»Lave budgetter og højt tempo,« kunne vel være 83-årige Roger Cormans motto.
Flere af hans film er optaget på under en uge, og i 1957 alene producerede og instruerede han ni film. Corman skulle ligeledes være indehaver af rekorden for hurtigst optagede spillefilm nogensinde, nemlig Gys i blomsterbutikken (1960), som han fik fra hånden på to dage og en nat.
Skælmsk Godfather
I alt er det blevet til langt over 300 titler som producer og mere end 50 som instruktør. En stor del af Cormans berømmelse - hvis ikke ligefrem legende - knytter sig imidlertid til hans status af en slags menneskelig udrugningskasse. En alenlang række roste og prisbelønnede instruktører startede nemlig med at arbejde for Corman, som nu Francis Ford Coppola, Martin Scorsese, Peter Bogdanovich, Curtis Hanson, John Sayles og James Cameron. Han har derudover fungeret som fødselshjælper på en af de største skuespillerkarrierer i nyere filmhistorie, da Jack Nicholson høstede faglig erfaring i flere Corman-film tilbage i 1960'erne.
Corman lader dog til at tage sin Godfather-rolle med ophøjet, selvironisk ro: »Af og til tænker jeg på alle dem, der har arbejdet for mig, og siden er blevet berømte filmmagere. Jeg spekulerer på, om det er, fordi de har lært en masse af at arbejde for mig, eller om det er fordi de har tænkt, at hvis jeg kunne lave film, kunne hvem som helst.«
Pirrende titler
Selv startede Corman på klassisk vis helt fra bunden hos filmselskabet 20th Century Fox, hvor han dog hurtigt blev forfremmet til manuskriptlæser. I 1956 blev han fast tilknyttet selskabet American International Pictures, hvis produktioner overvejende var rettet mod et ungt publikum. En målgruppe, Cormans filmisk dynamiske og - som logisk konsekvens af hans frenetiske arbejdstempo - upolerede værker havde åbenlys appel til.
Cormans forretningssans og forståelse for, hvad publikum sukkede efter, kan aflæses i hans filmtitler, der dygtigt pirrer (de mindre stuerene sider af) folks nysgerrighed: Attack of the Crab Monsters, It Conquered the World, Naked Paradise, Swamp Women, Teenage Doll og She Gods of Shark Reef. For da slet ikke at nævne Gas-s-s-s, or It Became Necessary to Destroy the World in Order to Save It.
Hver en cent vendt
Hans hovedkulds tilgang blev dog ikke mødt med lige stor begejstring hos alle. Måske ikke så overraskende var Charles B. Griffith, som skrev flere af Cormans kendteste film, angiveligt utilfreds med, at hans manuskript til Gys i blomsterbutikken blev filmatiseret i dobbelt lyntempo.
Selv om hovedparten af Cormans film må kategoriseres som såvel kulørte som sensationalistiske, er han ikke en mand uden meninger. Men da han i 1961 med The Intruder undtagelsesvist lavede en film med et klokkeklart budskab (»Racisme og raceadskillelse er noget møg«), blev publikum væk. Omvendt blev anmelderne begejstrede, men det beskedne billetsalg huede ikke filmskaberen, som tre årtier senere skulle kalde sin selvbiografi How I Made a Hundred Movies in Hollywood and Never Lost a Dime.
Hovedparten af Cormans mange film har været (beskedne) finansielle succeser, ikke mindst takket være hans evne til at få hver dollar til at række rigtig langt, blandt andet ved at genbruge kulisser. Da det var altafgørende for Corman at holde sig i form rent finansielt, forsøgte han sig ikke siden med budskabsfilm, skønt han har udtalt: »Jeg tror, at der altid er en politisk understrøm i mine film. Med undtagelse af The Intruder har jeg forsøgt ikke at lade det komme op til overfladen.«
The Intruder blev skudt on location i Missouri, selv om Corman ikke havde indhentet den fornødne tilladelse. Han brugte nogle af de lokale som statister, men kom på kant med dem undervejs, da det viste sig, at de i modsætning til Corman ikke opfattede den stærkt racistiske hovedperson (spillet af en ung William Shatner) som filmens skurk. Tværtimod!
Den enes død ...
Som ung læste Corman engelsk litteratur på universitet i Oxford - om end kun i et enkelt semester. Ikke desto mindre har hans vel nok mest respekterede værker et litterært afsæt, nemlig den amerikanske gysermester Edgar Allan Poes digte og noveller, som Corman i begyndelsen af 1960'erne lavede en række filmatiseringer af.
Han bidrog også til den sort humorbølge, som opstod omkring 1960 med A Bucket of Blood (1959), der samtidig tog pis på datidens Beat-miljø. Filmen handler om en tjener på en Boheme-café, som kommer til at slå en kat ihjel. Da hans forsøg på at skjule liget fejlfortolkes som et morbidt mesterværk, er en succesfuld - men blodig - kunstnerkarriere skudt i gang.
En anden Corman-film, der lader hånt om fine fornemmelser, er det indflydelsesrige nihilistiske motorcykeldrama The Wild Angels (1966), som filmanmelderen Leonard Maltin gav skudsmålet: Ok efter omkring 24 øl.
Lummer feminist
Sammen med Cormans psykedeliske The Trip (1967) pegede The Wild Angels frem mod filmen, der måske mere end nogen anden definerede årtiet, nemlig Easy Rider (1969). Alle tre ’Easy Riders’ var da også involveret i The Trip; Peter Fonda og Dennis Hopper stod foran kameraet, mens Jack Nicholson udfyldte rollen som manuskriptforfatter. Et eksempel på, at det, der foregik i Cormans laboratorium, havde det med at sive ud i hovedstrømmen.
I begyndelse af 1970'erne forlod Corman instruktørgerningen og stiftede selskabet New World Pictures. Hans filmiske gerning i dette årti var en besynderlig blanding af det høje og det lave, det brainy og det billige.
Sideløbende med at Corman importerede europæiske kunstfilm af folk som Ingmar Bergman, Werner Herzog og Federico Fellini, søsatte han i egenskab af producer en myriade af exploitation-film, som nu Martin Scorseses depressionsdrama Boxcar Bertha (1972), hvori en ung og smuk Barbara Hershey viste ynderne frem.
Profit for øje
Corman gjorde det også i 'kvinder i fængsel'-film, men alligevel mener mange, at hans værker - helt tilbage fra Gunslinger (1956), der handler om en kvindelig sherif - har et markant feministisk islæt på grund af den høje forekomst af stærke kvindelige karakterer.
Altmuligmanden Corman har også optrådt som skuespiller i flere film, blandt andet i Philadelphia og Apollo 13, instrueret af henholdsvis Jonathan Demme og Ron Howard, der begge som unge var i lære hos Corman.
Der findes dog de, der mener, at Corman ikke er ældet med ynde rent professionelt. I online-filmtidsskriftet Senses of Cinema anfører Wheeler Winston Dixon, at flere af hans seneste, meget voldelige produktioner »synes helt uden kunstnerisk værdi, udelukkende lavet med profit for øje.«
Da Corman i 1990 gjorde comeback som instruktør med Frankenstein Unbound, blæste det heller ikke ligefrem kritikerne bagover.
Hvorom alting er, har myreflittige Corman haft enorm indflydelse på anden halvdel af det 20. århundreds filmhistorie, og altså inspireret et utal af filmmagere, enten direkte, som læremester, eller indirekte, via sine film.
En type som Quentin Tarantino har utvivlsomt som knægt set mangen en Corman-film med opspærrede øjne og tilbageholdt åndedræt.
