Nyhed
Læsetid: 6 min.

Med næsen hævet lidt mere mod sky

Ingen anden japansk by emmer så meget af tradition og har så meget kultur at have de fine fornemmelser i som Kyoto. Men det er også en by, der er blevet vandaliseret af en hensynsløs modernitet. Det er en by for både powershoppere og kultursnobber
Moderne Tider
18. september 2009
Den Gyldne Pavillion. Pavillionen er en afJapans kendteste seværdigheder og er placeret i byens nordvestlige ende.

Den Gyldne Pavillion. Pavillionen er en afJapans kendteste seværdigheder og er placeret i byens nordvestlige ende.

Jørn Borup

Det er ikke lige den prangende facade på den hypermoderne stål- og glaskonstruktion af et arkitektonisk mesterværk, der fremelsker mentalt ekko fra billederne af stille idyl og fin zen. De hundredvis af smarte butikker i det pompøse 15 etagers kompleks er på sin vis bare kulisser for en ganske almindelig banegård. Men i Japan har ting sjældent kun én funktion, og banegårde vibrerer af meget andet end skinnesmæld og togtider. Alt skal pakkes ind, og hvis det skal fremstå med en speciel betydning, gerne ritualiseres og æstetiseres. Det skal være pænt og gerne lidt prangende. Især hvis man vil signalere at dække over en perle, der ikke længere kan påstås at være en eksotisk hemmelighed for de udvalgte.

Mens lyntogene stille glider ind på perronen, kan man gå på shopping eller bare nyde atmosfæren, se på den altid myldrende menneskemængde, der i en fiskekultur virkelig får metaforen om sild i en tønde til at give mening. De høflige smil og rituelle buk pryder japansk kultur. Det føles godt og sundt for, og de færreste turister har svært ved ikke at føle sig rigtig godt tilpas. Banegården gemmer ikke noget væk, men pakker Kyotos sjæl ind i modernitetens finurlige fangarme. Nogle synes, det er upassende. Sådan er Kyoto ikke. Jo, sådan er Kyoto også.

Kulturel finesse

Kyoto er en stolt by. Kyoto-boerne er kendt for at gå med næsen lidt mere hævet end andre japanere, men de mener også at kunne godtgøre kultursnobberiet. Der er ingen anden japansk by, der emmer så meget af tradition, og selv ikke rækken af landsbyer med status som 'lille Kyoto' når den til sokkeholderen. 2.000 buddhistiske templer, shintohelligdomme og kejserlige villaer. Fint revne zen-haver, borge og arkader med små butikker og sælgere med stærk Kyoto-dialekt. Geishaer stadset op, vimsende rundt til næste tehus i de smalle gader med de gamle træhuse. 37 universiteter, 60 museer, 200 af Japans nationalskatte, 1.700 'vigtige kulturejendomme', og Unesco har udvalgt 13 buddhistiske templer, tre shintohelligdomme og en borg i det fine selskab af monumenter værdige til titlen Verdensarv.

Kejsere og shoguner, munke og præster, kunstnere og godtfolk gjorde byen til en finkulturel oase. Byen (1,4 millioner indbyggere) er to en halv times kørsel med det ekstremt behagelige lyntog (jo, personalet bukker dybt og ærbødigt) fra Tokyo, men kulturelt meget længere væk. Som Fredens By (Heiankyo) var den hjemsted for landets kejser og officiel hovedstad indtil 1868, da Edo blev til Tokyo og dermed den nye hovedstad.

Middelalderens krige brændte alt for mange templer, bygninger og hele kvarterer ned, men man kan stadig opleve levende efterladenskaber fra overdådighed af kulturskatte. Både kejser og ledere fra shogunatet satte en ære i at anlægge smukke haver og sponsorere templer, og Kyoto blev især i Muromachi-perioden, trods krig og ødelæggelse, kendt som kunstens og kulturens centrum. Området øst for Kamogawa-floden var adskilt fra hovedstaden i denne periode, og blev ikke på samme måde som centrum brændt ned. Netop derfor har De Østlige Bjerge (Higashiyama) bevaret mange gamle bygninger, og området udgør Kyotos smukkeste bydel.

Geisha-spotting

Håret sat op i perfekt stil med spænde og pinde. Den spraglede kimono dækker lige nøjagtig ikke den hvidt pudrede nakke og de mindre yndefulde klip-klappere, men understreges af det pertentligt bundne obi-bælte. Har man set Memoirs of a Geisha vil man genkende kulisserne her i landets kendteste geisha-kvarter, Gion. Tehusene og de andre flere hundrede år gamle træhuse ses bedst i den lille Shirakawa minami-dori langs kanalen, og ved Hanami-koji omkring Gion Corner. Simbashi hedder en lille pittoresk bro over kanalen, men er også navnet på blokke af tehuse (ochaya) i området, der bedst opleves om aftenen, hvor nattelivet viser sit søde og udfordrende ansigt og man kan dyrke Kyoto-turistens sans for geisha-spotting.

De smalle, snørklede stræder og fyldte forretningsarkader med højtråbende grønthandlere og beroligende højttaler-muzak signalerer samme tilbagelænede selvbevidste tradition, som de anstændige buddhistpræster på scooter, der med roben blafrende efter sig fra tempelportens afgrænsning til de hellige haller manøvrerer sig ud i den vibrerende Kyoto-verden. På cyklen kan man fra nord til syd glide langs Kamogawa-flodens breder, hvor familier promenerer, og studerende flittigt øver sig med tegneblok, saxofon eller trommesæt. Man kan slingre gennem de efter kinesisk forbillede kvadratisk opbyggede gader, eller man kan nyde stilheden og historiens vingesus på de små tempelstier og i de grønne parkområder, evt. medbringende en madpakke med frisk fisk eller nudler fra kiosken rundt om hjørnet. Det er, som om Kyoto åbenbarer sig bedst for turisten med god tid og plads til skæve vinkler. Attraktioner er der rigeligt af, nok til mange dage eller uger. Fordybelse tager lidt længere tid, men indsnusning af atmosfæren kræver bare åben nysgerrighed.

Cool og kulturtab

Kyoto er en vidunderlig stad, en af Østens perler. Kyoto er en kulturby, men den er ikke et museum, og den lever ikke af turismen alene. Man skal ikke regne med at se en førmoderne landsby som beskrevet i de gode gamle rejsebøger fra århundredskiftet (det forrige) med hyggelige rickshaws, fredfyldte gyder og antikke træbygninger. Da moderniteten bankede på døren, ville Kyoto også med.

Industrialiseringen tog fat på byen, og selv om amerikanerne i historiebøgerne er rost for at have sparet den for luftangreb under krigen af hensyn til dens unikke status (det var nu mest på grund af andre strategiske overvejelser), er der kun en del tilbage af den rige kulturarv.

Kyoto er i dag også en moderne by med betonblokke, lysreklamer, shoppingcentre og højteknologiske vidundere. Især syd for stationen er der levende industri med større virksomheder som Nintendo, der er med til at vise, at også en gammel kejserby er med på noderne og kan brande sig som cool og smart.

Byen har gennemgået en udvikling, der har været mere hensynsløs overfor kulturbevaring end nok så mange bomber. Fine gamle bygninger skæmmes af en tilsyneladende planløs udvikling, der tillader store hotelblokke og tunge betonklodser ved siden af templerne, eller ovenpå resterne af de nedlagte gamle træhuse. Selv om Japan har nogle af de skrappeste restriktioner for bevarelse af kulturværdier i Asien, er skæbnen for andet end de kendte turistmagneter totalt overladt til kommerciel spekulation og kommunal korruption. Kritikere har dog også rynket øjenbrynene over planløs modernisering af byen i eftertiden, hvor der alene mellem 1979 og 1989 blev nedrevet 50.000 gamle træhuse.

Genopdagelse

Japanerne rejser meget, mest i eget land. De fleste har en veludviklet evne til med falkeblik at isolere indtryk fra kontekst, de færreste ser problemer i byens almene æstetiske udvikling. Måske fordi de ligesom de fleste Kyoto-boere helst ser byen i rivende udvikling. Måske fordi de har en mere pragmatisk og reel forståelse af ulemperne ved gamle træhuse, smalle gader, små købmandsbutikker eller overflødige templer, som kun turister fra Vesten med hang til førmoderne romantik insisterer på at bevare som kvalitetscertificeret, levende museum.

Der er dog også røster indefra, der vil noget andet. Flere intellektuelle, litterater, kulturpersonligheder, vesterlandske idealister og kultursnobber har sat forskellige projekter i gang for at bevare og genopdage Kyoto. Et af dem har sat sig for at købe og restaurere gamle byhuse, kyomachiya, som man endda kan leje sig ind i og få en subtil, æstetisk oplevelse.

Turistkontorerne har også interesse i at få flere turister til byen, specielt i disse kriseår. Kyoto bliver stadig markedsført som finkultur, og man tilbyder kurser i alt fra teceremoni og kimonobinding til bonsaiklip, kunsthåndværk og zenmeditation. Selv om det er de store, moderne hoteller, der er mest synlige, er de traditionelle - nogle af dem med flere hundrede år på bagen - japanske ryokan-hoteller med rispapirskydedøre og stråmåtter stadig at finde. Også buddhisttempler tilbyder overnatning, som ude i det store Myoshinji-kompleks i den vestlige del ikke langt fra den Gyldne Pavillion og stenhaven Ryoanji. Turisterne må også gerne være med i de mange religiøse festivaler (matsuri), som finder sted hver uge et eller andet sted i byen på de mange helligdomme eller templer, og i det hele taget vil man gerne trække endnu flere end de fem millioner (primært japanske) årlige turister til byen. Det er der god grund til at tro, man kan. For selvom Kyoto godt kunne trænge til forskellige kulturbevarende ansigtsløft, er og bliver den en guldgrube. Både for kultursnobben, og den, der godt kan lide hypermoderne og kommercielle banegårde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her