Læsetid 13 min.

’Kald mig bare en moderne hippie’

For 40 år siden rejste en stor flok hippier til Frøstrup i Thy for at bygge Det Ny Samfund. De gjorde oprør mod forbrugerræset og regel-Danmark. Hvad er der blevet af drømmen om et radikalt anderledes samfund? Og hvorfor er der unge, der vælger at bo i en gammel hippiedrøm?
For 40 år siden rejste en stor flok hippier til Frøstrup i Thy for at bygge Det Ny Samfund. De gjorde oprør mod forbrugerræset og regel-Danmark. Hvad er der blevet af drømmen om et radikalt anderledes samfund? Og hvorfor er der unge, der vælger at bo i en gammel hippiedrøm?
9. oktober 2009

Det er næsten ikke til at finde Thylejren. Ingen bannere, reggaerytmer eller røg fra lejrbålet. Ingen tippietoppe mellem trækronerne. Og dog. Er det ikke et indianertelt derinde mellem stammerne?

Dengang i 1970’erne forstod Thylejren at gøre opmærksom på sig selv.

Månedlange musikfestivaler a la Woodstock, kirkebesættelser, nøgenbadning og joints i tætte tåger skabte ballade i det indremissionske landskab, der ikke var kendt for at omfavne det alternative.

»Jeg er bange for, at egnens karakter fuldstændig vil blive ændret!,« frygtede et kommunalbestyrelsesmedlem. Og fiskerne troppede op og lovede de langhårede tæsk.

Hippierne fra den nydannede forening, Det Ny Samfund, ville virkelig et andet samfund med direkte demokrati, fælleseje og økologisk balance. Et samfund fri for ’psykostrissere’ og borgerlige magtenklaver.

Fire årtier senere er her alt for tavst i skoven nær Frøstrup. Jeg er ankommet med et topersoners telt under armen for at finde ud af, hvad Thylejren anno 2009 kan byde på. Jeg er særligt interesseret i de unge. Hvad er deres drøm om et andet samfund? Eller som en lejrbeboer selv formulerer det: Hvorfor gider de være et så fordækt sted i Nordjylland?

Den moderne hippie

Det første, der møder mig, er ’Svampen’ – lejrens café eller værtshus alt efter temperament. Selv om det er formiddag, bliver her drukket tæt. Bag Svampen åbner området op. Nogle unge er ved at bygge en scene til årets musikfestival, en kvinde bevæger omhyggeligt sin malerpensel, og på græsplænen blafrer tippier om kap med tibetanske bedeflag. Der er løse hunde overalt.

Jeg har læst journalister brokke sig over, at ingen beboere vil tale med dem, men sådan oplever jeg det ikke. De fleste er åbne og imødekommende. Teltet kan jeg slå op hvor som helst på besøgsplænen.

27-årige Eik Ommedal er en af de unge, der styrer festivalen. I 1970 kom der tusindvis af gæster, i år er succeskriteriet nogle få hundreder. Der er få dage til det går løs, men scenen er ikke færdigbygget.

»Hvis det var Roskilde Festival, ville vi nok have været klar for måneder siden, men her tager vi tingene lidt hen ad vejen,« bemærker Eik.

Vi sætter os i et rum i Svampen. Jeg vil spørge Eik, hvad de unge vil med Thylejren. Han fortæller, at han lige er blevet far, og at familien midlertidigt er flyttet ud af lejren.

»Vi havde jo ikke noget varmt vand i hanen,« begrunder Eik, der er vokset op her.

Festivalarrangøren forsikrer om, at han flytter tilbage – han skal bare lige bygge et nyt hus.

»Det skal graves en halv meter ned i jorden, og bunden fyldes op med vinflasker, for mus og rotter spiser ikke glas. Og så sætter vi net op med muslingeskaller i en halv meters tykkelse på murene. Det er godt som isolering.«

Jeg har hørt, at en del unge i lejren har fået fladskærme, computere og vaskemaskine. Hvad med Eik?

»Vi skal have trådløst internet og toilet. Vaskemaskine ved jeg ikke rigtig – min storebror har en, så vi kan bruge hans,« overvejer han og tilføjer:

»Kald mig bare en moderne hippie.«

Eik har levet i ’Det Andet Samfund’, han har boet i København, arbejdet på et diskotek og spillet statistroller i en række film. Lige nu er han på barsel fra et job som freelancebademester. Egentlig synes han, at Danmark er et fint land, og at regeringen er i orden, men alle københavnere går dobbelt så hurtigt som ham selv, og han vil gerne slippe for det stress og jag.

– Men hvor er protesten mod autoriteterne? Mod materialismen? Er det slag tabt?

»Nej, det vil jeg ikke sige, at det er,« protesterer Eik og pointerer, at han stadig ikke bruger 50 liter vand om dagen på en opvaskemaskine eller 40 liter på et bad.

»Og vi er imod, at man skal rette sig efter bestemte regler. Vi ønsker at være frie. Hvorfor skal alle mennesker ikke bare have lov til at være dem, de er og gøre, hvad de har lyst til?«

– Men er min frihed ikke lige så stor som jeres? I har vel også regler, I må rette sig jer efter?

»Kan du gøre, hvad du har lyst til? Kan du rende nøgen rundt i din by? Her kan man smide tøjet, hvis man har lyst. Folk glor, men de siger ikke ’hey, tag lige tøjet på’. Vi har en københavner, der kommer hver sommer, og han går eller cykler da bare nøgen rundt.«

– Hvem siger, at frihed for mig er at kunne rende nøgen rundt?

Eik ler.

»Pointen er, at har man lyst, så kan man gøre det uden at blive generet. Hvis man vil ryge en joint, så kan man gøre det. Og hvis man vågner midt om natten og har lyst til at spille Metallica rigtig højt, så kan man gøre det. Her er bare mere frihed. Jeg har boet i lejlighed i København, Randers og Hedehusene, og jeg har aldrig kunne tilpasse mig,« siger Eik og pointerer, at han ikke selv ryger hash. Det er der andre, der gør: I maj fandt politiet 20-30 kilo hash i lejren til en salgsværdi af én million kroner.

Selv om det måske er banale ting, Eik trækker frem, fastholder han, at det er det regelfrie samfund, der tiltrækker ham. Han fortæller om en barndom, hvor han nok havde plettet tøj på, men hvor han altid kunne løbe rundt i naturen og lege, og hvor alle var én stor familie.

»Livet i Thylejren er den bedste opvækst, jeg kan give mit barn,« fastslår han.

Men Eik har ikke store drømme om at sprede frisindet ud over lejrhegnet.

»Selvfølgelig ville det være fedt med flere fristeder, men hvis vi holder det på det her plan, så er det også OK,« mener han.

30 mod én

Thylejren er overraskende stor. Man skal gå mindst et kvarter ad små stier forbi totempæle, udbrændte skurvogne og bjørneklør for at nå til den yderste kant. Lejren er delt op i uformelle områder, lærer jeg. Ude ved ’Ensomheden’ bor eneboerne, der kun kommer frem, når der skal hentes forsyninger. Og i ’Den Sorte Firkant’ holder alkoholikerne til. Nogle bor i skæve skure lappet sammen og bygget oven på hinanden, andre bor i skurvogne – kun jordhulerne synes at være en forladt boligform. Lejren har også et yderhegn, og selv om beboerne siger, at det er for at holde husdyrene hjemme, så lugter det lidt af reservat.

Nogle har også afmærket deres eget lille skjul. Som Louise, der er først i 20’erne, siger:

»En af vores beboere har gjort det endnu mere smart end dem, der bruger liguster: Han har brugt fire meter høj pil!«
Hun tegner en bue i luften for at vise, hvordan vedkommende har forpuppet sig.

Louise er blond, køn og iklædt en blå og hvid sommernederdel. Hun droppede i sin tid ud af gymnasiet og tog en uddannelse som tekstildesigner, men fandt aldrig job.

I stedet flyttede Louise ind i B&W’s nedlagte lagerlokaler bag Christiania og forsøgte sig som kunstmaler, men hun fik bank af nogle pushere og syntes, den københavnske fristad var for barsk. For fire år siden mødte hun en mand, der boede i Thylejren.

Vi trækker nogle stole ud i græsset – i nærheden hopper Louises treårige søn, Niemai, på en trampolin.

»Det er fedt at være barn her. Naturen er suveræn. På en enkelt kvadratmeter er der så mange græssorter, som findes i det danske land.«

Jeg vil diskutere frihedsbegrebet og fællesskabet noget mere – Eik fortalte, at der findes tre regler i Thylejren: Ingen hårde stoffer! Ingen vold! Ingen tyveri eller Hærværk! På Thylejrens hjemmeside er i parentes tilført en fjerde regel: Ingen kamphunde!

Men hvor langt rækker friheden ellers i Thylejren, og hvem inkluderer den?

Jeg spørger Louise, om jeg kan flytte ind permanent fra i morgen.

»Du kan få lov at bo her tre måneder på prøvetid, hvor vi ser hinanden an og finder ud af, om vi kan enes. Hvis du ikke bryder de tre regler, og vi bliver venner, så kan du flytte ind permanent og få samme stemme som alle andre.«

Louise forklarer, at det er det månedlige fællesmøde, der fælder den endelige dom.

»Faktisk har hver enkelt beboer vetoret, men jeg synes, der er meget stor barmhjertighed. Vi har sågar sagt ja til nogen, der flyttede ind med to bajere i baglommen og én for munden, fordi de også skulle have en chance, selv om vi måske hellere skulle tage flere børnefamilier ind. Døren står næsten altid åben.«

– Men hvis bare én person ikke kan lide mig, så kan jeg ikke flytte ind – det er da ikke retfærdigt?

»Vi har overvejet at lave det om til flertalsstemme. Men noget af det vigtigste i vores samfund er, at den enkelte bliver hørt.«

Jeg spørger hvor mange, der er bliver afvist eller smidt ud.

»Meget få,« replicerer Louise, »men vi kan godt finde på at gå tredive mand ned til en beboer, der har været voldelig, og sige: Har du tænkt dig at fortsætte med at slå på os? Men når de fortryder og angrer, så er der plads til det med det samme. Det er fantastisk!«

I praksis er det dog svært at flytte ind lige nu. Da Thylejren blev gjort lovlig i 1995, fastslog staten, at der højest må være 70 fastboende voksne, og lige nu er her helt booket op.

Mens vi sidder i græsset, råber Louises kæreste efter hende fra distancen. De skal køre 22 kilometer til Thisted og vaske tøj til de næste 14 dage.

»Som det danske samfund er konstrueret, er det ikke muligt at have en gård eller et husmandssted, uden både mor og far skal arbejde på fuld tid. Og hvad er formålet med at have jord, hvis man aldrig får gravet kartoflerne op, eller hvis ungerne ikke har tid til at spise bærrene, men får frysemiddag i stedet? Her kan jeg spare halvdelen af mine arbejdstimer og donere dem til min mand, mit barn og den grædende, fulde dame i Svampen,« siger Louise, inden hun smutter.

Senest har Louise været i praktik på et lokalt plejehjem og et museum, men ellers får hun understøttelse. Det var lidt det samme, som Eik sagde:

»Jeg hader ikke verden, men jeg hader den stressede verden.«

Pigerne kommer videre

De unge giver mig opfattelsen af, at Thylejren i dag mest af alt er et sted for mennesker, der ønsker at stå af ræset. Her er skæve eksistenser og folk, der ganske enkelt har svært ved at passe ind i det moderne samfunds krav om karriere, fuld-fart-frem og to-fire børn. I Thylejren kan man få have og natur for 400 kr. om måneden (prisen på husleje og el). Men rækker kampen for et nyt samfund ud over egen pileflettede hæk?

I et skævt træhus med buddhistiske guldfigurer, røgelsespinde og indianerfjer, møder jeg etnograf, Mie Buus. Hun laver feltarbejde i lejren og har lånt sit opholdssted af en kvinde, der er på buddhistlejr i Polen.

»Jeg har fået besked på ikke at slå fluerne ihjel,« bemærker etnografen. Vi sætter os om det runde træbord i det hobbitagtige hus.

Buus er ansat af Thisted Museum til at lavet en bog og en udstilling om Thylejrens 40-årige liv og dens forhold til omverden. Hvordan ser hun på de unge og deres drømme?

»Nogle siger ’vi skal fællesskabet’ og alt det gamle, Thylejren stod for. Det har de fået med hjemmefra. Men de siger også ’vi skal have et job, vi skal prøve at forsørge os selv’. Pigerne får en uddannelse og kommer videre, hvor drengene ... de driver den lidt af. Det er billigt at være her, og de har ikke travlt med at komme i gang.«

Buus ser et generationsopgør mellem ’de gamle hippier’ og de unge, som vil leve mere moderne og udrette noget. Eik slog også på denne forskel, da jeg konfronterede ham med, om det ikke er for nemt for lejrbeboerne at hæve understøttelse og lade os andre sørge for plejehjem og skoler.

»Der er nogen, der har levet på samme måde i 30 år, og som bare vil hæve deres pension. Men der er masser af børn af lejren, der har bidraget med alle mulige ting i Danmark. Én har været med til at udvikle mobilsoftware, en anden har patent på de bløde rollespilssværd, en tredje har designet hoteller i Tokyo,« fortalte Eik.

I dag står langt de fleste beboere uden for arbejdsmarkedet, men her bor blandt andre en sosuassistent, en sygeplejerske, en skolelærer – og en pilefletter.

Og der er også fælles værdier, der har overlevet, pointerer Buus, og lejrens styrke er, at man drager omsorg for hinanden. For eksempel lever der mennesker med psykiske lidelser, som kan have nedture uden at blive indlagt eller set skævt til.

»Folk føler et ansvar og en forpligtelse til at gøre noget, hvis nogen har det dårligt. Det er de også nødt til, når de bor så tæt på hinanden. Hvis nogen råber op og har det skidt, konfronteres alle jo med det,« siger etnografen.

Buus fremhæver desuden, at Thylejren har sparket til værdier som vedvarende energi og økologi. Men den ideologiske frontkamp for et radikalt anderledes samfund? Den er sivet ned i den nordjyske muld.

»Der er snart generalforsamling i Det Ny Samfund, og jeg har spurgt hvilke punkter, der skal diskuteres. Men ’næh nej’, har jeg fået at vide, generalforsamlingen er mere stedet, hvor man træffer gamle venner. Det er en social begivenhed, det har ikke noget som helst med ideologi og politik at gøre,« fastslår Mie Buus.

Flygtninge fra samfundet

På døren til den økologiske købmandsbiks kan jeg læse om kampene fra fællesmøderne. Elektricitet betales kollektivt, men nogen foreslår nu, at der skal elmålere på husene. Der er en større diskussion om nogle får, som er hegnet ind.

»Er al det hegn i marken så en privatisering for at holde os andre ude?,« spøger en beboer spydigt. ’Henrik’ har opført sig ’kedeligt og provokerende’ i Svampen. 11 har stemt for, at han kan blive i lejren, mens 14 mener, at han skal tage på en lang ferie og lære at være ædru. Men når flertallet ikke bestemmer, hvad gør man så?
Inden jeg forlader Thylejren, slår jeg et smut forbi en af de ’gamle hippier’, 69-årige Vagn Jeppesen, som var med i 1970.

Foran hans svenskrøde hus sidder dusinvis af svaler på en snor. I haven er der ribs, solbær, hindbær kartofler, bønner, gulerødder, kål – og frøer.

»I landbruget er der ingen frøer,« siger Vagn, »kunstgødningen bliver opløst i vandet og går direkte gennem paddernes hud.«

Indenfor viser barfodede Vagn gamle avisudklip og fotos af Arken – et 13-14 meter højt kunstnerisk luftskib af kæppe og træstammer, som var Vagns første bolig i Thylejren.

Så til sagen:

– Hvis værdikampen fra ’70 er lagt død, hvorfor er lejren her så stadig?

»Fronten ændrer sig hele tiden – den ser ikke ud som i 70’erne. Der er den globale front, og der er hjemmefronten. Lejren er hjemmefronten. Vi har sådan set ikke noget at klage over. Vi vil gerne så tæt på naturen, som man nu kan komme, væk fra byen og jaget. Vi vil leve et langsomt liv.«

– Men det handlede det vel ikke kun om dengang i ’70?

»For mig har det hele tiden ligget i min bevidsthed, at det var det, det handlede om. Men det var man måske ikke så klar over dengang.«

Jeg fortæller Vagn, at jeg troede Thylejren og Den Ny Samfund havde en vision for, hvor vi skal bevæge os hen som samfund, en drøm, men at jeg får det indtryk, at beboerne bare vil leve i fred og slappe af i deres eget lille reservat.

»Du må tænke på, at vi er flygtninge,« svarer Vagn, »flygtninge fra Det Andet Samfund. Og det er ikke altid en flygtning har en idé om hvordan...«

– Jeg skal altså ikke lede efter nogen anden mission – andre drømme – end at I vil leve i fred? – afbryder jeg ham.

»Nej, i og for sig ikke,« Vagn tager sig god tid mellem hver sætning. »Her i vores verden har vi ingen fjender, vi skal kæmpe imod.«
Vagn tilføjer, at han da ville ønske, at der var fristeder i alle kommuner. Jeg får øje på en hængekøje, som man kan vippe ved hjælp af en snor. Oppe under taget hænger buer, men ingen pile. På et bord ligger en roman af Alexander Solsjenitsyn.

»Har du læst den?« spørger jeg.

»Nej,« svarer Vagn, »jeg har ikke haft tid.«

paradoks@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Vibeke Andersen
Vibeke Andersen

Der er lige nogle faktuelle fejl i denne artikel:

1) I Thylejren kan man få have og natur for 400 kr. om måneden (prisen på husleje og el).

Det er 300 i brugsleje og 400 i el!
(Hvis man altså har el)

2) Lejren er delt op i uformelle områder, lærer jeg. Ude ved ’Ensomheden’ bor eneboerne, der kun kommer frem, når der skal hentes forsyninger. Og i ’Den Sorte Firkant’ holder alkoholikerne til.

De forskellige områder er ikke befolket på den måde!

3) I praksis er det dog svært at flytte ind lige nu. Da Thylejren blev gjort lovlig i 1995, fastslog staten, at der højest må være 70 fastboende voksne, og lige nu er her helt booket op.

I loven står der 75 voksne!

4) I dag står langt de fleste beboere uden for arbejdsmarkedet, men her bor blandt andre en sosuassistent, en sygeplejerske, en skolelærer – og en pilefletter.

Tak for forfremmelsen, men jeg er sosu-hjælper – og mine naboer er hhv. psykolog og lærer!
Endvidere er der der en tømrer/pædagog, et par smede, samt andre, som ikke er på overførselsindkomst!

Og i relation til andre artikler her i avisen, omhandlende klima, forbrug og verdens ressourcer, kan jeg da sige, at Thylejrens beboere næsten alle lever det simple liv.