»Mother needs something today to calm her down/ And though she’s not really ill/ There’s a little yellow pill«
Mothers Little Helper, Rolling Stones, 1966
Der er sådan set intet nyt under solen. I de sidste godt 50 år har man vidst, at midler mod søvnbesvær og angst, de såkaldte benzodiazepiner, skaber afhængighed og en lang række uheldige bivirkninger både under og efter forbruget. Alligevel er det først for en godt 10 år siden, at man for alvor begyndte at tage problemet alvorligt. Fagfolk frygter nu, at historien er ved at gentage sig med SSRI, de såkaldte lykkepiller.
»De har det samme potentiale til at skabe afhængighed, nu hedder det bare noget andet. Man ændrede definitionen på afhængighed, da SSRI’erne kom på markedet, således at de ikke kunne karakteriseres som afhængighedsskabende, men nu med en eufemisme kaldes seponeringssyndrom. Smart, ikke?« siger cand.pharm. ph.d. Birgit Signora Toft, der har arbejdet med misbrug af benzodiazepiner de sidste 10 år, med slet skjult sarkasme.
Selvom man har fundet på et nyt ord, er bivirkningerne dog stadig ganske alvorlige. For både lykkepiller og benzodiazepiner er de fysiske typisk kvalme, hovedpine og svimmelhed. Men der er også psykiske: Ved benzodiazepiner ser man blandt andet fornyet angst, hvilket jo paradoksalt nok var, hvad man forsøgte at behandle i første omgang. Men ifølge forsker ved Nordisk Cochrane Institut, Mar-grethe Nielsen, stopper det desværre ikke her.
»Det samme gælder faktisk for lykkepiller. Hvor man i en periode troede, at folk blev syge igen, når de holdt op med at tage lykkepiller, fandt man ud af, at bivirkningerne ved at holde op med lykkepiller, sådan set var identiske med det folk i første omgang blev behandlet for – som f.eks. en depression,« siger Margrethe Nielsen.
Synkront med at der skabes en afhængighed af benzodiazepiner, holder de så oven i købet op med at virke. Og det gør de ganske hurtigt, ifølge praktiserende læge i Charlottenlund, Mads Klem Thomsen, der virker som konsulent i forhold til at arbejde med at nedbringe forbruget af benzodiazepiner hos de danske læger. Ifølge Thomsen kan afhængigheden skabes ved dagligt brug i 14 dage, mens virkningen af medicinen bliver voldsomt nedsat allerede efter en måned.
»Det virker overhovedet ikke som en langsigtet strategi. Man bliver immun, og det holder fuldstændig op med at virke. På næsten ingen tid er der ingen effekt ud over bivirkningerne: afhængighedsforholdet og abstinenserne,« siger Mads Klem Thomsen.
En gang til
Man kunne så måske tro, at brugen af både benzodiazepiner og lykkepiller (SSRI) hørte til sjældenhederne. Og selv om billedet efter 50 år er vendt med hensyn til benzodiazepiner, hvor forbruget er faldende, så er forbruget af lykkepiller til gengæld stigende. Så samlet set, ser vi altså et stigende forbrug. Og selvom benzodiazepiner og lykkepiller ikke er lavet til at behandle de samme lidelser, så mener Birgit Toft, at det i praksis godt kan fungere sådan.
»Det interessante er jo, at det, man engang gav benzodiazepiner for, behandler man nu med lykkepiller. Så man er sådan set godt i gang med at gentage hele det mønster, man nu bekæmper med hensyn til benzodiazepiner, nu bare med et nyt navn i form af lykkepiller,« siger Birgit Toft.
Hun er ikke den eneste, der synes at have set det mønster, der nu tegner sig, før. Embedslæge i Region Midtjylland Børge Sommer henviser til, at der siden Anden Verdenskrig har været ’et eller andet stof’, som lægerne har skrevet ud for psykologiske problemer i den tro, at det kunne løse dem.
»Det var først ferietabletter, og så kom der barbiturater, som man godt nok vidste var lidt skadeligt i den forstand, at hvis man tog en overdosis, så døde man. Derfor var det jo dejligt, da benzodiazepinerne kom rigtig frem i midten af 60’erne. De blev markedsført som fuldstændig uskadelige,« siger Børge Sommer.
Nu er man så efter 50 år ved at indse, at de heller ikke er løsningen på alle vores problemer. Det store spørgsmålet er for Børge Sommer, om man ikke blot igen-igen lader historien gentage sig; nu bare med lykkepiller.
»Jeg ser tegn på det. Der er nogle fælles træk: Man følger for eksempel ikke retningslinjerne for depressioner. Lykkepiller skal gives for mellemsvære og svære depressioner, men der er altså 300.000 til 500.000 danskere, der får lykkepiller dagligt. Så mange depressioner er der altså ikke. De skrives ud til alle mulige andre ting, som f.eks. folk der drikker, som ofte kan få den besked, at det nok er en skjult depression – tag nogle lykkepiller,« siger Børge Sommer.
Han mener således på ingen måde, at lykkepiller er svære at få fat på. Et udsagn, der bl.a. understøttes, hvis man tager en af de mange depressionstests, der eksisterer på internettet. Tests der, ifølge Margrethe Nielsen, ikke gør det særlig svært at blive karakteriseret som havende en alvorlig depression. Det kan til gengæld være svært at komme af med den, da en bivirkning ved lykkepillerne som tidligere beskrevet, netop er depression. Et faktum, der ifølge Birgit Toft bliver yderligere paradoksalt, når man ser på det gængse behandlingsmønster.
»Hvis man har været behandlet med antidepressiv medicin i en periode på tre måneder og op til et halvt år, holder op og igen og får det dårligt, så skal man behandles i en treårig periode. Hvis man igen bliver dårlig, skal man medicineres på livstid,« siger Birgit Toft.
På spørgsmålet om, hvorvidt målet da ikke stadigvæk må være at gøre patienten rask og få hende ud på den anden side af depressionen, er Merethe Nielsens svar på grænsen til det ufrivilligt kyniske.
»Det er jo tendensen med lykkepillerne, at man behandler og behandler – for nogen patienter nærmest på livstid. Så er man jo ude over det problem,« siger Margrethe Nielsen.
I relief
Sådan behøver det bare ikke at være. Der er således sidste sommer skrevet meget positive erfaringer fra det tidligere Ringkøbing Amt – nu Region Midtjylland – >omkring nedsættelse af brugen af benzodiazepiner ind i anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen. Temmelige entydige erfaringer: Der eksisterede et massivt overforbrug. Mange patienter havde hverken brug for eller effekt af medicinen, og så kunne man ved ganske simple ændringer i praksis nedbringe forbruget drastisk. Et eksempel er praktiserende læge Viggo Krag Jørgensen fra Thyborøn, der på seks til 12 måneder nedsatte receptudskrivningerne med 85 procent. Og i hele det tidligere amt så man samme mønster – >et markant fald i forbruget ved simple tiltag, som f.eks. at man ikke kunne forny medicinen per telefon og endnu mere simpelt; at gøre folk opmærksomme på, at pillerne ikke gjorde dem godt. Resultatet var, at nogle patienter kunne trappes ned på få uger. Et resultat, som Birgit Toft også mener, er muligt med lykkepiller.
»Det kan gøres over uger eller få måneder. Svenske undersøgelser har vist et program for en nedtrapning, der virker. Det er bare ikke noget, der rigtigt eksisterer i en dansk virkelighed,« siger Birgit Toft.
Der var dog ikke helt uden kamp, at udviklingen inden for benzodiazepiner skete. En af de ting, man skulle slås med i Ringkøbing, var patienternes indstilling til medicinen. For mange er tilbuddet om medicin nemlig ikke nødvendigvis noget, lægen skal afgøre alene. En holdning, som ifølge Birgit Toft kan være forklaringen på, at vi ligger godt til blandt de lande, der bruger rigtig meget af den nævnte medicin.
»Der er et befolkningskrav. Som én udtrykte det over for mig: ’Jeg betaler min skat, det kan da ikke være meningen, at jeg skal være syg.’ Der er en form for udødelighedsforestilling, der spiller ind,« siger Birgit Toft.
Mads Klem Thomsen mener ligeledes, at man kæmper mod en uheldig kultur inden for brugen af den her medicin. En kultur, der gør sig gældende hos både læger og patienter.
»Et typisk scenarie er en person, som måske har brugt sovemedicin i 20 år, som er til lægen i en anden anledning. På vej ud kommer patienten så i tanke om, at der vist for resten ikke er særlig mange sovepiller tilbage og får dem nærmest per automatik og uden diskussion. Det bliver en hovsa-fornyelse for mange læger, hvor man ikke spørger ordentlig ind til problemet,« siger Mads Klem Thomsen.
Det er dog meget at vinde på det mere menneskelige plan ved at droppe pillerne. De virker nemlig ofte som en osteklokke, der lægger en dæmper på patienternes livsindtryk og udfoldelsesmuligheder. Mads Klem Thomsen indrømmer således, at han godt kan komme til at knibe en tåre, når han ser den forandring, der sker med folk, når de bliver trappet ud af deres misbrug.
»Et konkret eksempel er en ældre patient, som kom for at sige tak sammen med sine børnebørn. Hun havde dem med, fordi hun, da hun tog medicinen, ikke havde overskud til dem, men nu pludselig kunne passe dem og være sammen med dem. Det havde været en kæmpe ændring for hele den familie,« siger Mads Klem Thomsen.
Pillerne vinder
Et billede, Birgit Toft genkender. Mange har over for hende ofte beskrevet det, som om de efter mange års psykisk tåge pludselig fik deres følelser og tankevirksomhed tilbage.
En grund til, at pillemisbruget alligevel er så udbredt i Danmark, som der er, er ifølge Birgit Toft den måde, systemet virker på. Man lancerer således ny medicin efter en kort testperiode på raske mennesker og dernæst en snæver selektion af nogle, der har pågældende sygdom.
»Ofte ser man ikke bivirkningerne her, fordi det kan tage et halvt til et helt år, før de sætter ind. Når man så sætter medicinen i produktion, bliver den jo brugt på alle mennesker; syge og raske, unge og gamle. Først her viser det virkelige billede sig,« siger Birgit Toft.
Men burde man ikke teste først?
»Som systemet er, er det nogle ’uvildige’, der skal ind og undersøge, når produktet er på markedet. Men der er faktisk ikke nogen, der har den opgave. Det sker kun, hvis man i Lægemiddelstyrelsen ser en heftig bivirkningsrapportering, eller hvis vi i europæisk eller amerikansk regi ser nogle uheldige resultater,« siger Birgit Toft.
Men systemet fanger vel meget sjældent produkter, som dem vi taler om, hvor bivirkningerne er identiske med sygdommen. For en nærliggende konklusion er, at nu er patienten blevet syg igen, fordi hun er holdt op med at tage medicinen – og ikke at der er tale om en bivirkning.
»Det er indlysende. Vi kender det også fra medicin til behandling af mavesår, hvor kroppen grundet overmedicinering vendes til at producere for meget syre, hvilket gør, at hvis man fjerner medicinen, så gør det ondt ad helvede til. Det kan selvsagt være incitament til at starte igen,« siger Birgit Toft.
Lavede man derimod en langsom nedtrapning, som man har praktiseret det i det tidligere Ringkøbing Amt med hensyn til benzodiazepiner, er det en helt anden virkelighed der åbenbarer sig. På spørgsmålet om, hvorfor så få alligevel ser den vej, svarer Børge Sommer uden antydning af uld i munden:
»Der er penge i skidtet. Det er der på mange leder og kanter både for lægerne og for medicinalindustrien. Et eksempel: Man gav i mange år metadon til stofmisbrugere, men så kom der pludselig et stof, der hedder Subutex, som man mente var meget, meget bedre. Men det eneste man i virkeligheden helt sikker ved om Subutex er, at det er syv gange så dyrt som Metadon.«
Alternativ
Og hvis man ser på de alternativer, Birgit Toft sætter i stedet for den lille pille, virker de da heller ikke som noget, der på nogen måde kan gavne medicinalindustrien. Tværtimod. Hun foreslår, at man kunne ansætte nogle mennesker, der i stedet for at behandle folk kemisk, kunne tale med dem om, hvordan de kunne løse de problemer, man har i livet på andre måder.
»Men så er vi jo ovre i andre fagområder; psykologi og terapi,« siger Birgit Toft.
Også Mads Klem Thomsen har ligeledes masser af gode – og billige – råd f.eks. mod søvnløshed:
»Der er jo et hav af muligheder, gå i seng og stå op på de samme tidspunkter, dyrk motion, lad være med at drikke kaffe og te, tag et bad, gå en tur, lyt til beroligende musik og bla-bla-bla. Det er bare så meget lettere at udskrive en sovepille,« siger Mads Klem Thomsen.
Børge Sommer mener ligeledes, at det er tilgangen, den er gal med, mere end det er mangel på alternative løsninger. Det handler om ikke at forsøge at løse socialpsykologiske problemstillinger med piller.
»Når man får lykkepiller, fordi man ikke kan sove, fordi man ligger og spekulerer på sin bankgæld, så bortleder man opmærksomheden fra, at problemer med banken løses bedst i relation til banken og ikke til lægen. Det er måske i virkeligheden bedre at tale med konen om, hvem der tager opvasken og henter børnene, end det er at tage en pille,« siger Børge Sommer.
Det store spørgsmål er nu, hvad der skal ske for, at man fortsætter den positive udvikling med benzodiazepiner, også når det handler om brugen af lykkepiller. Og om myndighederne i den anledning burde komme lidt mere på banen?
»Lars Løkke Rasmussen var jo som sundhedsminister med til at starte indsatsen mod benzodiazepiner for år tilbage, hvilket fik en masse rigtig positive ting til at ske og hjalp en masse mennesker,« siger Birgit Toft.
Men hvis jeg nu skulle påtage mig rollen som djævlens advokat, så var det vel dengang. Det er fortidens medicin og hverken nutidens eller fremtidens medicin, som man nu er i gang med at få styr på?
»Det kan man sige. Det er fortidens synder. Og så er det, jeg tænker: Kunne man da for søren ikke prøve at forhindre, at historien gentager sig igen og igen og allerede nu se på, hvad vi har gang i med SSRI. Ellers havner vi bare i den samme suppedas igen. Vi kan begynde at rydde op igen, når det er gået…,« sige Birgit Toft og holder en lille pause, før hun revurderer sit udsagn:
»Vi kan sådan set lige så godt begynde nu.«
Tak for en super relevant artiklen, der sætter fokus på skadevirkningerne af den massive medicinering af befolkningen.
Jeg håber at der mere fagligt kvalificeret personer, end jeg selv, der vil forfølge, den åbenlyse fejlslutning; at man kan kvik-fixe alt med passiverende medicin.
Som artiklen er ind på, så eksistere problemerne bag de deprimerende og besværlige tanker fortsat, men medicinen hjælper person med at fjerne fokusset, og give "rum" til at tænke andet. Og i værste fald, giver personen en falsk forhåbning om at medicinen kan løse problemerne.
Derudover er der yderst vigtigt detalje, som artiklen behandler. Nemlig, at absistens symptomerne, er identiske, med de symptomer, osm medicinen skulle lindre.
Dvs. at hvis man ikke er deprimeret før man tager SSRI produkter, så er man bagefter.
Så medicinal industrien,er leverandøren af afhængighedsskabende "medicin"(det er jo reelt ikke medicin, mere end tjald og coke), som lægerene pusher, til kunderne(patienterne), der synes at 9-17 livet, trykker mere end det rykker.
Dermed skabes en nation, af lykkepillejunkies. Der halser efter det næste fix, imellem arbejde, indkøb, talentløs 09 , fjæsbogen, og familiære forpligtelser. Imens bunker af uløste problemer, gør den kolde tyrker, fuldstændig uoverskuelig.
Det lyder temmelig ubehageligt, at knapt en halv million danskere er afhængige af hvad, der i bedste fald er noget nær virkningsløse stoffer, foruden hvad udskrives i forbindelse med en lang række andre psykiske lidelser. For 6-7 år siden viste en undersøgelse, at lykkepiller blot har en lille effekt og dette kun på mere svære depressioner.
Læs eventuelt: http://www.lykkepiller.info/ - behandling der ikke virker.
Der er tilsyneladende også stor forskel på, hvad danskerne giver udtryk for i konsultationslokaler og opinions-undersøgelser, hvor de siden 1973 har været solidt placerede på de øverste lykketoppe i sammenligning med andre europæiske lande. Her svares der altid (pligtskyldigt?) ”meget tilfredse” uanset økonomiske afgrunde, hestekure, rekorder i druk, overfloder af negativ debat, stigende vold eller bundplaceringer i levealder målt i forhold til det øvrige Vesteuropa. Men så viser det sig altså også, at eksperter under fire øjne diagnosticerer samme befolkning til 10 procent svære depressioner og selv til børn ned til 8 års alderen må have udskrevet lykkepiller. Hvad sker der for dette sammensatte folkefærd og hvorfor er tegneserier og julekalendere vigtigere end alt andet?
Som bruger af såkaldte "lykkepiller", af professionelle kaldet antidepressiva eller SSRI-præparater, lyder det her som en omgangs fis.
Først og fremmest er det pinligt, at ordet lykkepiller skal benyttes, da det afslører afsenderens holdning til medicinen. Du bliver ikke lykkelig af de piller, det kan undertegnede selv skrive under på. Jeg skal ikke kunne udtale mig om fejlmedicinering og så videre, det mener jeg ikke jeg har belæg for.
Angående hele debatten om den seriøse effekt af medicinen vil jeg mene det er vigtigt at passe på. Foragt for medicinalindustrien kan skubbe til ens forståelse af konkrete videnskabelige forsøgs resultater. Jeg har set flere undersøgelser der peger i begge retninger, bottomline er pillerne virker for mig og for mange andre. Placebo eller ej, folk hopper ikke ud fra taget.
Desuden er der en generel ide om, at "lykkepiller" ikke har nogle bivirkninger. Nu er det desværre sådan at mange må lide under manglende eller ingen sexlyst, manglende evne til orgasme, dårlig mave, søvnproblemer og så videre og videre. Man skal have det ret skidt for at overveje de bivirkninger. Jeg kan anbefale nysgerrige at slå rækken af bivirkninger op, den er uhyggelig.
Angående "afhængigshedsballaden", vil jeg desuden påpege, at der lige skal noget omtanke til. Nedtrapning af SSRI præparater er en lang proces og en hurtig nedtrapning kan ende i selvmord. I samråd med en dygtig psykiater og sund fornuft, er det dog ikke det store problem.
Artiklen her berører, efter min mening, ikke flere andre vigtige problemstillinger. Som patient idag, hænger man ofte på sin egen læge, der har en begrænset viden om antidepressiv medicin. Ventetiden på en psykiater er meget lang og man skal være ret langt ude. Det er ikke særligt fristende at gå hjemme med selvmordstanker, et socialliv i opløsning og fysiske bivirkninger af depression mens man venter i seks måneder på en aftale med en psykiater. Det gør oftest mennesker mere syge.
Så er der manglen på sengepladser der betyder at halvraske patienter udskrives fra psykiatriske afdelinger, det sociale stigma og flere andre faktorer der kan gøre det rigtigt hårdt at komme sig.
Skulle vi skære medicinforbruget ned tror jeg det ville give rigtigt meget at sætte ind tidligt med psykologer, tilbyde psykiatrisk evaluering og sengepladser i værste tilfælde og udlevere bedre viden om antidepressiv medicin og dens virkninger og bivirkninger.
Rasmus A: "Skulle vi skære medicinforbruget ned tror jeg det ville give rigtigt meget at sætte ind tidligt med psykologer, tilbyde psykiatrisk evaluering og sengepladser i værste tilfælde og udlevere bedre viden om antidepressiv medicin og dens virkninger og bivirkninger."
- Det er der jo en del sandhed i.
Men det burde være bedre at forebygge end at behandle. og finde frem til hvilket årsager der ligger til grund, for det som læger udskriver antidepressiva, til folk i flæng for.
"medicin" er forkert at bruge om antidepressiva.
1. Antidepressive stoffer, fjerne ikke depressionen, men slører symptomerne.Ligesom Panodiler ikke fjerner hovedpinen, men forhindre smertecenteret i at opleve smerten.
2.depressive tilstand eller periodiske depressive sindsstemninger, er ikke det samme som depression, men naturlig del af livet. på sammen måde som maniske øjeblikke, med eufori, ikke er det samme som konstant mani.
3. antidepressiva har bivirkninger og abstinens symptomer, der er identiske med det som antidepressiverne skulle "behandle".
Problemerne med antidepressiver ligger nok ikke kun i det farmaceutiske produkt, men i høj grad i mennesket.
Det er fuldstændig korrekt at et almindeligt registreret afvænningssymptom er depression, men det er vel også ret logisk: hvis du får en medicin mod drepression, og den så ikke virker som du troede, så bliver du naturligvis endnu mere deprimeret, når det går op for dig.
Og det problem bliver større, jo flere mennesker uden fysisk betingede årsager til depression, der får pillen.
Så hvorfor får - eller rettere: kræver de så at få - pillen? Fordi den er en bekvemmelighed ... hvis pillen virker, så betyder det at deres mismod ikke er deres egen skyld, men noget der kan henføres til en fysisk skavank. Og jo mere man bombarderer almindelige gennemsnitsmennesker med historier om andre "almindelige" menneskers fantastiske succes, jo mere brug får de for en forklaring på deres egen situation, som de opfatter som en fiasko.
Pop-historierne er jo skåret over samme læst: han/hun kom fra bunden, og alene ved egen vilje kæmpede han/hun sig frem til sin succes. Underforstået: hvis du ikke har succes, så er det fordi du er viljesvag.
Og selvfølgelig kan du gå til psykolog, istedet for at tage en pille, men resultatet er det samme: ingen af delene kan kurere dig for din selvproklamerede fiasko.
Mismod er ikke depression, og det kan ikke kureres, - kun gennemleves ... Lige nu er du måske skuffet eller frustreret over dit liv, ja det gør måske ligefrem ondt, men så husk på: du må hellere prøve at nyde det alligevel, for der er ikke noget der er så galt, at det ikke kan blive værre ;-)
@ Michael
Depression og psykisk sygdom generelt, har forfulgt mennesket i tusinder af år. Jeg snakker her om klinisk depression og ikke mismod. Den første er en sygdomstilstand.
Der findes i øjeblikket flere teorier om grundlaget for depression. Desværre er ingen af dem istand til, at erklære sig for den sande.
Som jeg ser på det har vi nogle syge mennesker, de skal hjælpes. For nogle virker terapi og for andre antidepressiva og for nogle få står den på ECT.
Ja, vi ved der findes faktorer der kan udløse depression. Stress og sygdom kan blandt andre bidrage til dette. Selvfølgelig skal disse ting undersøges nærmere.
Er antidepressiva ikke medicin? Helt konkret afhjælper de en midlertidig lidelse og sørger for man kan leve. Flere mennesker oplever en lindring eller bedring i deres depressive symptomer, ja nogen kommer sågar ud af sengen. De gør dig desværre ikke "vupti-glad", men de kan give dig muligheden for at holde op med, at sove 18 timer i døgnet, være angst og så videre. De første uger kan symptomerne dog forværres og derfor bør man være under en form for observation.
Ja, det er korrekt at der findes sygdomstilstande som mani og depression og de kan også beskrive sindstilstande. Sygdomstilstandene er IKKE sindstilstande. Når du er depressiv er hele din krop syg, din mave fungerer ikke, du får hovedpine, angst, diarre, spiser ikke eller overspiser og så videre og videre. Du kan IKKE spise piller mod en sindstilstand.
Sygdommen depression beskrives af nogle som en fysisk sygdom med symptomer der går over i sindstilstanden. Sløvhed, apati og enorm træthed er jo ikke ligefrem en sindstilstand.
Bivirkninger og abstinenser? Hvis det bare var så simpelt Michael. Den mest succesfulde behandling er faktisk elektrochok, men man bruger altså piller oftest. Ja, det er korrekt at antidepressiva kan have mange bivirkninger som kan aftage eller ikke aftager. Det er en af grundene til vi har 3 klasser af antidepressiv medicin der kan blandes i cocktails med antipsykotika og antiepileptika blandt andre, for at give dig den dosis og blanding som ikke giver dig max bivirkninger.
Altså jeg vil ikke kalde det abstinenser sammenlignet med rygning eller heroin. Det afhænger af vores definition. Du oplever ikke en trang til at tage stoffet igen, som en ryger gør. Det kan du med benzo'er men det er en anden sag. Din krop reagerer dog på, at den ligepludselig ikke opererer med medicin, ligesom når du får taget gipsen af et brækket ben. Derfor er en langsom udtrapning i samarbejde med en professionel den bedste løsning.
Jeg er selv lykkelig og på piller. Jeg er ikke lykkelig på grund af mine piller, men lykkelig fordi de har hjulpet mig tilbage til livet og ud ad hospitalet. Jeg plejer at sige, at de har været mit støttehjul. Jeg kan forhåbentligt køre uden dem en dag snart, men uden de piller var jeg her ikke. For mig hjalp psykoterapi ikke og ellers havde den stået på ECT.
Det er nemt, at skyde skylden på alle mulige sære faktorer som at jeg gerne ville være som de andre, at det var min barndom eller fordi jeg ikke spiste nok gulerødder. Bottomline er dog, at jeg idag er uden bivirkninger, rask og lever.
Jeg kan kraftigt anbefale jer at læse "The Noonday Demon" der behandler alle aspekter af klinisk depression. Fra et personligt, et medicinsk og et samfundsmæssigt perspektiv, den var endda nomineret til Pulitzer prisen og man kan læse et gratis kapitel på nettet.
Michael Skaarup
"Antidepressive stoffer, fjerne ikke depressionen, men slører symptomerne.Ligesom Panodiler ikke fjerner hovedpinen, men forhindre smertecenteret i at opleve smerten."
Antidepressiva påvirker receptorer i hjernen, der ellers ikke ville være i stand til at overføre stoffet serotonin, der har den virkning at man kan føle sig glad og tilpas.
Serotonin danner den menneskelige hjerne selv, men hos mennesker med depression er overførslen af stoffet hæmmet - det kan være genetisk betinget, eller kan være påvirket af andre ting - indtag af extasy udløser hjernens lager af serotonin på en gang, hvilket medfører "lykkefølelse", men længere tids brug skader hjernens evne til selv at producere serotonin, hvorfor disse langtidsbrugere også ender med at have brug for antidepressiva,.
Antidepressiva har en langsomtvirkende effekt - idet man skal indtage stoffet i ca. 6 uger, førend man kan mærke om der er bedring i den depressive tilstand.
@Michael Skaarup
Du aner ikke hvad du snakker om.
Som et par andre indlæg har sagt er der god virkning af modernede antidrpresive midler, hvilket også kan aflæses direkt i selvmordsstatestiken.
Desvære bliver mange depresive patienter efterladt, kun med den medicinske behandling. uden samtaler med psykriater/psykolog.
Ingen tvivl om at enkeltpersoner kan have meget gode erfaringer. På samme vis er der også mange, der har dårlige erfaringer, og hvorvidt medikamenterne generelt har gode resultater bør vel baseres på undersøgelser og her ikke kun dem som udføres af medicinalindustrien?
Nu bruger jeg ikke selv tiden på at nærstudere undserøgelser, men på siden jeg tidligere linkede stod der:
- Viste du at en ny undersøgelse viste, at mere end 80% af alle der begik selvmord var under psykiatrisk behandling og mere end 50% var i behandling med lykkepiller. - Læs mere.
- En megasucces, der ikke virker. Hvad nu? Ny britisk undersøgelse dokumenterer, at antidepressive midler kun virker på de allermest deprimerede. Hvad stiller de 40 millioner patienter op nu? - Information den 29. februar 2008. Læs mere.
- Forskere: "Lykkepiller" virker ikke Fpn. 26/2-08. - Antidepressiv medicin som Prozac, Seroxat og Efexor er måske spild af penge. En større engelsk undersøgelse når frem til, at virkningen er beskeden - kun lidt bedre end placebo-medicin.
- Lykkepiller gør ingen forskel - Berlinske 26/2-08. Antidepressiv medicin - de såkaldte lykkepiller - er ingen hjælp for mennesker med en moderat eller halvsvær depression. Det viser ny britisk forskning. Læs mere
Den undersøgelse blev skud ned allerede sidste år.
Og der er vil ingen mening i at fremhæve at de syge ikke har det godt fordi de er syge.
... "- Viste du at en ny undersøgelse viste, at mere end 80% af alle der begik selvmord var under psykiatrisk behandling og mere end 50% var i behandling med lykkepiller."
og sandsynligvis vil en analyse vise, at 80% af de håndværkere der brækker foden på arbejde, havde sikkerhedssko på ... Duh!
Det er tilladt at tænke: i vores samfund er det almindeligt anerkendt at søge hjælp for psykiske lidelser, og dermed er det altså meget sandsynligt at flertallet af selvmordstruede mennesker vil gøre det.
At folk er i behandling for depression er en klar indikator for at deres risiko for at begå selvmord er stærkt øget, så at det kun er 50% der fik antidepressiva overrasker mig egentlig.
Henrik Wagner
"- Viste du at en ny undersøgelse viste, at mere end 80% af alle der begik selvmord var under psykiatrisk behandling og mere end 50% var i behandling med lykkepiller. - Læs mere."
Det er der intet mærkeligt i - depression virker hæmmende på ens aktivitet, således at man rent faktisk er for syg til at foretage sig noget som helst.
Imidlertid opstår det farlige tidspunkt når depressionens hæmning aftager, det er nemlig på det tidspunkt at de fleste der lider af depression begår selvmord, hvilket er almindelig sundhedsfaglig viden.
Endnu en historie om at psykiatrien er lige så syg som de stakkels mennesker den bilder sig selv og samfundet ind at den hjælper.
Larsen, Mosbak og Karlsen
Jeg tvivler ikke på at medicinalindustrien efterfølgende har været på banen, som de så ofte er, når de skal markedsføre deres produkter under dække af uvildige undersøgelser og artikler.
Ikke underligt på et milliardmarked, hvor nogle få produkter er bestemmende for virksomheders fortsatte vækst eller overlevelse.
Iøvrigt er det ikke den eneste undersøgelse eller tilfælde, hvor fagfolk som også i denne artikel mener, at der er tale om en begrænset effekt eller kun anbefaler brug til mere alvorlige depressioner.
Sven Karlsen vil nok mene, at jeg ikke kan tænke selv. Jeg har dog ikke i sinde at spise medicin af den grund, men ud fra hvad jeg har læst, så forekommer det mig rimelig betænkeligt, at man tildeler medicinen til 300.000 - 500.000 danskere, som det påstås. Altså medicin, der fra flere sider menes at have temmelig begrænset effekt bortset fra bivirkningerne, hvis den da ikke ordineres til mennesker med mere alvorlige depressioner.
At en mange flere begår selvmord i psykiatrien trods behandlingen, det er måske ikke overraskende, og slet ikke når størstedelen af ressourcerne bruges på opbevaring og medicin, og når genindlæggelsesprocenterne er så enorme. Ingen har hævdet andet, men tallet virker måske forholdsvist ret stort, hvis man er i gode hænder med nogenlunde effektiv behandling. Grunden til at jeg linkede var blot at gøre opmærksom på, at der findes undersøgelser, der understøtter flere oplysninger i denne artiklen, og at jeg ikke baserer mig på egne erfaringer.
Hvad angår effektivitet og fremskridt vedr. selvmord, så var det i sidste uge fremme, at ”Kampen mod psykisk syges selvmord har slået fejl” og ”Antallet ikke er faldet de sidste 10 år”
http://politiken.dk/indland/article789990.ece
Nu er det ikke mig, der påstår at kende til nogen generel god eller dårlig effekt af lykkepiller, men hvis der findes uvildige undersøgelser som ikke er sponseret af industrien (kan selvfølgelig lidt svært at afgøre), og som sandsynliggør at det har god effekt på de omtalte 300.000 - 500.000 danskere og bedre end anden behandling, så ville det naturligvis være nyttig information.
Rasmus A. - Jeg ser at vi har snakket forbi hinanden. Jeg sondrer ligesom du imellem psykiske sygdomme og sindstilstande. f.eks. depression og depressive tanker. Det har ikke været tydeligt i min argumentation.
Ligesom du skriver, at er du lykkelig og på piller, og billedet med at pilleren har fungeret som et støttehjul for dig, kan jeg sagtens følge. Jeg genkender billedet fra andre personer, oms ejgbhar mødt, der på samme måde har haft god gavn af antidepressions medicin.
Som du skriver, har pillerne hjulpet dig, væk fra hospitalet og tilbage til livet. Det er jeg glad for, selv om at jeg ikke kender dig.
Stig Larsen
- hvorfor mener du at jeg aner hvad jeg snakker om.? Er det fordi jeg deler din oplevelse ? Hvor mener du at jeg helt ved siden af?
MIn argumentation går på, at jeg finder det uansvarligt og mener, at det må være usagligt, at så store andele af befolkningen i Danmark, har brug centralstimulerende samfundsmedicin, for at ikke at bryde sammen.
Jeg tror, at det ofte er lettere at give folk (et muligvis virkningsløs )præparat, som de tror vil helbrede dem, end at tage en snak om det der virkeligt trykker dem. - her snakker jeg ikke om personer, med en depressionsdiagnose, men om folk som popper citalopram dagligt, uden at bearbejde årsagen til deres nedtrykt sindstilstand.
Jeg tror at Henrik Wagner misforstår mig: jeg slår ikke på tromme for lykkepillerne, men påpeger blot at de tal han nævner om depression, selvmord og behandling, ikke siger noget som helst om nogen relation.
Michael Skaarup mener at det er af magelighedsårsager, at man giver folk piller istedet for samtaleterapi. Til det vil jeg gerne påpege, at en af hovedårsagerne til at der ordineres så meget af denne medicin, er pris og udbud af terapeutisk hjælp i forbindelse med depression.
Hvis man vil have terapeutisk hjælp helt uden egenbetaling, så er den eneste mulighed stadig at gå til en psykiater. Det er virkeligt svært at komme til hos sådan en gut idag (mega-ventelister), og desuden vil man næsten med sikkerhed blive startet på et eller andet psykofarmaka allerede efter første eller anden konsultation (dog vil den blive valgt på et mere kvalificeret grundlag, end den du får ordineret hos din egen læge).
Hvis man vil have psykologhjælp (psykoterapi uden medicin) , så har det indtil for ganske nylig været helt for egen regning (800-1000 kr. per konsultation), men nu er depression så kommet med på listen over årsager til at en læge må henvise til psykolog, og dermed er klientens egenandel kommet ned på ca. 320 kr. per gang.
I betragtning af at mange deprimerede er langtidssygemeldte eller er blevet arbejdsløse pga. deres problem, så er det ofte lige uoverskueligt om man skal af med 3600 eller 1300 om måneden til psykolog, - der er bare ikke råd til det, og så bliver løsningen at man vælger at forsøge med en pille ordineret af den almindelige praktiserende læge.
Nu er anvendelsen af antidepressiva ikke noget nyt - men de tidligere anvendte præparater, havde alvorlige bivirkninger - uhæmmet vægtøgning, ufrivillige tics, zombielignende bevægelser o.s.v.
Fremkomsten af de ny præparater er en landvinding for de patienter der lider af depression, men pressens etiket "lykkepiller" er en gedigen misforståelse - der er ingen der bliver lykkeligere, men patienterne får mulighed for at leve et normalt liv.
Depression er en alvorlig, livstruende lidelse, en af de farligste psykiske sygdomme overhovedet, og det er en misforståelse, hvis man tror at man lader indtag af medicin alene være behandlingen - det bør følges op af terapi, men man må så erkende, at ikke alle mennesker kan profitere af terapi, idet dette kræver en vis form for erkendelse, som ikke alle mennesker kan leve op til.
Problemet med lange ventetider hos en psykiater er vidt udbredt - simpelthen fordi sundhedsvæsnet ikke får afsat midler nok til at ansætte disse speciallæger,
der netop som Svend Karlsen antyder, er langt mere kvalificerede end en alment praktiserende læge netop i behandlingen af psykiske sygdomme, både med hensyn til terapi, men også med hensyn til medicinering.
Man bør egentlig betragte moderne antidepressiva som en form for vitaminpiller for hjernen - hvis de ikke lindrer tilstanden efter 6 uger, er det fordi man ikke har brug for dem, subsidiært kan et andet præparat hjælpe.
Hvis bivirkningerne er så alvorlige for disse præparater, som det fremføres fra mange sider, og hvis medicinen udskrives i dette enorme omfang, heriblandt af praktiserende læger uden sikre diagnoser og grader af depressioner, og hvis de gavnlige virkninger samtidig er så usikre, som flere undersøgelser påpeger, navnlig på ikke meget alvorlige diagnoser - så ville det ikke overraske mig, om flere oprindeligt ikke svært deprimerede efterfølgende totalt ”mister ævred”, når de oplever at tilværelsen bliver yderligere forringet.
Af oplysninger på nettet fremgår det, at der tidligere er blevet foretaget en stikprøvekontrol af de praktiserende lægers udskrivningsmønster, hvor det viste sig at 22 procent havde mild depression.
55 procent moderat depression og kun 23 procent af en svær depression.
Om selvmord i Danmark, så sagde Sundhedsstyrelsen i sidste uge, at de nuværende selvmordstal er voldsomt høje og der fremgik det oven i købet, at omfanget formentligt er endnu højere.
I øvrigt er jeg enig så langt, at man anvender de store mængder medicin af økonomiske årsager og som følge af, hvordan systemet har været skruet sammen i årevis. Men jeg mener som lægmand også, at man ville kunne komme mindst lige så langt for tilsvarende summer ved brug af allerede kendt viden og flere metoder i kombination, f.eks. omkring kost, motion, mindfulness, meditation, musikterapi, natur/lys, konfliktløsning, helhedstænkning, holdundervisning frem for dyr samtaleterapi, større opmærksomhed omkring narko, der er voldsomt udbredt blandt klientellet og som næppe fungerer særligt godt med andre præparater etc.
Meget vil nok kræve reformer eller nytænkning, tværfagligt samarbejde, uafhængige undersøgelser og mindre indflydelse fra medicinalindustriens lobbyister, og det kommer vel næppe til at ske lige med det samme. For resten tvivler jeg ikke på, at nogle andre ville kunne være lige så nyttige at snakke med (eventuelt under supervision) som den nuværende garde, der har stået 10 år i lære og som pt arbejder i lukkede miljøer, hvor der er gået mode i diagnoserne på de forskellige centre og medicinen anvendes som den primære hvis ikke eneste hjælp.
Henrik Wagner
Alle disse ting som du foreslår i næstsidste afsnit, anvendes i stor udstrækning - af psykiatrien.
Med hensyn til narkotika, og anvendelsen blandt psykisk syge, er der ofte tale om selvmedicinering, i et forsøg på at lindre lidelsen, der er forbundet med disse sygdomme.
Tvivl om antidepressiv medicin
http://www.videnskab.dk/composite-2991.htm
Niels Mosbak
Jeg har ikke kendskab til, at den slags anvendes systematiseret, samlet eller i større udstrækning i Danmark, selvom der forelægger flere forskningsresultater. Men jeg ved, at noget anvendes i det små, isoleret set og at viden formidles tilfældigt via udklip fra avisartikler på opslagstavler i lokale pressede distriktspsykiatrier. Og at mindfullness praktiseres via psykologer for dem, som har råd til at betale for den slags eller muligvis har en forsikring til de første sessioner samt at der på nogle psykiatriske afdelinger kommer en ergoterapeut forbi et par gange om året og skaber en positiv stemning, og at der af og til dukker en socialrådgiver op og sidder og ringer rundt til forskellige instanser ofte uden resultat.
Misbrug af alkohol, hash og narko kan måske gå under navnet selvmedicinering. Men narko er ofte blevet nævnt i ret negative sammenhænge som udløsende faktor for alvorlige psykotiske tilstande eller part i nogle meget almindelige forløb som vanskeliggørende for behandlingen. Og så har det været fremme, at lukkede psykiatriske afdelinger er fyldt med narko, endda indenfor retspsykatrien, og ofte ses i forbindelse med tragedier efter (for tidlig) udskrivning. Helt præcist har det været nævnt, at ”op imod halvdelen af patienterne tager stoffer, og stoffri patienter lokkes ud i misbrug og stoffri patienter påvirkes til at tage narko”
http://politiken.dk/indland/article457234.ece
Det er sikkert rigtig, at patienterne opfatter det som selvmedicinering i mangel af bedre behandling, men den positive effekt er nok tvivlsom rent videnskabeligt ligesom samspillet med psykofarmaka ikke er blevet testet.
@ Michael
Beklager hvis jeg skred hurtigt frem, til tider lyder alting som "lykkepillesamfundskritik" og når man har set hvor meget medicin kan gøre, så kan det tikke en af, så fejlen er til dels også på min side (:
Jeg vil igen påpege, at der er væsentlig forskel på "nedtrykthed" og sygdommen depression. At nogle læger udskriver piller som var de slik, er jeg desværre også bekendt med.
Flere af jer skyder dog skylden på individet i stedet. De fleste mennesker jeg har mødt har svære fordomme om antidepressiva. Jeg har endnu ikke mødt nogle, der ville en spise en pille for at blive glade.
Mht. en mulig overmedicinering ville jeg derfor skyde skylden på dårligt uddannede læger. Ofte uddeler læger små(og uvirksomme) eller forkerte doser på baggrund af en hurtig konsultation. Oftest skal du bare besvare Hamiltons depressionsskala for at få en recept. Selvfølgelig kunne man snyde her, men kun en idiot spiser vel de her piller frivilligt.
Der mangler dog en kritik af den her undersøgelse. For hvor mange af de her mennesker får en ordentlig dosis? Antidepressiv medicin kan doseres meget forskelligt og for nogle virker den ikke. Andre skal have en dosis over den maksimalt anbefalede. En ubehandlet depression kan føre til andre psykiske sygdomme og statistisk set er risikoen for en ny depression endnu højere.
Desværre er der to scenarier for dig idag hvis du opdager du har en depression og vil i behandling. Du kan gå til en læge og få piller eller få en henvisning til en psykiater(det kan tage over 6 måneder at få en aftale) og eventuelt en henvisning til en psykolog der kan bidrage med kognitiv terapi. Den anden mulighed er, at du lader dig indlægge.
Det er altså ikke muligt at blive videresendt til en kopmpetent psykiater der kan evaluere dig, stille en diagnose og give dig den korrekte medicin og dosis, før der er gået et godt stykke tid.
Henrik Wagner
Jeg er generelt enig med dig om, at det psykiatriske system i dag er totalt underfinancieret, og som følge heraf ringere end vi kan være bekendt overfor patienterne.
Man sparede en utrolig masse sengepladser væk, da man gik over til distriktspsykiatrien, vel at mærke til skade for patienterne, og alene for at spare penge.
Man slap af med en masse "svingdørspatienter", hvilket var fornuftigt nok, men man var for spareivrig.
Man tog udgangspunkt i nogle italienske forsøg med distriktspsykiatri der virkede, men det skulle med djævelens vold og magt gennemføres her til lands, alene for at spare sengepladser.
Det var en stor fejl.
Min viden om dette område stammer fra mit erhverv som politimand, og jeg er gift med en psykiatrisk sygeplejerske, og jeg kan betro dig, fra det øjeblik distriktspsykiatrien blev oprettet, fik politiet ganske meget med psykisk syge at gøre, idet vi ofte mødte psykiatriske patienter, der mere eller mindre hjælpeløse for rundt på gader og stræder, var hjælpeløse, foranstaltede uorden, var til fare for andre og lignende - du kan læse om det i pressen dagligt.
Og det er fordi deres sengeplads blev sparet væk.
Hvor de mennesker før var i trygge rammer, når de var rigtigt syge, hvor der blev taget hånd om deres behov og behandling, er de i dag anbragt typisk i deres hjem, og når så de bliver rigtigt syge, er der ikke mulighed for en sengeplads, selv om det er deres behov.
De er stadig i hjemmet, men uden den sikkerhed de før havde, for at blive indlagt, når det hele koksede for dem.
Vi har - siger min kone - distriktspsykiatri af meget høj kvalitet, men det var en fejl at fjerne sengepladserne, hvilket man heller ikke gjorde i Italien, hvor systemet er langt mere optimalt.
Sygeplejersken hævder i øvrigt, at al medicin har bivirkninger, også panodil, der hvis man tager dem ofte nok, giver risiko for leverskader.
Om antidepressiva siger hun - hvis den ønskede effekt overstiger bivirkningerne, og man selv synes det er til at leve med er det vel okay?
Hvis man er rigtig deprimeret, er livet og døden lige nærværende, og hvis medicinen kan afhjælpe det, så man holder sig i live, er det vel at foretrække?
Og som hun tilføjer - rigtigt deprimerede mennesker er ikke i stand til at deltage i terapi, det giver intet udbytte.
Der er jo masser af mennesker der er livsvarigt medicinerede, af andre grunde en psykiatriske, og med masser af bivirkninger, men det er nødvendigt for at opretholde livet.
Blandt de privatpraktiserende psykiatere, finder mindfullnes og andre ting også indpas og anvendes i praksis - det er ikke alle der er klassiske psykoterapeuter.
Der er lavet mange mærkelige undersøgelser om narkotika, men hvis vi ser lidt på det, har man f.eks. hævdet, at hash udløser skizofreni.
Det udsagn er kun delvist rigtigt, den rigtige påstand er, at hash k a n udløse skizofreni, hvis du er genetisk disponeret (arveligt, skizofreni i familien).
Hvis hash udløste skizofreni, ville vi med det forbrug der er i Danmark nu, se en bølge af skizofreni i dag - det er bare ikke tilfældet, antallet af tilfælde, sammenholdt med befolkningens størrelse, er den samme i dag som tilforn.
I øvrigt brugte man tidligere cannabis som behandling mod depression.
Med hensyn til forekomsten af narkotika i samfundet, ja så findes det også i fængsler, det findes alle steder, også på vores pengesedler.
Og selvfølgelig kan psykisk syge også være misbrugere og alkoholikere, udstødte, hjemløse, kriminelle osv.
Men hvad der er årsag, og hvad der er virkning er svært at afgøre.
Det er fuldkommen rigtigt at man ikke bliver lykkelig af lykkepiller. De "glatter" bare følelserne ud så patienten hverken bliver så nedtrykt eller opstemt.
Så er der bivirkninger af lignende stoffer som syprexa, der medfører fedme, men når det er sagt så er disse primitive psykofarmica blevet langt bedre de seneste år, og man ser ikke længere areversibe bevirkninger som savlen efter "medicinen" ikke længere gives.
Der er stadig uforklarlige dødsfald, og hvor begrundelsen for at give dem kan være: Det er bedre med et kort, men tåleligt liv, end et langt og uudholdeligt.
... man ser ikke længere ireversible bevirkninger...
Rasmus A.
Tak for dit svar. Jeg er ganske enig i dine betragtning omkring den korrekt dosis, er et relevant kritikpunkt ift. effektvirkning.
Jeg ved at medicin for mange mennesker, kan være ganske fornuft at tilbyde, når personen står i vanskelig situation, hvor der ikke er udsigt til at personen kan overskue omfanget af.
Problemet bliver bare, at nogle vælger medicinen eller "sygdommen" som "undskyldning " for at de ikke (pt) kan overskue deres liv.
For andre, der reelt har depression, .virker medicinemntil at give "overskud", til at kunne tage fat i årsagerne bag depressionen. Som du skriver , er det her systemet halter, da ventetider ved psykiater og psykologer, betyder at tidsrummet fra medicinstart, til medicinfri bliver stort, med betydelig risiko for tilvænning. Dvs. tilvæning både på det medicinske plan, så dosis bliver øget, og tilvæning på et psykisk plan, hvor personmen acceptere den medicineret tilstand, som normal tilstand, og ikke kan forestille sig et liv uden medicin. (psykisk afhængighed)
Hans Hansen:
- Zyprexa er ikke et imod depression men imod skizofreni, psykoser, hallucinationer.
Ja, distriktspsykiatrien er underfinansieret.
Jeg kender også nogle, der arbejder der, men man kan selv danne sig et indtryk ved blot at overveje, hvor mange der er ansat i forhold til antal personer i dækningszonen eller hvor mange der i det hele taget indtager medicin. Mon ikke det også det er til fattigrøvs Danmark og de ikke forsikrede, som selv kan vælge behandling? Og så kan distriktspsykiatrien heller ikke vægte samtaleterapi, det bliver lemfældig behandling og i det store hele ikke til meget andet end medicinudlevering og brandslukning ligesom at psykoseteams, som det vist hedder, også er rettet mod dette segment.
Samtaleterapi er i øvrigt ekstremt dyrt, hvorfor jeg nævnte flere andre muligheder, som stort set ikke anvendes i offentligt regi.
Men det kommer i sidste ende til at koste for samfundet, og som du næver det, politiet møder ofte folk i dyb krise, som sejler omkring på egen hånd og ”medicinerer” sig selv? Jeg har også flere steder set omtalt, at der røg en del sengepladser i svinget i forbindelse med oprettelse af distriktspsykiatrien. I det mindste blev der senere oprettet flere eneværelser frem tidligere (og måske nogle steder stadigvæk), hvor man stuvede patienter sammen på store stuer. Næppe hyggeligt at ligge der med 6-7 fremmede sindssyge personer, men så sent som i sidste uge blev det også nævnt, at kriminelle psykisk syge indkvarteres med andre, og så ændrer bedre fysiske lokaler ikke på, at det også på hospitalerne stort set handler om opbevaring, medicin og hurtig udskrivning, hvilket bliver dyrere for samfundet med genindlæggelsesprocenter og i sidste ende stigende behov for disse 'hoteller' med priser på omkring 1.000 kroner pr. dag foruden folk som i længden mister deres erhvervsevne og/eller kommer til at lave ulykker for andre.
For resten findes der imellem distriktspsykiatri og hospitaler også nogle boligfællesskaber af forskellig slags, solistboliger f.eks., men mig bekendt minder ventelisterne om det øvrige boligmarked, hvilket for Københavns vedkommende vil sige skyde en hvid pil efter.
Et andet problem med bivirkninger er, at det kan være svært for den enkelte at afgøre, hvad der spiller ind i ens liv, hvis alt er kaos. Meget nervemedicin virker forskelligt, der tages ikke forudgående prøver som grundlag for diagnoserne, og nogle medikamenter kan udløse alvorlige sindsforstyrrelser og psykoser, og sker dette mister man i sagens natur en opfattelsesevnen, og har svært ved at erkende at kæden er hoppet af og medicinen ikke virker optimalt. Jeg vil ikke komme med en lang liste af kendte bivirkninger, men det virker uhyrligt at omtale den slags på linje med at forsøge at tage vitaminer, som jeg mener du tidligere gjorde.
I forhold til hvad mange i psykiatrien eksperimenterer med af ordinerede piller samtidig med at de indtager anden narko, så er et moderat forbrug af hash måske det rene vand. Jeg har dog også hørt, at det kan udløse psykoser, hvis man er disponeret for eksempelvis skizofreni - dog måske generelt ikke helt så farligt som alkohol. Mener at have læst, at det brænder noget fedt i hjernen, men har man haft et større forbrug på et tidspunkt ved man som regel også, at det kan give paranoia og sætte gang i nogle mærkelige fantasier foruden at der er en tendens til at folk bliver indelukkede. Vedrørende psykisk syge som misbrugere og indsatte i fængslerne, så kan de naturligvis være (mis)brugere ligesom alle andre borgere. Det slående er bl.a. genindsættelses/indlæggelsesprocenterne samt omfanget af, hvor mange psykisk syge, der er misbrugere og hvor mange i landets fængsler, der har narkorelaterede domme. Har tidligere læst at over halvdelen for de psykisk syges vedkommende og 75 % af de indsatte i landets fænglser.
Det var til Niels Mosbak :)
Henrik Wagner
"Jeg vil ikke komme med en lang liste af kendte bivirkninger, men det virker uhyrligt at omtale den slags på linje med at forsøge at tage vitaminer, som jeg mener du tidligere gjorde."
I forbindelse med anti-depressiv medicin - SSRI - er der en lange liste af bivirkninger på indlægssedlen i pakken - mange er modstridende, idet alle kendte bivirkninger er medtaget - af hensyn til retstilstanden i USA, hvor man jo rask væk sagsøger for allehånde mærkværdigheder - f.eks. at producenter af mikrobølgeovne ikke har advaret om, at man ikke må tørre sin kat i ovnen.
Det var sådan set baggrunden for min tilgang til SSRI som vitanminpiller for hjernen - hvis ikke der er indtrådt en bedring i tilstanden i løbet af 6-8 uger, har man enten ikke fået de rigtige præparat, eller også har man ikke en depression.
Jeg er nu pensioneret fra politiet efter 25 års tjeneste med en arbejdsskade - PTSD - der også behandles med SSRI præparater - fordi symptomerne kan dæmpes med disse præparater - jeg har selv afprøvet adskillige, og ved nogle var bivirkningerne meget ubehagelige, og ved mine nuværende acceptable.
Jeg kan således se frem til resten af mit liv, at være medicineret, såfremt jeg ønsker at have et tåleligt liv, og i sidste ende - et liv overhovedet.
Men lykkepiller - det kan man ikke kalde det.
Niels Mosbak
Jeg har hørt en del om, at FDA skulle være meget restriktive, men i forhold til objektivitet omkring branchen var det interessant at læse den artikel, som Per Holm Knudsen gjorde opmærksom på.
Det amerikanske forskerhold bag den omtalte kritiske gennemgang af forskningen vedrørende effekten af antidepressiv medicin mener altså, at resultaterne bliver "fordrejet" i en retning til fordel for medicinalindustrien, der producerer denne medicin, dels ved at negative resultater holdes skjult, og dels ved at negative eller tvivlsomme resultater fremstilles som om de var positive, selvom det - ifølge forskerholdets egne analyser - ikke var tilfældet.
Tak for informationerne om dine egne erfaringer. PTSD er desværre næppe usædvanligt inden for dit tidligere fag. At du har prøvet flere præparater (og en del med ubehagelige bivirkninger) før du fandt noget, som du fandt tilfredsstillende, det er vel også et eksempel på en begrænset eller meget individuel effekt. 6-8 uger kan være lang tid for de fleste med svære bivirkninger, og et forløb hvor det indimellem kan være svært at vurdere, hvad der er bivirkninger/sygdom – for nogle yderligere, hvis de ikke er omgivet af familie og venner, der kan se, hvis det er alvorlige bivirkninger som patienten ikke selv er opmærksom på, (sygdomserkendelse, svigtende realitetssans etc.). Desuden ønsker man selvfølgelig en positiv effekt, og en risiko er at man herigennem fortsætter i længere tid og bliver afhængig, og efterfølgende stopper, hvilket kan give nogle af de her omtalte mere alvorlige problemer så som den sygdom, som man måske ikke havde oprindeligt.
I forhold til tråden hæfter jeg mig mest ved, at det tilsyneladende er sparsomt med uafhængige undersøgelser. At rapporter siden 2002, og muligvis længe før har sagt, at det generelt kun har positiv effekt ved sværere depressioner (hvilket også flere psykiatere siger), og at bivirkningerne som bl.a. omtalt i artiklen kan være alvorlige samt at op imod en halv million modtager det i Danmark. At medicinen udskrives af praktiserende læger, og at en stikprøve tidligere har vist, at kun 23 procent af modtagerne havde den diagnose, som det af flere menes at kunne virke imod og endda kun i nogle tilfælde. At skrue yderligere op for dosis, hvis det ikke virker for de milde og moderate depressioner, det skal man nok være lidt forsigtig med, hvis man ikke er sælger fra Lundbeck. Bortset fra det, har jeg ingen grund til at mene, at præparaterne ikke hjælper mange ved korrekt brug ligesom at samtaleterapi hjælper i nogle tilfælde men ikke i andre. Men der er også meget andet der virker, og samlet set burde man være langt bedre til at kombinere kendt viden. Måske også andre metoder i kombination kunne fungere mindst lige så godt, selvom medicinen hjælper dem i dag? Det er dog ikke noget man skal forvente at medicinalindustrien kommer og gør opmærksom på.
Henrik Wagner
"6-8 uger kan være lang tid for de fleste med svære bivirkninger, og et forløb hvor det indimellem kan være svært at vurdere, hvad der er bivirkninger/sygdom"
Det har du ret i - for mit eget vedkommende standsede forsøget i løbet af 10 dage, hvor jeg tog 5 kilo på, fik et tordnende højt blodtryk mv.
Og hvis man får så ubehagelige bivirkninger skal man ikke være så autoritets tro - man skal kontakte sin læge, og få et andet præparat.
Men man bliver ikke afhængig på en sådan måde, at man ikke kan stoppe behandlingen - hvis man som jeg har fået det gennem længere tid, kan man ikke bare stoppe, men skal trappe langsomt ud, idet der ved et brat stop kan forekomme bivirkninger.
Og så en anden ting, som vil gøre medicinalindustrien og sundhedsvæsenet "tossede". Man skal ikke lade sig spise af med kopi-præparater, under henvisning til at de er billigere, og har fuldstændig de samme indholdsstoffer.
De virker ikke nødvendigvis så godt som det originale præparat, hvilket jeg også selv har erfaret, selv om indholdsstoffet er det samme.
Måden stofferne tilsammen er formuleret på, kan give dårligere virkning.
Men der udvikles hele tiden ny metoder, også med medicin der virker i en kombinationsbehandling, og kan booste effekten af SSRI, eller virke stemningsstabiliserende, men det er selvfølgelig ikke de alment praktiserende læger der er på forkant med den udvikling, men ofte psykiatere, der jo er specialister.
Men det er jo samfundets balancegang mellem penge og helbred der sætter dagsordenen - man skal jo hele tiden huske på, at det er bedre at være rig og rask, end syg og fattig. ;-)
DET ER FULDKOMMEN RIGTIGT OG MEGET INTERESSANT AT PILLERNE SKABER DE SYMPTOMER SOM DE NETOP SKULLE KURERE,
MANGE SELVMORD BLANDT PERSONER DER FÅR ANTIDEPRESSIVER, HERUNDER NU MINDRE BØRN BEGÅR BESTIALSKE SELVMORD, MÅSKE NETOP ANSPORET AF PILLERNE,
MEN DET ER JO EN STÆRK PENGEINDUSTRI VI ER OPPE IMOD, MEDICINALMAFFIAEN
Selvom tråden er gammel føler jeg trang til at skrive i den. Dog vil jeg indskrænke mig til dette:
Mht. mange selvmord blandt bruge af antidepressiva.
Der er en ting, som jeg ikke har set nævnt. Nemlig det at langt den overvejende del af psykofarmika ordineres af praktiserende læger med speciale i almen medicin. Ikke af psykiatere.
Ja, tråden er gammel. Men det forandrer ikke den kendsgerning at sagen, den forsøger at belyse, er særdeles vigtig.
Mange har forgæves igennem årene forsøgt at optrevle det spind af fortielser, løgne, manipulation og korruption, der har været nødvendigt for medicinalindustrien, for at opbygge et marked for SSRI præparater, de såkaldte lykkepiller.
Man kan undre sig, at det endnu ikke er lykkedes nogen af afsløre dette vanvid. En af grundene kan muligvis være, at man på et punkt i sin søgen efter sandheden gang på gang løber panden mod en mur, fordi både lægemiddelindustrien, Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsministeren kaster aben frem og tilbage mellem sig og samtidigt forsøger at dække over hinandens mangel på ansvarlighed. Det er en svær nød at knække
For nylig (den 7. marts 2011) gik lægemiddelstyrelsen ud med oplysninger om blandt andet 16 dødsfald og adskillige hjertefejl, hjerneskader og misdannelser hos børn af mødre, der under deres gravidtet har fået disse SSRI produkter. Oplysninger, som styrelsen har haft kendskab til i op til fem år, uden de syntes, det var relevante oplysninger for lægerne og offentligheden.
Selvsamme styrelse bekræfter kort efter, at der ud af 50 tilfælde alvorlige bivirkninger, kun indrettet et enkelt tilfælde til dem.
Så er det ikke svært at regne ud, at lægemiddelstyrelsen derved selv erkender, at der kan være op til 800 børn, der er døde på grund af SSRI produkterne i Danmark samt de mange andre alvorlige bivirkninger.
Vi står overfor en skandale, der er større end thalidomodskandalen og omniscanskandalen tilsammen.
Til tallene siger udviklingsdirektør ved medicinalgiganten Lunbeck: "Dem, der siger at der er en årsagssammenhæng mellem medicinen og dødsfaldene tager fejl". Et vægtigt indicium, der viser, at medicinalindustrien kalkulerer med, at det slet ikke er muligt at påvise årsagssammenhænge i disse sager. Derfor kan udviklingsdirektøren udtale sig så kategorisk uden at komme i klemme.
Selv om der forelægger obduktionsrapporter, der påviser årsagssammenhæng, benægter Lundbeck dette og kalder retsmedicinerne for inkompetente.
Og hvor er Indenrigs- og Sundhedsminister Bertel Haarder i denne uhyggelige sag. Han sidder med hænderne i skødet og vender som sine forgængere på posten det blinde øje til, selv om han ved, at den styrelse, som han selv er chef for, lægemiddelstyrelsen, er medansvarlig for at vanviddet ikke standses, fordi de er i lommen på medicinalfirmaerne. Lægemiddelstyrelsen kunne ikke eksistere uden medicinalfirmaernes tilskud til driften.
imens udtaler Haarder: "Risikoen for bivrkninger ved SSRI produkterne er lille". Er han også i lommen på medicinalindustrien?
Udtalelsen er en hån mod de mange familier, der har været igennem den traumatiske oplevelse at miste et barn kort efter fødslen.
Noget virkelig uhyrligt er, at medicinering med antidepressiva kan gøres til en del af kommuners krumspring for at undgå at tildele førtidspension til folk der har andre problemer der gør at de ikke kan arbejde...
Det kan godt være, at antidepressive tabletter er vanedannende osv., dog kender jeg flere fornuftige, voksne mennesker, der har stor glæde af dem og ikke aner, hvad de skulle stille op med sig selv, hvis de ikke havde disse tabletter at ty til, når de mørke skyer samler sig.
Det er jo ikke let at få psykiatrisk hjælp fra det offentlige, også selvmordstruede bliver sendt hjem fra hospitalerne efter en dag eller to, af og til med fatale følger. Skal man selv betale psykologisk/psykiatrisk støtte, er det en kostbar affære.
Jeg mener, at man skal tænke på dem, der behøver denne medicin for at klare sit arbejde, så de ikke ligger samfundet til last.