Læsetid: 10 min.

Vagthund skambider egen hale

Det var ikke en enkeltstående begivenhed, der var udslagsgivende for, at Niels Frederik Westberg stoppede på Ekstra Bladet. Det var nærmere et spørgsmål, der langsomt voksede sig større og større gennem årene, og som han fandt sværere og sværere at svare på: Hvad er egentlig meningen med det hele?
Moderne Tider
5. september 2009
Det var ikke en enkeltstående begivenhed, der var udslagsgivende for, at Niels Frederik Westberg stoppede på Ekstra Bladet. Det var nærmere et spørgsmål, der langsomt voksede sig større og større gennem årene, og som han fandt sværere og sværere at svare på: Hvad er egentlig meningen med det hele?

Mand myrder ekskone. Hund bider barn. Ja, vi er kærester ... Det varede måske 10 år for længe, men sidste år skete det. Niels Frederik Westberg trak stikket ud og sagde farvel til en branche, som han de sidste godt 25 år havde været en del af. Nu har han skrevet bogen Tabloid, der ud over at være en spændingsroman også går bag om den tabloidmytologi, der til sidst blev Westberg for meget. En mytologi, der består af lige del islandsk saga og lige del hollywoodsk melodrama. En mytologi, der simulerer identifikation og nærhed, men som i sidste ende ifølge Westberg efterlader læseren drænet for empati og sans for væsentlighed.

»Det er synd og skam, at så gode journalister og så god en pressemæssig tradition ikke bare forsumper, men nærmest perverteres,« siger Niels Frederik Westberg.

Brysk ser han ud, som han sidder der og ryger pibe, den tidligere redaktionschef. Men fra at bruge sit indre krudt på at finde ud af, om Anni er gået fra Erik, eller om det var omvendt, har han nu vendt pistolen mod sin egen tidligere arbejdsplads samt tabloidpressen som helhed.

En branche, der ifølge Westberg, som han selv og som hovedpersonen i hans bog, der påfaldende er redaktionschef på en unavngiven tabloidavis, har mistet fokus. For mantraet om Ekstra Bladet som den lille mands fortaler, Den Fjerde Statsmagt og den bidske vagthund er ifølge Westberg i stigende grad mindre og mindre rodfæstet i den praktiserede virkelighed.

»Det er ikke dominerende for avisen længere og præger ikke den måde, avisen bliver redigeret på. Hvis det mantra ikke bliver opretholdt og praktiseret, så har et blad som Ekstra Bladet ingen eksistensberettigelse. Det er den eneste, der er,« siger Niels Frederik Westberg.

Sådan har det imidlertid ikke altid været. Da Westberg i 1985 skiftede fra Information til Ekstra Bladet, var det et naturligt skift. Aviserne lå på linje. Metoderne og tilgangen var vidt forskellige, men de ting, man fandt væsentlige at få diskuteret i offentligheden, var de samme. Gennem årene er ideen om at være den lille mands fortaler og at agere fjerde statsmagt - noget som dengang ifølge Westberg gennemsyrede avisen - dog langsomt blevet mindre og mindre synligt, samtidig med at underholdning fylder mere og mere.

»Der er jo ikke meget 'den lille mand' eller bidsk vagthund over Erik og Anni. I kendisstoffet er der nul. I kriminalstoffet, som er det andet store stofområde for Ekstra Bladet, er der nogen gange noget, men det bliver desværre sjældent vinklet sådan. Det bliver vinklet på følelser og den personlige tragedie og ikke på den sociale baggrund for, hvad der er sket,« siger Niels Frederik Westberg.

Han kan dog alligevel ikke lokkes til helt at aflive Ekstra Bladets selvforståelse som muskelhund.

»Det er ikke længere en stor bjæffende køter, men vel nærmere en skødehund. Den er ikke død ... men dens eksistensberettigelse hænger i en tynd tråd,« siger Niels Frederik Westberg.

Oplagsideologi

En af grundene til, at Ekstra Bladet er blevet som den er i dag, er ifølge Westberg, at hvor man før havde flere guder, er der i dag kun én: oplaget. En gud, som alle aviser naturligvis dyrker - >det er det, man lever af - men som for Ekstra Bladet ifølge Niels Frederik Westberg i dag overskygger alt andet. Han henviser til, at man selv i slutningen af 90'erne - hvad han betegner som Ekstra Bladets sorteste periode - havde en vision om en samfundsmæssig debat. Selv om man på sjældent skinger vis skrev om flygtningenes nassementalitet, snyd og fusk, så var det, fordi daværende chefredaktør Sven Ove Gade troede fuldt og fast på, at det var for samfundets bedste.

»Det var i god tro, at man dyrkede den danske forenings ideologi forside efter forside. Det var ganske vist noget gebrækkeligt lort det meste af det, men motivation var sådan set den rigtige,« siger Niels Frederik Westberg.

I dag, hvor man står med en oplagt mulighed for at tale den lille mands sag i form af finanskrisen, formår man imidlertid ikke at udfylde sin rolle i det danske mediebillede. Det efterlader ifølge Niels Frederik Westberg et tomrum, når man i stedet for at reportere om vigtige samfundsmæssige aspekter beretter om semikendtes ligegyldige gøren og laden. Et tomrum, fordi der, på trods af den meget gode sociale kritik, der findes i Danmark, ikke er meget, der i udbredelse kan hamle op med, hvad Ekstra Bladet med sit læsergrundlag og sin målgruppe kan nå.

Underholdningsstrategien har så for øvrigt i de sidste 10 år givet en nedgang i oplag, så Ekstra Bladet i dag er en tredjedel af, hvad den engang var oplagsmæssigt. Det er der selvfølgelig flere andre fornuftige forklaringer på, som kan fjerne fokus fra det redaktionelle linje, så som den generelle medieudvikling, nettets betydning osv. Men i stedet for at ligge og konkurrere med B.T., ugebladene, tv og nettet, ville man ifølge Westberg kunne vinde meget ved at genfinde den sociale indignation, som skabte Ekstra Bladet i første omgang.

»Tænk, hvis man brugte alle de fantastiske journalistiske kræfter, der er på Ekstra Bladet til at lave indigneret journalistik ...« >siger Niels Frederik Westberg.

Før han lader sig føre helt hen af den tanke, er det dog, som om han med det samme kan høre svaret fra sin gamle arbejdsplads: 'Hvad er der galt med populisme?', 'vi giver folket, hvad folket vil have.' Westberg mener dog, at man journalistisk godt kan komme lidt længere end at prøve at gætte læserens ønsker.

»Den rigtig gode pressedoktrin siger ikke; vi giver folk, hvad de vil have, men vi giver folk, hvad de ikke vidste, de ville have,« siger Niels Frederik Westberg.

Hvis journalisterne på Ekstra Bladet brugte deres professionalisme, kunne de f.eks. i forbindelse med finanskrisen finde frem til, hvordan småsparerne er blevet snydt af bankerne, eller hvor formuerne i de københavnske mursten egentligt forsvandt hen? Indsigt som almindelige mennesker ifølge Westberg ikke har apparatet eller mulighederne for at finde frem til, men som interesserer dem, og som har relevans for deres liv.

»Det er jo vores job. Det er hele professionens grundsten, at vi hjælper med at få tingenes tilstand frem i lyset. Jeg tror faktisk, folk sætter pris på, når det sker,« siger Niels Frederik Westberg.

I stedet foregiver man, at det har en journalistik væsentlighed; at det vigtigste, der skete i går var, at Erik gik fra Anni, eller Anni gik fra Erik, og hvorfor - og hvordan føltes det. Man får ifølge Westberg folk til at tro, at det har en vigtighed, som det så absolut ikke har.

»Det må grangiveligt se ud for læseren, som om det vigtigste der skete i går var, at Anni slog en prut, når Danmarks største tabloidavis over syv-otte sider skriver om det. Dér bliver det perverteret,« siger Niels Frederik Westberg.

Følelsesløshed

Resultat er for Westberg en følelsesløshed - >en indolens - over for andre menneskers skæbne. En forvirring omkring, hvad der er vigtigt i livet. Et tema, han også behandler i sin bog, hvor indolensen på flere planer breder sig med ganske katastrofale følger.

En indolens som også ramte ham selv i hans arbejde, fordi man som journalist får nogle professionelle skyklapper på, der gør, at man ser alt i form af gode historier, inden for det format, man dyrker. Skyklapper det kan være svære at smide, når man har fri. Man holder op med at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor det er vigtigt at få billeder af og følelsesmæssige udsagn fra pårørende til et mordoffer. Man ved bare, at man skal så tæt på som muligt og få dem til at sætte ord på deres følelser. Ord, som Westberg vedkender er mere eller mindre givet på forhånd. Man glemmer bare i kampens hede at spørge sig selv, hvorfor man egentlig gør det.

»Hvorfor er det vigtigt? Det var der, filmen knækkede for mig. Det er jo journalistisk og pressemæssigt totalt værdiløst. Det er menneskelig lidelse som ren underholdning, uden perspektiv eller sammenhæng,« >siger Niels Frederik Westberg.

Dygtige journalister bliver ifølge Westberg således i lange baner omformet til underholdningsjournalister. En tragisk udvikling ifølge Westberg, der har en oprigtig fascination af de håndværksmæssige kræfter, som Ekstra Bladet råder over. Og det er ikke, fordi underholdningsjournalistik ikke er journalistik, mindre fint eller på andre måder en dårlig ting. Problemet for Westberg opstår, når det bliver dominerende.

»Avisen skal handle om folks behov for viden og oplysning. Målet skal være at give folk indsigt i ting, der er vigtige for deres liv. Det er for helvede dét, vi er uddannet til. I stedet for seriøst at fortælle, hvad der er sket, fortæller man useriøst om andre ting for at underholde. Det er stadig journalistik, men det kommer til at stå i stedet for oplysning, en oplysning som forsvinder,« siger Niels Frederik Westberg.

Det skaber en indolens som breder sig til læserne, så de tror, at det er vigtigere, om AGF vinder eller taber, end at hundredetusindvis af børn dør af sult hver dag. Det rør os ifølge Westberg ikke. Vi ved ikke, hvorfor vi skal engagere os i det. Kynismen kan måske forsvares som journalist, fordi det til tider kræver en vis kynisme at udføre jobbet. Men for Westberg har indolensen bredt sig som en anden svine-hunds-influenza i den danske befolkning.

»'Mig og min lykke', 'mig og min karriere' og 'jeg er min egen lykkedes smed' - Jeg er det vigtigste i verden. Hvad sker der? Det skaber jo manglende empati og interesse for, hvad der sker omkring én,« siger Niels Frederik Westberg.

For Westberg viser folks reaktion på finanskrisen meget godt, hvad der er sket i Danmark. For folk accepterer det, som med al tydelighed er blevet afsløret: At ansvarsløs spekulation og finanskapital sætter dagsordenen for, hvordan vi lever vores liv. Hvor krisen i Berlin, hvor Information har sat Westberg stævne, resulterer i parlamentsvalgplakater med sloganer som 'lad os gøre kapitalismen til historie', så er reaktionen i Danmark ifølge Westberg til at føle på.

»Det har ikke ændret det politiske billede en tøddel. Det burde da være en folkelig pointe, at vi ikke vil have storkapitalen til at skalte og valte med vores liv? Men der sker ingenting. Der er bare en accept af, at man bare skal bide tænderne sammen og vente. Sådan er vilkårene - det vender nok. Men hvad fanden er det egentlig, der skal vende?«

En æressag

For Niels Frederik Westberg handler det om at kunne se sig selv i øjnene. Man skal tage sig selv alvorligt som menneske. For ham selv var det ikke nogen nem proces. Han gik i mange år med utilfredsheden i kroppen. En utilfredshed, som den gode løn blandt andet holdt i ave.

»Det skete for langsomt. Jeg var i lang tid utilfreds med både mig selv og avisen, fordi det virkede meningsløst. Jeg kunne ikke se, hvorfor jeg lavede, hvad jeg lavede. Jeg var alt for langmodig og skulle have stoppet syv, otte, 10 år før,« siger Niels Frederik Westberg.

Alligevel blev han af kærlighed til håndværket ved, selv om han efter eget udsagn producerede 'ligegyldigt bavl'.

Først da han blev tilbudt en gunstig aftrædelsesordning, slog han til. Ikke hverken særligt modigt eller dramatisk. Et faktum, han hverken virker særlig stolt af, eller har nemt ved at forklare ved andet end indolensens magt.

»Når man lever i det, så gør man det bare. Det siger jeg dig. Det suger dig ind. Der kan ske alt muligt i verden, vi kan se et magtskifte i Japan - >en af verdens vigtigste økonomier - det er komplet ligegyldigt, hvis en hund bider en lille pige på Nørrebro.«

Westberg agerer kamera og vender sig hurtigt om:

»Zoom - >dér er historien. Når man er i den verden, så synes man det. Det holder ikke en meter og er totalt uvæsentligt. Alligevel trykker vi det,« siger han.

På den måde bidrog han til, at folks aktive deltagelse, empati og engagement i den levende verden blev undergravet af den nye folkereligion, underholdning. Underholdning, som for Westberg i dag fremstår som en legitim måde at bruge sit liv på. Et uheldigt udtryk for overflod.

»Og så tjener det jo et praktisk politisk formål, at så længe vi bare lader os underholder, så begynder vi ikke at bruge vores liv til andre ting,« siger Niels Frederik Westberg.

Til sidst blev det dog for meget, de gode penge til trods.

»Æresfølelsen eksistere jo i alle mennesker. Når vi ikke tager den alvorligt, bliver vi indolente. Når man bare fortsætter med at proppe penge ned i lommen, uden at tænke over, hvad man egentlig laver, så ryger den. Men når man ikke kan give sig selv et ordentligt svar på, hvorfor man gør, som man gør, må man sige stop. Det er et spørgsmål om, hvem man er som menneske. Det er et valg, som man træffer,« siger Niels Frederik Westberg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bedre sent end aldrig.
Det er kloge ord. Måske kan man håbe, at andre journalister læser det og tænker lidt over tingene for der er alt alt for meget af den form for journalistik, som du så længe har været en repræsentant for.
Og held og lykke med bogen.

Frej Klem Thomsen

Meget interessant anmeldelse/artikel om et af de vigtigste problemer for det moderne demokrati. Hvis bogen havde haft (eksplicit) dokumentarisk karakter kunne der nærmest have været tale om en dansk udgave af den fremragende engelske "Flat Earth News". Den ide kan man jo altid håbe at Westberg finder på som sit næste projekt.

Heinrich R. Jørgensen

Meget interessant læsning.

Gid Ekstra Bladets ledelse fulgte det fremragende råd, om at lade indignationen blive avisens ledetråd igen.

I gennem flere uger har VKO og tabloidaviserne arbejdet på at piske en hysterisk fremmedfjendsk stemning op. Chefredaktørerne Poul Madsen og Helle Ib på henholdsvis Ekstra Bladet og B.T har for alvor givet den gas.

Journaliser som Niels Frederik Westberg der arbejder eller har arbejdet for tabloidpressen pådrager sig en enorm moralsk skyld og et enormt ansvar. De åndelige brandstiftere er ikke uskyldige.

tabloidpressens hetz går naturligvis ikke upåagtet hen på landets bodegaer, og i aftes så vi et meget konkret resultat af hetzen. En ung afrikansk fodboldspiller af afrikansk afstamning blev udsat for et brutalt racistisk overfald på åben gade.

Kilde:
http://ekstrabladet.dk/sport/fodbold/dansk_fodbold

Per Thomsen:
Jeg vil æde min hat på, at politi og anklagemyndighed vil komme frem til, at der IKKE var tale om et racistisk overfald.

EkstraBladet kunne hvis EB ville - sætte spotlight på medicinal-industriens profitter, udvikling af ubrugelig medicin, medicinal-industriens nedgøring af diverse alternative behandlings-former, herunder urte-medicin og kostråd mm.

EB kunne også, hvis de ville, afsløre hele GMO-teknikken som fup og fidus, opfordre folk til at stoppe med deres overforbrug af mad, sætte et stort spørgsmålstegn ved om Monsanto f.eks. skal eje alle verdens fødevarer i denne verden...

Men hvad gør EB...

Intet af dette.... I stedet bekymrer man sig om nogle manglende bilag for regninger som en politiker måske har glemt at betale...

Mht. EB afsløring af indvandrerne mm. i 1990erne er det vel ganske udmærket at man debatterer noget som kan opfattes som et samfundsmæssigt problem, hvis det vel og mærke gøres på en ordentlig og sover måde. EB gjorde ej dette; følelserne løb af med, de skat alle muslimer over en kam - og kom ud med det enkle budskab, at alle muslimer er snydere og bedragere. Præcis som budskabet var og er om irakerne - sådan bliver og blev det i hvert fald opfattet.

Jeg vil godt vædde med, at hvis ikke EB havde gjort det mod indvandrere, især muslimerne, de gjorde i 1990erne, så ville Dansk Folkeparti aldrig have oplevet den succes og tilstrømning, som de har nu.

Rigtig god artikel. Sådan som jeg læser den, prøver Westberg nu ikke at retfærdiggøre sig selv ved at sige, at det var i "god tro". Er det forbudt at blive klogere?

Der er også tyskere, der i dag beretter om deres tid i SS og Hitlerjugend, og om den tillid til det nazistiske projekt, de havde dengang. De er vel også blevet klogere, og det er da kun positivt.

Jeg husker tydeligt Ekstra Bladets hetzkampagner i slutningen af 90'erne, og jeg syntes absolut ikke det var rar læsning. Afgjort.

Men det er da trods alt bedre, at han tager afstand fra det nu, end hvis han stadig mente, det var det rigtige at gøre. Det er jo ikke det samme som at sige, at det var i orden med de artikler dengang.

I øvrigt kan jeg ikke se, hvad den polemik skal gøre godt for.

Heinrich R. Jørgensen

Niels Frederik Westberg demonstrerer, hvad en Sandheds og Forsoningskommission efter Sydafrikansk forbillede kan bruges til.

Sandheden kommer frem, angeren ligeså og trods alle svineriet, fortjener manden i det mindste en virtuel krammer for at droppe facaden og idiotien.

Opfordringen til EB-personkredsen om at skifte stil, gør forhåbentligt indtryk hos nogle.

Anders Ejsing:

"I øvrigt kan jeg ikke se, hvad den polemik skal gøre godt for."

Det skal jeg sige dig, Anders Ejsing. Polemikken er udtryk for at jeg synes at hykleri og forstillelse kan blive så tommetykt og knæhøjt at det rent ud sagt fortjener en påtale.

Når en journalist, der har arbejdet på Ekstra Bladet i dette organs absolut mest sorte og fascistoide periode nu forsøger at beskrive sig selv som en ordentlig og reel fyr med god samvittighed, så er det bare for meget, som Dan Turell ville have udtrykt det.

Det er simpelthen for letkøbt, nemt og billigt at sige at Ekstra Bladets amokløb blot var noget der skete i ”god tro”, og så er den for øvrigt ikke længere.

Come on!

Jeg læser det nu ikke som om, han i dag ligefrem har god samvittighed over kampagnerne fra 90'erne. Han har sikkert gjort det med god samvittighed dengang, men det er da mere end tydeligt, at han tager afstand fra det nu. Det er da respektabelt.

Det ville være hyklerisk, hvis han fralagde sig ansvaret for det, EB skrev dengang, men det kan jeg altså ikke med min bedste vilje få ud af den tekst.

Mennesker kan forandre sig. Det er ikke altid de gør det, men de kan forandre sig. Og at forandre sig til det bedre - opnå en ny erkendelse og stå frem, kan jeg virkelig ikke se det forkerte i. Det ville snarere være "bare for meget", hvis han holdt fast.

Anders Ejsing:

."Han har sikkert gjort det med god samvittighed dengang, men det er da mere end tydeligt, at han tager afstand fra det nu. Det er da respektabelt."

Er det? Jeg synes bestemt ikke at hykleri, forstillelse og opportunisme er respektabelt.

Det vigtigt at vi som læsere sender et signal til Danmarks journaliser om at vi holder dem ansvarlige for det de skriver, og at vi faktisk godt er i stand til at huske fem og ti år tilbage i tiden.

Jakob Haugaard havde under sit valgkamp som bekendt et slogan der sagde at vælgernes hukommelse er kort. Jeg synes ikke at vi på samme måde skal lade journalisterne slippe af sted med at kunne leve efter devisen: læsernes hukommelse er kort.

Når så mange journaliser i dag kan få sig selv til at leve af at producere den rene og skære racisme og hetz, så er det jo fordi de regner med at de kan slippe godt fra det. Det er fordi de tror at ingen vil kunne huske hvad de skrev tidligere, når de politiske vinde en gang vender.

Skal vi lade dem slippe så let?

Desuden synes jeg som sagt ikke, der er noget hyklerisk i at tage afstand fra noget, man tidligere har været med til, så længe man er sig sit eget ansvar bevidst.

Lars Hansen:

”Per Thomsen: Jeg vil æde min hat på, at politi og anklagemyndighed vil komme frem til, at der IKKE var tale om et racistisk overfald.”

Så kan du godt starte dit måltid, Hansen.

Anklagemyndigheden har det med hate-crimes, som Låsby Svendsen har det med moms: Det er ikke noget vi bruger!

Det er sjovt at tænke på, at HELE den politiske situation siden 2001 - at ca. 20% af S-vælgerne skiftede til DF - faktisk skyldes Ekstrabladet (og BT)'s kampagner.

I dag markedsfører EB DF som det sande arbejderparti helt uden blusel (chefredaktør for åben mikrofon i P1).

I starten af 80-erne var fremmedfrygt forbeholdt Den Danske Forening o.lign.

Allerede i starten af halfemserne - altså før stiftelsen af DF - var det blevet en folkesag - selv for folk, der knap havde set en person med forkert hudfarve.

Det gik dengang ikke på islam (Mujahedin var jo vore venner i Afghanistan) men på kriminalitet og nasse-mentalitet.

Tror ikke vi slipper af med racismen før:

1) Formiddagsbladene holder op med at gejle deres læsere op.

2) Hele den generation der blev præget i disse år er forsvundet ved naturlig afgang.

Altså 30-40 år endnu før DK kan blive et normalt land.

Heinrich R. Jørgensen

Gorm Petersen:
"Altså 30-40 år endnu før DK kan blive et normalt land."

Det er formodentligt den tidsramme der er nødvendig.

"Det var ganske vist noget gebrækkeligt lort det meste af det"

Plus det, at han IKKE skriver noget om, at han skam også var imod det dengang. Han løber faktisk ikke fra, at han var med til det.

Mht. "det var i god tro"-sætningen. Se på følgende udsagn:

1) "Det var i god tro dengang, så derfor mener jeg i dag, at det var det rigtige at gøre"

overfor:

2) "Det var i god tro dengang, men i dag kan jeg godt se, at det var noget forfærdeligt noget, vi gjorde"

Jeg læser det i den sidste betydning, men man kan jo spørge manden selv, hvordan det skal forstås.

Een ting til: han beskriver selv perioden som "Ekstra Bladets sorteste periode"

jennifer conway

Da jeg forst kom til Danmark (1979) var jeg dyybt imponeret, at en avis som EB eksisterede og var populaer: den var maalrettet, projekt/kampagne orienteret (jeg husker avisens narko-projekt), og den virkelig stod ved "" vi tor hvor andre tier".

At se hvordan den har skrumpet ind i sig selv er deprimerende. Nu er den populistisk og til tider rabiat...og downright hypocritical......At laese nogle af de redaktionelle artikler er naesten kvalmende nogle gange.....indholdsmaessig og sprogmaessig. Saerlig da jeg husker nogle af de elegante og fokuserede artikler skrevet af tidligere redaktorer.