For to år siden blev et portrætmaleri af den tidligere kansler Gerhard Schröder hængt op på væggen i det tyske kanslerkontor. Under pressens bevågenhed blev Schröders gyldent skinnende kontrafej indlemmet som det seneste blandt portrætter af legendariske forgængere som Helmut Kohl, Willy Brandt og Helmut Schmidt.
Den medievante Schröder var naturligvis selv til stede ved præsentationen og mindede veloplagt den siddende kansler Angela Merkel (CDU) om, at der stadig var godt med vægplads til det næste portræt i rækken. Måske, sagde Schröder skælmsk, bliver det hængt op, før man aner. Da Angela Merkel efterfølgende gik på podiet, roste hun portrættet og sagde med et skævt smil:
»Nu behøver de besøgende i kanslerkontoret ikke længere at spørge om, hvornår Gerhard Schröder bliver hængt (op)«.
Den slags spontane svirp med pisken hører til sjældenhederne hos en påpasselig og velovervejet kansler, der modsat forgængeren Schröder ikke nyder at befinde sig for enden af en kameralinse. Selv efter fire år med Merkel som landets regeringschef holder tyskerne og deres i andre sammenhænge bidske medier stadig en vis respektfuld distance til kansleren. Christian Thiels, der er journalist ved tv-stationen ARD, forklarer over for Information, at Merkel af nødvendighed er blødt op i sit forhold til medierne:
»Hun har fornemmet, at hun måtte komme overens med mediesamfundet. Da hun var i opposition, tænkte hun ikke meget på sin ydre fremtoning, hun havde dengang en frisure, der krævede en vis tilvænning. I mellemtiden har hun fundet sig sin egen stil. Hun er blevet meget bevidst om billeders virkning«. I virkeligheden er hendes omgang med medierne mere camoufleret, end man aner ved første øjekast, mener Thiels.
»Hun iscenesætter sig selv som en, der ikke iscenesætter sig selv.«
Videnskabskvinden
Thiels ved, hvad han taler om. Som en af få journalister har han over en længere periode haft direkte adgang til nogle af de ukendte sider af kanslerens personlighed. Sammen med sin kollega Thomas Michels fik Thiels ekstraordinært tilladelse til at følge i hælene på Merkel under hendes daglige arbejde. Resultatet blev portrætfilmen Die Kanzlerin, der for nylig havde premiere på tysk fjernsyn. Filmen stiller skarpt på en meget pertentlig og velovervejet kansler, der grundigt indhenter informationer og overvejer ethvert træk af betydning. Fra tid til anden er der blevet spekuleret i, om Merkels fremgangsmåde ikke minder om klassisk socialteknologi i moderne gevandter. Og Thiels sammenligner da også Merkel med en af Tysklands store socialdemokratiske kanslere:
»Hun er en smule som den tidligere SPD-kansler Helmut Schmidt, der sagde: 'Hvis man har politiske visioner, bør man gå til lægen'. Hun er ganske pragmatisk - hun ønsker, at se hvad der kan lade sig gøre. Hun vil gerne modernisere landet, tror jeg, men hun gør det efter hvad der kan lade sig gøre. Det er 'de små skridts politik'.«
Den nøjagtige tilgang og rationelle kalkule har Merkel overført til sin politiske karriere fra tiden som fysikforsker ved det østtyske Videnskabernes Akademi. Christian Thiels medgiver, at Merkel er tæt på at være kontrol-freak: »Merkel hader overraskelser. Hun vil have alt under kontrol. Som et naturvidenskabeligt eksperiment med klare parametre. Sådan betragter hun også politik, og sin offentlige fremtræden afmåler hun derefter.«
Hillary-princippet
Merkel blev født som vesttysker, i Hamburg, men blev østtysker, da hendes far, en protestantisk præst, flyttede familien til provinsbyen Quitzow, tæt på Berlin, hvor han havde fået embede som præst. Som ung østtysker var den stræbsomme og lidt anonyme pige ikke synderligt interesseret i politik, men lagde alle kræfter i at uddanne sig til fysiker ved Karl Marx-universitetet i Leipzig. Hun endte med at tage en doktorgrad i fysik i Berlin, hvor hun også mødte sin mand, professor i kemi, Joachim Sauer.
Det var også i tiden som forsker i Berlin, at Merkel for alvor engagerede sig i politik. Kort efter murens fald blev hun medlem af den østtyske partiorganisation Demokratischer Aufbruch, som siden blev lagt ind under det vesttyske CDU. Herefter gik opstigningen stærkt for den unge politiker. Allerede ved valget i 1990 blev hun til manges overraskelse hentet ind som Minister for Unge og Kvinder i CDU-mastodonten Helmut Kohls regering. I 1994 forfremmede Kohl hende til miljøminister, hvor hun blandt andet lagde grunden til sin nuværende relativt positive indstilling til atom-energi.
Det er nemt at se, hvad Kohl kunne bruge Merkel til. Som ubelastet DDR-borger var Merkel en fjer i hatten for Kohls regering i det nyligt genforenede Tyskland. Men 'Kohls pige', som hun lidt hånligt blev døbt i partiet og medier, skulle senere rive sig løs og distancere sig fra sin læremester, da han blev fedt-et ind i en sag om ulovlige og anonyme partibidrag, som endte med at belaste en række ledende CDU-politikere.
Detroniseringen af den store CDU-kansler efterlod et vakuum i partiet, som blev udfyldt, da Merkel efter længere tids ballade overtog formandskabet i 2000 og påbegyndte et opgør med arven fra Kohl. Men selv ikke da kunne partiet enes om overlade kanslerkandidaturet til en østtysk kvinde. Partiet var stadig under bayrisk indflydelse. Politisk redaktør ved avisen Die Zeit Patrik Schwarz fortæller til Information:
»Da hun indså, at hendes konkurrent til posten som kanslerkandidat, Edmund Stoiber (CSU), ikke kunne overvindes, fløj Merkel til München og besøgte ham ved morgenbordet for at tilbyde ham posten som kanslerkandidat. I 2005 blev hun så kansler på trods af tilbagegang for CDU. I dag er hun uanfægtet den mest populære politiker i Tyskland.«
Ifølge Schwarz giver Merkels evne til at se muligheder i nederlagets time mindelser om en anden magtfuld kvindelig politiker:
»Denne forestilling om at have et alternativ i baghånden har Angela Merkel til fælles med Hillary Clinton. Merkel blev ikke kanslerkandidat i 2002, men hun gav ikke op. På samme måde med Hillary, der blev udenrigsminister under sin tidligere konkurrent til præsidentposten. Merkel er nået så langt på grund af Hillary Clinton-princippet: Glem din stolthed, og stol på, at livet giver dig endnu en chance«.
Et parti for gamle mænd
En af de opgaver, der har krævet taktisk tålmodighed og tillid til fremtiden, har været det tiltrængte arbejde med at modernisere det meget konservative kristendemokratiske parti. Merkels omstilling af partiet har været nødvendig for at bevare partiets politiske relevans, mener Patrik Schwarz:
»Selv folk, der ikke stemmer på partiet, kan se, at Merkel har ændret CDU, der under Kohl var et parti for gamle mænd. Partiets program var opslidt efter 16 år i regering, og det var afkoblet fra samfundet. Hun var en af de første i Europa, der forstod, at klimapolitik ikke var noget 'venstreorienteret' tema. Hendes familiepolitik åbnede sig for familier af alle slags. I integrationspolitikken lod indenrigsminister Wolfgang Schäuble indkalde til Islam-konference med budskabet: Islam hører til i Tyskland.«
Schwarz understreger, at den slags tidligere var utænkeligt:
»Det var enorme skridt for CDU«
Kursen mod midten kan imidlertid være farefyldt i et traditionalistisk folkeparti som CDU. Fra en midterplatform skal CDU vænne sig til at kæmpe om de samme vælgere med flere partier, SPD og De Grønne. Samtidig risikerer Merkel at vække vrede hos konservative kræfter i partiet. Derfor må hun balancere partiets politik mellem modernisering og traditionelle værdier. Indtil videre har Merkel manøvreret dygtigt, men ifølge Christian Thiels har det ikke været nogen nem opgave:
»Merkel har moderniseret partiet. Men har også skabt utilfredshed i det katolske, rhinlandske CDU, som har det indtryk, at partiet forsømmer sit klassiske vælgerklientel i form af det dannede borgerskab. Merkels kurs er omdiskuteret internt i partiet.«
Også andre episoder har forårsaget løftede øjenbryn i partiets sydtyske bastioner. Eksempelvis da Merkel langede ud efter den tyskfødte pave Benedikt XVI, da han besluttede at lukke den katolske holocaust-fornægter Richard Williamson ind i den katolske kirkes varme. Merkels irettesættelse af det gejstlige overhoved faldt ikke i god jord hos CDUs katolske bagland.
Republikkens forvalter
Grundlæggende mener Thiels dog ikke, at Merkel behøver at frygte baglandet, mens hun sidder i kanslerembedet.
»For CDU er det vigtigste, at man leverer kansleren. Så længe Merkel er kansler, er hendes position ikke truet. Men hvis hun indkasserer et dårligt resultat på søndag, vil der blive sat spørgsmålstegn ved hendes formandskab. Nogle vil hævde, at den kvinde ikke kan vinde valg. For også ved sidste valg gik det rigtig skidt for CDU, det skal man ikke glemme«.
Indtil videre antyder meningsmålinger, at vægpladsen ved siden af Schröders portræt forbliver tom i den næste valgperiode. Merkel bliver i embedet, fordi flertallet af tyskere sætter pris på deres første kvindelige kansler, selv dem der ikke stemmer CDU. Merkel står til at danne regering med den foretrukne partner, det liberale FDP. Hvis vælgerne i sidste øjeblik vil det anderledes, må Merkel i stedet slå sig til tåls med en fortsættelse af det samarbejde med det socialdemokratiske SPD, som under betegnelsen 'den store koalition' har regeret Tyskland siden 2005.
Spørgsmålet er, hvor Merkel med fornyet mandat skal føre Tyskland hen? De små skridts politik giver tryghed i krisetider. Men om Merkel vil benytte en eventuel anden valgperiode til at gennemføre mere vidtgående ændringer af Tyskland er uvist. Et oplagt bud på et fremtidig projekt kunne være en reform af forsknings- og uddannelsessystemet, der stadig ligger den tidligere fysiker meget på sinde. De fleste tyskere savner ifølge Patrik Schwarz stadig at se, hvad deres kansler egentlig brænder for - de savner en virkeliggjort vision:
»Schröder forbinder man med udsagnet 'basta'. Kohl talte om 'de opblomstrende landskaber'. Willy Brandt blev kendt for sætningen om, at man skulle 'vove mere demokrati'. Sådanne gyldne ord har Merkel ikke efterladt. Vi ved, at hun har forvaltet finanskrisen. Hun er vældig god til at spille rollen som republikkens øverste forvalter. Men hun har stadig ikke holdt en medrivende tale for folket.«
Christian Thiels er ikke så sikker på, at tyskerne nødvendigvis tørster efter grandiose projekter eller store armbevægelser:
»Vi er ikke forvænt, når det gælder karismatiske politikere. Merkel er meget normal i sin optræden. Det tror jeg godt, at folk kan lide. Schröder var lidt af en karismatisk taler, men blev indhentet af sin pragmatiske politik, hvor folk pludselig mærkede, at han greb ind i dagligdagen. At Merkel er en god forvalter, er i et vist omfang nok for os tyskere.«
