Læsetid: 4 min.

En kvindes job

Et halvt år på barselsorlov er åbenbart alt, alt for meget og alt, alt for lidt. Alt afhængig af, om det er manden eller kvinden der tager den
Far på barsel. Han måtte selv finde ud af det. Og det gjorde han så - uden at gå hvileløst rundt i byens gader med en barnevogn mellem hænderne.

Far på barsel. Han måtte selv finde ud af det. Og det gjorde han så - uden at gå hvileløst rundt i byens gader med en barnevogn mellem hænderne.

Henrik Sørensen

23. oktober 2009

»Måske du begyndte at arbejde for tidligt,« sagde min kæreste forleden. Jeg var lige ved at få kaffen galt i halsen. »Jamen, bare en måned eller to,« fortsatte han. Han syntes, det havde været lidt hårdt for os alle sammen i starten, men mest for mig.

Min mand er ellers en god mand. I god tid før vi fik vores barn, aftalte vi, at vi ville dele barselsorloven lige over. Eller måske det var mig selv, der aftalte det; min kæreste sagde vist ikke så meget. Et halvt år til hver. I ligestillingens hellige navn, for jeg skulle ikke være en af de der mødre, der har eneansvaret for lægeaftaler, håndboldaftaler og alle andre aftaler resten af ungens barndom.

»Et halvt år,« sagde en af hans venner og kiggede vantro på ham. »Det er godt nok lang tid at gå derhjemme, hva'?«

Min kæreste kiggede tilbage og vidste ikke rigtigt, hvad han nu skulle sige.

»Men det er jo lige så lang tid for mig,« prøvede jeg og tænkte på de få andre par, jeg kendte, der havde delt orlov: 'flot' havde de fået at vide. At det sørme var meget progressivt.

»Men lad os nu se, når barnet først er der,« fortsatte vennen henvendt til mig. »Du finder nok ud af, at et halvt år er alt for lidt,« sagde han og argumenterede på den måde for, at et halvt år både kunne være alt, alt for meget og alt, alt for lidt på en og samme tid.

Argumenter for at dele barselsorloven var der nok af. Alle de tal, der viste, at kvinders pensioner bliver dårligere, at deres karrierekurver er fladere, at de tjener 18 procent mindre, at der kun sidder 12 procent kvindelige professorer på universiteterne, og at der kun er 18 procent kvindelige topchefer, fordi det er kvinderne, der tager barsel, omsorgsdage, sygedage og går klokken 16 for at hente deres børn, mens hver femte mand slet ikke tager barselsorlov. De fædre, der gør, tager i gennemsnit kun 34 dage, og dem, der tager lang barsel er i risikozonen for at blive fyret og chikaneret af chefen. Men det skulle blive løgn. Jeg skulle vise dem, skulle jeg. Jeg elsker jo mit arbejde.

Fløjtende ligegyldigt

Det blev løgn. Min kæreste har gået derhjemme i snart fem måneder nu, og efterhånden har jeg vænnet mig til ikke at være nummer et. Det tog ellers lidt tid.

Efter en uge på arbejdet fik jeg et mindre sammenbrud, fordi jeg var overbevist om, at drengen ikke kunne lide mig længere. Han ville hellere over til sin far.

Og her gik jeg og troede, at det var mig, der skulle elskes mest, det var jo mig, der var moren. Pludselig så jeg mig selv blive til kvinden, der var aldeles fløjtende ligeglad med glaslofter, og at det mest karriereskadelige for kvinder er en barselsorlov. Åbenbart kunne jeg ikke tåle det alligevel. Det stod der intet om i ligestillingsmanualen.

Jeg havde ellers været så glad, da jeg cyklede på arbejde den første dag og følt, at det var helt rigtigt det her efter et halvt år, hvor jeg bare havde siddet og nikket, når veninderne fortalte om deres spændende arbejde, det spændende speciale, om den næste spændende artikel og det næste spændende projekt. Men den fredag aften blev alle de spændende artikler totalt ligegyldige. Jeg blev nærmest forstående over for vores ligestillingsminister, Inger Støjberg, der ikke vil blande sig i familiernes liv ved at øremærke barselsorlov til mænd, selv om hun allerede nu øremærker 14 uger til moren. Og mens det kørte irrationelt derudaf, blev det mere og mere klart for mig, at det er forventningerne, der står i vejen for, at mændene begynder at tage den der barselsorlov. Både fædrenes, mødrenes og alle de andres.

For når min kæreste keder sig på barsel, giver det mig skyldfølelser. Ikke fordi han giver mig skylden; snarere fordi jeg føler, han gør mit job. Også selv om han sikkert ikke keder sig mere, end jeg selv gjorde dengang efter en dag på en yogahoppebold med et skrigende spædbarn i armene. Det var skyldfølelserne, der gjorde, at min største frygt var, at han skulle vandre hvileløst rundt i Københavns gader i et halvt år med barnevognen og en halv liter latte i kopholderen. Alene. For han kunne jo ikke gå til mødregruppe hver tirsdag og efterfødselsgymnastik, efterfødselspilates, efterfødselsyoga mandag, onsdag og torsdag. Han måtte selv finde ud af det.

En måned til

Det gjorde han så. I dag er det ham, der vågner, når sutten ryger ud, mens jeg sover videre. Det er ham, der ved, hvornår drengen har spist, hvad han har spist, hvor meget han har spist, hvad han kan, og hvad han ikke kan lide, hvornår han har sovet og hvor længe, hvad for noget tøj, han skal have på, hvad drengen synes er fedt og ikke fedt.

»Ej, den der skal han altså ikke lege med,« siger han, inden han tager mobiltelefonen fra ham. Eller »har du lagt mærke til, at han er begyndt at pege på alting«. Det har jeg vist ikke.

Det er fantastisk at se dem sammen, selv om det selvfølgelig stadig giver et lille stik en gang imellem, når drengen kun vil trøstes af sin far.

»Jeg er ved at blive hjernevasket,« sagde han forleden, da han for femte gang den dag tørrede babymos af bordet. »Det hele handler om ham, han er alt, jeg snakker om, alt, jeg tænker på. Det er til at blive sindssyg af.«

Det er da også mest det, vi skændes om: Hvor mange gange hvem har lavet hvad. Jeg tror, han glæder sig til jobbet om en måned. Alligevel ville han ikke have været det halve år foruden. Det ville jeg heller ikke, hverken mit eget eller hans.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Generelt er det de tre første år af barnets liv der udgør den senere udvikling. Her er barsel en overordentlig vigtig faktor, hvor der ikke kan være tvivl om at det ofte er moderen der i starten er den vigtigste person.

Imidlertid ændres dette behov gradvist med barnets udvikling, og hvor faderens rolle tilsvarende forøges og derfor er et halvt års barsel slet ikke tilstrækkeligt.

Den nuværende regerings politik på området er således ikke tilfredsstillende, og især ikke mænds sikkerhed mod afskedigelse der desværre medvirker til fortsat diskriminering. Naturligvis heller ikke kvinders, der også fyres på grund af ansvarlighed overfor barnet, der i flere tilfælde ikke interessere arbejdsgiveren.

Derfor er der brug for lovgivning på området, dels i forbindelse med sikret betalt barsel, og dels i forbindelse med sikkerhed i ansættelsen, hvilket kan forudses at ske, ikke mindst set i lyset af den lovmæssige ligestilling.

Nu hvor arbejdsløsheden stiger, falder begrundelserne samtidig for økonomisk incitament ved ikke at tage denne barsel, idet understøttelsen under alle omstændigheder skal betales, uanset årsagen til fravær på arbejdsmarkedet, sålænge folk er kloge nok til at være medlem af en arbejdsløshedkasse.

At en forældre der netop har deltaget i barnets første leveår, sjældent fortrydes, må naturligvis opfattes som en del af oplevelsen, der langt fra kun er morsomt, men hårdt slid, med mangel på søvn, og lort op til albuen.

Majbritt Nielsen

"og især ikke mænds sikkerhed"

Hvorfor skal mænds sikres bedre? Der er en lovgivning på området. Den har været (åbentbart) god nok til kvinder. Men mænd skal så have sær-status?
;)