Læsetid: 10 min.

Giv de drenge noget bedre at slås for

I den fortsatte konflikt omkring narkotikamarkedet har forståelsen for tilstrømningen til Hells Angels fyldt forbavsende lidt, selv om deres håndlangere i AK81 har været særdeles aktive og i medlemsmæssig fremgang, siger forfatter og redaktør af tidsskriftet Social Kritik, Benny Lihme
Hvor store forskelle? Det kan virke underligt, når man har læst deres journaler. Men de vil have job, hus og bil. De vil have en dejlig kvinde. Det er deres drøm, forklarer Benny Lihme om de unge, bandekrigen handler om.

Hvor store forskelle? Det kan virke underligt, når man har læst deres journaler. Men de vil have job, hus og bil. De vil have en dejlig kvinde. Det er deres drøm, forklarer Benny Lihme om de unge, bandekrigen handler om.

Martin Stampe

10. oktober 2009

Året er 2002. Vi er til borgermøde en sommerdag i Køge. Præsident for Bandidos, Jim Tinndahn, er mødt op på Diskotek Ritz. Han vil gerne i dialog med lokalsamfundet, der er trætte af rockernes tilstedeværelse og derfor har forbudt Bandidos adgang på diverse diskoteker og værtshuse. Han bliver i den anledning spurgt, hvorfor så mange unge søger til Bandidos og Hells Angels. Hans svar er at sende bolden tilbage til samfundet.

»Samfundet skulle måske tænke på, hvorfor folk strømmer til os ... hvis man bliver udelukket hele tiden, bliver man negativ. Det kan godt være, I ikke vil vide af dem i Køge. Men de er født i Køge, de er vokset op i Køge, de bor her i Køge, og I kan ikke bare smide dem ud. De er her, og de fordamper ikke.«

Benny Lihme beskrev selv i samme år, hvordan man så tegn på, at der var ved at starte en 'rockerbandevirus'. I dag vil han dog nødigt tegne en streg mellem udviklingen dengang og i dag, selv om han erkender, at der en åbenlys lære af Bandidos-lederens citat, som det har ligget frit for at bruge siden.

»'De kommer til os, fordi I smider dem ud, fordi I ikke giver dem en ekstra chance. Vores rekrutteringsgrundlag består af de unge drenge, som I ikke kan finde plads til'. Det var Tinndahns pointe, som ganske klart peger på, hvordan man kan stoppe fødekæden,« siger Benny Lihme.

De unge mangler noget, som rockerne kan give dem. Skal man forstå, hvad det er, kan man med held gå endnu længere tilbage i tiden. I 1986 udkom den i dag 49-årige Jørn Nielsens bog Jønke - mit liv. En bog, der skabte idolstatus omkring manden, der blev kendt for sin likvidering af præsidenten for den rivaliserende rockerklub, Bullshit, Henning Norbert Knudsen - >Makrellen - >i 1984. Han blev ligeledes i 2001 dømt for medvirken til drab, der fandt sted på et diskotek i Ålborg. Alligevel har flere ungdoms- og fritidsklubber gennem tiden fundet det smart at invitere Jørn Nielsen på besøg. Han har siden ligeledes været en tilbagevendende figur i medierne, ofte kun omtalt ved sit kælenavn, Jønke. Vi kender ham, og vi sympatiserer med ham. For Jønke er tilsyneladende ikke bare drabsmand, men et symbol på noget større. For at illustrere, hvad dét er, refererer Lihme til en episode, da han i New York for noget tid siden ledte efter nyeste bog fra Hells Angels store ikon, den nu 71-årige Ralph 'Sonny' Barger.

»Jeg går ind i den største boghandel i New York, men kan ikke finde den, før jeg ser under selvudvikling. Der står den. Ved siden af står Dr. Phils nye bog, Life Strategies - Doing What Works, Doing What Matters. Så ved man, det bliver svært ... Hells Angels bygger på hvidvaskede amerikanske idealer,« siger Benny Lihme.

Den amerikanske drøm

For på papiret handler Hells Angels om frihed - Fuck staten, fuck alle dem, der vil bestemme over mig, det er mit liv. Det er Dennis Hopper og Peter Fonda i Easy Rider - > det er at ryge en fed under åben himmel, at være sin egen lykkes smed. Det er en fuldstændig anerkendt og dyrket ideologi, som mange sympatiserer med. I USA og i Danmark. Hells Angels bygger således på overfladen på værdier, der udgør en stor del af Vestens selvforståelse. Det smitter i den grad af på de danske mediers forhold til Jørn Nielsen, og forbindelsen bliver ifølge Lihme fuldbyrdet, når Søren Pind (V) følger op på Hells Angels's Sjakalmanifestet ved at tage det højtideligt og anerkende det som et reelt politisk udspil.

»Et faktum, der kun kan beskrives som noget så uendelig dumt,« siger Benny Lihme.

Dumt, hvis man ser på, hvad Hells Angels egentlig er for en 'motorcykelklub'. For ifølge folk, der er tæt på Hells Angels eller tidligere har været medlem, har Hells Angels meget lidt med frihed at gøre. Det er derimod en hierarkisk lydighedskultur, der minder mere om militæret end noget andet. En kultur, hvor man faktisk giver afkald på sin individuelle frihed for at blive en del af fællesskabet.

»Hells Angels skaber et jerngitter omkring individet. Det ligner mere gamle arabiske feudale strukturer end så meget andet,« siger Benny Lihme.

Grunden til, at Hells Angels alligevel i vid udstrækning kan holde drømmen i live, er, at det ikke ligefrem vrimler med snaksaglige medlemmer, der vil tale om, hvordan organisationen reelt fungerer. Et eksempel er den amerikanske undercover-politibetjent, Jay Dobyns, der i sit toårige arbejde kom så langt ind i organisationen, at han blev fuldgyldigt medlem. Han udgav tidligere på året sin bog No Angel. En bog, der tegner et mere dystert billede af Hells Angels end Hollywoods filmindustri. Han beskriver er rigidt uniformeret miljø, hvor der er regler for alt fra tøj til mad til adfærd. Prisen for fællesskabet er, at Hells Angels ejer dig med hud og hår. Bogstaveligt talt. Dobyns beskriver, hvordan medlemmer, der forlader Hells Angels i såkaldt bad standing typisk får deres HA-tatoveringer fjernet med en ostehøvl eller et strygejern. Der er, ifølge Dobyns, paradoksalt nok ingen 'frihed' i Hells Angels ud over den, der bliver skabt ved at stå i opposition til samfundet. Og selv ikke den er reel, når man ser på alle Hells Angels's mange topadvokater eller det lille trademark-symbol, der er skjult under 'frihedens vinger' i Hells Angels's logo. Hells Angels er ifølge Dobyns kort fortalt en velorganiseret voldsorganisation, hvis virke går tilbage til 1948.

Efter Dobyns stoppede sit undercoverarbejde, er der udskrevet fem dødsdomme - fatwaer, om man vil - over ham og hans familie. Han vil være på flugt resten af sit liv. Det samme vil den tidligere AK81'er Kenneth Nielsen, der fornyelig angav sine tidligere kammerater i forbindelse med et drabsforsøg mod et medlem af Trillegårdsbanden i Århus. Det mener en anden Hells Angels-afhopper, Dan Lynge, der hjalp politiet i forbindelse med 90'ernes rockerkrig.

»Han er en død mand. Han har intet andet at se frem til end flugt til evig tid. Han bliver nok ikke nakket i morgen. Heller ikke i overmorgen. Men en skønne dag, når der er faldet støv over affæren, så får de ham. Hans slags er det værste udskud i rockernes verden,« har Dan Lynge udtalt til Ekstra Bladet.

Intet at miste

Det store spørgsmål er, hvorfor man som ung vil opgive sin frihed for en verden af regler og love, det er mere end almindeligt svær at komme ud af. Benny Lihme finder svaret oplagt. Du får en identitet. Du får en løsning på al den tumult og usikkerhed, som stort set alle unge slås med.

»For unge er frihed tit en skræmmende ting, der er svær at administrere. Så de flygter sådan set fra den, fordi de ikke ved, hvad de skal bruge den til. Den skræmmer dem. Det er et valg, hvorved deres liv bliver nemmere. De vækker pludselig ukendt resonans fra omverdenen, en resonans som de opfatter som respekt, men som helt åbenlyst er frygt,« siger Benny Lihme.

Og så er det, ifølge Lihme, unge, der ikke føler, at de har noget at miste. De er - som Tinndahn er inde på - blevet frastødt af samfundet, som white trash. De higer efter anerkendelse og opmærksomhed.

Gonzojournalisten Hunter S. Thompson beskriver rekrutteringsgrundlaget i sin debutbog Hell's Angels som 'underklasseidioter'. 'Sonny' Barger har ligeledes beskrevet sig selv som en taber, der kun kunne være noget via vold. Det bliver løsningen over for den dybe skamfølelse - selvhad - som de unge bærer rundt på. Han beskriver i sine bøger selv skammen, og hvordan volden ganske effektivt kompenserer for den. Den gør dig stærk. Du er pludselig noget.

»Taler vi rekrutteringsgrundlag, så er arketypen en dreng med en fraværende, alkoholiseret, voldelig eller på andre måder misbrugende far, der fortæller sønnen direkte eller indirekte, at han er en ubrugelig skid,« siger Benny Lihme. Der er dog eksempler på folk, der kommer fra hjem højere oppe på den sociale rangstige, som f.eks. Jørn Nielsen. Ligesom der er formodninger om et rekrutteringsgrundlag med afsæt i de mere rabiate grupper omkring FCK. Unge som kommer ind via et sammenhold omkring fodboldkulturen mere end så meget andet: De bliver en slags luksusmedlemmer, tiltrukket af det hypermaskuline. Bag forskellene ligger dog stadig det væsentlige, det følelsesmæssige svigt. Det, Hells Angels og AK81 kan give dem i den sammenhæng, er unikt og ikke umiddelbart sammenligneligt med andre former for kriminelle organisationer.

»Man skal over i hel gammeldags stammetænkning. Det tankevækkende er, at vi i en postmoderne tid blandt almindeligt begavede mænd har en førmoderne kulturform som den her,« siger Benny Lihme.

Jay Dobyns beskriver det sådan her:

»Du bliver en frygtens soldat, der rider på hjul af vold. Drinksene er gratis, og fisse er ikke længere væk end længden på din pik.«

Det er ligeledes lokkemidlet i forhold til drengene i AK81, der skal bevise deres værd for at få alt det, som de ældre medlemmer har. Samtidig holder det de ældre medlemmer ude af problemer.

»Det er jo bandelogik. De gamle drenge skal kunne holde ryggen fri, mens nogle andre, der stadig arbejder på deres cv, tager skraldet. Ved at smadre nogle folk her og der og begå noget kriminalitet beviser de, at de har nosser, og er parate til at rykke op. Det er der ikke noget mærkeligt i. Ledelsen skal holdes fri,« siger Benny Lihme.

Fængslet er i den sammenhæng et 'must' på enhver afvigers cv. Sonny Barger ville så oven i fængselsopholdet også gerne have folk ind over militæret, så de lærer at bruge våben. Noget han efter sigende selv har haft meget glæde af.

Noget at miste

Skal man ifølge Lihme undgå, at det går så galt, er der kun en vej frem. De unge skal have noget at miste. De skal være noget i deres egen ret. Et sted, hvor de kan få hjælp til at starte den proces, er ifølge Lihme eksempelvis et opholdssted som Solhaven, hvor Lihme sidder i bestyrelsen. Der bliver talt meget om konsekvens, som en over nallerne, et spark i røven og ind bag en lås. På Solhaven er konsekvens lig med voksenkontakt.

»De får ekstra opmærksomhed. I stedet for bare at sende problemet videre uden at gøre noget ved det, tager man det alvorligt. De her unge er ekstremt grænsesøgende, og de har brug for nogle voksne, der ikke er bange og tør tag konfrontationerne,« siger Benny Lihme.

Det kan over for unge, der kan være tidligere drabsmænd, være noget af en opgave, som ofte kræver sin mand i mere end en forstand. Lihme giver et eksempel med en ung på Solhaven, der truer med at slå en pædagog ihjel. Pædagogens svar er, at han da så vil sove inde på værelset sammen med den unge, hvis han har det sådan. Et svar, man næppe finde i en bog på et seminarium, men som virker i den faktiske situation.

Samtidig har de unge lov at falde i, de bliver ikke smidt hjem, hvis de laver ged i den. De er på Solhaven, netop fordi de laver ged i den. Man ved på Solhaven, at udvikling ikke er lineær. Udvikling kan også godt komme, efter at man har været nede i en bølgedal.

»Man kan godt køre forlæns baglæns,« siger Benny Lihme med et smil.

At de unge skal have noget at miste, manifesterer sig ud over opmærksomhed og kontakt også i de fysiske omgivelser. De unge efterlader ifølge Lihme i stor stil deres trang til hærværk i deres journaler, fordi de bor i små huse med fem unge i hver, hvor deres værelser er indrettet, så de finder dem attraktive med fladskærme, lædermøbler osv. Man gider ikke ødelægge noget, der er fedt, eller som man betragter som sit eget, lyder den mere jordnære logik. En sidste ting, som skal nævnes fra Solhaven, er uniformeret forskelsbehandling. Man ser ikke på, hvilken baggrund man har, om man er brun eller hvid, når man skal prøve at hjælpe den unge.

»Alle bliver behandlet individuelt, for vi er alle sammen forskellige. Hvis du er muslim, så bliver det respekteret; hvis du har andre forhold, ser man på det. Men pædagogikken er ens - den er forskellig,« siger Benny Lihme.

Et sted som Solhaven er et eksempel på en udvej. Et potentielt første trin. Skal man for alvor bryde den kriminelle fødekæde, skal der dog langt mere til. En af de vigtigste ting er, ifølge Lihme, at få en uddannelse og at blive en del af arbejdsmarkedet. De unge skal skabe noget social kapital. De skal blive en del af samfundet. Han ser derfor med positive briller på Ungdomskommissionens nyligt fremsatte forslag samt Socialdemokraternes ønske om at modernisere kriminalforsorgen.

»Hvis uddannelse som en slags 'gengældende læring' kunne slå igennem politisk over for de unge kriminelle, ville det være et kæmpe skridt i den rigtige retning. Skolen skal gøres til noget positivt og forbindes med status. Det er en altafgørende del af processen,« siger Benny Lihme.

Sker den proces, viser det sig ofte blandt de unge afvigere fra Solhaven, som gennem uddannelse har fået skabt et alternativ til det kriminelle liv, at de på bundlinjen slet ikke så forskellige fra os andre, når det kommer til, hvad de gerne vil opnå i deres liv. De er faktisk ofte temmelig borgerlige.

»Det kan virke underligt, når man har læst deres journaler. Men de vil have job, hus og bil. De vil have en dejlig kvinde. Det er deres drøm,« siger Benny Lihme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fornuftige tanker fra Benny Lihme, der står i grel kontrast til de statements der kom fra Villy Søvndal og Helle Thorning Schmidt i går. De tonede frem på landets fladskærme og gav den i rollerne som henholdsvis Hr. og Fru skrap, der vil have indført gammeldags konsekvenspædagogik over for de unge - så de kan lære det.

Når det handler om forebyggelse i almindelighed og retspolitik i særdeleshed er dansk politik i den grad domineret af populisme.

Saglige og faglige tanker, som dem Benny Lihme byder på, bliver der ikke lyttet meget til...

Tak for god journalistik. Ønsker vi at ændre den kommende generations adfærd er løsningen nok som antydet, at vi i fællesskab skal forstå logikken i deres adfærd. Det giver ikke mening at isolere dem, da vi skal leve på samme lille areal - uanset om vi har lyst eller ej.


I kan sætte os i fængsel
og fjerne os fra verden
I kan sætte detektiver
til at følge vores færden
I kan splitte alt med bomber
lægge verden øde
er os eller er det jer selv
I er bange for at møde

I kan ikke slå os ihjel
I kan ikke slå os ihjel
Vi er en del af jer selv

Hmm, der er noget der skurrer midt i BLs gode tanker. Så skulle virksomhederne måske organiseres som HA: skrap justits, hierarkisk ledelse og belønning efter fortjeneste... virksomhedskultur m optagelsesritualer og hele dynen, korpsånd, dygtige men skrappe ledere, machokultur osv? Ingen overenskomster men lokale aftaler, præstationsløn osv ....Rockerne mv er resulat af 'kvinderne ud på arbejdsmarkedet' og hvad deraf følger?? ...Ikke noget for mig, men jeg er osse en slatten 68er...

Søren Rehhoff

@Per Thomsen

"Fornuftige tanker fra Benny Lihme, der står i grel kontrast til de statements der kom fra Villy Søvndal og Helle Thorning Schmidt i går. De tonede frem på landets fladskærme og gav den i rollerne som henholdsvis Hr. og Fru skrap, der vil have indført gammeldags konsekvenspædagogik over for de unge - så de kan lære det."

Solhaven som Benny Lihme nævner dyrker vel også en form for konsekvenspædagogik, faktisk står de vistnok for en mere håndfast pædagogik end den mere gængse bløde af slagsen. Så mon der er så stor forskel på det, som hhv. Benny Lihme og Thorning Schmidt og Søvndal ønsker

Michael Gudnæs

»Hells Angels skaber et jerngitter omkring individet. Det ligner mere gamle arabiske feudale strukturer end så meget andet,« siger Benny Lihme.

Meget morsomt set af forfatteren. Og dette er med til at gøre Søren Pinds medløberi til ikke bare patetisk dobbeltmoral, men også til skræmmende demagogi af værste skuffe. En gang ville man ave sagt: 'Tænk at man skal høre den slags fra en Folketingsmand' - men der er løbet meget vand i stranden siden da!

Jeg er ike i tvivl om, at politikere som S.P. er på stemmefiskeri i det segment, som den nyligt på Al-Jazzera viste dokumentar om Danmark fremhæver som almindelige danskere, som ser bandekrigen som et racistisk foretagende og følgelig støtter rockerne. Er det mon også Pind's dagsorden?

Rigtig god artikel.

Hvis man vil forstå lidt mere om hvorfor unge søger ind i banderne og om deres struktur, kan man læse "Svensk Maffia" af Lasse Wierup og Matti Larsson.
Benny Lihmes tanker ligger tæt op ad den bog.

Der bliver konstant skrevet "unge", - hvor mange piger drejer det her sig om?

Nå, - det var bare en bøvs, for som de øvrige kommentarer, så kan jeg da kun rose både Andreas Relster og Benny Lihme.

Men problemet er jo bare, at de unge (mænd ;-) skal langt ud, før de får lov at komme til et miljø som det i Solhaven. Vi har droppet de fleste af kostskolerne på grund af de negative aspekter de indebar, men dermed har vi også mistet de positive elementer der var i dem.

Og så er der økonomien. »Alle bliver behandlet individuelt, for vi er alle sammen forskellige. Hvis du er muslim, så bliver det respekteret; hvis du har andre forhold, ser man på det. Men pædagogikken er ens - den er forskellig,« siger Benny Lihme. ... og det er bestemt den rigtige løsning, - problemet er bare, at det også er en meget dyr løsning.

Selvfølgelig kommer en del af pengene tilbage i form af besparelser, men hvis man gør det til et universelt princip i undervisningssystemet, så er det nok helt sikkert at det bliver en ekstraudgift.

Og det slkriver jeg såmænd ikke for at være lyseslukker, men bare for at høre om der er nogen der har en løsning?

;-)

Benny Lihme's tanker står ikke i kontrast til noget.
Benny Lihme fremhæver Solhaven som et exempel at følge, det gør selv DF også.

Et tilbageblik...og nu

I dag er det Bandidos og Hells Angles der diskuterer hvilken unge(drenge)*)politk, der bør føres her i landet ... og i landets hovedstad har man ansat en pensioneret(afda.....) pet-chef som ungekonsulent(billigere end ungdomsklubber og sportshaller)...

...det er fa'me uhyggeligt du.

*) godt set Sven (hvor du så end er)