Læsetid: 9 min.

Er det fædrene, der har ødelagt den gode fødsel?

Det kræver en mand at føde et barn, og verden over holder mænd i dag deres koner i hånden, når børnene kommer til verden. Men da fædrene for et par generationer siden fik plads på fødestuerne, var det et resultat af en teoretisk fejlslutning, siger den førende franske fødselslæge Michel Odent. Resultatet ses i et sigende antal komplicerede fødsler og kejsersnit, siger han og taler for at søge tilbage til den naturlige fødsel. Men mændene vil gerne blive på stuen, og jordemødrene vil gerne beholde dem
Trøste- eller heppekor? Danske eksperter støtter ikke Michel Odents afvisning af  fædrenes deltagelse i fødslerne. Men mændenes rolle er ikke ligegyldig - de skal være der for at støtte og hjælpe kvinden, ikke for at ynke hende, lyder det.

Trøste- eller heppekor? Danske eksperter støtter ikke Michel Odents afvisning af fædrenes deltagelse i fødslerne. Men mændenes rolle er ikke ligegyldig - de skal være der for at støtte og hjælpe kvinden, ikke for at ynke hende, lyder det.

Morten Pedersen

30. oktober 2009

»Det var skræmmende, før det skete; det var skræmmende under fødslen - og når jeg tænker på det nu, vil jeg egentlig helst have været foruden,« siger Jens Munch om sin søns fødsel. Den var lang, kompliceret og chokerende uskøn.

»At se sin smukke, sexede kæreste ligge der og have så ondt, og så var hun altså ikke spor stærk eller modig i den situation. Det var jeg heller ikke. Jeg havde allermest lyst til at flygte fra det hele,« fortæller Jens Munch, som kun deltog i fødslen for sin kones skyld.

»Det strejfede mig slet ikke, at jeg kunne sige nej. Jeg tror, at tanken var, at jeg skulle heppe på min kone. Det var jeg bare virkelig dårlig til, for jeg var mest fokuseret på at holde mig selv oven vande,« siger han, som trods alt gennemlevede et af sit livs stærkeste øjeblikke, da han fik lagt sin nyfødte søn i armene.

»Det var da fantastisk at få stukket en baby i hånden. Jeg græd, og på sin vis var det da det hele værd, men hvis jeg selv skulle bestemme, havde jeg gået uden for på gangen, og var først blevet kaldt ind, når der var barneskrål.«

Men det er efterhånden flere generationer siden, at mændene pænt måtte vente udenfor. Fra Rio de Janeiro til Herning holder mændene deres koner i hånden, når deres barn skal til verden.

For lige så kontroversiel, mandens tilstedeværelse under fødslen var tidligere, lige så kontroversielt er det i dag, hvis han ikke er der. Og det er dybt problematisk, mener den verdensberømte franske fødselslæge Michel Odent, som nu slår alarm på lægevidenskabelige konferencer verden over.

»At manden i dag er til stede i fødselsrummet, skyldes en teoretisk fejlslutning. Vi troede i starten af 1960'erne, at det ville gøre fødslen nemmere, og knytte parret dybere sammen, hvis manden kunne støtte sin kone under veerne. I dag må jeg erkende, at man tog fuldstændig fejl. Mandens tilstedeværelse gør fødslen længere, mere smertefuld og forøger risikoen for komplikationer,« siger Michel Odent på en telefonlinie fra London, hvor han praktiserer som fødselslæge.

Angsten hæmmer veerne

Michel Odent er ikke en hvilken som helst konservativ fransk fødselslæge. Han revolutionerede i 1970'erne hospitalsfødslerne ved at introducere fødekar, hjemlige forhold på fødestuerne og umiddelbar kontakt mellem mor og barn efter fødslen, og han er en stærk fortaler for, at fødslen bør forløbe så naturligt som overhovedet muligt, men naturen inkluderer ikke en mands tilstedeværelse.

»I alle traditionelle samfund har mænd været lukket ude af fødselsrummet og med god grund,« forklarer Michel Odent,

»Hvis kvinden skal have en let fødsel, er det nemlig essentielt, at hun går ind i en trancelignende tilstand, så hun kan producere så meget af det vestimulerende hormon oxyticin som muligt. Mænd risikerer at forhindre denne proces, fordi de naturligt producerer stresshormonet adrenalin, når de ser deres elskede have meget ondt. Deres angst får også kvinden til at producere adrenalin, og når hun gør det, kan hun ikke producere oxytocin samtidig.«

Michel Odent mener, at der er en klar sammenhæng mellem mænds tilstedeværelse og den eksplosive stigning i antallet af kejsersnit.

»Det er interessant, at de lande, som har været sene til at lade mændene komme ind på fødestuerne, også oplever stigningen i antallet af kejsersnit senere. I det meget konservative Irland nægtede overlægen på Dublin hospital helt ind til starten af 1990'erne, at mændene måtte deltage i fødslerne. Deres kejsersnitsrate var på 10 procent. I dag deltager mændene også der, og kejsersnitsraten er steget til 24 procent. Også i Holland og Rusland har man gjort sig de samme erfaringer,« siger Michel Odent.

Det, at færre og færre fødsler forløber naturligt, er kendt blandt både jordemødre og fødselslæger. Fænomenet skyldes oftest vesvækkelse, der trækker fødslerne i langdrag. Behandlingen er vestimulerende drop, og risikoen for indgreb som kejsersnit og sugekop er øget ved fødsler med vesvækkelse og vestimulation.

Vesvækkelse er en almindelig komplikation blandt førstegangsfødende. Faktisk så almindelig, at omkring 46 procent kvinder med almindelige graviditeter og fødsler, der går i gang til tiden, får vestimulerende medicin i Danmark, hvor antallet fødsler som ender med kejsersnit, i de seneste 20 år steget fra 12 til 21 procent.

Hanne Kjærgaard, der er jordemoder, har skrevet ph.d. om vesvækkelse og er nu i gang med et stort forskningsprojekt om samme emne. Hun fandt frem til nogle mulige årsager til vesvækkelsen, blandt andet høj alder for førstegangsfødende, overvægt og brug af epiduralblokader.

»Alligevel kan det langt fra forklare den høje andel af fødsler med behov for vestimulation. Det er derfor, jeg nu blandt andet også ser på andre faktorer, f.eks. psykologiske faktorer i forhold til langdragne fødsler og svækkede veer,« siger Hanne Kjærgaard.

At fædrenes adrenalin spiller en rolle for behovet for vestimulation, altså fødselslægen Michel Odents teori, kan hun ikke udelukke.

Hun interviewede 10 mænd, som var med ved fødsler med vesvækkelse for at få belyst deres oplevelse af fødslerne.

»Jeg kan huske, at jeg fra starten havde en formodning om, at mandens bekymring kunne påvirke personalet og kvinden, men det har jeg ikke videnskabeligt belæg for at sige. Vi ser ofte, at manden er bekymret for kvinden under en fødsel, og det ville da ikke være meget unaturligt, hvis det påvirkede kvinden på en eller anden måde og måske også personalet. Det ville være meget menneskeligt.«

Selve symbolet på familien

I Danmark har mændene haft deres gang på fødestuerne siden 1970'erne, hvor kravet om mændenes tilstedeværelse under fødslen blandt andet blev formuleret af kvindebevægelsen. Mændenes indtog på fødegangen kalder Svend Aage Madsen en revolution inden for hospitalsvæsnet. Han er chefpsykolog på Rigshospitalet og har forsket i fædre, fødsler og småbørn, og alle hans undersøgelser peger på, at det er enormt vigtigt for mændene at være med. De vil gerne støtte deres partner, og de vil frem for alt være der, når deres barn bliver født.

Men at mændene gerne vil være der, betyder ikke, at de ikke er bange. Omkring 40 procent af mændene i Svend Aage Madsens undersøgelser udtrykker, at de har følt angst på forskellige tidspunkter af fødslen.

Angst, der ifølge Svend Aage Madsen i de fleste tilfælde handler om at føle afmagt, for mændene føler ikke, at de kan gøre ret meget andet end at putte en klud på panden.

»Desuden føler mændene ofte et meget stort ansvar og et meget stort svigt, hvis de ikke kan få gennemført de ting, parret har besluttet sig for i fællesskab før fødslen, eksempelvis hvis de har besluttet sig for, at kvinden absolut ikke vil have en epiduralblokade,« siger Svend Aage Madsen.

Antropologen Anne Mette Holme Bertelsen har sammen med Camilla Gohr undersøgt danske pars forventninger og fødselsforløb i bogen Den gode fødsel. Hun mener at mandens tilstedeværelse er blevet et symbol på det ligestillede forældreskab.

»Fødslen er fuldbyrdelsen på en graviditet, hvor mænd og kvinder ofte har gjort tingene sammen. De har været til scanning, de har været til jordemoderundersøgelser og selvfølgelig skal faderen også være med til fødslen. Det er ikke engang til diskussion,«forklarer hun og understreger, at kvinderne nærer stor tillid til deres mænd.

»Jeg var jo med til en del fødsler under min forskning og selv dem, hvor jeg oplevede manden som meget udeltagende, var kvinderne begejstrede. 'Jeg kunne aldrig have gjort det uden dig skat'. På den måde understøtter kvinderne deres mænd i at deres tilstedeværelse er nødvendig.«

Men hvis kvinderne har tillid til deres mænd, så har mændene til gengæld tillid til hospitalsvæsenet, har Anne Mette Holme Bertelsen hæftet sig ved.

»Mændene er ekstremt autoritetstro over for lægerne og jordemødrene, og det beroliger dem at være på et hospital. Her kan der ikke ske noget særligt frygteligt, for der er både jordemødre og læger tilstede.«

Hjem og fød

Michel Odent mener ikke, at de nybagte fædre har noget at have deres hospitalsbegejstring i. Han anbefaler, at kvinderne føder hjemme og kun bliver overført til hospitalerne, hvis fødslen er så kompliceret, at den kræver et kejsersnit.

»Det er rigtigt, at kvinder før i tiden havde større risiko for at dø i barselsseng, men det skyldtes dårlig hygiejne, manglende muligheder for at diagnosticere svangerskabsforgiftning i tide, og at man endnu ikke var så god til kejsersnit. I dag dør kvinderne heldigvis ikke længere, til gengæld har store dele af dem ikke oplevet en naturlig fødsel,« siger Michel Odent, som mener at der er sket en maskulinisering af den almindelige fødsel.

»Det, som engang var et kvinderum er blevet overtaget af fædre, mandlige læger og teknologi. Da The natural birth movement i 1960'erne introducerede ideen om, at faderen skulle være tilstede, var alle fødselslægerne meget imod. I dag er den nye generation af fødselslæger og gynækologer rasende, når jeg siger, at manden ikke bør være der. De forstår slet ikke, hvad jeg mener, men de ser jo heller aldrig en kvinde føde selv. De ser et barn blive trukket ud af hende.«

Den privatpraktiserende jordemoder Gitte Lykke Jørgensen har haft Michel Odent som inspiration for sin egen praksis, og hun er helt enig i, at børn bør fødes hjemme.

Til gengæld er hun uenig i, at mændene skal smides ud.

»Nej, de skal forberedes ordentligt. I et sprog som de selv forstår. Jeg forklarer ofte faderen, at han skal være som et heppekor under et maratonløb. Han skal ikke ynke sin kone. Han skal styrke hende, så kan han være en stor hjælp,« siger Gitte Lykke Jørgensen, som påpeger noget helt andet: »I en almindelig dansk hospitalsfødsel er manden en nødvendighed. Vi har jo ikke ressourcer til, at kvinden har en jordemoder hos sig hele tiden. Hele systemet regner i dag med mandens tilstedeværelse, hvem skal ellers trøste, hente vand og være sammen med kvinden under udvidelsesfasen? De kvinder, som ikke vil have faderen med, skal sørge for at tage en veninde eller en anden med.«

For få ressourcer

Formanden for Jordemoderforeningen Lillian Bondo mener da også, at den ukomplicerede fødsel er et spørgsmål om sundhedsvæsenets prioritering snarere end faderens tilstedeværelse.

»Antallet af kejsersnit begyndte først at stige i Danmark i slutningen af 1990'erne, og da var fædrene for længst kommet med til fødslerne. Jeg tror snarere, det handler om dårlig fødselsforberedelse for både mænd og kvinder. Den har vi skåret drastisk ned på, ligesom vi har skåret i fødegangenes ressourcer generelt. Det øger antallet af komplikationer,« siger Lillian Bondo.

Hun er ikke i tvivl om, at manden hører til ved fødslerne.

»Fødsler er ikke kun natur. De er også kultur, og i Danmark vil vi gerne understøtte en kultur, hvor faderen er ligestillet med moderen og tager sit forældreansvar alvorligt, også for det helt spæde barn. I en sådan kultur spiller han også en stor rolle for sit barn, sin kæreste og sit faderskab ved at deltage i fødslen,« siger Lillian Bondo.

»Men kun hvis han har lyst og er tryg.«

»Jeg ser mænd med snugliseler, som er omsorgsfulde og engagerede fædre både under fødslen og bagefter. For mig hører Michel Odent en helt anden tid til.«

En stille jordemoder

Jens Munch mener nu ikke, at det har bundet ham særligt til hans søn, at han har set ham komme til verden.

»Selvfølgelig er det på en måde rart at have set hele processen, men hvis du spørger mig, om det har været afgørende i mit forhold til mit barn, så er svaret nej. Det er da nogle helt andre ting, som er afgørende,« siger han, der føler sig som en provokatør, når han indrømmer, at han ikke synes, at han har noget gøre ved sit næste barns fødsel.

»Det er et virkeligt provokerende statement, for folk synes jo, at det er et udtryk for at jeg ikke vil støtte min kone. Det er lige før, at de næsten mener, at vi så må have et dårligt forhold. Min kone har selv sagt, at hun ville have haft mere glæde af at have sin veninde med, som selv har født, og det håber jeg, hun holder fast i.«

Og til Jens Munch og hans kone har Michel Odent dette råd.

»Find en jordemoder, som selv har født, og som I har tillid til, og som ikke vil forstyrre kvindens fødselstrance med unødig snak. Bliv derhjemme, og send manden væk med det ældste barn. Og mon så ikke det bliver en nem og ukompliceret fødsel denne gang?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Jeg har nu heller aldrig forstået hvad mændene har at gøre på fødestuen. På den anden side er jeg sikkert inkompetent til at deltage i debatten, da jeg ikke selv har produceret børn. Så det vil jeg afholde mig fra.

Jørn Holger Christensen

Så må jeg vel være kompetent, da jeg har overværet min datters fødsel. Det er nok noget af det smukkeste, jeg har oplevet at se min datter komme til verden. Jeg vil ikke for alt i verden have undværet denne oplevelse.

Jeg tror, den franske læge tager helt fejl, komplicerede fødsler har altid eksisteret. Om de er stigende i antal på verdensplan, kan have mange andre årsager. Kejsersnit er jo tidens trend for mange kvinder.

Mona Blenstrup

Jeg mener bestemt at den franske fødselslæge har fat i noget vigtigt.

Jo mere stress, jo færre personaler, jo mindre forberedelse kan kun skabe problemer.

De af mine kollegaer og andre som har født det 3. eller 4. barn hjemme i dagligstuen med egen jordemoder, har oplevet de bedste fødsler.

Netop freden og fordybelsen i selve processen at bringe et barntil verden, skal foregå på den fødendes vilkår.

Men personale der skal erstattes af en måske usikker mand, der slet ikke har forventet at være vidne til det smertehelvede som konen befinder sig i - det er desværre konsekvensen af den nedprioritering af personale til fødsler. Grundet i et syn på fødsler som, at det har kvinder altid kunne klare, og det er så naturligt. Men det er ikke længere bare en naturlig ting af føde. Omgielserne er fremmede, vagtskifte foregår, konstante forstyrrelser af kontrollerende personer og en mand, der slet ikke kan afholde sig fra at udøve bekymring over situationen. Det skal jo gå galt med roen, der udebliver.

Personligt synes jeg, at der var alt for meget forsstyrrende under mine egne fødsler. Jeg havde bare lyst til at de lod mig være i fred.

Til alle læger : Da en fødsel er ikke en sygdom, hvad laver så på et hospital.
Hospitalet er problemet, og ikke faderen.

Efter at havde været vidne til to hjemmefødsler, må slutningen være at :

Hospitalet eneste rolle er at være der HVIS noget går galt, som i alle livets andre mulige hændelser.

I er problemet, og ikke os andre. I giver et indtryk af sygdom, og det smitter.

I pylrer, og uh og åh...hvad tror i resultatet bliver af det.

I skræmmer kvinden fra vid og sans

Hospitalet er selv skyld i de stigende kejsersnit.

Den ene hjemmefødsel endte på hospitalet da det GIK galt, og her har hospitalet sin væsentlige rolle.

Navlestrengen havde viklet sig om halsen.

MEN, vi blev behandlet som en sæk lort, da lægen vidste det var en hjemmefødsel, og en jordemoder var involveret.

Det her handler jo også om lægens egen stilling i fødslen...det skal jo helst være en sygdom..

IKKE ! ?

Til alle mænd....

Hvis kvinden i jeres liv vil en hjemmefødsel SÅ VÆR MED....DET ER FANTASTISK:

Og til jer læger

Det er ikke en sygdom, kend jeres tid og plads, og træd til når jeres rolle er relevant.

Som videnskabsmand må den gode læge altså stille op med nogle beviser for sin påstand, dvs. målinger af kvinders adrenalin-niveau, når manden er inde hos hende, når hun skal føde, og målinger af adrenalin-niveauet hos hende, når der ikke er er mand i fødsels-stuen. Først da kan vi tale om beviser; indicier og anekdotiske beviser er dette ellers.

Christel Nellemann

Den "naturlige" fødsel.
Vel, før døde utrolig mange kvinder og spædbørn i barsels perioden. Vi ville også blive gravide som 15 årige. De 10% børn i dag, som kommer til verden ved en eller anden form for fertiliseringsbehandling ville heller ikke være her.

Der er også kvinder, der får kejsersnit på indikationen angst for at føde -
INgenting er så firkantet.

Inger Sundsvald

Egentlig kan jeg ikke udtale mig om fødsler på hospitaler, da jeg kun har født hjemme med min mand og en jordemoder som fødselshjælpere. Første gang var et mareridt, som kun blev mildnet af at manden var til stede. Derefter gik det som ”smurt”, da vi begge vidste hvad det drejede sig om. Hans tilstedeværelse var uvurderlig.

Men jeg tror jeg ville finde det rædselsfuldt at være alene med fremmede på et hospital. Jeg anerkender at der er mænd som ikke ønsker at være vidner, og de skal naturligvis ikke tvinges.

Gert

Jeg er helt enig med dig.
Det er den hospitalisering af fødslerne, der har givet den stress og angst, der får fødslerne til at tage for lang tid og for mange komplikationer.

Det er ikek fædrenes skyld.

Mona - nu skal du ikke lige glemme, at der er en rigtigt god grund til, at fødslerne røg ind på hospitalerne. Det var et, i øvrigt succesfyldt, forsøg på at nedbringe børne- og mødredødeligheden.

Da min mellemste blev født ville jeg i øvrigt selv meget nødig have været uden hele det apparat, som gemte sig lidt ovre i nabo-afdelingen.

Torben Munk Nielsen

Det var så romantisk med stearinlys og jeg gik op på bakken og fyrrede raketter af for at vise omverden at nu var endnu et ønskebarn kommet til verden. Børnene så ikke elektrisk lys før der var gået flere måneder, smukt og vidunderligt.

Jeg har også prøvet at blive presset af overlægen til at jeg skulle overtale min kone til at føde på sygehuset, men det ville jeg ikke.