Læsetid: 11 min.

Ridder af det skrevne ord

Paul Auster er aktuel med romanen Usynlig. Information mødte ham på Cafe Sweet Melissa i Brooklyn og lærte noget om at skrive i hånden, om ridderlig optræden og om, hvordan man efter 62 år stadig kan være et mysterium for sig selv
Konsekvent. Paul Auster har skrevet 16 romaner og har også udgivet digte, erindringer, essays, oversættelser og film. Hans seneste roman, 'Usynlig', udkommer på dansk den 3. oktober, og den er ligesom de foregående ikke skrevet på computer, men på skrivemaskinen, som Auster stadig sværger til.

Konsekvent. Paul Auster har skrevet 16 romaner og har også udgivet digte, erindringer, essays, oversættelser og film. Hans seneste roman, 'Usynlig', udkommer på dansk den 3. oktober, og den er ligesom de foregående ikke skrevet på computer, men på skrivemaskinen, som Auster stadig sværger til.

Gitte Sofie Hansen

1. oktober 2009

NEW YORK Paul Auster har ingen mobiltelefon og ingen e-mail. Han elsker romanen Don Quijote. Og han er som regel i dårligt humør, neurotisk og deprimeret, når han lige har færdiggjort en bog.

Før mødet med Auster læser jeg naturligvis op på noget af alt det, der tidligere er skrevet interview, portrætter, anmeldelser. Men det er de tre oplysninger ovenfor, som skal vise sig at blive mest nødvendige.

Den første (ingen telefon) betyder, at man skal sende telefax for at få en aftale. Jeg har ikke faxet i årevis, men det lykkes via nettet. Auster vender tilbage og foreslår Cafe Sweet Melissa, torsdag kl. 16, tæt ved hans hjem i Park Slope, Brooklyn.

Lettelse. Aftalen er i hus, og det slår mig, at hvad skal man også med en mobil, når ens livslange passion er det skrevne ord? Mellem alle portrætartiklerne finder jeg i gratis-leksikonet Wikipedia denne ret abstrakte, men dog præcise beskrivelse:

»Kort sagt: Ifølge Lacans teori deltager vi i verden via ord. Vi observerer verden gennem vores sanser, men den verden, vi sanser, bliver struktureret (formidlet) i vores hjerner via sprog. Det giver os en følelse af anomali, af mangel. En følelse af at være uden for sproget. Verden kan kun konstrueres gennem sprog, men det efterlader altid noget uopdaget, noget, der ikke kan fortælles eller tænkes på, kun sanses. Og dette kan ses som et af de centrale temaer hos Paul Auster«.

Oplysning nummer to: Der er helt givet mere litterære grunde til, at Auster elsker romanen Don Quijote om den uheldige, idealistiske ridder og hans tro følgesvend. Men da jeg på afstand får øje på Auster foran cafeen, høj, slank og i bordeauxfarvet skjorte, slår det mig, at der også er noget gammeldags ridderligt over ham selv.

Han er kommet før mig, lidt før tid, og, siger han »tænkte, det nok var bedst at vente udenfor.« Han holder døren og viser galant vej til et uforstyrret bord i haven. Bestiller hvidvin og optræder i det hele taget som en gammeldags gentleman.

Det er dog også tydeligt, at han er utilpas ved situationen (oplysning nummer tre). Han beholder sine små, firkantede solbriller på under hele samtalen. Rykker rastløst rundt på stolen og på min lille mp3-optager. Spørger flere gange, hvornår vi kan være færdige. Paul Auster er tydeligvis en mand, der helst vil studere andre ikke studeres selv. Og da han fortæller, at han netop har afsluttet en ny roman for en uge siden, ved jeg, at hans humør formentlig er elendigt.

Jeg bliver dog også hurtigt klar over, at der findes en anden Auster. Mindst en. For når han glemmer sit ubehag ved situationen, kan han pludselig være både sjov, veltalende og intens nærmest dæmonisk. Præcis som sine bøger er Paul Auster et både ekstraordinært og sammensat menneske. Efter at have svaret undvigende et par gange begiver han sig uden varsel ud i en minutiøs gennemgang af sin hverdag:

»Jeg står op, læser avisen, drikker te og juice. Jeg har en lille lejlighed, hvor jeg går hen. Et bart og spartansk sted, der er intet at lave andet end at arbejde, ingen distraktioner. Der er en telefon, men kun ganske få har nummeret,« forklarer han og fortsætter videre til køleskabet og den sandwich, han køber på vejen og spiser til frokost: »Min dag ser ud som for enhver, der sidder på et kontor fra 9 til 5.«

Det er op til læseren

Men resultatet og rutinerne er ikke som alle andres. Auster har prøvet computere, men kan ikke lide dem, fortæller han:

»Det er noget med tastaturet. Tasterne er for bløde. Så jeg skriver med en pen, nogle gange med blyant, og jeg bruger stadig min gamle skrivemaskine. Jeg arbejder fremad afsnit for afsnit. Afsnittet er min kompositoriske enhed.«

Et afsnit kan være alt fra to sætninger til fire sider, siger han:

»Når jeg har et afsnit i rimeligt god form det vil sige, at jeg har ændret og ændret, så jeg næsten ikke kan læse min egen skrift mere, så skriver jeg det rent på maskinen. Hvis jeg venter til næste dag, kan jeg måske ikke læse det, for jeg skriver med en meget lille håndskrift. Så jeg skriver det rent og ser på det, og så går jeg til angreb med flere ændringer. Ændringer, ændringer, ændringer. Og når jeg så føler, at jeg har gjort nok ved det afsnit for nu, så går jeg videre til det næste.«

Det lyder som om, det ikke er nogen rationel proces?

»Intet af det er rationelt overhovedet. Derfor er det også så svært at tale om.«

Auster er lørdag aktuel med romanen Usynlig. En bog, hvori en døende mand, Adam Walker, sætter sig for at skrive en bog om året 1967, fordi det forandrede hans liv. Hovedparten foregår i 1960erne, hvor den unge Walker møder franskmanden Born og vikles ind i både hede seksuelle affærer, drab, trusler og et mislykket hævnforsøg.

Auster taler om romanens figurer, som var de levende. Han afviser flere gange at have svar på de spørgsmål, historien rejser. For »det er jo op til læseren. Du bestemmer. Du bestemmer«. Men to minutter senere kan han så alligevel ikke lade være med at diskutere det som var han også selv nysgerrig efter at vide mere.

»Jeg havde en anden idé, da jeg begyndte. Bogen skulle have bestået af tre møder mellem Walker og Born i løbet af 40 år. Jeg skrev første del, præcis som i den færdige bog. Men da jeg begyndte på anden del, gik det op for mig, at jeg ikke kunne lide, hvad jeg var i færd med, så jeg stoppede. Jeg skrev ikke noget i en måned eller to. Jeg genovervejede hele bogen. Og så var jeg i stand til at begynde igen. Det er sjovt, det er aldrig sket for mig før at fare fuldstændig vild og så genfinde det og opdage, at det var noget andet, end jeg først havde forestillet mig.«

Behovet for at stille skarpt

Der er sjældent nogen fast plan, når han begynder. Men der er altid en titel og »en summen« i hovedet, forklarer han:

»Jeg har en musikalsk følelse, en toneart; den måde, sproget skal lyde på, sætningernes rytme. Musikken er definitiv, men materialet er usikkert. Lidt efter lidt bliver det mere og mere klart. Men hver bog er forskellig, nogle gange kommer det hele til mig i et flash, andre gange arbejder jeg langsomt.«

Hvordan gik det med Usynlig?

»Da jeg først havde skiftet spor, gik det ret stærkt. Jeg arbejdede som i en voldsom feber. Det tror jeg også, man mærker på den måde, bogen er skrevet på. Den er meget intens. Jeg forsøgte at skrive en bog, hvori alt var essentielt. Der er meget få beskrivelser og få personer. Man ser ikke meget af verden udenfor, man ser kun, hvad der sker med disse personer. Det lyder måske fjollet, men det er lidt som en Jane Austen-roman det hele handler om interaktioner mellem personerne.«

Hvad betyder titlen Usynlig?

»Hvis man læser bogen grundigt, vil man opdage, at ordet er brugt tre-fire gange. Jeg tror, der sker mange ting i verden, som har stor betydning, men som ingen rigtigt lægger mærke til.«

Hvorfor har vi dette behov for at se tilbage hvorfor skriver Walker en bog?

»Når man bliver ældre, forsøger man at få sit liv i fokus, stille skarpt. Og er man ved at miste livet, så holder man fast i det, så godt man kan. Der er mange ting, vi ikke ved med sikkerhed i bogen. Det hele er lidt grumset og lidt uklart. Så i sidste ende må man bare læse den, tror jeg, og tage den, for hvad den er.«

Der er klare paralleller fra bogens Adam Walker og til Austers egen fortid. Ligesom Walker gik også Paul Auster på Columbia University sidst i 60erne. Ligesom Walker drømte han om en litterær karriere og flyttede til Paris. Men Auster afviser, at romanen på nogen måde er selvbiografisk.

»Jeg har faktisk også boet på Hotel du Sud. Det var præcis så elendigt, som jeg beskriver det. Jeg har også arbejdet i Columbias bibliotek. Og jeg bruger endda navnet på en professor, Edward Taylor, som jeg beundrede. Men ud over disse få detaljer, så er romanen ren fiktion. Ingen af personerne er nogen, jeg har kendt.«

Betyder det noget fiktion eller selvbiografi?

»Når der er gået 40 år, og man stadig tænker på det hotel, hvorfor så ikke bruge det? Der er ingen grund til at lade være. Men for læseren er det uden betydning, at jeg tilfældigvis har boet der. Alle forfattere stjæler fra deres eget liv.«

Året 1967 ændrer Walkers liv. Jeg har læst, at du oplevede det samme sidst i 70erne?

»Jeg tror, de fleste oplever det. Dårlige oplevelser synes altid at komme i bundter. Dødsfald og sygdom, man mister alle sine penge og bliver skilt, og det hele sker på tre måneder. Heldet kommer på samme måde. Det er underligt.«

Walker gør både gode og frygtelige ting i 1967?

»Walker gør ikke noget frygteligt. Han er et offer for sin egen idealisme og ungdom. Han er ude, hvor han ikke kan bunde. Han møder mennesker, som han ikke forstår, og han bliver forført og ved ikke, hvordan han skal håndtere det. Nu forsøger han så at konfrontere det og forstå, hvad han gennemgik. Hvad skulle han ellers have gjort? Hvad ville du have gjort i hans sted?«

Det skrevne ords sejr

Ældre mænd, der ser tilbage, tilfældigheder, tvetydighed og pludseligt tab er klassiske Auster-temaer. Der er formentlig flere. Men denne torsdag ender vi hele tiden tilbage ved det skrevne ord. Måske fordi jeg stadig har Wiki-citatet i tankerne. Måske også fordi det skrevne ord alle dage har været Austers passion som ung studerende og oversætter, som forarmet lyriker og i dag som succesrig forfatter.

Der er mange figurer i dine bøger, som prøver på at erkende ved at skrive?

»Det er den eneste måde at gøre det på, underligt nok. Bare selve handlingen: det at holde en pen og skrive der sker noget oppe i hjernen. At fortælle til en optager, eller til et andet menneske, er aldrig lige så effektivt som at skrive det ned.«

Auster fortæller om et projekt, hvor han for 10 år siden fik almindelige amerikanere til at fortælle selvoplevede historier:

»Det gjorde en stor forskel, at de satte sig ned og skrev, i stedet for bare at plapre i radioen,« siger han og tilføjer: »Når man skriver, bliver man præcis. Man fokuserer. Man har tid til at genoverveje, hvad man vil sige, tid til at frasere og finde de rette ord. Når man taler, er der hele tiden dette pres for at producere flere ord. Jeg sidder og taler nu jeg laver ord, så der ikke bliver en stor tavshed. Men at skrive er netop tavshed hele vejen rundt om dig, og inden i dig er ordene.«

Du har sagt, at romanen er et intimt møde mellem forfatter og læser?

»Ja. Det er sandt, er det ikke? Der er intet, intet, intet som oplevelsen af at læse en roman, man er optaget af. Det er efter min mening den mest spændende kunstoplevelse, der findes. Langt dybere end film eller teater.«

Auster mener selv at have forladt romanerne om de ældre mænd nu:

»I den seneste bog, som jeg netop har skrevet færdig, er der mange forskellige personer, og de fleste er i 20erne. Der var en periode, hvor jeg skrev om mænd, som blev ældre eller gamle og gik i stykker, men jeg tror, jeg har bevæget mig ind i en ny fase,« siger han med et grin. Heller ikke Usynlig handler om en gammel mand, mener han, for »99 pct. foregår jo i Walkers ungdom. Det er en bog med mange lag«.

Er livet også sådan? Ved vi nogensinde, hvad sandheden er?

»Nogle gange er der ingen tvivl, og andre gange er det meget tvetydigt. Forstår du virkelig dig selv? Er der nogen, der forstår sig selv? Det er absurd at tro. Jeg ved, at jeg er et stort mysterium for mig selv, og jeg kender ingen andre, som er fuldstændig sammenhængende. Alle har mørke pletter, blinde vinkler, sprækker, forvirring, usikkerhed. Og hvis man ikke forstår sig selv, hvordan kan man så antage at forstå andre? Man kan forsøge, men man kommer til at begå mange fejl.«

Burde vi skrive mere?

»Ja, det ville jeg ønske. Nogle gange låner jeg min hustru Siris computer for at sende e-mails, men jeg skriver dem som rigtige breve. Jeg skriver også breve i hånden.«

Du er en sjælden race et menneske uden e-mail og mobiltelefon?

»Jeg er ikke interesseret. Jeg har ikke lyst til, at andre skal kunne få fat i mig så nemt. Når jeg ser på mine venner og min kone, så er de overvældet af e-mail, de har for meget af det. Og det meste er uvigtigt.«

Heller ikke tv eller radio fylder Austers hverdag højst lidt baseball og et par film på filmkanalerne. Mobil havde han en overgang:

»Men min datter blev ved at miste sin. Så jeg sagde: Tag min, tab den ikke, men tag den bare, du må få den. Så nu har jeg den ikke mere, og jeg savner den heller ikke.«

Austers tålmodighed er ved at løbe ud. Men jeg har lovet Danmarks Radio at bede om et kort radiointerview til P1, og først er han med på ideen. Da jeg laver lydprøve og stiller det første spørgsmål, fortryder han imidlertid pludseligt. Undskylder sig med, at han ikke er blevet advaret, at han i forvejen har meget svært ved at give interview, at vi er nødt til at droppe det:

»Det går op for mig nu, at jeg ikke kan gøre det. Jeg kan ikke. Sig til dem, at jeg ikke kan. Jeg vil ikke. Det er for meget. Sig til dem, at jeg skulle gå.«

Vi dropper det. Men ridderen i ham fornægter sig ikke. Selv om stemningen er blevet akavet, og han er tydeligt irritabel, bliver han høfligt siddende og konverserer i femti minutter, før han haster mod døren og gaden. Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af katastrofe. Først i toget hjem går det op for mig, at det var den eneste rigtige slutning. Den eneste mulige. Selvfølgelig nægtede han at tale i radioen. Det skrevne ord vandt igen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Interviewet her viser jo, at han er et meget specielt menneske. Har kun læst New York-trilogien af ham, men det er nok faktisk den bedste læseoplevelse jeg har haft. Glæder mig til at læse "Usynlig".