Læsetid: 4 min.

Det er altid de andre, der bestemmer

Det er i dag de borgerlige der bedriver ideologikritik: De påpeger politisering af domstolene, statsrevisorerne og i underholdningsindustrien
Pointen i Dansk Folkepartis kritik af 'Forbrydelsen' - her med Morten Suurballe, Sofie Gråbøl og Mikael Birkkjær - er, at det er blevet højrefløjen, der hævder en politisk tendens, hvor andre hævder neutralitet.

Pointen i Dansk Folkepartis kritik af 'Forbrydelsen' - her med Morten Suurballe, Sofie Gråbøl og Mikael Birkkjær - er, at det er blevet højrefløjen, der hævder en politisk tendens, hvor andre hævder neutralitet.

Tine Harden

3. oktober 2009

Når man støder på magten, er det de andre, der bestemmer. Teologer og præster hører den larmende ateisme over det hele. De oplever, at de 'militante' ateister får alt for meget taletid og ingen modstand. Sådan opleves det overhovedet ikke, hvis man selv er ateist eller bare sekularist. Så kan man næsten ikke åbne radioen uden at høre præster tale salvelsesfuldt om det store forfald og den alt for lille etik. Så ser man præster konstant i den offentlige debat. Og hvis man har den indstilling, at offentligheden er fyldt med konflikter, hvor fanatikere ikke ser andet end deres egne fordomme, vil man selvfølgelig se slagsmålet mellem ateister og kristne som endnu en episode i den fortsatte kamp mellem karikaturer.

Den samme logik ser man i politik: Borgerlige iagttagere mener, at ingen længere tør føre en borgerlig politik, fordi de er bange for vælgerne og i øvrigt alle er blevet socialdemokrater. På den anden fløj vurderer man situationen helt anderledes: Da Svend Auken døde, blev han udråbt til 'den sidste rigtige socialdemokrat'. Alle andre socialdemokrater udlægges ofte i venstreorienteret optik til ufolkelige administratorer eller levebrødspolitikere. For borgerlige ideologer betegner de sidste års politik det ultimative knæfald for velfærdsstaten, for venstreorienterede iagttagere betegner den hårde kurs mod kriminelle, flygtninge og ledige en afvikling af solidaritet i velfærdsstaten. Uanset position og observans synes det indlysende, at det er de andre, der er kommet til magten, og at man selv er kommet i opposition.

Det onde og det gode

Noget tilsvarende gør sig gældende i kritikken af Danmarks Radios første afsnit af anden omgang af dramaserien Forbrydelsen: Den gamle justitsminister går ned, og statsministeren skal straks finde en afløser. Regeringen er i gang med at vedtage en omfattende terrorpakke. Ingen kan beskylde forfatterne bag serien for fantasifulde fiktioner i iscenesættelsen af det politiske spil. Departementschefen i Justitsministeriet meddeler, at alt tegner til et forlig med støttepartiet, som med meget slet skjult adresse til Dansk Folkeparti kaldes Folkepartiet. Han meddeler også, at oppositionen selv har meldt sig ud af forhandlingerne. Det er ikke et billede skitseret af ministeren i den borgerlige regering, det er derimod den formodet neutrale leder af embedsværket i ministeriet, som udlægger det politiske spil. Man forstår, at det er den officielle optik: Politik er noget, man laver med støttepartiet. Oppositionen holder man ude af forhandlingerne med den begrundelse, at de ikke selv vil være med. Sådan gengives det kyniske spil om magten bag facaden. Nu udpeges en ung politiker til posten som justitsminister. Først siger han ydmygt nej, fordi han ikke føler sig 'parat', han 'ved ikke nok', og han er 'ikke jurist'. Men det svar accepterer statsministeren ikke. Han har nemlig brug for den unge mands særlige personlige egenskaber. Og den unge mand må acceptere posten. Herefter annoncerer han over for en overrasket departementschef, at han ikke vil have en spindoktor. Og han stiller sig ikke tilfreds med afpresningen fra Folkepartiet, som han i en personlige samtale anklager for at føre 'skræmmekampagne'. Det lykkes til sidst den unge idealist at betvinge Folkepartiet, idet han sammenligner deres lovforslag med en nazistisk politik. Han spiller nazikortet - og vinder. Det er en politisk kamp mellem kyniske smalle forlig og idealistisk bredt samarbejde, mellem den grimme skræmmekampagne og den gode indsats for sandt sammenhold.

Magtromantik

Denne episode foranledigede Dansk Folkepartis Søren Espersen til at ventilere beskyldninger om det ræverøde Danmarks Radio og den socialistiske Ingolf Gabold. Også andre borgerlige kritikere bemærkede den venstreorienterede tendens. Man kunne i tilfældet Forbrydelsen sagtens have påpeget det modsatte: Der er en særlig magtromantik i statsministerens overtalelse af den unge aspirant. Man kan ikke sige nej til magten, den får altid ret. Og seriens heltinde er den den melankolske, men umådeligt skarpe politikvinde, Sara Lund. Hun ser det, de andre overser. Kun modvilligt engagerer hun sig i sagen, men så er hun også kolossalt professionel. Akkurat som i Livvagterne og Rejseholdet er helten én, der kæmper for at opretholde lov og orden. Og der er ikke tale om klassiske venstreorienterede helte som eksempelvis den systemkritiske journalist, som afslører gode erhvervsledere som ondskabsfulde spekulanter. Det er kompetente politifolk, som finder sandheden. Pointen er ikke, at serien i virkeligheden bekræfter et borgerligt verdensbillede. Pointen er derimod for det første, at de førende ideologikritikere i dag er de borgerlige. Det er højrefløjen, der påpeger en politisk tendens, hvor andre hævder neutralitet. Det er borgerlige, som beskylder domstolene, statsrevisorerne og underholdningskulturen for at være politisk. Og pointen er for det andet, at problemet med Forbrydelsen 2 ikke er om, den politiserer til højre eller til venstre. Problemet er, at den viser det, vi kender i forvejen. Det er nyhedsrealisme, det er journalistikkens verdensbillede, som sætter scenen for fiktionen. Første afsnit var som indslag i nyhedsudsendelser, der er bundet sammen af store helte og magtsyge ledere. Politiske forhandlinger bliver til den kun alt for velkendte kamp mellem blokpolitik og brede forlig. Der er naturligvis også den obligatoriske autoritære faderskikkelse i militæruniform, som ikke forstår sin datters følelser. Politik i serien handler om terrorpakke eller krigen i Afghanistan, og de dårlige politikere er motiveret af meningsmålinger.

Men det, man kunne ønske sig af sådan en tv-serie, var, at den hverken bekræftede de borgerlige eller de venstreorienterede, at den suspenderede vores alt for sikre verdensbillede og pegede på en verden helt uden for Nyhederne på TV2 og TV-Avisen på Danmarks Radio. At man så det, man plejer at se, som man ikke havde set det før. Og at man for et øjeblik blev i tvivl om, hvem der har ret, og hvem der får ret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Johansen

Lykkeberg er her inne og snuser litt på maktens tomhet, slik den avslører seg i en tid der som Wolf Biermann sang lenge før han ble senil: "Abgang ist überall". Alle føler instinktivt at de taper, presis som Faust i diktets sluttscene, der han smigres av Mefistos løgner om all den fantastiske verdensforbedring som han har satt igang og hvordan den stormer fram, mens det Faust i virkeligheten hører er lemurene som graver hans egen grav. Det folk instinktivt føler i nåtiden er den økologiske katastrofen som kapitalismens varianter fra privat- til stats- nå har nedkaldt over menneskeheten, men som all "politikk" i det mediale ekkorommet nå går ut på å glemme/fortrenge i grønnvaskende retorikk og hyklende omsorg for allverdens stakler, mens alt går videre som om intet var hendt.

Det bør tilføyes at denne utviklinga helt gjennomgående, og som på begynnelsen
av trettitallet i Tyskland i tilsvarende småborgerlige og verdensfjerne skikt, er ikledd en spesiell form for geskjeftig intellektuell latskap der man forveksler skapende arbeid med den hvileløse selvopptatthet som gjennomsyrer hele vår tid
presis som i Karin Boyes Kallocain og Orwells 1984: liberaltotalitarismen er menneskeheten
som anarkistisk maurtue på dop. Det eneste ny i vår tid er tilsetningen av teknologiske fatamorganaer som vi møter dem hos den blinde Faust i diktets sluttscene, men nå er de pakket inn i økonomismens antimatematiske, antihistoriske og
antirealvitenskapelige halvdannelse: sjakaløkonomiske ingeniører på dop.

"Kritikere" som kommer til orde er besatte av å oppfylle en misforstått "saklighet"s "kriterier", som fører til at de uvegerlig blir utnyttet og holdt for narr av tidens menneskerettighetshyklende og grønnvaskende militarister og finanssvindlere a
la Obama-administrasjonen, samt ikke minst de fascistene den baner veien for ved neste korsvei like sikkert som at natt følger på skumring og forråtnelse på død.

Når ret skal være ret, og det skal ret måske være for også at være uret, så kommer og går Lykkeberg uge efter uge meget arpopos som reflekser på en mørk landevej. Hverken rød eller ræverød i sig selv, men fordi det skulle være en forbrydelse, at DR er ræverød, så består forbrydelse vel ikke i at være ræverød.
At de borgerlige, som der står, påpeger politisering af domstolene, betyder næppe heller, at domstolene driver politik, men at de borgerlige forlanger mere, end loven tillader, og derfor vil have mere lov og orden.
Når man for mange herrens år siden befandt sig på den ræverøde side og antagelig vil dø som sådan, så har man forlængst lært den kónservative helgardering, at de borgerlige diskuterer med de borgerlige og anser de ræverøde for at befinde sig uden for lands lov og ret eller for bare ikke at være stuerene.
Og det er ret beset ikke Rune Lykkebergs fortjeneste, men upåagtethed, at systemskiftet har sådanne parlamentariske bestemmelser.

Ja, men mon ikke det er på tide at venstrefløjen begynder at råbe lidt op om at forsvar og politi er inficeret af sorte og blå lejesvende?

Sven Karlsen

Førhen var majoriteten i politiet Socialdemokrater - nok nærmest højrefløj i S - du kan jo selv gætte på hvorhen de er gået....

Søren Kristensen

"Men det, man kunne ønske sig af sådan en tv-serie, var, at den .... og pegede på en verden helt uden for Nyhederne på TV2 og TV-Avisen på Danmarks Radio.2

Hvem siger der er en verden udenfor?

"Denne episode foranledigede Dansk Folkepartis Søren Espersen til at ventilere beskyldninger om det ræverøde Danmarks Radio"

Søren er blevet go igen. Han har fundet plaid'en frem og sidder og smiler sageligt til "Lærkevej" på tv2.