Baggrund
Læsetid: 10 min.

Hvis bare der kommer nogen og henter dem, når de bliver løsladt

Mens politikerne diskuterer sænkelsen af den kriminelle lavalder, fodlænker og forebyggelse frem for straf, sidder en flok 15-18-årige drenge i den sikrede institution Sønderbro på Amager og venter på deres dom
Opvarmning. Ahmad er for nylig blevet dømt for vold. En time om dagen må han og de andre unge på den sikrede institution Sønderbro være udenfor. Tre gange om ugen er der fodboldkamp mellem Sønderbros Øst- og Vestafdeling. Ahmad er en af de bedste på fodboldholdet.

Opvarmning. Ahmad er for nylig blevet dømt for vold. En time om dagen må han og de andre unge på den sikrede institution Sønderbro være udenfor. Tre gange om ugen er der fodboldkamp mellem Sønderbros Øst- og Vestafdeling. Ahmad er en af de bedste på fodboldholdet.

Moderne Tider
16. oktober 2009

»Vores kerneydelse er opbevaring. Helt enkelt skal vi passe på børnene, mens de venter på en dom, men vi synes jo lige så godt, at vi kan bruge tiden fornuftigt, når de nu er her.«

Så simpelt ser afdelingslederen for Sønderbros sikrede afdeling Øst, Lykke Villerslev, sin opgave. Og den er større, end det lyder, for hun har en telefon, som hele tiden ringer. Det er sagsbehandlere, som nu igen har et barn under 18, der er blevet arresteret og varetægtsfængslet.

»Er det en 1993'er? Ja, der er vist også to 1992'ere. Et uledsaget flygtningebarn? Ok,« siger hun ned i mobiltelefonen.

Danmark har 121 pladser på sikrede afdelinger, hvor børn og unge kan blive låst inde. Nogle er uledsagede flygtningebørn, som er blevet taget med falsk pas, andre er i pædagogisk observation, men langt de fleste er kriminelle unge, som har lavet så alvorlig kriminalitet, at politiet vil have dem bag lås og slå, mens de efterforsker sagen. Fødselsåret er vigtigt, når sagsbehandlerne ringer. Dem, som er yngst, skal først ud af den almindelige varetægtsfængsling. Ifølge loven må børn under 18 ikke sidde sammen med voksne kriminelle.

På personalestuen er afdelingens nuværende fem beboere skrevet ind i et skema. »B og B«, besøgs- og brevkontrol, står der ud for to af drengene. Det betyder, at politiet stadig efterforsker deres sag, og at drengene derfor kun må få overvågede besøg af deres forældre en time om ugen.

»Der må kun bestilles mad udefra til børnene den første søndag i måneden,« står der på et notat på opslagstavlen. Sønderbros ansatte omtaler altid de anbragte som børnene, for så længe de er under 18 år, er de netop det: børn, som ikke kan overskue deres handlinger, børn som har rodet sig ud i noget lort, børn som ifølge FN's børnekonvention har krav på beskyttelse.

»Er han blevet løsladt? Så han skal altså ikke herind? Det var da rart,« siger Lykke til endnu en sagsbehandler.

Det er et puslespil at få plads til alle Danmarks varetægtsfængslede mellem 15 og 18 år, for de unge sidder længere og længere og for mindre og mindre forseelser. At domstolene er begyndt at dømme hårdere betyder, at flere unge under 18 år er i varetægtssurrogat på de sikrede institutioner. Antallet af pladser på de sikrede institutioner er tredoblet siden slutningen af 1990'erne.

Inde på Lykke Villerslevs kontor står mapperne over de fem drenge, som Sønderbros afdeling Øst huser lige nu. De sidder for hæleri, grov vold, væbnet røveri og to gange gaderøverier. Lykke Villerslev opremser deres sager med tør stemme. Hun har set langt værre, for de har også haft mordere, kidnappere og voldtægtsforbrydere. Det er ikke for sjov, at medarbejdernes allervigtigste kompetence er rummelighed.

»Nogle af de unge har gjort noget virkeligt voldsomt, men vi skal forsøge at nå dem alligevel, og jeg lever fint i det dilemma. Jeg ser ikke drengene som ofre, men jeg beskæftiger mig heller ikke så meget med, hvad de har lavet. Jeg ser dem mest af alt som nogle teenagere, som godt nok er kommet på vildspor.«

Maleværksted

Hver dag skal drengene i dagbeskæftigelse, og der er ikke meget at vælge imellem. Drengene kan male, arbejde i træ, sy og flette sølv til armbånd og halskæder. I malerværkstedet hænger de tidligere anbragtes malerier. De fleste af motiverne er hentet fra amerikansk popkultur. I denne uge maler Qasim en Scarface-version af Homer Simpson i selvlysende maling og sort tusch. Mens han har siddet i Sønderbro, har han forundret opdaget, at han faktisk er god til at tegne.

Pædagogen Henrik har taget Abdullah og Dennis med ned for at ryge.

Henrik har særligt fokus på Dennis, en hjerneskadet dreng med ADHD (opmærksomhedsforstyrrelse og hyperaktivitet), som trak en kniv i en slikbutik for at få penge til en klump hash.

»Hvad lærte du til undervisning?« spørger Henrik.

»Hun prøvede at lære mig at læse. Det går meget godt«

»Det er da totalt fedt, Dennis!«

»Jeg fik slet ikke noget hjælp, da jeg var i specialklasse«

»Hvad lavede læreren så?«

»Tjekkede sin mobil ...«

Psykiatere har anslået, at omkring en tredjedel af de anbragte på Danmarks sikrede institutioner har en psykiatrisk diagnose med i kufferten. De fleste lider af ADHD, og personalet på Sønderbro er stolte af, at lige netop disse drenge ofte blomstrer op i deres hænder. De nyder den struktur og ro, der er på de sikrede afdelinger, og som det er svært at få andre steder.

»Abdullah lad være med at spytte på fliserne. Det er for ulækkert.«

Abdullah ser flovt på pædagogen og tørrer spyttet væk med sin gummisko. Han er en spinkel dreng, kun lige fyldt 15, hans stemme er ikke gået i overgang endnu, og de ansatte er enige om, at der skal passes på ham, så han ikke lærer for meget af de ældre drenge, som han nu er sammen med 24 timer i døgnet.

»Vi ved, at mange af vores drenge først kommer ud af kriminalitet, når de er i 20'erne, så vi kan ikke gøre andet end at lægge kimen til et andet liv, og det er måske endda for høj en ambition,« forklarer Lykke Villerslev, men har alligevel ikke meget tilovers for dem, som mener, at drengene ville have bedre af strengere straf og mere konsekvens.

»Frihedsberøvelse er den værste straf, som du kan give et menneske. Så vi udsætter faktisk de her drenge for det værste, som man kan udsætte et menneske for. Det er vores opgave at sørge for, at de ikke går helt i stykker, mens de sidder her.«

Tilsandede drenge

Drengene hugger i sig til frokosten. Frokostbordet er stort og bugnende i en sådan grad, at Qasim er begyndt at omtale Sønderbro som »et dansk hotel« og joker med, at man skal passe på med at sætte 12-årige i fængsel, så de opdager, hvor godt man har det. Ellers er det mest pædagogerne, som taler, mens rugbrødet glider ned. Skolelæreren Nuria giver gode råd om billige hoteller i Istanbul. Pædagogen Henrik skal til Rom og Rio. Et par minutter svirrer frokoststuen af rejseplaner og billige flybilletter, indtil Qasim afbryder:

»I er sgu da heldige, at I kommer til et varmt sted. Jeg skulle have været til Dubai, hvis jeg ikke var blevet anholdt.«

Både de anbragte og de ansatte griner. Tarik nikker samtykkende:

»Jeg skulle have været i Marokko,« siger han og lukker så igen.

Han har sidder her lige siden den sommerdag, hvor politiet bankede på klokken 7.30 om morgenen. Selv insisterer han på, at han er uskyldig, men bevismaterialet hober sig op. Hans forældre samarbejder med politiet. De fik også aflyst deres ferie. Personalet kigger bekymret på Tarik, for han er helt umulig at få hul på. Han er en kvik dreng, som skulle være startet i gymnasiet efter ferien. Nu sidder han i stedet i malerværkstedet og maler på et billede af Al Aqsa-moskeen i Jerusalem og ønsker sig mest af alt ud i efterårssolen.

»Jeg ville lave frivilligt arbejde, hvis det bare var udenfor,« siger han med armene over kors og hagen mod brystet.

Det er det største problem i pædagogernes arbejde: at der kommer et tidspunkt, hvor drengene ikke længere stimuleres af at blive mandsopdækket med voksenkontakt. Hvor den sikrede institutions konstante gentagelser får dem til at lukke ned og gå i stå.

'Sandet til' kalder Lykke Villerslev tilstanden. Når den opstår, mangler pædagogerne redskaber. Det er begrænset, hvor meget pædagogisk arbejde, man kan lave med børn, der er bag lås og slå.

Hvis de først for alvor vænner sig til at være i fængslet, er slaget tabt, for skal drengene komme på ret køl, skal de netop lære at takle alle de fristende tilbud om nemme penge, seje venner, og hurtig anerkendelse som findes uden for. Det lærer man ikke i et fængsel.

Vagtskifte

Klokken 15 er dagens aktiviteter overstået, og så står den på PlayStation, pool, bordtennis og backgammon. Selv om drengene hver dag glæder sig til at få fri, snegler tiden sig af sted, når de selv skal få den til at gå. I løbet af weekenden blev der lagt et puslespil med over 1.000 brikker.

Mens drengene spiller bordtennis, mødes aften- og dagsholdets voksne til 'pædagogisk overlevering' og kaffe. Drengene har klaget over, at personalet gør deres forældre endnu mere bekymrede. De forstår ikke, hvorfor Lykke skal tale med deres forældre, uden at de er til stede.

»Tarik er virkelig bange for, at hans forældre skal få at vide, at han har røget hash, og så måtte jeg jo sige 'Der er altså også gode ting at sige om dig, Tarik'. Det tror han slet ikke på,« forklarer aftenvagten Khuram.

De fleste af drengene på Sønderbro har anden etnisk baggrund end dansk, og deres forældre er fortvivlede. At en sikret afdeling ikke ligner et palæstinensisk eller et tyrkisk fængsel beroliger dem lidt, men skammen er der stadig. Pædagogen Mara skal lytte med, når de drenge, som har besøgs- og brevkontrol, ringer hjem. Hver eneste dag hører hun de samme spørgsmål og de samme svar. Har lillesøster det godt? Og bedstemor? Er der nogle, som spørger efter mig? Ved familien i Tyrkiet og i England noget?

»Det er altid det samme. De er så bange for, hvad deres slægtninge tænker,« siger Mara og sukker. Som så mange af de ansatte på Sønderbro har hun også selv anden etnisk baggrund. Det gør ikke nødvendigvis tålmodigheden med indvandrermiljøet større.

Aftenhygge

Ved vagtskiftet uddeler faglæreren Khuram knus og kindkys til drengene, når han går ind og siger goddag. Drengene skal lære, at der er nogle som kan lide dem.

»De ved jo godt, at de ikke har meget at være stolte af, selv om de prøver at spille seje,« siger Khuram, som god til at nå drengene. De kan lide, at han er mørkhåret og mørkhudet som dem, men også så stor og muskuløs, som de drømmer om at blive. Og så taler han kontant. Han er selv vokset op på Halmtorvet på Vesterbro og har drengenes særlige 'wallah billah'-sprog og -attitude på rygmarven.

»Abdullah, når du er ude og spise med en pige, så lægger du lige bestikket sådan her, når du er færdig,« siger han under aftensmaden. Abdullah smiler genert, men lægger så bestikket i den rette vinkel.

»Hey, hvorfor sidder du hele tiden med armene over kors. Det ser ikke fedt ud!« siger han til Tarik, som smiler prøvende og i et par minutter lader armene falde ned til siden.

Hvis drengene isolerer sig på deres værelse, banker Khuram på og spørger, hvad de ser i tv. Hvis han er heldig, fortæller drengene om det, som nager dem: at de havde håbet, at de var blevet løsladt, da de stod over for dommeren sidst, at det piner dem, at deres eks-kæreste er blevet kæreste med deres bedste ven, og at de ikke ved, hvad de skal stille op med deres mor, som altid græder, når hun er på besøg.

»Der er mange etniske forældre, som slet ikke har styr på deres børn. Simpelthen ikke aner, hvad de kan blive rodet ind i,« forklarer Khuram, men funderer så videre;

»Til gengæld er det også nogle gange, at indvandrerforældrene kan nå deres børn på en anden måde end de danske familier. Sådan en som Qasim for eksempel. Hans forældre er helt ude af den. Jeg tror, at det er sidste gang, at han ender herinde, fordi hans families reaktion har været så voldsom.«

Løsladelse

På opslagstavlen i personalestuen bliver nye oplysninger ført ind i skemaet, når drengene kommer hjem fra afhøringer og fristforlængelser.

Tarik har endelig fået fastsat en domsdato til december: Hvis han bliver frifundet, kan han gå videre i 10. klasse, bliver han dømt, får han sandsynligvis en ungdomssanktion. Qasim derimod fylder snart 18 og risikerer at afsone den sidste del af sin straf blandt rigtige voksne kriminelle. De fleste af drengene har svært ved sove dagen før, de skal i retten.

Sønderbros personale fejrer det ikke, når en ung bliver løsladt. De håber bare, at nogle kommer og henter den unge. Det sker alt for tit, at drengene selv skal tage bussen tilbage til Nørrebro, Tingbjerg og Sydhavnen. Nogle gange vil de slet ikke af sted, andre gang kommer de tilbage senere og står ude ved hegnet og siger, at de savner Sønderbros ansatte.

De ansatte fortæller om sådanne episoder med både stolthed og afmagt. De ville gerne have, at drengene havde nogle andre at gå til, på den anden side ved de, at de har løst deres opgave, når drengene kommer tilbage og spørger efter dem. At de har givet de unge en voksen, som de kan stole på og betro sig til. En voksen, som ser andet end deres kriminalitet, og som kan få drengene til at se sig selv som andet end kriminelle. Større resultater af deres arbejde tør de ikke håbe på.

Navnene i artiklen er opdigtede. Deres identitet er redaktionen bekendt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Trist beretning, og intet nyt under solen ...mest trist at høre, at der ikke er nogen form for udslusning/mellemstation når de unge lukkes ud - ingen forligsstøtte til genforening med familien, ingen hjælp med at finde en anden identitet end kriminel...

DK 2009 .... men skidt, - man må jo være realistisk i sine prioriteringer, og selvfølgelig har et skattestop sine omkostninger.

Michael Skaarup

»Frihedsberøvelse er den værste straf, som du kan give et menneske. Så vi udsætter faktisk de her drenge for det værste, som man kan udsætte et menneske for. Det er vores opgave at sørge for, at de ikke går helt i stykker, mens de sidder her.«

Jeg kan ikke følge dem logik...

Det værste der kan ske for en menneske, er blive offer for forbrydelse... Så må forbryderen sgu betale af på den karmagæld, som forbryderen selv skabte, og blive spærret inde.

Desuden virker det ikke som om at de tager skade, siden at artiklen pyntes op med denne slutning, "....andre gang kommer de tilbage senere og står ude ved hegnet og siger, at de savner Sønderbros ansatte."

Det kunne være fedt hvis der også kom en artikel, så fortalte forskellen imellem opbevaringscentere, og socialpædagogiske tilbud som Solhaven.

Men uanset min kritik, så har jeg stor respekt for de ansattes engagement på den sikrede institution Sønderbro.

-ehm-

Underklassen i Danmark i år 2009 består skam endnu; også den består af danske etniske folk og mennesker, som vil skide på (ja undskyld sproget) det danske samfund, dets normer og dets regler. Og som sætter en ære i at kunne snyde systemet, dvs. få så meget ud af systemet som overhovedet muligt.

Netop her holder middelklassens normer og adfærd op; her skal der mere kontant holdning og handling til. Også i de her etnisk danske familier hjælper det ikke med kontrakter, straf og konsekvens fra samfundets side, endsige (endnu) strengere straffe, endnu mere konsekvens.

Mange de her børn og unge, uanset om de er danske eller etniske unge, befinder sig i en så kaotisk situation derhjemme, at de rent faktisk nyder at komme hen et sted, hvor der er struktur og forudsigelighed i hverdagen.

Mht. at blive spærret, tjah, så er det vel den værste 'straf' man kan forestille sig. Det værste der kan overgå et andet menneske er sikkert at blive offer for en forbrydelse, f.eks. overfald eller røveri.
Men næppe kan dette vel kaldes en 'straf'.

Det må handle om, hvordan vi får de her unge mennesker på ret køl igen....

Det gør vi altså ej ved at straffe dem endnu hårdere end vi gør i dag...

Det værste der kan ske for et menneske er, at blive udstødt. Man skal vist være ret sociopatisk, hvis man hellere vil mistesine materielle besiddelser end sine venner og sin sociale anerkendelse.

Og det er netop problemet for langt størsteparten af de kriminelle: at de føler at de ikke har nogen social anerkendelse i det miljø de befinder sig i, - som for den unge er skolen og samfundet, og derfor ret naturligt søger en gruppe hvor de kan modtage denne anerkendelse gennem et fælles fjendskab til "samfundet".

Deres adfærd er banal og infantil: når vi ikke må være med i jeres leg, så vil vi genere jer så meget som muligt, - og i relation til samfundet, betyder det at man angriber ethvert symbol på det som man er misundelig på - om det så er en enlig mors surt betalte og uforsikrede bil.

Løsningen er ligeså simpel, som problemet er banalt. Kun ved at invitere den udstødte indenfor i samfundet og give vedkommende en respektabel rolle, kan han/hun finde et alternativ til den kriminelle kontekst.

det betyder ikke, at det ikke skal have konsekvenser at overtræde lovene, men denne konsekvens skal overvejende være det, som vi for mange år siden satte det rigtige ord på: soning - straf er irrrationelt.

Og samfundet skal erkende og anerkende soningen. Den kriminelle skal stilles overfor problematikken omkring sine handlinger, og afkræves forslag til, hvordan de bedst kan sones, og er der et offer indblandet, så skal offeret mevirke ved en vurdering af om soningen er rimelig. I sidste ende skal der naturligvis en dommer indover, men dette princip er det bedste og mest effektive for alle parter.

Nå, - det kunne jeg nok udbrede mig meget mere om, men det er jo formålsløst, sålænge et stor del af befolkningen anser kriminalitet for at være en uhelbredelig sygdom og ikke kan forstå at alle mennesker grundlæggende er ens, kommer samfundet nok ikke videre.