Læsetid 7 min.

Når systemet har svært ved at skelne de syge fra snylterne

Politikerne jagter dem, socialrådgiverne tænker, de snyder, og lægerne frygter dem - underklassens syge kvinder, som ingen rigtig kan finde ud af, hvad fejler
Snyd. At tale om snyd giver jo kun mening, hvis man opfatter systemet som superretfærdigt, men det er systemet jo ikke, siger Nanna Mik-Meyer.

Snyd. At tale om snyd giver jo kun mening, hvis man opfatter systemet som superretfærdigt, men det er systemet jo ikke, siger Nanna Mik-Meyer.

Mikkel Østergaard
18. september 2009

Der er den langtidssygemeldte kvinde med parcelhus og bil i carporten. Hendes mand har et godt job, hun er ufaglært. Hvis bare hun kunne få det fitnesskort af kommunen, så ville alt gå bedre. Hun kunne træne sin smertende krop og komme videre, siger hun.

Der er den kommunale sagsbehandler, som frustreret klager over sygedagpengemodtagere, der er mere fokuserede på deres sygdom end på at komme tilbage til arbejdsmarkedet.

»Hvis de overhovedet er opsøgende, så er det i forhold til at finde oplysninger om deres sygdom. (...) Den meget fine hjemmeside K10, den er meget spændende. Det er om fleksjob og førtidspension. Et forum, hvor folk kan sidde og hjælpe hinanden med, hvordan de bedst kan kringle den her, hvis de gerne vil have et fleksjob.«

Og så er der lægen, der synes, gruppen af sygedagpengemodtagere med såkaldt diffuse lidelser, altså lidelser der ikke umiddelbart kan diagnosticeres, er »krævende«. De opsøger igen og igen lægens konsultation, og lægen forsøger at tage dem alvorligt. For risikoen er jo, at man overser en somatisk sygdom. Eller også ser lægen sig som en beskytter og mægler mellem klienten og det sociale system.

»Vi beskytter dem. Simpelthen. Vi har jo retten til sygemeldingen, og det er decideret en beskyttelse i forhold til kommunens pres om arbejde,« siger en læge fra Holstebro.

Som forsker gør man sig også sine tanker, forklarer Nanna Mik-Meyer, der er sociolog og ansat ved Copenhagen Business School, og sammen med antropolog Mette Brehm Johansen har skrevet bogen Magtfulde Diagnoser - Diffuse lidelser, der er baseret på interview med sygemeldte, sagsbehandlere og læger. Man gør sig sine tanker, fordi de sygemeldte, primært kvinder, er del af en voksende gruppe personer, der i dag sygemeldes på grund af stress, diffuse smerter i kroppen eller depressive symptomer. Lidelser, der alle har det til fælles, at der ikke er enighed om, hvorvidt personerne reelt er syge eller ej. Og som før hed noget andet. Sagsbehandlerne taler om skraldespandsdiagnoser, hvor alt det, man ikke rigtig kan finde ud af at rubricere, ryger hen - eller modediagnoser, f.eks. fibromyalgi eller kronisk træthedssyndrom, der har måttet vige pladsen for diagnosen depression. Symptomerne er stort set de samme. Det er patienterne også.

Diagnoserne skifter.

Velfærdens bagside?

Denne gruppe sygedagpengemodtagere har i særlig grad det politiske systems bevågenhed. Og i takt med samfundets behov for arbejdskraft har man strammet lovgivningen for udbetalinger af sociale ydelser og kontrollen med folk, der udnytter systemet.

»Om kvinden i parcelhuset tænker man, 'okay, kan du ikke bare gå ned og købe det fitnesskort selv eller løbe en tur.' Det er velfærdsstatens bagside, hvor man kræver ind og ikke ser, hvad man selv kan gøre. Jeg har også tænkt om hende, der fortalte, hvor ondt, hun havde i ryggen, at jeg - der også periodisk har problemer med ryggen - måske i virkeligheden har lige så ondt som hende, men jeg er stadig i arbejde,« siger Nanna Mik-Meyer.

Men der er forskel i ressourcer, og kvinderne lyver ikke. Nanna Mik-Meyer har et fleksibelt forskerjob. Hvis hun har ondt i ryggen, kan hun tale lidt med chefen om en fleksibel løsning. Og er der krise i privatlivet, kan den fleksible vidensmedarbejder tale med en kollega, som også lidt er en ven, en times tid, og så får hun lidt luft.

»Det er ikke de lavtuddannede kvinders virkelighed. Når man sidder over for de her kvinder, er man ikke et sekund i tvivl om, at de har det så skidt, som de siger. Om det så er indbildt, er ikke til for mig at afgøre.«

»Men det er sjældent, jeg har tænkt, at de snyder systemet. De har ved gud ondt. Men er det en krise, eller hvad det må være, der sætter gang i smerterne og intensiverer dem, så de er nødt til at gå til lægen to gange om ugen?«

Det er de kommunale sagsbehandlere, der på forskernes foranledning har udvalgt de personer, der passer i kategorien, diffuse lidelser. Og langt de fleste er ufaglærte eller kortuddannede kvinder.

»I et liv er der op og nedture, men der er klasseskel i forhold til, hvilke ressourcer der er til stede til at mestre livskriser. Jo kortere uddannelse, jo flere er der med diffuse lidelser,« siger Nanna Mik-Meyer.

Glemmer klasser

Ifølge Mik-Meyer bliver der ikke snydt. Men tænkt strategisk i forhold til den situation, kvinderne befinder sig i.

En sygdomshistorie om at ikke at være i stand til at magte oprydningsopgaver i hjemmet bliver for eksempel nærmest ordret genfortalt på forskellige patienthjemmesider. Den går sådan her: Du kan synes, at her er utrolig rent i mit hjem, men ingen kan se, at jeg kun kan støvsuge tre kvadratmeter, og så har jeg ondt. Folk undrer sig over, at jeg kan luge min have, men jeg ligger i min seng de næste fire dage. Det koster.

»Kvinderne læser de historier, fordi de er genkendelige, og så låner de sproget. Nogle sagsbehandlere opfatter det som snyd. Men som udgangspunkt har de mennesker det ad helvede til. De magter ikke at arbejde, og de er nu i gang med at bygge en identitet op, der gør, at de kan blive fritaget. Det forsøger de at agere strategisk ud fra. Vi forsøger alle at agere strategisk i forhold til vores situation.«

Mik-Meyers kolleger - filosoffen Ole Thyssen, CBS, og sociologen Henrik Dahl - var i deres bog Krigeren, Borgeren og Taberen inde på samme pointe om, at sygdomssproget kører rundt i de sociale systemer, fordi alle har en interesse i diagnosen. Men de nåede også ifølge Mik-Meyer frem til en anden konklusion, nemlig at taberen burde tage sig sammen.

»Dahl og Thyssen glemmer en klasseanalyse. Der er forskel på en rengøringshjælp, der har nattevagter og arbejder efter nøje overvågede tidsskemaer, og så en forsker, der kan trække stikket ud, hvis det er ok med chefen og tænker, 'jeg blev da skilt sidste år. What's the big deal; jeg har da præsteret meget godt.' Klasseforskellen ligger i, at du og jeg har en helt anden fremtidshorisont for os selv og vores børn. Hvorimod en enlig mor og SOSU-assistent har et mindre interessant og mere presset job, der ikke leder frem mod en bedre situation.«

Deres bøger handler om de samme ofre, men Mik-Meyer mener, at Dahl og Thyssen er de priviligerede forskere, der analyserer en andenklasses livsvilkår med bind for øjnene.

»De fremstiller folk som snydere og bedragere, men de tager ikke selv ud og taler med dem. Og man sidder jo ikke og misunder de her kvinder og tænker, bare det var mig, der kunne side hele dagen og føle mig syg.«

Spørger man Mik-Meyer, om hun kan forstå, at nogen opfatter hjemmesider som K10 og de kopierede sygdomshistorier som forsøg på at bedrage systemet, svarer hun:

»Jo, men det er ud fra tesen om, at systemet er superretfærdigt, og det er det jo ikke. Hvis du kommer op på kommunen og siger, at du er super ked af det og græder hele tiden, fordi du er lige blevet skilt, så tvivler jeg kraftig på, at du kan komme på sygedagpenge. Men hvis du virkelig har det sådan, at du ikke kan arbejde, er du nødt til at finde ud af, hvad du så skal gøre. Og så tror jeg, de smerter kommer, fordi man er nødt til at få dem.«

Sygdomsforværrende

Selve turen igennem systemet, hvor patienterne henvises fra den ene specialist til den anden, fordi lægen med sin baggrund i lægeløftet ikke kan afvise en person, der siger, hun er syg, kan være sygdomsforlængende i sig selv.

»Ligegyldigt hvad man har lavet, hvilke undersøgelser man har lavet, hvilken behandling man har iværksat, så er de lige sølle, lige ringe,« som en læge fra Thisted siger.

I den proces er der ekstremt fokus på sygdom, og det er sådan kvinderne ser sig selv. Også fordi de samtidig er under pres for at kunne legitimere, at de ikke kan det samme som tidligere over for deres familie og arbejdsplads.

I nogle tilfælde får sagerne lov til at køre og bliver svære at stoppe.

En sagsbehandler fra Odense siger:

»Jeg tænker tit: 'Jeg burde have stoppet sagen dengang, for der er ikke sket noget i de fem måneder. Hvorfor har jeg accepteret, at den her sygemelding har varet så lang tid?' Når man først har accepteret grundlaget for en sygemelding, og de har været sygemeldt i lang tid, hvordan kan jeg så lige pludselig sige: 'Der var faktisk ikke grundlag for sygemelding. Du kunne faktisk godt have arbejdet med det samme.'«

Ofte betragter sagsbehandlerne sygedagpengemodtagere med diffuse diagnoser som personer, der har vanskelige sociale og psykologiske forhold med sig.

Men til trods for, at de fleste sagsbehandlere forstår sygdom som et bredt begreb, der kan rumme mange lidelser og årsager til lidelser, så kan de ikke handle ud fra den form for forståelse. Det giver lovgivningen dem ikke mulighed for. Og forskerne konstaterer, at sagsbehandlerne og lægernes roller er byttet om. Lægerne er skolet til at fokusere snævert på diagnoser og behandling, men de ender med at have et langt bredere sygdomsbegreb end sagsbehandlerne. »Lægerne betragter det sociale system som potentielt sygdomsforværrende, men skal samtidig samarbejde med det samme system,« konstaterer Nanna Mik-Meyer.

Kvinde-fnidder-pladder

For nogle år siden udgav neuropsykolog og forfatter Lise Ehlers bogen Store mænd, syge kvinder, hvori hun argumenterede for, at folkesygdommen depression var en »forståelig reaktion på mandssamfundets overvældende krav til kvinderne«:

»Når kvinderne ikke magter at være både ude og hjemme, at være kvinde, mor, hustru, arbejder og menneske, så lurer sygeliggørelsen på hende,« skrev hun.

Nanna Mik-Meyer mener, det er for simpelt at anskue kvinders overrepræsentation i gruppen med diffuse diagnoser som et spørgsmål om mandssamfundets undertrykkelse.

»Det ligger mere i de forventninger, der stilles til kvinder. Det bemærkelsesværdige i vores undersøgelse er, at der stort set ingen mænd er i gruppen med diffuse diagnoser. Kvinderne kommer ofte fra omsorgs- og servicefag, hvor man har en kultur for at trække på en psykisk diskurs, når man skal forklare en sygdom. Hvorimod en mand ikke af sig selv taler om mobning på arbejdspladsen eller skilsmisse. Det interessante er, at nogle former for sygdomssprog betragtes som 'reelle', nemlig de fysiske sygdomme, mens andre betragtes som 'kvinde-fnidder-pladder'. Spørgsmålet er, hvordan 'kvinde-fnidder-pladder' passer sammen med de redskaber, sagsbehandlerne har til rådighed inden for lovgivningen. Om systemet både genkender det psykologiske og delegitimerer det som sygdom,« siger Nanna Mik-Meyer.

Forskeren lægger derfor op til, at loven i højere grad levner plads til, at sagsbehandlerne kan anvende lægernes mere »humanistiske« tilgang i deres møde med denne gruppe borgere.

»Lige meget hvad vi gør, vil de her mennesker altid være i systemet, og de har altid været der. Så måske skulle vi prøve at anerkende, at de ikke magter deres livskriser og hjælpe dem i stedet for at jagte en medicinsk acceptabel diagnose. Hvis man virkelig vil snyde, er det jo nemt at lyve sig til en sygemelding. Jeg mener, at det er meget uheldigt med et socialt system, der ikke bygger på en eller anden form for tillid til de mennesker, der har brug for det,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Charlotte Harder
Charlotte Harder

Man bør bede samtlige patienter med diffuse smerter i muskler og led om at få målt deres D-vitamin niveau, også selvom lægen finder det unødvendigt. Det er desværre endnu ikke alment kendt blandt læger, at vi har fået et problem med for lavt D-vitamin i Danmark.

Det har vi blandt andet fået, fordi vi er blevet dygtige til at beskytte os mod solens skadelige stråler, og fordi kosten har ændret sig en hel del. Vi kan ikke dække behovet alene via kosten.

Dette er ikke grebet ud af den blå luft men bittert erfaret på egen krop. Jeg har lidt af alvorlig D-vitaminmangel igennem en årrække og var til udredning ved den ene specialist efter den anden. Hver kom til sin egen fejlagtige konklusion. Jeg havde kronisk træthedssyndrom, hed det. Jeg havde formentlig ondt i leddene pga. min hypermobilitet. Eller den klassiske... det var nok psykisk. Imens blev jeg dårligere og dårligere. Jeg kunne til sidst knapt holde armen oppe for at børste mine tænder eller røre i en gryde. Jeg mistede appetitten og pådrog mig alle mulige slags infektioner. Jeg var pinedød nødt til at få hjælp fra lægen, og fik det endelig, da jeg skiftede læge for at få et nyt og frisk syn på min elendighed.

Jeg var ufatteligt heldig at det nye lægehus forskede i D-vitaminmangel og som det første overhovedet fik taget blodprøver. Normalt skal det ligge på 50 µmol/l mit var på 18! Jeg blev straks sat i behandling med indsprøjtning af D-vitamin og efter få gange havde jeg det allerede mærkbart bedre. Det var fantastisk!

Der er sket varig skade og jeg kommer aldrig op på 100% styrke igen, men jeg er på måske 80% og har taget læreruddannelsen for netop at arbejde med noget, der ikke er for fysisk krævende. Derved kan jeg nu arbejde 37 timer i en helt almindelig stilling i stedet for at have flexjob, og jeg kan sætte tempoet lidt ned, når der er behov for det.
Jeg har ikke samme energi, som andre har, når de har fri, så jeg har knapt så mange aktiviteter planlagt, men nyder at jeg kan få det til at hænge sammen.

Jeg bliver noget nedslået af at læse det sidste afsnit i artiklen og især:

»Lige meget hvad vi gør, vil de her mennesker altid være i systemet, og de har altid været der. Så måske skulle vi prøve at anerkende, at de ikke magter deres livskriser og hjælpe dem i stedet for at jagte en medicinsk acceptabel diagnose.«

Se at få udbredt kendskabet til D-vitaminmangel i en fart... det kan måske aflive mistanken om, at "de ikke magter deres livskriser".

Der, hvor man med rette kan blive mistænksom er, hvis patienten ikke vil have målt sit D-vitaminniveau. Så er de måske bange for at blive raske, bange for at miste identiteten som syge. De har i så fald nok bare glemt, hvordan det er ikke at have smerter!

Brugerbillede for Henrik Wagner

Der findes ganske udmærkede alternativer til det selvdestruktive overbureaukrati som på mange måder, heriblandt de skitserede, dræner mange borgere for ressourcer og tapper systemets eksperter i et enormt gensidigt spild. Men borgerløn lader til at være tabu.

Brugerbillede for Per-Olof Johanssson
Per-Olof Johanssson

- apropos syg eller ikke: Det er da fint, at systemet modarbejder, at vi forholder os som syge, længere end nødvendigt - men det burde kunne ske uden mistænkeliggørelse. Inden otte uger synes man det er rimeligt, at der tages stilling til varigheden og hvad der videre skal ske. For at lægen skal kunne udtale sig inden for fristen osv får man brev om tilstand og varighed inden man har sat benet ud af sengen. I en følsom periode, som tiden lige efter en operation kan være, virker det som grundløs mistænkeliggørelse. Jeg ved ikke om nogen nogensinde har taget dette op - men jeg har mødt mange, som har haft samme oplevelse af den situation som jeg selv. Både mænd og kvinder!

Brugerbillede for

@Henrik Wagner
Er borgerløn mulig i et samfund hvor produktion er den eneste indtægtskilde af betydning?

Jeg vil foreslå et personfradrag på eksv 150.000 kr

Brugerbillede for Liliane Morriello
Liliane Morriello

Kringler vi den ?
»Hvis de overhovedet er opsøgende, så er det i forhold til at finde oplysninger om deres sygdom. (…) Den meget fine hjemmeside K10, den er meget spændende. Det er om fleksjob og førtidspension. Et forum, hvor folk kan sidde og hjælpe hinanden med, hvordan de bedst kan kringle den her, hvis de gerne vil have et fleksjob.« (udtaler en sagsbehandler) Citat slut

Hvis systemet var retfærdigt, hvis velfædssystemet fungerede, ville der ikke være behov for et forum som K10.

Hvis man af systemet er bliver tvunget til at kæmpe, og kæmpe hårdt for at få den hjælp man har behov for, når resourcerne er på deres laveste og ens liv ellers ligger i ruiner.
Så bliver det nødvendigvis et spørgsmål om sejre og nederlag, hvor man glædes over sejrene og harmes over nederlagene.

Fordommene er at Fibromyalgi er en modediagnose fra 90erne, en skraldespandsdiagnose for besværlige patienter, eller en trøstediagnose der skal give familielægen fred og ro. De personer, mest kvinder, der får diagnosen er husmødre uden uddannelse der har ondt i livet eller er opmærksomhedssøgende, hypokondere, snyltere, dovne, osv.

Jeg har, foruden flere andre diagnoser, diagnosen fibromyalgi.
Jeg har to håndværksmæssige uddannelser og en Bachelor grad.
Jeg har siden jeg var 10 slugt bøger, gennemsnitlig 2 om ugen.
Til mine interesser som privatperson hører: Psykologi, filosofi, Astronomi og Kvantum fysik, som jeg læser og studere som autodidakt. Under emnet astronomi er jeg special interesseret i Fermi paradokset. Jeg har skrevet artikler (til interesse orienterede magasiner), læst korrektur på Engelske artikler (Bladet; Nordisk Sexologi), og undervist på universiteter (Veterinær).

Fibromyalgi:
Fibromyalgi er en kronisk sygdom, hvor forstyrrelser i centralnervesystemet medfører, at de ramte lider af udbredte smerter, hurtig udtrætning, kognitive forstyrrelser i form af hukommelses- og koncentrationsproblemer samt en række andre symptomer. Forskere har påvist forstyrrelser i centralnervesystemet, og bl.a. SPECT-scanninger viser, at der er tale om en markant større smertereception i hjernen hos de ramte sammenlignet med raske kontrolpersoner.

Desuden findes der nu en ny blodprøve, APA Assay, der kan måle niveauet af Anti-polymer Antistoffer i blodet hos fibromyalgipatienter.
(Endnu ikke anerkendt)

Tvivlen om hvorvidt de symptomer patienten føler, er somatiske/organiske eller affødt af psykologiske årsager, er en svøbe som disse patienter som oftest har pisket sig selv med i årevis inden diagnosen stilles. De har ikke behov for at andre overtager svøben og pisker videre.

Før man udtaler sig om disse sygdomme, burde man sætte sig bedre ind i hvad det drejer sig om.
Der har igennem tiderne været mange sygdomme som, fordi man manglede beviser, og fordi lægen ikke kunne sætte navn på, har været afvist som værende somatiske. Simpelthen fordi man endnu ikke var langt nok i forskningen, sygdomme som i dag er anerkendt både medicinsk og alment, og som ingen kunne finde på at drage tvivl om.

Og de allerfleste, om ikke alle, fibromyalgi patienter er blevet testet for D-vitamin mangel, og tager dagligt tilskud eller får i ambulatorier jævnligt indsprøjninger. De har stadig fibromyalgi.

Brugerbillede for Kristina Nordentoft
Kristina Nordentoft

Det er da det største omgang vrøvl jeg længe har læst.
Går de bare ud fra alle med fibromyalgi er psykisk-ustabile eller meget psykisk svage?
Helt ærligt jeg har selv været i systemet siden jeg var 18.

Jeg kan ikke arbejde, jeg kan ikke gøre rent, ofte skal jeg have hjælp til de mest almindelige ting.

Jeg har 3 ufhængeige psykiatriske undersøgelser der alle siger jeg ikke fejler noget psykisk, hvis det så bare var så enkelt.

Hvis jeg kunne arbejde havde jeg gjort det. Hvis jeg kunne lege flere timer om dagen med mine børn havde jeg gjort det. Hvis jeg kunne gøre rent havde jeg gjort det. Men jeg kan ikke, smerterne er simpelthen for voldsomme.

Og hvis man så tror det bliver lettere at hører på nogle fjolser udtaler sig om noget de åbenbart ikke har nogen synderlig viden om, kun nogle meninger og anskuelser, tja så tager man fejl.
Har de selv givet sig tid til at snakke med os med kroniske smerter?
Har de overhovedet læst at TERM-modellen, ikke har haft nogen virkning overhovedet på bare èn eneste patient?

Jeg hader virkelig folk der har stoppet deres uddannelse så langt op i r*ven at de ikke kan se at der virkelig findes folk som har ondt, folk som gennem mange år har kæmpet med systemet, læger, sagsbehandlere osv. Måske er det derfor folk med tiden udvikler deprassioner og angst, fordi INGEN tager det alvorligt, eller presser dem for hårdt i arbejdsprøvninger, og konstante udtalelser om "tag dig sammen", "det er bare noget du bilder dig selv ind", "ingen mennesker kan have så ondt uden grund".

Helt ærligt tag jer nu sammen alle i højtuddannede mennesker, der mener at have krav på at udtale sig om hvordan folk med kroniske smerter har det.
Er der en eneste af jer, der overhovedet aner om vi har ondt eller ej. Hvilken ret har I til at dømme os? Hvilken ret har I til at kalde os psykisksyge?

Brugerbillede for Charlotte Harder
Charlotte Harder

@ Liliane Morriello
Jeg tror du mest kommenterede på artiklen, men til slut egentlig skriver til mig:

"Og de allerfleste, om ikke alle, fibromyalgi patienter er blevet testet for D-vitamin mangel, og tager dagligt tilskud eller får i ambulatorier jævnligt indsprøjninger. De har stadig fibromyalgi."

Jeg ved ikke om alle er testet i dag, men til gengæld ved jeg at adskillige ikke var det for ganske få år siden og blev mødt med modstand fra lægerne, fordi det var virkelig ikke nødvendigt at teste for.

Mit indlæg skal da være en opfordring til dels ikke at dømme smertelidende og til at få testet sit D-vitaminniveau hvis man lider af diffuse muskel/ledsmerter og træthed. Jeg tænker på alle dem, der går og lider dagligt, og som måske bliver sendt fra specialist til specialist, og alligevel ikke har fundet en forklaring.

Når jeg siger det så klart og måske sat lidt hårdt op, så er det fordi det er så enkel en undersøgelse og så er den alligevel så overset og for nogle kan det nærmest betyde en tilbagevenden til selve livet...

Brugerbillede for Henrik Wagner

@Bill Atkins

Et personfradrag på 150.000 kr. ville ikke i sig selv sikre en vis minimumsindkomst til ældre, arbejdsløse eller syge, hvis det var det man ville opnå.

At forenkle og slå en masse offentlige ydelser sammen under en form for borgerløn og give den til alle i stedet for mange fradragsmuligheder/tilskud, det ville foruden de nævnte læger/involverede borgere også kunne frigive flere eksperter, administratorer, kontrollanter, dommere, jurister, socialrådgivere, revisorer og hvad de involverede parter eller kaldes i vores enorme bureaukrati. Om det er muligt? Nogle økonomer påstår at det ikke er dyrere end det eksisterende system.

Brugerbillede for lena m

Det er da utroligt hvad man skal læse før ørene falder af!

Et nærmere kig på hjemmesiden www.k10.dk viser jo med al tydelighed, at der som udgangspunkt ikke er tale om diffuse smerter, men tværtimod velbeskrevne og velstillede fysiske eller psykiske diagnoser, som TILSIDESÆTTES af sagsbehandlere og sociallæger i kommunerne.

Der er skrevet tykke bøger om kommunale sagsbehandlere og sociallæger, som tilsidesætter kræftdiagnoser, nedslidningsdiagnoser mv, for at spare, med personlig økonomisk ruin til følge for den ramte syge borgere, som har knoklet hele livet igennem. (Ellen Ryg Olsen: syge på tvangsarbejde, Jytte Hestbech: velfærd eller svindel)

Dansk Socialrådgiverforening har udgivet en pjece der hedder "stop ulovlig praksis" - hvorfor er dette nødvendigt????

Det er horribelt det der sker rundt om i kommunerne, og det er horribelt at der er behov for en hjemmeside som k10 - men det er der, så længe loven bliver overtrådt gang på gang!!!!

Prøv et kig her;
http://sites.google.com/site/lenamichelsen/

Sæt 15 minutter af til at se dette indslag;
http://www.tv2fyn.dk/video/20409

Dem der bliver taget ved næsen er alle I, der TROR I betaler skat for at sikre syge og handicappede deres rettigheder!

Brugerbillede for Kristina Nordentoft
Kristina Nordentoft

Jamen hvor svært kan det være.
Alle undersøgelser viser at de fleste får det psykisk dårligere med årene, EFTER de har fået fibromyalgi, det er altså ikke fibromyalgien der kommer pga. psyken, men lige omvendt.
Samtidig er fibromyalgi altså en anerkendt sygdom af WHO, og skulle også være det herhjemme, men tingene ser åbenbart anderledes ud på papir end udført i praksis.

Brugerbillede for Liliane Morriello
Liliane Morriello

Kære Charlotte Haarder,

Jo, min sidste kommentar var møntet på dit indlæg, fordi du fik det til at lyde som om at hvis man bare blev testet positiv for D-vitaminmangel og kom i behandlig for det, så kunne alle bleve raske. Sådan er det desværre ikke. Men helt sikkert D-vitamin mangel kan i sig selv have store konsekvenser for helbredet, grænsende til det livsfarlige, så det er vigtig at få checket hvis man har mistanke om det.

@ Lena M

Du skriver "Dem der bliver taget ved næsen er alle I, der TROR I betaler skat for at sikre syge og handicappede deres rettigheder!"

Jeg tror ikke folk tænker på om de betaler for syge og handicappedes rettigheder, jeg tror de gladeligt betaler skat, fordi de tror, at skulle det gå galt så er der et socialt sikkerhedsnet der vil fange dem og sikre at de ikke ryger til bunds. De tror det er dem selv de sikre, skulle det gå galt. Og de har ingen anelse om hvordan velfærdssystemet har ændret sig, de tror det stadig er som i 80erne og 90erne.

Som det er i dag så er maskerne i dette sociale sikkerhedsnet efterhånden blevet så store, at det godt nok stadig fanger dem der har behov for hjælp, men de ryger halvvejs igennem og ender med at hænge fast, og kan ikke komme fri af nettet igen, og med det, er de dømt til tiggergang og et liv i fattigdom.

Der er lige blevet fyret en medarbejder af AOF på foranledning af kommunen, fordi han tilbød at hjælpe brugerne på www.k10.dk, i kan læse hans historie her:
http://www.lyboel.dk/index-filer/Page349.htm

George Orwells 1984 har gjort sit indtog i Danmark.

Brugerbillede for Anette Ulstrup

Vi mangler viden.

At negligere menneskers smerter fordi man ikke lige kan gennemskue de anatomiske nøjagtigheder er udtryk for intellektuel og menneskelig fattigdom. Vi mangler viden om tidens sundhedsproblemer, og der er for mange dårlige forklaringer.

De sundhedsproblemer, som vi står overfor i dag, handler i store træk om uerkendte endokrinologiske skader. Skader i binyrer, hypofyse, skjoldbruskkirtel osv.

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/16522523?dopt=Abstract

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/sites/entrez?Db=pubmed&Cmd=ShowDetailView&Te...

Og ja, endokrinologiske problemer giver D-vitamin mangel.
Vi mangler viden om vor tids sundhedsproblemer. At slå dem hen med bl.a. vendinger som ”noget psykisk” er fattigt. Lad os dog få valid forskning så vi kan komme videre.

Brugerbillede for lena m

Det er alment accepteret at læger - uanset om de er ansat i kommuner eller ej - kan stille tvivl ved ens psykiske tilstand, hvis de ikke er fagligt dygtige nok til at stille den rette fysiske diagnose. Pludselig har man fået en somatiseringsdiagnose out of nowhere!

Kan man forestille sig, at psykiatere - når de ikke finder psykisk sygdom - gisner om at patienter nok har leddegigt, parkinsons eller måske et brækket ben? Nej vel???

Lad dog fagfolk stille de rette diagnoser - og vær som fagmand ærlig når I ikke kan hitte ud af hvad man fejler.

Jeg er selv handicappet, med det sjældne fysiske handicap Ehlers Danlos.

9 ud af 10 adspurgte Ehlers Danlos patienter har oplevet, at manglende kendskab til diagnosen Ehlers Danlos er et problem. Mere end halvdelen af adspurgte Ehlers Danlos patienter har oplevet problemer med tildeling af sociale ydelser, på grund af problemer med afklaring. "Den evige mistro" er et stort problem, ligesom kommunerne generelt er tilbageholdende med at inddrage VISO eller landsdelscentrene på Skejby og Rigshospitalet.

Center for små handicapgrupper har udarbejdet "At leve med Ehlers-Danlos Syndrom". Jeg kan anbetale journalister og andre at kigge i denne, så vil I se hvor svært det er at få en faglig vurdering/forståelse. Dette er selvsagt omhandlende Ehlers Danlos, men problemstillingerne kan overføres til andre diagnoser også, hvor kendskabet i Kommunerne/behandlingssystemet er for ringe.

Problemet er, at mange sygemeldte danskere ikke har en diagnose FORDI de ikke har mødt den rette specialist. Det er en stor psykisk belastning ikke at vide hvad man fejler, og derfor vide, at man ikke får den rette behandling.

At skyde diagnoser som "ondt i livet" på disse folk er uartigt! Jeg tvivler på at der findes mange borgere, der ØNSKER at blive mistroet, ØNSKER økonomisk ruin, og ØNSKER det pres det er at være igennem afklaring af kommunen, hvor man gang på gang presses mere end kroppen kan holde til, med det resultat at man ligger på langs i morfin-rus for at udholde smerterne!

Hvorfor henviser kommunerne ikke med det samme til smerteklinikkerne rundt omkring? Hvorfor oplever utallige mennesker, at kommunen forhaler sagerne UDEN at henvise til speciallæger indenfor de givne symptomer, og HVORFOR har kommunerne ansat uautoriserede psykologer, der gang på gang stiller mærkelige diagnoser, vel vidende at de ikke er underlagt psykolognævnets kompetancer?

Vil I derude finde jer i at blive diagnostiseret hen i skoven af kommunelæger og kommunepsykologer, hvor I ikke kan klage til hverken patientklagenævnet eller psykolognævnet efterfølgende? Nej vel?

Brugerbillede for

Henrik Wagner

Borgerløn er naturligvis mange ting, men primært gælde at BL udbetales til alle uden forudgående vurdering, (eksp se neden for) og så tror jeg det bliver svært at få nogen til at hente skrald, vaske gulve m.m.

"Alle over 18 år sikres ved lov, at de har ret til en borgerløn
på 7800 kr./mdl. skattefrit. Udbetalingen sker via skattevæsenet,
og kan forstås som en slags negativ indkomstskat for
folk uden indkomst."

http://www.borgerloen.dk/finansmodeller/finansmodeller_revideret-5_uden_...

Brugerbillede for Ann-Charlotte Kjeldsen
Ann-Charlotte Kjeldsen

Tak Lilliane for din fine indføring i fibromyalgiens sygdomsbillede, det var tiltrængt viden i denne sammenhæng. Det virker nemlig ikke for alle kun at tage vitamintilskud.

At mistænkeliggøre syge mennesker er virkelig lavmål af menneskelig opførsel. De 2 sikkert velmenende mandlige forskere skulle kølhales gennem det nu snart så groftmaskede sociale sikkerhedsnet, så ville deres skribentpibe hurtigt få en anden lyd.

Brugerbillede for Maria Iversen

Hmn ... det første jeg tænker er at det er ganske naturligt at det er kvinder. De er nemlig langt mere udsatte end mænd for de fleste autoimmune lidelser, som udgør største delen af syge i Danmark. Fibromyalgi linkes faktisk til minimum en af dem, Hashimotos. Bare det alene lider 150.000 af i Danmark og ca 10% bliver aldrig raske trods medicin ol. Så kan vi kigge på gigt - ingen en kvinde lidelse. Dårlig viden af forfatteren der har travlt med kvinder...

Brugerbillede for Maria Iversen

Hmn ... det første jeg tænker er at det er ganske naturligt at det er kvinder. De er nemlig langt mere udsatte end mænd for de fleste autoimmune lidelser, som udgør største delen af syge i Danmark. Fibromyalgi linkes faktisk til minimum en af dem, Hashimotos. Bare det alene lider 150.000 af i Danmark og ca 10% bliver aldrig raske trods medicin ol. Så kan vi kigge på gigt - igen en kvinde lidelse. Dårlig viden af forfatteren der har travlt med kvinder...