Læsetid: 5 min.

Ikke mere letøl på Fyn

Superligaen. En målrettet strategi, styret af nogle af Fyns førende erhvervsfolk, har gjort OB til FCKs førsteudfordrer i kampen om guldet
Odense Boldklub har på få år udviklet sig til en toptunet  underholdningskoncern. Og hvis man skal tro klubbens officielle målsætning, er toppen ikke nået endnu. Det er OBs erklærede ambition at vinde to Danmarksmesterskaber inden 2014. Og hvis det første kommer i hus allerede i denne sæson, så er det ikke letøl, der vil være i glassene på VIP-tribunen på Fionia Park. Her er det OB's Caca, der var målscorer i kampen mod 
 Randers FC.

Odense Boldklub har på få år udviklet sig til en toptunet underholdningskoncern. Og hvis man skal tro klubbens officielle målsætning, er toppen ikke nået endnu. Det er OBs erklærede ambition at vinde to Danmarksmesterskaber inden 2014. Og hvis det første kommer i hus allerede i denne sæson, så er det ikke letøl, der vil være i glassene på VIP-tribunen på Fionia Park. Her er det OB's Caca, der var målscorer i kampen mod
Randers FC.

Bo Amstrup

31. oktober 2009

Carlsberg Light. Det er OB nedladende blevet kaldt med henvisning til, at fynboerne deler trøjesponsor med den kraftigere og stærkere vare i form af de danske mestre på Østerbro. At have landets største bryggeri som hovedsponsor er dog ikke den eneste ting, der forener FCK og de stribede fra Fyns land. Også selve det forretningskoncept, de to klubber hviler på, er meget lig hinanden. Og meget tyder på, at dette kan blive sæsonen, hvor de fynske opkomlinge overhaler den etablerede mastodont på Øster Allé. Hvor OB endelig vinder det danske mesterskab og dermed afslutter en proces, der har varet i mange år og involveret nogle af Fyns dygtigste forretningsfolk samt ikke mindst manden med dansk fodbolds mest særprægede frisure, Kim Brink.

Processen med at føre OB op i toppen af dansk fodbold tog reelt sin begyndelse i 2000, hvor Brink forlod sin stilling som talentchef i netop FCK og rejste tilbage til Fyn for at tiltræde en stilling som sportsdirektør hos OB. På det tidspunkt havde de blå-hvid stribede netop fuldført deres første sæson i Superligaen efter at have været en tur nede i landets næstbedste række, og der var ingen på kanterne omkring klubbens træningsanlæg i Ådalen, der drømte om ædelt metal til fynboerne.

Brink gik dog målrettet i gang med at bygge truppen op, og to år senere efter tog projektet med at genrejse OB ekstra fart, da en af øens fremadstormende forretningsfolk Niels Thorborg trådte ind i klubbens bestyrelse og satte sig i formandsstolen. Thorborg er relativt ukendt i den brede offentlighed, men i erhvervskredse ved de udmærket, hvem han er, den 45-årige entreprenør, der i sine studieår stiftede udlejningsfirmaet L'EASY, som forsyner danskerne med hvidevarer og elektronik, og som også ejer D:E:R og 3C Venture samt halvdelen af wupti.com og en fjerdedel af Inspiration. Ifølge Berlingske Nyhedsmagasin rådede han sidste år over en formue på 3,1 milliard kroner, hvilket indbragte ham en plads som nummer 29 på en liste over Danmarks rigeste mænd, og hans firma, 3C Groups, er storaktionær i OB.

Underholdningsimperiet

Omkring sig i bestyrelsen har Thorborg kræfter som den succesrige reklamedirektør Erik Laumand, den tidligere Team Danmark-direktør Preben Kragelund, kommunaldirektør Ronald Stelmer fra Kerteminde Kommune samt virksomhedsejeren Carl Christian Nielsen, der er medejer af mere end 20 firmaer, og som af Berlingske Nyhedsmagasin i 2008 blev rangeret som landets 70. rigeste mand med en formue på 1,2 milliard kroner. Og disse driftige folk har gennem de seneste år omskabt OB fra blot at være en mellemstor fodboldklub i provinsen til at være en del af et fynsk underholdningsimperium med forbillede i FCKs moderselskab Parken Sport & Entertainment A/S.

Det store skridt i denne proces blev taget i 2006, hvor Odense Boldklub fusionerede med Odense Congress Center A/S og tog navnet Odense Sport & Event. Et halvt år senere blev koncertbureauet JVB Concerts opkøbt, og dermed var en ny syddansk underholdningsvirksomhed på plads. En virksomhed, der råder over OBs hjemmebane, Fionia Park, kongrescenteret og den relativt nybyggede multiarena Arena Fyn, og som inden for disse rammer i de senere år blandt andet har arrangeret Elton John-koncert, The Magical World of Disney on Ice og Denmark Open i badminton. Samt naturligvis afviklet alle OBs superliga- og Europa Cup-kampe.

Den præcise ejerstruktur bag Odense Sport & Event er omgærdet af en vis hemmelighedskræmmeri. I selskabets regnskaber begrænser man sig blot - i overensstemmelse med loven - til at oplyse navnene på de aktionærer, der har mere end fem procent af aktierne. Hvilket er Niels Thorborgs selskab 3C Venture, Carl Christian Nielsens selskab C.C.N., N&V Holdning, der ejes af Carl Christian Nielsen, Kaare Vagner og Karsten Bill Rasmussen, og fagforbundet Dansk Metal.

Men hvor den nærmere fordeling af magten i ejerkredsen er omgærdet af mystik, er det til gengæld åbenlyst, at Odense Sport & Event indtil videre er lykkedes med strategien med at opbygge et firma, der ikke udelukkende er afhængig af sejre på fodboldbanen. OS&Es seneste regnskab viste således et beskedent overskud på en halv million kroner før skat. Og selv om det ikke nødvendigvis er prangende, så er det dog markant bedre end nogle af OBs nærmeste rivaler, der bløder i denne tid. For eksempel lukkede Brøndby det seneste regnskabsår med knap 20 millioner i underskud; AGF har netop offentliggjort et underskud på over 43 millioner kroner, og AaB måtte notere et underskud på 10,9 millioner kroner i første kvartal af 2009.

To danmarksmesterskaber

Set i det økonomiske perspektiv - og det er jo ofte dét, der afgør fodboldkampene - står OB altså langt bedre rustet til at udfordre FCK end de øvrige bejlere i og omkring toppen af Superligaen. Og også sportsligt er holdet godt med, hvilket de ikke mindst kan takke Kim Brink for. Gennem sine år som sportsdirektør har han opbygget et vidtforgrenet netværk af internationale spejdere, som han har anvendt til at foretage væsentlige indkøb over hele verden såsom Roy Carroll i England, Eric Djemba-Djemba i Qatar og Peter Utaka i Belgien.

Samtidig har han udvist den fornødne blanding af kynisme og beslutsomhed, som enhver dygtig sportsdirektør skal rumme, blandt andet ved at sælge Ulrik Laursen og Jonas Borring og ved at afskibe David Nielsen, da han faldt i unåde. Og resultatet har været, at OB i dag råder over en førsteholdstrup på 23 mand, der rummer styrke i alle kæder, og som under træner Lars Olsen fungerer som en fysisk betonet kampmaskine, der lægger pres på sine modstandere over hele banen og kværner dem ned, før de afgørende scoringer sættes ind. Det er ikke altid lige morsomt at se på, men effektiviteten kan ikke betvivles. Sidste sæson erobrede de stribede andenpladsen, og i år er de trådt i karakter som førsteudfordrer til FCK.

Meget er der sket for klubben i den fynske hovedstad i det seneste årti, siden Kim Brink vendte hjem til fødeøen. OB er ikke længere bare en halvsøvnig provinsklub fra landets tredjestørste by. Den er en del af en underholdningskoncern, styret af dygtige erhvervsfolk og med en omsætning på 225 millioner kroner. Og hvis man skal tro klubbens officielle målsætning, er toppen ikke nået endnu. Det er OBs erklærede ambition at vinde to danmarksmesterskaber inden 2014. Og hvis det første kommer i hus allerede i denne sæson, så er det ikke letøl, der vil være i glassene på VIP-tribunen på Fionia Park.

Ingen kalder nemlig længere OB for light.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu