Hvert tiende minut tager en østtysker flugten

»Jeg kunne aldrig finde på at flytte til Østberlin, aldrig.« Den unge fyr tømmer sin espresso i to slurke uden for den italienske kaffebar i berlinerbydelen Kreuzberg. »De er racister, alle sammen,« forklarer han og fortæller om sin svoger, der blev truet, sidst han var i byen i det gamle østkvarter Friedrichshain, hvor de studerende og kunstnerne ellers har slået sig ned. Ikke engang der kan man få lov til at gå i fred, hvis man er af tyrkisk afstamning, siger han. En ting er Friedrichshain, en anden er forstæderne ude i nordøst. »Aldrig.«

Han er ikke den eneste. I Berlins østlige kvarterer, Lichtenberg, Marzahn-Hellersdorf og Köpenick har de fleste deres rødder i DDR. Østberlin tilhører stadig østberlinerne.

I metrolinje U5 fra Hauptbahnhof mod Hönow, Østberlin, har manden med lædermappen forladt toget for længst, damen med pelsvesten og guldringene steg af ved stationen efter. Der ikke flere gyldne smykker, eksklusive lædertasker eller dyre jakkesæt tilbage.

»Og ved du hvad, så lukkede de bare for varmen,« siger en ung kvinde og ryster sit brune hår, så brintoverilte-striberne kommer i uorden. Det kan da godt være, at hun var kommet bagud med betalingerne, men alligevel. »Ingen varsel, ingenting, de lukkede bare.« Nu må hun så tage bad hos moren, hun har i hvert fald ikke råd til at betale, ikke lige nu.

Toget kører ud af tunnellen og op forbi nedlagte fabrikshaller, hvor glasskår er eneste bevis på, at der engang sad ruder i vinduerne, videre forbi nogle kolonihaver med faldefærdige skure, der er blevet grønne af fugt.

'Næste station Hellersdorf', skratter højtaleren. Uden for er kolonihaverne blevet til Plattenbau. Sådan kalder tyskerne de pladebyggerier, hvis firkantede betonelementer har givet dem sit navn, og her er ikke andet. Høje, lave, aflange, brede. Nogle af husene har fået lidt rødt for at bryde det grå, andre lidt gult, men betonpladerne kan ikke camoufleres af lidt farve. Mellem 1970 og 1980 alene blev der bygget 1,9 millioner sådanne lejligheder i DDR, de blev en slags signatur for systemet, og Berlins nordøstlige kvarter Marzahn-Hellersdorf, der i år fejrer 30-års jubilæum, er stadig en ren pladeby. Europas største.

Toget stopper, døren åbner, og pigen med de afblegede striber forsvinder i menneskemængden. I området bor en kvart million mennesker. 90 procent er østberlinere, født i øst. De sidste procent er primært indvandrere fra øst: russere og polakker. Vestberlinerne holder sig langt væk. Hellersdorf er ikke et område, man flytter til.

Genforeningens tabere

»Berlin er stadig en delt by,« konstaterer Horst Schulze og kigger ned på togskinnerne fra broen, som han krydser hver dag for at spise middag med sin datter og hendes børn i en af pladelejlighederne på den modsatte side. Det er godt nok 20 år siden, Berlinmuren faldt, men det gør ikke nogen forskel. Ikke her i Hellersdorf.

»For min skyld kunne de lige så godt bygge Muren op igen, det ville ikke spille nogen rolle. Alle, der tjener bare en lille smule penge tager vestpå. Her er alle arbejdsløse,« siger Schulze og fortæller, at man bare behøver at se på S-togssystemet. I øst er der knækkede fliser og skrald, der flyder.

»I vest er alt rent og pænt. Det er ikke kun mentalt, at der er langt fra øst til vest.« Dengang i DDR var lejlighederne i Hellersdorf eftertragtede. Det er de ikke længere. Efter Murens fald flygtede de, der kunne. De stærke efterlod kvarteret til de svage, genforeningens vindere lod taberne klare sig selv - de arbejdsløse, dem, på de lave pensioner og socialydelsen Hartz IV, der lige præcis giver 2.692 kroner om måneden og ikke engang er nok til, hvad huslejen koster. Ikke engang her i Hellersdorf.

Her er alt discount. Tøjkæden C&A reklamerer med skjorter til 15 euro stykket, discountkæderne Aldi og Lidl reklamerer med ugens slagtilbud: broccoli til en euro, hakket oksekød til to.

De veluddannede, de unge, dem med job og dem, der nåede at tage en uddannelse i det genforenede Tyskland tog til München, Hambrg og Frankfurt. Til bedre biler, bedre lejligheder og bedre lønninger. Hver eneste dag forlader 140 østtyskere Østtyskland og flytter vestpå. Én hvert tiende minut. Fra 1991 til 2008 udvandrede 1,1 millioner østtyskere til Vest. Hver fjerde østtyske universitetsstuderende læser på et universitet i Vesten, kun fire procent flytter den anden vej, og østuniversiteterne i Greifswald, Halle, Dresden, Leipzig er desperate. De lokker med gratis busbilletter, bedre undervisning og lavere studieafgifter.

På et tidspunkt stod 20 procent af lejlighederne i Marzahn-Hellersdorf tomme, så 4.000 boliger, 60 skolebygninger, dusinvis af børnehaver blev revet ned. Man måtte jo gøre noget.

Horst Schulze flyttede hertil, da han fyldte 70. Der var for langt til børnene fra Berliner-bydelen Pankow, hvor han ellers er født og vokset op. Her købte hans forældre hus i 1920, her voksede han op, her boede han, da Muren blev bygget, og her arbejdede han som håndværker i DDR-tiden. Han byggede ovne, den slags kulovne, som nærmest stod i hvert eneste hus i DDR.

»Vi gik på arbejde,« fortæller han. »Der var ikke så meget andet. Det var vores liv.«

Så faldt Muren. Horst Schulze var ikke engang fyldt 60. Han kom aldrig til at arbejde igen.

»Det arbejde, jeg udførte i DDR var pludselig ikke noget værd. De regner ikke engang med det i forhold til min nuværende pension. Det er det, der gør mig gal. Men vores arbejde var vel lige så godt som vesttyskernes?«

I det nye Tyskland vil de helst af med dig, mener han. 'Væk med dig, du er ikke noget værd'. Hans hænder gør en fejende bevægelse. Som om han fejer sig selv væk.

Andenrangsborgere

Tyskland er et delt land, erkender Klaus Schröder. Han er professor og sidder i Dahlem, Vestberlin, hvor han leder den enhed ved Freie Universität Berlin, der forsker i SED-staten - det samfund, der blev formet af DDR's regeringsparti, Sozialistisische Einheitspartei Deutschlands. Der er grønt i Dahlem, folk bor i villaer og Wannsee, som berlinerne tager til på varme sommerdage, ligger lige ved siden af. Der er langt til Hellersdorf.

»Det viser sig, at den økonomiske situation, altså den dårlige erhvervssituation i øst, har forplantet sig til det mentale,« siger Klaus Schröder. For det har sat sig i folk, at en lille del af landet er gået konkurs, og at øst er økonomisk afhængig af vest.

»Man må ikke glemme, at det er to forskellige lande med to helt forskellige historier, erfaringer, levevis; to systemer. Problemet er bare, at de ikke accepterer hinanden.«

- Hvad skulle man have gjort anderledes?

»Ingenting, man havde ikke kunnet genforenet øst og vest på en anden måde end med høje overførsler. Velstand i øst er kun forbundet med afhængighed, der fandtes ikke noget alternativ. Når et rigere og et fattigere land bliver sat sammen, så vil de fattige have det samme som de rigere, sådan er det.«

Klaus Schröder plejer at sammenligne det med rygere; de har brug for lige så lang tid bagefter som den tid, de har været rygere. Det samme gælder mennesker, der er præget af et system. Det er derfor, DDR stadig eksisterer. Og det er derfor, der vil gå 20 år til, før Tyskland igen er vokset sammen.

»Det er lige som med tvillinger, der er blevet separeret og skal vænne sig til hinanden igen. Det er enhedens pris: 1,6 milliarder euro og 40 års tilvænning,« siger Klaus Schröder.

Sidste måneds valg i Tyskland viste, hvor forskellige øst og vest i virkeligheden er. Mens hovedparten af stemmerne i vest gik til det borgerlige kristne demokratiske parti, CDU, var det absolut største parti i øst venstrepartiet Die Linke.

»Jeg accepterer ikke, at Øst skal kunne bestemme, hvem der bliver kansler i Tyskland. De frustrerede må ikke bestemme over Tysklands fremtid,« sagde Bayerns ministerpræsident Edmund Stoiber ved valget i 2005. I år var det så CDU's Peter Ibbeken, der syntes, at østtyskerne burde være lidt mere taknemmelige over alt det, Vesttyskland havde hjulpet dem med: »Skamfuld er den historieløse uvidenhed og glemsomhed fra mange vælgere, som giver Die Linke 20 eller 30 procent af stemmerne,« sagde han og refererede til Die Linkes rødder i kommunistpartiet.

Måske er det derfor, østtyskerne stadig føler sig som andenrangsmennesker i Tyskland.

»Østtyskerne føler sig som andenrangsborgere, de føler sig underlegne, mens de ser vesttyskerne som hovne og overlegne, det ser jeg endda hos mine studerende. Og det passer vel også til en vis grad, at vesttyskerne gør sig selv personligt ansvarlige for, at Vesten er bedre stillet,« indrømmer Klaus Schröder og giver en forklaring på den karakteristik af østtyskerne, som man hører igen og igen, når man spørger folk rundt omkring i Berlin. At østtyskerne er anderledes.

Det er derfor, vestforældre fravælger østvuggestuer, fordi her giver pædagogerne stadig kun børnene mad på bestemte tidspunkter. Det er derfor, lærere melder om samarbejdsproblemer. Men det er et kæmpe tabu, mener en tidligere rektor på forskellige berlinske skoler, der nu underviser lærerstuderende fra både øst og vest.

»Jamen, der er store forskelle, men det må man ikke sige. Der er ikke nogen, der siger det højt,« siger han, der gerne vil være anonym.

Et er, at der var forskelle på lærerne fra øst og vest, dengang Muren faldt. De havde en helt anden centralistisk skoling, og hvis brøkregning var på skemaet i Chemnitz, var der det også i Leipzig og Dresden. Noget andet er, at der stadig er vanskeligheder.

For nogle år siden arbejdede den tidligere rektor på en problemskole med mange tosprogede elever, men da han fik lærere over fra østkvartererne, kunne de overhovedet ikke forholde sig til dem. Mange af dem kom, fordi lønnen på vestskoler stadig er omkring 10 procent højere end i østskoler, men de var simpelthen ikke vant til at tackle problemer, der havde med integration at gøre, og de kunne ikke løse problemer på egen hånd.

»Det er faktisk noget, jeg stadig mærker hos mine unge lærerstuderende. De er vant til et hierarki, og det forventes også af dem, at de indordner sig. Jeg havde en lærerstuderende, der vovede at komme med nye ideer i den østskole, hun var i praktik på. Skolelederen skældte hende ud for det. 'Du som østpige burde vide bedre' fik hun at vide,« siger han.

Bare anderledes

Østtyskerne er simpelthen bare anderledes. Det hører man igen og igen, hvis man spørger folk rundt omkring i Berlin. En af dem er Jutta Henke, der står i efterårssolen og venter på en veninde - fra Vestberlin. Selv kommer hun fra Ruhrdistriktet og flyttede til Berlin på grund af arbejdet. Kollegerne er stort set alle østtyskere, men dem er hun ikke blevet venner med. De er for anderledes. Hvordan anderledes? Jamen bare anderledes, det er ikke noget, man kan forklare, mener hun.

Måske er det på grund af holdninger som Jutta Henkes, at Corinna Werner føler sig mærkelig, når hun tager metroen fra Hellersdorf og ind til Vestberlin. Hun og veninden Melanie Propoll skubber deres barnevogne foran sig langs med Hellersdorfer Promenade. Det lyder finere end det er, her er der Plattenbau til alle sider. Tidligere var her masser af butikker, nu er bistroen lukket, de er ved at tømme nabobutikken for inventar, danseskolen har trukket gardinerne for, og det nyåbnede 'Only Hair' har erstattet den salon, der reklamerer med 'permanent makeup'. Formentlig kun indtil 'Only Hair' også lukker ned. Den private arbejdsformidling og mødestedet for socialt udsatte er de eneste to butikker med kunder.

»Man har det ikke helt godt, når man kører vestpå. Som om de andre kan se på en, hvor man kommer fra. Der går altid lidt tid, før jeg slapper af,« siger Corinna Werner, der, som hun selv forklarer, kommer fra det dybe Østen: Frankfurt an der Oder.

»Ja, der er stor forskel,« tilføjer hun. Det er det materielle, det sociale, og så er det børnene. Østpå holder man mere sammen, man passer bedre på sine børn, mener Corinna Werner, 27, og Melanie Propoll, 28, nikker. De er begge uddannede inden for kontor, ingen af dem har arbejde.

»Det var derfor, jeg fik mit andet barn,« siger Melanie Propoll og nikker ned mod den sovende pige i barnevognen. Corinna Werner vil i gang med en uddannelse som pædagog. Kontorarbejdet er alligevel håbløst. Hvis man får arbejde, så er det i vest. Så kan man ellers bruge tre timer om dagen på transport. Her i Hellersdorf er der ingen job - lige så lidt som der er i Leipzig, Frankfurt an der Oder, Dresden, Chemnitz eller en af de andre østtyske byer. Hvis man ser på arbejdsløshedskassens landkort, kan man næsten følge den linje, der for 20 år siden udgjorde muren mellem øst og vest. Den røde farve markerer arbejdsløsheden, Østtyskland er helt rød. 13 procent af befolkningen i de fem nye delstater er arbejdsløse, i Vest er tallet mindre end halvdelen.

På A-kassen i Hellersdorf ser kvinden bag skranken træt ud, det er sidst på dagen, hun har haft travlt. »Så du er ikke i stand til at arbejde,« spørger hun manden på den anden side. Han ryster på hovedet. »Er du syg?« Manden nikker. Standardspørgsmål fulgt af standardsvar.

Hvis man skulle give østtyskerne en psykiatrisk diagnose, så er det typisk østtyske syndrom en tvangsmæssig tendens til at tilpasse sig mener Hans-Joachim Maaz, der er psykiater, selv er fra DDR og i 1990 skrev bestselleren Der Gefühlsstau - følelsesproppen - om det genforenede Tyskland.

Østtyskerne er prægede af en manglende individualisme, en manglende aggressivitet, der kan føre til depressioner og angst i krisesituationer. For vesttyskerne gælder det modsatte: De lider af arrogance, narcissisme, og en villen-være-bedre end de andre. »Det er derfor, østtyskerne stadig, 20 år efter Murens fald ikke kan finde sig tilrette i det nye Tyskland. For i virkeligheden var der ikke tale om en genforening. Det forventedes, at østtyskerne tilpassede sig, at de underkastede sig Vesttyskland. Det blev til et nyt forhold mellem hersker og undersåt, eliten var bare skiftet ud - fra partimedlemmer til vesttyskere,« siger Hans-Joachim Maaz og peger på arbejdet som skillelinje mellem tilfredshed og skuffelse. Den tabte generation er den, der var omkring 40, da Muren faldt. Med ét oplevede folk, at deres erfaringer, uddannelser og kompetencer ikke var det papir værd, de var skrevet på. Det var helt modsatte kompetencer, der krævedes i vest. Pligt, lydhørhed og disciplin skulle udskiftes med konkurrence, albuer og individualisme.

»Mange mennesker ser ikke genforeningen som befrielse, snarere som et stort problem. I dag er den høje arbejdsløshed grunden til manges desillusion. Hvis man oplever, at man er vigtig i sit arbejde, så er man typisk tilfreds med genforeningen. Har man ikke noget arbejde, længes man typisk tilbage til de gode gamle dage. Angsten over ikke at have noget job er større og mere abstrakt end angsten for at leve i et system som DDR, at leve med truslen fra Stasi,« siger Hans-Joachim Maaz.

Han blev saunabestyrer

Måske er det derfor, ostalgien har ramt østtyskerne. Det er den østnostalgi, der får folk til at sige, at alt var bedre før - på trods af Stasi, Honecker og SED.

Da Klaus Schröder fra Freie Universität Berlin for nogle år siden lavede en undersøgelse om DDR blandt eleverne på 300 gymnasier, mente mere end halvdelen af de østtyske elever og hver tredje af de vesttyske ikke, at DDR havde været et diktatur.

»DDR er ikke noget stort tema i skolerne, og i familierne fortæller man kun de private historier. Ikke om de 200.000 politiske fanger eller om alle de varer, man ikke kunne få. Sammen med film som Sonnenallee og Good bye Lenin kommer der et stærkt nostalgisk billede, der ikke har så meget med realiteterne at gøre.«

I Berlins centrum med udkig til floden Spree ligger DDR-museet. Det lever højt på ostalgien. Her kan man sætte sig i en Trabant, man kan trykke sine egne DDR-mark og tænke tilbage på Spreewaldgurken og Magdeburger Eier-Spaghetti, der var den eneste pasta, man kunne få i DDR. I museet sidder forskningsleder Stefan Wolle, der ikke har svært ved at sætte sig ind i et fænomen som ostalgi. Da han forleden var til gammel-elevfest, slog det ham, hvor stort et brud '89 havde været for de fleste. To tredjedele havde et andet job, end de havde haft før. En af dem havde været radioredaktør. I dag bestyrede han en sauna. Det kan man måske ikke ligefrem kalde et skridt op ad karrierestigen, sukker Wolle.

»En anden havde været produktionsleder. I dag ejer han en kiosk. Det kan da godt være, hans nye firma dengang overtog ham, som de skulle - de skulle jo overtage 30 procent af de gamle medarbejdere. Men det der reelt skete var, at de nye erhvervsledelsere fik folk til at sige op af sig selv,« siger Wolle og påpeger, at sådan var det i industrien, og sådan var det på universiteterne, hvor han selv arbejdede. Selv er han efterhånden godt tilfreds, siger han. Eller - han har besluttet sig for at være det, selv om det aldrig blev til en fastansættelse på universitetet.

»Men det er klart, vi østtyskere var ikke vant til at kæmpe, vi var ikke vant til at være aggressive, til at fremhæve os selv. Og vesttyskerne havde bedre forbindelser. Vi var de stille og rolige, de tilbageholdende, vi var ikke i stand til at tage konflikter og kunne derfor ikke komme igennem, mens vesttyskerne havde spidse albuer. Heldigvis er den forskel ved at udligne sig. Heldigvis. Jeg kan se det på mine døtre, der begge studerer i Vesttyskland. For dem spiller alt det der ikke længere nogen rolle. Deres medstuderende synes snarere, det er eksotisk, når de fortæller, at de er født i DDR.«

Tilbage på Hellersdorfer Promenade tæller Peter Krautkrämer problemer. Arbejdsløshed, alenemødre, teenagemødre. Og så alle de problemer, der følger med. Krautkrämer arbejder i kvarterløftskontoret midt på Promenaden. Det er tungt.

»Dem, der bor her, er ikke vant til at engagere sig. Jeg tror, det stadig er østmentaliteten, der spøger. De er ikke vant til demokrati, til at man selv kan ændre noget. Det er derfor, vi sidder her, for at få folk til at tage del i deres eget kvarter. Der hører 100.000 mennesker ind under vores kontor, men der kommer ikke engang 50 til beboermøderne,« siger Krautkrämer, der ellers selv har været en mand af partiet. Som civilingeniør sad han i DDR's ministerium for handel og forsørgelse og planlagde, hvordan industrien skulle udrustes. Siden Murens fald har han mest været arbejdsløs. Næste år bliver han arbejdsløs igen, og om to år går han på pension. På grund af de lange ledighedsperioder bliver den minimal.

»Heldigvis har jeg en kone, der tjener lidt. Ellers ville det se sort ud for mig, for min pension kan ikke engang betale huslejen. Ikke engang her i Hellersdorf.«

Se flere billeder på information.dk/fotobloggen