Læsetid: 8 min.

Hvad blev der af drømmen?

Den danske Nicaragua-solidaritetsbevægelse tiltrak kunstnere, de unge røde og den tunge fagbevægelse i 1980'erne. I dag er det lille land med de store drømme endt som et semi-diktatur, styret af en halvkorrupt, helreligiøs leder og flere bistandsdonorer trækker sig
2009. Daniel Ortega taler ved en pressekonference i Managua om sine bestræbelser på at opnå endnu en periode som præsident trods forfatningens begrænsninger. 30 år efter revolutionen er Ortegas navn forbundet med korruptionsanklager, åbenlys valgsvindel og pædofili.

2009. Daniel Ortega taler ved en pressekonference i Managua om sine bestræbelser på at opnå endnu en periode som præsident trods forfatningens begrænsninger. 30 år efter revolutionen er Ortegas navn forbundet med korruptionsanklager, åbenlys valgsvindel og pædofili.

ELMER MARTINEZ

24. oktober 2009

»I begyndelsen og helt fra starten var Sandinisterne. De kom ned fra bjergene, ind over lavlandet og tog hovedstaden i besiddelse. De erklærede revolution i Nicaragua. Og da rygtet om denne tilskikkelse nåede rundt til alle verdenshjørner, og da der ikke rigtig var nogen anden ung og sejrende revolution oppe i tiden, begav sandalisterne sig på rejse. Med iver og opofrelse kom de flyvende fra fjerne og ofte kolde hovedstæder.«

Sådan begynder den reportage fra Nicaragua af journalist Jan Stage, der en søndag i december 1986 dumpede ind i entreen hos Hans Peter Dejgaard.

»Vi var rødglødende. Det tog mange år, før jeg indså, hvilken fremragende journalist Jan Stage faktisk var. Vi følte os virkelig forråede, da han så betegnede os som 'sandalister',« husker Hans Peter Dejgaard med et stort grin. Han var aktiv i Nicaragua Komiteen i 1980'erne, var udstationeret i Nicaragua i en årrække og har holdt fast i i landet indtil i dag, hvor han arbejder som udviklingskonsulent.

Som for mange andre i hans generation blev Nicaragua kilden til en personlig politisk vækkelse, og solidariteten med det lille land i Latinamerika fik stor betydning for den danske venstrefløj i årtiet, hvor det var svært at være idealist i Danmark. Og de unge udrejsende satte deres sandalspor: Nicaragua - der den dag i dag stadig er det fattigste land på den nordlige halvkugle efter Haiti - blev et helt centralt modtagerland for den danske bistand. I sidste måned blev et kapitel lukket: »Vi vil ikke give Sandinisterne mulighed for at bruge dansk bistand til at styrke deres parti. Derfor omlægges støtten fra statsinstitutioner til privatsektoren, nationale og internationale NGO'er samt til lokalsamfund,« sagde udviklingsminister Ulla Tørnæs.

Banditten Ortega

Få er uenige i, at Nicaragua i dag er meget langt fra drømmen fra 1980'erne. I sommer fejrede Nicaragua 30-året for den succesfulde og relativt fredelige revolution i 1979, der afsatte den forhadte diktator Anastasio Somoza - manden, om hvem USA's præsident Franklin Roosevelt sagde: »Yes, he's a son of a bitch, but he's our son of a bitch«. I dag taler man om en ny despot: præsident og sandinistleder Daniel Ortega. Trods korruptionsskandaler til op over begge ører og bekræftede pædofilianklager er han igen i spidsen for Nicaragua.

I 1990 tabte Ortega til Violeta Barrios de Chamorro - en af revolutionens oprindelige frontfigurer - der stod i spidsen for en koalition af anti-sandinistiske partier. Men i 2007 vendte han og Sandinisterne tilbage, og hurtigt måtte nicaraguanerne sande, at tænkepausen efter nederlaget ikke havde gjort lederne mere demokratibegejstrede.

Helt galt gik det i november sidste år, da Ortega igennem åbenlys svindel kuppede kommunalvalgene. Men særlig ét område har bragt international fordømmelse: Nicaraguas nationalforsamling vedtog i oktober 2006 en stramning af abortloven. Der er nu totalforbud mod afbrydelse af svangerskab i Nicaragua - også hvis den er resultat af voldtægt eller incest, og også hvis den kan redde moderens liv.

De forværrede demokratiske og menneskeretslige forhold i Nicaragua fik en række europæiske og nordamerikanske bistandsorganisationer til at stoppe eller omlægge bistanden til Nicaragua. Blandt andre Sverige besluttede at udfase samarbejdet. Det slog ikke Ortega ud. »Hullerne i bistanden vil blive udfyldt af Venezuela«, sagde han.

Men hvad var det, der gjorde Nicaragua-solidariteten til 1980'ernes helt store venstrefløjsprojekt?

Den første tid

Hans Peter Dejgaard husker sit første møde med Nicaragua. Han var 23 år gammel, og det var mindre end et halvt år efter revolutionen.

»Det var helt overvældende, hvordan revolutionen var alle steder - selv hvis man skulle købe en is, var den i bevægelsens sort- røde farver,« fortæller han. En gruppe af de 'hårde' fra Århus havde allerede været der i et par måneder. Da Hans Peter Dejgaard og hans to venner prøvede at få lov til at sove i det danske Solidaritetshus i hovedstaden Managua, viste det sig at blive lidt af en audition. »Heldigvis var min veninde forsanger i et band, så hun sang den nye Trille-plade for dem og så fik vi lov til at blive,« griner han.

Og der var allerede sket fantastiske fremskridt, erfarede den unge mand. En alfabetiseringskampagne, der sendte de unge i byerne ud på landet for at lære bønderne at læse, havde nedbragt analfabetismen fra 60 til 20 procent, jordreformer gav diktatorens jord tilbage til bønderne, og i hver en kommune poppede sundhedsklinikker og skoler op - ikke mindst med hjælp fra de internationale solidaritetsbrigader. »Vi havde lært af Vietnam-bevægelsen. Vi blev meget konkrete fra starten. De havde diskuteret marxisme. Vi ville se det ske. Nicaragua-komiteen bestod primært af alle os freaks, der ikke var partiorganiserede. Vi var projektmennesker«, fortæller Dejgaard.

Første projekt blev at bygge skoler. Og det krævede fagkundskab. Omkring fifty-fifty håndværkere og almindelige idealister. »Vi støvsugede Danmark for håndværkere - det var særlig besværligt, at vi ville have en vis kønsbalance, så jeg tror ikke, der fandtes én kvindelig håndværker, der ikke fik et ring,« erindrer Dejgaard.

Skiftet

Men bryllupsrejsen fik en ende. Washington støttede de kontrarevolutionære contraerne, og foråret 1982 trængte nationalgardister ind i Nicaragua fra Honduras. Året efter indrømmede præsident Reagan, at der eksisterede en hemmelig CIA-operation rettet mod Nicaragua. Krigen forandrede sandinisterne, fortæller Hans Peter Dejgaard.

»Hvis man skal sammenligne med Danmark, kan man sige, at den udogmatiske venstrefløj blev de store tabere. Presset udefra skabte en hård linje«.

Og det fik følger for den danske solidaritetsbevægelse. I 1986 afbrød udviklingsorganisationen WUS - det senere IBIS - det direkte samarbejde med Sandinisterne og nogle år efter også med landbrugsministeriet. »Herefter arbejdede vi sammen med lokale organisationer,« fortæller Dejgaard.

Der kom også en ny type solidaritetsarbejde: fredsvagterne. En af dem var forfatter og bistandsekspert Knud Vilby, der blandt andet deltog i den store fredsmarch igennem Latinamerika. Han huskede Vietnamkrigen:

»Da vi igen så, hvordan USA ville smadre et tredjeverdensland, der ville gå sine egne veje, blev vi rasende.«

Også Dejgård var med på fredsbrigaderne.

»Vi tog op til grænsen med en flok 'i Danmark verdenskendte' som Johannes Møllehave og Ole Sohn. De amerikanske aktivister var nok blevet stående, hvis soldaterne var kommet. Vi havde ærlig talt nok taget benene på nakken.«

'Hørte jeg rigtigt!?'

Også SF's Margrethe Auken var fredsvagt i 1984.

»Det var en rigtig, rigtig god revolution,« fastslår hun. Det var ikke mindst kirkens rolle, som præsten Margrethe Auken fandt opløftende.

»I modsætning til Cuba kørte Sandinisterne en åbenhedsstrategi, hvor de kirkelige organisationer havde en vigtig rolle i at holde den interne debat i live.«

For den danske venstrefløj var det første gang de i praksis så, hvilken progressiv rolle kirken kan spille, husker Vilby.

»Vi så kirken som en dybt borgerlig institution, men måtte se på det i nyt lys,« siger Vilby.

Men det var ikke altid let at forsvare Sandinisterne. Da den borgerlige presse i Nicaragua støttede USA, lukkede Sandinisterne i 1985 avisen La Prensa. Det udløste en heftig debat, også på den danske venstrefløj. Kunne man forsvare at indskrænke ytringsfriheden, når presset udefra var så stort?

Det mente Margrethe Auken til dels. Hun husker en ophedet debat i Folketinget.

»Jeg havde på talerstolen talt om 'beskeden censur', og så sprang de konservatives Ole Bernt Henriksen op. 'Hørte jeg rigtigt!? Brugte fru Margrethe Auken udtrykket 'beskeden censur',!' spruttede han. Ja, det gjorde jeg. Se lige på El Salvador. Der river de bygningen ned og skyder journalisterne. Hvis man ikke kan se forskellen, er man eddermame langt ude. Allerede dengang kørte de borgerlige den der med, at ytringsfrihed ikke kan gradbøjes. Gu' kan den så,« fastslår Margre-the Auken.

Kritikken

I 1987 vendte Margrethe Auken tilbage for at besøge sin ældste datter Kirsten, der var på brigade med Nicaragua Komiteen.

»Det var her tydeligt, at kommandanterne var begyndt at lukke sig om sig selv. Og jeg begyndte at spørge alle, hvornår de ville gå af - det er vel meningen med revolutioner. Kirsten var så flov, og måske var jeg også lidt voldsom,« erindrer Margrethe Auken.

Også Knud Vilby husker interne debatter i den danske bevægelse.

»Der var jo blandt andet den dybt kritisable behandling af indianerne. Men det var ikke os, der råbte op om, at man her og nu skulle have et flerpartisystem midt i en så intens konflikt. Og vi var nok også skyldige i naivitet og overdrevne forestillinger om Sandinisternes evner,« siger Knud Vilby.

Den nye generation

Men nye folk kom til. En af dem var den sociologistuderende Morten Christensen, der stadig i Mellemamerika Komiteen, som blev Nicaragua Komiteens efterfølger. Han besøgte første gang Nicaragua i 1992 på en brigade. Da havde Sandinisterne mistet magten, men for den nye generation betød det ikke så meget.

»Der var og er stadig en masse revolutionsromantik. Og det er jo fint nok at huske og hylde nogle idealer,« siger Morten Christensen. Han oplevede til gengæld skuffelsen, da sandinisterne kom tilbage til magten.

»Det er virkelig historien om de mange forspildte muligheder. Og abortloven var den sidste dråbe. Der mistede jeg den sidste rest af motivation for at forsvare dem. Selv ikke iført min mest pragmatiske hat kan jeg forsvare det,« siger Morten Christensen.

Knud Vilby betegner det han har set som 'den forrådte revolution'.

»Principperne er gradvist forsvundet. Men det betyder ikke, at et land som Danmark skal trække sig. Vi er nødt til at arbejde i sårbare og direkte fejlslagne stater,« fastlår bistanseksperten.

Også Dejgaard er trist.

»Det er en tragedie, at Ortega og hans lille klike har skrabet magt til sig, men der er et folkeligt alternativt, som er stærkt. Kvindegrupper, miljøorganisationer, menneskeretsfolk. Myndighederne prøver at chikanere dem, men de holder ved,« forsikrer Dejgård.

Og fremtiden?

Mellemamerika Komiteen er i følge Morten Christensen nede i en bølgedal, hvad angår kommiteens projektportefølje.

»I stedet for store projekter med store budgetter og Danida i ryggen arbejder vi i mindre skala og koncentrerer os mere om kulturel udveksling med alternative, socialt engagerede kunstnergrupper.«

- Kunne du forestille dig, at der i dag kom en masse håndværkere og sagde, at de gerne ville bygge en skole til folk, de ikke kender?

»Tja, hvorfor ikke. Men folk ville nok have sværere ved at få fri, og man kan heller ikke længere tage af sted som arbejdsløs.«

»Vi sender stadig brigader af sted. Vi bygger ikke længere skoler - og så vidt jeg forstår, ødelagde de vist flere kaffebønner, end de plukkede. Men at bo i en landsby betyder ikke bare, at de får en oplevelse for livet. Det er også en symbolsk solidaritet. 'Vi siger: Vi interesserer os for jer'.«

Jan Stage slutte sin reportage:

»Engang med tiden rejser sandalisterne hjem igen. Så er Sandinisterne alene tilbage. Men så skriver de breve til dem (...) Breve afsendt fra Absurdistan eller Surrealististan - nye nationer på Verdenskortet, hvis placering de har fundet frem til, og hvor de har læst, at der er et brændende behov for nogen, der flyver forbi for at sige 'Hej'.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu