Læsetid: 7 min.

Fisseflokke, tørklæder – og så kokkens datter

00'erne kønskamp rykkede helt tæt ind på kroppen. Alt det udenom syntes at høre fortiden til. Det blev en kamp på frihed, værdier og på retten til både at trække og bryde helt nye grænser
00'erne kønskamp rykkede helt tæt ind på kroppen. Alt det udenom syntes at høre fortiden til. Det blev en kamp på frihed, værdier og på retten til både at trække og bryde helt nye grænser
31. oktober 2009

00'ernes kønskamp startede med et ubarberet bikinisnit.

'Fisseflokken' stod der hen over pigetrussen, som prydede forsiden på den svenske antologi, hvor 18 unge svenske kvinder bekendte fra deres liv i det senmoderne Sverige.

En såkaldt nyfeministisk antologi, som i år 2000 blev fulgt af hele tre danske tilsvarende antologier Nu er det nok, så er det sagt, Pikstormerne og Hvordan mand, hvor yngre kvinder og mænd også reflekterede over deres liv som kønsvæsener.

Alle fire bøger handlede meget om sex. Mest dramatisk måske da pikstormeren Tue Gaston modigt udstillede den største mandlige skam, og skrev om sine problemer om at få rejsning

»Selvfølgelig frustrerer det mig indimellem. Jeg befinder mig da jævnligt i situationer hvor det bar' ku'være fedt at have et stort stift jern at hamre op i hende« erklærede han. Og så var tiårets kønskamp ellers fløjtet i gang.

For hvor tidligere kønsdebatter handlede om ligeløn, barselsorlov og stem på en kvinde, så var det nu kroppen og især dens seksuelle liv, som for alvor fyrede op under 00'ernes kønsdebat.

»Kroppen er det sidste holdepunkt i et ekstremt individuelt samfund. Vi har hver vores profil på Facebook, hver vores karriereplaner og hver vores lønforhandling, men kroppen har vi til fælles. Alle har en krop og en seksualitet, og derfor er der endelig noget, som kan diskuteres,« siger Mads Bunch, som i sin litterære antologi Samtidsbilleder har set på fremstillingen af blandt andet køn, krop og seksualitet i nyere dansk litteratur.

Glatbarbering og lolitadukker

De fleste af nyfeministerne var universitetsuddannede, og mange var inspireret af poststrukturalistisk kønsteori, hvor kønnet ikke var noget, man havde, men noget man gjorde. Og det feministiske mål var frihed til at udfolde sig som individ uanset kropstegn, som det hed i den akademiske jargon. Forfatteren Leonora Christina Skov udgav i 2002 antologien De røde sko, hvor en flok feminister dekonstruerede alt fra forældreblade til arabisk poesi, men parolen om, at kønnet var til forhandling, var ikke nem at sælge.

»Jeg deltog i en masse debatter, men det var utroligt svært at få mit budskab ud. Folk råbte og skreg, når jeg sagde at kønnet ikke var biologisk, men en social konstruktion. De mente ikke, at jeg havde nogen taleposition, fordi jeg var kærester med kvinder. Så hvad vidste jeg om mænd og kvinder?« fortæller hun, som siden har reflekteret over en anden svaghed ved projektet.

»Vi havde utrolig svært ved at skabe en vi-følelse mellem os feminister. Jeg ville egentlig gerne have startet en stor bred bevægelse, men bare at få bidragene i De røde sko illustreret af den samme tegner vakte debat blandt skribenterne. Folk var individualister! Og til sidst opgav jeg det også lidt den brede bevægelse selv, og begyndte at skrive bøger,« siger hun.

Det vigtige frisind

Undervejs i årtiet skiftede debatten karakter, for hvor både fisserne i flok og pikstormerne ville udvide rammerne, gøre flere og mere sexede og diskutere hele konstruktionen af selve kønnet, ville debattørerne i diskussioner om porno og prostitution sætte frisindet til debat.

Da Anette Dina Sørensen markerede sig i diskussionen, var det som forskningsleder på Nordisk Institut for Kvinder og Kønsforskning på et stort projekt om unges brug af pornografi i Norden.

»Jeg havde jo været post-feminist i 90'erne, hvor vi var meget optagede af at eksperimentere med, om man kan kombinere at gå med push up-bh og alligevel være feminist, men med den porno, som med internettet blev en del af mainstreamkulturen, opdagede vi pludselig, at det ikke var så ligetil endda. Den seksualitet, som pornografien reproducerede, var jo meget kønsstereotyp, og det blev vi nødt til at sætte spørgsmålstegn ved,« siger Annette Dina Sørensen, som under debatten om Jørgen Leths forhold til kokkens datter blev opmærksom på, hvor stor en del af den nationale identitet, som var bundet op på det seksuelle frisind.

»Det er meget vigtigt for danskerne at se sig selv som seksuelt frisindende, og når man går ind og diskuterer, om der bør være grænser for frisindet, så er det dybt provokerende. Man rammer lige ned i, hvad jeg kunne kalde for det nationale centralnervesystem,« siger Anette Dina Sørensen.

Tørklæder og silikone

Og netop den nationale identitet og de andre kvinder, og hvad de havde på, var et andet af årtiets kønsslagsmål. I 2006 stiftedes foreningen Kvinder For Frihed, som eksplicit ville diskutere indvandrerkvindernes vilkår. Det handlede interessant nok også om seksualitet.

»Vi havde lyst til at råbe op, at der altså var lidt større problemer her i landet end antallet af kvindelige ledere, og hvor mange mænd som holdt barselsorlov. Det handler jo om, at kvinder i Danmark får knægtet deres frihedsrettigheder og ikke mindst, hvad man kan kalde deres seksuelle rettigheder. Tørklædet repræsenterer jo dybest set mandens kontrol af kvindens seksualitet,« siger Vibeke Manniche, som sammen med de andre kvinder for frihed har trykt postkort, som kan uddeles til butiksejere, som ansætter kvinder med tørklæder.

»Tørklædet seksualiserer kvinder og indskrænker deres erhvervsmuligheder. (...) I respekt for dem og os selv, hvis frihedsrettigheder trues, bør tørklædet forbydes i arbejdstiden,« står der på det.

Og Kvinder for Frihed fejrede det da også, da Folketinget forbød at kvindelige dommere bar muslimske tørklæder i retssalen, men Vibeke Manniche er ikke bare bekymret for de muslimske kvinder. Hun er også bekymret for de danske kvinders opvækst i et pornoficeret samfund.

»Pornografi og tørklæder er to sider af samme sag. Det er luderen og madonnaen. I min konsultation har jeg både unge danske piger, som har prøvet alt for meget, fordi de skal leve op til pornoverdens idealer, og så unge muslimske kvinder, som sidder og skal være kyske. Ingen af dem har en seksualitet som udfolder sig på deres egne præmisser,« siger Vibeke Manniche.

Misforstået queer-teori

Sociologen Morten Emmerik Wøldike har i sit speciale med den fængende titel Piger bliver da ikke lykkelige af analsex undersøgt debatten om køn og seksualitet i 2004-2006. Han har undret sig over, at mange - også blandt de poststrukturalistisk inspirerede - feminister pludselig er blevet besat af begrænsning og forbud mod forskellige seksuelle lystfølelser og kropsudfoldelser.

»Mange af feministerne er jo inspireret af f.eks. queer-teori og kønsteoretikeren Judith Butlers tanker, og de argumenterer jo netop for fri seksualitet og en ikke-seksualmoralisme vedrørende seksuelle lyster og kropsudfoldelser. Det er klart, at der i opmærksomheden på kønskonstruktioner også er en øget bevidsthed om, hvilke magtforhold de afspejler, men at mænd står hierarkisk over kvinder skulle gælde i alle forhold, er jo en noget stereotyp afbildning af virkeligheden i 2009. Et ensidigt fokus på kønshierarkier kan nemt komme til at understøtte nye hierarkier om, hvad der er god og dårlig sex,« siger han.

Historikeren Jytte Larsen sammenligner årtiet med tidligere tiders seksualdebatter.

»Den første store seksualdebat i Danmark handlede om retten til at sige nej, ikke mindst til de børn, som var et produkt af seksualiteten. Thit Jensen rejste land og rige rundt for at advokere for det frivillige moderskab. Den næste debat kom så i 1960'erne, hvor det handlede om retten til at sige ja. At vise at man har lyst, og kræve at man bliver seksuelt tilfredsstillet. I dag kan vi så diskutere 'Hvordan kan man forstå seksuelt samtykke?' Under hvilke betingelser og magtforhold indgås seksuelle relationer?« siger Jytte Larsen, som også ser kønskampens opblussen, som et tegn på, at kvinderne fra rødstrømpegenerationen har sat sig på reelle magtposter.

»Det var Lone Dybkjær, som gik ind og satte politisk autoritet bag spørgsmålet om Jørgen Leths konsultstatus, fordi i dag har kvinderne fået så meget magt, at de kan gå ind og kræve, at mændenes seksualitet disciplineres. Det er ikke sket før.«

De tavse mænd

Hvis årtiets kønskamps hovedaktører er de veluddannede unge kvinder, så er der til gengæld en stemme, som har været helt tavs siden Pikstormerne. De yngre mænd!

Timme Bisgaard, som var redaktør på antologien Hvordan mand? har da heller ikke mere at sige om forholdet mellem mænd og kvinder.

»Næh, altså jeg har ikke tænkt over det siden dengang, vi udgav Hvordan mand? Hele den diskussion forsvinder lidt, når man er blevet forældre og rigtigt er gået i gang med sit arbejdsliv. Det er ligesom vigtigere, end hvad der sker mellem mænd og kvinder,« siger han.

At mændene er tavse undrer ikke litteraten Mads Bunch. Han er, så vidt han selv ved, den eneste mand i sin egen generation af rødstrømpesønner, som har taget et kønsblik på den moderne litteratur.

»Det er stadig meget tabubelagt for mænd at beskæftige sig med sig selv som køn. Kvinder må gerne klynke og føle sig underprivilegeret. Det føles pinligt, når mænd gør det samme,« siger han, men understreger, at mændene i virkeligheden har nok at klynke over.

»Mændene er jo ramt på forsørgerrollen. Det allermest traditionelt maskuline, at tjene til familiens opretholdelse, kan kvinderne nu klare selv. Det giver en kæmpe identitetskrise. Og fører måske også til ekstreme forsvar for en gammeldags mand som Jørgen Leth,« siger Mads Bunch.

Og netop den stakkels mand er filminstruktøren Søren Fauli drevet i felten for at forsvare. Han lavede i 2008 udstillingen Kvinder ingen adgang, som et modsvar på årtiers ligestillingsdebat på kvindernes præmisser. Han tror næste årtis kønskamp vil koncentrere sig om mændene.

»Jeg tør godt sige det, selv om det lyder patetisk, men mændene er bange for, at kvinderne er ved overflødiggøre dem. I gamle dage blev folk skilt, fordi manden havde fundet en yngre kvinde. I dag bliver de skilt, fordi kvinden hellere vil leve alene,« forklarer han og formulerer tøvende parolen for det næste årti.

»Jeg tror, at mænd vil kræve, at kvinderne skal gide dem.«

Serie

Seneste artikler

  • For den enkelte familie er én dræbt altid én for meget

    27. juli 2010
    Hvad enten det er med udviklingsbistand eller soldater er Danmark parat til at gøre en forskel i verden, siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V). Hun mener, danskerne er klar til at gå i krig igen uden FN-mandat, hvis det er det, det kræver
  • 'Vi skal ikke lade os skræmme, og vi skal kæmpe for vores værdier'

    24. juli 2010
    Danske politikere skal have kniven for struben og et anslået antal dræbte soldater på bordet, når de sender Danmark i krig, mener Søren Espersen (DF). Men det tør vi jo ikke, siger han. Folket derimod er parat til at kæmpe for Danmarks nye internationale rolle
  • 'Jeg har gjort op med mig selv, hvad det indebærer at beordre andre i kamp'

    23. juli 2010
    Forsvaret har i dag fuldført forandringen til et moderne militær, der har til kerneopgave at gå i krig i udlandet. Forsvarschef Knud Bartels er den nye mand i spidsen for det hele, og han har for længst gjort sig klart, hvad det koster at føre krig

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Livet var ikke lutter lykke i de gode gamle dage. Det fandtes utallige måder en hustru kunne gøre livet surt for en mand på og omvendt. Skilsmisser var sjældne og mange levede som hund og kat. Manden knoklede sig halvt ihjel på sin arbejdsplads, mens konen blev slidt op af børnefødsler, storvask, rengøring mv. I visse lag kunne manden ikke være sikker på at han var far til børnene. Men han fik sex nok.

Sikke tider!

Troels Ken Pedersen

Lige en strøtanke, når vi nu diskuterer lyst og ulyst:

Hvis jeg var kvinde, der blev præsenteret for de mandlige behov, jeg skulle respektere og tilgodese, i form af tankebilledet en flod af sæd, ville jeg nok få en hel del mere umiddelbar lyst til at samle knæene end til at sprede dem!

Mikkel Sørensen

Altsaa... kan nogen sige noget om det helt store billede og dets praktiske forbindelse til parforhold?

Jeg mener, taenk paa baby-boom perioden efter WW2; hele den vestlige verden kastede sig ud i et kollektivt orgie af re-populering (jo, der er et "pule" derinde et sted...), og mig bekendt var der ikke nogen politisk centralkommando der styrede dette fantastiske oekonomiske (o.m.a. -iske) eventyr. Som havde dybe personlige implikationer for alle vore foraeldre, og dermed enhver af os.

Hvor pokker sidder styreknappen? Vi er jo dyr...

Og nu, hvor flere og flere af os kan leve (og lever) alene og paa stoerre og stoerre kvadratmetertal og laengere og laengere fra hinanden... jaja, personlig selvrealisering bla bla bla, men sagen er jo at det bare er fantastisk for bruttonationalproduktet (og omvendt skidt for miljoeet...) naar parforhold kollektivt IKKE fungerer! Flere enheder = mere vaekst! Godt for samfundet! Love stinks, so who needs it!

Hvor sidder styreknappen, og hvordan slukkes den?

Troels Ken Pedersen

Men tilbage til artiklen:

Vi har en køns- og ligestillingsdiskussion, som hævdes at foregå (næsten) entydigt på kvindelige præmisser. Nogle vil dog hævde, at udgangspunktet er et samfund og især et arbejdsmarked, som er skruet sammen udfra mandlige præmisser. Yngre mænd er ikke særligt vel repræsenterede blandt de diskuterende, selvom de nu heller ikke er helt fraværende. Vi har en del mænd (og også kvinder, men dem hævdes der at der bliver talt alt rigeligt for) som har lidt ondt i tilværelsen i alm., og i kønsrollen i særd. Hvad kan vi sige, og hvad kan vi gøre?

Med hensyn til at analysere situationen kan man som udgangspunkt gribes til biologien og til samfundsvidenskaben/psykologien. De to tilgange behøver ikke udelukke hinanden, men kommer sørgeligt ofte til det. Det konservative synspunkt forbinder traditionelle kønsroller med postulerede biologiske eviggyldigheder, og hævder at vi skal være mere som i de gode gamle præ-1968-dage, hvor folk var lykkeligere (det er næppe nogen hemmelighed, at jeg ikke er enig). Det pt. mest politisk aktive "progressive" synspunkt går mest ud på at forbyde umoralsk opførsel og sætte kvoter på resten (i de fleste tilfælde er jeg heller ikke begejstret). Så kan man gøre som jeg selv og nuancere og analysere ud til et punkt, hvor det er svært at skride til meningsfuld, overordnet politisk handling.

...Men egentlig synes jeg heller ikke, dét er så slemt endda. Rigtig mange af svarene ligger i detaljerne og individerne, og i dét i det hele taget at se folk mere som individer med egne særpræg og behov, end som repræsentanter for deres kategorier. Vi skal have løsninger som sigter mod at tilgodese menneskers kapacitet for at indrette deres eget liv og sætte hatten som de vil, snarere end at presse dem til at tage standardløsninger i lyserød eller lyseblå. Når vi har store, ildelugtende og åbenlyst konstatérbare problemer såsom ca. 17% uligeløn eller at fædre i praksis kunne vinke farvel til forældremyndigheden ved skilsmisse pr. automatik (og der er jo sket meget, om ikke uden at have lavet nye problemer i form af tvungent samvær), skal vi selvfølgelig prøve på at gøre noget, både kulturelt og politisk, og helst ud fra grundige professionelle analyser snarere end fordomme og forsøg på snuptagsløsninger.

Der er brug for en kulturel indsats, dels mht. børn og viderebringelsen af kønsroller (en tur gennem BR gør mig trist til mode, sådan kønsmæssigt), dels mht. sex og samliv. I den sidste boldgade er der for tiden fornøjeligt nybrud såsom svenskernes "feministiske porno".

Nå, det blev sgu langt. Godnat.

Inger, jeg har ikke hørt nogen tale om hvor godt det var i gamle dage, der er som bekendt ikke meget der var bedre i de goe gamle dage, seksualitet ej heller, men jeg kan godt observere at jeg får det skudt i skoene.

Jeg fosøger overhovedet ikke at komme med forslag til løsninger på nuværende tisspunkt, i øjebliket forsøger jeg kun på at skabe konsensus om at der er et problem og hvori det består, det synes mig at være en forudsætning for at kunne diskutere mulige tiltag.
Og et forsøg på en historisk/biologisk analyse af forholdene synes mig da kun at være en god ting. Var det ikke også sådan noget kvindebevægelsen gjorde? (F.eks den udmærkede bog "The Chalice and the Blade", jeg ved ikke hvad den hedder på dansk) Den lærte jeg da selv en del af, selvom der ikke specielt er meget om seksualitet deri. Jo man skal forholde sig åbensindet.

Inger Sundsvald

Hvis der er yngre kvinder der læser med i disse kønsdebatter, så håber jeg ikke at de får det indtryk, at ”sådan er mænd”, og bliver helt afskrækket. Desværre deltager de ikke.

Hvis jeg ikke vidste bedre, kunne jeg selv få den tanke, at det ikke er umagen værd med parforhold. Man skulle jo tro at det kun drejer sig om sex. Venskab, fælles oplevelser, respekt, fælles tryghed, alm. glæde ved samvær m.v. synes at fylde meget lidt.

Jeg har endnu ikke fattet hvad det er for tiltag der bør tages og på hvilke præmisser. Jeg bryder mig ikke om udtrykket: ”Du er din egen lykkes smed”, men lige netop i forholdet til sin partner, er det ikke helt ved siden af. Det er i hvert fald ikke noget andre kan få til at ”fungere”. Hver især må jo opstille deres egne præmisser. Nogle trives med fastlagte 2x/uge eller oftere/sjældnere, andre finder det noget ”usexet”.

”Floder af opdæmmet sæd” hører heller ikke til de mest charmerende udtryk, men jeg tør ikke tænke på, hvilke motiver og personlig anskuelse jeg var blevet tillagt, hvis det var mig der havde udtrykt mig som Troels Ken Pedersen om lysten til at ”samle knæene”. Her er der vist noget om præmisserne.

Venlig hilsen
http://skysite.dk/delapantera/

Inger Sundsvald

Bob Jensen

Det ligger jo implicit i det at snakke om biologi og om at kvinder i dag kan forsørge sig selv, arbejder og har mindre tid til børn og til at opfylde mandens behov.

Jeg kan da godt se at det kan opfattes som et tab for især ældre mænd, som ikke kan påregne at have en helt så magelig tilværelse som før i tiden. Men så kan de jo sidde her og forlange forandringer. Hvilke forandringer?

Som jeg ser det, så foregår størstedelen i f.eks. tv på mænds præmisser. For tiden er der en serie på tv2: ”Min kone er skidesur”. Her får den ikke for lidt, om alt det der er galt med kvinder – faktisk så grelt, at det mere virker som en udstilling af nogle i høj grad patetiske mænd, der ikke har det mindste gran af selverkendelse.

Til en afveksling var der i dag i morgen-tv dette, som siger noget om kvinder, humor og naturligvis selverkendelse.

”Nøgne skuespillerinder pryder forsiden af en ny bog ”Send mere sex”. Mød dem og få forklaringen.”
http://go.tv2.dk/video.php/id-26240906.html

Inger Sundsvald

Er der nogen der kan forklare mig hvori det stødende består i dette indlæg og som berettiger en slettelse?

”Pas nu på, Rolf Rasmussen, at du ikke går helt i selvsving. Dine links er spildt på mig. Jeg orker dem ikke, kender dem ud og ind (undskyld udtrykket). Men jeg skal da gerne sende dig en personlig kommentar i ny og næ, som en bekræftelse på at vi begge ER”.

Jeg opfatter det som i høj grad stødende at slette mit indlæg.

Inger Sundsvald

Det er ikke en ”diagnose”.

Det er i min opfattelse en frasemager og ordkløver, til hvilken side hver anden gang.

Den dag du begynder at skrive hvad du selv mener, i stedet for at henvise til hvad andre har sagt eller skrevet, vil jeg tage dig alvorligt.

Den dag du begynder at skrive hvad du selv mener, i stedet for at henvise til hvad andre har sagt eller skrevet, vil jeg tage dig alvorligt.

Du rører her ved et alvorligt problem, der er indeholdt i den statsanerkendte mainstreaming- og ligestillingside.. Den tillader ikke borgerne selv at bestemme, hvem de vil tage alvorligt.

Inger Sundsvald

Jeg, en lovbryder, tillader mig at blæse den ”statsanerkendte mainstreaming” en hatfuld. Jeg kan dårligt forestille mig at du ikke vil gøre det samme ;-)

jeg syntes nu ellers det var fornøjeligt både at læse min mand er en vatpik og se det tv-indslag.

det vi arbejder på her i øjeblikket er at problematisere situationen korrrekt. Det kan ikke undgås at diskussionen af og til bliver lidt for personligt når den ene eller den anden føler sig bedrevidende en stund, men jeg synes da det bevæger sig i den rigtige retning. Der er faktisk et forsøg her i diskussionen på at nå til en erkendelse af hvor skoene trykker (for det gør de sgu begge, det er ikke kun den ene)

>>”Floder af opdæmmet sæd” hører heller ikke til de mest charmerende udtryk, men jeg tør ikke tænke på, hvilke motiver og personlig anskuelse jeg var blevet tillagt, hvis det var mig der havde udtrykt mig som Troels Ken Pedersen om lysten til at ”samle knæene”. Her er der vist noget om præmisserne.<<

Ja du har ret Inger, her some alle andre steder skal der herske lige ret til at sige tingene lige ud.

Og det er iøvrigt helt bevidst at jeg har valgt det billede. Det beskriver størrelsen af problemet vældig godt synes jeg. Senere hen vil jeg prøve at opridse nogen detaljer.

Majbritt Nielsen

@Inger
Jeg tror jeg kan betagne mig som en af de her yngre kvinder der ikke rigtig stikker snuden frem.
Og ang. tanken at forhold ikke rigtig er besværet værd. Ja jeg kan desvære genkende den lidt. For jeg er singel nu og har haft et par alvorlige forhold. Men når de er dukket problemer op. Så er de ligesom opløst forholdet. Og jeg må ærligt erkende at med den erfaring i baggaen så gider jeg nærmest ikke det med at skulle stole på en person og blotte mig, for det dur ikke med "mure" i et forhold. For så at se forholdet opløses for han havde ikke energien til at komme til mig og den anden, ja det var noget jeg først fandt ud af bagefter Hvorfor han pludselig flyttede landsdel uden at have sagt noget.
Så hvorfor gøre sig den anstrenelse at tro det her er virkelig det der holder og han giver det samme indtryk.
Æhh?
Jeg ved fra enkelte veninder der har prøvet at blive skilt, at de gider godt nok ikke en mand til bestemme i deres liv. Plus med skilsmissen har de fået mere fritid. For børnene skal jo være hos far x antal gange. Tragisk nok prøvede den ene et forhold, det var godt, de elskede hinanden og alt det der.
Men hvor hun stod igen i den samme trummerum og Ingen fri-week ender. For så var der jo kærstens børn der skulle nurses. LOL Og kærsten fandt hurtigt ud af at køre hvis der var for meget larm hjemme. Det var han vant til at kunne.
Så kunne hun hænge på hans yngel. ;)

Inger Sundsvald

M. Nielsen

Ja, det er noget af et lotteri, at finde den ”rigtige” partner. Når man selv har været så heldig at vinde den store gevinst, kan man jo sagtens sidde og være klog. Men jeg genkender desværre dine erfaringer fra temmelig mange andre, som efterhånden ikke finder det besværet værd.

Desværre breder kynismen sig så også blandt kvinderne. Det kan jo gå en og gå helt galt for mændene, hvis de ikke indser at parforhold kræver solidaritet, åbenhed og ansvarsbevidsthed.

Inger, den uddannelse som kronikøren opfordrer os drenge og mandslinger til at tage, kan være helt. Det er helt skudt ved siden af.
For uddannelsessystemet er alligevel ikke indrettet til drenges fordel i første omgang. Kvinderne har overhalet mænd for længst fordi uddannelsessystemet er blevet feminiseret og indrettet efter akademiske og abstrakte formål, i modsætning til det praktiske og hånværksmæssige, som drenge på mange fronter er bedre egnede til.

Martin Munk forklarer bl.a.:

»Folkeskolen har bevæget sig mod det akademiske, hvor du skal tale pænt, sidde stille, kunne formulere dig abstrakt – være voksenagtig, mens det fysiske er trådt i baggrunden. At man på lærerseminarierne har erstattet sløjd og håndarbejde med faget ’materielt design’ siger alt, ikke? Disse spilleregler passer meget bedre til piger end til drenge, og her har vi nøglen til at forstå, at drenge falder igennem i uddannelsessystemet, hvor lærerne i øvrigt er kvinder. Skolen har udviklet sig i en mere endimensionel teoretisk retning«.

Og...
"det fortsætter på gymnasiet. Og videre op i universitetsverdenen, hvor pigerne i den grad dominerer. Overgangen fra industri- til videnssamfundet betyder, at det, som mange fysiske drenge traditionelt har været gode til, får stadig mindre værdi. Alle – selv fagbevægelsen – synger den samme sang: »Vi er på vej mod et videnssamfund, hvor det der med at bruge sine hænder er noget, vi danskere trygt overlader til underbetalte arbejdere i Østen«. Man kunne lige så godt sige til disse drenge: ’Vi har ikke brug for det, du kan, kammerat!’. Er der noget at sige til, at de mister stoltheden og selvrespekten?"

Så kronikøren er altså overflødig og ubrugelig i sit ordkvadreri. Det nytter intet at piske folk til noget som ikke engang er kompatibelt med deres kvalifikationer og natur . Han tror det åbenbart bare er fordi de er blevet dovne og ikke gider tage sig sammen.

Læs mere på:
http://politiken.dk/debat/article815366.ece
http://politiken.dk/indland/article815530.ece
http://politiken.dk/debat/article787267.ece

Endnu engang glemmer jeg at færdiggøre en sætning.

"...kan være helt" - er alligevel ikke just opnåelig, skulle der istedet stå.

Inger Sundsvald

Thomas Allan

Er det ikke lidt éndimensionelt at give kvinder skylden for alle ulykkerne? Det er trods alt ikke deres skyld at samfundet forandrer sig, at arbejdspladser forsvinder til Østen og at der ikke er praktik- og uddannelsespladser nok til alle dem der gerne vil være håndværkere m.v. Det er heller ikke deres skyld at regeringerne lukkede op for arbejdere fra andre lande i stedet for at uddanne egne borgere.

Det kan jo gå hen og gå helt galt for mændene, hvis de ikke indser at parforhold kræver solidaritet, åbenhed og ansvarsbevidsthed.

Solidaritet har vel noget med lyst og nød at gøre og ikke bo på dyre hotelsuiter, når man repræsenterer mennesker, der ikke har råd til den slags.
Men har åbenhed noget udsendelser som "Min kone er skide sur" at gøre ?

Troels Ken Pedersen

Hæh!

Engang i 1950'erne, da min far skulle rykke videre fra mellemskolen, mente hans lærer, at det ville være bedst, hvis lille Asger ikke skulle besværes med alle de bøger, og i stedet komme til at arbejde mere med sine hænder, dvs., at han ikke burde komme på boglig linje. Hvis ikke min farmor havde kæmpet for det med næb og kløer, var han ikke kommet på boglig linje. I dag er han geolog og dr. scient med en publikationsliste så lang som min arm. Han kan dog alligevel også bruge sine hænder til at hamre og slæbe på sten...

At drenge af naturen ikke er egnede til at sidde stille og læse bøger er en fordom af den slags, som meget nemt kan gå hen og blive en selvopfyldende profeti. At INDIVIDER uden anlæg for at klare sig særlig godt bogligt skal trækkes gennem ydmygelser og fiasko i skolen er ikke godt, men at drenge i almindelighed skulle mangle koncentration og selvdisciplin til at mestre boglighed er en sexistisk fordom, som jeg på det allerlraftigste må advare og protestere imod! Og det bliver slet, slet ikke bedre af, at denne fordom ofte bringes til torvs af mænd.

Boglighed og skole er ikke u-maskulint og unaturligt for drenge, for @£$#¤%&!!! Der er elementer i vores nuværende kønsrollepraksis, som forbereder drenge dårligere end piger til skole, men problemet ligger i opdragelsen og dens samspil (eller mangel på samme) med pædagogikken, ikke i drengene.

Og for øvrigt er Martin Munk på nogle punkter galt afmarcheret. Overklasseskolerne, der uddannede folk til universiteterne og samfundets top var i gamle dage ikke mindre akademiske, men mere. Tag jer et øjeblik til at erindre "Det forsømte forår".

Inger: >>Jeg kan da godt se at det kan opfattes som et tab for især ældre mænd, som ikke kan påregne at have en helt så magelig tilværelse som før i tiden. Men så kan de jo sidde her og forlange forandringer. Hvilke forandringer?<<

Jo det kan da godt være vanskeligt at formulere, men siden jeg nu efterhånden er blevet til en af de der ældre mænd som ikke har det så mageligt som da jeg var en ældre mand dengang i halvtredsene, eller tyverne eller det foregående århundrede, så må det jo helt naturligt tilfalde mig at skulle formulere det.

Jeg er helt klar til at blive flået, så gå blot igang.
Først er der altså sket det at den mulitgernerationelle familie har opgivet pusten til det globale enkeltpersonssamfund, og følgelig kommer vi næsten ikke hinanden ved længere. Og jeg må indrømme, at jeg egentlig ikke kunne forestille mig at tage mig af mine forældre, når de på et leer andet tidspunkt ikke kan tage vare på sig selv. Nå det er vel heller ikke aktuelt, jeg har hele min tilværelse her 10000 km væk, og samtidig har jeg den her dobbelt standard, og håber at min datter vil se til mig når jeg ewngang ikke slev kan længere. Ind imellem bliver der forhåbentligt et interval sammen med en kvinde jeg holder af, hvor én ikke kan bøje sig ned og den anden ikke kan række højt, og på et eller andet tidsapunkt begynder den ene så at falde fra hinanden før den anden. Og i det mindste der er vi stadig nogenlunde villige til at tage os af hinanden, uanset hvem det så sker for først, manden eller kvinden. Om man nu skal hjælpe hinanden gå på lokum, eller hvad det end er.
Den slags omsorg har der altid været mennesker imellem, og har omfattet alt hvad der foregik i et parforhold. Nu har seksualiteten på en eller anden måde unddraget sig denne omsorg, og det er blandt andet der jeg vil sidde og forlange forandringer. På en eller anden måde er seksuel omsorg ikke længere noget gyldigt, jo man skal fodre hinanden, vaske hinanden, rende til lægen med hinanden, sidde og høre på hinandens senile vrøvl, og hvad ellers af andet man skal når man først bliver gamle, men her hvor vi endnu ikke er helt gamle, eller for den sags skyld mens vi stadig er unge, hvorfor skulle jeg så ikke sidde her og forlange at seksualiteten blive betragtet som ethvert andet behov? På en tilfreddsstillende og acceptabel måde for begge parter naturligvis. Jeg vil selvfølgelig ikke bare sidde her og forlange, mens jeg nu sidder her og forlanger. Der må faneme være en grænse med forlangeriet.

Men det er altsammen noget med bevidsthed, og hvad der er acceptabelt og ikke acceptabelt både seksuelt og i enhver anden henseende. Og bevidsthed er noget som konstant ændres, både som hvad skal man sige, græsrodsfænomen og under indflydelse af diverse markedsmanipulationer. Især de sidste er generelt dem som bidrager til den meste ufrihed i vores allernæreste personlige liv, og samtidig dem, der ofte opleves som selve indbegrebet af frihed. Som nu f.eks. det at have en bil. der er vel ikke nogen enkelt ting som har ødelagt vore samfund i samme grad som bilen, og alligvel nyder vi allesammen den frihed det giver os at have bil. Helst én hver.
BF Skinner skrev romanen Walden II, som et polemisk modstykke til netop de manipulationer og hjernevaskninger vi er udsat for fra vugge til grav i de vestlige samfund. Nej tak sagde de allesammen, de skulle ikke manipuleres of hjernevaskes efter hans opskrifter, men ingen har åbenbart noget imod at lade sigh hjernevaske for markedets skyld.
Jeg synes imidlertid at det er en helt interessant ide - at vi i stedet for at lade os manipulere i markedets og individualismens tjenseste måske kunne fokusere på positive aspekter i tilværelsen. Altså tænk for eksemple på hvordan det ville være hvis man virkelig opmuntrede til samarbejde i stedet for til konkurrence hele vejen fra børnehaven gennem uddannelsessystemet. Det behøver ikke at være noget med hjernevask, blot noget med at tilskynde sådanne tendenser som alligevel ligger i forlængelse af vores sande biologiske sammensætning. Ja gå nu blot til angreb, hvis I virkelig hellere vil være underlagt markedsmekanismer, kapitalistisk profitmageri og Romerretten eller hvad der måtte gå helt tilbage til sumererne. O gud og fanden oog hans pumpestok, hvad en pumpestok nu ellers er.
Og så blir det næste jeg skal skydes i skoene vel sagtens, at jeg helst vil sidde her og enerådigt bestemme hvad en sådan anderledes model skulle bestå i, og det skulle selvfølgelig helst være jumfruer liggende på stribe med spredte ben, ikke sandt? Jo gå bare i gang!
Næ, men et eller andet sted må der vel være en samværsmodel som på en eller anden måde er SAND for os, som er blevet narret, pryglet og lovgivet fra os.
Og selvfølgelig, når man først har fundet sig til rette i det lille hjørne af tilværelsen, som man nu har fået tildelt, så skal der sgu ikke rokkes ved noget, lad os endelig ikke eksperimentere, lad os endda ikke prøve at snakke fornuftigt og åbensindet om tingene. Lad os blive ved med at se hinanden og hinandens behov som noget der umuligt kunne gøre andet end at hæmme vores egne.
Og når nu mændene kommer kraaavlende på deres bløøødende knæææ og beder om mere fisse, så er det faneme tid til at komme på barrikaderne igen. Lad os for alt i verden ikke antage at der kunne foreligge nogen form for oprigtig samarbejdsvilje eller oprigtig anmodning om at blive tilgodeset som menneske i alle ens aspekter, præcis lige som diverse rødstrømper og feminister sad og sad og forlangte, på trods af gud allerede havde ordnet altting sådan at det var både rigtigt og retfærdigt, i hvert fald for mændene.

Og når nu mange mænd har indset det rigtige i at kvinder skulle have lige rettigheder og langt hen ad vejen støttet det så skulle det vel være tilstrækkeligt. Historien slutter her. Hvad mænd måtte sidde tilbage med er sgu deres eget problem. Det kommer ikke kvinderne ved.
Sådan skal det være ikke? Sarkastisk, individuelt, konfrontatorisk, usamarbejdsvilligt, og ligefrem næsten fjendtligt, når nogen stikker hovedet eller hånden frem.
Nah, lidt bedre må vi sgu kunne gøre det folkens. Sku vi ikke prøve?

Inger: >>Jeg kan da godt se at det kan opfattes som et tab for især ældre mænd, som ikke kan påregne at have en helt så magelig tilværelse som før i tiden. Men så kan de jo sidde her og forlange forandringer. Hvilke forandringer?<<

Jo det kan da godt være vanskeligt at formulere, men siden jeg nu efterhånden er blevet til en af de der ældre mænd som ikke har det så mageligt som da jeg var en ældre mand dengang i halvtredsene, eller tyverne eller det foregående århundrede, så må det jo helt naturligt tilfalde mig at skulle formulere det.

Jeg er helt klar til at blive flået, så gå blot igang.
Først er der altså sket det at den mulitgernerationelle familie har opgivet pusten til det globale enkeltpersonssamfund, og følgelig kommer vi næsten ikke hinanden ved længere. Og jeg må indrømme, at jeg egentlig ikke kunne forestille mig at tage mig af mine forældre, når de på et leer andet tidspunkt ikke kan tage vare på sig selv. Nå det er vel heller ikke aktuelt, jeg har hele min tilværelse her 10000 km væk, og samtidig har jeg den her dobbelt standard, og håber at min datter vil se til mig når jeg ewngang ikke slev kan længere. Ind imellem bliver der forhåbentligt et interval sammen med en kvinde jeg holder af, hvor én ikke kan bøje sig ned og den anden ikke kan række højt, og på et eller andet tidsapunkt begynder den ene så at falde fra hinanden før den anden. Og i det mindste der er vi stadig nogenlunde villige til at tage os af hinanden, uanset hvem det så sker for først, manden eller kvinden. Om man nu skal hjælpe hinanden gå på lokum, eller hvad det end er.
Den slags omsorg har der altid været mennesker imellem, og har omfattet alt hvad der foregik i et parforhold. Nu har seksualiteten på en eller anden måde unddraget sig denne omsorg, og det er blandt andet der jeg vil sidde og forlange forandringer. På en eller anden måde er seksuel omsorg ikke længere noget gyldigt, jo man skal fodre hinanden, vaske hinanden, rende til lægen med hinanden, sidde og høre på hinandens senile vrøvl, og hvad ellers af andet man skal når man først bliver gamle, men her hvor vi endnu ikke er helt gamle, eller for den sags skyld mens vi stadig er unge, hvorfor skulle jeg så ikke sidde her og forlange at seksualiteten blive betragtet som ethvert andet behov? På en tilfreddsstillende og acceptabel måde for begge parter naturligvis. Jeg vil selvfølgelig ikke bare sidde her og forlange, mens jeg nu sidder her og forlanger. Der må faneme være en grænse med forlangeriet.

Men det er altsammen noget med bevidsthed, og hvad der er acceptabelt og ikke acceptabelt både seksuelt og i enhver anden henseende. Og bevidsthed er noget som konstant ændres, både som hvad skal man sige, græsrodsfænomen og under indflydelse af diverse markedsmanipulationer. Især de sidste er generelt dem som bidrager til den meste ufrihed i vores allernæreste personlige liv, og samtidig dem, der ofte opleves som selve indbegrebet af frihed. Som nu f.eks. det at have en bil. der er vel ikke nogen enkelt ting som har ødelagt vore samfund i samme grad som bilen, og alligvel nyder vi allesammen den frihed det giver os at have bil. Helst én hver.
BF Skinner skrev romanen Walden II, som et polemisk modstykke til netop de manipulationer og hjernevaskninger vi er udsat for fra vugge til grav i de vestlige samfund. Nej tak sagde de allesammen, de skulle ikke manipuleres of hjernevaskes efter hans opskrifter, men ingen har åbenbart noget imod at lade sigh hjernevaske for markedets skyld.
Jeg synes imidlertid at det er en helt interessant ide - at vi i stedet for at lade os manipulere i markedets og individualismens tjenseste måske kunne fokusere på positive aspekter i tilværelsen. Altså tænk for eksemple på hvordan det ville være hvis man virkelig opmuntrede til samarbejde i stedet for til konkurrence hele vejen fra børnehaven gennem uddannelsessystemet. Det behøver ikke at være noget med hjernevask, blot noget med at tilskynde sådanne tendenser som alligevel ligger i forlængelse af vores sande biologiske sammensætning. Ja gå nu blot til angreb, hvis I virkelig hellere vil være underlagt markedsmekanismer, kapitalistisk profitmageri og Romerretten eller hvad der måtte gå helt tilbage til sumererne. O gud og fanden oog hans pumpestok, hvad en pumpestok nu ellers er.
Og så blir det næste jeg skal skydes i skoene vel sagtens, at jeg helst vil sidde her og enerådigt bestemme hvad en sådan anderledes model skulle bestå i, og det skulle selvfølgelig helst være jumfruer liggende på stribe med spredte ben, ikke sandt? Jo gå bare i gang!
Næ, men et eller andet sted må der vel være en samværsmodel som på en eller anden måde er SAND for os, som er blevet narret, pryglet og lovgivet fra os.
Og selvfølgelig, når man først har fundet sig til rette i det lille hjørne af tilværelsen, som man nu har fået tildelt, så skal der sgu ikke rokkes ved noget, lad os endelig ikke eksperimentere, lad os endda ikke prøve at snakke fornuftigt og åbensindet om tingene. Lad os blive ved med at se hinanden og hinandens behov som noget der umuligt kunne gøre andet end at hæmme vores egne.
Og når nu mændene kommer kraaavlende på deres bløøødende knæææ og beder om mere fisse, så er det faneme tid til at komme på barrikaderne igen. Lad os for alt i verden ikke antage at der kunne foreligge nogen form for oprigtig samarbejdsvilje eller oprigtig anmodning om at blive tilgodeset som menneske i alle ens aspekter, præcis lige som diverse rødstrømper og feminister sad og sad og forlangte, på trods af gud allerede havde ordnet altting sådan at det var både rigtigt og retfærdigt, i hvert fald for mændene.

Og når nu mange mænd har indset det rigtige i at kvinder skulle have lige rettigheder og langt hen ad vejen støttet det så skulle det vel være tilstrækkeligt. Historien slutter her. Hvad mænd måtte sidde tilbage med er sgu deres eget problem. Det kommer ikke kvinderne ved.
Sådan skal det være ikke? Sarkastisk, individuelt, konfrontatorisk, usamarbejdsvilligt, og ligefrem næsten fjendtligt, når nogen stikker hovedet eller hånden frem.
Nah, lidt bedre må vi sgu kunne gøre det folkens. Sku vi ikke prøve?

Inger: >>Jeg kan da godt se at det kan opfattes som et tab for især ældre mænd, som ikke kan påregne at have en helt så magelig tilværelse som før i tiden. Men så kan de jo sidde her og forlange forandringer. Hvilke forandringer?<<

Jo det kan da godt være vanskeligt at formulere, men siden jeg nu efterhånden er blevet til en af de der ældre mænd som ikke har det så mageligt som da jeg var en ældre mand dengang i halvtredsene, eller tyverne eller det foregående århundrede, så må det jo helt naturligt tilfalde mig at skulle formulere det.

Jeg er helt klar til at blive flået, så gå blot igang.
Først er der altså sket det at den mulitgernerationelle familie har opgivet pusten til det globale enkeltpersonssamfund, og følgelig kommer vi næsten ikke hinanden ved længere. Og jeg må indrømme, at jeg egentlig ikke kunne forestille mig at tage mig af mine forældre, når de på et leer andet tidspunkt ikke kan tage vare på sig selv. Nå det er vel heller ikke aktuelt, jeg har hele min tilværelse her 10000 km væk, og samtidig har jeg den her dobbelt standard, og håber at min datter vil se til mig når jeg ewngang ikke slev kan længere. Ind imellem bliver der forhåbentligt et interval sammen med en kvinde jeg holder af, hvor én ikke kan bøje sig ned og den anden ikke kan række højt, og på et eller andet tidsapunkt begynder den ene så at falde fra hinanden før den anden. Og i det mindste der er vi stadig nogenlunde villige til at tage os af hinanden, uanset hvem det så sker for først, manden eller kvinden. Om man nu skal hjælpe hinanden gå på lokum, eller hvad det end er.
Den slags omsorg har der altid været mennesker imellem, og har omfattet alt hvad der foregik i et parforhold. Nu har seksualiteten på en eller anden måde unddraget sig denne omsorg, og det er blandt andet der jeg vil sidde og forlange forandringer. På en eller anden måde er seksuel omsorg ikke længere noget gyldigt, jo man skal fodre hinanden, vaske hinanden, rende til lægen med hinanden, sidde og høre på hinandens senile vrøvl, og hvad ellers af andet man skal når man først bliver gamle, men her hvor vi endnu ikke er helt gamle, eller for den sags skyld mens vi stadig er unge, hvorfor skulle jeg så ikke sidde her og forlange at seksualiteten blive betragtet som ethvert andet behov? På en tilfreddsstillende og acceptabel måde for begge parter naturligvis. Jeg vil selvfølgelig ikke bare sidde her og forlange, mens jeg nu sidder her og forlanger. Der må faneme være en grænse med forlangeriet.

Men det er altsammen noget med bevidsthed, og hvad der er acceptabelt og ikke acceptabelt både seksuelt og i enhver anden henseende. Og bevidsthed er noget som konstant ændres, både som hvad skal man sige, græsrodsfænomen og under indflydelse af diverse markedsmanipulationer. Især de sidste er generelt dem som bidrager til den meste ufrihed i vores allernæreste personlige liv, og samtidig dem, der ofte opleves som selve indbegrebet af frihed. Som nu f.eks. det at have en bil. der er vel ikke nogen enkelt ting som har ødelagt vore samfund i samme grad som bilen, og alligvel nyder vi allesammen den frihed det giver os at have bil. Helst én hver.
BF Skinner skrev romanen Walden II, som et polemisk modstykke til netop de manipulationer og hjernevaskninger vi er udsat for fra vugge til grav i de vestlige samfund. Nej tak sagde de allesammen, de skulle ikke manipuleres of hjernevaskes efter hans opskrifter, men ingen har åbenbart noget imod at lade sigh hjernevaske for markedets skyld.
Jeg synes imidlertid at det er en helt interessant ide - at vi i stedet for at lade os manipulere i markedets og individualismens tjenseste måske kunne fokusere på positive aspekter i tilværelsen. Altså tænk for eksemple på hvordan det ville være hvis man virkelig opmuntrede til samarbejde i stedet for til konkurrence hele vejen fra børnehaven gennem uddannelsessystemet. Det behøver ikke at være noget med hjernevask, blot noget med at tilskynde sådanne tendenser som alligevel ligger i forlængelse af vores sande biologiske sammensætning. Ja gå nu blot til angreb, hvis I virkelig hellere vil være underlagt markedsmekanismer, kapitalistisk profitmageri og Romerretten eller hvad der måtte gå helt tilbage til sumererne. O gud og fanden oog hans pumpestok, hvad en pumpestok nu ellers er.
Og så blir det næste jeg skal skydes i skoene vel sagtens, at jeg helst vil sidde her og enerådigt bestemme hvad en sådan anderledes model skulle bestå i, og det skulle selvfølgelig helst være jumfruer liggende på stribe med spredte ben, ikke sandt? Jo gå bare i gang!
Næ, men et eller andet sted må der vel være en samværsmodel som på en eller anden måde er SAND for os, som er blevet narret, pryglet og lovgivet fra os.
Og selvfølgelig, når man først har fundet sig til rette i det lille hjørne af tilværelsen, som man nu har fået tildelt, så skal der sgu ikke rokkes ved noget, lad os endelig ikke eksperimentere, lad os endda ikke prøve at snakke fornuftigt og åbensindet om tingene. Lad os blive ved med at se hinanden og hinandens behov som noget der umuligt kunne gøre andet end at hæmme vores egne.
Og når nu mændene kommer kraaavlende på deres bløøødende knæææ og beder om mere fisse, så er det faneme tid til at komme på barrikaderne igen. Lad os for alt i verden ikke antage at der kunne foreligge nogen form for oprigtig samarbejdsvilje eller oprigtig anmodning om at blive tilgodeset som menneske i alle ens aspekter, præcis lige som diverse rødstrømper og feminister sad og sad og forlangte, på trods af gud allerede havde ordnet altting sådan at det var både rigtigt og retfærdigt, i hvert fald for mændene.

Og når nu mange mænd har indset det rigtige i at kvinder skulle have lige rettigheder og langt hen ad vejen støttet det så skulle det vel være tilstrækkeligt. Historien slutter her. Hvad mænd måtte sidde tilbage med er sgu deres eget problem. Det kommer ikke kvinderne ved.
Sådan skal det være ikke? Sarkastisk, individuelt, konfrontatorisk, usamarbejdsvilligt, og ligefrem næsten fjendtligt, når nogen stikker hovedet eller hånden frem.
Nah, lidt bedre må vi sgu kunne gøre det folkens. Sku vi ikke prøve?

Sider