Baggrund
Læsetid: 21 min.

Alle forældre kæmper for deres børn - også Helene og Bjarne

I sommer blev Helene og Bjarne efterlyst i hele Europa som 'narkomaner', der havde bortført deres 'narkobaby', fordi Tønder Kommune havde tvangsfjernet Thor fra fødslen. For første gang fortæller forældrene her om en tvangsfjernelse, der blev hastet igennem på gamle oplysninger, bl.a. en fem år gammel lægeerklæring. I øvrigt er hverken Helene eller Bjarne narkomaner - og har aldrig været det
'Den kun 12 dage gamle narkobaby Thor svæver mellem liv og død under sin mors og fars flugt'. B.T. og flere andre danske medier var hurtige med konklusionerne, da et forældrepar fra Tønder flygtede med deres nyfødte, tvangsfjernede søn i juli i år. Nu viser Informations gennemgang af forløbet, at tvangsfjernelsen blev hastet igennem på en forældet lægeerklæring. Og at ingen af forældrene er narkomaner
Moderne Tider
18. september 2009

TV 2 News, lørdag den 4. juli 2009: »Den blot 10 dage gamle dreng er blevet tvangsfjernet fra sine forældre, der begge er narkomaner. Drengen er født svækket og har abstinenser. Politiet beder nu offentligheden om hjælp...«

B.T., mandag den 6. juli 2009: »Alt i mens den kun 12 dage gamle narkobaby Thor svæver mellem liv og død under sin mors og fars flugt, lyder der nu via B.T. et gribende nødråb fra moderens magtesløse familie: Find lille Thor...«

Ekstra Bladet, fredag den 17. juli 2009: »Læger lettede over, at Thor er fundet: Desperate forældre kørte 1.150 kilometer med den dødssyge dreng...«

Information møder Thors 34-årige mor Helene Mortensen, da hun er på besøg hos sin kusine i Bredebro. Helene fortæller, at hun dagen forinden har haft samvær med Thor i to timer: »Det var kun anden gang, Bjarne og jeg så ham, siden vi blev anholdt i den tjekkiske by Brno den 15. juli.« Hendes mørke øjne græder, hver gang hun bliver bedt om at fortælle om det tre uger lange fængselsophold i Tjekkiet. Hun græder også, når vi taler om Thor.

I Statsfængslet Renbæk i Sønderjylland afsoner Thors 35-årige far, Bjarne Hansen, en fængselsstraf på 11 måneder. Han er en høj, drenget type med tatoveringer på højrearmen og iført sort T-shirt og sorte joggingbukser. Bjarne fortæller om sin glæde, da han den 3. juli fjernede sin søn fra fødeafdelingen på Esbjerg Sygehus: »Selv i dag mener jeg, at vi gjorde det rigtige. Da vi en time senere kørte ned gennem Tyskland med Thor bag i bilen, så var det første gang, at han helt var vores dreng. Og det var også første gang siden fødslen, jeg så Helene smile.«

På baggrund af samtaler med Thors forældre, Syd- og Sønderjyllands Politi, Esbjerg Sygehus og børn- og skolechefen i Tønder Kommune samt sagens dokumenter fortæller Information her en anden version end den, du husker fra mediernes omtale af bortførelsen, der fandt sted midt i agurketiden under sommerens hedebølge. Visse private oplysninger i sagen er efter forældrenes ønske ikke nævnt.

I første omgang skruer vi tiden tilbage til det tidligere forår 2009: I god tid før sin forventede nedkomst beder Helene om råd og vejledning hos Tønder Kommune. Det er i marts, og Helene er to tredjedele undervejs i sin graviditet. Hun vil for alt i verden undgå, at der skal ske det samme, som hun tidligere har oplevet med sit første barn Kristian, hvor hun gik med til, at drengen blev anbragt uden for hjemmet, fordi Helene den gang havde en depression. Samtidig får Bjarne afslag på at afsone en dom med fodlænke, så han skal 11 måneder i fængsel.

»Helene har et stort behov for at vide, at hun ikke kommer til at stå alene efter fødslen,« som Helenes jordemor skriver i et notat den 11. marts til en socialrådgiver i Tønder Kommunes Børn og Skoleforvaltning, der har til huse i det gamle rådhus i Skærbæk.

Sidst i maj mødes en sundhedsplejerske med Helene og Bjarne. I referatet af samtalen, hvor Helene fortæller om sin »angst og bekymring for hvordan det nu skal gå«, sammenfatter sundhedsplejersken sit indtryk, som hun sender til socialrådgiveren: »Jeg oplever: Helene, som er bange/bekymret, men som også glæder sig meget til igen at blive mor. Bjarne, som er opmærksom på 'hvordan er en god far', og som er ked af ikke at kunne følge den lille ny så tæt, men som også glæder sig meget.«

To måneder senere, den 19. juni, sender socialrådgiveren en telefax til fødeafdelingen på Esbjerg Sygehus: »Da vi har en formodning om, at der er tvivl om, hvorvidt Helene vil være i strand til at varetage omsorgen for sit nyfødte barn, er det vigtigt at vi kontaktes lige så snart Helen indlægges på fødeafdelingen,« skriver socialrådgiveren og fortsætter: »Planen er, at vi vil kontakte Helene, når hun indlægges med henblik på at iværksættelse af foranstaltning.«

På det tidspunkt er kommunen i gang med at udarbejde en lovpligtig såkaldt paragraf 50-vurdering af Helenes evne til at varetage sin forældrerolle. Senere er det meningen, at kommunen også vil lave en paragraf 50-vurdering af Bjarnes forældreevne.

Vurderingen af begge forældres evne bliver ikke færdig, inden Helene nedkommer. Det sker to uger før hendes termin, den 23. juni meget tidligt om morgenen. Fødslen er ukompliceret og overstået på kun 20 minutter. Thor vejer 2.700 gram og måler 53 cm. Bjarne er med til fødslen og klipper navlestrengen over. Bagefter lægges Thor op til Helenes bryst.

En time efter træder en teamleder fra kommunens børn- og skoleforvaltning ind på hospitalsstuen. Ham kender Helene udmærket, for som teenager har hun redet på hans heste. Teamlederen forklarer nu, at Thor vil blive tvangsfjernet på grundlagaf en foreløbig formandsbeslutning, dvs. formanden for Tønder Kommunes Børn- og ungeudvalg har truffet beslutningen. Teamlederen vil derfor have, at Helene og Bjarne skal skriver under på et papir, han har med. Det indgår i beslutningen, at forældrene må se Thor en halv time hver anden dag

Flere steder i sagens dokumenter understreger kommunen, at Helene allerede før fødslen bliver orienteret om, hvad kommunen har i sinde. Men ifølge både Helene og Bjarne er det først en time efter fødslen, at de får besked om, at kommunen allerede har besluttet at tvangsfjerne Thor.

»Først sidder vi begge som to store spørgsmålstegn. Så endelig får jeg spurgt: Hvad drejer det her sig om,« husker Bjarne, der derefter hidser sig op og beder teamlederen forlade hospitalet.

Inden teamlederen kommer tilbage fire timer senere, vil Helene skifte ble på Thor. Og lige præcis her sker der noget, som kommer til at påvirke hele det videre forløb på dramatisk vis.

Abstinenser

»Jeg står sammen med en sygeplejerske og skifter Thor, og da han får tøjet af, sitrer han lidt, som om han fryser,« husker Helene. Hun tillægger det ikke større betydning, for hun kan huske, at det gjorde Kristian også, hvis han frøs.

Men sådan ser sygeplejersken ikke på det. Sygehuset opfatter Thors sitren som et tydeligt tegn på abstinenser efter morens stofmisbrug, som sygehuset er overbevist om har fundet sted, selv om »mater benægter misbrug i nuværende graviditet«, som der står i journalen. Thor får en urinpose på, så man kan spore efter narkotika, og fra den 24. juni Thor bliver behandlet to gange i døgnet med 11 milligram af det beroligende og vanedannende middel Fenemal. Senere skal det vise sig, at der ikke er grundlag for fenemalbehandlingen, fordi Thors urin til sygehusets umiddelbare overraskelse ikke indeholder spor efter opiater eller anden hård narkotika.

Tilbage på fødestuen den 23. juni kommer teamlederen igen ifølge med Helenes socialrådgiver. Det er blevet morgen, og Helene og Bjarne får at vide, at de skal forlade fødeafdelingen nu, ellers vil politiet blive tilkaldt. Thor skal derimod blive liggende til observation.

»Jeg er ikke læge, så jeg tør ikke tage Thor med. I stedet går vi ud for at finde en advokat,« fortæller Bjarne. Advokaten skal nemlig deltage i et møde, som børn- og ungeudvalget få dage senere skal holde om tvangsfjernelsen.

Helene

Kommunen er akkurat blevet færdig med vurderingen af Helenes forældreevne dagen før fødslen. I hvert fald fremstår et 11 sider langt skema som endeligt udarbejdet den 22. juni. Kommunen mener her, at Helene har »en række personlige og sociale problematikker, som har strakt sig årelangt« og opremser bl.a. belastet opvækst, ustruktureret hverdag, manglende evne til at begå sig på arbejdsmarkedet, og ikke mindst at Helene er del af et »misbrugsmiljø«.

Socialrådgiveren lægger også betydelig vægt på en speciallægeerklæring, som viser sig at være mere end fem år gammel. Den stammer fra dengang, hvor Helenes første søn Kristian blev anbragt uden for hjemmet. Erklæringen fra marts 2004 gennemgår i korte punkter Helenes liv, bl.a. at hun som 21-årig tog til Grønland for at være sammen med sin mor, som hun var blevet skilt fra, da hun som en lille pige kom med sin danske far til Danmark. I Grønland fik Helene sønnen Kristian med en grønlandsk mand, som hun dog forlod, da drengen var fire. Hjemkommet til Danmark fik hun en depression, fordi hun kort forinden var gået med til frivilligt at anbringe den nu seksårige Kristian uden for hjemmet.

Socialrådgiveren når på baggrund af den fem år gamle diagnose i speciallægeerklæringen og de andre oplysninger i sagen frem til den afgørende vurdering: »Moderen har massive personlige og sociale problemer, som har varet i mange år.« Derfor er konklusionen, at »ufødt drengs behov ikke kan forventes dækket af moderen i betryggende grad. Der ses ikke at være tilstrækkelige ressourcer i netværket til at kompensere for dette, ej heller hos barnets far. Det anbefales, at der fra fødslen etableres anbringelse uden for eget hjem med eller uden samtykke fra moderen.«

Bjarne

Samme dag, hvor Thor er født tidligt om morgenen, har Bjarne ved frokosttid en aftale med socialrådgiveren, der skal udarbejde en paragraf 50-vurdering. Samtalen med socialrådgiveren tager en halv times tid, og bortset fra det korte møde om morgenen på sygehuset har Bjarne aldrig tidligere set eller talt med socialrådgiveren.

»Det vurderes, at Bjarne har et ustabilt og ustruktureret liv, det værende alene, men også når han er sammen med Helene. Det vurderes, at Bjarne ikke er i stand til at give et spædbarn den ro, struktur og forudsigelighed som der forventes, for at et barn kan få den maksimale opvækst«, lyder socialrådgiverens konklusion efter den halve times samtale.

Bjarne er oprindelig københavner, og da han er 16 år, prøver han at ryge hash. Han starter på EFG og bliver udlært pladesmed og senere også diskolydtekniker. På et tidspunkt bestyrer han to smørrebrødsforretninger, men i 2003 flytter han til Sønderjylland sammen med sin daværende kæreste og datter. Da han efter et års tid bliver skilt fra kæresten, får hun forældremyndigheden over datteren, fordi Bjarne på daværende tidspunkt er indblandet i kriminalitet. Han betegner det selv som »småting«, f.eks. at have kørt uden kørekort, småtyverier, spirituskørsel og besiddelse af en beskeden mængde hash til eget forbrug. Desuden har Bjarne ved en lejlighed brugt skældsord mod en betjent, og ved en anden lejlighed er han undveget fra afsoning. Bjarnes datter bliver senere tvangsanbragt, fordi hendes mor bliver indlagt for misbrug. Siden har Bjarne forsøgt at få forældremyndigheden over datteren tilbage. Bjarne står over for at skulle afsone en dom på 11 måneders fængsel i Statsfængslet Renbæk, og det er første gang, at Bjarne skal sidde i et åbent fængsel.

Hverken i Helenes eller Bjarnes paragraf 50-vurdering er der oplysninger af nogen art om hård narkotika. Det ses heller ikke, om kommunen har gjort sig de lovpligtige overvejelser om at anvende et mere lempeligt middel frem for en tvangsfjernelse.

Viggo Christensen, chef for børne- og skoleforvaltningen i Tønder Kommune, ønsker »af gode grunde og med henvisning til min tavshedspligt« ikke at forklare, hvorfor kommunen anvender en fem år gammel speciallægeerklæring om Helene. Eller om kommunen har overvejet lempeligere foranstaltninger end tvangsfjernelsen, f.eks. støtte i hjemmet eller familiebehandling.

En joint

Da børn- og ungeudvalget i Tønder Kommune den 26. juni behandler den foreløbige formandsbeslutning, baserer udvalget sig udelukkende på oplysningerne fra de to paragraf 50-vurderinger. Om Bjarne lyder vurderingen, at han »ud fra det foreliggende materiale« udviser »en foragt for samfundets regler og normer: Spirituskørsel. Kørsel uden kørekort. Besiddelse af euforiserende stoffer. Vold. Undveget fra afsoning.« Om Helene bl.a., at hun har haft en belastet opvækst, er en del af et misbrugsmiljø og har en ustruktureret hverdag og manglende evne til at begå sig på arbejdsmarkedet.

Udvalget når frem til, at »Helene og Bjarne ikke har formået at opbygge en tilværelse, hvor der er plads og ro til et barns opvækst«, og at de begge har »en impulsstyret adfærd med manglende forståelse for et barns behov.«

Af referatet fra mødet fremgår det, at Helene i årevis har haft fast samvær med Kristian hver anden weekend fra fredag eftermiddag til søndag aften, og at Kristian »har glædet sig til at få en lillebror.« Og at Bjarne har fast samvær med sin datter en gang om måneden. Der har aldrig, forklarer han ifølge referatet, som en dommer har udarbejdet, tidligere været tale om, at »han ikke skulle være egnet til at få børn.«

Det fremgår også af referatet - og af andre dokumenter i sagen - at Helene lider af forhøjet stofskifte, og at det ifølge hendes egen læge kan medføre abstinenslignende symptomer hos barnet.

På mødet kommer teamlederen med en oplysning, som chokerer Helene og Bjarne, nemlig at »forvaltningen fra Esbjerg Sygehus har fået oplysninger om«, at Thor »behandles med fenemal og morfin. Forvaltningen har ikke fået oplysning om årsagen til behandlingen.«

»Efter mødet vælter vi op på hospitalet og spørger: Er Thor på morfin? Men de siger, at han bare får noget beroligende. Vi har på det tidspunkt fået lov til at se ham en time hver dag, og så er det ellers hjem til lejligheden, hvor vi kan stå og kigge på det tomme børneværelse,« fortæller Bjarne.

Ifølge Thors journal fra Esbjerg Sygehus begynder fenemalbehandlingen at blive nedtrappet et par dage senere. Den 2. juli får sygehuset resultaterne af laboratorieundersøgelsen af Thors urin: »Urinscreeningen er kun positiv for cannabis. Så jeg synes, vi forsøger en hurtigere nedtrapning af fenemal,« noteres det i Thors journal.

Helene fortæller til Information, at hun knap to uger før fødslen har været til en fødselsdagsfest, hvor hun tog et eller to hiv af en joint.

Flugten

Den 3. juli er en af sommerens allervarmeste dage, hvor temperaturen når op på næsten 30 grader.

I nogen tid har Helene og Bjarne talt om, hvad de kan gøre. De føler sig magtesløse i forhold til kommunens dispositioner, og Bjarne har overvejet, om de skulle fjerne Thor. Det er ikke nogen nem beslutning.

»Hvis vi skulle noget sted hen, så skulle det ikke være i Danmark, det var jeg klar over. Men det var noget lort, for vi kunne jo ikke blive væk for altid. Vi har begge store børn i Danmark, som vi ikke vil forlade.«

Alligevel begynder Bjarne så småt at forberede den mulighed. Han hæver deres sparepenge, og parret køber en masse sutteflasker, en vandvarmer, der passer til cigarettænderen i bilen, og et lille køleskab med køleelementer. Bjarne får også fat i en lift, der kan spændes fast på bagsædet.

»Vi skulle ringe til hospitalet og sige, hvornår vi ville komme og se Thor. Det er meget vigtigt, siger de. Lidt efter lidt får vi også mistanke om, at der er andre, der besøger ham, når vi ikke er der. En gang finder vi en hårklemme til langt hår inde på hans rum, en anden gang har Thor fået noget tøj, som ikke er fra os,« fortæller Bjarne.

Den 3. juli ringer Bjarne til sygehuset for at sige, at de vil komme.

»Men vi skal ikke komme derhen, for i dag skal Thor hjem til sin nye plejefamilie, siger de. Så kører jeg op til socialrådgiveren i Skærbæks gamle rådhus og vælter ind på hendes kontor: Havde vi ikke en aftale om, at vi skulle informeres?«

Ifølge Bjarne sidder socialrådgiveren »bare og spiller dum«. Det gør ham rasende: »Jeg siger til hende: Nu tager du bare den fucking knogle og ringer til hospitalet og siger, at vi skal se Thor. Sig, at vi kører nu og er der om en time. Og det gjorde hun,« fortæller Bjarne.

Fra Skærbæk kører Bjarne hjem til Helene: »Vi har en time.« De pakker hurtigt bilen og kører de 40 km til Esbjerg sygehus. Her lader Helene og Bjarne som om, det er et ganske almindeligt besøg. De går ind til Thor, der ligger i sin vugge, ganske som de plejer.

»Vi er der 30-40 minutter, men vi tør ikke rigtigt. Jeg ser med mellemrum ud på gangen, om der er nogen. Så gør vi det. Jeg går forrest, og Helene kommer lige bag mig med Thor i et tæppe. Vi går ganske almindeligt hen til elevatoren, pling, dørene åbner, vi kører ned. Ingen ser os, og vi går stille og roligt ud til bilen,« fortæller Bjarne.

Bilen er en sort Audi 100 fra 1992, som Bjarne før fødslen har lånt af sin far. »Køretøjet har aluminiumsfælge, men fælgen på højre forhjul er en stålfælg,« som det senere hedder i politiets efterlysning, som bliver sendt ud via Interpol.

Ingen ser Helene og Bjarne forlade sygehuset i middagsheden, og i bilen på P-pladsen sidder de fem-ti minutter og overvejer situationen endnu en gang: Skal, skal ikke ... ?

Lidt efter drejer Audien ud fra parkeringspladsen, og i behersket fart kører Bjarne ud til motorvejen mod syd. En time senere gør de holdt på en rasteplads 50 km nede i Tyskland. På det tidspunkt har Bjarne for længst skilt deres mobiltelefoner ad og kastet simkortene ud af vinduet.

»Vi sidder endnu en gang og tænker på, om det er klogt, det vi nu er i gang med. Vi sidder her med vores nyfødte søn, og for første gang har vi fornemmelsen af, at nu er han helt vores dreng. Og det er også første gang siden fødslen, jeg ser Helene smile. Det betyder helt vildt meget for mig,« forklarer Bjarne.

Narkomaner

Kort efter sætter Bjarne kursen mod den tjekkiske by Brno, hvor han har været tidligere og kender nogle folk. Der kan de sikkert finde et sted at bo.

Mens Helene og Bjarne opholder sig sammen med Thor i en lejlighed i Brno, skal der i de næste dage udspille sig et mediedrama hjemme i Danmark. I Danmark udløser flugten i løbet af få øjeblikke en omfattende alarm hos politiet, da de får besked fra sygehuset. Den sorte Audi eftersøges f.eks. med helikopter, og efterlysningen med signalement og fotos af Helene og Bjarne går ud til landets politistationer.

I Thors journal skriver sygehuset om bortførelsen samme dag: »Vores sygeplejerske løb efter dem for at tale dem til fornuft, men de forsvandt i en bil.« Det er i umiddelbar modstrid med Helene og Bjarnes forklaring om ikke at have set en sjæl på vej ud af sygehuset.

Dagen efter noteres det i journalen, at sygehuset om fredagen »har suppleret politiets information af pressen med lægefaglige oplysninger om, hvad der kunne true barnets helbred.« Sygehuset er nemlig bange for, at »ophold i en varm bil kunne udvikle sig til at blive livstruende for barnet«.

Det samme gør hospitalet om lørdagen, da eftersøgningen »stadig var uden resultat efter et døgn.« Derefter understreges det i journalen: »Beslutningen om at medvirke til at hjælpe barnet med oplysninger til pressen er truffet og godkendt af afdelingsledelsen.«

Ifølge administrerende overlæge Margrethe Muff får Esbjerg sygehus Ritzaus Bureau til at lave en babyvejledning. »Vi skulle have barnet helt igen, så det skulle have mad otte gange i døgnet, selv om det formentlig ikke selv ville gøre opmærksom på det. Vi skulle undgå dehydrering« siger hun.

I et Ritzau-telegram fra fredag den 3. juli er vicepolitikommissær Bent Eenberg fra Syd- og Sønderjyllands Politi kilden til den ene oplysning om Helene og Bjarne, der for alvor sætter turbo på mediernes interesse: »Begge er misbrugere, og den nu ti dage gamle dreng blev født svækket og med abstinenser,« skriver Ritzau »ifølge politiet«.

På TV2.dk bliver 'misbrugere' allerede fredag eftermiddag til: »Det er barnets egne forældre, der begge er narkomaner, der har taget barnet med.«

Præcis kl. 17.34 kører TV2 News historien med et såkaldt 'breaking-skilt' med ordet »narkomanforældre«. Kilden er tv2.dk. Næste dag sætter TV2 News bortførelsen stort op lige fra morgenstunden: »Den blot 10 dage gamle dreng er blevet tvangsfjernet fra sine forældre, der begge er narkomaner. Drengen er født svækket og har abstinenser. Politiet beder nu offentligheden om hjælp...« Sådan fortsættes det hver halve time dagen igennem, samtidig med at der vises foto af Helene og Bjarne.

TV2's hjemmeside gentager, at »forældrene er narkomaner«, og samme lørdag skriver Berlingske.dk, at »forældrene er narkomaner«. Især én artikel vækker genklang hos de øvrige medier: Berlingske Tidende skriver lørdag den 4. juli - med citater fra overlæge May Olofsson fra København - at den abstinente baby er i en »livstruende situation« og skal have »livsvigtig medicin hver fjerde time«, eller risikerer Thor »skader på hjerte og hjerne, der kan medføre døden.«

Måske inspireret herfra giver B.T. om mandagen historien om »narkobabyen« en ekstra tand: »Lille Thor lider af kraftige abstinenssymptomer efter Helenes narkomisbrug under graviditeten.« Tirsdag skriver Ekstra Bladet om »moderens narkotikamisbrug«. Pressedækningen på de høje nagler fortsætter en uges tid, men klinger så ud i første omgang. B.T. når dog i en leder at skrive om »forældrene, der begge er narkomaner«.

Da det tjekkiske politi 12 dage efter flugten anholder Helene og Thor, sætter det omgående gang i pressedækningen igen. Endnu en gang beskrives Helene og Bjarne som narkomaner: »Forældrenes narkotikamisbrug«, som TV2 skriver på sin hjemmeside den 16. juli, mens Ekstra Bladet dagen efter udbasunerer, at »begge forældre er narkomaner«. I endnu en artikel skriver Ekstra Bladet om »narkoforældrene« og »den dødssyge dreng«, der »led af voldsomme abstinenser, fordi moderen er narkoman«. Samme dag skriver Kristeligt Dagblad, at »moderen er narkotikamisbruger«, og at forældrene »begge er narkomaner«.

Journalister

Information har spurgt de journalister, der har anvendt ordet narkoman, hvorfra de har denne ene oplysning. For både overlæge Margrethe Muff fra Esbjerg Sygehus og efterforskningsleder Lars Bjerregaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi afviser pure at være kilde til den oplysning.

»Det har jeg helt bevidst ikke sagt, for det første fordi jeg ikke har nogen viden om det, for det andet fordi hvad er en narkoman? Det er et vidt begreb,« som Lars Bjerregaard siger til Information.

Margrethe Muff er med sine egne ord »meget taknemmelig« for, at medierne hurtigt og effektivt får spredt budskabet om behovet for rigeligt væske til Thor. Men hun er mindre tilfreds med at se, hvordan medierne kører i ring: »Pressen har gang på gang forsøgt at få mig til at udtale mig om abstinenser, men jeg har netop ikke brugt det ord, for det ville jeg ikke udtale mig om,« siger Margrethe Muff, der ikke ønsker at udtale sig om validiteten af May Olofssons udtalelser af Thors »livstruende situation«.

»Men sagen har nok fået en vis drejning, fordi min kollega har fået præsenteret oplysninger, som ikke har været i overensstemmelse med de kliniske oplysninger, vi har,« tilføjer Muff.

Anholdelsen

Det viser sig, at ingen af de adspurgte journalister selv har talt med kilder i Sønderjylland, der har brugt ordet narkomaner.

»Det lå implicit i sagen,« siger Claus Jessen fra Ekstra Bladet. »Jeg har det sikkert fra andre medier eller Ritzau,« siger Morten Mikkelsen fra Kristeligt Dagblad. »Det kan jeg ikke lige huske. Jeg skriver mange nyheder hver eneste dag,« siger Helle Harbo Sørensen fra TV2s hjemmeside. »Jeg har ikke talt med hverken politi, kommune eller hospital, men en af dem må jo være narkoman, fordi jeg erindrer, at babyen var abstinent,« siger Henny Christensen fra B.T. Heller ikke Leif Richter fra Ekstra Bladet, Lisa Ioannou fra TV2, Arne Sorgenfrei fra B.T., Elisabeth Lumby fra Berlingske.dk eller Jeppe Lykke Hansen fra TV2 har på egen hånd tjekket oplysningen om narkomani.

Dansk politi får efterlyst den sorte Audi gennem Interpol, og snart bliver opmærksomheden koncentreret om Tjekkiet, som politiet ved, at Bjarne tidligere har besøgt. På en P-plads foran en boligblok i byen Brno opdager tjekkisk politi Audien og forbereder en anholdelse den 15. juli. Den foregår meget voldsomt, husker Bjarne.

»Vi kommer gående med Thor på vej ned til bilen. Vi skal ud og handle. Da vi er to meter fra bilen, springer to civilklædte betjente frem og peger på os med 9-mm pistoler. Lidt efter dukker endnu flere betjente med maskinpistoler op. Vi har hele tiden de røde pletter fra lasersigtet på maven, så der er ikke noget at gøre,« siger han.

Helene og Bjarne får håndjern på. De ligger en halv time på maven på jorden, mens det tjekkiske politi stadig sigter på dem med pistoler og maskinpistoler. Først da en ambulance har hentet Thor, bliver de kørt til en politistation og anbragt i detentionen, som ligger dybt nede i en kælder. Efter 48 timer kommer de til et fængsel. Her bliver de afklædt og undersøgt for nålemærker på hele kroppen, lige som de får taget blod- og urinprøver. Ingen af dem har nålestik på kroppen eller narkotikarester i kroppen.

Thor bliver undersøgt på Fakultetshospitalet i Brno: »Allerede ved ankomsten var drengen fysiologisk frisk, uden tegn på fysiske skader og ved intern undersøgelse er resultaterne inden for normerne«, skriver vagthavende læge Lenka Kopecna med konklusionen: »sundt barn« i sin afsluttende rapport.

I samme rapport oplyses det - med »dansk udlændingepoliti« som kilde - at forældrene »er narkomaner« og »stofmisbrugere«.

Da DR - på linje med andre danske medier - sender livereportager fra Brno, bliver vicedirektør Lobomir Hak, vicedirektør for byens hospital, den 17. juli interviewet om Thors tilstand: »To dages undersøgelser viser, at han er stoffri. Hans sundhedstilstand er rigtig god,« siger Hak og tilføjer: »Han er blevet passet godt, før han kom til os på hospitalet.«

Det tager endnu nogle dage, før Thor ankommer til Danmark og anbringes hos sin plejefamilie. Helene og Bjarne derimod sidder fængslet i tre uger under forhold, som de begge to ufortøvet kalder »tortur«. De kan ikke tale med nogen, og de forstår ikke, hvad fængselsvagterne siger.

»De første fem døgn laver jeg ikke andet end at græde og sove. Maden bliver to gange i døgnet skubbet ind gennem en lem, og hvis jeg forsøger at sige noget, råber og skriger de,« siger Helene og får igen tårer i øjnene.

Bjarne holder sig oppe ved igen og igen at tænke én bestemt tanke: »Vi gjorde det for Thor, vi gjorde det for Thor.« Fangerne i det 700-mand store fængsel får kun udleveret en ske. På et tidspunkt får han en ny cellekammerat: »Han er 120 kg tung, pilskaldet med ar i hele ansigtet. Han starter med at slibe sin ske sylespids på betongulvet,« husker Bjarne, der erkender, at de tre ugers fængsel i Brno »helt har fået min hårde skal til at krakelere.«

Først den 7. august kommer Helene og Bjarne til Danmark. De flyves via København til Sønderborg og kommer i grundlovsforhør den følgende dag. Helene løslades omgående, mens Bjarne overføres til Statsfængsel Renbæk til afsoning af sin gamle dom. Ingen af dem bliver sigtet for bortførelsen.

Thor

Da Thor kommer til Danmark, bliver han grundigt undersøgt på Esbjerg sygehus. Lægerne når frem til samme konklusion som deres tjekkiske kolleger: »Han har det godt,« som Tønder Kommunes børne- og ungechef Elsemarie Lauving siger til aviserne den 20. juli. Nu skal Thor sammen med sin plejefamilie bare »have fred og ro,« understreger hun.

Men Thor får ikke fred og ro, og de abstinentligende symptomer forsvinder heller ikke. Tre uger senere overrasker det således en læge på sygehuset, at Thor fortsat græder meget, nyser, ikke kan finde ro og holder hænderne i et stramt greb. Ifølge lægen burde Thor slet ikke have den slags symptomer, som man tidligere har ment var abstinensrelaterede, »idet det skulle være ude af kroppen på ham«.

Den 18. august giver den første plejefamilie op. »Baggrunden var, at plejefamilien ikke formåede at matche hans behov fuldt ud,« som kommunen skriver i en notits, som lægges ved sagen. Thor anbringes midlertidigt hos en anden plejefamilie, hvor Helenes store søn Kristian bor. Her trives Thor »og har fundet en naturlig ro«, noterer kommunen den 26. august. Samme dag flyttes den godt to måneder gamle baby til en tredje plejefamilie, hvor han fortsat bor.

Tirsdag den 22. september skal Ankenævnet behandle Helenes og Bjarnes klage over tvangsfjernelsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I dag kan en formand for et socialudvalg alene bestemme - dvs. træffe en beslutning om at et barn skal tvangsfjernes fra sine forældre. Det er selvfølgelig godt, at dette kan ske, hvis formanden kommer ud til en familie og virkelig kan se, at barnet lider under at være i familien. Jeg tror dog ikke, at det lige var møntet på denne her sag, at en formand for et socialudvalg skulle kunne træffe en beslutning.

Men som lovgivningen er skruet sådan sammen i dag, ja så er det sådan det. Og mon ikke det stammer fra de tidligere sognerådskommuner (før 1970), hvor sognerådsformanden stort set bestemte alt.

Min holdning til om forældrene eller samfundet (staten) har ret til barnet er konservativ her; barnet har altid bedst af at være hos forældrene eller i det mindste hos en farmor eller mormor. Og det har det, fordi barnet dermed vokser i trygge rammer med mennesker, det kender og er trygge ved. En egentlig tvangsfjernelse må derfor altid være en sidste udvej - når alt andet er prøvet.

Og alt kunne f.eks. være familie-ambulatorier som man har i både Norge og Sverige, hvor familierne kommer hen og bliver hjulpet af kompetente pædagoger, som kan træne med dem og tale med dem om, hvordan de kan håndtere deres familieliv.

Og som jeg også før har været inde på i en anden kommentar, mener jeg ganske bestemt, at hvis danske socialarbejdere kom rundt også i almindelige pæne middel-klasse hjem ville langt flere af de her pæne middelklasse børn blive fjernet, ikke kun børn fra underklassen.

Og ja, det ville være godt hvis en dommer eller en fredsdommer (hvis de stadig findes?) kunne tage stilling til en tvangs-fjernelse. Der kan dog være tilfælde, hvor der skal handles hurtigt; så må man gøre det. Og bagefter lade en domstol vurdere sagen.

Suk, hvorfor har Danmark dog ikke en forfatnings-domstol, som kunne fastlægge nogle retningslinjer for myndighedernes magt-udøvelse i det her land.

Til almindelig orientering har Ankestyrelsen den 29. september givet Tønder Kommune medhold i, at kommunen handlede korrekt ved at tvangsfjerne Thor umiddelbart efter fødslen.

Forældrene kan få sagen genoptaget tidligst om et år.

Imens skal Thor blive hos sine plejeforældre på et sted, som hans forældre ikke kender til, da man frygter at de vil bortføre drengen igen.

Kommunen skal nu udarbejde en forældre-evneundersøgelse, hvilket er standardprocedure i alle tvangsfjernelsessager. Samtidig får forældrene lov til at se Thor lidt oftere.

Jeg har forgæves ledt på Information.dk og i Infomedia for at se Informations omtale af Ankestyrelsens afgørelse.

Umiddelbart håber jeg, at jeg har overset noget. For ellers er det svært at fastholde opfattelsen af Information som et seriøst medie, når man husker bladets stort opsatte artikel om Thorsagen.

Jeg skal understrege, at jeg ikke fremkommer med ovennævnte oplysninger for at tage stilling til, hvorvidt Ankestyrelsens afgørelse er korrekt eller ej. Jeg har ikke grundlag for at vurdere, om Thor burde være tvangsfjernet.

Dette indlæg skal udelukkende ses i forlængelse af min tidligere fremsendte kritik af journalist Ulrik Dahlins meget tendentiøse journalistik i sagen, hvor vigtige oplysninger blev tilbageholdt efter aftale med forældrene.

Indlægget er lagt i samtlige debatter om Thorsagen.

Claus Jessen
Journalist
Ekstra Bladet

Da Thor er blevet anbragt et sted mod sin vilje, i mindst et år, så kan man vælge at kalde det fængsel. Hvis Thor havde været 18 år gammel, så er der ingen tvivl om at hans frihedsberøvelse ville blive kaldt fængsel, men når man er et spædbarn, så er man en ting og har ingen rettigheder.

Er man 18 år skal man stilles for en dommer inden 24 timer. Er der tale om frihedsberøvelse, så får man en beskikket forsvarer. Når dommen er faldet, kan man anke sagen til næste instans. Når man har forsøgt at anke til Højesteret, så kan man anke til Den Europæiske Menneskeretsdomstol. Under disse retssager er der et anklageskrift og der bliver ført vidner. Til slut dømmer en dommer sagen. Alle disse rettigheder har Thor slet ikke haft, fordi han er et spædbarn.

En tragisk ting der sker nu, er at Thor mister kontakten til sine forældre i et år. Herefter vil kommunen sige at han har mere tilknytning til sin plejeforældre, og det ender med at Thor bliver tvangsadopteret. Plejeforældrene får kr. 500.000 for at passe på Thor, indtil de adoptere ham. Det koster samfundet 8-9mia. kr. årligt med disse tvangsanbringelser.

Helene og Bjarne kunne starte med at tage kontakt til Psykolog Verner Overø i Holstebro. Han har erfaring med den slags overgreb.

Læs også Professor Kirsten Ketscher Dr.Jur. Kbh.Uni., "Loven svigter anbragte børn":
http://www.socialpaedagogen.dk/Arkiv/2000/22-2000/Loven%20svigter%20anbr...

Sider