Læsetid: 9 min.

Mange aktører, mange historier

Formandsopgøret i Socialdemokratiet i 1992 er en af de mest velbeskrevne begivenheder i dansk politik. Men den findes i adskillige versioner. Det er nemlig aktørerne selv, der fortæller historien
17. oktober 2009

Den dag, 14. april 1992, er den vigtigste dag i nyere socialdemokratisk historie. Det er de fleste socialdemokrater enige om, men det er de færreste, der er enige om, hvad der egentlig skete, da Svend Auken blev væltet som formand af Poul Nyrup Rasmussen ved en ekstraordinær kongres i Vejle.

»Der er et eller andet med Vejle, der ikke er så rart,« siger Henrik Dam Kristensen i den dokumentar, DR2 sender søndag aften om formandsopgøret. DR2 bringer dermed endnu en version af historien til torvs og forsøger at gengive begivenhederne objektivt, men spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt i en sag, der er så gennemsyret af politisk strategi, personlig positionering, magtkamp og godt gammeldags nid og nag.

»Vi var venner,« siger Auken.

»Vi var måske allierede, men aldrig venner,« siger Nyrup.

Er det to mænd, der har to forskellige forståelser af begrebet venskab eller er der en anden grund til, at de betegner deres forhold forskelligt. Og hvorfor har de overhovedet behov for at definere det?

Formandsopgøret skulle komme til at have stor betydning internt i Socialdemokratiet længe efter, at Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen havde forladt partiets top. Frank Jensen var for eksempel Svend Aukens anbefalelsestaler ved kongressen, og det skulle komme til at følge ham mange år frem i partiet.

Vinder blev taber

I 1990 fik Socialdemokratiet med Svend Auken som formand en historisk valgsejr. 37,4 pct. af stemmerne. Men på trods af triumfen blev Svend Auken ikke statsminister. Som den første Socialdemokratiske formand siden før Stauning, blev han det aldrig. I 1992 havde socialdemokratiet været i opposition i 10 år og udover, at frustrationen og utålmodigheden begyndte at brede sig i partiet, så er der flere andre faktorer, som alle aktørerne er enige om havde en indflydelse på Aukens fald:

Forholdet mellem Svend Auken og de radikale var meget køligt. Og det hele kulminerede i 1988, da Auken lavede et mislykket stykke lobbyarbejde hos de radikale og regeringen, da han kom i mindretal i egen gruppe i forbindelse med en afstemning om, hvorvidt fremmede fartøjer kunne afkræves accept af Danmarks atompolitik. Forholdet til de radikale var forværret, og tilliden til Auken tog nogle slag. De radikale ville kun støtte Socialdemokratiet, hvis der fandtes en anden statsministerkandidat.

Så var der Stoltenberg-sagen. I en tv-debat i forbindelse med Folketingsvalget i 1988 påstod Auken, at den norske udenrigsminister Stoltenberg havde bedt Auken om at skubbe Uffe Ellemann-Jensen ud. Det havde Stoltenberg aldrig sagt. Auken indrømmede senere, at han havde blandet to samtaler sammen, én med Stoltenberg og én med sin kone. Troværdigheden blev endnu engang svækket.

Ritt Bjerregaards boligsag fik også konsekvenser for Auken. Ritt Bjerregaard nægtede at flytte folkeregisteradresse på trods af, at hun ikke længere boede på Fyn, men i en stor lejlighed på Vesterbrogade. Det gav hende en stor skattegevinst, men også store problemer i offentligheden. Der gik to måneder før Auken fyrede hende som gruppeformand.

Mogens Lykketoft fremlagde på et forretningsudvalgsmøde i 1992 en analyse af Socialdemokratiets regeringspotentiale, der siden blev døbt Lykketofts 'kliniske analyse'. Her slog han fast, at ledelsesproblemerne måtte løses. Han vidste, at midterpartierne (de radikale og Centrumdemokraterne) ikke ville pege på Auken som statsminister, hvis der kom et regeringsskifte som følge af den verserende Tamil-sag. Han foreslog derfor 'den tyske model', hvor partiets statsministerkandidat og formanden ikke var samme person. Han pegede på Nyrup som kandidat.

Op gennem 1980'erne, da Socialdemokratiet var i opposition, forsøgte LO at præge lovgivningsarbejdet, selv om det betød samarbejde med en borgerlig regering uden om partikammeraterne fra Socialdemokratiet. LO-formand Finn Thorgrimson støttede Poul Nyrup Rasmussen under formandsopgøret. Nyrup kom selv fra fagbevægelsen, men repræsenterede samtidig højrefløjen i partiet. Det var en fordel for LO, der forsøgte at dæmpe de borgerlige partiers frygt for, at LO ville stille store særkrav til Socialdemokratiet, hvis dette igen fik regeringsmagten.

Taberens fortolkning

Man siger, at vinderen også vinder retten til at fortælle historien, men det synes vinderne ikke at have benyttet sig af i denne sammenhæng. Auken-fløjen har i høj grad påvirket historiefortolkningen. Ord som kup og kongemord benyttes ofte, når formandsopgøret omtales. Og hændelserne er både i Jakob Bukstis og Betina Heltbergs versioner sat ind i en 'Også du min søn, Brutus'-metaforik. Men var det de radikale, LO eller Mogens Lykketoft der førte Nyrups hånd? Eller var Aukens troværdighed og tilliden til ham som formand så svækket, at opgøret var uundgåeligt?

Torsdag kom det frem, at LO Storkøbenhavn støtter Frank Jensens kandidatur til overborgmesterposten i København. Formanden er Peter Kay Mortensen. Han var dirigent ved den ekstraordinære kongres i Vejle, hvor Frank Jensen holdt anbefalelsestalen for Svend Auken. Om den følelse Peter Kay Mortensen havde den dag i 1992 siger han i DR2's dokumentar:

»Der er nogen, der stjæler vores parti.«

Det er i virkeligheden kun de, der var til stede og var en del af den socialdemokratiske top i den periode, der ved, hvad der skete. Men de er uenige. Information bringer her fire forskellige aktørers bud på, hvad der skete.

Det var ikke mig

I sine egne erindringer ’Vokseværk’ forklarer Poul Nyrup Rasmussen at han blev hevet mere og mere ind fra sidelinjen, da ledelseskrisen spidsede til.

»Det var en utålelig tid,« siger Poul Nyrup Rasmussen om tiden efter Ritt Bjerregaards boligsag. Han henviser gang på gang til meningsmålinger, der gik Auken imod, og den effekt, det havde på den allerede splittede folketingsgruppe.
»Det var som om jeg var brik i et spil, jeg ikke var herre over eller kendte spillereglerne i. Flere og flere begyndte uformelt at komme til mig, at lukke døren efter sig og mumle noget om, at ’jeg måtte tage over’. Erling Jensen var den, der sagde det tydeligst og tidligst. Jeg brød mig ikke om det og ville være fri af det. Jeg indsendte hyppigt debatartikler for at bakke op om Svends lederskab.«
Han beskriver også et meget nært forhold til hele Helveg-Petersen-familien. Et forhold, der i det hele taget blev muliggjort af, at Svend Auken og Ritt Bjerregaard i 1991 bad Nyrup om at ’tage sig af de radikale’. Nyrup mødtes ofte med Niels Helveg-Petersen, der stadig nød stor indflydelse i partiet på trods af, at han ikke længere var formand.
»Hver gang gjorde han opmærksom på, at Socialdemokratiet havde et ledelsesproblem.«
Til sidst tager Nyrup det på sig. Han skriver, at han i sit hidtidige liv aldrig havde »bare ladet stå til«.
Om forholdet til Svend Auken skriver han under overskriften »Myten om venskabet«, at han havde opfattet Auken som en god samarbejdspartner, men aldrig en ven, da de kom fra to helt forskellige kulturer.
»Når et venskab er baseret på, at den ene hele tiden sidder på bagsædet, så går det galt – i et ægte venskab sidder man på samme række.«

Jo, det var

Karaktermordet på Svend Auken havde Nyrup i en fremtrædende rolle, skriver Jacob Buksti, Aukens rådgiver under formandsopgøret, i ’Ånden fra Finderup’.

acob Bukstis Ånden fra Finderup er den af aktørernes bøger, der mest utvetydigt kategoriserer formandsopgøret som et kongemord. Han sætter det endda ind i en dramatisk ramme inspireret af plottet i Shakespeares Julius Cæsar med en titel, der henviser til mordet i Finderup Lade.
»Selv om flere forretningsudvalgsmedlemmer gennem længere tid havde bemærket sig, at der ofte syntes at være manglende opbakning til partiformanden fra den øvrige partiledelse, ikke mindst fra Birte Weiss, Mogens Lykketoft og Ole Stavad, kom det alligevel som et lyn fra en klar himmel, da Mogens Lykketoft gav sig til at oplæse sin kliniske analyse.«
Ifølge Buksti var Auken rystet, men fastslog, at han mente, at tiden endnu ikke var moden for Poul Nyrup, men, at »skulle der en dag komme en chance for, at Socialdemokratiet kunne få regeringsmagten, og hans person så viste sig at stå i vejen, så ville han være parat til at præsentere Poul Nyrup Rasmussen som partiets statsministerkandidat«.
I Bukstis version spiller Poul Nyrup en noget større rolle i kupplanerne, end han gør i både Aukens, Lykketofts og Nyrups egne erindringer. Men det er i høj grad Mogens Lykketoft og Ritt Bjerregaard, efter fyringen som gruppeformand, der beskyldes for at stå i spidsen for kupplanerne
»Støtten til Poul Nyrup Rasmussen i den socialdemokratiske folketingsgruppe kom først og fremmest fra ’den hårde kerne’ af målbevidste folk, som nu for enhver pris ville af med Auken.«
I Jacob Bukstis øjne handler historien om formandsopgøret i høj grad om illoyalitet, politisk intrige og personlige ambitioner. Ledelseskrisen var i høj grad medieskabt. Det var en del af komplottet mod Svend Auken. Foranlediget af »de sammensvorne«.

Nej, det var mig

I samtalebogen mellem Marianne Jelved og Mogens Lykketoft ’Tro på det bedste’, tager Mogens Lykketoft ansvaret for formandsopgøret i Socialdemokratiet.

Mogens Lykketoft er blevet opfattet som kongemageren i Socialdemokratiet. Ikke mindst af ham selv. Nyrup havde nok aldrig haft muligheden for at vinde over Auken, hvis ikke det var for Lykketofts kliniske analyse, siger han i bogen.
»Jeg føler mig ret overbevist om, at blandt alle de ting, der bevægede sig i foråret 1992, der var det måske ... der var det nok den udløsende faktor for, at vi endte med at få et formandsskifte, at jeg tog den diskussion op i Socialdemokratiets forretningsudvalg. Derfor var det også opfattelsen hos Aukens nærmeste støtter, at det i høj grad var mig, der havde udløst den kampagne,« siger Mogens Lykketoft.
Det var noget, der måtte gøres, mener Mogens Lykketoft, der gennem hele forløbet synes at have partiets fremtid i tankerne fremfor egne personlige ambitioner.
»Hvis jeg ikke havde kastet mig ind i den diskussion, så er det ikke sikkert, at der var kommet et formandsskifte. Det, tror jeg, er rigtigt at sige,« siger Mogens Lykketoft.
Han blev selv senere formand for partiet efter endnu et formandsopgør, der ikke har fået samme plads i historien som formandsopgøret i 1992. Mogens Lykketoft fastholder, at han kun gik efter at vælte Poul Nyrup Rasmussen i 2002, fordi denne ikke havde formået at sikre et generationsskifte i partiet. Om forholdet til Poul Nyrup siger han, at de stadig ikke er blevet venner, efter han vandt formandsposten.

Det var LO

I Hans Mortensens interviewbog ’Dét, Svend mener, er ...’ udpeger Svend Auken LO’s informationschef som hovedorganisator.

»Han kunne simpelthen ikke holde mig ud,« siger Svend Auken om LO-formanden Finn Thorgrimson.
Efter at Ritt Bjerregaard var blevet fyret var der ingen til at holde styr på kritikken og alt fandt vej til offentligheden. Svend Auken mener, at fagbevægelsen stod bag.
»Jeg har ikke læst bøgerne om formandsopgøret, men hvis ikke LO’s informationschef Ove Weiss er fremhævet som en hovedperson i alt det, der skete, så har man misforstået det. På et tidspunkt havde Jyllands-Posten nok ti mand på redaktionen, der ikke lavede andet end at forsøge at vælte mig. Og det, de skrev, virkede jo meget troværdigt, når hovedkilden var LO’s formand, LO’s informationschef og Socialdemokratiets næstformand Birte Weiss,« siger Svend Auken.
Det er Svend Aukens teori, at Thorgrimson ikke kunne fordrage ham, fordi han havde et godt forhold til mange forbundsformænd og til den tidligere LO-formand Thomas Niel­sen. Derudover mener Auken, at det nagede Thorgrimson, at han fik så store bifald ved kongressen.
»Jeg har aldrig været bitter over det, der skete,« siger Auken og siger om forholdet til Nyrup, at han inden formandsopgøret var hans suverænt bedste ven. »Jeg synes efter alt det, der er skete, at det er fantastisk, at vi på det personlige plan derefter kunne have et vanvittigt tæt samarbejde – selv om der var små rivninger og gnidninger – i ni år, ham og mig.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu