Målet er nået: Endelig står min medpilgrim og jeg foran den himmelstræbende facade på den gigantiske barokke katedral, der gemmer apostlen Jakobs jordiske rester - og stønner. Lettede, svedige, solbrændte, tørstige og lidt stolte over at have skippet alt overflødigt jordisk gods i næsten to uger og båret alt - otte-ni kg - på ryggen som en snegl.
»Vi gjorde det, sgu,« sagde min vandrermakker og jeg i kor og klaskede håndfladerne sammen som et par sportsfolk efter en vundet kamp.
El Camino, som pilgrimsruten til Santiago de Compostela kaldes, er faktisk flere forskellige ruter, men den klassiske såkaldte 'franske' rute på 800 km går fra Roncevalles-passet i Pyrenæerne og via Pamplona, Riojas vinmarker, Burgos, Leon til Santiago - (der er en sammentrækning af Sant Iago - Skt. Jakob).
Jeg valgte at gå La ruta del Norte langs Biscayens vilde og smukke klippekyst. Den begynder i Irun/San Sebastian, men jeg sprang på halvvejs i Oviedo på grund af tidsnød, idet det kræver fire uger at gennemføre 750-800 km til fods.
Landskabet på kystruten er frodigt, grønt og bakket og minder langt fra om Spanien, snarere Østrig, Sverige eller Bøhmen lagt ud til Portugals forrevne kyst med fem rækker frådende bølgekamme på vej ind over klipperne. Strandene ligger i små vige, man går hen over - eller tager en forfriskende dukkert fra - og op gennem skove af eucalyptus, lyngklædte skråninger, fyrre- og egeskove.
Mange steder er pilgrimsstiens alder på 900-1.000 år tydelig: En hulvej slidt over fire meter ned under terræn, så skoven lukker sig over stien som en tunnel garneret med rislende bække, små drikkekilder, køer med klokker, geder, høstakke, skønne velplejede landsbyer med hortensiaer så store som syrenbuske.
Andre gange stiger den op på en højderyg flere hundrede meter høj, så man har vue 20-30 km vestpå langs den frådende Biscayen-kyst til den ene side og Asturiens grønne bjerge spækket med Vestas-møller til den anden.
Selv den mindste landsby i Spanien har en café, hvor man kan få tørsten og koffeinhungeren stillet. De folkelige spisesteder bugner af fisk og skaldyr. Paella med hummer og havtaske fyldt med skaldyr til 20 euro. Og to euro for en halv flaske hvidvin.
De hvide fiskerbyer
En dagsdistance er typisk 20 km, (de hardocre vandrere tager 30-40 km) som er den afstand de velfungerende herberger alberges de peregrinos ligger i. Det er sovesale til mellem 12 og 30-40 personer i køjer. Der er altid varmt brusebad, toiletpapir og ofte et lille køkken. Der er også altid en em af sure sokker, en snorkekoncert og vådt vasketøj på alle snore og træer.
Herbergerne er overraskende rene, og man betaler kun tre euro (22 kr.) for en overnatning. Som man enten smider i en fælles pengebøsse eller bliver afkrævet.
Det eneste, det kræver, er, at man anskaffer sig et pilgrimspas - la credencial. Det fås på alle turistkontorer på ruten.
Heri får man pilgrimsstempler på herbergene, restauranter etc. på vejen. Der går sport i det for de hard core, såsom grupper af polske, spanske eller italienske katolikker, som hoverer over, hvor mange stemplede sider de har samlet.
Min motivation for at gå ruten var hverken religiøs eller håbet om en spirituel åbenbaring. Jeg ville se en for mig ukendt del af Spanien og prøve at opleve en hverdag/ferie, hvor alt overflødigt var barberet væk efter at have rejst verden rundt med en magelig rullekuffert som hotelkarle tog sig af, forudbestilte fly, pick up-taxiservice, hoteller og tog i både Indien, Australien og Sydamerika.
Men det blev en åbenbaring - ikke af den religiøse slags, men personligt at være fri for deadlines, hotmail, iPod, kalender og for at tænke i den rigtige garderobe.
Det er skønt at vågne og vide, at man ikke skal nå noget! Ikke at skulle stå kø til et museum eller besigtige et UNESCO-klassificeret monument eller nå en bus til lufthavnen.
Næh, man står op, når de andre pilgrimme pusler og lyner rygsække - de mest ivrige (og irriterende) står op kl. seks for at komme afsted eller for at undgå den værste hede.
Man tager de solide uld-vandresokker fra Spejdersport på, snørrer støvlerne, stikker armene i rygsækkens remme og så frem efter næsen - mod den nærmeste café. Efter en café con leche eller to og en bocadillo med serrano eller ost, så er det afgang.
Ruten er afmærket med stenvarder med Skt. Jakobs symbol på: en indmuret kammuslingskal i gult på eller med gule pile sprayet på asfalten, så man kan sjældent gå forkert. Hver dag kunne vi se tilbage og stadig se flodmundingen, vi passerede i går, eller næsset på kysten, hvor vi to dage forinden havde stået på kanten og kigget ud på havet. Det var walking meditation og meget jordnært - og en god følelse at tænke: Vi har tilbagelagt hele distancen på apostelens heste og har set hver en plet på vejen.
Den globale landsby
På herbergerne møder man virkelig den globale landsby. En 72-årige brasiliansk kvinde, der går turen alene, en kvindelig tysk kirurg, polske filmcastere, tyske hippier, der ryger pot i mængder, der kræver at de sover til middag i grøften. Unge spanske par, der som studerende cykler ruten for at holde en billig ferie eller grupper på 35 italienske spejdere fra Trevsiso med primus og gryder på rygsækkene - pigerne bærer dog kun på små Fjällræven-rygsække. Drengene maser afsted med kæmpeoppakning.
Alle er strippet for status og beviser på social herkomst, da vi er i praktiske støvler, shorts og svedige T-shirts. Dog afslører ure, kameraer og solbriller, hvilke prioriteter man har i hverdagen..
Kystruten er anfalelsesværdig, da den er begunstiget med grønne landskaber, havbrise og de smukkeste små hvide fiskebyer, som har klinet sig ind i naturhavne i klipperne og ligger som et kubistisk amfiteater rundt om livlige fiskerhavne. Heraf følger et overflødighedshorn af det bedste mad fra havet tillavet con mucho amor og med smag af lang tids simren på svagt blus som f.eks. fiskesuppe.
Vi gik på et tidspunkt vild, eller mistede den afmærkede rute og endte i en blindgyde ud til en skrænt, hvor en flod løb ud i Biscayen. Gode råd blev værdsat, da en døv mand fik os forklaret, at vi måtte gå flere kilometer tilbage ad samme vej gennem bønne- og majsmarker og finde landevejen og broen over floden. Men da øjnede vi den EU-subisidierede Autopista del Norte 300 meter væk og den fine bro på 60 meter høje pyloner. At krydse den ville spare os for syv kilometer til fods. Vi kravlede over hegnet, flænsede bukserne på ståltråden og skrævede over autoværnet og krydsede floden på en 400 meter lang motorvejsbro ude i krybesporet med lastbiler og campingvogne susende forbi. Og sparede syv kilometer omvej. (Det står ikke i pilgrimshåndbogen)
Diskvalificeret
Men vi var ikke med i en konkurrence om at gå mest og have fulgt den slagne vej. Vi endte således også med at blive diskvalificeret til det store signerede pilgrimsdiplom ved ankomsten til Santiago de Compostela. Vi havde godt nok gået 120-30 km i streg oppe langs kysten, men måtte snyde (af tidsnød) et stræk med bus og gik kun de sidste 55 km på to dagsmarcher. Kravet til en vaskeægte pilgrim er, at man går de sidste 100 kilometer før Skt. Jakobs grav - ellers intet diplom på et lille stykke bøttepapir. Katolsk bureaukrati eller fair spilleregler? Døm selv.
Da vores lidet besøgte kystrute stødte sammen med den klassiske Camino Frances, fik vi lidt af et chok, idet der pludselig var en sand trafikstrøm af vandrere. Der var højst 100 meter til de næste grupper på to, tre eller 20. Vi havde hidtil haft hele ruten for os selv og fik tilråb fra de lokale, der enten slog græs med le eller sad og hæklede på en stol foran huset: Buen Camino. Nu var det som en motorvej af pilgrimme på vej mod Santiago, der lå 55 kilometer forude.
Landskabet var stadig grønt og bugtede sig gennem dale, skove, lunde og vandløb og lige forbi enden af landingsbanen i Santiagos lufthavn.
I mål
Sidste dagsmarch var på 25 kilometer og delmålet er Monte del Gozo, som er et bjerg, hvorfra pilgrimme i 1000 år har kunnet se ned på det forjættede mål - Santiago og katedralen, der ligger seks syv kilometer væk. Bjerget har nu et rædderligt stort grimt monument på størrelse med et krigsmonument rejst til ære for pave Johannes Pauls besøg - lur mig, om han ikke blev kørt did i sit papomobil. I dag kan man kun se byens forstadsetagebyggeri og ikke kirken.
Vi når frem og går instinktivt ind i den imponerende store katedral, der er udvidet i tre omgange. Inden i det barokke sandstenstempel ligger en imponerende romansk kirke med et hvidt kirkerum med grå granitgalleri på første sal 98x60 meter formet som et kors der allerede i 1200-tallet fik rejsende til at tabe kæben på grund af sine dimensioner. I kuplen hænger et stort sølvkar - o botafumeiro - der svinges, så røgelsen kunne overdøve dunsten fra de ildelugtende pilgrimmes kroppe. Det ritual gentages stadig hver dag kl. 12, hvor der er gudstjeneste for pilgrimme, hvis oprindelsested læses op i en lang pærevælling af præsten - sådan som de siden dagen før er kommet frem. Vi blev ikke nævnt sammen med autrasliere, peruanere, spaniere, tjekker og en fra Uganda som ankomne danskere, da vi ikke blev registreret som ægte pilgrimme. Vores 120 km først på ruten talte jo ikke.
Santiago er en smuk, velholdt og rig by, som med sine hvidkalkede huse med trækarnapper, grå granitornamenter på hushjørner og om vinduerne minder om Portugal. Men man har ikke indtryk af en turistfælde.
Med sine godt 100.000 indbyggere er den et dejligt sted at nyde god mad, de skønne pladser, arkadegader og et utal af barokke mosbegroede kirker med ødsle guldaltre i et par dage efter et par uger på gåben i den monumentfrie natur.
