Læsetid: 8 min.

Engang var alting bedre

Nutidens unge er ... Vi er blevet barnagtige, overvægtige, forbrugende, tager kun udgangspunkt i egne behov, har ikke længere respekt for autoriteter og har glemt at være ordentlige og høflige. En stribe bøger konkluderer, at samfundet bevæger sig i den gale retning. Spørgsmålet er, om det ikke altid har været sådan
Nutidens unge er ... Vi er blevet barnagtige, overvægtige, forbrugende, tager kun udgangspunkt i egne behov, har ikke længere respekt for autoriteter og har glemt at være ordentlige og høflige. En stribe bøger konkluderer, at samfundet bevæger sig i den gale retning. Spørgsmålet er, om det ikke altid har været sådan
2. oktober 2009

Mig, mig og mig. Det handler kun om mig, mine behov og mine egne valg. For vi er kommet dertil, at vi nærmer os samfundet ved at fokusere på egne behov, lige som en bilist ser verden fra forruden og derfor synes, at intet kunne være mere naturligt end at indrette byen efter bilens logik.

Sådan beskriver samfundsforsker ved Aalborg Universitet Johannes Andersen Danmark og danskeren anno 2009. Som et samfund uden voksne.

»Vi dyrker forbrugsmulighederne, og det har direkte og indirekte øget fokuseringen på de egne behov, for det eneste, du kan tage udgangspunkt i, når du skal vælge på markedet, er dig selv,« siger Johannes Andersen om sin nye bog De barnagtige - En ny personlighed i den moderne uoverskuelighed, der udkommer mandag. Glemt er solidariteten og det fælles bedste, nu handler det hele kun om dig selv.

Med sin pessimistiske samfundsdiagnose lægger bogen sig i kølvandet på historiker Henrik Jensens Det ordentlige menneske og Det Faderløse Samfund, Peter Olesens humoristiske Høfligheden - hvad blev der af den, på historikeren David Gress, der mener, at unges drikkeri skyldes familiernes forfald, på psykiateren Finn Skårderuds argument om, at det moderne menneske lider af Peter-Pan-problemer og nægter at blive voksent.

»Unge mennesker skal lære at blive voksne af personer, som selv har lyst til at være unge, eller som af andre årsager har abdiceret fra deres forældreskab af forskellige årsager. Med forældrenes og lærerens tabte autoritet bliver unge mennesker hinandens gensidige opdragere. Voksenhedens diffuse karakter kan føre til børns uforløste selvstændiggørelse, altså umodenhed,« skriver Finn Skårderud om de forsvundne autoriteter, mens Peter Olesen skriver om den tabte høflighed:

»Flyt dig din so! Og det er selvfølgelig henvendt til en kvinde på moderne nutidsdansk. Din fucking luder, hører man også af og til - eller luk røven. Det overskrider mine grænser for ordentlig sprogbrug i det offentlige rum.«

Vi dyrker forsimplingen

Ifølge samfundsforsker Johannes Andersen er det største problem i den nye barnagtiggørelse, at velfærdsstaten efterhånden mest er blevet til en række servicetilbud ydet af professionelle rangordnet med ventelister, hvor andre individer mest ses som en hindring for selv at komme til fadet. Individets opgave er blevet at vælge mellem de forskellige tilbud, vi skal hele tiden forholde os til nye valg, lige som i supermarkedet.

»Og hvordan gør vi det? Nemlig ud fra et barnagtigt perspektiv. Barnet kan ikke forholde sig til valg ved at tænke strategisk, og det er heller ikke nødvendigt, for det får hele tiden nye valg. Det barnagtige kan heller ikke forholde sig generaliserende og forholde sig til det. Nej, det barnagtige kan kun forholde sig til ranglister og ved at stemme noget eller nogen hjem,« siger Johannes Andersen og uddyber: Den voksne er både i stand til at se sig selv, dig og den generaliserende anden - en form for fællesskab, der ligger som en bjælke hen over det hele, der gør, at man er i stand til både at forstå ens egen ageren, den andens ageren og vigtigheden af, at vi foretager nogle fælles prioriteringer til alles bedste, som rækker ud over et her-og-nu-behov.

»Vi er kommet til at dyrke en bestemt mentalitet, der gør, at vi går fra det svære til det lette, fra det komplekse til det simple, fra det langsomme til det hurtige i en barnagtig kultur netop, fordi vi bliver bombarderet med valgmuligheder hele tiden. Vi skal hele tiden forholde os,« siger han.

Det vi fik istedet

Det ordentlige, velopdragne, voksne og høflige menneske er altså fortid, autoriterne er i forfald, og selve samfundet er på vej i opløsning. Og sådan er kulturpessimismen igen vakt til live, mener forfatter og ph.d. i filosofi Mads Storgaard Jensen, der i 2001 skrev sin bog Dommedagsfesten, som, han mener, er lige så aktuel dengang som nu. I 90'erne hed det, at vi ikke længere har nogen fælles moral. I dag handler den så om autoriteter og uansvarlighed.

»De ser på alt det, vi har mistet og begræder, at det ikke findes længere. Det er der sådan set ikke noget galt i, men problemet er, at de ikke ser, at grunden til, at noget er gået tabt, er, fordi vi har fået noget andet i stedet. Hvem siger, at vi er blevet mindre ordentlige? Det kan da være, at vi bare er blevet ordentlige på en anden måde,« siger Mads Storgaard Jensen og nævner miljøsagen som et stærkt eksempel. Her kræves der i høj grad ordentlighed, og at vi alle hver og en tager ansvar og selv tager stilling. Og det gør folk, mener han.

»I min optik så er der strukturer og vaner i kulturen, som forsvinder, fordi de ikke længere passer til vores samfund. Og det er det, konservatismen har svært ved at forstå. F.eks. kan vi ikke opretholde en faderfigur, der siger, hvad der er rigtigt og forkert, fordi vi i dag er i tvivl. Vi står i nogle dilemmaer og i nogle situationer, som vi aldrig har været i før, og derfor udvikler vi en faderfigur, der er mere afventende og prøvende. Den faderfigur kan godt se svag ud, hvis du holder på den gamle autoritære faderfigur.«

De tabte privilegier

Så er der noget om samfundskritikken? Eller er det bare en flok sure, gamle mænd, der længes tilbage til de gode gamle dage, dengang mor havde kaffen klar, når far kom hjem fra arbejde?

At de alle sammen er mænd, der skriver om et samfund i forfald og om at vende tilbage til de gode gamle dyder, er nok ikke et tilfælde, mener Louise Witt-Hansen, der som tidligere studievært på Agenda på P1 har været vant til at følge aktuelle samfundstendenser og desuden har været aktiv i feministisk arbejde.

»Det er klart, for det er mændene, der har mistet mest både i forhold til magt og autoritet. Og nu hvor den postmoderne ide om, at der ikke findes store fortællinger og faste værdier er passé, forsøger mændene at generobre det tabte ved at argumentere for at genopfinde et samfund, hvor man ikke er i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert, og der er nogle klare kategorier. I sådan et samfund kan mændene sige, at jeg er far, og derfor er jeg autoritet og så sende kvinderne hjem til kødgryderne. Jeg forstår godt, at det ville være dejligt trygt, men det er udemokratisk og ufrugtbart for samfundet. Autoritet må i dag være noget, man skal bevise og ikke noget, man har i kraft af sit køn,« siger Louise Witt-Hansen og nævner reklamemanden Søren Fauli, der for noget tid siden udtalte, at det var synd for mændene, fordi de i kraft af kvindernes økonomiske uafhængighed havde mistet deres funktion.

»Det, syntes jeg, var enormt underligt. Hvorfor skal man ikke kæmpe for eller gøre sig fortjent til at have en speciel funktion,« siger hun.

Men Johannes Andersen mener ikke, at det handler om bare at vende tilbage til fortiden. Det moderne samfund har aktuelt en hel række problemer, der risikerer at få fatale konsekvenser, hvis de får lov til at styre det politiske og økonomiske liv.

»Pludselig kunne jeg se, at ved at bruge barnagtiggørelsens perspektiv, havde jeg mulighed for at indfange en samfundsudvikling, vi alle sammen mere eller mindre er blevet grebet af. Jeg ser det sådan set overalt,« siger Johannes Andersen.

Forbrugssamfundet er et stærkt eksempel. Et andet er mediernes kom-og-vær med-programmer som Talent 2008 og X Factor, hvor budskabet er, at alle kan, hvis bare de vil. Et tredje er madkulturen, der i dag mest er et individuelt spiseprojekt, der handler om hele tiden at proppe mad i munden og samtidig tælle kalorier.

Johannes Andersen, Henrik Jensen, Finn Skårderud. Det er de samme problematikker og processer, alle de her bøger tager et hjørne på, mener lektor i psykologi på Københavns Universitet Sven Mørch, der forsker i børn og unge.

»De handler i virkeligheden om de senmodernitetsproblemer, der følger med skiftet fra et autoritært samfund til et demokratisk; og fra et stærkt institutionaliseret samfund til et stærkt deinstitutionaliseret. Problemet er bare, at de har et perspektiv, der hedder: 'Jeg kigger på verden'. Da mener jeg, man i stedet må kigge på, hvordan folks liv i verden ser ud,« siger Sven Mørch og peger på sit eget felt.

Venner med sine børn

»I stedet for, hvad jeg synes om de unge, handler det om, hvordan de unges udfordringer ser ud. Og det er det, jeg synes mangler,« siger Sven Mørch, der alligevel mener, at mange af bøgerne laver glimrende observationer. Problemet ligger i analysen.

»Vores glade 68'ere forandrede verden langt mere end Anden Verdenskrig. Det er de udfordringer og forandringer, som denne nye verden har bragt med sig, der lokker folk til at skrive de her bøger uanset, om de fokuserer på familien, autoriteter, høflighed eller velfærdssamfund som omdrejningspunkt,« siger Sven Mørch og peger på, at den de-institutionaliseringsproces, samfundet er i og har været igennem, fører til et stigende ansvar for den enkelte, voksne som børn, hvilket i sidste ende giver de problemer, som bøgerne påpeger.

»Når man i en kompleks verden siger til sine børn: 'Hvad synes du selv', så giver det store problemer. For ingen tør fortælle børnene, hvad de skal gøre. I stedet for at være autoritære, har forældrene travlt med at blive venner med deres børn. Problemet med at blive venner med sine børn er, at man også meget nemt bliver uvenner. Og så får man forældre, der for at holde sig gode venner med børnene i virkeligheden får et meget ujævnbyrdigt forhold til dem,« siger Sven Mørch.

Vi mangler simpelthen redskaber og viden til at takle de nye udfordringer, mener han. Det er derfor, man har en tendens til at gå tilbage og længes efter det autoritære. Det er derfor, man skriver bøger om de gode, gamle dage, det er derfor, man kritiserer forbrugssamfundet og samfundets forfald, og det er derfor, man længes tilbage. Til dengang de voksne var voksne, og børn var børn, og alt var, som det skulle være.

Så er de bare en flok sure gamle mænd, der bare vil tilbage til det gamle? Er Johannes Andersen en sur, gammel mand?

»Oh jo, det er jeg også. Men at være en sur gammel mand er da også et spørgsmål om, at man har en kritisk distance til vores samfund. Og lige nu bevæger vi os fra en personlighed, der er styret af et overjeg, til det, jeg kalder for et overvejende jeg. Et jeg, der hele tiden er i gang med at afsøge muligheder, og hvor flygtighed er et vilkår. Konsekvensen bliver, at man lader følelserne råde, og vi får meget mere følelse end fornuft. Og det er ikke den bedste løsning, når det gælder f.eks. politik eller økonomi.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Måtte jeg anbefale samtlige sure, gamle, vrisne mænd at læse deres Sokrates; han sagde nemlig allerede for mere end 2000 år siden noget i stil med at, 'nutidens ungdom er opsætsig, den sætter sig op imod autoriteterne og gør kun som den selv vil' og sikkert noget også. På en lertavle fundet i Babylon (under sumererne) er der nøjagtigt den samme klage-sang omkring ungdommen som selvoptagne og opsætsige.

Og sådan er det bare; intet nyt under solen er der.

Hvis endelig skal tale i Freudske termer, vil jeg mene, at samfundet i dag tillader vores 'jeg' (ego) i langt større grad at fylde end tidligere. I tidligere tider var det enten overjeg'et der fyldte for meget eller drifterne (id'et) som fyldte for meget. Mennesket har nu alle mulighedern, i hvert fald i den vestlige verden for at blive selv-aktualiserende, dvs. realisere dets potentiale, gennem at gøre det som det både har lyst, men bestemt også behov for, end tidligere.

Og det afspejler Talent 09, og X-factor, denne selv-aktualiserings-tendens...

Det var da helt frygteligt og samtidigt noget fabelagtigt som denne artikel taler i absolutter, i stedet for at forholde sig til begrebet tendenser og andet tankevækkende og nuanceret pis.

Børns fedme er et nyt fænomen og efter min mening den mest destruktive tendens i tiden.

.. og der findes et "point of no return" som udløser en fængselsdom på livstid - afsonet i en mobil fedtsæk, som fratager personen retten til et liv... men ikke retten til at se på.

Forældre til fede børn bør straffes på lige fod med de forældre der slår deres børn.

Danmark, og den vestlige verden i det hele taget, har i længere tid lidt af et ungdommelighedssyndrom.
Den ypperste kvalifikation er ungdom - det ses tydeligt på fjernsynet, hvor gamle garvede journalister bliver skiftet ud med unge plasticdukker, der ikke kan mere og andet end at "se ud".
Og at se en kvinde på 40-50 år der klær og opfører sig som om hun var 20. det er simpelthen ynkeligt og uværdigt.
Egentlig har jeg lidt medlidenhed med ungdommen. Hvor må det være skrækkeligt at blive gammel, når man nu er så glad for at være ung.

Atkins
"Forældre til fede børn bør straffes på lige fod med de forældre der slår deres børn."

Ja så.....

Og hvor befinder den imaginære grænse sig? Og hvad skal straffen i øvrigt være?

Hans Jørgen Lassen

Johannes Andersen skriver:

Vi dyrker forbrugsmulighederne

Det er meget muligt og højst tænkeligt, at Andersen gør, men derfor behøver han da ikke at projicere sine egne fordærvede vaner over på alle os andre.

Tror han, at han kan få syndsforladelse ved at påstå, at han bare forbruger ligesom alle andre?

Marianne Mandoe

Nu sidder jeg lige så stille her ved min skærm og klukker.

For dem der mener at nutidens unge er håbløse.....
Det er præcis de samme mennesker der var unge omkring 1968. ;-)

Unge gør ofte, ikke altid, men ofte det modsatte af de ældre. Så kan det undre?

@Jan Madsen
Forældre til børn der er fede ved 7 års sundhedschecket skal underkastes terapeutiske samtaler hvor barnet deltager og ansvaret for den truende katastrofe klarlægges for hele familien...
... der er også et svigt i dagens sundhedssystem

Det forekommer mig faktisk, at dem, der er mest selvcentrerede, er 68'erne (inkl. Johannes Andersen, som i hvert fald gerne tit vil se sig selv, sig selv, og så sig selv i medierne). Er det ikke i virkeligheden dem, der aldrig blev voksne, og dem, der tænker på friværdi og golfferier? Hvor mange unge gik i glødepærepanik over, at de ikke kunne få oplyst deres PH-lampe på vanlig vis? Dét er da selvcentrering; at sætte sit PH-behov over fremtidens miljø.

Generationen fra omkring 1990'erne forekommer mig noget mere ansvarsbevidst end de højtråbende, selvfokuserede 68'ere; det er dem, der skal bo i verden om 50 år, og det synes jeg i ret stor grad, de er begyndt at tage alvorligt.

Mvh. en generation 1982

Det største problem for "voksengenerationen", når den kritiserer "ungdommen" er, at det jo er en implicit kritik af egne opdragelsesevner.

Jeg synes da at det ville være mere interessant, hvis nogen turde skrive en bog hvor de beskrev eget afkom, hvad de mener der er galt med dem, og hvilke fejl hos dem selv de mener er skyld i det.

Hvis unge bliver egoistiske, så er det jo en mangel på social opdragelse, - bliver de overvægtige, så skyldes det dårlige kostvaner i barndommen, osv.

Man kunne næsten sige: "vis mig dit barn, og jeg skal sige dig hvem du er!"

Karsten Johansen

Aldersfascismen er et av tidens typiske totalitære utslag. At vi alle blir gamle skal selvsagt holdes hemmelig i en tid, der pensjonsutgiftene vil vokse på grunn av de store etterkrigskullene: for da trenger profittørene å få de gamle gjort upopulære slik at de om nødvendig kan sende dem i døden ved "aktiv dødshjelp". "Argumentasjonen" har man lånt fra nazismens menneskeforaktende propaganda: nazistene ville drepe "livsuverdig liv" som åndssvake osv. Ungdommen fikk i skolebøekene regneoppgaver om hvor mye kommunen kunne spare ved å drepe sine handikappede f.eks. I vår tid er det igjen i ferd med å bli "uverdig" å være syk, gammel osv. Språkbruken er den samme, men nå heter det i tillegg "aktiv dødshjelp" osv.

For den som tror at livet er en handelsvare som produseres og selges som alt annet, er fascismen og stalinismen og lignende nærliggende.

Alle totalitære regimer og herskere har levd på å sette opp ungdommen mot sine foreldre. Velkjente eksempler er Hitlerjugend og Maos
"kulturrevolusjon", der ungdommen ble lurt til å jage sine dissident-lærere i døden. Hvem som tjente på det, er ikke vanskelig å finne ut, ikke ennå iallfall - men pass på: EU f.eks. er også i gang med å "reformere" skolebøkene osv. "Effektiviseringen krever" så mangt, det er velkjent fra historien. Sakte går vi mot "Die Endlösung der Menschenfrage".

Kære Karsten Johansen,
ville du si til den dissident-mor, som under Stalin endte opp med et “opprørsk” barn i stalinismens ideologiske garn: “Vis meg ditt barn, og jeg skal si deg hvem du er”? Du kan ikke ha mye erfaring med barneoppdragelse, når du ikke vet at eplet ofte faller langt fra stammen.

Når æblet falder så langt fra stammen, at det ser ud som en modreaktion, så er det jo ofte hvad det er: en protest.

En dissidentmor der - uden at forklare hvorfor - rakker ned på alt der har med partiet at gøre, og knægten der ikke kan forstå hvad der er galt med hans ishockeytræner (som måske nok er partifunktionær, men også har spillet på landsholdet), ikke kan forstå hvorfor stadion er "opium for folket" (kan det ikke være ligegyldigt, når han og hans kammerater, bare får lovat spille) o g ikke kan forstå hvorfor USSR skulle være dårligere end USA (USSR vandt trods alt 2. Verdenskrig, sendte Gagarin først i rummet, osv.)

Jaja, Karsten Johansen - selvfølgelig finder da "uforklarlige" skel imellem forældre og deres børns udvikling, men generelt så overtager børnene forældrenes mest udtalte karaktertræk, hvis ikke forældrene er forsigtige.

Og hvad mit personlige projekt angår, så er jeg meget tilfreds, - jeg har ganske vist kun fået et barn, men jeg har brugt en del tid på at forklare hende om mine fejltagelser og være ærlig om mine fejl, svagheder og fortrydelser, og hun er blevet den første akademiker i begge forældrelinier, og har dertil overtaget en stor del af mine socialistiske/humanistiske overbevisninger.

Og selvfølgelig: én case er ikke dokumentation for at teknikken virker, men jeg føler mig bestyrket af mine iagttagelser af andre forældre og deres børn: betragter du dit barn som et intelligent væsen, så kan du forme det, gør du ikke, så bliver barnet en karrikatur af dig!