Interview
Læsetid: 6 min.

Fortiden er beboet af nutiden

Modernitet. Moderne kulturer har et komplekst forhold til deres egen fortid, mener den franske filminstruktør Olivier Assayas, der med 'Sommertid' har lavet en film om at værne om fortiden og kulturarven, ikke ved at putte den på museum, men som en levende, organisk del af ens liv
Levende ting. Det er med filmen vigtigt for mig at vise,  hvordan kunsten mister sin sjæl og sin mening, hvis man sætter den på museum eller i en udstillingsmontre. Det er ikke en film om genstandene og huset, men om de mennesker, der bruger tingene, siger Olivier Assayas, der her ses under optagelserne til 'Sommertid'

Levende ting. Det er med filmen vigtigt for mig at vise, hvordan kunsten mister sin sjæl og sin mening, hvis man sætter den på museum eller i en udstillingsmontre. Det er ikke en film om genstandene og huset, men om de mennesker, der bruger tingene, siger Olivier Assayas, der her ses under optagelserne til 'Sommertid'

Moderne Tider
11. september 2009

Olivier Assayas bryder sig ikke om ordet 'nostalgi' eller om at se sig tilbage, og den franske filminstruktør har i genrefarvede film som Irma Vep (1996), Demonlover (2002) og Boarding Gate (2007) mest interesseret sig for, hvordan verden konstant forandrer sig. Alligevel har han med Sommertid lavet en umiddelbart noget anderledes, ja, næsten nostalgisk film om et hus fuld af værdifuld kunst og sjælden brugskunst og familien, der ejer huset, men vælger at sælge det, selv om det måske betyder, at den er ved at sælge en del af sin sjæl, sin kultur.

Natur og personer

- Hvordan sammensætter man en kunstsamling som den i filmen?

»Det var faktisk en meget interessant proces. Da jeg havde skrevet første udkast af manuskriptet, var jeg nødt til at finde de kunstgenstande, der skulle være med i filmen, før jeg skrev det igennem igen. Så meget af filmen handler om kunsten, og jeg var nødt til at kende dem - de er en slags skuespillere. Jeg fik fat i en masse bøger om kunst fra det 19. århundrede og det tidlige 20. Århundrede, og ved at prøve mig frem fandt jeg gradvist frem til det, jeg havde brug for til at fortælle historien,« siger den 54-årige instruktør

»På en måde havde det altid at gøre med forholdet til naturen - bakken, der er formet som et blad, de blomsterudsmykkede paneler, ja, selv skrivebordet, der har grøntsagsformer. Det hele drejer sig om, hvordan kunsten vokser ud af naturen, og det er selvfølgelig en vigtig og essentiel tanke i alt det, der foregik i kunsten på det tidspunkt. Men jeg besluttede mig for at fremhæve det.«

Foranderlig verden

- Huset i Sommertid, synes også at vokse ud af naturen, ligesom alle personerne på sin vis er vokset op i huset.

»Præcis. Jeg ville beskæftige mig med, hvordan forholdet mellem natur, individer og kunst er organisk, og alt var på en måde et ekko af det.«

- Det var vel også vigtigt, at huset ikke blev et museum, at kunstgenstandene var ting, der blev brugt.

»Ja, bestemt. For mig handler det ikke så meget om en kunstsamling, men om en mand, der har samlet ting, han elskede. På den ene side er genstandene et portræt af Paul Berthier, maleren, som er en af filmens hovedpersoner. Han er usynlig - man ser ham aldrig - man han er der, hans ånd er hele tiden til stede. Og på en eller anden måde, fordi de har været i hans niece, Hélènes, besiddelse, bliver alle genstandene ekkoer af hende, da først hun er borte. Alle følelserne, man har investeret i de genstande, er forbundet med Hélènes skønhed, og hvordan vi forholdt os til Hélène, der nu er væk.«

»Noget, jeg også ville sige med filmen, er, hvordan kunstens skønhed interagerer med menneskers liv, og hvordan kunsten mister sin sjæl og sin mening, hvis man sætter den på museum eller i en udstillingsmontre. Det er selvfølgelig meget nemmere at videreformidle det budskab, hvis man bruger brugsobjekter til at fortælle historien, et skrivebord, stole, en vase, fordi det aldrig har været meningen, at de skulle på museum. Det har været meningen, de skulle bruges og elskes og være nyttige. Et skrivebord mister så at sige sin mening, hvis ikke det er dækket af papirer, og der er ting i skufferne. Det gælder selvfølgelig også malerier og skulpturer, men det er nemmere at forstå, hvis man benytter sig af brugskunsten.«

Livets cyklus

- På et andet plan handler filmen vel også om Frankrigs forhold til sin egen kultur?

»Frankrig har et komplekst forhold til sin fortid. Men jeg tror, at moderne kulturer generelt har komplekse forhold til deres fortid. Forholdet til klassisk kultur og det, der er blevet anset for at være essentielt eller for at have at gøre med selve en nations sjæl, er noget, som er ved at forsvinde. Filmen handler om videreførelse, om hvad man giver videre til sine børn. Jeg har ikke børn, men jeg kan se, at det meste af det, som børn relaterer til, er ting, de ser på internettet, i film og populærkulturen. Og sådan bliver det i højere og højere grad. Der er meget lidt brug for eller værdi i at kende sin kulturs historie eller vide noget om poesi eller maleri i ens egen kultur. Det er stort set ikke noget, man taler om længere, og man underviser ikke i det, fordi folk ikke anser det for at være vigtigt.«

- Men et af børnebørnene i filmen føler alligevel et tab.

»Ja, hun oplever et dybt tab. Jeg prøver at gøre emnet så let, som jeg kan, men det er ret trist. Huset er væk, sandsynligvis vil familien ikke længere have et sted, hvor den kan mødes, og den vil sikkert glide fra hinanden. Men jeg ville også have, at filmen skulle handle om livets cyklus og om genfødsel. Det var essentielt på mange måder. Det, jeg basalt set beskriver, er nutiden, men også nutiden er en overgang. Lige nu er den meget materialistisk og mindre og mindre interesseret i abstrakte og spirituelle værdier, og det, jeg prøver at sige, er, at verden forandrer sig hurtigt, og de ting kan ændre sig.«

Håb for fremtiden

»Gennem hele filmen taler de voksne om, hvad de giver videre til deres børn, til den næste generation, men de spørger aldrig børnene selv, teenagerne, hvad de synes. De synes, at de er for unge og ikke vil kunne forstå det. Men børnene er faktisk interesserede og har ikke nødvendigvis den samme holdning som deres forældre. De vil have svært ved at forklare det, artikulere deres holdninger, men virkeligheden er den, at de sanser det.«

»F.eks. har Sylvie, Hélènes barnebarn, forstået, hvad det er, der foregår i den dybeste betydning. I slutningen af filmen forstår hun, at det, hun savner, ikke er huset eller malerierne eller de materielle ting, der er forsvundet. Det, hun savner, er Paul Berthiers tilstedeværelse. Det smukke for hende ved dette sted, huset, er, at bedstemorens onkel har malet det - kunstnerens blik på stedet har åbnet hendes øjne for det. Der er noget abstrakt eller usynligt ved det, hun savner, men hun ved, at det er hende kært og burde være en del af hendes liv. Og alene det, at hun har forstået det, giver os håb om, at noget af det trods alt stadig er tilbage, når hun fortsætter sit liv.«

Fastholde nutiden

- Jeg ved, at du ikke bryder dig om ordet nostalgisk, men er 'Sommertid' en nostalgisk film?

»Jeg er nok mere som Adrienne, der interesserer sig for fremtiden. Jeg kan ikke lide at se mig tilbage - jeg kan ikke lide tanken om at se tilbage. Det gør mig i dårligt humør, og hele mit liv har handlet om at bevæge mig fremad. Og det er, tror jeg, vitalt for en kunstner; at man genopfinder sig selv og omformulerer sin tilgang til tingene og prøver at være opmærksom på, hvordan verden forandrer sig. For mig handler det ikke så meget om det, der er tabt, eller det, jeg savner ved fortiden. Det handler om det, der er i live i fortiden, som interesserer mig, og som jeg ikke vil miste.«

»Jeg vil holde fast i den idé, at fortiden er beboet af nutidens tilstedeværelse - hvis det giver mening. Når jeg ser et maleri af Pierre Bonnard på et museum, kunne det lige så godt være malet i går. Jeg føler, at det handler om nutiden og har noget direkte at sige til mig.«

- En foranderlig verden - det handler alle dine film om. 'Sommertid' er umiddelbart en anderledes film for dig, også visuelt og strukturelt. Men alligevel synes den at være en naturlig del af dit samlede værk.

»Film handler om at fastholde nutiden, iagttage nutiden og være i stand til at fastholde den med alle dens lag. Jeg lavede Boarding Gate og Sommertid lige efter hinanden, og for mig er de to film ekstremt forskellige, men de foregår i den samme verden på det samme tidspunkt. På én og samme tid bor der mennesker i Sommertids verden, og i Boarding Gates og Demon Lovers verdener. Mens Sommertid foregår, fortsætter Demon Lover.«

Sommertid anmeldes her på siden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her