Baggrund
Læsetid: 8 min.

Er kvinder det ulykkelige køn?

Aldrig har kvinder haft flere muligheder i deres liv, og aldrig har de været mere ulykkelige. Sådan lyder konklusionen på en række essays, der har startet en heftig debat i USA. Lider kvinder af manglende anerkendelse, er de for selvkritiske, eller er spørgsmålet om lykke det helt forkerte at stille? To feminister giver deres vidt forskellige bud på sagen
Moderne Tider
16. oktober 2009

»Forestil dig, at vi skriver år 1969 og befinder os i Detroit. Fremtiden så lys ud dengang, så skinnende som det blanke krom, der om noget symboliserede the Motor City. Forestil dig så, at vi stoppede en ung bankelev på gaden og spurgte hende, hvordan hun troede, fremtiden ville se ud for kvindekønnet. Hvad ville hun sige?«

Sådan startede den internationale succesforfatter, Life-coach og selvhjælpsguru Marcus Buckingham, et ud af tre essays på internetmediet Huffington Post, for nogle uger siden. Svaret gav han selv:

»Hun ville næppe have gættet, at i det 21. århundrede ville kvinder være regeringsledere i lande som Tyskland, Irland, Bangladesh, New Zealand, Chile, Mozambique og Jamaica. Eller at en tidligere amerikansk førstedame i 2008 var favorit til at blive valgt som amerikansk præsident for at ende med at blive udenrigsminister i stedet. At formanden for Repræsentanternes Hus også ville være en kvinde, og at John McCain ville vælge en elgjagende, helikopterflyvende mor til fem som sin vicepræsidentkandidat, bl.a. fordi hun tidligere havde overvundet oliefirmaer som guvernør i Alaska.«

Buckinghams essays har sat en kæmpe debat i gang i USA. For efter at have demonstreret, at kvinder enten er dominerende (i uddannelsessystemet f.eks.) eller hastigt på vej mod de allerøverste magtbastioner i samfundsliv, kultur og økonomi, drager Buckingham i felten bevæbnet med bunker af statistik, der entydigt peger på en bestemt udvikling: At moderne kvinder er mærkbart mindre lykkelige ikke bare end mænd, men også i forhold til deres medsøstre fra for 40 år siden. Og trenden gælder, uanset om de er gifte eller ugifte, i arbejde eller ikke i arbejde, barnløse eller mødre.

Undersøgelsen stammer dels fra Buckinghams egne studier, dels fra to omfattende akademiske undersøgelser, hhv. US General Social Survey og en videnskabelig afhandling, Det paradoksale fald i kvinders lykkefølelse, udgivet af Betsey Stevenson og Justin Wolfers fra University of Pennsylvania.

Men er det rigtigt, at kvinder er mere ulykkelige nu end tidligere? Og hvis ja, hvorfor er de så det?

Information har talt med to feminister, amerikanske Katha Pollitt, en kendt skribent og meningsdanner, der ofte opfattes ofte som en af feminismens amerikanske mødre, samt forfatter og kommunikationsrådgiver Signe Wenneberg, der er formand for det feministiske netværk Albrightgruppen.

Ligeløn, men ikke lige

Wenneberg er overbevist om, at Buckingham har en pointe, og at den skal findes i bl.a. manglende ligeløn:

»Det gør os mindre lykkelige, fordi vi føler os mindre værdsat. Og når vi ikke har lige adgang til indflydelse, er der et demokratisk underskud. Det er også derfor, vi skal have kvoter nogle steder. Det, tror jeg, er enkelt nok. Men når det er sagt, så mener jeg, at det er en kæmpe misforståelse at tro, at kønnene skal være ens. Der er forskel på ligestilling og lige rettigheder,« lyder det fra Wenneberg, som også tror, at »både kvinder og mænd er mindre lykkelige, fordi kønskampen har smadret den erotiske tiltrækning mellem kønnene. At tale så meget om opvask og vasketøj og hvis-du-gør-så-gør-jeg. Jeg ser par, hvor kvinden laver en to do-seddel til manden hver weekend, en af mine bedste venner kom forleden dag hjem til 26 punkter, han kunne gå i gang med. Og så tror jeg ikke på, at der er fest i soveværelset senere eller bare et hyggeligt kram ved køkkenbordet. Og hvis der ikke er erotisk tiltrækning, så er der ikke små søde ord, ros, et lille strøg over lænden, et lille brev under hovedpuden, en sød sms osv.«

Hun tilføjer, at hun ikke selv har »haft en skid imod at tage alt vasketøjet og lave al maden - og jeg har boet sammen med mænd i 15 år i mit voksne liv, og der er aldrig nogen, der har vasket et par underbukser andre end mig, og det er helt fint. Jeg tror, at millimeterdemokratiet gør kvinder og mænd ulykkelige. Ligesom jeg tror, at det gør kvinder ulykkelige ikke at blive værdsat for deres kvindelighed.«

Katha Pollitt er til gengæld helt afvisende:

»For mig er det helt utroligt, at en selvhjælpsguru som Buckingham i den grad kan få sat sindene i kog. For det første kan man slet ikke måle lykke. Keats var lykkelig, da han skrev Ode til en Nattergal og Eichmann var lykkelig, når han nåede sin daglige kvote af myrdede jøder. Kun en meningsmåler eller en økonom kan forfladige lykken på den facon, og kun en meningsmåler tror i øvrigt på, at folk giver ærlige svar på den slags spørgsmål,« indleder hun.

Og fortsætter med at spørge om, »hvilken slags lykke vi overhovedet taler om. Der er forskel på at føle sig lykkelig i forstanden dyb tilfredsstillelse, fordi man f.eks. har opnået et mål her i livet personligt eller professionelt, og så en spontan glæde over at have sin yndlingschokoladekage foran sig. Læg i øvrigt venligst mærke til, at det altid er kvinderne, der skal fortælle, om de er lykkelige. De er i den forstand fortsat 'det andet køn', dem der skal måles og vejes i forhold til mændene. Og dem, der skal foretage sig alle mulige krumspring og læse selvhjælpsbøger for at udvikle sig og føle sig tilfredsstillede,« siger Pollitt i telefonen fra Berlin, hvor hun befinder sig for tiden.

Tuder du i bilen?

Signe Wenneberg tror til gengæld godt på, at man kan måle lykke til en vis grad, selv om også hun påpeger, at begrebet skifter fra person til person.

»Selvfølgelig er lykken noget individuelt. Men blandt kvinder i Vesten kan den måske måles sådan her: Hvor tit tuder du, når du er alene i bilen? Kan du sove om natten? Tager du dig selv i at nynne? Er der plads til dig i dit liv - med en eller anden hobby eller avislæsning eller en lørdag helt alene? Har du overskud til at drømme om fremtiden, eller lever du bare dag til dag. Føler du dig elsket og værdsat?«

Wenneberg mener også, at kvinder af i dag har lidt et tab i forhold til før, fordi nogle kvinder i gamle dage i det mindste nød respekt ved at »være hjemmets uundværlige centrum. Siden er alt det, som kvinder kunne og har akkumuleret af know-how gennem hundredvis af generationer på en eneste generation blevet nedskrevet til at være nul værd,« siger hun bestemt og illustrerer:

»Det, at rulle en dug og lægge den på et bord, sætte en buket farveafstemte blomster fra haven på bordet, dække bordet pænt, sørge for at hele familiens sundhedstilstand er tilgodeset ved en varieret kostplan - med grød, grønt, kød og fisk i løbet af en uge. Alt det som kvinder har sat en ære i og fået ære for førhen, det blev i løbet af ganske få år i 1970'erne til noget, der var til grin, noget man miskrediterede. Og det er virkelig et lorteliv, at stå der i køen i Fakta hver aften og købe et eller andet bras, der kan varmes op, fordi man ikke ved, at hele familien bliver lykkelig af at spise bedre.«

Wenneberg undrer sig over, at mange kvinder synes at »bebrejde sig selv alt: I bogen CHOK skriver Maise Njor selvbebrejdelser over 200 sider - og jeg har bare lyst til at kramme hende og få hende til at tale lidt pænere til sig selv. Det er faktisk det nye chick-lit: At tale grimt til sig selv og bebrejde sig selv alt for ligesom at komme alle andre i forkøbet. Jeg ser det som en mangel på respekt. I gamle dage blev kvinder behandlet med respekt og værdighed - mænd holdt døren og skrev bedårende breve til kvinder og takkede dem for det ene og det andet og sendte dem blomster og gaver. Nu er det ok at tale virkelig grimt til og om kvinder, der er slet ikke nogle grænser mere, fordi vi er blevet så 'lige'. Vi er blevet alt alt for lige på den måde. Respekten - og også energien - mellem kønnene er forsvundet.«

Målet er undertrykkelse

Pollitt har et andet bud. Hun mener, at selve lykkediskursen er en teknik, der er med til at gøre stærke kvinder i tvivl om eget værd og dermed svagere:

»Det er ikke svært, alt det med lykke og ulykke. Freud havde helt ret; det handler om arbejde og kærlighed. At kunne udtrykke sig og gøre ting, der bliver respekteret. Det gælder for kvinder som for mænd. Er de ting i orden, så har man fundamentet for personlig tilfredsstillelse. Ikke alle vil kalde sig lykkelige på den basis, men som sagt mener jeg, at hele lykkebegrebet er så vagt og så umålbart, at det fylder mig med vrede at se det videnskabeliggjort med pseudostatistik. Det står i øvrigt også klart, hvad Buckinghams egentlige budskab er, når man læser det sidste af hans tre essays, hvor han bl.a. anbefaler kvinder at lede efter deres allermest lykkelige øjeblik og prøve at holde fast i det og arbejde med det. 'Glem alt det med mål,' siger han. Nyd i stedet øjeblikkene af intens lykke. Hvad er det for noget sludder. Hvornår ville man nogensinde sige til mænd helt overordnet, at de endelig ikke skulle sætte sig nogle mål her i tilværelsen. At det lige som var alt for ambitiøst, og at de hellere skulle leve i nuet og kæle om de lykkelige øjeblikke. Det ville øjeblikkeligt blive gjort til grin som det nonsens, det er.«

Kejserindens nye klæder

Pollitt har også sin egen teori om, hvorfor debatten er blevet så heftig på bl.a. Huffington Post og i New York Times, hvor debatten også har raset inden for den seneste måned:

»Undskyld mig, men det er fordi de kvindelige journalister på New York Times ikke ved, hvordan de skal skrive om ligestilling, hvis ikke de kan skrive om sig selv og deres eget stressede middelklasseliv og om, hvordan deres mænd ikke værdsætter dem, og om hvor dårlig samvittighed de har over for deres børn, mens de selv sidder inde på en af verdens fineste aviser og skriver om, hvordan de har det. De skulle gå ud i verden og skrive om ligeløn, arbejdsvilkår, og om hvordan kapitalismen i USA gør det svært for mænd og kvinder at realisere sig selv. Så ville de nok se, hvordan flere og flere kvinder og mænd i stigende grad føler sig ensomme med alle de timer tilbragt foran en skærm, og hvordan de ikke føler sig værdsatte og uden for et aktivt socialt fællesskab.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

Det må snart være på tide at kvinder begynder at definere sig i forhold til sig selv og evt. i forhold til det job (eller den husmoderrolle) de har i dag, og ikke i forhold til mænd andre kvinder og hvad kvinder blev respekteret for i gamle dage. Jeg er umiddelbart mest enig med Katha Pollitt.

Lykkelig? Er mænd lykkelige eller mere ulykkelige end …? I forhold til hvad?
De fleste mennesker kan vel være punktvis lykkelige, men ellers stort set glade og tilfredse - og punktvis kede af det eller utilfredse. Det sidste kan man selv gøre noget ved.

Det Signe Wenneberg skitserer om huskesedler på 26 punkter lyder umiddelbart skørt, men var det mon ham som skulle udføre alle punkter, eller var det en fælles liste over hvad der skulle gøres, for at begge kunne blive færdige med det fælles og derefter slappe af? Hvorfor brokker manden sig til Sine Wenneberg? Hvorfor laver han ikke selv den slags lister i stedet for at overlade til hustruen at organisere de hjemlige pligter?

Jeg har selv lavet den slags lister i samarbejde med mand og børn. Punkterne blev oven i købet tilføjet en tidsfaktor, så hele familien efterhånden fik en fornemmelse af hvad tidsforbruget var for hver enkelt.

Listerne kunne undværes, da det stod klart hvad opgaverne var, og vi var blevet enige om en fordeling alt efter hvad vi hver især syntes bedst om, og med de mindre spændende opgaver fordelt nogenlunde på skift. Den pædagogiske opgave bestod herefter i at forklare, at der var en vis tilfredsstillelse i at lave et godt stykke arbejde, til forskel fra hvis man gik rundt og var møgsur og irriteret. – En direkte ”lykkeknuser”.

Listerne blev faktisk først indført da ungerne var så gamle at det var rimeligt, at de deltog i opgaverne. Men jeg kan da godt se, at hvis manden stadig er et stort barn, der ikke kan se det rimelige i arbejdsfordeling, så kan man blive nødt til at spille ”mor”. Hvis man altså ikke vælger at gøre det hele selv som Signe Wenneberg. Umiddelbart ikke en metode der synes at kunne bruges til alle kvinder.

Troels Ken Pedersen

Det er en sund refleks at være skeptisk, når noget udsiges af en selvhjælpsguru!

Nu er jeg i nogen grad fan af Pollitt, og ikke så meget af Wenneberg. Det er muligt at Wennebergs hukommelse svigter hende med hensyn til "akkumuleret ... know-how gennem hundredvis af generationer" om det gode og sunde liv. For de fleste bestod det i "de gode, gamle dage" af kød, sovs, kartofler og til-døde-kogte grøntsager. Før 1970'erne levede vi ikke i et paradis af vitaminer, mineraler og sprød salat! Og det forekommer mig en anelse usammenhængende, at hun først foreslår kvoter til dette og hint, og dernæst besynger livet ved kødgryderne og slår til lyd for, at kvinder på grund af deres kvindelighed skal være ansvarlige for alt husarbejdet (og hvis man uddeler en 26-punkts liste, har man netop ikke uddelegeret ansvaret). Det er netop ansvaret for husarbejdet, der i høj grad holder kvinder tilbage fra karriere-succes, og så er det ikke smart at smide husarbejdet på kvinderne og lappe på problemerne med brute-force metoder som kvoter. Jeg er ikke imponeret.

Og her er et link med kritik af undersøgelsen af den kvindelige ulykkelighed:

http://www.alternet.org/reproductivejustice/143260/ridiculous_study_blam...

Inger Sundsvald

Hvis ”gnisten” forsvinder og lysten til at gøre ”karriere” på arbejdsmarkedet, er det mest min opfattelse, at det er p.g.a. træthed hos kvinden, der ikke kan få manden/familien til at tage deres tørn. Det er lidt meget forlangt, at kvinden skal finde lykken og være tilfreds, hvis hun i det mindste ikke tuder (ret tit) i bilen og sover nogenlunde godt om natten eller har kompenseret med en eller anden hobby. Hvad er det for et ”lykkebarometer”?

Jeg ved ikke hvad det er for en verden Signe Wenneberg forestiller sig, der var i gamle dage.

”I gamle dage blev kvinder behandlet med respekt og værdighed - mænd holdt døren og skrev bedårende breve til kvinder og takkede dem for det ene og det andet og sendte dem blomster og gaver.”

Jeg gætter på, at det var mænd fra en bestemt klasse, der opførte sig på den måde – og det gør de vist endnu. Der findes nok også mænd fra håndværker- og arbejderklassen der, dengang som nu, praktiserer den slags. Surt hvis Wenneberg lever i en verden, hvor mænd taler grimt til og om kvinder.

Det er netop de modsatte forslag til ”det gode og lykkelige liv” der får mig til at stejle en smule. F.eks. at man bare skal lade ukrudtet gro og samtidig dyrke salat i forhaven (?) - for dels at signalere miljøbevidsthed overfor naboerne om, at man jo ikke kører mange kilometer i bil for at handle i gårdbutikker og dels at signalere, at man tager det afslappet og kan lave de mest bedårende buketter til middagsbordet af alle de skønne ukrudtsplanter.

Som jeg ser det, så er det ren facade, som jeg ikke kan anbefale nogen kvinde at hoppe med på.

Hans Jørgen Lassen

Inger,

man hopper altså ikke på en facade.

Inger Sundsvald

Nej, det ved jeg godt. Tilgiv mig.

Kære Inger Sundsvald,

misforstår du ikke lidt med vilje, når du afviser "at man bare skal lade ukrudtet gro og samtidig dyrke salat i forhaven"?

For mig virker budskabet jo ret klart: nedsæt ambitionerne om pænhed, og fokuser på noget fornuftigt.

Hvad er argumentet for pænheden, - det støvfrie, 7-gange-ugentligt-støvsugede, hjem, ugentlig vinduespudsning, skifte karkluden 2 gange dagligt, osv.? - for 20 år siden grinte de fleste af den tyske hausfraus rengøringshysteri, og i dag er det nærmest blevet dansk middelklassestandard.

At stresse lidt ned på hjemmefronten medfører ikke nødvendigvis at nogen risikerer liv og helbred, - tværtimod kunne ungerne måske få opbygget et fornuftigt immunsystem. Men det betyder naturligvis at fruen i huset risikerer venindernes fordømmelse, når hun dropper den fælles standard, og så må det ekstra arbejde fra "det nødvendige" til ""den vedtagne standard" altså blive hendes valg, - og dermed hendes arbejde.

Inger Sundsvald

Sven Karlsen

Jeg har aldrig hørt om:

”det støvfrie, 7-gange-ugentligt-støvsugede, hjem, ugentlig vinduespudsning, skifte karkluden 2 gange dagligt, osv.?”

Det lyder som om du har et traume her, eller med vilje misforstår. Jeg kender kun selv til at tage en ny karklud, gerne flere gange om dagen.

Men:
Hvis man opfører sig som en dørmåtte, så skal man ikke beklage sig over at blive trådt på. Signe Wenneberg har fundet sín hylde at ligge på, fint nok.

Men der er en del kvinder der ikke interesserer sig voldsomt for blomstrede vattæpper, bollebagning og fremstillingen af græskardekorationer, eller for den sags skyld støvsugning, og som ikke mener at det er den slags der skal give dem ”respekt” som i ”gamle dage”.

Jeg ved ikke helt om jeg skal være forbavset over, at hun, som hun siger, stiller op for Socialdemokraterne. Er det mon en ny hobby?

Hvad sker der med mit gamle parti? Er det blevet ren café latte og Gucci? Er der intet tilbage af arbejdet for at mennesket bliver respektere for dét det er i sig selv og for det erhverv det har: Sygeplejerske, kogekone, hjemmehjælper, smed, truckfører etc.?

Interessant er det jo, set fra mit perspektiv, at Wenneberg har lidt ret. Også jeg kender til familier, hvor kvinderne lægger (eller det mon ligger? jvf. en anden tråd) en líste til mændene, dog ikke med 26 punkter, så manden lige kan nå at lave det og det og det - for resten da også lige det og det det - i weekenden når han han har fri. Og sikkert har glædet sig til at være sammen med sin familie, sin kvinde og sine børn. Og det kan altså trække den erotiske lyst ud af enhver mand...

Som jeg ser det, er vist mest i et bestemt segment af det danske samfund, det som Wenneberg beskriver, foregår: karriere-orienterede mennesker, især kvinder med en husmorlivsform som Wenneberg jo åbenlyst har, mener, at vi har tabt noget fra engang i 1970erne...

Og sandt er det da også; meget få i dag af unge mennesker, hverken mænd eller kvinder ved i dag, hvordan man fører hus på en ordentlig måde, laver ordentlig mad, køber ind til til flere dage, og planlægger menuen for en uge af gangen f.eks.

Til gengæld er jeg ikke enig i at maden dengang var mere usund end i dag, jeg kan stadig huske dengang i 1970erne, da vi i hvert fald om lørdagen fik to eller tre retter til middag, dvs. om aftenen, først en suppe, siden en hovedret, og til sidst en grød.

Og hvad er lykke og hvad er succes for nogle størrelser? For Wenneberg er det åbenbart at leve som hun gør, og fred være med det. For andre er det måske at vinde Tour de France eller blive nr. 1 i tennis...

Inger Sundsvald

Det er jo ikke let at finde ud af hvad de forskellige mænd mener. De er lige så modsatrettede som Signe Wenneberg.

De forsvarer det de opfatter som hendes budskab: ”nedsæt ambitionerne om pænhed, og fokuser på noget fornuftigt”.

Jeg opfatter - og kun efter hvad hun selv har sagt i de forskellige medier – at det hun prioriterer, er lige præcis modsat det mange mænd afskyr mest: – pænheden og det perfekte hjem, hvor man ikke kan være sig selv.

Jeg tror, at rigtig mange mænd falder for den ”rigtige” kvinde, som sætter blomster på bordet, vasker tøjet, forstår at ”føre hus” og i det hele taget klarer det hele selv – og afskyr de kvinder, som insisterer på at mændene skal deltage i opgaverne og ordne det de kan nå, når de nu alligevel har fri tidligere. Mange mænd har en tendens til at opfatte sig selv som den flinke fyr, der ”hjælper” med opgaverne, og anser ikke opvasken som ”deres”.

Kære Inger Sundsvald,

det er da muligt at jeg læser hende forkert, og er hun forsvarer for "det rene helvede", så er jeg naturligvis uenig med hende.

Hvad mænd, - og deres valg af kvinde - angår, så kan jeg jo kun dømme ud fra mig selv, og eget valg af kvinder, og der har mit primære krav altid været at hun var en original, ud fradevisen om, at lige børn, osv. ;-)

Det mål har jeg været så heldig at opnå fire gange, og kan konstatere at de huslige tilbøjeligheder har fordelt sig ret jævnt, lige fra behovet for "nydelighed" til mit eget klare laiset faire ((lyder bedre end jeg staver det ;-) forhold til husføring.

Inger Sundsvald

Jamen kære Sven Karlsen
Så er vi da vist, stort set, enige, igen ;-)

Troels Ken Pedersen

Jeg prøvede lige at læse igennem igen, og jeg kan ikke se at Wenneberg (i alt fald her) skulle være fortaler for noget mådehold med pænheden. Kvinden skal lave store middage, vaske, stryge, pynte og holde hjemmet perfekt, og til gengæld skal manden... holde døren. For med sine kvoter for jobs og poster kan hun da næppe tro på et hjemmegænger-ideal, bare på at de stakkels kvinder skal have en karriere OG være perfekte husmødre samtidig.

Jeg tvivler på at den slags stress og slid skulle være en god opskrift på sød elskov...

Kvinder bedes holde sig væk fra mine gryder.

Jeg mener ikke at det er svært at forstå at kvinder er, om ikke ulykkelige, så i det mindste under et følelsesmæssigt pres af samfundsudviklingen.

I 30 år har kvinderne bevæget sig hurtigtigere ud på arbejdsmarkedet, end mændene har bevæget sig ind i omsorgsrollen i familien. Det øger den sociale risiko for kvinderne ved at stifte familie. Unge kvinder fornemmer ganske givet denne mangel på tryghed (spiseforstyrrelser etc.) Velfærdsstaten som skulle have erstattet den traditionelle families ansvar har ikke helt kunnet løfte opgaven, og i den nærmeste fremtid vil dens finansieringsgrundlag blive undergravet af en faldende arbejdsstyrke.

Hvis der er en løsning, så er den efter min mening at begynde at tage ligestilling alvorligt. Det dur ikke den ene dag at diskuterer ligestilling på arbejdsmarkedet og den næste dag ligestilling i familien. Det hele hænger sammen. 90% af bestyrelsesmedlemmerne i private virksomheder er mænd og 90% af bopælsforældrene efter en skilsmisse er kvinder. Det danske arbejdsmarked er stærkt kønsopdelt og kønsopdelingen er ikke faldende, men tværtimod voksende. Vi er med rette stolte af vores ligestilling, men det rækker slet ikke til i forhold til de problemer vi står over for.

Inger Sundsvald

Nille Torsen

Egentlig ved jeg ikke, om der i 40’rne og 50’erne var noget der hed ”spiseforstyrrelser”, eller om der var andre destruktive tendenser, som bare ikke blev opdaget eller taget alvorligt. Det ”følelsesmæssige pres” kan jeg godt acceptere.

Du har ret i at tingene hænger sammen. Et helt reelt problem er, som jeg ser det, ikke det kønsopdelte arbejdsmarked, men at alt ikke er lige meget værd. Det er f.eks. mere værd at være ufaglært mandlig fører af en rendegraver eller en græsslåningsmaskine, end at være ufaglært køkkenhjælp eller rengøringsmedarbejder på et plejehjem. Både mænd og kvinder ville formentlig kunne bestride begge områder lige tilfredsstillende. Men det giver mere i lønningsposen at sidde i et førerhus og hive i nogle håndtag, end at knokle rundt i de ”sociale” og ”kvindelige” virkelig hårde og nedslidende job, som mænd måske ville være mere fysisk egnede til.

Hvis kvinden så har en partner, som på grund af sin medfødte ”mandighed”, ganske vist er flink til at ”hjælpe til” i hjemmet, men hvor ansvaret for hjem og børn fortrinsvis ligger hos kvinden, så er der ikke noget at sige til, at hun ikke orker at tage evt. kurser, som kunne bringe hende lidt højere op i hierarkiet.

Forskellen er cirka den samme, hvor begge er, lidt eller meget, bedre uddannede som udgangspunkt.

Der er også problemet med ”klasseforskellene”. Desværre kan jeg ikke finde linket til Politikens fremragende artikel i dag, 17. oktober:

”Middelklassens usolidariske tyranni”
af Tue Sand Larsen, underviser på eliteuniversitetets skandinaviske afdeling i Budapest, Ungarn.
”Underklassen fik fingeren, mens vi andre fik retten til et fedt køkken. Nøglen til VK[O]-regeringens succes er, at den har leveret det bedste bud på, hvordan middelklassen kunne optimere sin formuepleje.”

Den artikel er værd at tage med, for tingene hænger også sammen her. Det drejer sig om (manglende) solidaritet og om hvordan enhver hytter sit og sk…. på andre.

Inger Sundsvald

Jeg har skam selv tendenser til både ”perfektionisme” og ”kvindelig pænhed”. Det er bare aldrig slået helt igennem, til stor ærgrelse for mig selv, og måske til held for mine omgivelser.

Der er så at sige et vist ”mådehold med pænheden”, som Troels Ken Pedersen så smukt udtrykker det
;-).

Mona Blenstrup

Hvorfor skriver kun kvinderne "to do" lister?

Er det fordi kvinderne er bedre planlæggere af familiens behov?

Er det fordi mændene ikke selv kan finde ud af at tage sig sammen til at gøre de ting, som de mener er nødvendige i god tid?

Har man opdelt sin familes gøremål med hus, hjem og have og så alligevel behov for en værkfører?

Er det virkelig mest mænd, der ikke gider sex, og er det kvindens "to do" listes skyld?

Mona Blenstrup

Inger

Man har vel modtaget en opdragelse,d er gør at man forventer noget mere af sig selv, end man rent faktisk vil afregne.

Og fred være med det.

Inger Sundsvald

Mona

Jeg tror du har fat i noget af det rigtige. Kvinder er ganske enkelt bedre planlæggere – uden at det dog skal opfattes som hovmod. Man er vel beskeden og fordringsløs ;-)

Mona Blenstrup

Inger

Sæfølig.

rigtig god lørdag aften.

Kvinderne laver vel to do lister, fordi det traditionelt er dem, der har stået med ansvaret for hus, hjem og børn. Wenneberg mener så dette er helt OK (for hende); fred være med det.

Jeg ved ikke om kvinder er bedre familie-plan-læggere end mænd; jeg tror måske snarere det handler om mændene har været vant til at deres mødre planlagde alting; ubevidst mener de så, at kvinderne i deres liv skal gøre det samme.

Og det nytter jo heller ikke, når manden så endelig tager ansvaret for planlægningen eller vil gøre noget godt for hende, at hun så bliver tosset over at det ikke bliver gjort på hendes måde eller at hun ikke bryder sig om det, han gør for hende.

Hvis jeg f.eks. kom hjem til 26 to do punkter på en liste som lå på køkkenbordet som den første hilsen fra min kone (hvis jeg havde en), ja så ville jeg blive stikhamrende tosset. Ingen kærlige ord, ikke engang et kys eller et kærligt goddag, nej, det første der møder mig er en to do liste på 26 punkter.
Ikke sjovt....

Og jeg deltager gerne i de fælles pligter og det fælles ansvar....

Mona Blenstrup

Karsten

du har sikkert helt ret i, at kvinderne plejer at gøre disse planlægningsting.

du har også ret i, at kvinderne i for mange år har påtaget sig overgeneral stillingen, når det gælder familiens styring.

Jeg kan også godt følge dig i din frygt for, at ting der bliver gjort anerledes end "mor" vil have over måden og metoden.udløser bebrejdelser

Disse ting kan kun laves om, hvis kvinder ikke ustandeseligt VIL have tingene gjort på den og den måde og til den og den tid.

OG hvis mændene så til gengæld kigger sig lidt omkring og deltager i det fælles ansvar for, om der også er toiletpapir i huset i morgen.

Hvis alle deltager i den fælles husførelse OG forældremøder.

Fremtiden er lige for. Hvorfor tå og være sur over ting, der kan laves om, hvis man investerer noget tid?

Inger Sundsvald

Der lader til at være nogle fastgroede og almindelige opfattelser af hvordan kvinder ér.

- De er ikke tilfredse, hvis tingene ikke bliver gjort på deres måde. Ingen mænd har blot antydningen af den slags.

- Pigerne formodes ikke at have taget skade af, at deres mor (evt.) har taget sig af planlægningen, og den formodes de selv at kunne videreføre, uden at lære det. De har så at sige et indbygget ”ordensgen”.

Jeg kan hilse og sige, at sådan forholder det sig ikke for alle piger/kvinder.

Ikke så få mænd har et udpræget ”kontrolgen”. De er ikke komplet ligeglade med hvor eller hvordan de bor, eller hvad de tager på af tøj.

Hvorfor skal vi blive ved med at høre på alle disse gamle fordomme?

Mona Blenstrup

Inger

du har da helt ret med hensyn til vanetænkningen.

Men mænd, der blegner ved synet af kravet fra familinens genral om at tagrende hænger lst, kloakken er stoppet eller andet, som i den enkelte familier er helt klart "far" ting, de burde gribe i eget bryst og spekulere over, hvorfor de ikke selv har sat udbedringering på dagsordenen.

Det er nok hele humlen: at nogen skal beholde overblikket og planlægningen.

Derfor flytter piger nok hyrtigere hjemmefra end drenge.. Pigerne vil selv bestemme, hvornår, hvad og hvor meget.

Drengen er måske nok noget mere passive.
Det er jo også meget nemmere. Mor gør jo alligevel tingene hurtigere, nemmere og bedre. Og så er han fri for at fumle med det, han alligevel ikke gider.

Ja det blev lidt generaliserende, men det ses desværre ofte herude på bøhlandet, hvor drengen bliver boende hjemme langt længere tid end pigerne.

Kender til flere mere end 30-årige, der kommer hjem og spiser aftensmad medbrinende vasketøjet og går med næste dags frokostpakke hjem til egen bolig.
De ER flyttet men bliver stadigt serviceret.
Og mor klarer også hans bloig med hensyn til rengøring.

GYS.

Inger Sundsvald

100 gange GYS! ;-)

Aldrig har kvinder haft flere muligheder i deres liv, og aldrig har de været mere ulykkelige.

Ulykkelige?… Det tror jeg sgu ikke.

Ulykkelig. Det kan kvinder blive når de står overfor et ukendt ansvar... (Vi mænd reflektere ikke noget videre over det ukendte: "Mon min kølle er stor nok?")

Familie, børn, vanskelige børn, vanskelige mænd - I har altid kunnet snakke sammen - og I kommer videre. Samfundsansvar deroveni: Condoleezza, Michelle, Connie og alle jer andre på posterne... nu må i lære at tale med os mænd - en ordre er ikke nok...
I har altid taget patent på empati og indlevelse… mens vi mænd holdt døren…

Vi skal inddrages i jeres domæner – og have plads. I er på vej - men vi har begge parter travlt. Aldrig har verden været mere overskuelig…
I Grønland må mænd ikke omgås knive i hjemmet.