Læsetid: 10 min.

Krigen kan stadig vindes

Afghanistan er ikke noget nyt Vietnam. Tværtimod. Det er stadig muligt at vinde krigen og etablere et levedygtigt alternativ til Taleban. Det mener oberst Frank Lissner, der netop er kommet hjem efter seks måneder som chef for den danske Afghanistan-styrke. Han forudser, at krigslykken vender inden for et år - i hvert fald i Helmand
Optimist. Krigen mod Taleban kan vindes, mener oberstløjtnant Frank Lissner, der netop er hjemvendt fra Helmand, hvor han har været øverstkommanderende i et halvt år. Det kommer bare til at tage tid, og det er tiden, de danske styrker nu kæmper imod. For  befolkningernes opbakning til krigen styrtdykker og rammer den politiske konsensus om, at krigen i Afghanistan kan betale sig.  »Når først de Taleban-frie områder hænger sammen - og det tror jeg, de gør om et års tid - så kan folk se, det begynder at virke, og så vender stemningen,« siger Frank Lissner.

Optimist. Krigen mod Taleban kan vindes, mener oberstløjtnant Frank Lissner, der netop er hjemvendt fra Helmand, hvor han har været øverstkommanderende i et halvt år. Det kommer bare til at tage tid, og det er tiden, de danske styrker nu kæmper imod. For befolkningernes opbakning til krigen styrtdykker og rammer den politiske konsensus om, at krigen i Afghanistan kan betale sig. »Når først de Taleban-frie områder hænger sammen - og det tror jeg, de gør om et års tid - så kan folk se, det begynder at virke, og så vender stemningen,« siger Frank Lissner.

31. oktober 2009

Krigen i Afghanistan er langt fra tabt. Tværtimod nærmer vi os det punkt, hvor bolden begynder at rulle af sig selv, og afghanerne for alvor tør tro på en fremtid uden Taleban. Det mener oberst Frank Lissner, der netop er kommet hjem efter et halvt år som chef for den danske styrke i Helmand.

Her har han haft krigen helt inde på livet og med egne øjne set, hvor svært det er at vende udviklingen - ikke mindst i det sydlige Afghanistan, hvor Taleban er allerstærkest, og befolkningen allermest skeptisk, både over for de udenlandske styrker og regeringen i Kabul.

Selv om Taleban vinder frem, den folkelige opbakning til krigen styrtdykker og stadig flere sammenligner Afghanistan med Vietnam, hører Frank Lissner til optimisterne. Han er overbevist om, at det stadig kan lykkes at stable et levedygtigt alternativ til Taleban på benene. Information har spurgt ham hvorfor.

Succes i sigte

- Du mener altså stadig, at krigen kan vindes?

»Ja, det gør jeg helt bestemt. Det er for tidligt at give op. Det handler om at få stenen til at rulle. Lige nu er det op ad bakke, men hvis det først lykkes, så går det stærkt med at nå det punkt, hvor vi kan trække os ud og overlade Afghanistan til afghanerne.

- Hvad er det helt præcist, der får dig til at mene, at udviklingen kan vendes?

»Jeg har set tingene gå i den rigtige retning. Det syntes jeg de gjorde, før jeg tog af sted. Og det synes jeg stadigvæk efter at have været et halvt år i Helmand. Det går ganske vist lidt langsommere end planlagt med at få etableret fuld kontrol over provinsen, men vi er godt på vej. Især den store sommeroffensiv, som blev gennemført af os og englænderne i området mellem de to vigtige byer Gereskh og Laskar Gah kan medføre et vendepunkt. Det er nu Taleban-frit område. Derudover vil den amerikanske tilstedeværelse også få en afgørende effekt i løbet af de kommende måneder.«

- Hvorfor går det egentlig så langsomt? Det virker jo som om, den danske front rykker få hundrede meter om året?

»Indtil nu har vi brugt den såkaldte ink-spot-strategi, hvor vi først overtager kontrollen med byerne og så langsomt udvider de Taleban-frie-områder, indtil de flyder sammen. Vi troede, det ville ske af sig selv, men det er ikke sket. Jeg er enig i, at det har taget for lang tid, men det skyldes, at vi hverken har haft ISAF-styrker nok eller nok afghanske styrker. Og det er i øvrigt stadig et problem, selv om amerikanerne er kommet til med flere tusinde mand. Der er behov for mange flere afghanske soldater i hele Helmand provinsen, så folk trygt kan bevæge sig mellem byerne.«

Et år endnu

- Hvor langt er I egentlig fra at kontrollere hele provinsen?

»I virkeligheden mangler vi kun at få kontrol over et område på 20-30 kvadratkilometer i Upper Gereskh Valley, og det er bestemt ikke nogen umulig opgave. Når først de Taleban-frie områder hænger sammen - og det tror jeg, de gør om et års tid - så kan folk se, det begynder at virke, og så vender stemningen. Der skal ikke ret meget til, før det rykker. Så tager synergien over, og den positive udvikling begynder at ske af sig selv. Så vender situationen, ligesom den gjorde i Irak.«

- Det lyder som præcis samme melodi, som vi har hørt siden 2001: Bare hold ud et år eller to mere, så vender krigslykken?

»Det kan godt være, men jeg ser nu flere tegn på, at vi er ved at nærme os vendepunktet. Når man f.eks. oplever bønderne i Sandford-området banke de talebanere, der kommer og truer dem, fordi de samarbejder med os, så er det et tegn på, at vi er ved at få et godt tag i befolkningen. Det er også et tegn på, at vi nærmer os et vendepunkt, når næstformanden for styringsrådet i Gereskh rejser sig op og skælder de andre medlemmer huden fuld; Hvis ikke I selv gør noget bliver det aldrig anderledes. Sig til jeres folk, at de skal smide Taleban ud, hvis de kommer til deres kvarter eller ringe til ISAF, hvis de ikke selv kan klare det. Det er godt at se den slags, for afghanerne er vant til kun at tænke på sig selv og deres allernærmeste. I alt for mange år har det handlet om bare at overleve. Det med at organisere sig, halter det med. Men der er begyndt at ske noget.«

Vietnamistan?

- Stadig flere mener ellers, at oprørskrigen i Afghanistan minder mere og mere om Vietnamkrigen, og at det aldrig vil lykkes at vinde over Taleban .

»Jeg kan selvfølgelig sagtens se nogle paralleller. I begge tilfælde er der tale om op-rørskrig, men der er også stor forskel på de to krige. Først og fremmest var Vietnamkrigen et stormagtsopgør. Det var en krig som blev udkæmpet som led i Den Kolde Krig. I Vietman var USA oppe mod Vietcong, Kina og Sovjetunionen. I Afghanistan er vi ikke oppe mod nogen stormagt, vi er bare oppe mod Taleban.«

- De er da ellers stærke nok?

»Jo, det er de. Men man skal huske, at i Afghanistan er det Taleban mod alle andre. De har ingen stormagt i ryggen, og de har ikke nogen god sag. Det kan alle se. Alle afghanere kan huske, hvordan livet var under Taleban og ingen ønsker dem tilbage.«

- Men hvorfor kan de så blive ved med at rekruttere?

»En stor del af Taleban består af lokale unge mænd, som ikke føler, de har nogen fremtid. De er lette at overtale til at lave noget andet, hvis de får tilbud om uddannelse eller arbejde. Problemet er bare, at de unge mænd mellem 14 og 25 er fuldstændig glemt i de udviklingsplaner, som er sat i værk.«

»Under alle omstændigheder er det en helt anden fjende, vi står overfor i Afghanistan end den fjende, som USA stod overfor i Vietnam. Og så var hele landet en stor Grøn Zone. Det er heldigvis ikke tilfældet i Afghanistan. Her er det trods alt kun grønt i områderne langs floden og kun halvdelen af året.«

»Jeg mener med andre ord ikke, at sammenligningen med Vietnam holder. Det er en letkøbt pointe, som pessimisterne bruger, men den har ikke hold i virkeligheden.«

Irakisk opskrift

- Hvordan så med Irak, ser du en parallel der?

»Ja, jeg synes helt klart, Afghanistan minder meget mere om Irak, selv om der selvfølgelig også er forskelle her. I Irak spillede byerne den samme rolle for oprørene som den grønne zone gør for Taleban. Desuden er fjendebilledet mere ens. Taleban er et sammensurium af lokale talebanere, udefrakommende talebanere og almindelige banditter. Og ligesom i Irak er afghanerne trætte af ekstremisterne. I modsætning til de lokale talebanere er de udenlandske talebanere f.eks. fuldstændig ligeglade med om lokalbefolkningen bliver ramt af deres miner. Den splid bør vi udnytte.«

- Er det så løsningen at betale lokale militser og stammeledere for at bekæmpe Taleban - ligesom man gjorde i Irak?

»Ja, i visse situationer skal man lave den slags alliancer, i andre tilfælde kan det være en dårlig idé. I Helmand betalte englænderne på et tidspunkt den lokale militsleder Haji Kaduz for at bevogte et stort område mellem Gereskh og provinshovedstaden Lashkar Gah. Desværre holdt de op med det, og så begyndte han at presse penge af lokalbefolkningen, hvilket fik de lokale til at alliere sig med Taleban i stedet. Så det var måske ikke verdens bedste beslutning at opgive det samarbejde. Vi samarbejder i øvrigt stadig med hans bror Mullah Daoud, der får penge for at bevogte området omkring Price-lejren, og det fungerer fint.«

Ny strategi, tak

- ISAF's øverstkommanderende, general Stanley McChrystal, mener, der er behov for 40.000 flere soldater og en ny strategi, hvis det skal lykkes at vende udviklingen i Afghanistan. Er det det, der skal til?

»Han har i hvert fald ret i, at der er et behov for at revurdere indsatsen og prøve noget nyt, da vi ikke entydigt opnår den ønskede effekt med den nuværende indsats. Og han har også ret i, at krigen skal vindes inde i hovedet på hver enkelt afghaner. I øjeblikket føler mange afghanere, at der ikke rigtig sker noget, og derfor breder der sig en hvad-nytter-det-holdning. Jeg mener dog stadig, at vi skal stresse og angribe Taleban uden for de områder, hvor vi har kontrollen.«

- McChrystal mener bl.a., at soldaterne skal ud af de store baser, ud blandt befolkningen og beskytte dem mod Talebans trusler og intimidering?

»Det nytter ikke, at vi holder os i store lejre langt fra befolkningen. Vi skal være meget mere til stede i den Grønne Zone, også sammen med den afghanske hær, så folk begynder at føle sig sikre. Udviklingen vender først, når den enkelte afghaner kan se, at, ja, nu holder det og er parat til at ofre deres liv for en bedre fremtid. Det er jo dybest set absurd, at vi skal ofre vores liv, hvis ikke afghanerne selv er villige til at stille op.«

Meget mere ANA

- McChrystal vil have meget mere fokus på at opbygge og træne den afghanske sikkerhedsstyrke. Synes du, Danmark gør nok for at hjælpe med den opgave?

»Nej, det synes jeg ikke, vi gør. Manglen på ANA-styrker (Afghan National Army, red.) er det helt store problem lige nu. Vi ikke kan være til stede overalt 24/7 uden ANA, og det er helt klart en opgave, som Danmark bør bidrage til. Vi burde sende yderligere 20-50 mand, der udelukkende har til opgave at træne ANA og det afghanske politi. Vi burde også lave mange flere fælles operationer med dem, for vi ved jo, at det falder i god jord hos befolkningen, når vi har afghanske styrker med ude. Vores problem har været, at vi ikke har haft ret mange ANA-styrker til rådighed.«

»Jeg mener i det hele taget, at vi bør hjælpe de afghanske sikkerhedsstyrker meget mere og sørge for, at de har rimelige forhold. Der skal især gøres meget mere for det afghanske politi som på mange områder mere er en del af problemet end løsningen. Mange af de lokale politifolk bor og arbejder under forhold, vi ikke ville byde en hund. Hvor svært kan det være at få skaffet uniformer og støvler eller for den sags skyld at sikre, at politifolkene får deres løn regelmæssigt? Mens jeg var i Helmand gennemførte vi med stor succes uddannelsesdage for de lokale politifolk, hvor de fik nogle færdigheder, et godt måltid mad og lidt opmærksomhed. Mere skal der ikke til for at motivere dem. Vi overvejede også at tilbyde politifolkene på de lokal kontrolposter en bonus, når der ikke var nogen klager over dem fra de lokale omkring kontrolposten.«

Uklare mål

- I takt med den faldende opbakning til krigen spørger mange sig i øjeblikket, hvad formålet med vores tilstedeværelse i Afghanistan egentlig er. Hvorfor er vi der efter din mening?

»Vi er der, fordi Danmarks sikkerhed starter i Afghanistan. Det var begrundelsen, da vi gik ind, og det gælder stadig. Formålet med vores tilstedeværelse er at forhindre, at fundamentalismen breder sig. Alle ved, hvordan Afghanistan så ud under Taleban. Hvis fundamentalismen breder sig, får vi endnu større sikkerhedsproblemer i Danmark, hverken Pakistan eller Iran er jo særlig stabile. Desuden har afghanerne lidt i så mange år, at vi må gøre noget for dem.«

- Men det alternativ, som tegner sig i Kabul, er jo heller ikke for kønt?

»Nej, det er det ikke. Det helt store problem i Afghanistan er korruptionen i regeringen, og den skyldes jo først og fremmet narkopenge. Derfor er det afgørende, at vi får løst opiumproblemet. Ellers kommer vi aldrig korruptionen til livs. Hvor svært kan det være at gennemføre en lov, der forbyder opiumdyrkning og så pløje markerne op. Der skal selvfølgelig betales kompensation, så folk ikke dør af sult, der skal give landbrugsstøtte og bønderne skal tilbydes alternative afgrøder. Det er den eneste vej frem. Opium er på alle måder med til at undergrave udviklingen i Afghanistan, for det er også Talebans vigtigste indtægtskilde.«

- Hvor længe skal de danske soddater blive i Afghanistan? Hvad skal der til for at opgaven er løst?

»Vi har opnået det, vi vil, når afghanerne kan klare sig selv. Fra et militært synspunkt har vi sejret, når vi når vi kan trække os tilbage fra de befolkede områder og bare fungere som udrykningsstyrke, hvis noget går helt galt. Vi har sejret, når vi har reduceret vores egen rolle til rådgiverens.«

- Og hvordan med Taleban?

»Taleban forsvinder aldrig helt, men størstedelen af de lokale talebanerne skulle gerne integreres i samfundet, ellers bliver der aldrig fred.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jaja, om et par år vender lykken for så ER der slet ikke flere Taliban-bryllupper at bombe ..
Så kan broderen til Guvernøren af Den Grønne Zone i Kabul frit fortsætte sin heroin-handel, et eller andet skal jo betale for dødspatruljerne ( eller "selvmords-terrorister" som de kaldes ) i Irak og Pakistan .

Maria Francisca Torrezão

Arabisk oversættelse for evt. interesserede talebanere:

الحرب يمكن كسبها
أفغانستان ليست فيتنام جديدة. على العكس من ذلك. لا يزال من الممكن تحقيق النصر في الحرب واقامة بديل قابل للتطبيق لحركة طالبان. تشعر أنها الكولونيل فرانك ليسنر ، الذي عاد لتوه بعد ستة اشهر رئيسا لأفغانستان القوة الدنماركية. انه يتوقع ان حظوظ الحرب تحول في السنة -- على الأقل في هلمند

من قبل : شارلوت AAGAARD
30. أكتوبر 2009 | التاريخ
الحرب في أفغانستان لا يزال بعيدا عن الضياع. بدلا من ذلك ، ها نحن نقترب من النقطة التي يبدأ الكرة للفة في حد ذاته ، والأفغان حقا ان يؤمنوا في المستقبل من دون حركة طالبان. تشعر أنها الكولونيل فرانك ليسنر ، الذي عاد لتوه بعد ست سنوات كرئيس للقوات الدنماركية في اقليم هلمند.
هنا انه في الحرب على طول الطريق إلى الحياة ، وبأم أعيننا كيف أنه من الصعب على عكس الاتجاه -- وخاصة في جنوب أفغانستان حيث طالبان أقوى ، وأكثر الناس تشككا ، سواء ضد القوات الاجنبية والحكومة في كابول .
على الرغم من أن حركة طالبان تكتسب الأرض ، والدعم الشعبي للحرب تراجع والمزيد والمزيد من أفغانستان مقارنة مع فيتنام ، وفرانك ويسنر ينتمي الى المتفائلين. انه مقتنع بان انها ما زالت قادرة على إدارة مكدس بديلا عمليا لحركة طالبان على أقدامهم. معلومات سألته لماذا.
النجاح في الأفق
-- هل تعتقد أن ذلك لا تزال الحرب لا يمكن الانتصار فيها؟
"نعم ، أنا بالتأكيد لا. فمن السابق لأوانه أن نستسلم لليأس. انها حول الحصول على الحجر للفة. وهو الآن شاقة ، ولكن فقط اذا ما نجح ، فإنه سوف يذهب قوية للوصول إلى النقطة التي نستطيع إخراجنا وترك افغانستان للافغان.
-- ما هو بالضبط ما الذي يجعلك تعتقد أن التطور يمكن عكسها؟
واضاف "شاهدت الامور تسير في الاتجاه الصحيح. بدا لي فعلوا من قبل ذهبت. ويبدو أن ما زلت بعد أن تم سنوات ونصف السنة في اقليم هلمند. فمن المسلم به أبطأ قليلا مما كان متوقعا في وضع السيطرة الكاملة على المقاطعة ، لكننا نسير على الطريق الصحيح. وخاصة في الصيف الهجومية الكبيرة ، التي أجريت من قبل الانكليز ، ولنا في المنطقة الواقعة بين هاتين المدينتين الكبيرتين Gereskh وعسكر غاه يمكن أن يؤدي إلى نقطة تحول. هي عليه الآن حركة طالبان المنطقة الحرة. بالإضافة إلى ذلك ، وجود الولايات المتحدة أيضا أن يكون لها أثر حاسم في الاشهر المقبلة ".
-- لماذا هو حقا حتى بطيئة؟ يبدو في الواقع كما لو كانت الجبهة الدنماركية التحركات بضع مئات من الأمتار في السنة؟
واضاف "حتى الان لدينا المستخدمة في الحبر" بقعة استراتيجية ونحن أول من حيث السيطرة على المدن وببطء ثم توسع المناطق الحرة طالبان حتى تلتحم. اعتقدنا أنه يحدث من تلقاء نفسه ، ولكن ذلك لم يحدث. وأنا أتفق أنه قد استغرق وقتا طويلا ، ولكن لأننا لا يكون ايسافأو ما يكفي من القوات ما يكفي من القوات الافغانية. وكما أنه لا يزال يمثل مشكلة ، حتى وإن كان الامريكيون قد تأتي مع عدة آلاف من الرجال. هناك حاجة لمزيد من القوات الافغانية كثيرة في أنحاء اقليم هلمند ، حتى يتمكن الناس من السفر بأمان بين المدن ".
بعد ألف سنة
-- إلى أي مدى أنت حقا من السيطرة على الاقليم كله؟

'وفي الواقع نحن بحاجة فقط لكسب السيطرة على مساحة 20-30 ميل مربع في أعالي وادي Gereskh ، وأنها بالتأكيد ليست مهمة مستحيلة. مرة واحدة في المناطق الحرة وترتبط حركة طالبان -- وأعتقد أنهم يفعلون ذلك بعد عام من الآن -- حتى يتمكن الناس من رؤية بدء العمل به ، ومن ثم تحول المزاج. ينبغي أن يكون هناك قليلا ، قبل أن يتحرك. ثم أكثر من التآزر ، والاتجاه التصاعدي لبدء يحدث من تلقاء نفسه. ثم تحول الوضع ، كما فعلت في العراق ".
-- ويبدو وكأنه نفس اللحن بالضبط كما سمعنا منذ عام 2001 : قبل عقد من سنة أو سنتين أكثر ، ثم تحويل ثروات الحرب؟
"وقد يكون الأمر كذلك ، ولكني أرى المزيد من الدلائل التي لدينا أننا نقترب من نقطة تحول. عندما قامت واحدة من هذا القبيل. ساندفورد المزارعين من ذوي الخبرة في الميدان خبط طالبان الذين يأتون وتهدد بها لأنها تتعاون معنا ، انها علامة على أننا على وشك الحصول على قبضة جيدة على السكان. بل هو أيضا علامة على أننا نقترب من نقطة تحول عندما نائب إدارة المجلس في Gereskh اقفا سليطات اللسان والأعضاء الآخرين في جلدك بالكامل ؛ وإذا كان لي حتى لا تفعل أي شيء لن يتغير ابدا. تخبر الناس بأن عليهم أن رمي طالبان ما اذا كانت تأتي الى حيهم أو دعوة ايسافاذا لم يتمكنوا من التعامل معها. انه لامر جيد ان نرى هذا النوع من الأفغان اعتادوا على التفكير فقط لأنفسهم والقريب جدا. لسنوات كثيرة جدا أنها تصرفت على مجرد البقاء على قيد الحياة. فمن لتنظيم ذلك مع تتخلف. ولكن هذا بدأ يحدث. "
Vietnamistan؟

-- لا يزال أكثر يعتقدون خلاف ذلك ، أن الحرب في أفغانستان المتمردين يذكرنا المزيد والمزيد عن حرب فيتنام ، وأنها لن تنجح في الفوز على حركة طالبان.
'وبالطبع لا يمكنني إلا أن نرى بعض أوجه الشبه. في كلتا الحالتين هذه هي حديثة rørskrig ، ولكن هناك أيضا اختلافات كثيرة بين الحربين. أولا وقبل كل شيء كانت حرب فيتنام ، في مواجهة قوة عظمى. Det var en krig som blev udkæmpet som led i Den Kolde Krig. كان في فييتمان الولايات المتحدة الأمريكية. حتى ضد الفيتكونغ ، الصين والاتحاد السوفياتي. في أفغانستان ، نحن لسنا ضد أي قوة كبرى ، نحن فقط ضد حركة طالبان. "
-- على خلاف ذلك فهي قوية بما فيه الكفاية؟
"نعم ، هم. لكن تذكر أنه في أفغانستان وطالبان ضد الجميع. ليست لديهم السلطة في الظهر ، وليس لديهم سبب وجيه. يمكن أن نرى جميعا. جميع الأفغان يمكن أن نتذكر كيف كانت الحياة في ظل طالبان ، ولا يريد أحد منهم الى الوراء ".
-- ولكن لماذا يمكن ان تواصل تجنيد؟
"الكثير من طالبان ويتألف من الشباب المحليين الذين لا يشعرون انهم لا مستقبل لها. فهي من السهل إقناع تفعل شيئا آخر إذا ما عرضت التدريب أو العمل. والمشكلة الوحيدة هي أن الرجال الذين تتراوح أعمارهم بين 14 و 25 ونسيت تماما في خطط التنمية في مكانها الصحيح. "
'وعلى أية حال ، هو عدو مختلف تماما التي نواجهها في أفغانستان من العدو الذي الولايات المتحدة الأمريكية. واجهت في فيتنام. ومن ثم البلد كله كبير في المنطقة الخضراء. ومن حسن الحظ لم يكن الأمر كذلك في أفغانستان. ومن هنا بعد كل شيء إلا في الحقول الخضراء على طول النهر ونصف فقط من هذا العام. "
واضاف "اعتقد وبعبارة أخرى ، أن المقارنة مع فيتنام الناقل. انها نقطة سهلة المتشائمين أن تستخدم ، لكنها لا أساس له في الواقع ".
وصفة العراقية
-- كيف حدث ذلك مع العراق ، وترى موازية هناك؟
"نعم ، أعتقد بوضوح ، وأفغانستان وتذكر الكثير عن العراق ، على الرغم من أن هناك بالطبع خلافات هنا. في العراق ، لعبت الدور نفسه من المدن للمتمردين في المنطقة الخضراء يجعل من حركة طالبان. وعلاوة على ذلك ، في صورة العدو أكثر توحيدا. طالبان هو خليط من حركة طالبان المحلية ، وقطاع الطرق وحركة طالبان العاديين الخارجية. وكما هو الحال في العراق ، والأفغان تعبوا من المتطرفين. خلافا لحركة طالبان المحلية هي المثال الأجنبية طالبان. سوف مبالية تماما للسكان المحليين أن تتأثر والتعدين. والخلاف ، وينبغي أن نستخدمها ".
-- هل من حل لدفع الميليشيات المحلية وزعماء القبائل لمحاربة حركة طالبان -- كما فعلنا في العراق؟
"نعم ، في بعض الحالات ، ينبغي لنا أن صنع هذا النوع من التحالفات ، في حالات أخرى ، قد يكون فكرة سيئة. في هلمند البريطانية دفعت في وقت لقائد ميليشيا محلية حاجي Kaduz لحراسة منطقة واسعة بين Gereskh وعاصمة الاقليم لشكركاه. للأسف ، مع أنها توقفت عن ذلك ، وهكذا بدأ لابتزاز الأموال من السكان المحليين ، مما دفع المحلية لتتحالف مع طالبان بدلا من ذلك. لذلك ربما لم يكن أفضل اللاعبين في العالم بقرار التخلي عن هذا التعاون. علينا أيضا أن نواصل التعاون مع شقيقه الملا داود ، الذين يتقاضون أجورا لحراسة المنطقة المحيطة السعر مخيم ، وأنه يعمل بشكل جيد. "
استراتيجية جديدة ، وذلك بفضل
-- ايساف'ق قائد القوات ، الجنرال ستانلى ماكريستال ، يعتقد أن هناك حاجة لمزيد من 40،000 جندي ، ووضع استراتيجية جديدة إذا أريد لها أن تنجح لعكس الاتجاه في أفغانستان. غير أن ما يحيط؟
واضاف "انه بالتأكيد الحق أن هناك حاجة إلى إعادة تقييم الجهود ومحاولة شيء جديد ، لأننا لا يمكن أن يحصل على نحو لا لبس فيه على النتيجة المرجوة مع الجهود الحالية. وقال انه هو أيضا الحق أن الحرب يجب أن تكون داخل الرأس وفاز كل من افغانستان. في الوقت الحاضر ، العديد من الأفغان يشعرون بأن هناك فعلا شيء ، وبالتالي تميل إلى أن تكون عديمة الجدوى ما بين أنها بين الموقف. وما زلت أعتقد أننا بحاجة إلى أن الإجهاد وهجوم لطالبان من المناطق التي لدينا السيطرة ".
-- ماكريستال نعتقد على وجه الخصوص ان الجنود يجب ان يكون بعيدا عن القواعد الكبيرة ، من بين الناس وحمايتهم من طالبان والتهديد والتخويف؟
'وليس من الجيد ان نبقى في مخيمات كبيرة بعيدة عن السكان. يجب علينا أن نكون أكثر من ذلك بكثير حاليا في المنطقة الخضراء

وأيضا مع الجيش الأفغاني بحيث يبدأ الناس يشعرون بالأمان. تطور إلا عندما يتحول الفرد الأفغانية يمكن أن نرى أن ، نعم ، الآن يبقيه ، ونحن مستعدون للتضحية بحياتهم من أجل مستقبل أفضل. انها اساسا سخيفة اننا يجب ان نضحي بحياتنا إذا لم يكن الأفغان أنفسهم هم على استعداد لطرح ".
أكثر من ذلك بكثيرالجيش الوطنى الافغانى
-- ماكريستال سوف يكون أكثر من ذلك بكثير التركيز على بناء وتدريب قوات الأمن الأفغانية. هل تعتقد أن الدنمارك هي تفعل ما يكفي للمساعدة في هذه المهمة؟
"لا ، لا اعتقد ان ما نقوم به. انعدام الجيش الوطنى الافغانىقوات (الجيش الوطني الأفغاني ، أد.(هل من مشكلة كبيرة الآن. نحن لا يمكن أن يكون في كل مكان 24 / 7 بدون الجيش الوطنى الافغانىومن الواضح أن المهمة التي ينبغي أن تساهم الدنمارك. ينبغي لنا أن ترسل مزيدا من 20-50 الرجل الذي هو المهمة الوحيدة لتدريب الجيش الوطنى الافغانى وقالت الشرطة الافغانية. ينبغي لنا أيضا أن تقدم المزيد من العمليات المشتركة مع كثير منهم ، لأننا نعرف أنه يقع على أرض خصبة في أوساط الجمهور عندما يكون لدينا من القوات الافغانية. مشكلتنا هي أنه لم يكن لدينا الكثير جدا من الجيش الوطنى الافغانىالقوات المتاحة. "
واضاف "اعتقد بصفة عامة أنه ينبغي لنا أن تساعد قوات الأمن الأفغانية أكثر من ذلك بكثير ، وضمان أن لديهم شروط معقولة. ويولى اهتمام خاص يتعين القيام به أكثر من ذلك بكثير للشرطة الأفغانية في العديد من المجالات هي أكثر جزء من المشكلة عنها من الحل. العديد من ضباط الشرطة المحليين الذين يعملون ويعيشون في ظروف نحن لن نرحب كلب. كيف يمكن أن يكون من الصعب التغلب على الزي المدرسي والأحذية ، أو لتلك المسألة ، لضمان أن ضباط الشرطة يتلقون رواتبهم بانتظام؟ بينما كنت في هلمند ، أجرينا تدريبي ناجح للغاية اليوم للشرطة المحلية حيث حصلت على بعض المهارات ، وجبة جيدة والقليل من الاهتمام. ينبغي عدم وجود أكثر لتحفيزهم. علينا أيضا أن ينظر إلى العرض من ضباط الشرطة في نقاط التفتيش المحلية مكافأة عندما لم تكن هناك شكاوى حول لهم من السكان المحليين حول الحاجز ".
الأهداف غير الواضحة
-- وفي الخطوة مع انخفاض التأييد لهذه الحرب ، والعديد من يسألون أنفسهم الآن ما هو الغرض من وجودنا في أفغانستان هو حقا. لماذا نحن في رأيك؟
واضاف "اننا هناك لان الدنمارك أمن يبدأ في أفغانستان. وهذا هو التبرير ، وعندما ذهبنا ، وكان لا يزال ساريا. والغرض من وجودنا هو لمنع انتشار الأصولية. يعلم الجميع كيف تبدو مثل أفغانستان تحت حكم طالبان. إذا كانت الأصولية ينتشر ، سيكون لدينا أكبر من السلامة في الدنمارك باكستان أو إيران هو بالطبع لا سيما مستقرة. وعلاوة على ذلك ، عانى الأفغان لسنوات عديدة أنه يجب علينا أن نفعل شيئا من أجلهم ".
-- ولكن البديل ، الذي يمثل في كابول ، هو أيضا ، بطبيعة الحال ليست جميلة؟
"لا ، هو لا. المشكلة الكبيرة في أفغانستان هو الفساد في الحكومة ، والنتيجة لا يمكن إلا أن يعيش وروجت اموال المخدرات. ولذلك فمن الضروري أن لدينا حل مشكلة الأفيون. وإلا فإننا لن الفساد. كيف يمكن أن يكون من الصعب على تنفيذ القانون الذي يحظر على زراعة الأفيون ، وبعد ذلك حراثة الحقول تصل. وبطبيعة الحال ، دفع التعويضات ، حتى الناس لا يموتون من الجوع ، لتوفير الزراعة والمزارعين ويجب أن يتاح محاصيل بديلة. هذا هو السبيل الوحيد للمضي قدما. الأفيون في جميع وسائل تساعد على تقويض التنمية في أفغانستان وحركة طالبان ومن المهم أيضا مصدرا للدخل ".
-- كم من الوقت ينبغي أن يكون soddater الدنماركية في أفغانستان؟ ما هو ضروري لانجاز المهمة؟
"لقد حققنا ما نريد ، وعندما يستطيع الأفغان الاعتناء بأنفسهم. من وجهة النظر العسكرية للعرض ، لاننا فزنا عندما نصل يمكننا سحب أنفسنا بعيدا عن المناطق المأهولة بالسكان فقط ، ويكون بمثابة قوة للرد السريع في حالة حدوث خلل ما. أننا انتصرنا عندما خفضنا دورنا للمستشار. "
-- وكيف لطالبان؟
وقال "طالبان لن تختفي تماما ، ولكن معظمهم من حركة طالبان المحلية أود أن الاندماج في المجتمع ، وإلا لن يكون هناك سلام".
سلسلة : أفغانستان -- فيتنام أخرى؟

Bjørn Herring:

."Jeg synes godt nok ved nærmere læsning af oversættelsen at den virker lidt maskinagtig."

Du skal altid være så negativ Heering. Det er en prima oversættelse som ikke fås bedre, selv ikke i Forsvars Kommandoen...

Bjørn Herring

»Ja, det gør jeg helt bestemt. Det er for tidligt at give op. Det handler om at få stenen til at rulle. Lige nu er det op ad bakke, men hvis det først lykkes, så går det stærkt med at nå det punkt, hvor vi kan trække os ud og overlade Afghanistan til afghanerne.

Lige ud af Sisyfos' mund. Han rullede også en sten opad og opad, og da han nåede toppen rullede den ned igen. Derefter op, op og op, og så ned igen etc.

Ifølge Camus var Sisyfos en lykkelig mand. Spørgsmålet er selvsagt hvor lykkelige vi andre bliver af militærets sisyfosarbejde.

Jeg siger tak til Charlotte Aagaard.

Det er da kun fint, at få soldaternes mening om tingendes tilstand.

Jeg håber da også at Obama læser artiklen. Den ville da nok berolige ham meget ,og så kunne han spare rigtig mange penge på yderligere udsendelser.

Nu har den tåbelige præsident diskuteret med generaler og andre godtfolk i ugevis, uden tilsyneladende at være blevet klar over at sejren er lige rundt om hjørnet.

Nå, spøg til side. Jeg fatter ikke, at soldaten kunne finde på at lade sig interviewe.

Bjørn Herring:

."Spørgsmålet er selvsagt hvor lykkelige vi andre bliver af militærets sisyfosarbejde."

Spørgsmålet er vel nærmere hvor mange afghanere der egentlig vil være tilbage, når de engang stopper deres myrderier...

Bjørn Herring

Afghanerne skal nok overleve. De kan jo blot lade være med at gifte sig, så bliver de da i det mindste ikke sprængt i luften.

Til gegæld bliver de brændt ihjel i hundredevis af NATOs bombefly, hvis de af fattigdom og desperation forsøger at skaffe sig brændstof fra tankbiler med motorstop...

Maria Francisca Torrezão

Inger Sundsvald:
”مثل! شكرا لحسن ؛-) الضحك”

You’re welcome Mrs. Sundsvald :-)

Med fredelige hilsner
Presidenten

Bjørn Herring

Jamen Per. Kunne vi ikke blot sende dem en OBS fra DR hvor man bliver advaret imod at gå tilbage til en fuser.

NATO skal nok blive ved med at bombe sig selv.

Selvfølgelig kan krigen vindes!
Alexander den Store, Det Britiske imperium,
samt Sovjetunionen, var jo bare nogen Dingser. Vi har da gudsketakoglov lært af historien.....Ikk?

Hvis CHARLOTTE AAGAARD sidder med en fornemmelse af, at hun med sin dybt naive og krigsliderlige artikel har gjort sig selv til læsernes foretrukne ”laughing stock” ligger hun nok ikke helt ved siden af…

Karsten Johansen

DesInformation blir vel avisens nye navn? Det ny i forhold til Vietnam-tiden er kun dette fremskredne indre kulturforfallet i demokratiene: nå er absolutt alle større medier totalt ensrettet til å meddele den offisielle krigspropagandaen. Demokratiet og ytringsfriheten er voldsomt uthult og pervertert siden sekstitallet. Alt er nå spin, og kun i virkelig gamle og rotfestede demokratier som England foregår det ennå en viss faktisk debatt om den skjebnesvangre utviklingen:

http://www.guardian.co.uk/theguardian/cartoon/2009/oct/26/steve-bell-ton...

Her er det helt totalitært og manipulert: en ren liberalstalinistisk farse.

http://www.lmd.no/index.php?article=12013

"Artikkelen «Combat Patrols Afghanistan» forteller regissøren Bing West om sitt opphold i Afghanistan som «innrullert journalist» hos de amerikanske styrkene. Han gir uttrykk for meninger som deles av svært mange i USA: «Det må satses mye mer på å påføre fienden omfattende tap ved kamphandlinger og arrestere flere talibanere, slik at deres nettverk og moral brytes ned. [Vi] må også utvikle strategier som fører til flere fiendtlige dødsfall på slagmarken.»
Slike tanker vitner ikke bare om mangel på kunnskap om Afghanistan, men også om en fullstendig likegyldighet til den afghanske befolkningens skjebne. For, om man liker det eller ei, anser den afghanske befolkningen, som i hovedsak består av pasjtunere, Taliban som den eneste effektive politisk-militære organisasjonen i dette landet der de er godt forankret i religiøs praksis (en meget særegen form for islam) og æres-kodeks. For å komme Taliban til livs, må man gå til angrep på alle afghanere. Det er en kamp som er umulig å vinne.
Jeg oppdaget Afghanistan i 1962, da jeg skrev en rapport om amerikansk politikk. Et ulendt fjellområde, stykket opp av dype raviner og utsmykket med omtrent 20 000 små «bordtennisballer»: autonome landsbyer med felles religion, seder og skikker, men som var selvforsynte.
Sovjetunionen, som invaderte Afghanistan i 1979, forsto etter et tiår med harde kamper og 15 000 døde soldater at selv om de ødela store mengder av disse «bordtennisballene» og utviste flere tusen mennesker, så kom de ikke til å vinne krigen. Til tross for omfattende styrker og betydelige seire, maktet de aldri å kontrollere mer enn en femtedel av territoriet. Til slutt måtte de trekke seg ut i 1989. Krigen mot mujahedinerne ødela praktisk talt Sovjetunionen.
Dette er imidlertid ikke et enestående eksempel. Storbritannia kjempet mot afghanerne i 1842, 1878–1880 og deretter i 1919, og de led like store tap som Sovjetunionen før de kastet inn håndkleet. Ifølge tidligere sovjetisk (og senere russisk) ambassadør i Kabul Zamir N. Kabulov, gjør USA nå nøyaktig de samme feilene som Sovjetunionen. Dermed går de også den samme skjebnen i møte. Amerikanerne vil knuse Taliban med makt, splitte organisasjonens ledelse og bryte deres bånd med folket. Samtidig ønsker de å forhandle med en regjering de selv har valgt, og begrense egne militære tap.
Disse strategiene likner til forveksling på de USA brukte i Vietnam. Også den gang forsøkte de å splitte fiendens ledelse og finne «moderate» samarbeidspartnere som de kunne vende mot «ekstremistene». Forgjeves. De forsøkte også å avskjære kommunistene fra resten av befolkningen (ved å samle de sistnevnte i såkalte «strategiske landsbyer»).2 Og de forhandlet med en regjering de selv hadde innsatt. Framgangsmåten virket logisk i Vietnam, der størsteparten av befolkningen var fremmed for kommunismen, men – og dette kan ikke gjentas for ofte – i Afghanistan er islam og de kulturelle kodene «innfødte».

I «THE PENTAGON PAPERS»,3 den mest komplette og detaljerte offisielle rapporten om Vietnamkrigen, kan vi lese det følgende: «Forsøket på å gjøre de nye teoriene om opprørsbekjempelse til virkelighet [gjennom] en blanding av militære, sosiale, psykologiske, økonomiske og politiske tiltak [var] konsekvent i både resultater og teknikk: Alle feilet grundig.» Det er denne politikken general David Petraeus, øverstkommanderende for USAs sentralkommando (Centcom), har gitt nytt liv i Afghanistan. Det er denne politikken Stanley McCrystal, øverstkommanderende for de amerikanske styrkene i Afghanistan, forsøker å sette ut i livet.
I kraft av mitt medlemskap i det amerikanske utenriksdepartementets strategiråd, Policy Planning Council, holdt jeg i 1963 et foredrag for militærhøyskolen National War College der jeg forutsa vårt nederlag i Vietnam. Jeg sa den gang at vi måtte handle på tre fronter: politisk, administrativt og militært. Jeg ga hver av disse frontene en prosentandel etter hvor viktige de var. Den politiske fronten utgjorde ifølge min analyse omtrent 80 prosent. Vietminhs politiske popularitet hadde imidlertid økt jevnt siden slutten av 1940-tallet, og som president Dwight Eisenhower så riktig bemerket, ville Ho Chi Minh ha vunnet frie valg, selv i Sør-Vietnam.
Den administrative delen utgjorde 15 prosent. Mot slutten av 50-tallet hadde Vietminh nærmest utslettet forvaltningsapparatet i Sør-Vietnam, ved å ta livet av store mengder politikere, politimenn, professorer og doktorer. Slik forhindret de skatteinnkrevingen, postgangen, alle former for offentlige tjenester, samt forflytninger av sørvietnamesiske soldater etter mørkets frambrudd. Den militære delen utgjorde ifølge min analyse kun de resterende fem prosentene, men det var her USA satset det meste av ressursene i et helt tiår, og verken opprørsbekjempelse eller de store slagene hadde noen særlig innvirkning på konfliktens utfall.
Det samme skjer nå i Afghanistan. Den vestlige koalisjonen har liten – om noen – innflytelse på konfliktens politiske og kulturelle dimensjoner. Afghanerne har alltid hatet utenlandsk innblanding. Derfor satses det framfor alt på administrasjon og krigføring. På forespørsel fra Kongressen amerikanske myndigheter har gjort opp status for framgangene på det administrative området: Det har vært noen, men ikke mange og de har vært kortvarige. Så snart de amerikanske troppene trekker seg tilbake, kommer Taliban til å knuse det skjøre systemet som er bygd opp. Akkurat slik nordvietnameserne gjorde det i Vietnam.
Sannsynligheten for en endelig «seier» overstiger med andre ord knapt ti prosent.(...)"

Jeg ville foretrække f.eks Beatles´uniformer fra Sgt. Pepper, men fotografen, har vel ment, at det kunne
ødelægge alvoren i situationen.

Anyhow....Velkommen hjem til Oberstløjtnanten.

Abdullah Abdullah har netop meddelt at han trækker sig fra det afghanske valg, hvilket er ensbetydende med at forsøget på med tvang at demokratisere Afghanistan er slået fejl én gang for altid.

NATO har således ikke alene fiasko på slagmarken men også på det politiske niveau.

Man skal da vist være oberstløjtnant i militæret eller være journalist på Dagbladet Information, hvis man stadigvæk skal tro på at NATO har andre muligheder end at søge en ”ærefuld fred”, som man kaldte det, dengang man flygtede hals over hoved fra Vietnam…

Mikkel Sørensen

.»Vi har sejret, når vi har reduceret vores egen rolle til rådgiverens.«

OK, Frank, siden du selv beder om det: fra "os" hermed det gode raad som du har brug for og som tilmed sikrer "vores" sejr:

Danmark ud af Afghanistan.

Paa den maade behoever du heller ikke vende dit ansigt imod spejlet og se i oejnene hvad du har lavet. Meget nemmere, og du kan stadig fremstaa som en slags helt. I bevidstloese kredse.

Tak forresten til Karsten Johansen, meget nyttigt.

Mikkel Sørensen

En indskydelse (siden Danmarks sikkerhed skal forestille at begynde i Afghanistan):

Hvad hvis nu en "taleban"-gruppe simpelthen kopierede dansk-amerikanske massemordsmetoder og ved fjernstyring bombede f. eks. et sagesloest bryllupsselskab i Vorbasse Forsamlingshus? Efterladende uudslettelige TV-billeder, inkl. af dampende danske baby-tarme dekorativt draperet paa Brugsens facade?

Ville det mon "goere en forskel", som de siger ved rekrutteringen?

Mikkel Sørensen

PT: "er det ikke på høje tid at journalisterne fra militærets pressekorps griber ind og begynder at bombardere denne tråd"...

Shhhhhhh, Per... det er jo midt i kirketiden! Og forresten var det jo J-dag i gaar, saa haaret sidder rigtig daarligt paa "vore" drenge. Landet staar reelt uden forsvar lige nu (OG med de moralske bukser nede), og saa kommer du og afsloerer denne fatale svaghed! Fy! Landsforetellerandet!

Jeg tror for ham er det lige så meget at krigen skal vindes.

For ellers har jo hele hans og forsvarets arbejde og ofre været forgæves. I hvilket fald der jo så kunne komme de ubehagelige og ubekvemme spørgsmål om hvorfor der egentlig blev ført krig hvis det alligevel ikke nyttede noget og hvorfor Danmark overhovedet deltog og hvorfor Danmark overhovedet har et forsvar hvis det ikke nytter noget?

Mere kyniske sjæle ville muligvis også tænke deres om sejrsmedallier, -forfremmelser og -parader efter Amerikansk eksempel...

Der er indtil videre kommet 30 kommentarer til CHARLOTTE AAGAARDs artikel, der for nu at udtrykke det på en pæn måde, er ret så kritiske.

Nu kunne det egentlig være interessant og naturligt at høre, hvordan Aagaard egentlig selv synes det går?

Hun plejer jo ikke at være bleg for at give svar på tiltale…

Artiklens forfatter finder vel blot ikke, at de 30 kommentarer, deres manglende substans taget i betragtning, fordrer et gensvar.

"Udviklingen vender først, når den enkelte afghaner kan se, at, ja, nu holder det og er parat til at ofre deres liv for en bedre fremtid. Det er jo dybest set absurd, at vi skal ofre vores liv, hvis ikke afghanerne selv er villige til at stille op."

Den lader vi lige stå...

Afghanerne er jo ufrivillige deltagere i denne krig, det er jo ikke sådan at Nato er der på invitation - Nato er der efter en angrebskrig,
og det Frank Lissner efterlyser nogle flere af, er landsforrædere, der er villige til at bekæmpe egen befolkning på Nato's vegne.

1. Jeg synes at Charlotte Aagaard har lavet et fint interview. Hun stiller flere kritiske (mod)spørgsmål mv. Man tør slet ikke tænke på hvordan det ville være hvis det havde været en ægte mikrofonholder.

2. I de sidste år af Vietnam-krigen talte Nixon desperat igen og igen om "vietnamisering" for at få en exit-strategi i en tabt krig.
I Afghanistan tales nu tilsvarende mere og mere om en "afghanisering", dvs få afghansk militær opdraget i vestlig ånd til at bekæmpe egne landsmænd.
Den strategi lykkedes ikke i Vietnam og vil heller ikke lykkes i Afghanistan.

3. Oberstløjtnanten siger i interviewet:
"Taleban er et sammensurium af lokale talebanere, udefrakommende talebanere og almindelige banditter".

Efter at verdens største krigsmaskine i 8 år har kæmpet i dette et af verdens fattigste lande og er på randen af et nederlag, opviser oberstløjtnanten en opsigtsvækkende analysekraft ved at hævde, at modstand mod den fremmede besættelsesmagt kan reduceres til talebanere og banditter.

Hvad med den "menige" afghaner, der dagligt ser NATO-soldater med droner og fly, der rekvireres ind over områder, hvor der bare er den mindste sandsynlighed for "fjender" og dræbe tusindvis af uskyldige (bryllupsgæster mv)?

Hvad med den helt almen-menneskelige reaktion om at stå sammen mod en besættelsesmagt - uanset indre splid?

Oberstløjtnanten viser klart, at han er besat af militær floskeltænkning, som desværre kun bliver bekrætet i hans lukkede militære klike.

Jeg synes at Charlotte Aagaard meget godt får udleveret denne fuldstændige overfladiske analyse og mangel på empati hos oberstløjtnanten.

Men hele Jægerbog-sagen har desværre vist, at han ikke er en enlig svale.

Enig! Soldaten er helt til grin. Han og hans kollegaer skal da for dælen udstilles ?

Tak igen til Charlotte Aagaard for at gøre netop det.

Aksel Gasbjerg:

."Jeg synes at Charlotte Aagaard meget godt får udleveret denne fuldstændige overfladiske analyse og mangel på empati hos oberstløjtnanten."

Er der noget behov for det? Kan enhver ikke regne ud at en oberstløjtnant i det danske forsvar vil udtale sig som netop en oberstløjtnant i det danske forsvar? Har vi ikke hørt den slags til hudløshed de senere år?

Kan man virkelig ikke finde noget mere relevant at bruge den meget begrænsede spaltepladsen på?

Kære Mosbak

Vi må vist tage den igen - den internationale styrke er i Afghanistan for at assistere den internationalt anerkendte afghanske regering i dens myndighedsudøvelse, støtte opbygningen af afghanske myndigheder samt støtte de internationale nødhjælps- og udviklingsindsatser i landet - dette har ISAF et utvetydigt FN-mandat til.

Den internationale styrke er ikke i Afghanistan som en besættelsesstyrke, erobrere eller undertrykkere men som en hjælpestyrke for den internationalt anerkendte og legitime afghanske regering - over 40 nationer, heriblandt alliancefrie som fx. Sverige, Irland og Finland og muslimske som fx. Tyrkiet, Emiraterne og Albanien har fulgt FN's opfordring om at stille troppebidrag til rådighed for indsatsen i Afghanistan - væbnet angreb på de lovlige afghanske myndigheder, og deres internationale hjælpestyrker, kan på ingen måde klassificeres som frihedskamp, men derimod landsforræderi mod landets lovlige regering.

Kære Gasbjerg

Sydvietnam faldt efter kongressen stort set havde standset pengestrømmen til det sydvietnamesiske regime, mens USSR og Kina øget deres økonomiske og militære støtte til Nordvietnams regime - havde USA fortsat den økonomiske støtte til Sydvietnam kunne krigen sandsynligvis have fortsat i det uendelige - og efter den kolde krigs afslutning endt i Sydvietnams favør.

Vietnam og Afghanistan er væsensforskellige konflikter.

Og jeg kan kun dårligt se vietnamskrigens scenarie gentage sig i Afghanistan - det kan dog meget vel være man ligger strategien om. Og i stedet løser opgaven (holde udfarende militante nede) uden større konventionelle landstyrker i landet, nationsopbygning og demokratisering - det er jeg personligt fortaler for.

Kære Gasbjerg

Sydvietnam faldt efter kongressen stort set havde standset pengestrømmen til det sydvietnamesiske regime, mens USSR og Kina øget deres økonomiske og militære støtte til Nordvietnams regime - havde USA fortsat den økonomiske støtte til Sydvietnam kunne krigen sandsynligvis have fortsat i det uendelige - og efter den kolde krigs afslutning endt i Sydvietnams favør.

Vietnam og Afghanistan er væsensforskellige konflikter.

Og jeg kan kun dårligt se vietnamskrigens scenarie gentage sig i Afghanistan - det kan dog meget vel være man ligger strategien om. Og i stedet løser opgaven (holde udfarende militante nede) uden større konventionelle landstyrker i landet, nationsopbygning og demokratisering - det er jeg personligt fortaler for.

Lars,

glem Vietnam, paralellen er mere den foregående Afghanistankrig, hvor de dengang involverede lukkede skræmmende lignende bullshit ud og endte med at trække sig ud, efter at have erkendt at de ikke havde nogle egentlige interesser i Afghanistan, som retfærdiggjorde omkostningerne!

Forresten, tjek lige dit Ravnebanner! Hvis ravnen blafrer med vingerne, så fortsæt og glem alt om pacifister og gamle kyniske Clausewitz-militarister som mig! Hvis vingerne hænger slapt, så bør man undgå slag!
Men det ved du sikkert, siden du benytter fanen?

Lars Hansen:

."Vi må vist tage den igen - den internationale styrke er i Afghanistan for at assistere den internationalt anerkendte afghanske regering i dens myndighedsudøvelse, støtte opbygningen af afghanske myndigheder samt støtte de internationale nødhjælps- og udviklingsindsatser i landet - dette har ISAF et utvetydigt FN-mandat til."

Sludder og vrøvl. De danske soldater er i Afghanistan for at gøre en forskel...

Nåh ja, rolig nu!

Indsatsen har jo gjort en forskel! F.eks har de unge (og ældre) mennesker i i Kabul nu adgang til pornografi! hvilket man kan læse om via Informations´ links!
Et tilbageskridt kunne måske endog møde væbnet organiseret modstand?

Daniel Andersen

Det lyder til, at de fleste i dette forum mener, at de danske styrker skal trække sig ud af Afghanistan. Kan vi være det bekendt overfor den afghanske befolkning, der derefter skal leve under Taleban?

Til trods for, at der desværre er civile tab på grund af NATO's operationer i landet og til trods for, at den afghanske regering og det afghanske demokrati ikke er perfekt - er alternativet så bedre?

http://www.amnesty.dk/nyhed/taleban/taleban-rykker-frem-i-pakistan

http://www.amnesty.org/en/library/asset/ASA11/006/2008/en/a09f845e-33ec-...

http://www.amnesty.org/en/library/asset/ASA11/002/2007/en/e3f42f5a-d39d-...

http://www.amnesty.org/en/news-and-updates/news/taleban-must-immediately...

Nu har Amnesty, den nuttede organisation der lever af verdens ondskab, besluttet at opfordre talibanerne til at ophøre med angreb på civile.

Hvorfor har vi ikke fået noget at vide om dette tidligere?

Nu vinder vi helt sikkert!

Og hvis ikke får talibanerne bare endnu en amnestyresolution i nakken. Så kan de lære det, kan de!

@ Daniel A.

Hvis du har det dårligt med afghanernes, eller andres tilstand, så tag gerne afsted! (for egen regning incl. udstyr!)
Men lad venligst være at involvere mig og Danmark mere end nødigt!
Og ja! Jeg stod der faktisk (frivilligt!) i firserne, da kommunisterne havde magt til at true os rigtigt!

Daniel Andersen

@ Nic Pedersen

Hvor vi to har været, er ikke så interessant her.

Det vi skal spørge os selv om er:

Kan vi være bekendt overfor Afghanerne at trække os ud af Afghanistan nu? og dermed lade Taleban overtage landet.

Vil Verden (og Danmark) være et mere sikkert sted, hvis vi trak os ud? med fare for at diverse terrorgrupper slår sig ned i landet, som de gjorde i 90'erne.

Dette er de vigtige spørgsmål.

@ Daniel Anderson

Forskellige tænketanke og terror eksperter har konkluderet, at krigene både i Irak og Afghanistan har fremmet terror og risikoen for terror, ikke det modsat. F.eks. Defense Science Board, et udvalg nedsat af USAs Pentagon i 2004 vurderede, at krigene forenede ellers adskildte terrorgrupper, og fremmede hvervning til grupperne. CIAs tidligere stationschef i Kabul konkluderede ligeledes, at vores tilstedeværelse og adfærd giver Taleban vind i sejlene. Det et er udtryk for vestlig arrogance at tro, at vi vil blive opfattet som andet end en besættelsesmagt dernede. General McChrystal vil gerne have 40.000 flere tropper, som i så fald vil bringe antallet til ca. 110.000 - ca. det samme antal som Sovietunionen havde da de tabte i Afghanistan.

" ... alle afghanere kan huske, hvordan livet var under Taleban og INGEN ønsker dem tilbage"

Der er gået inflation i ordet "ingen", jf. følgende udsagn fra Jyllands-Postens kulturredaktør: "INGEN ... INGEN kunnne have forudset disse reaktioner (på tegningerne) ... alle, der påstår noget andet, lyver".

En ting står dog fast, nemlig at INGEN militærperson udtaler sig til medierne uden at være sig sin propaganda-forpligtelse 100 pct. bevidst. Når pressen kommer, er vi stadig i krig.

Thorning

Det er meget muligt, du med en vis ret kan komme efter Forsvarskommandoen med den påstand, men Lissner her, er jo beviseligt praktisk kriger - og ikke noget papirflyttende "stabsdyr" som i FKO

Manden har i denne forbindelse i vidt omfang nu engang ret så langt, at en ligeså lille en procentdel af afghanere ønsker Taliban tilbage, som den del af danskerne, der drømmer om at naziregimet fra 1940'erne skulle genopstå for igen at overtage vagten på Amalienborg og Christiansborg.

Afghanerne har to problemer: Nemlig to besættelsesmagter, der udkæmper deres krig i Afghanernes baghave. Afghanerne får aldrig en chance for at blive herrer i eget hus sålænge Nato henlægger sine krige til Afghanistan.

Sider