Læsetid: 4 min.

Kandidaten, der skiftede køn

Anette Egelund er kønsskifteopereret og kandidat til valget i Region Hovedstaden. Det er første gang nogensinde, at en transseksuel stiller op til valg i Danmark. For Anette Egelund er bagagen kun et brugbart plus, når der skal laves politik
Den første. I slutningen af 1980'erne sad hun i Folketinget for Fremskridtspartiet som Hugo Holm. Nu stiller 53-årige Anette Egelund op til regionsvalget i november for Liberal Alliance.

Den første. I slutningen af 1980'erne sad hun i Folketinget for Fremskridtspartiet som Hugo Holm. Nu stiller 53-årige Anette Egelund op til regionsvalget i november for Liberal Alliance.

Pelle Rink

16. oktober 2009

Han var en nydelig, ung mand. Med pibe i munden, hvid skjorte og sandfarvede bukser. Ja, der var såmænd nok potentiale i Hugo Holm, hvis han da ellers havde opført sig anstændigt. Men det glippede af og til, for der var noget helt galt. Hugo Holm var en kvinde, fanget i en mands krop.

Anette Egelund har pillet fotografiet ned fra væggen og står nu med det i sine stærke hænder.

»Han var en ganske udmærket person,« siger Anette om den unge mand på billedet. Om sig selv, dengang hun hed Hugo Holm, og kønsskifteoperationen kun var en drøm.

Nu er drømmen blevet til virkelighed, og Hugo Holm er død. Heldigvis, for han levede sit liv på en løgn. I dag er der harmoni mellem det psykiske og fysiske køn, og 53-årige Anette Egelund kan koncentrere sig om det, hun brænder for: At føre valgkamp og lave politik.

Til regionsvalget i november stiller hun op for Liberal Alliance i Region Hovedstaden som den første transseksuelle nogensinde. Det med politik har Anette dog prøvet før. I slutningen af 1980'erne sad hun i Folketinget for Fremskridtspartiet og har siden hen været medlem af Radikale Venstre og været medstifter af Borgerligt Centrum, der nu er rykket under Liberal Alliances vinger. Selv om Anette på den måde har været medlem af hele fire partier, kæmper hun for det samme, som hun altid har kæmpet for: At der skal være plads til alle - også de transseksuelle.

Bedre forhold i psykiatrien

Det er helt tydeligt, at Anette bruger sin egen personlige bagage, når hun taler om sine politiske visioner. En bagage, der rummer mange mørke minder. For det er ikke sjovt at finde ud af, at man er anderledes end sine klassekammerater i en alder af 10 år. Hugo, som Anette dengang hed, begyndte at pjække fra gymnastik, fordi han følte sig tiltrukket af drengene og derfor konkluderede, at han var homoseksuel.

»Det var forfærdeligt at opdage som 10-årig - det var utrolig svært at leve med,« fortæller Anette, mens hun pulser på en smøg i sofaen i sin Valby-lejlighed, hvor Alt for damerne og Femina er sirligt placeret på hylden, og tasker og makeup bugner fra reolen i det kæmpemæssige tøjskab i soveværelset.

Da Hugo var omkring de 18 år og havde været sammen med mænd, opdagede han, at det føltes forkert. Det gik op for ham, at han ikke var homoseksuel. Han var frustreret og begyndte at tænke tilbage på de aktiviteter, han havde foretaget sig i sit liv. Det var typisk pigesysler; syning, madlavning, omsorg. Sandheden gik langsomt op for Hugo. Han var havnet i det forkerte køns krop:

»Jamen gud, er du en pige i en drengs krop,« spurgte Hugo sig selv.

At svaret var et ja blev mere og mere tydeligt, men Hugo valgte at ignorere denne åbenbaring. Han blev sømand, var kærester med en pige og »levede sit liv på en løgn«, som Anette i dag forklarer. Det var så hårdt, at Anette i 1996 forsøgte at begå selvmord to gange. Hun blev indlagt på psykiatrisk afdeling og opdagede, at flere områder i psykiatrien kørte for dårligt. Der blev givet for mange piller og fulgt for lidt op på patienten. Det er i dag regionernes ansvar, og netop her vil Anette Egelund forsøge at rette op på problemerne, hvis hun bliver valgt til regionsrådet.

Lettere at skifte køn

Da Anette blev indlagt på psykiatrisk afdeling, var det med en kæmpe depression, fordi hun ikke havde nået sit mål, inden hun fyldte 40 - at blive en rigtig kvinde ved hjælp af kirurgi. Indlæggelsen var dog med til at give hende det sidste puf, og i 2004 rejste hun til Thailand og fik foretaget det afgørende indgreb - en kønsskifteoperation. Hugo var for alvor død, og Anette kunne leve livet som kvinde fuldt ud. Det har næsten alt sammen været positivt. Langt de fleste har taget godt imod forvandlingen.

»De fordomme, jeg har mødt, kan tælles på én hånd. Den allerstørste fjende, jeg havde, var mig selv. Jeg var offer for mine egne fordomme om, hvad folk tænkte om mig,« siger hun i dag.

Men Anette forstår ikke, hvorfor det skal være så besværligt at få lov til at gennemgå en kønsskifteoperation i Danmark. Ifølge Sundhedsloven kræver det nemlig tilladelse fra indenrigs- og sundhedsministeren at få lov til at skifte køn. Det betyder, at kun fire-fem danskere kønsskifteopereres her i landet, mens skønsmæssigt 20 danskere opereres uden om det danske sundheds- og retssystem i udlandet, primært i Thailand.

Men det er uholdbart, at staten på den måde bestemmer over folks kroppe, mener Anette, som via sit politiske engagement gerne vil bidrage til, at der bliver lavet en lov for transseksuelle. I 2005 var Anette med til at lave Radikale Venstres 'Program for seksualitet og ligestilling', hvor transseksuelle blev nævnt for første gang. Desuden har hun været med til at stifte Patientforeningen For Transseksuelle, der bl.a. har til formål at fremme en lovgivning, der tilgodeser transseksuelles behov.

Fjern fra sygdomsliste

Efter operationen i 2004 har Anette fået et værdigt liv. Hun gentager flere gange, i de timer Information besøger hende, at hun bare er en helt almindelig kvinde. Hun har haft forhold til heteroseksuelle mænd, og godt nok har hun aldrig selv fået børn, men kaldes både 'mor-to' og 'reserve-mormor' af to veninders børn. I det hele taget er livet noget nær pragtfuldt, og hvis der er noget, Anette ikke føler sig, så er det syg. Derfor stiller hun sig uforstående over for, at transseksualitet står på Sundhedsstyrelsen og WHO's liste over psykiske sygdomme. Noget hun ligeledes agter at ændre, hvis hendes andet mål i livet bliver opfyldt - at blive medlem af Folketinget på ny, denne gang som Liberal Alliances Anette Egelund i stedet for Fremskridtspartiets Hugo Holm.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Erwin Maria Jöhnk

Øhh hallooo juhuuu jeg er her også

Anette Egelund er ikke den første og heller ikke den eneste som stiller op til valg her i Danmark. Eneste forskel mellem Anette og os andre er, Anette har været i Folketinget som sit fødte oprindelige skikkelse.
Til dette her kommunalvalg ved jeg at der to andre som også stiller op. Irene Haffner som er transvestit stiller op for SF i Thy og mig selv som også har fået kønsskifte, men af noget ældre dato. Jeg stiller op for socialdemokraterne her i Norddjurs til kommunalvalget.

Udover dette har jeg været stillet op for centrumdemokraterne i 2001 til kommunal- og amtsrådsvalg.
I 2005 var jeg stillet op til folketingsvalg i Randers kredsen fro Centrumdemokraterne og til kommunalvalget i 2005 var jeg stillet op Borgerlisten i Rougsø kommune som det hed den gang.
Igennem åren har der sikkert være flere skjulte transvestitter i dansk politik.

Men helt ærligt, det er ingen kvalifikation i at være trans til det politiske arbejde. Det er de politiske meninger og holdninger som der skal sættes i fokus om hver enkelt kandidat. Men da der er mange kandidater og mange vælgere har politiker lede, så må der jo andre ting til for at skabe opmærksomhed på at vi findes, men lidt historik korrekt ville nu være på sin plads.

Derfor JUHUUU jeg er der også godt nok var jeg ikke født som mand men som kvinde og skiftet køn til mand, for ser i den slags findes der også.
Kontakt mig og hør nærmere omkring det ene og det andet. Eller kig forbi på facebook og find mig der

Lige til sidst Anette har nu nogle gode holdninger og meninger. Især den følgende sætning burde sætte mange tanker i gang hos mange:

citat: "De fordomme, jeg har mødt, kan tælles på én hånd. Den allerstørste fjende, jeg havde, var mig selv. Jeg var offer for mine egne fordomme om, hvad folk tænkte om mig,"