nogen spørger: 'Hvis du skulle være et dyr, hvilket dyr vil du så være?'