Læsetid: 9 min.

Derfor er østtyskerne anderledes

Den nat, Berlinmuren faldt, var ikke en ny begyndelse for østtyskerne. Det var snarere en afsked med alt det kendte, og selv om mange af dem nu glider let gennem hverdagen, kører Audi og tager på ferie i Italien, er det stadig ikke lykkedes at samle en ny østtysk identitet, mener den 33-årige forfatter Jana Hensel, der er aktuel med en ny bog om det særligt østtyske - og alt det, man ikke må sige
Retro. Populære film som Goodbye Lenin er alle en slags kammerspil, der handler om DDR som et afsluttet kapitel, siger Jana Hensel, der savner fortællinger om, hvordan det er gået sidenhen.

Retro. Populære film som Goodbye Lenin er alle en slags kammerspil, der handler om DDR som et afsluttet kapitel, siger Jana Hensel, der savner fortællinger om, hvordan det er gået sidenhen.

Øst for Paradis

17. oktober 2009

Det er ikke noget, man kan sætte en finger på, ikke engang noget, man rigtigt kan forklare. Den tyske forfatter og journalist Jana Hensel har opdaget en underlig melankoli, der forbinder hendes generation af østtyskere. En sorg, en følelse af at gå på meget tynd is, som ikke kan bære. Som da hendes veninde kørte rundt i bil i området omkring Berlin sammen med sin vestfødte kæreste. Solen skinnede, de grinede, pludselig var de kommet til en sø, og hun opdagede, at det var den samme sø, hun som barn havde tilbragt sine somre i socialistisk ferielejr ved. Hun stod og kiggede ud over søen, og pludselig begyndte hun at græde. Veninden blev chokeret. Hendes egen følelsesmæssige reaktion var kommet fuldstændig bag på hende, og Jana Hensel forstår hvorfor.

»Jeg glider ubesværet igennem hverdagen og rundt i samfundet. Der er ingen, der kan se det på mig, for selvfølgelig kører jeg rundt i en vestbil, selvfølgelig handler jeg i de samme supermarkeder som alle andre, og selvfølgelig tager jeg på ferie i Italien. Men lige netop idet jeg skriver, mærker jeg store modsætninger i mig. Der er en stærk følelse af fremmedhed, der intet har med disse overfladiske forskelle mellem øst og vest at gøre; alt det man kan udpege og benævne. Den tid er forbi for længst, men de er der stadig,« siger Jana Hensel.

Hun sidder på en cafe i berlinerbydelen Prenzlauer Berg og fortæller om sin nye bog, Achtung Zone: Warum wir Ostdeutschen anders bleiben sollten -hvorfor vi østtyskere skal blive ved med at være anderledes - der netop er udkommet i Tyskland. Prenzlauer Berg hørte tidligere til DDR. I dag står der Mercedeser, BMW'er og Audier på gaden, lejlighederne er renoverede, og byens kreative klasse, de veluddannede, de velhavende og vesttyskerne er flyttet ind. Jana Hensel bor her også.

Der er ikke meget DDR over Prenzlauer Berg længere, lige som der ikke ser ud til at være meget DDR i Jana Hensel. Og dog. Hun virker tilbageholdende, taler lavmælt. Det er sådan, Hensel beskriver det østtyske i kansler Angela Merkel. Er Angela Merkel ikke netop et bevis på, at genforeningen fungerede? At øst og vest 20 år efter Murens fald er ligestillet, at alle har de samme muligheder?

»Angela Merkel er kansler på en typisk østtysk måde, fordi hun overhovedet ikke tematiserer, endsige nævner, sin østtyske anderledeshed, selv om den er tydelig for enhver. I stedet forsøger hun at tilpasse sig. Jeg tror, at grunden til, at intet er løst mellem Øst- og Vesttyskland her 20 år efter Murens fald, er mennesker som Merkel. At det er derfor, vi stadig forbinder det at være østtysk med noget negativt, med noget mangelfuldt, netop fordi hun ikke omgås sin østtyske baggrund med selvtillid,« siger Jana Hensel, der i 2002 prøvede at tegne et portræt af sin generation af østtyskere i sin bog Børn af zonen.

»Min nye bog kommer nok snarere med den konklusion, at der ikke er noget. Identitetstabet er større end den nye identitet. Folk, der har læst bogen, har ment, at den var sørgelig. Det var jeg ikke klar over, da jeg skrev den, men jeg tror, det passer. På en eller anden måde, tror jeg stadig, at jeg er i fuld gang med en slags sorgarbejde.«

Som i tegneserierne

Jana Hensel var kun 13, da Muren faldt. Der er 20 år siden nu, og hun husker ikke engang længere, om den glæde og eufori, hun følte i efteråret 89, var hendes egen. Måske stammer den fra de billeder, hun har set tusind gange siden, måske fra de fortællinger, der igen og igen er blevet fortalt. Men DDR forsvandt selvfølgelig ikke den nat, Muren faldt. Jana Hensel voksede op i et postkommunistisk samfund, hvor identiteten gik tabt i socialismens murbrokker. Eller hvor identiteten blev sat sammen af brud, af kollaps, af et samfund, der blev revet ned.

»Nu vokser det sammen, der hører sammen,« sagde den forhenværende kansler Willy Brandt dengang. Man talte om en ny begyndelse. Men for østtyskerne var det ikke nogen ny begyndelse, mener Hensel. I 89 smed de i stedet alt overbord og tog afsked med det, de kendte.

»For østtyskerne kan man ikke tale om det som en ren succeshistorie. De fik deres frihed, men de mistede deres hjemstavn og deres sprog for langsomt og møjsommeligt at forsøge at sammensætte en ny identitet. Mange østtyskere følte det som en ydmygelse, for de skulle starte helt forfra, de blev sådan set smidt tilbage til et barnligt stadie, hvor man ikke havde nogen erfaringer eller viden om livet, man kunne bruge til noget.«

Man prøvede at spille vesttysker. Hun kender det fra sig selv: De øjeblikke, hvor hun har reduceret sine oplevelser i DDR og grint ad dem. Grint ad de kommunistiske sange, hun sang i skolen, grint ad tøjet, grint ad møblerne, der stod hjemme i stuen, grint ad måden, hun talte på, grint ad, at alle fjerdeklasser i hele DDR lavede samme matematikopgaver i fjerde time om tirsdagen.

»Alt det, der var normalt for os, der voksede op og boede i DDR var blevet totalt fremmed og skulle forklares. Det normale blev eksotisk, til ren underholdning. Som i en tegneserie. Vi tog afstand fra alt, men selvfølgelig er det noget helt andet at vokse op i et mentalt og psykologisk vakuum, som kom efter DDR's politiske og økonomiske kollaps efter genforeningen end at vokse op i München.«

Netop fordi østtyskerne ignorerede deres egen historie og grinede ad den, opstod blandt andet fænomenet Ostalgie, en slags østnostalgi. Et famlende forsøg på at insistere på sin egen historie, kalder Hensel den, der i virkeligheden handler om at føle sig fremmed.

»Psykologisk set er det en tosset reaktion, at man retrospektivt solidariserer sig med DDR-repressionens symboler, kun fordi de ikke længere findes. Tag eksempelvis Palast der Republik, DDR's parlamentsbygning. Den var et statssymbol, et symbol på et diktatur, som i virkeligheden lå meget langt fra folks liv. Men da man for nogle år siden skulle til at rive bygningen ned, blev der kæmpe opstandelse. I det øjeblik bygningen var ved at forsvinde blev den til et symbol for det levede liv i DDR, selv om det ikke havde været sådan i virkeligheden.«

Brakland

Det hele handler om fortiden, ikke om nutiden.

»Se, hvad vi eksempelvis bruger 20-året for Murens fald til,« siger Jana Hensel og hæver stemmen, tydeligt forarget, indtil gæsterne ved nabobordet begynder at kigge. Der er intet andet end stort anlagte lysshows, billeder af de sidste dage før Murens fald, billeder af fremmede, der krammer, efter at de er brudt igennem Muren, og Hans-Dietrich Genscher, der er helt bevæget af sin egen bevægelse.

»Det er et rent retroshow, det der foregår,« siger Hensel, som i virkeligheden mener, at man bare kunne genoptrykke de artikler, der blev skrevet ved femårsdagen og 10-årsdagen for Murens fald. For det er de samme historiske fortællinger hver eneste gang.

»Eller se på de bøger og film, der er slået igennem. De handler alle om DDR som et afsluttet kapitel, et slags kammerspil,« siger hun og remser op: Goodbye Lenin, Sonnenallé, De andres liv. Alle fine små fortællinger, men ingen virkelige diskussioner om, hvad der kom ud af Murens fald, ingen fortællinger om, hvad det var for en tid, der begyndte for østtyskerne, ingen vidnesbyrd om, hvordan de klarede de efterfølgende 20 år.

- Men kan det ikke være, at man ikke taler om problemer, fordi problemerne er løst?

»Nej,« afbryder Jana Hensel. »Nej, der er intet, der er løst. Intet. Arbejdsløsheden er dobbelt så høj i øst som i vest, de unge flygter, den østtyske provins ligger brak, byerne lukker ned, der er ingen østtysk offentlighed. Østtyskland er et geografisk område, hvis betingelse er regression, Tyskland er et delt land,« siger Hensel og indrømmer, at hendes irritation over fejringen af 20-året over Murens fald nok skyldes, at hun kommer fra Leipzig, som man sagde havde spillet en afgørende rolle for den fredelige revolution, der førte til Murens fald.

»Alle var stolte over deres revolution, og det irriterede mig allerede som teenager. Vi gennemgik så mange smertefulde processer, og så udråbte Leipzig sig bare til helteby.«

Offer eller bøddel

En historie, der fortæller om den tavshed og de tabuer, det østtyske samfund er underlagt - og har underlagt sig selv - er historien om skuespilparret Jenny Gröllmann og Ulrich Mühe, der især blev kendt for sin rolle som Stasi-agent i filmen De andres liv. Gröllmann og Mühe var stjerner i DDR. Mühe havde endda fået lov til at beholde sit pas for at kunne spille på de vesttyske scener, de kørte rundt i en vestbil, de boede i en stor lejlighed og nød de privilegier, regimet stillede til rådighed.

Men efter Murens fald stak Mühe af, han forlod Jenny Gröllmann, datteren og hele sit gamle liv for at flytte til Schweiz, til en ny skuespillerinde, til nye stjerneroller. Samtidig mistede han sine venner, hans gamle kolleger tog afstand fra ham, han blev set som en forræder, der havde vendt sit land ryggen.

Da Stasi-arkiverne åbnedes, viste det sig, at de også indeholdt Jenny Gröllmanns sagsakter. Hun blev beskyldt for at have været IM, inofficiel meddeler, men selv benægtede hun det. Det var da også uklart, for papirerne manglede hendes underskrift, der var ikke en eneste skriftlig afrapportering. Men Mühe fortalte om det i interview, og Gröllmann lagde sag an. Sådan kørte det frem og tilbage, uden at de nogensinde talte med hinanden om det.

De kom aldrig til at tale sammen igen. Gröllmann døde i 2006, Mühe i 2007. De endte med at bo 200 meter fra hinanden, handlede i samme supermarked, men ikke et blik, ikke et ord værdigede de hinanden.

»Sagen om Gröllmann og Mühe viser en helt anden side af genforeningen end den, der bliver fortalt i de her dage. Der er hårde konflikter, brudte familier, mennesker, der er blevet forladt. Og så denne tavshed, der er så typisk. De to havde et barn sammen ... Men vi får kun deres historie, fordi de er kendte. I virkeligheden er der tusindvis af lignende historier. Alle de her adskillelser, konflikter, dem har jeg jo mærket helt instinktivt som ung. Tavsheden, som jeg igen og igen blev konfronteret med.«

De gode og de onde

For ingen fortæller de rigtige historier. Ingen vil fortælle om Stasi, DDR's efterretningstjeneste, ingen har lyst til at fortælle om deres rolle i systemet af angst for stigmatisering og udstødelse. Da Jana Hensel til sin bog efterlyste børn, hvis forældre havde arbejdet for Stasi, kom der ikke en eneste henvendelse, selv om der måtte være masser. Hvor blev de af, undrede Hensel sig. Hvor var de 2,3 millioner mennesker, der på den ene eller anden måde havde været involveret i Stasi og i 40 år havde været med til at opretholde systemet? Pludselig hævdede alle, at de altid havde stået på den rigtige side. Pludselig mødte man kun folk fra oppositionsgrupper og modstandsfolk, på trods af at modstanden var en absolut marginal position i befolkningen.

»Hvis vi vil, at det østtyske samfund bliver et åbent samfund, som kan finde en måde at omgås sin egen historie, må vi finde ud af, hvordan vi skal behandle de her mennesker. Vi må få dem tilbage til samfundet, men jeg har ikke indtryk af, at vi lever i en atmosfære, hvor vi giver de her mennesker mulighed for genoprettelse. Hvis vi altid ser det som en sag mellem et offer og en bøddel, om skyldspørgsmål, så får vi aldrig nogensinde deres historier. Jeg stiller jo også de her spørgsmål, fordi jeg vil vide, hvor jeg kommer fra, hvad der har præget mig, hvad der præger os.«

DDR's sammenbrud tog få måneder, men effekterne af systemet er der endnu. Der mangler stadig en østtysk selvsikkerhed, en østtysk offentlighed og historier, som østtyskerne kan genkende sig selv i.

»Jeg føler et stort ansvar. For jeg tror, at jeg tilhører den første generation af østtyskere, der kan fortælle de her historier med et nyt blik, for jeg vil aldrig blive mistænkt for at retfærdiggøre mine gerninger under SED-regimet. Det er jeg simpelthen for ung til.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer