Læsetid: 3 min.

'Nedad, stadig nedad'

Den danske mentalitet med for alt i verden at undgå det akademiske og ufolkelige gør os forunderligt moderne
24. oktober 2009

I Danmark er vi præget af konklusionerne i Holbergs Erasmus Montanus på en dårlig måde. Vi har således en trang til at nivellere alt, for at undgå at blive karakteriseret som akademiske og ufolkelige. Derfor er TV-aviserne og dagbladene af en hel anden natur i Danmark end i Tyskland. Her kan fodboldikonet Günter Netzer med alvorstung mimik på et formfuldendt tysk krydret med fremmedord, så man føler sig hensat til en studenterknejpe i Marburg, udfylde programfladen i tv i timevis.

De tyske nyheder på ARD og ZDF, som jeg har fulgt siden barndommen, har ikke forandret sig nævneværdigt. Selv indledningslydene, grafikken og musikken til nyhedsprogrammerne er uafhængig af tiden. Studieværterne er konservativt klædt. I studiet hersker en kølig og høflig atmosfære, som skaber en hjemlighed af seriøsitet. Al jovial kommunikation er fraværende.

Provinsielt show

Studieværterne på nyhedsudsendelserne begynder i reglen deres oplæsning med de internationale begivenheder, herefter behandles de nationale nyheder og til slut i udsendelsen bringes kulturelle nyheder.

I Danmark er det anderledes. Her er nyhederne reduceret til et provinsielt show, som mest af alt ligner standarden på TV 2's lokalfjernsyn på Vestsjælland i 90'erne. I nyhederne bliver vi således ustandselig opfordret til at skulle se det billedbladsagtige aftenshow og vejrudsigten parallelt med, at vi lige skal en tur til markedet i Hjallerup. Lokale og nationale nyheder blandes således sammen i én pærevælling, så man får det indtryk, at de er ligeværdige begivenheder.

Mentalitet

At udviklingen af dansk tv er blevet utåleligt underholdende og showagtigt afspejler en foragt for det intellektuelle, som er så mærkbart, at det må afspejle en dansk mentalitet. Alt nivelleres. Ingen må være klogere end andre.

Danmark er med denne fokus på TV-Avisen som underholdning mere moderne end Tyskland, Holland og Sverige. Allerede Theodor Adorno gør sig tanker om tabet af intellektualitet i det moderne i aforismesamlingen: Minima Moralia. I en berømt aforisme skriver han:

»Nedad, stadig nedad. De private relationer mellem mennesker synes at forme sig efter den industrielle flaskehalsmodel. Selv i det mindste fællesskab lægges niveauet efter det mest sub-alterne medlem. Den, der under konversationen taler hen over hovedet på bare en enkelt, virker taktløs. For humanitetens skyld begrænser samtalen sig til det mest nærliggende, afstumpede og banale, hvis der blot er en inhuman tilstede. Efter at verden har taget talen fra menneskene, er det den, man ikke kan tale med, som har ret. Han behøver blot stædigt at holde fast ved sin interesse og sin beskaffenhed for at trænge igennem. Hvis blot den anden, i nytteløs stræben efter kontakt, anlægger et plæderende eller indtrængende tonefald, bliver han den svage. Da denne flaskehals ikke kender nogen instans, som hæver sig over kendsgerningerne, mens tanke og tale nødvendigvis henviser til en sådan instans, bliver intelligens til naivitet, og det opfatter dumrianerne uvægerligt. Sammenrotningen omkring det positive virker som en tyngdekraft, der trækker alle nedad. Den viser sig den opponerende tilskyndelse overlegen ved slet ikke at indlade sig på forhandling med den. Den mere differentierede, der ikke vil gå under, tvinges til at tage strengt hensyn til de hensynsløse ...«

I 80'erne gjorde den postmodernistiske (antiintellektualisme) relativisme sin entre på kulturscenen, hvilket har medvirket til at legitimere, at alle sandheder og kulturer nu betragtes som lige værdifulde for civilisationen. Al substanstænkning blev likvideret. Sandhederne skulle nu være impressionistiske og gøre indtryk. 80'ernes nihilistiske postmodernisme har, som jeg tidligere har fremhævet, været langt mere ødelæggende for universiteterne end 68'ernes fjendtlighed til det borgerlige.

Managementkultur

Ja, jeg vil faktisk endnu engang hævde, at 68'erne - især den ædruelige del af marxismen dvs. Århus-kapitallogikken, forhalede den nivellering, som det postmoderne insisterede på.

Den postmodernistiske managementkultur, som jeg mødte i offentligt regi, da jeg var leder af et ledelsesakademi, var primært et fænomen, som havde sit afsæt blandt halvstuderede mellemledere og funktionærer under 40 år. Her kunne de private managementkonsulenter, som opstod som branche i 80'erne og 90'erne finde klangbund for deres relativisme, terapi, NLP, selvudvikling og per-sonorienterede værdikoncepter. Her fandtes nemlig et helt ekstraordinært behov for at udtrykke sig semireligiøst, personligt og metafysisk. Næste fase af dette managementvanvid blev insisteringen på kvalitetssystemerne i det offentlige.

Man har således i et omfang, der virker grotesk og uprofessionelt, overtaget kvalitetssystemer, som anvendes i det private, uden at skænke det en tanke, hvorvidt det også var foreneligt med alle offentlige kulturer og branche segmenter. Dette abstrakte vanvid har nået uanede højder de senere år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer