Nyhed
Læsetid: 7 min.

Overlevelse: Kan vi? Gider vi?

To internationale topøkonomer stødte sammen, da der var klimakonference i Falconer Centret. Klimatopmødet er nærmest irrelevant, sagde Jeffrey Sachs. Sortsyn er selvopfyldende, svarede Nicholas Stern
Moderne Tider
17. oktober 2009

Jeff and Nick goes a long way back, som de siger. Adskillige gange har de to topøkonomers veje krydset hinanden. Lejlighedsvis har de arbejdet direkte sammen om opgaver. I sidste weekend var det tid igen. I Falconer Centret i København, hvor medieorganisationen Project Syndicate havde samlet 400 redaktører fra hele verden for at høre en række ledende klimaforskere, -analytikere og -politikere. Blandt dem Jeff og Nick: Professor Jeffrey Sachs, leder af Earth Institute på Columbia University, tidligere chef for FN's Millennium Project, nu særlig rådgiver for FN's generalsekretær. Og lord Nicholas Stern, professor ved London School of Economics, tidligere cheføkonom i Verdensbanken, nu klimarådgiver for den britiske regering og forfatter til Stern-rapporten om klimakrisens omkostninger.

De to sad i hver sin ende af et debatpanel på konferencen og demonstrerede yderpolerne i synet på klimaforandringerne og mulighederne for at bremse dem. Jeff skeptiker, Nick optimist.

»Det er 17 år siden, vi underskrev FN's Klimakonvention, og der er næsten intet sket, når det gælder at ændre kurvernes retning, og det trods mange tusind videnskabelige undersøgelser,« sagde Jeffrey Sachs.

»En ting er at underskrive en klimaaftale, hvilket jeg tror vil ske. Noget ganske andet er at ændre retningen af den globale økonomi. Det er vi efter min mening overhovedet ikke forberedt på i dag.«

»Og forhandlingerne forekommer ikke løsningsorienterede - de er formalistiske og juraorienterede og i realiteten næsten irrelevante for, hvad der sker med CO2-udledningerne til atmosfæren. Det, der reelt tæller, er, om vore regeringer er i stand til at opføre grønne kraftværker, om vi selv er i stand til at ændre adfærd, om vi evner at frigøre offentlige midler til at få tingene gjort,« sagde Sachs og vendte sig mod Nicholas Stern:

»Tror du virkelig, at vi kan få det her under kontrol?«

»Jeg tror, vi kan, hvis vi vil,« sagde lord Stern.

Og for at ville, må vi forstå helt ind i marven, hvad der er omfanget af den udfordring, vi står over for, betonede den britiske økonom:

»Uindskrænkede klimaændringer vil ved slutningen af dette århundred bringe os til så høje koncentrationer - antagelig over 750 ppm CO2 (CO2-molekyler pr. mio. luftmolekyler, red.) - at sandsynligheden for mere end fem graders opvarmning vil være over 50 pct. Dette er ikke en lille sandsynlighed for noget ubehageligt - det er en stor risiko for en katastrofe. Verden har ikke været ved denne temperatur de seneste 30 mio. år,« sagde Stern.

Han forventer hundreder millioner mennesker på flugt i den situation og »vedvarende, alvorlig og global konflikt«.

At håndtere klimaforandringernes udfordring »handler ikke om middelklassemiljøaktivisme. Dette er eksistentielt. Det er vi nødt til at forstå.«

Yes, we can

Den forståelse søgte klimaforskeren Stefan Rahmstorf, Potsdam Institute for Climate Impact Research, at tilvejebringe. Også han blev spurgt af Sachs, om verden virkelig kan nå det: at blive under de to graders opvarmning, som mere end 100 lande har anerkendt som klimaets 'smertegrænse'.

»Yes, we can,« svarede Rahmstorf. Forudsat verden handler nu.

»Hvis vi havde stoppet væksten i CO2-udledninger i 1992, da FN's klimakonvention blev vedtaget, kunne vi have klaret det ved efterfølgende at nedbringe udledningerne med én pct. om året. Ved et stop for udledningsvæksten nu, bliver det nødvendigt med tre pct. reduktion pr. år. Formår vi først at få udledningerne til at toppe i 2020, bliver det efterfølgende krav ni pct. global CO2-reduktion om året. Det er en grufuld opgave,« sagde Rahmstorf.

Nicholas Stern understregede, at det i den foreliggende situation handler om at præstere innovation, kreativitet og investeringer i en omstilling mere vidtrækkende end introduktionen af jernbanen, elnettet og internettet.

»Men det er ikke noget, der skal tynge vore skuldre. Vi har en fantastisk mulighed de næste to-fire årtier for at introducere en ny måde at gøre tingene på, som er fuldstændig anderledes. Vi må lære som sindssyge undervejs for at klare omstillingen. Kan vi? Selvfølgelig kan vi,« sagde han.

På 20 år

Som eksempel på, hvor hurtigt samfund før har stillet om, nævnte han, hvordan Frankrig på 20 år skiftede fra nul til 70 pct. atomkraft i sit elsystem, og hvordan Brasilien stillede sin transportsektor om til biobrændstof lige så hurtigt.

Den amerikanske regerings repræsentant på konferencen, viceenergiminister David Sandalow, leverede samme pointe, da han bad de 400 redaktører markere, om de havde mobiltelefon og internetadgang. Stort set alle hænder i salen gik i vejret. Derefter spurgte han, hvor mange der havde adgang til disse teknologier for 20 år siden. Stort set ingen hænder i vejret. Og Jerry Oppenheimer, klimadirektør i den globale analysevirksomhed McKinsey, satte streg under budskabet om de store muligheder for omstilling:

»Over 70 pct. af den infrastruktur, der vil være i samfundet i 2030 - i elsektoren, transportsektoren, boligerne - står endnu foran at skulle etableres. Og vi kan enten etablere den på en CO2-begrænset, energieffektiv måde eller på den gammeldags måde.«

Man kan ikke ændre en sort verdensøkonomi til en grøn på fem år, men man kan gøre det på 20, sagde Stern. Forudsat man sætter ind med kraftige virkemidler straks fra start: en pris på CO2-udledning, standarder for energiforbrug, lovgivning, direkte investeringer m.m.

Brudt sammen

Det er det, man ikke gør, indvendte Jeffrey Sachs.

»Der er mange vidunderlige måder at tackle udfordringerne på. Men min vurdering er, at processen p.t. er brudt sammen. Måske ikke fuldstændig brudt sammen, for der sker fremskridt, men det er ikke den rigtige proces, der foregår. Det er en useriøs måde at agere på. Hvis der står så meget på spil, burde vi organisere vores indsats på en ganske anderledes måde. Ikke afholde møder som de altafgørende begivenheder, men etablere institutioner, der fokuserer på disse ting dag ud og dag ind med den professionalisme, teknisk kompetence, erfaring og finansiering, der er nødvendig. Dem har vi ikke i dag.«

Der er for meget politik, for lidt handlekraft på det tekniske område, mente Sachs og lød, som betvivlede han faktisk de parlamentariske demokratiers evne til at tackle denne udfordring.

»Det er en lille smule chokerende, at verden er afhængig af en senator fra West Virginia,« sagde han med henvisning til den amerikanske stat, der som én af 22 i USA er kulproducerende og derfor har en senator med skepsis over for det aktuelle klimalovforslag, der skal sætte Barack Obama i stand til at agere i København.

»Mit land er det mest bagstræberiske af alle,« sagde Jeffrey Sachs, og fik opbakning fra salen, hvor redaktør Barbara Schieber, Guatemala Times, bad om ordet.

»Folk i mit land ved udmærket, hvad klimaændringerne handler om. De mærker det på vejret, på deres høst. Jeg er ked af at sige det, men vi har flere uddannede mennesker end USA. Vi må i gang med at uddanne amerikanerne. Herregud, I brugte en måned på Michael Jacksons død,« sagde Schieber til sine amerikanske redaktørkolleger.

Gå til Kina

Flere pegede på, at ledestjernen for den store omstilling måske er Kina.

»Jeg har besøgt Beijing tre gange de seneste måneder, og jeg er dybt imponeret af, hvad der foregår,« sagde USA's David Sandalow.

Pan Jiahua, direktør for det kinesiske akademi for samfundsvidenskab, kvitterede:

»Hvis vi følger USA' livsstil, tror jeg ikke, vi har nogen chance for at overleve. End ikke hvis vi kopierer europæerne.«

For Jeffrey Sachs ligger løsningen bl.a. i nye handlingsorienterede institutioner. I dag er det stadig Bretton Woods-organisationerne fra 1945, der bruges til at forvalte verden, endskønt verden og udfordringerne er nogle helt andre.

»Jeg hører hele tiden folk sige 'ingen nye institutioner'. Det er reaktionært, grænsende til livsfarligt for planeten,« mente Sachs, der vil have nationale klimaministerier plus en FN-organisation for miljøet.

»Forestillingen om, at dette handler om forhandling, snarere end om brainstorming, er forkert,« tordnede FN-rådgiveren.

Nicholas Stern er helt uenig i, at politiske forhandlinger som topmødet i København er irrelevante og dømt til at mislykkes, men enig med Sachs i, at verden har brug for nye institutioner.

»Nu er det tid til politik. Forskerne har gjort et fantastisk arbejde, men vi ved nok nu. Vi forstår også teknologien og økonomien, så vi har grundlaget for at skride til politisk handling.«

»Når vi først har en stærk klimaaftale, vil det stå klart, hvordan en global miljøorganisation bør fungere. Og vi får brug for sådan en. En global miljøorganisation, en global handelsorganisation og en global udviklingsorganisation. Efter København må vi i gang med at skabe dem,« sagde Stern.

Direkte henvendt til Sachs sagde han:

»Vi skal ikke være sortseere. Sortsyn er selvopfyldende. Hvis vi bekræfter hinanden i, at dette er for svært, og at der er alle mulige, der hindrer resultater, så når vi ingen vegne.«

»Vi er kommet langt på fire år,« sagde Stern og mindede om G8-mødet i Gleneagles i 2005, som han var med til at forberede for den britiske regering, og hvor andre G8-medlemmer ikke forstod, at værtslandet ville have et 'tredjeklassesemne' som klimaet på dagsordenen. Nu er emnet øverst på dagsordenen, når statslederne taler fra FN's talerstol.

»Så fortvivl ikke,« sagde Nicholas Stern.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

"We can't solve problems by using the same kind of thinking we used when we created them." Albert Einstein

Det forekommer mig, at dette citat af A.E. desavuerer begge de herrer. Enten afsværger Nich og Jeff deres egen uddannelse og erhvervskarriere, og hvad deraf følger eller de er ikke mere relevante i sammenhængen end en trestjernet salami. Det kan lyde hårdt, men jeg tror, at mange, der vil tænke dybt over Einsteins sentens, vil give mig ret. Som tredve års debat om menneskehedens dødskurs understreger med al ønskelig tydelighed er det kapitalismen og dens økonomiske tænkning, der er problemet; og selvfølgelig disses ideologiske herredømme, der er selve kilden til katastrofen. Det er ikke fossile brændsler, da disse ikke kravler frem af jorsmonnet på eget initiativ. Menneskehedens måske sidste problem skyldes udelukkende kapitalismens springen fra tue til tue for at bringe sig i afstand af sine selvskabte problemer. Under den næste tue er udløserknappen "skjult". Kapitalismen har ikke bestilt andet end at benægte, at planmæssige løsninger på menneskehedens problem med den klode, som den bebor, er kontraproduktivt. Det er selvfølgekig en slags sandheder i munden på klassen som har kanoniseret profitens centrale og overordnede betydning for ethvert problems løsning. Når denne primitive filosofi fortsat spiller en afgørende rolle skyldes det udelukkende rå magt, indoktrinering og gulerødder ad libitium.
For bu at tage Nicholas Stern, så er han noget af det mest afskyelige i klimakampen, selvom han har været med til at cementere klimavidenskabens alarmerende fremtidsperspektiver. Han vil løse naglerne ved den hånd, der fæstnede den, selvom han ikke kan levere mere selvkritik end sin berømte formulering om at “klimaændringerne er den største markedsfejl, verden nogen sinde har set.” http://www.information.dk/131686 . Han taler ellers videre i villedelse om procenter det vil koste, at redde kloden under det knæsatte princip om em kapitalistisk vækst, som nu også er begyndt sin sirenesang om dematerialiseret vækst 2omstilling". Det uhyrligt enkle svar på alle jerimiaderne er, at kapitalismen er problemet. I sine nyeste gevanter som finanskapital og guddommeligjort forbrugerisme (et handler om dig: DU er en skide forbruger før du er noget som helst andet) klædt ud i lokkende gevanter og løfter om det ultimative sus. Det ultimative sus er kapitalismen uendeligt fjernt, der er er altid endnu en forlokkelse til benefice for deres bankbog. Tom som dette show er Sterns udgydelser. Jeg skal lade Sachs hvile i fred, siden han nu slipper bedst igennem diskussionen; regnet med realismens alen. Hvis det ikke lige præcis er kapitalismen, som står i vejen på en minimering af klimakatastrofen, hvem eller hvad er det så? Personligt er jeg i hvert fald enig med Tim Jackson, når han siger, at det ikke er noget, som ligger i vores gener.

Her på falde rebet må jeg lige præsenterer denne uges rædselsberetning, som overgår det meste vi eftyerhånden har set:

"Four Degrees Of Devastation

By Stephen Leahy

10 October, 2009
Inter Press Service

UXBRIDGE, Canada - The prospect of a four-degree Celsius rise in global average temperatures in 50 years is alarming - but not alarmist, climate scientists now believe.

Eighteen months ago, no one dared imagine humanity pushing the climate beyond an additional two degrees C of heating, but rising carbon emissions and inability to agree on cuts has meant science must now consider the previously unthinkable.

"Two degrees C is already gone as a target," said Chris West of the University of Oxford's UK Climate Impacts Programme.

"Four degrees C is definitely possible...This is the biggest challenge in our history," West told participants at the "4 Degrees and Beyond, International Climate Science Conference" at the University of Oxford last week.

A four-degree C overall increase means a world where temperatures will be two degrees warmer in some places, 12 degrees and more in others, making them uninhabitable.

It is a world with a one- to two-metre sea level rise by 2100, leaving hundreds of millions homeless. This will head to 12 metres in the coming centuries as the Greenland and Western Antarctic ice sheets melt, according to papers presented at the conference in Oxford.

Four degrees of warming would be hotter than any time in the last 30 million years, and it could happen as soon as 2060 to 2070.

"Political reality must be grounded in physical reality or it's completely useless," John Schellnhuber, director of the Potsdam Institute for Climate Impact Research, told the conference.

Schellnhuber recently briefed U.S. officials from the Barack Obama administration, but he says they chided him that his findings were "not grounded in political reality" and that "the [U.S.] Senate will never agree to this".

He had told them that the U.S. must reduce its emissions from its current 20 tonnes of carbon per person average to zero tonnes per person by 2020 to have an even chance of stabilising the climate around two degrees C.

China's emissions must peak by 2020 and then go to zero by 2035 based on the current science, he added.

"Policymakers who agreed to a two-degree C goal at the G20 summit easily fool themselves about what emission cuts are needed," Schellnhuber said.

Even with a two-degree rise, most of the world's coral reefs will be lost, large portions of the ocean will become dead zones, mountain glaciers will largely vanish and many other ecosystems will be at risk, Schellnhuber warned. And there is the risk of reaching a tipping point where the warming rapidly accelerates.

The planet has already warmed 0.74 C over the past century and the warming is now increasing at a rate of 0.16 C per decade, according the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) 2007 report.

With 2008 emissions at the very top end of the IPCC's worst case estimates, it is time to look at what that may mean for the planet, said Richard Betts of the Climate Impacts research team at the Met Office Hadley Centre in London.

Continuing on the current high emissions path means average global temperatures would increase by 4.0 to 5.6 degrees by 2090. Brazil, much of Canada, parts of the U.S., Siberia and Central Europe would be eight degrees warmer than in the past 50 years, computer models show. Rainfall in the north will increase but wet tropics will become 20 percent drier.

The models are based on human emissions alone, and do not include heat-amplifying feedbacks from melting ice or changes in carbon sinks. When those are factored in, it moves the timetable forward so that "reaching four degrees by 2060 is a plausible, worst-case scenario" with the median being 2070. By 2100, 5.5 degrees is possible, he said.

Few places would experience the global average temperature, Betts cautioned, noting that the computer models show the Arctic warming 15 degrees while many other regions of the world would experience 10 degrees of additional warming.

These scenarios do not include potential tipping points like the release of the 1.5 trillion tonnes of carbon in northern permafrost or the melting of undersea methane hydrates.

What would the world look like when it is four degrees warmer? It will likely mean one to two billion people will not have access to adequate fresh water because of the major shift in rainfall patterns, said Nigel Arnell, director of the Walker Institute for Climate Systems Research at the University of Reading in Britain.

Up to 15 percent of existing or potential cropland - and 40 percent in Africa - will become too dry and too hot for food production. While there might be some gains in northern areas like Canada and Russia, generally the soils there are not suitable for crops, he said.

Flooding will affect at least 500 million people because sea levels will rise more than one metre by 2100. The somewhat contentious issue of future sea level rise has been resolved with a new computer model that almost perfectly matches the historical changes in sea level since 1880, reported oceanographer Stefan Rahmstorf at Germany's Potsdam Institute for Climate Impact Research.

The new model projects sea level rise by 1.2 to 1.9 metres from 1990 levels by 2100, said Rahmstorf.

"We're expecting a really big sea level rise in the longer run," he said.

Even at two or three degrees of warming, sea level will inevitably rise many metres higher in the centuries to come. The main questions are how fast levels will increase, and whether vulnerable countries like Holland can build seawalls fast enough to keep up with the rising water levels and the extraordinary costs involved, he said.

In a four-degree warmer world, adaptation means "put your feet up and die" for many people in the world, Oxford's Chris West said bluntly. "In accepting the many alarming impacts, we see that it (a four-degree C increase) is not acceptable."

The climate negotiators heading to Copenhagen in December must accept the fact that the world's carbon emissions must eventually stop - and stop completely. There is no sustainable per capita carbon emission level because it is the total amount of carbon emitted that counts, explains Myles Allen of the Climate Dynamics group at University of Oxford's Atmospheric, Oceanic and Planetary Physics Department.

Carbon dioxide remains in the atmosphere for many centuries, which makes it the most important greenhouse gas to reduce and eliminate. The current focus on CO2 concentrations like 450 ppm or 350 ppm is the not the right approach since it is the total cumulative emissions that determine how warm the planet will get, Allen told the conference.

If climate negotiators only look at slowing rates of carbon emissions, then natural gas will be substituted for coal because it has half of the carbon - but the total amount of carbon in the atmosphere will continue to increase.

"We didn't save the ozone layer by rationing deodorants," said Allen.

Copyright IPS North America"

Velbekomme!

Venlig hilsen

Niels-Holger Nielsen

En ulykke kommer sjældent alene

a href="Toxic legacy seeps from melting Alpine glaciers">Toxic legacy seeps from melting Alpine glaciers

Niels-Holger Nielsen

Naturen skal nok klare sig, men kan vi?

Fra artiklen -
»Folk i mit land ved udmærket, hvad klimaændringerne handler om. De mærker det på vejret, på deres høst. Jeg er ked af at sige det, men vi har flere uddannede mennesker end USA. Vi må i gang med at uddanne amerikanerne. Herregud, I brugte en måned på Michael Jacksons død,« sagde Schieber til sine amerikanske redaktørkolleger."...

Yes - det amerikanske folk er et besynderligt folkefærd.
Måske er det fordi at USA forlængst har virkeliggjort samfundsmodellen i George Orwells bog '1984' -
MEN Naturligvis i nogle skæv-vredne vinkler der dog i praxis er endnu mere uhyggelige en Orwells oplæg.
Her er det ikke bare spørgsmålet om ægget kom før hønen men også om hvor ægget kom fra - i betragtning af - at USA sagtens kan gøre sig som rollemodel til et tyranni på en fremmed planet man ikke har lyst til at eksistere på !

Landet har sågu formået at bilde amerikanerne og andre svage hjerner ind, at USA har været på månen og at det var Osama bin Laden og en flok usynlige arabere der i ugevis før den 11 september minerede World Trade Center tårn 1 og 2 samt bygning 7 med tonsvis af militært produceret nanothermit / dynamit - hvorefter at et amerikansk militært missil bevisligt blev sendt ihvertfald mod Pentagon.

Hvis det er det land og folk som Europa m. flere skal opdrage på er der dømt fiasko på forhånd !

Tænk iøvrigt på de seneste skandaler i vores egen hjemlige andedam hvor politikere og deres ministerier med især flere involverede har forsøgt at lyve for både presse og befolkning alt-imens at DF og Venstre spytter det ene lovforslag ud efter det andet - der skal forvandle Danmark til en tro kopi af USA.

Det en fand'me uhyggeligt - !

"... mente Sachs og lød, som betvivlede han faktisk de parlamentariske demokratiers evne til at tackle denne udfordring."

Bingo!