Baggrund
Læsetid: 4 min.

Ethvert barn er en Sokrates

Studiet af børn har svaret på ældgamle filosofiske spørgsmål om sandhed, årsagssammenhænge og moral, hævder amerikansk børnepsykolog, som har samlet den nyeste forskning om den gådefulde barndom
Nemt at være forælder. Hvad skal der til for at give ens børn mulighed for at udnytte deres potentiale? En sandkasse, venner, en plante, en babysitter og en guldfisk kan gøre det. Og selv om det er banalt, så er det mere, end mange forældre formår, siger Alison Gopnik.

Nemt at være forælder. Hvad skal der til for at give ens børn mulighed for at udnytte deres potentiale? En sandkasse, venner, en plante, en babysitter og en guldfisk kan gøre det. Og selv om det er banalt, så er det mere, end mange forældre formår, siger Alison Gopnik.

Moderne Tider
25. september 2009

I det tusinde sider lange stikordsregister i den distingverede Encyclopedia of Philosophy fra 1967 er der ingen henvisninger til hverken babyer, spædbørn, familier, forældre, mødre eller fædre. Til gengæld er der over hundrede henvisninger til fænomener som engle eller morgenstjerner, skriver udviklingspsykologen og filosoffen Alison Gopnik i sin meget anbefalesværdige bog The Philosophical baby.

Barnet og dets udvikling rummer svaret på mange af filosofiens store spørgsmål om bevidsthed, moral og sandhed, mener hun, for barndommen er simpelthen fundamentet for menneskets evne til kausal tænkning og komplicerede sociale strukturer, som gør os i stand til alt fra at charmere hinanden til at bygge højhuse eller indgå globale klimaaftaler.

En anden verden

Ingen andre dyreunger bliver uafhængig af deres forældre så sent som menneskernes baby, men denne ekstremt lange periode, hvor barnet kræver beskyttelse, opmærksomhed og hårdt arbejde, giver mening fra et evolutionært synspunkt, fordi barnet samtidig udvikler de evner, som har sikret artens overlevelse. I den lange barndom, hvor forældrene sørger for mad, tøj og betalte regninger, er barnet fristillet til at lære forrige generationers akkumulerede viden og øve sig på den forestillingsevne, som gør det muligt at bruge gammel viden på nye måder. Begge dele sætter barnet i stand til at gøre det, som adskiller os fra dyrene: at ændre sine omgivelser efter nøje lagte planer.

Når børn i hele verden bruger så uforholdmæssig meget energi på at kæmpe med fantasitigre eller tale med hemmelige venner, øver de sig på evnen til at ræsonnere kontrafaktisk, argumenterer Alison Gopnik. De lærer at forestille sig alternativer, og hvad der ville ske, hvis man gjorde noget nyt og anderledes. Og selv om denne evne udvikles og forfines i børnehavens magtkampe og skolealderens fysiktimer, er den til stede hos meget små børn.

I et af sine forsøg præsenterede Alison Gopnik babyer for et interessant stykke legetøj, som de ikke kunne få fat på, og så en rive. Babyerne under halvandet år måtte give op med uforrettet sag, men ældre babyer tænkte sig om og fik så placeret riven i den rette position til at skrabe legetøjet til sig.

Menneskebarnets evne til at forestille sig nye muligheder kan også bruges til at sætte sig ind i andre menneskers lyster og behov, viser et andet af Alison Gopniks forsøg. Her blev 18 måneder gamle babyer præsenteret for to skåle: en med broccoli og en med småkage, og skulle så betragte forsøgslederen, som spiste mad fra begge skåle, mens hun reagerede stærkt på indholdet ved at sige »add småkager« og »uhm broccoli«. Selv om babyerne først blev overraskede over forsøgslederens perverse smag, forudså de, hvad hun ville blive mest glad for, da de senere blev bedt om at made hende med mad fra skålen. De gav hende pænt et stykke broccoli.

Netop fordi vi har evnen til at forestille os alternativer og ændre omgivelserne ud fra vores forestilling, er hele den gamle debat om arv eller miljø forfejlet, mener Alision Gopnik. Hvis vi kun var et produkt af vores gener, ville vi stadig leve i stenalderen, men omvendt ville vi ikke kunne have udviklet alle disse komplicerede sociale konstruktioner, hvis vi ikke havde en nedarvet hjerne, som netop gav os grundlaget for at udforme kausale forklaringsmodeller. Den nyeste kognitionsforskning har demonstreret, at babyer har indbygget statistisk forståelse af verden. En ni-måneders-baby kigger mere intenst, hvis en forsøgsleder tager en rød kugle ud fra en boks, som mest indeholder hvide kugler, end hvis hun tager en hvid bold ud fra den samme boks. De kigger også mere intenst, hvis deres mødre pludselig opfører sig på en anden måde, end de plejer. Når børnene er blevet fem, er de i stand til at bruge den statistiske følsomhed til at argumentere logisk og sammenhængende om alt fra en maskines indretning til andre menneskers indre dynamik.

Lykkelige, klogere, dygtigere børn

I årtusinder har filosoffer spurgt sig selv, hvordan vi egentlig kan vide noget om verden? Det videnskabelige svar ser ud til at være, at metoder til eksperimenteren og statistisk analyse altså ser ud til at være programmeret ind i vores hjerner, fra vi er ganske små. Det giver både børn og voksne mulighed for at lave teorier om verden, som vi kan bruge, når vi bliver udsat for hverdagens eksperimenter.

Alison Gopnik nægter i sin bog at svare på det spørgsmål, som optager den vestlige middelklasses forældre brændende: Hvordan gør jeg min baby lykkeligere/klogere/dygtigere?

Svaret er simpelt, har hun sagt i et interview til det amerikanske magasin Doublex, for menneskebarnets evne til at lære, forestille sig og tænke omsorgsfuldt på sine mennesker gør det nemmere at være forældre, end man skulle tro: »Tal til dine børn, læs højt for dem, giv dem opmærksomhed, men lad være med at give dem for meget opmærksomhed. (...) Giv dem et rigt miljø, som de kan lære fra, hvilket fra et evolutionært synspunkt involverer meget mudder, mange slægtninge og husdyr. (...)en sandkasse, venner, en plante, en babysitter og en guldfisk kan gøre det. Og selv om det er banalt, så er det mere, end mange forældre kan give deres børn.« Pyha!

Alison Gopnik: The philosophical baby, Farrar, Strauss and Giroux

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik S. Holck

HVIS BØRN BLEV BEHANDLET SOM PÅ SUMMERHILL- UDEN TRYK OG AFSTRAFFELSE -
VAR DER INGEN KRIG I VERDEN

Børns evne til at optage flere sprog, og skifte imellem dem ved stedforflyttelse, beviser hvilken svampehjerne vi besidder i den alder.

Blot det faktuelle, at den kliniske stadfæstelse af hjernens udvikling, er sat til tyverne, burde få de forkvaklede politikere vi så uheldigt har valgt, til at fatte deres politik er fordummende.

Jeg glemte det vigtigste ord som historisk, menneskelig, og udviklingsmæssig fremdrifts motor :

TILLID !