Ellemann-Jensens kulturliberale bondesind

Uffe Ellemann-Jensen er i gang med at forberede sin Leipzig-tale. Alligevel har han indvilliget i at lade sig interviewe i dag. I Leipzig skal han holde tale ved en markering af 20-året for den folkelige opstand, der hurtigt fik fatale følger for DDR med murens fald og stasi-statens kollaps. Tilbage i 1946 holdt en anden ex-minister ved navn Winston Churchill sin Fulton-tale om, at et jerntæppe havde sænket sig gennem Europa som følge af vestmagternes passivitet. Churchill talte her også om, at han havde lært om russerne, at der ikke var noget, de havde så stor respekt for som magt. Uffe Ellemann-Jensen har gjort samme erfaring og mener, at der er brug for en demonstration af styrke og enhed over for russerne i dag.

»I EU kunne man lave et indre marked for naturgas, så Ruslands stærkeste våben - naturgasmonopolet - blev svækket,« foreslår han. Det komplicerer international politik, at det russiske kulturfællesskab er langt mere omfattende end Ruslands territoriale grænser. Det strækker sig over store dele af den slavisktalende verden, som Kreml opfatter som sit naturlige domæne. Men ikke alle slaver ønsker russisk dominans. Østpå har stærke kræfter i Ukraine, Georgien, Moldova og måske engang ude i fremtiden også Hviderusland blikket rettet vestpå mod det Uffe Ellemann-Jensen og andre Ruslands-kritikere stadig kalder den frie verden.

Vi bygger nye mure

Ukraines vestvendte præsident Viktor Jusjenko holdt for et par år siden en tale i Det Udenrigspolitiske Selskab, hvor Uffe selvfølgelig har sæde. Her sagde præsidenten, at man i Østeuropa har brug for et fyrtårn at styre efter, når de nødvendige politiske og økonomiske reformer skal tilrettelægges.

»Og det fyrtårn har vi forsømt at opstille. Vi slap af med muren for 20 år siden. Nu risikerer vi, at der bliver bygget nye mure, hvis vi i Vesteuropa svigter østeuropæerne,« siger Uffe Ellemann-Jensen under forberedelserne til sin Leipzig-tale, hvor tingene trækkes skarpt op. For der er for Uffe Ellemann-Jensen tale om et dobbeltsidigt svigt: Energiafhængig følgagtighed over for Rusland fra især tysk og fransk side. Og udvidelsestræthed i EU-kredsen, hvor man er tilbageholdende med at tilbyde de frihedsstræbende lande en plads i familien, hvilket Uffe Ellemann-Jensen beklager. Også NATO har ifølge Uffe Ellemann-Jensen forsømt at spille en retningsgivende rolle i denne sammenhæng .

»Det var en fejl, at man ikke startede det såkaldte Membership Action Programme op over for de her lande.«

Hermed kunne man have tilkendegivet, at man havde positive hensigter over for de skrøbelige systemer i det, russerne opfatter som deres 'interessesfære'. Dette imperialistiske begreb vil Venstres forhenværende formand dog ikke acceptere. Og ligesom tidligere politiske ledere, diplomater og intellektuelle i Øst- og centraleuropa for nylig gjorde i et åbent brev til Obama, siger Ellemann-Jensen også fra over for den følgagtige linje i forhold til Rusland.

»Det har jeg tænkt mig at sige noget om i Leipzig,« siger den tidligere udenrigsminister.

Frisindets kulturkamp

Ellemann-Jensens gamle EU- og NATO-medkæmper, partikammerat og tidligere TV2-direktør Jørgen Schleimann lancerede Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede under sit måske af den grund ultrakorte regimente på Jyllands-Posten. Uffe Ellemann-Jensen har opfundet og anvendt prædikatet kulturliberal om Tøger Seidenfaden, der efterfulgte Schleimann som chefredaktør på Weekendavisen i tidernes morgen, i sine forord til Absolut Tøger. En greatest hits-udgivelse med tekster forfattet af den mand, der i dag er endt som chefredaktør for Politiken. Samme Seidenfaden har i sine senere skriverier undret sig over, at Uffe Ellemann-Jensens efterfølger i Venstres formandsstol i sit afskedsinterview til Politiken, efter sin demission fra statsministerposten, har valgt at kalde sig kulturliberal. Uffe Ellemann-Jensen undrer sig også.

»Jeg er temmelig sikker på, at Anders Fogh Rasmussen ikke har læst, hvad jeg har skrevet i bogen og derfor næppe været klar over, at han dermed begik vold mod ophavsretten til det udtryk,« lyder det med en ledsagende lun latter fra manden med copyright til kulturliberal klassifikation.

»Jeg ved ikke, hvor Anders Fogh har fået det fra, men jeg synes da, at det er værd at stræbe efter at være kulturliberal for alle og enhver,« pointerer han. Og afkræfter dermed ikke Seidenfaden i hans formodning om, at Fogh næppe kunne indhente Uffes Ellemann-Jensens velsignelse til at anvende hans udtryk om sig selv.

Den kulturalistiske højrefløj - af Uffe Ellemann-Jensen kaldet 'det ekstreme højre' - mener, at det frie ord og den kunstneriske frihed er truet. Truslen kommer ikke blot fra formørkede islamister, men også fra folk som Ellemann, Seidenfaden, de to humanistiske industrialister med fornavnet Niels - Due Jensen og Foss - og andre med kulturliberalt sindelag. Men er den virkelige trussel mod åndsfriheden hertillands, at kulturliberale værdier er kommet under pres fra en broget alliance af kulturkonservative og nationalpopulister, der dyrker reaktionære etnocentriske værdier - og højst kan strække tolerancen til frisind blandt ligesindede?

Her repræsenterer den kulturliberale Uffe Ellemann-Jensen og den nationalkonservative Søren Krarup hvert sit syn på sagen. Én ting har de to ideologiske arvefjender dog til fælles: Passionen for nationaltenoren Aksel Schiøtz, der blandt andet under besættelsen sang sammenhængskraft ind i befolkningen med sine perfektionistiske fortolkninger af den danske sangskat. En smule modstandskraft var der også at hente, hvis man som radiolytter, pladekøber eller deltager ved de populære alsangsstævner hørte Schiøtz synge »Frø af ugræs er føget over hegnet« eller »Frihed er det bedste guld«. De fleste kunne synge med uden at befrygte værnemagtens mishag, da Danmarks Frihedssang blev årets (for)sommerhit i 1945. Den kulturradikale kommunist og litteraturprofessor Sven Møller Kristensen leverede den patriotiske tekst og den ikke mindre progressive komponist Knud Åge Riisager den - fra hans modernistiske hånd - lidt simple og svulstige musik. Et sommer- og frihedshit anno 1945, som Danmarks tidligere udenrigsminister fremhæver som en personlig favorit og har liggende i CD-spilleren for tiden. Faktisk har han anskaffet sig hele den digitaliserede serie af Aksel Schiøtz' Complete Recordings, som pladeselskabet Danacord valgte at kalde cd-serien, som udsendtes for en snes år siden. Næppe med Schiøtz-fan og folketingsmand Søren Krarup som sproglig konsulent, da dansk domænetab til det engelske verdenssprog ikke er en udvikling, han påskønner. Dog har det ikke diskvalificeret cd'erne fra at blive spillet flittigt i pastorens bil under turene fra hjemmet og valgkredsen i det sønderjyske til arbejdspladsen på Slotsholmen gennem hans år som folkevalgt kulturkæmper. Her har han blandt andet brugt tiden på at føre værdikamp, hvor prædikatet kulturradikal er blevet re-aktualiseret som skældsord. Det er blandt andet overgået Uffe Ellemann-Jensen at blive holdt ud i strakt arm som nutidig eksponent for den kulturradikale retning, som litteraturprofessoren Elias Bredsdorff satte på begreb i 50'erne med fag- og kampfællen Sven Møller Kristensen som navngivet eksempel herpå sammen med Brandes-brødrene, PH og co. Folk som havde tætte bånd til kommunister eller radikale.

Svaret på det hele

Til denne kreative sammenkædning siger Uffe Ellemann-Jensen: »Jeg opfatter de kulturradikale som sådan nogle, der har svaret på det hele. Den kulturliberale er derimod ikke så sikker på at ligge inde med svaret på alt her i verden og må udvise det nødvendige frisind for at kunne søge lidt rundt efter svarene - det har de kulturradikale sværere ved.«

En mand med svar på mange ting - især om kulturradikale excesser - er Søren Krarup. I hans kulturkonservatisme er familien en ubrydelig kerne. Derfor er Krarups angreb på Uffe Ellemann-Jensen ikke mindst grundet i, at han er født ind i en radikal familie. Farfaderen var radikal husmand med 10 tønder land og 12 børn - »og så var man altså radikal!« - og faderen Jens Peter Jensen tilhørte ligeledes husmandsfraktionen i det radikale parti. Men det hører med til historien, at der kom et brud med partiet i Uffe Ellemann-Jensens barndomshjem, hvor faderen blev folketingsmedlem for Venstre. Et brud forårsaget af den manglende forsvarsvilje, baseret på den hørupske hvad-skal-det-nytte-filosofi, hos Det Radikale Venstre.

»Da jeg blev reserveofficer, og min far skulle finansiere min officerssabel, drillede jeg ham med, at nu havde han da gjort endeligt op med de radikale,« lyder det spøgefuldt fra ham. Den store konservative rorgænger Christmas Møller sagde i sin tid, at havde der eksisteret et forsvarsvenligt Radikale Venstre, kunne han have stået der. Kan Ellemann-Jensen sige det samme cirka 70 år senere?

»De radikale har udviklet sig i positiv retning. I 1986 var de årsagen til, at EF-pakken røg til vejledende folkeafstemnning, hvilket åbnede en Pandoras æske for fremtidige folkeafstemninger. Alt sammen fordi de var modstandere af europæisk politisk samarbejde. Det er næsten ikke til at tro i dag,« griner han og fremhæver den slagne radikale spidskandidat Sofie Carsten Nielsen som er det for ham mest oplivende indslag ved det netop overståede Europa-parlamentsvalg.

»Når jeg alligevel ikke kan være hos de radikale, er det ikke på grund af deres yderst ansvarlige økonomiske politik, som jeg altid har haft stor respekt for, men på grund af at de altid er så pokkers bedrevidende.«

En bedreviden, der ikke flugter med det frisind, som Uffe fik indpodet fra barnsben via familien, der var rodfæstet i landbokulturen suppleret med et rummeligt bondesind.

Cepostle kvalificerer debatten

I sin erindringsbog Vejen jeg valgte, der udkom forrige år, beretter Uffe Ellemann-Jensen om sin morfar på Fyn, der var venstremand, sognerådsformand og gårdejer, og som var optaget af at skabe forudsætninger for yderligere velstand og ikke kun af at fordele de akkumulerede goder. Bevidstheden om ikke at udtørre velstandens kilder og knægte det frie initiativ, i forsøget på at tækkes borgernes kortsigtede behov, er gået i arv til barnebarnet.

»Jeg er af udspring og instinkt neoliberal. Det er mit udgangspunkt, og det er formet af det fornuftige bondesind, som min bedstefar besad,« siger Uffe Ellemann-Jensen, der ikke uden bekymring har fulgt samfundsudviklingen mod den vidtforgrenede velfærdsstat de sidste 50 år. Tilbage i 50'erne advarede den radikale leder Bertel Dahlgaard imod udviklingen og forudså, at smertegrænsen for, hvor stor en del af befolkningen, der kunne være i det offentliges sold, var 25 procent. Hvis flere end en fjerdedel af befolkningen var ansat eller understøttet af det offentlige, ville finansieringen af den offentlige velfærd være i fare. Dette gjorde indtryk på den unge Uffe Ellemann-Jensen, der som folketingsmedlem og formand in spe for Venstre for 30 år siden måtte erfare, at et flertal af befolkningen nu var indrulleret i alliancen af offentligt ansatte og folk på passive ydelser. Også kaldet velfærdskoalitionen, hvad enten det var som embedsmænd eller efterlønnere.

I den borgerligt liberale tænketank CEPOS er man også bekymret over den udvikling og påpeger problemet med det interessesammenfald, som opstår mellem offentligt ansatte og folk på overførselsindkomster. Mange cepostle yder ifølge Uffe Ellemann-Jensen en tapper indsats i den offentlige debat, og han udpeger yngre folk som Kasper Elbjørn og Jacob Mchangama som fremragende debattører. Men behøver vi tænketanke til at tænke tankerne for os, eller er den offentlige debat bedst tjent med ensomme ulve som eksempelvis Uffe Ellemann-Jensen? Birthe Rønn Hornbech bryder sig i hvert fald ikke om det åndløse CEPOS. Cepostlene har dog sat et solidt fodaftryk i offentligheden med en dagsorden om mere personlig og økonomisk frihed. Men er den form for intellektuel industrialisering, som finder sted i disse år, hvor tænketanke også uddanner meningsmagere, snarere udtryk for en kollektivisering af debatlandskabet end en individuel frigørelse fra konsensus-tænkningen, som CEPOS efterspørger?

»Der er brug for, at vi får kvalificeret den offentlige debat, og der gør CEPOS en nyttig indsats,« siger Uffe Ellemann-Jensen, der ikke er ukritisk over for den udvikling, der de senere år har gjort det muligt for alle og enhver at levere indspark i debatten via blandt andet blogs. Selv gør han ofte kort proces med underlødige blogindlæg på sin egen blog hos Berlingeren om udenrigsforhold.

»Så snart jeg skriver noget, der implicerer islam eller EU, går det gerne grassat. Ofte virker det organiseret. Så er det godt, at jeg kan blokere IP-adresser fra min PC. Der må jeg være lidt diktatorisk af hensyn til debattens niveau,« siger Uffe Ellemann-Jensen om sin censur-indsats i det berlingske blogunivers. Her beskæftiger han sig ikke med indenrigsstof. Dog gjorde han en undtagelse, da Dansk Folkeparti ville aflive Center for Menneskerettigheder og Jyllands-Posten hånede, spottede og latterliggjorde profeten Muhammed, så det gav genlyd over hele kloden til skade for danske interesser.

For meget Ellemmann, for lidt Jensen

Når det kommer til den økonomiske politik hertillands, lufter han nu også en bekymring.

»Kun frie mennesker kan - i modsætning til slaver - føle frygt, mente Søren Kierkegaard. For mig hører frihed og frygt sammen - det risikoløse samfund er et ansvarsløst samfund,« skitserer Uffe Ellemann-Jensen og fremhæver statens sikkerhedsnet under flexlånene som et skræmmeeksempel, der fremmer usund økonomisk adfærd, når samfundet går ind og fejer op efter folks ufornuftige overforbrug. Derimod savner han en seriøs diskussion om 'reelt svage grupper' i det danske samfund. Her ligger ældre og børns tarv især Uffe Ellemann-Jensen på sinde. Men manden er påpasselig med ikke at gå om bord i diskussioner om madpakke-ordninger, og hvad der ellers måtte sortere under Socialministeriets resort. For her regerer nemlig næste generation i den kulturliberale bonde-slægts politiske gren i skikkelse af hans datter Karen Ellemann, der dog har fjernet Jensen fra familienavnet. Det blander Uffe Ellemann-Jensen sig heller ikke i, men erindrer i den forbindelse, at hans far Jens Peter Jensen, der gik under øgenavnet 'Døgnbrænderen', sagde om sin søn, at »der er for meget Ellemann og for lidt Jensen«. En morgen mødte Uffe på arbejde med røde øjne og dårlig ånde og udbrød skælmsk: »I aftes var jeg vist for meget Jensen.«

Uffe Ellemann-Jensen fabulerer sig frem til, at Karen Ellemann måske har tænkt på den anekdote, da hun fjernede Jensen.

»Og det er da helt fint med mig,« melder Uffe Ellemann-Jensen.