Klumme
Læsetid: 4 min.

Mennesker bli'r spist i Polynesien

Måske morer de unge sig ikke mere, i alt fald må det være omkring fyrre år siden vi har haft noget, man kan kalde avantgarde. Næ nej, Jytte Pilloni, hun kunne synge, skriver klummisten
Moderne Tider
17. oktober 2009

Jeg kan bedst lide Jytte Pillonis version af Mennesker bli'r spist i Polynesien. Den er ru, dunkel og dragende, og også anelsesfuld på en måde, som der jo i virkeligheden ikke er dækning for i sangens tekst. Den er et stykke livsaligt nonsens, hverken mere eller mindre. Komponisten John Mogensens egen version er også god, det er ikke det, men Jytte Pilloni løfter den nu engang så højt op, at ingen andre kan være med, heller ikke ophavsmanden.

Jytte Pilloni sang i sin tid i bandet Blue Sun, der var aktive i 60'erne og 70'erne. Hvor der er blevet af dem, ved jeg ikke. Om Jytte Pilloni ved jeg, at hun blev født i 1951 og at hun desværre døde i 1997. Blue Sun optrådte jævnligt i Slotsgade Jazzklub i Aalborg, der ellers var ret modvillig overfor 60'ernes rockmusik. Så længe som absolut muligt insisterede klubben på jazz, ikke mindst det lokale Gabadela Jazzband. Men Blue Sun gik an, de gamle, forhærdede jazzfreaks - jeg kendte de fleste af dem - kunne godt høre, at de langhårede 'gutter' i bandet faktisk var rigtig gode musikere. Og så havde de et træk, som jazzavantgarden i kære, gamle Dobbelt-A vældig godt kunne lide: De var nok kendte, men de var ikke noget så fladt og miskrediterende som populære eller direkte folkekære.

Jytte über alles

Det var ikke særlig tit Jytte Pilloni var med, når Blue Sun optrådte i Slotsgade Jazzklub, i virkeligheden kun ganske få gange, men når det skete, var der magi i luften, som det hedder i en senere popsang. Man kunne høre hendes både let slørede, gutturale, men også gennemtrængende stemme helt ude på gaden. Når man kom indenfor, var der så meget trængsel, at man dårligt kunne få så meget som et glimt af hende. Det gjorde nu ikke så meget, hendes stemme var alt nok. Stor og intens, ikke noget med pæn poppige, men emmende af saft, kraft og appetit. En sund udgave af Janis Joplin, tror jeg næsten, jeg vil driste mig til at sige - selv om jeg i øvrigt også sætter stor pris på den fræsende, skingert desperate amerikaner. Hvis jeg skal vælge, vil jeg dog ikke være et øjeblik i tvivl: Jytte über alles! Ubetinget og absolut!

Efter Blue Sun sang hun også i andre rockbands, et par så vidt jeg husker. Og der er noget både forbryderisk og forstemmende ved, synes jeg selv, at det alligevel er hendes version af John Mogensens sang, jeg bedst husker hende for. En udmærket sang, mainstream og folkekær, men jo ikke på niveau med Jytte Pillonis stemme. Så længe der stadig er ordentlige rygerværtshuse til, er der ingen tvivl om, at John Mogensens sang vil blive sunget, brølet og hujet og husket. Men Jytte Pillonis stemme vil blive husket længe efter det også. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om.

Spist af kannibalerne

Og jeg kan ikke lade være med at føle en lille sorg over, at ikke bare mennesker, men også Jytte Pilloni, endda i særdeleshed, bli'r spist i Polynesien. Som så mange andre. Hvor mange tænker på at Ulla Pia, der havde status som popdronning inden for 'schlager'-traditionen, der løb som et parallelspor til 60'ernes rock, oprindeligt var jazzsangerinde. Jeg skal undlade at hovere, selv tænker jeg så godt som aldrig på det. Men tilfældigvis ved jeg det. Kan man sige, at hun også blev spist af kannibalerne i Polynesien? Af mainstream og det folkekære, der i en vis forstand er det samme som dydens smalle sti. Holdningen er vistnok, især hos publikum i grunden, at mainstream er det samme som at blive voksen. Lad de unge more sig med avantgarde, er tankegangen. Det vokser de fra. Jeg har engang talt med en særdeles kendt dansk sanger, som med rette er meget populær, der sagde til mig, at han da udmærket godt vidste, hvordan man laver kunst. Det var jeg nu ikke i tvivl om, for han er netop en stor kunstner. Men, sagde han, jeg skal også sælge plader. Når han sagde det, var det også for at sætte mig, forfatteren, lidt på plads. I modsætning til min slags, er der nul statsstøtte til den kunst, han bedriver. Jeg dukkede da også pænt hovedet - lidt velopdragen er man vel trods alt altid.

Konsummørket

Måske morer de unge sig ikke mere, i alt fald må det være omkring fyrre år siden vi har haft noget, man kan kalde avantgarde. Det gælder både i musikken og litteraturen - og i de andre kunstarter også. Der er X-Faktor til fremme af amatørers våde drømme om selv at blive store stjerner. Det er da muligt, man ville kunne sige noget pænt om det, men jeg synes først og fremmest, det er kedeligt. Og pinligt. Litteraturen og billedkunsten er så godt som ikke-eksisterende i radioen og i tv. Sidste gør stadig en smule ud af filmen, men det er vel ikke helt uden sammenhæng med, at tv-selskaberne selv har økonomiske interesser i filmbranchen. Instruktøren Christian Braad Thomsen har jo fuldkommen ret i, at 'smalle' film, der tit udgør den egentlige filmkunst, kun bliver sendt en sjælden gang. Og helst efter at vanligt folk er gået i seng.

Jeg ved sgu ikke. For enden af dydens smalle sti og mainstream må man forestille sig selve Perleporten. Hvorbag det strålende, gennemsnitlige, røvkedelige konsummørke, kaldet Paradiset befinder sig. Nul spræl, nul avantgardejazz, ingen islandske sweatere eller majspiber. Men hvis der er rimelighed til, og det vover vi at tro på, er Jytte Pilloni også derinde. Hun synger så de flittige engle, som Gud jo elsker, blegner af misundelse. Mennesker bli'r spist i Polynesien. Det er rigtig nok.

Serie

Vinn & Skæv

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her