Læsetid: 6 min.

Når de opgiver at argumentere er de bare kriminelle i flok

Med civil ulydighed som værktøj spænder venstrefløjen ben for sig selv. I stedet for at overbevise modstanderen om sit synspunkt, bruges ulydighedsaktioner som moralsk selvtilfredsstillelse, siger kultursociolog, mens andre kalder civil ulydighed sidste demokratiske udvej
Virker, virker ikke ... Bålene på Nørrebro i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset påkaldte sig massiv fordømmelse i befolkningen, mens sympatien var langt bredere med de unge, der passivt fik tæv af politiet under rydningen af Brorsons Kirke.

Virker, virker ikke ... Bålene på Nørrebro i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset påkaldte sig massiv fordømmelse i befolkningen, mens sympatien var langt bredere med de unge, der passivt fik tæv af politiet under rydningen af Brorsons Kirke.

Lea Meilandt Mathiesen

9. oktober 2009

Martin Luther King gjorde det. Nelson Mandela gjorde det. Mahatma Gandhi gjorde det. Anvendte civil ulydighed for at komme uretfærdigheder til livs. Og det virkede. I dag betragtes de alle som helte, der hver især har gjort verden til et lidt bedre sted.

Alligevel skal man ikke tro, at civil ulydighed kan føre noget som helst godt med sig i dagens Danmark. Civil ulydighed er dømt til at mislykkes, fordi venstrefløjen ikke seriøst forsøger at overbevise deres borgerlige medborgere om oprigtigheden i deres synspunkt, siger kultursociolog, Jean Fischer. Han kalder tendensen uheldig:

»Venstrefløjen spænder ben for sig selv, når de med civil ulydighed kun henvender sig til dem, der i forvejen er enige med dem. De skaber hverken ny forståelse eller øget tilslutning, selv om det er det vigtigste formål med civil ulydighed. I stedet bliver den civile ulydighed en moralsk tilfredsstillelse for venstrefløjen.«

Uhyre svag situation

De venstreorienterede begår en fatal fejl ved på selvbekræftende vis at betragte deres egen ulydighed som god og andres lydighed som slavisk. Når venstrefløjen på den måde føler sig som 'avantgarde' og blot venter på, at modstanderne indser, at de tog fejl, er det umuligt at få succes med civil ulydighed - risikoen for, at det politisk får den modsatte effekt, er endda stor, påpeger Jean Fischer. Derfor er det vigtigt, at man har en udbredt fornemmelse for det, man foretager sig. Men det har venstrefløjen ikke - de har placeret sig i en uhyre svag situation, mener han.

»De venstreorienterede har svært ved at se ud over deres egen næsetip. De mangler ydmyghed og aner ikke, hvordan deres aktion virker på de uenige, og det er en markant fejl,« lyder kultursociologens dom.

I den seneste tid har der været flere eksempler på civil ulydighed, bl.a. ved nedrivningen af Ungdomshuset i 2007, ved Center Sandholm, som aktivister sidste år forsøgte at lukke, og ved rydningen af Brorsons Kirke. Aktioner, der ifølge Jean Fischer, »klart viser de aktionerendes egocentrisme og foragt for andre.«

Sludder

At det kun skulle være venstrefløjen, der bryder loven for at ændre uretfærdighed i samfundet, er noget sludder, mener Toni Liversage, mag.art. og forfatter til bogen Fra Gandhi til Greenham Common - Om civil ulydighed og ikke-vold. Som eksempel peger hun på de seneste civile ulydighedsaktioner i Danmark mod hjemsendelsen af de afviste irakiske asylsøgere. Her valgte unge fra gruppen Kirkeasyl samt en række læger og andet sundhedspersonale at overtræde loven i det, de mente var den gode sags tjeneste.

»Man behøver ikke at være venstreorienteret, blot fordi man er vred over den politik, vi fører i Danmark« pointerer Toni Liversage.

Hun kan godt forstå, hvorfor nogen vælger at begå civil ulydighed.

»Det er mindretallets sidste desperate skridt i forsøget på at råbe magthaverne op og få dem til at lytte. Hvis man oplever noget, man mener er dybt uretfærdigt og krænkede, så er det kun med til at udvikle demokratiet, at man handler,« siger Toni Liversage, som for nyligt uddybede synspunktet i en kronik her i avisen.

Modsat Jean Fischer, der mener, at civil ulydighed er dømt til at mislykkes, kan hun sagtens se potentialet:

»Selv om det er op ad bakke, kan man ikke på forhånd vide, om det lykkes. I hvert fald har det virket mange gange før.«

Brorsons kirke

Og det har hun ret i. Der findes flere kendte eksempler i verden, hvor civil ulydighed har givet pote. Bl.a. Mahatma Gandhis kamp mod englænderne for Indiens uafhængighed, Martin Luther Kings borgerrettighedsbevægelse i USA og Nelson Mandelas kamp mod apartheid i hver sin verdensdel. Men også herhjemme har civil ulydighed før betalt sig. For godt 10 år siden blev en gruppe serbere holdt skjult med hjælp fra en dansk præst og et korps af frivillige for at undgå hjemsendelse. Aktionen lykkedes - serberne fik opholdstilladelse i Danmark.

Men også i den seneste tid er der flere eksempler på civil ulydighed som følge af udlændinge- og klimaproblemerne i Danmark. Sidste efterår klippede initiativet Luk Lejren sammen med adskillige borgere hul i hegnet ved asylcenter Sandholm i et forsøg på at få lejren lukket. Det lykkedes dog ikke - lejren eksisterer stadig. For nylig blev civil ulydighed anvendt i forbindelse med rydningen af Brorsons Kirke, hvor borgere forsøgte at forhindre, at politiet kørte bort med irakerne, samtidig med at flere præster, politikere og foreninger opfordrede til at hjælpe irakerne med at gå under jorden. Men heller ikke disse hele og halve civile ulydighedsaktioner flaskede sig - irakerne blev sendt ud.

Ikke kun venstrefløj

Senest greb en stor flok unge til civil ulydighed, da de forsøgte at stoppe Amagerværket i protest mod værkets kulforbrug. Aktivisterne gav dog hurtigt op på grund af den massive politistyrke.

Selv om der i den aktion var tale om unge aktivister, ser vi alligevel en ny tendens, forklarer John Andersen, professor ved Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring på RUC. Udover at selve traditionen for civil ulydighed er genopblusset fra 70'erne, er det ikke længere kun folk fra den politiske venstrefløj, der kan finde på at gribe til civil ulydighed. Den nye trend er, at det også er ressourcestærke seniorer og religiøse humanister, der tyer til den slags protest:

»Som reaktion på den måde, Dansk Folkeparti tager patent på danske og kristne værdier, ser vi f.eks. præster, hvis etik, moral og religion påbyder dem at gøre noget,« forklarer John Andersen. Han er ikke i tvivl om, at de mange aktioner de seneste år skyldes »langsigtet frustration over for fremmedfjendskhed og tonen i udlændingedebatten«.

Toni Liversage mener også, at de civile ulydighedsaktioner, der har fundet sted den seneste tid, skyldes den parlamentariske situation i Danmark, hvor regeringen og Dansk Folkeparti fører blokpolitik:

»Man støder på en mur, ligegyldigt hvad man kommer med af argumenter,« siger hun, men understreger, at folk, der begår civil ulydighed, ikke sætter spørgsmålstegn ved retssamfundet som sådan, men blot bryder én bestemt lov for at pege på uretfærdigheden.

Selv om hver aktion kræver en konkret vurdering, kalder John Andersen civil ulydighed for vitaminer for demokratiet.

»Man accepterer ikke offerrollen og nøjes med at give regeringen skylden. I stedet ser man det som sin pligt at handle, tage ansvar og påvirke.«

John Andersen og Toni Liversage understreger begge, at en forudsætning for at begå civil ulydighed er, at aktionen er ikke-voldelig og åben, samtidig med at personerne bagefter påtager sig ansvaret og er parate til at gå i fængsel for deres gerning.

Sympati er ikke nok

Professor i filosofi ved RUC, Jesper Ryberg, mener også, at civil ulydighed kan være berettiget, hvis det da ikke er for egen vindings skyld. Desuden skal man have en god grund til at begå lovbrud - det er langt fra nok at have stærk sympati for nogen eller at føle, at loven er grov.

»Man må tage en bevægelse fra maven til hovedet og tænke det grundigt igennem. Det kræver indgående kendskab til loven, men beslutningen er ofte styret af stærke følelser. Derfor kan det sagtens være, at ens vurdering ikke er rimelig.«

Jesper Ryberg er enig med Jean Fischer i, at det er vigtigt også at kunne forklare sine modstandere argumentet for aktionen, »ellers bliver effekten jo mindre, og det bliver hurtigt forvekslet med banal kriminalitet,« siger han, men tilføjer:

»Argumentet kan godt være i orden, selv om 100 tåber ikke forstår det.«

Jean Fischer er enig i, at flertallet ikke altid har ret. Problemet med civil ulydighed er nemlig også, at højrefløjen har en overdreven skepsis over for alt, hvad der kommer fra venstrefløjen, også selv om disse har en god sag.

»Det er svært, fordi der er så stor en mistro til venstrefløjen. Derfor er civil ulydighed dømt til at mislykkes.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når udtrykket "civil ulydighed" benyttes til sminke krænkelse af andre borgeres rettigheder (ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, tryghed for person og ejendom såvel privat og erhverv) så er der tale om manipulerende newspeek for at dække over antidemokratisk selvretfærdighed og politisk hooliganisme. Jean Fischers statement er modigt og vigtigt her få måneder før politiet skal indstille sig på at bruge kollosale resourcer på at beskytte politikeres og fredelige demonstranters forsamlingsret. Udtrykket "civil ulydighed" misbruges desværre med henvisning til historiens demokratihelte til at retfærdiggre de selvretfærdiges og de politiske hooligans antidemokratiske behov for medieopmærksomhed. Hvis aktivisterne var sande demokrater, var der blot brug for reception til at kontrollere indgangen til de folkevalgts topmøder. Og Frelsens hær kunne så beskytte inspirerende NGO - demonstrationer og seminarer. Det ville klæde vores avis, som jo blev født i kamp for demokratiske rettigheder, at tage mere klar stilling til antidemokratiske tendenser.

»Det er mindretallets sidste desperate skridt i forsøget på at råbe magthaverne op og få dem til at lytte. Hvis man oplever noget, man mener er dybt uretfærdigt og krænkede, så er det kun med til at udvikle demokratiet, at man handler,« siger Toni Liversage, som for nyligt uddybede synspunktet i en kronik her i avisen.

Civil ulydighed fungerer hvis man er Thoreau og bor ude i en skov uden at genere naboen.

Hvis man blot er en forkælet møgunge fungerer det ikke, for forkælede møgunger bliver altid ægte indignerede, hvis de ikke får deres vilje, og så begynder de at smide med deres legetøj.

John Andersen og Toni Liversage understreger begge, at en forudsætning for at begå civil ulydighed er, at aktionen er ikke-voldelig og åben, samtidig med at personerne bagefter påtager sig ansvaret og er parate til at gå i fængsel for deres gerning.

Her er den humle, som så mange af de samvittighedsfulde borgere synes at overse, idet de tvært imod bliver de dobbelt krænkede over, at de skal straffes for at følge deres ophøjede idealer.

I virkelighedens verden er der kun een vej: den lange march gennem institutionerne.

God artikel, i øvrigt. Liversages kronik kan findes her:

http://www.information.dk/205513?page=1

Den kan dog ikke anbefales, den er kedelig og består mest af almindeligheder

Civil ulydighed »Det er mindretallets sidste desperate skridt i forsøget på at råbe magthaverne op og få dem til at lytte.

Civil ulydighed er pressegeneret Newsspeak. Det er pressens måde at intellektualisere det forhold at pressen skriver for magthaverne og at de alternative budskaber ignoreres. Jeg tvivler på at demonstranter og aktivister har taget begrebet til sig.

Det er frustrerende at stå mange tusinde mennesker, der har forberedt paroler og taler og så opleve at pressedækningen i den grad i ignorerer alt hvad der lugter af alternativ aktivitet. Der må da være journalister i magtmedierne der har en dårlig smag i munden…

Det er ganske enkelt en gang virkelighedsfjernt pladder at påstå Gandhi, Mandela (!!) eller nogen anden har opnået reelle politiske resultater med ikke-voldelige aktionsformer. Jeg ved godt det er kosher at påstå Indien vandt selvstændighed uden brug af vold . Det er da også rigtigt, hvis man ikke interesserer sig for ligegyldige detaljer som virkelighedden. Englænderne pakkede sig fordi de indså at de ikke havde nok tropper til at dræbe det antal Indere det var nødvendigt at dræbe for at bevare kolonien . Muligvis havde krigsgælden til USA også lidt indflydelse ..
Mandela ?? ANC førte ikke-voldelig kamp ?
Tja, hvis "ikke-voldelig" betyder at modparten var bedre bevæbnet så OK ..
Civil Ulydighed, herunder moderat volds-anvendelse, handler om at trække en grænse i sandet for øvrighedden.. Jaja, I kan godt tage noget af vores frihed fra os, men der er grænser .
I denne sammenhæng er vold et ganske udmærket virkemiddel, det tvinger magten til at overveje om det er besværet værd .
Og som det måske er bekendt gror magt ud af et gevær-løb .. Du får den i hver fald ikke af en Diebold stemme-maskine .

leif rasmussen

Et af de fineste eksempler på civil ulydighed i Danmark, var de stærke jyders "oprør" i årene 1791 til 1839. Under den enevældige Frederik den Syvendes militærdiktatur.
I 48 år holdt de deres børn væk fra statens skoler, skønt mange mistede alt i dagbøder og besøg fra kongens fogeder. Men til sidst måtte den enevældige og salvede monark give sig og tillade de stærke jyder, at oprette deres egne private skoler. Ni år senere blev denne ret en del af vores første grundlov.
Det samme er sket andre steder og på andre tider. Bjergprædiken, Martin Luthers opslag i Wittenberg for blot at nævne et par, men grundlæggende er det således, at hvert eneste socialt fremskridt i menneskehedens historie er begyndt med civil ulydighed!

Lad os klare begreberne: Civil ulydighed er IKKE at brænde containere af på Nørrebro. Men med passiv modstand at forsøge at forhindre udvisning af asylsøgere er civil ulydighed.

jan henrik wegener

Er det "venstrefløjen" der udøver "civil ulydighed"?
Måske er svaret ikke så enkelt som spørgsmålet, for i hvilket omfang er "venstrefløjen" den samme som den var? Jeg har et meget stærkt indtryk af at hvad der gjaldt som "venstreorienteret" før (få årtier siden) og nu er ret forskelligt på en række områder, og at det at man stadig taler så selvfølgeligt om "højre" og "venstre" beror dels på tradition, dels på at modsætninger skal gives et navn, og så har man et gammeltkendt skema. Måske er noget lignende sket med ord som "civil" ulydighed - for nok er man ulydige, men ikke altid civile eller civiliserede.

Forøvrigt skal man være temmelig naiv for at argumentere overfor det nuværende KRIMINELLE
flertal i Folketinget eller den om muligt endnu mere kriminelle krigsforbryder-regering..
Svaret er altid : "Goddag mandøkseskaft, tæl til "90", der er ikke noget at komme efter"
Hverken Regering eller Folketingets flertal har tilsyneladende et problem med at anvende den mest ekstreme vold som politisk virkemiddel.
Når de så sender deres tæskehold ud at slå på folk der sidder ned, sprøjter mace i hovedet på dem
og giver dem knippelsuppe så mandskabsvognene står og hopper så slutter min pacifisme sgu .

@Peter Jensen, ANC rummede nogle grimme røvhuller, men Mandela hyldes for, at han som person blev overbevist om det rigtige i at søge en ikke-voldelig løsning på apartheid. Med fordragelige folk som ham og biskop Desmond Tutu i spidsen, kunne vilde ideer som Sandheds- og Forsoningskommissionen slå rod.

Gandhis kamp mod englænderne medførte tusinder af døde, men den del af kampen, som han stod i spiden for, var alligevel en ikke-voldelige kamp. Gandhis gjorde meget for at tilbyde englænderne en fredelig udvej, men han og mange af hans tilhængere var villige til at dø for sagen om nødvendigt.

Og det er ganske enkelt en gang virkelighedsfjernt pladder at påstå, at ingen har opnået reelle politiske resultater med ikke-voldelige aktionsformer. Fx da det meste af det stærkt bevæbnede Østeuropa kollapsede, skete det som resultat af massive og som hovedregel ikke-voldelige demonstrationer.

Generelt er der en solid sammenhæng mellem mål og midler. Hvis militæret er med til at tvinge et nyt regime frem, ender det ofte i et militært domineret styre. Fri os for det, uanset hvilken ideologi de militante måtte påkalde sig.

Civil ulydighed for at bekæmpe diktatur og korrupte regenter - det er fint.

Civil ulydighed for at sabotere regler vedtaget på demokratisk måde i et demokrati - det er noget skidt.

I et demokrati må man gå ind i politik og deltage i demokratiets processer,hvis man synes tingene skal ændres.

Vi kan ikke holde sammen på Danmark, hvis alle mindretalsgrupper ( som iøvrigt kan have modsat rettede mål ) kan sabotere de demokratiske processer med aktioner og kræve at flertallet "bøjer sig"

(Hvorfor overhovedet have demokrati, hvis man ikke vil respektere det.?)

Kroll: "Hvorfor overhovedet have demokrati, hvis man ikke vil respektere det.?"
At respektere demokratiet er også at tage hensyn til de 49%, der IKKE har stemt på regeringen.

Kære Per Vadmand.

Nu er det jo ikke sådan, at den typiske danske vælger er 100% for et givet parti ( eller partikonstellation).

Man kan definere en masse politikområder ( økonomi, soiale forhod, sundhed, flygtninge , landbrug, fødevarer, energi, klima og mange andre ting) og på nogen områder er man enige med nogen partier og på andre områder med andre partier - der er i hver fald intet parti, der dækker mine synspunkter 100% ( nok helle ikke engang 30 %).

Eksempelvis kan man vel synes om S's uddannelsespolitik, K's værdipolitik, R's udlændingesyn , V's økonomiske vinkel og E's mangel på respekt for alt o s v?

Så vælger man således, at man synes man får mest dækning for det man mener ?

På nogen politikområder er jeg politisk i absolut mindretal p t - på andre politikområpder dækker flertallet mine interesser.

Demokratiet fungerer - oså selv om 51% får ret til at sætte dagsordenen - så må man bare køre hårdt på ved næste valg.

Jeg er iøvrigt en af de vælgere, der hensynsløst skifter parti fra valg til valg jeg vægter en kombinatiomn af partiprogram og af talentmassen i folketingsgrupperne., når jeg bestemmer mig.

Steen Erik Blumensaat

Civil: bispesæde, by med biskop, domkirkeby.
Fatter ikke vrøvlet der lukkes ud. Ord som civil, sociolog,demokrati, er fremmedsnak, oversæt venligst til dansk .

Steen Erik Blumensaat

Bad guys: Walter P38, Makarov, FN Brovning H-P, M 61 Skorpion, MP 40 Sunmarin Gun, Stern Mark 11, AKM rifle, Berreta model 38/42.
Gud guys: Ingram M 10, M21 sniper rifle, Sterling Mark 5, Heckler og Koch MP 5 sd 2, Colt XM 177 E 2, Hecler og Koch G 35 9/1, Mark 1 silence, Galil.

Civil ulydighed er dømt til at mislykkes, fordi venstrefløjen ikke seriøst forsøger at

overbevise deres borgerlige medborgere om oprigtigheden i deres synspunkt

For det første, synes jeg, jeg har set/hørt mange meget overbevisende og seriøse forsøg på at

fortælle om oprigtigheden i et synspunktet, der anskuer regeringens modbydelige

udlændingepolitik for at være menneskerettighedskrænkende. For det andet, er jeg langt fra

sikker på, at et reelt flertal af danske vælgere støtter op om lige denne politik, trods at de

har stemt VKO til magten, og måtte have anet, at de købte katten i sækken, med det valg. For det

tredje er der ingen der bliver taget seriøst hvis de bare snakker, og undlader at bakke deres

snak op med handlinger. Især ikke af en så arrogant magt konstellation, som den vi har til at

sidde på det lige nu.

Når det er sagt så har Fischer selvfølgelig ret hvis hans budskab er at hvis man skal ty til

civil ulydighed, skal man gøre det med åbne øjne overfor den virkelighed man opponerer mod. At

man selv har bestemt sig for ikke-vold er ikke en garanti for at magthaverne følger trop. Og

magthavernes sykofanter alle vejene vil have øjne på stilkene for at opdage den mindste fodfejl,

som kunne give anledning til anklager om at demonstranterne begår kriminalitet. Så skal man også

forvente, at retsmaskineriet vil bruges flittigt mod en, så der kan være en hæftig pris at

betale.

Men jeg synes det er svært at tyde ud fra artiklen hvis ærinde det er Fischer løber. Vil han

give et godt råd så fremtidige aktioner får bedre chancer for succes, eller er han bare en

regerings lakaj, som synes, at hvis man har noget imod den dominerende politik, så skal man sige

det fra stuen i parcelhuset ved at skrive et brev, i stedet for at komme ud på gaden eller

begynde at fantasere om at skjule bortvist Irakere ned i kælderen? En ting kan man dog bande

på: i Alabama, i Johannesburg, i Dehli sad der en Jean Fischer et sted i kulisserne og brægede om at det ikke nyttede noget at stå op imod uretfærdighed.

Håber det går bedre

Civil ulydighed er dømt til at mislykkes, fordi venstrefløjen ikke seriøst forsøger at overbevise deres borgerlige medborgere om oprigtigheden i deres synspunkt

For det første, synes jeg, jeg har set/hørt mange meget overbevisende og seriøse forsøg på at fortælle om oprigtigheden i et synspunktet, der anskuer regeringens modbydelige udlændingepolitik for at være menneskerettighedskrænkende. For det andet, er jeg langt fra sikker på, at et reelt flertal af danske vælgere støtter op om lige denne politik, trods at de har stemt VKO til magten, og måtte have anet, at de købte katten i sækken, med det valg. For det tredje er der ingen der bliver taget seriøst hvis de bare snakker, og undlader at bakke deres snak op med handlinger. Især ikke af en så arrogant magt konstellation, som den vi har til at sidde på det lige nu.

Når det er sagt så har Fischer selvfølgelig ret hvis hans budskab er at hvis man skal ty til civil ulydighed, skal man gøre det med åbne øjne overfor den virkelighed man opponerer mod. At man selv har bestemt sig for ikke-vold er ikke en garanti for at magthaverne følger trop. Og magthavernes sykofanter alle vejene vil have øjne på stilkene for at opdage den mindste fodfejl, som kunne give anledning til anklager om at demonstranterne begår kriminalitet. Så skal man også forvente, at retsmaskineriet vil bruges flittigt mod en, så der kan være en hæftig pris at betale.

Men jeg synes det er svært at tyde ud fra artiklen hvis ærinde det er Fischer løber. Vil han give et godt råd så fremtidige aktioner får bedre chancer for succes, eller er han bare en regerings lakaj, som synes, at hvis man har noget imod den dominerende politik, så skal man sige det fra stuen i parcelhuset ved at skrive et brev, i stedet for at komme ud på gaden eller begynde at fantasere om at skjule bortvist Irakere ned i kælderen? En ting kan man dog bande på: i Alabama, i Johannesburg, i Dehli sad der en Jean Fischer et sted i kulisserne og brægede om at det ikke nyttede noget at stå op imod uretfærdighed.

Svend W. Jensen

Civil ulydighed er moraliseret selvtægt.

Den, der hævder at udøve civil ulydighed, hævder samtidigt at han/hun har en moralsk ret til at tilsidesætte fællesmoralen (loven), fordi deres moral står højere end de andres (den).

I sidste ende retfærdiggører de sig selv og deres handlinger med, at de er bedre mennesker end de andre.

Det har ingen plads i et demokrati med frie valg, ytringsfrihed, forsamlings –og demonstrationsfrihed.

Alle kan søge indflydelse, men alle må også affinde sig med, at de ikke altid kan få eller har ret.

Derfor er overskriften korrekt.

Civil ulydighed opstår når mennesker betragtes som givende, i god ånd, informerende, o.s.v, af sine omgivelser, men kastes for løverne - set som en trussel - af den nydende "magtelite."