Læsetid: 9 min.

I lort til halsen

Det, som gør 'Jæger - I krig med eliten' farlig for os selv er dens åbenlyse forsøg på at banke mandeidealerne tilbage til stenalderen
Det, som gør 'Jæger - I krig med eliten' farlig for os selv er dens åbenlyse forsøg på at banke mandeidealerne tilbage til stenalderen
1. oktober 2009

Takket været Tøgers kamp for ytringsfriheden fik jeg ind gennem brevsprækken Thomas Rathsacks Jæger I krig med eliten en bog, som jeg ifølge forhåndsanmeldelserne ellers aldrig ville have anskaffet mig. Jeg skal ikke kunne sige, om dens indhold bringer danske soldater mere i fare, end de er i forvejen i Af-ghanistan. Men jeg blev derimod slået af, hvordan forfatteren i den grad eksponerer en tidsånd, som er så forskellig fra det, vi en gang kæmpede for.

Jeg er barn af Anden Verdenskrig. Af frihedskæmpernes heltemodige kamp mod besættelsesmagten og den nazistiske ideologi. I gården, som hørte til de store karréer i Christiansgade i Odense, kæmpede vi med drengene fra Carlsgade, og blev vi taget til fange, fik vi franske manchetter af de ældste. Vi var frihedskæmpere, og de var Gestapo. I vores forestillinger. Senere drog vi ud til Kratholm Skov syd for byen, byggede en hule, der var befæstet som et fort, og håbede lønligt på, at nogle fjendtlige tropper skulle få øje på de fremmede indtrængende. Vi søgte kampen. Og fik den heldigvis. En fjende var en fjende, og en fjende var ond. Absolut ond. Hvad man bare kunne se på alle de film, som kom frem om 2. Verdenskrig og besættelsen. Og, en dreng var en dreng. Alt andet blev der set skævt til.

Først langt senere fik jeg rokket ved de rigide fjendebilleder og opdelingen i dem og os, vi gode, og de onde. Ja, mest afgørende blev mødet under optagelserne til filmen Din nabos søn med mange af de unge grækere, der som rekrutter i militærpolitiet under juntaen i tiden fra 1967-74 var blevet hjernevasket til at udføre vekslende grader af tortur og bagefter havde så svært ved at acceptere, at de havde ladet sig voldføre af deres overordnede og mistet illusionen om at være et ordentligt menneske.

Under Den Kolde Krig blev jeg udsat for mange krydspåvirkninger. Jeg stod i Berlin i 1961 og så blomsterne for de nedskudte flygtninge, og jeg var overbevist om, at vi om nødvendigt med våben måtte kæmpe for vores frihed i forhold til den totalitarisme, som var nødt til at bygge en grusom mur for at holde på sine borgere. Men i de samme år oplevede jeg USA's krig i Vietnam og støtten til general Pinochets kup mod Salvador Allende i Chile. Præsident Eisenhower havde i sin afskedstale i 1961 advaret os alle imod indflydelsen fra det militær-industrielle kompleks. Jeg blev i stigende grad skeptisk over for Pentagon og presset for oprustning og støttede hellere en Willy Brandts forsøg på både at stå fast over for Østblokken og være åben for forhandlinger.

Egen flirt med krigen

Jeg blev kasseret på session, og det var jeg ikke ked af. Der var i tiden ikke nogen særlig prestige med hensyn til soldatergerningen. En enkelt af mine kammerater blev jægersoldat, og vi så på ham mere med forbløffelse end beundring. Vores kampe stod på sportsbanen og i hjemmet, hvor kønsrollemønstret i stigende grad kom til heftig debat.

Men jeg havde min egen flirt med krigen. Som udsendt reporter til Biafra, Saigon, Belfast og Beirut havnede jeg den ene gang efter den anden i situationer, som var livsfarlige. Det var ikke noget, jeg meget bevidst opsøgte. Slet ikke i begyndelsen. Det fulgte med at være de steder. Og hver gang det havde været nærved og næsten, følte jeg adrenalinen pumpe og var lige så høj som de andre kolleger, når vi om aftenen sad i baren på hotellet og berettede for hinanden. Den fik ikke for lidt. Jeg var stolt over at være med og fik i stigende grad lyst til at opsøge kicket. For der var jo den sidegevinst at man ikke bare kunne fortælle en snæver kreds af kolleger, men hele befolkningen om, hvilken modig mand man havde været.

Jeg indrømmede kun nødig disse motiver over for mig selv nej, det drejede sig om at redde verden gennem oplysning. Men da jeg skulle skrive om at være professionel reporter, brugte jeg udtrykket »Krigens Disneyland«. Hermed mente jeg netop, at når det gik godt, var det som at tage en tur i den rutsjebane, som ingen andre turde gå op i, og prale med det bagefter.

Krigslege og krigslegetøj var bestemt ikke in, da mine tre børn voksede op. Pædagogerne holdt deres indtog, og den kollektive ånd stod i grundlæggende modsætning til beretningen om den enkeltes store vilde bedrifter. Generationer, som havde haft mere end nok af varm og kold krig, ønskede, at deres børn skulle opleve en verden præget af harmoni og forståelse. FN havde i begyndelsen dygtigt klaret lokale konflikter. Og nationerne havde vedtaget konventioner, som inkarnerede drømmen om, man efter årtiers mareridtsagtige grusomheder med udspring i Europa kunne og burde opføre sig civiliseret over for hinanden. Kennedy havde skabt Fredskorpset, og masser af unge fra den rige verden drog ud for at hjælpe i de fattige lande. Idealet var en ulandsfrivillig, som delte vilkår og viden med de underprivilegerede og ikke gjorde sig til af det. Ikke de grønne baretter. Ikke en jægersoldat.

Murens fald for 20 år siden blev signal til nogle store paradigmeskift. På flere områder. Troen på den enkeltes ansvar og muligheder for at klare sig selv uden fællesskabet voksede. Det blev fint at vælge en overhalingsbane med ulighed som motor for hele samfundet. Og samtidig krakelerede billedet af den stabilitet og harmoni, som vi under magtbalance og atomtrussel havde fremtvunget. Srebenize og Rwanda fortalte os alt om, hvor tynd civilisationens fernis var, og hvor magtesløse vi havde været.

I de år måtte vi alle tage stilling til, hvad vi gjorde for at forhindre og straffe dem, som piskede etnisk had op. Jeg blev interventionist. Jeg mente, at det var godt, at danske tropper gjorde deres til at forhindre de værste overgreb, og at det internationale samfund ikke bare kunne lukke øjnene og tolerere massakrer i ly af den nationale suverænitet. Jeg havde stor respekt for de soldater, vi sendte ud ofte med hænderne mere eller mindre bundet på ryggen, fordi vi endnu ikke mentalt var parat til de såkaldt skarpe aktioner.

Skepsissen vakt for alvor

Den 11. september 2001 kom den næste udfordring til vores tænkning om nationers og personers ansvar for en verdensorden, som man nok kunne føle var uretfærdig og domineret af store militære og økonomiske interesser, men som en gruppe islamistiske terrorister ikke ustraffet kunne forsøge at om omstyrte. Det føltes rigtigt, da Nyrup som dansk statsminister uforbeholdent solidariserede sig med USA. Men det viste sig hurtigt, at de nykonservative i det republikanske parti kidnappede de gode viljer og fik den svage George Bush til at realisere en lang række andre dagsordener under dække af krigen mod terror. Hverken i USA eller Danmark fik befolkningerne ordentlig besked om præmisserne for krigen i Irak. Som Jeff Kaylors mor, Roxanne, sagde til mig, efter at hendes søn var blevet dræbt under de amerikanske troppers ellers så succesrige vej mod Bagdad:

»De løj, løj og løj for os. Om terrortruslen og om masseødelæggelsesvåben. Jeff troede på dem. Det gjorde jeg ikke. Han ville af sted. Det var hans liv. Det blev hans død.«

Fra da af var min skepsis for alvor vakt over for de store ord om pligten til at kæmpe for frihed, for os og mod dem. Alt det, jeg som dreng blindt havde troet på. Guantanamo og Abu Ghraib viste, hvordan vi så let under kampen kom til ligne dem, som vi kæmpede imod. Som når vi dengang fik fat i en drengene fra Carlsgade og gav ham franske manchetter. Til gengæld for dem, vi selv havde fået.

Underholdningsindustrien er ikke bare et spejl af de regerende kræfters tanker, men også en selvstændig påvirkningskraft af befolkningerne. I al tilsyneladende uskyld har trenden med Fangerne på fortet og Robinson og de andre ekstremshows flyttet vægten fra det legende og kollektive til de individuelle ekskluderende superpræstationer. Børsdrengene i London dyrker ud over konkurrencen om bonusser de mest voldsomme former for martial arts. Og på samme tid som de amerikanske magthavere i det skjulte eksperimenterede med grænseoverskridende afhøringsmetoder, lod mediemogulen Rupert Maxwell og hans Fox-selskab agenten Jack Bauer buldre frem på skærmene i hele verden og fremviste tortur som den effektive metode når de ondes terroraktioner truer de gode. Underholdning til aftenkaffen. Men ikke harmløst. Hurtigt viste det sig i meningsmålinger, at ånden bag de fine konventioner mod tortur havde svært ved at modstå kombinationen af bin Laden og Jack Bauer.

Usentimental skildring

Jeg kastede mig over Jæger I krig med eliten for at blive klogere. Ikke på krigshemmeligheder, men på motivationen hos jægersoldaten og hans selvbillede. Jeg føler ikke, at Thomas Rathsack er ude på at forherlige dagligdagen i Irak og Afghanistan. Snarere tværtimod. Der er meget få glamourøse øjeblikke. Ja, hvad enten han ligger i kulden på et lille klippefremspring for at observere Taleban og al-Queda, eller han står som beskrevet i et kapitel - »i lort til halsen« i en kloakrende i Irak for at komme frem til en fjendtlig raketstilling, har jeg en klar fornemmelse af, at jeg ikke på noget tidspunkt i mit liv havde været i stand til at stå disse strabadser igennem. Men det, som virker slående, er de få refleksioner i bogen over, hvad de skal til for disse heltepræstationer.

Jeg er godt klar over, at det er soldatens måske vigtigste mantra under den enkelte aktion ikke at stille spørgsmål ved målets berettigelse. Og helst heller ikke tænke for meget over midlerne. Jeg er også godt klar over, at man ikke kan overveje ret længe om det, som bevæger sig ude i mørket, er en rigtig fjende eller en uskyldig civilist, og jeg skal ikke sætte mig på nogen høj moralsk hest og ustandselig stikke soldaterne en Geneve-konvention i næsen.

Men det er vel netop derfor, at det bør være en så utrolig vanskelig beslutning at sende soldater i krig på vores vegne. Vi forlanger en råhed af dem, som i tilfældet Rathsack får dem til at knytte sig mere til hjemløse hunde end til menneskene i de lande, vi invaderer, fordi de under aktioner nærmest per definition er fjender, selv om vi dybest set er kommet for at befri og hjælpe dem. Men selv en Taleban-kriger er vel også et slags menneske, som nogen holder af, og som holder af nogen. Kan man virkelig helt fortrænge den bevidsthed uden et eller andet sted at tage skade?

Vi forlanger, at disse krigere når de er brugt op skal kunne vende tilbage til vores andres almindelige liv, hvor køen på motorvejen og daginstitutionens åbningstider er de store udfordringer. Og de hjemvendte bedes venligst ikke belaste os andre for meget med eventuelle traumer eller andre søgte undskyldninger for ikke at kunne lade sig glide ind på en plads blandt os andre.

De forlanger, at vi står bag dem og bakker op, uanset om vi finder formålet med missionen agtværdigt og billiger midlerne. Når kisterne ankommer hertil, tillader vi os at reflektere over, om det nu var det værd. Om det er terrorister, vi jager, fordi de ellers kommer efter os med en bombe på Nørreport og truer vores livsform, eller om det handler om at give Afghanistan demokrati og frihed, frihed fra talibanernes ekstreme religion og kvindeundertrykkelse. Men til daglig opgiver vi at følge med i begivenhederne i det fjerne land og lader Rathsackerne udkæmpe krigen og derved forme et mandeideal, som banker så meget af den livsform, som vi andre kæmpede for, tilbage til stenalderen. Her er ikke plads til kvindelige værdier. Her er ikke plads til rundbordspædagogik og konfliktløsning. Her er ikke plads til tænksomhed. Til nuancer.

Thomas Rathsack skal have tak, fordi han så usentimentalt skildrer krigens omkostninger, hvad vi kræver af de mennesker, vi sender i krig. Men bogen er også farlig for mine værdier. Hvis det ureflekterede handlingsmenneske, som trives bedst under ekstreme kampe mod hinanden, bliver de unges ideal.

Så står vi for alvor i lort til halsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frej Klem Thomsen

Tankevækkende, vedkommende og velskrevet. Jørgen Flindt Pedersen må gerne gøre os den tjeneste at blive fast gæst i Informations spalter.

Lennart Kampmann

Interessant er også parallellen mellem elitesoldaten og elitejournalisten. Begge vover livet ved fronten for at opnå den ypperste pris: Job Well Done, Anerkendelse fra omverden.

Soldaten er et redskab for Generalen, Journalisten måske for Sandheden?

Bogen er rigtigt nok blottet for refleksion over det faktum at selv om man er verdens bedste elitesoldat, så er man stadig en soldat der får en opgave der skal løses. Man bestemmer ikke selv, men udfører ordrer.
Hvis man oplever så meget som Thomas Rathsack gør, er det for mig at se naturligt at man gerne vil dele det med bare een anden, der kan give en den anerkendelse man ellers i tavshed måtte gå og hige efter.

Super artikel.

Med venlig hilsen
Lennart

»De løj, løj og løj for os. Om terrortruslen og om masseødelæggelsesvåben. Jeff troede på dem. Det gjorde jeg ikke. Han ville af sted. Det var hans liv. Det blev hans død.«

Fra da af var min skepsis for alvor vakt over for de store ord om pligten til at kæmpe for frihed, for os og mod dem.

Er du langsom i opfattelsen eller hvad? 90% af alle danskere var klar over, at historien om masseødelæggelsesvåben var løgn og opspind allerede inden krigens start!

En af mine yndlingsanekdoter er fra efteråret 2003, hvor man i P1's mediemagasin havde inviteret fire af Danmarks tungeste drenge indenfor international politisk journalistik i studiet for at snakke om den forbløffende udvikling, at Washington nu offentlig erklærede, at der ikke var nogen masseødelæggelsesvåben i Irak.

Der er et par sekunders tavshed, og så siger Politikens udenrigsredaktør: "Jeg har nu aldrig troet på den historie med masseødelæggelsesvåben."

Og straks efter falder de tre andre ind, de taler nærmest i munden på hinanden for at tilslutte sig Politikens udsagn, for de ønsker ikke at folk skal tro, at deres mor havde dumme børn.

Ingen troede på masseødelæggelsesvåbnene. Og var man i tvivl, kunne man blot iagtttage landets statsminister stå på Folketingets talerstol og snakke om Saddam, der truede verden med 'farlige våben."

Men I (journalister) LOD som om i troede på det, og viderebragte så godt som ukritisk Pentagons løgnehistorie.

Heinrich R. Jørgensen

Erik Bramsen:
"Men I (journalister) LOD som om i troede på det, og viderebragte så godt som ukritisk Pentagons løgnehistorie."

Ukritiske journalister og medier har et stort ansvar for den kollektive fordummelse, og at løgne bliver accepteret som officielle sandheder.

I øvrigt en fremragende og tankevækkende artikel Jørgen Flindt Pedersen har skrevet.

Jeg synes der er tale om mere end slet og ret ukritisk journalistik.

De omtalte fire mænd, der omfattede udenrigspolitiske redaktører fra DR's P1, Politiken og JP (jeg husker ikke hvem den sidste var, det kunne udmærket have været Informations udenrigsredaktør) indrømmede jo ligeud, at de havde ført en redaktionel linie, som de selv mente byggede på løgn.

Og artiklen er ganske rigtig tankevækkende. Men fremragende?

JFP vil blæse og have mel i munden: Han går ind for humanisme gennem et geværløb, men han bryder sig ikke om det militære mindset. Han synes tæppebombardementet af Beograd var fint nok, han hader de politikere, der oppisker etnisk had, men bombardementet af Beograd var jo kun muligt, fordi pressen havde pisket de vestlige befolkninger op i en blodrus af etnisk had mod serbere.

Her er ikke plads til kvindelige værdier. Her er ikke plads til rundbordspædagogik og konfliktløsning. Her er ikke plads til tænksomhed. Til nuancer.

Nej, det er der ikke i krig. Hvis det var tilfældet, kunne vi jo bare udnævne Margrethe Auken til øverstkommanderende for NATO, og så ville terror og whatnot være en saga blot i løbet af fjorten dage.

Jørgen Flindt Pedersen: "...mediemogulen Rupert Maxwell og hans Fox-selskab..."

Mediemogulen Rupert Murdoch står bag Fox News og Jack Bauer. Robert Maxwell var også mediemogul og konkurrent til Murdoch. Han led druknedøden i 1991.

"Hvis det ureflekterede handlingsmenneske, som trives bedst under ekstreme kampe mod hinanden, bliver de unges ideal."

Scene i DR1 fra Kabul:

Tre hard core US soilders med hjelmene ned i panden, solbriller, Ak47, knæbeskyttere og bæltetasker bevæger sig vagtsomme hen ad gaden.

Imod dem kommer to spinkle 12 års drenge i hvide kofter og med røde fez. Drengene ser tilsyneladende ikke patruljen og den ene dreng give en af soldaterne en kraftig skulder på hoften... drengene går uberørt videre…

"»De løj, løj og løj for os. Om terrortruslen og om masseødelæggelsesvåben. Jeff troede på dem. Det gjorde jeg ikke. Han ville af sted. Det var hans liv. Det blev hans død.«

Fra da af var min skepsis for alvor vakt over for de store ord om pligten til at kæmpe for frihed, for os og mod dem.

Er du langsom i opfattelsen eller hvad? 90% af alle danskere var klar over, at historien om masseødelæggelsesvåben var løgn og opspind allerede inden krigens start!"

Her er min yndlingsanekdote:

Den 7. september 2002 sidder jeg og læser Information, heri er der et referat af en rapport fra det Internationale Atom Energi Agentur (IAEA) hvori det står, at chancen for at Irak vil kunne fremstille atomvåben inden for de nærmeste seks måneder er uhyre begrænset.

Samme aften ser vi i TV George Bush for åben skærm sige, at Irak er seks måneder fra at udvikle atomvåben.

Han siger altså det stik modsatte af hvad der står i den rapport som er offentliggjort samme dag. Og som alle kan læse. Men ingen reagerer eller siger noget!

I Charlotte Aagaards bog "I nationens tjeneste" står der (s. 247) : "En sådan IAEA-rapport eksisterer ikke", men det er heller ikke rigtigt hvad hun skrev, den fandtes, bare ikke med den konklusion som GB fremlagde.

Jan:
Det er ret enkelt: krigens første offer er sandheden, men journalister behandler krig som om det, der udgår fra politisk hold er evangeliet.

Det er ikke raketvidenskab: i krig er den nationale interesse altoverskyggende, og det er i den nationale interesse at føre befolkningen bag lyset. Det ved politikere, og det ved journalister og de gør deres patriotiske pligt.

Skal der peges fingre, skal de rettes mod vælgerne, der, ret bizart, på den ene side er dummere end politiet tillader fordi de tror på hvad der står i aviserne, men på den anden side er langt smartere end intelligentsiaen, hvilket fremgår af meningsmålinger vedr. troværdighed hvor politikere og journalister helt konsekvent havner langt under brugtvognsforhandlere.

Et underligt paradoks: vælgerne ved at man lyver for dem, men de tror alligevel på, hvad de bliver fortalt. Demokrati i en nøddeskal.

Heinrich R. Jørgensen

Erik Bramsen:
"indrømmede jo ligeud, at de havde ført en redaktionel linie, som de selv mente byggede på løgn."

Jeg hakkede ikke blot på journalisterne, men også på medierne, hvis linjer i praksis fastlægges et sted i spændingsfeltet mellem ejerne og chefredaktørerne.

Medíer der ikke er kritiske og ikke aktivt og målrettet arbejdet for at vriste befolkningen op ad uvidenhedens og fordummelsens hængedynd, har i min optik ingen som helst berettigelse.

Heinrich:
Det, du siger er reelt, at massemedier ingen eksistenberettigelse har. Jeg kunne ikke være mere enig.

Det er helt tydeligt, at medierne (i vigtige sager) følger en fælles fastlagt politisk dagsorden, f.eks. den påfaldende enighed om, at det skal forties, at Anders Fogh har købt sit NATO-formandskab ved at forære 98% af Danmarks territorium (Grønland) væk til amerikanskeolieselskaber, en julegave der retteligt burde noteres i Guiness' Rekordbog.

Jan A Hansen:

"Han siger altså det stik modsatte af hvad der står i den rapport som er offentliggjort samme dag. Og som alle kan læse. Men ingen reagerer eller siger noget!"

Jeg husker det ellers som om at der var masser der sagde noget og gjorde noget (både medier, f.eks. Information og Orientering, og der var fredsdemonstrationer i gaderne f.eks.). Der var bare ingen af dem som havde beslutningsmagten der sagde eller gjorde noget.

Meget fine overvejelser, som kan bredes ud til mange andre områder, hvad angår tanker og handlemåder, som øjensynligt søges fremmet i samfundet i disse tider.
Men måske er disse ændringer i tanke- og handlesæt bare en forberedelse til det, der er i vente (når olien slipper op og/eller vi får et økologisk-samfundsmæssigt kollaps).
Under alle omstændigheder: Tak til Jørgen Flindt Pedersen for en god artikel.

Sune:
Men der var ingen journalister der spurgte statsministeren:

"Undskyld, hr. Stadsminister, hvad mener De egentlig med udtrykket 'farlige våben'?"

Jeg mener: C'mon! Kilden til de famøse masseødlelæggelsesvåben blev af CIA kald for 'Curveball', i.e. 'Screwball', og invasionen officielt kaldt 'Operation Iraqi Liberation' i.e. O.I.L., indtil nogen synes at det blev lige morsomt nok.

Ikke engang Det hvide Hus lod som om de troede på historien om masseødelæggelsesvåben. Kun journalisterne.

@ Sune:

Jeg mente, at der ikke var nogen medier der sagde GB imod. Disse ville sikkert sige, at de blot refererede hvad GB sagde. Men man kunne jo ligesåvel så referere hvad der stod i rapporten, og så blot konstatere at GB sagde det stik modsatte. Men heller ikke det var der nogen der gjorde.

Hold da helt ferie, det næste bliver vel at Jørgen Flindt Pedersen indser at hele Den Officielle Konspirationsteori, og dermed grundlaget for Krigene Mod Alting, nemlig det forventede terrorangreb 11. September, OGSÅ er løgn ..

Fox News Carl Cameron er tilsyneladende en bedre journalist end nogen her i Riget ..
Lige et par teasere :
911 truthmovement is “right to bang the drum because we don’t know, what really transpired on 9/11"
“The unanswered questions are reasons to be skeptical.“
"There are bad guys in the government. Black Ops and stuff does happen.“

http://www.youtube.com/watch?v=YJk0I1_Efm8&feature=player_embedded

Heinrich R. Jørgensen

Erik Bramsen:
"Det, du siger er reelt, at massemedier ingen eksistenberettigelse har."

Massemedier, der er top-seriøse om kvaliteten af deres indhold, og har høje journalistiske idealer og høj integritet, skulle jeg nok mene noget værd. Et medies værdi står og falder med deres troværdighed. Stort som småt.

Berlingskes anmeldelse af bogen om denne eliteenhed af jægersoldater er endnu mere rå. Anmelderen skriver, at "jægersoldaterne uden kritik fører deres egen krigsversion frem, og bogen er illustreret af en lang række både sort-hvide og farvefotografier, hvor soldaterne ses i heltepositur. Mem der er ingen fotografier af civile ofre. Anmelderen kritiserer, at intet sted i bogen skildrer jægersoldaternes overgreb på civilbefolkningen. Derimod er der fem steder beskrivelse af, at de civile begik bestialske overgreb.
Bogen er en hån mod krigens ofre. Den ligger i kølvandet på den store mængde af krigsbøger, der oversvømmer bogmarkedet og sikkert er et udtryk for en altid levende interesse for krigen, forstærket af vor egen deltagelse i Afghanistan. Men bogen er ren krigsromantik - og dermed en farlig og forløjet version af krigens tragedie."
Ups - citat er delvist korrekt, men det var ikke om den danske bog, men om en helt anden bog om tyske jægersoldater fra Anden Verdenskrig...

Eftertanke.

Nu når vi har set kloden udefra, så skulle der ikke være langt til at manden vokser fra krigen.
Politik og videnskab er hinandens modsætninger foreløbig, men forhåbentlig vægtes viden over magt i fremtiden.

Der er større problemer end lysten til magt over hinanden og resourcer, nemlig resourcer og hinanden.

Gert Frisch siger:
Eftertanke.
"Politik og videnskab er hinandens modsætninger foreløbig..."

Hvis jeg må digte videre på din eftertanke:

Religion og videnskab er hinandens modsætninger.

Politik befinder sig i et spændingsfelt mellem religion og videnskab nærmende sig videnskab.

Heinrich:
Massemedier, der er top-seriøse om kvaliteten af deres indhold, og har høje journalistiske idealer og høj integritet, skulle jeg nok mene noget værd.

Jeg er fristet til at gentage, at det du reelt siger betyder at massemedier ikke har nogen eksistensberettigelse, men sagen er jo mere kompliceret end som så. Min påstand om medier er, at det står journalister ganske frit for at forfølge deres emner med al den integritet, seriøsitet og sandfærdighed som de er i stand til at mønstre, undtagen hvad angår nogle (ikke helt) fåemner, hvor de reelt, eksplicit eller implicit, får mundkurv på fra redaktionen.

Dette gælder uanset avisens kvaliteter hvad angår ukontroversielle (eller fake kontroversielle) emner. De eneste aviser jeg læser med nogenlunde regelmæssighed er Ekstrabladet og Weekendavisen, begge aviser af høj kvalitet, omend i hver deres marked. Sidstnævne brød faktisk eet af de store tabuer i dagspressen for et par måneder siden: de afslørede, at den globale middeltemperatur har været faldende de sidst ti år. Til gengæld har de slettet et par kontroversielle og ganske glimrende artikler fra deres website: en konfrontation mellem Flemming Rose og Tariq Ramadan og et interview med Abu Labans efterfølger, der nægtede at give den kvindelige journalist hånden og indirekte kaldte hende luder, fordi hun ikke gik med tørklæde.

Masseødelæggelsesvåbnene er et udmærket (men ikke perfekt) eksempel. Det er rigtigt at man med jævne mellemrum kunne læse artikler, der var kritiske overfor historien, men dette er næsten ligeså slemt som hvis man bare var ukritis mikrofonholder for magthaverne, fordi også disse artikler antog den dagsorden, som spinmaskinen i Washington havde dikteret. Så een og anden journalist har nok stillet sig op og udtrykt tvivl overfor historien, men ingen går længere end det, man stopper ved at konstatere at casus bello er utroværdig, man begynder ikke at undersøge, hvad det er for en casus bello røverhistorien skal dække over.

Et perfekt eksempel er Grønland. Dækningen været så godt som ikke-eksisterende og har begrænset sig til et format der ligner et nyhedstelegram.

Et andet eksempel er Afghanistan, som du sikkert kender min holdning til, en holdning som aldrig bliver præsenteret nogen steds i medierne, til trods for at min analyse er akademisk mainstream på politologiske institutter verden over og til trods for, at det er den analysemetode journalister og historikere konsekvent bruger, når de analyserer krige fra før 1914.

Global opvarmning: Uanset hvad der er op og ned i den sag - og det skal jeg ikke gøre mig klog på, selv om det nogen gange lyder sådan - så præsenteres er det billede som så godt som den samlede dagspresse præsenterer entydigt alarmistisk, typisk langt over hvad IPCC selv har profeteret. Dissidenters synspunkter præsenteres i en let ironisk tone og altid i følgeskab af en artikel, hvor en klimaortodoks giver svar på tiltale. (Aldrig omvendt) Undtagelsen er som nævnt, WA.

Og det er jo ikke fordi den gode historie mangler i disse eksempler, tvært imod.

Der er sikkert mange flere blinde pletter, jeg opdager kun de tilfælde hvor jeg interesserer mig for emnet. Og så er der de ufarlige emner, som alligevel ensrettes. Det gælder f.eks. topmøder af enhver slags. Topmøder er rene junkets - et reklameshow i stil med en Oscar-uddeling, hvor det er er gratis underholdning, fadøl og popcorn til alle akkrediterede fremmødte.

Der sker intet politisk. Intet. Det hele er klappet af hjemmefra, og hvad der måtte være tilbage, ville kunne ordnes med en telefonopringning, en fax eller i yderste nød, to embedsmænd der mødtes på et tomt kontor i et ministerium.

En journalist med integritet og professionel stolthed burde holde sig langt væk fra den slags naragtigheder, men de møder jo troligt op og holder mikrofon, for det er jo et hammerfedt show! Og putter man malurt i bægret, bliver man ikke inviteret med næste gang. Ikke fordi der som sådan er en dagsorden at skjule, bedraget er harmløst nok.

Hm. Måske ikke alt, hans meritter er måske ikke ligefrem tabu, men han tages med fløjlshandsker, hvilket nok er lidt lettere at forstå end f.eks. Grønland eller Afghanistan, da han jo har magt til at ødelægge en journalist, hvis han ville.

Har man i øvrigt hørt noget til de tre journalister, der skrev en bog om Riffelsyndikatet?

Annegrethe Rasmussen

Kære Jørgen Flindt Petersen,
tak for en velskrevet, velargumenteret og reflekteret anmeldelse.
Det var en fornøjelse at læse.
gode hilsener
Annegrethe Rasmussen

Lige et par ord mere om Nordsøen:

Jeg har det privilegium at kende en person, der har arbejdet i olieindustrien de sidste 30 år som "petrofysiker"; han analyserer boreprøver fra potentielle oliefelter for den nette sum af 10.000 kr. om dagen. Skattefrit. Og det med lønnen bare lige for at slå fast, at han ikke er en eller anden tilfældig roughneck. Han har en overgang arbejdet i Nordsøen og fortæller, at den kontrakt som hr. Møller har på olieudvindingen i Nordsøen er berygtet i miljøet, lignende kontrakter ses kun i afrikanske lande, vi har slet og ret foræret ham Nordsøen.

Og er han taknemmelig?

En oliebrønd er ret enkel: det er et hul boret ned i et porøst lag af sandsten, hvori olien er opsuget som i en svamp. Når man pumper olien op, gør man det (andre steder i verden) med en hastighed, så olien kan nå at sive hen til brønden, for hvis man pumper for hurtigt, forgasser olien i lommen og det man får op er naturgas, hvilket er langt mindre værdifuldt end olie og bevirker desuden at trykket går af olielommen, så man skal bruge nogle meget dyre teknikker for at få mere olie op eller bore en ny brønd.

Og Mæersk har en tidsbestemt (og som sagt: for Danmark temmelig ufordelagtig) kontrakt, så han skamborer felterne for at få olien op så hurtigt som muligt. Jeg kan ikke huske de konkretetal, men nordmændene får pumpet en langt større procentdel ud af hver olielomme end Møller gør.

Når hr. Møller er færdig med Nordsøen, står Danmark med nogle halvtomme felter, der dels er forgasset og dels kræver indsprøjtning af vand for at udnytte.

Hr. Møller er gået efter de hurtige penge, og det er vel ikke så mærkeligt. Nej, skylden for at han slipper afsted med dette gigantiske røveri skal entydigt lægges hos pressen, for politikere er politikere, dem kan man jo ikke forvente sig andet af.

Et andet emne er Rusland/Georgien. Jeg ved ikke om du fulgte med i dækningen, men som jeg skrev et andet sted, så var mediebilledet de første to-tre dage af konflikten helt entydigt: Georgien havde åbnet ballet. Men pludselig - vupti - drejer samtlige journalister højre om og går taktfast den modsatte vej. Nu er det store, stygge Rusland, der har overfaldet et lille, demokratielskende folk.

Indtil i dag, that is. Ligesom med masseødelæggelsesvåbnene, er der nu kommet officielt tilladelse til at skrive det, som enhver nysgerrig avislæser med blot en trevl af langtidshukommelse tilbage, har vidst hele tiden:

http://www.information.dk/205807