Læsetid: 4 min.

Den gamle garde skal redde Olsens - og eget - eftermæle

Pres. Svenskerdysten i aften vil være med til at definere, hvordan Morten Olsens æra som landstræner vil blive husket
Forventninger. Jon Dahl Tomasson (forrest), Dennis Rommedahl og Christian Poulsen skal i aften ikke kun redde landstrænerens eftermæle, men også deres eget.

Forventninger. Jon Dahl Tomasson (forrest), Dennis Rommedahl og Christian Poulsen skal i aften ikke kun redde landstrænerens eftermæle, men også deres eget.

Jens Nørgaard Larsen

10. oktober 2009

Der må nødvendigvis være en vis ambivalens forbundet med at gøre status over Danmarks indsats i VM-gruppespillet indtil videre. På den ene side må man anerkende landstræner Mortens Olsens evner til at erobre point med et mandskab, der den ene gang efter den anden har været ramt af skader på nøglepositioner. Men på den anden side må man også helt nøgternt konstatere, at det primært skyldes held - et til tider nærmest helt ubegribeligt held - at vi i dag ligger nummer 1 i puljen.

For lad os være ærlige: I begge kampe mod Portugal og i kampen mod Sverige i Stockholm blev det danske landshold i perioder spillet så langt ud af banen, at »vi skulle have betalt entré for at komme ind igen,« for nu at bruge Peter Schmeichels klassiske udtryk.

At Danmark alligevel fik syv point ud af de tre opgør, illustrerer blot, hvordan vi i hele denne kvalifikationsturnering har været begunstiget af heldet i en grad, så det nærmest har tangeret en teknisk konkurrencefordel.

Men skam få den, der tænker ilde derom. Held hører med til spillet, og faktum er, at det har givet landstræner Morten Olsen en enestående chance for at redde sit eftermæle. Hvor han - før denne kvalifikationsturnering gik i gang - stod til at blive husket som manden, der kiksede kvalifikationen til store turneringer på stribe og førte Danmark ned i den blødere europæiske mellemklasse, så har han nu muligheden for at afslutte sin karriere som landstræner med at genintroducere de rød-hvide i det finere selskab. Hvis det altså lykkes ham at få sine tropper til Sydafrika.

Ansvaret for det - og for at redde Olsens eftermæle - kommer i høj grad til at påhvile den gamle garde af spillere, som landstræneren har støttet sig til under hele sin karriere i skikkelse af Christian Poulsen, Thomas Sørensen, Jon Dahl Tomasson, Martin Jørgensen og Dennis Rommedahl. Og især den offensive trio - altså Tomasson, Jørgensen og Rommedahl - vil sandsynligvis få en nøglerolle i aften. Det vil være dem, der skal orkestrere det kantbaserede angrebsspil, som Olsens spillefilosofi hviler på. De skal strække det svenske forsvar tyndt, kombinere sig ned bag de blå-gule backs og smække bolden ind på midten til frontangriber Nicklas Bendtner, der - som en typisk boksspiller - er afhængig af, at andre støber kuglerne til ham.

Hvis det danske kombinationsspil ikke kommer op i omdrejninger, vil også Bendter blive nulstillet, og så er det for alvor svært at se, hvor målene skal komme fra.

Det er derfor i aften, at lige netop de spillere, som Olsen gennem sine år som landstræner har vist allerstørst tillid og tålmodighed, skal demonstrere - over for træneren og hele fodbolddanmark - at de er den tillid værdig, om ikke andet så for deres egen skyld.

Kampen i aften mod Sverige, og den efterfølgende kamp mod Ungarn på onsdag, vil nemlig ikke blot definere Morten Olsens æra som landstræner. Den kan også meget vel indvarsle begyndelsen til enden på landsholdskarrieren for lige netop folk som Martin Jørgensen, Dennis Rommedahl, Jon Dahl Tomasson og Jesper Grønkjær (der er skadet for tiden.) Hvis de rød-hvide misser kvalifikationen til VM, må man formode, at Morten Olsens tid som landstræner er forbi - tre kiksede kvalifikationsturneringer i træk får han ikke lov at overleve - og det vil ikke forbavse nogen, hvis den nye landstræner, hvem det end bliver, forholdsvis hurtigt gennemfører et generationsskifte på holdet og sender de ældste medlemmer af Olsens garde på pension.

Så den aldrende frontlinie på landsholdet kæmper ikke blot for træneren og VM-kvalifikationen i aften. De kæmper også for sig selv.

Haltende hieraki

Hvis den kamp skal have et lykkeligt udfald - og hvis publikum i Parken allerede i aften skal kunne fejre en vellykket VM-kvalifikation - kræver det, at Olsen inden opgøret minder sine mest rutinerede kræfter om de særlige forpligtelser, der er forbundet med at ligge i toppen af hakkeordenen på et fodboldhold. For hvis der var noget, som den seneste landskamp mod Albanien demonstrerede - udover landsholdets sørgeligt lave bundniveau - så er det, at hierarkiet blandt de rød-hvide ikke fungerer. Der mangler simpelthen krigere, der kan gå forrest i de svære opgør og hive resten af holdkammeraterne med frem. Toppen af det danske spillerhierarki er i for høj grad domineret af pæne drenge som Martin Jørgensen, Thomas Sørensen og Jon Dahl Tomasson; gode og ordentlige holdkammerater, men tydeligvis helt uden den vildskab og temperament, der er påkrævet for at flå resten af holdet med sig frem, når det virkelig gælder.

Ethvert succesfuldt mandskab har imidlertid brug for lederskikkelser på banen. Og derfor er problemet med de rød-hvides relativt svage hierarki og manglen på indpiskere noget, som Morten Olsen må adressere, før vi kan gøre os forhåbninger om at spille en rolle ved VM i Sydafrika til næste år (forudsat at vi altså kvalificerer os).

I forvejen kan man godt være en lille smule betænkelig ved den skæbne som det nuværende danske mandskab ville lide ved et verdensmesterskab. Vi har - som nævnt tidligere i artiklen - været pivheldige i opgørene mod Sverige og Portugal. Og ikke én eneste gang i hele kvalifikationsturneringen har holdet leveret spil på et niveau, der indikerer, at vi ville kunne gøre os gældende i Sydafrika. Men de danske spillere kan jo passende benytte svenskerdysten i aften til at demonstrere, at de er i stand til at dominere og besejre et hold, der leverer modstand af en kaliber, som vi kan forvente at møde ved et VM.

Ha ha ha! Nu skal svensken ha' da da!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu