Læsetid: 3 min.

Skal Polanski gå fri, fordi han er kunstner?

Kan kunsten have en særlig funktion uden at kunstnere nødvendigvis har det?
17. oktober 2009

Det har skabt ikke så lidt postyr, at de schweiziske myndigheder har tilbageholdt den kendte og nu aldrende fransk-polske filminstruktør Roman Polanski. Han er blevet tilbageholdt med henblik på udlevering til USA, hvor der venter en rettergang for en forseelse, der er mere end 30 år gammel og som handler om seksuelt samkvem med en mindreårig.

Store - og vel egentlig også flere små - kunstnere herhjemme og udenlands har hævet røsten, forsvaret Polanski og ikke mindst hans værk mod de amerikanske myndigheders begæring om udlevering til juridisk prøvelse i USA. Kunstneren skal have æstetisk rabat i en sag mod et angiveligt perverst retssystem.

Seneste skud på stammen, var et forsvar fra videnskabelig side i Politiken til fordel for Polanski med hjemmel i mandens - indrømmet - ufatteligt tragiske og lidelsesfulde livshistorie, der rummer tab af nære familiemedlemmer i Auschwitz under krigen og ikke mindst Manson-klanens bestialske mord på Polanskis kone, skuespilleren Sharon Tate, og deres ufødte barn. Her skal Polanski have social rabat i mellemværendet med retssystemet og dets internationale regler for udlevering til retsforfølgelse.

Lighed for loven

Sagen rummer en række principielle aspekter, hvoraf flere er trivielle, men enkelte temmelig tricky. Første detalje forekommer umiddelbart ud fra en klinisk retsfilosofisk betragtning irrelevant; nemlig den, at Polanski er en stor og feteret instruktør, der skal møde nåde på grund af de værker filmskaberen har skænket den internationale offentlighed.

Detaljen er også irrelevant i én forstand, nemlig den, at det ikke er filmskaberen Polanski som retssystemet og de internationale aftaler om udlevering nu kræver stillet for en dommer, men mennesket eller rettere borgeren Polanski som skal møde princippet om lighed for loven. Juraen kan ikke se, at det var en filminstruktør, der havde seksuel omgang med en 13-årig tilbage i 1970'erne. Et princip der overført til kunstens verden er uforståeligt: Her fældes domme ikke af dommere og ikke efter skrevne, kundgjorte regler med rod i demokratiske love eller aftaler mellem suveræne stater. Når det ikke er helt irrelevant skyldes det, at juridiske institutioner, in casu den amerikanske dommer, der har begæret udleveringen, måske godt kan se, at her kan laves lidt celebrity bashing, som styrker brand og omtale. Ja, onde tunger hævder, at amerikanerne ønsker at demonstrere, at man kan få fat på hvem som helst, og der er i givet fald formentlig - you never know - ikke megen omtale i udlevering af Jonathan Doe fra Lars Tyndskids marker for tyveri af tre pakker smøger og en lakridsstang i Brooklyn i 1983. Men vi ved det ikke.

Men er det tilfældet; altså at Polanski skal ned med nakken, fordi det giver omtale, er det foragteligt og et brud med princippet om lighed for loven. Mandens kunstneriske arbejde og værker bliver et problem for manden selv. L'auteur og l'oevre smelter sammen. Mandens ophøjede status qua kunstens position i vores samfund og mediebilledet får konsekvenser for ordningen af hans jordnære gøren og laden. Anden detalje følger næsten heraf. Kritikken af de schweiziske og amerikanske myndigheders handlinger spejler nemlig samme grundfigur. Netop fordi han er ophøjet skal han gå fri. Hans store kunst skal hyldes ved en slags politisk-juridisk largesse, der spejler det faktum, at Polanski rent faktisk var midlertidigt i Schweiz for at beæres - for sit livsværk som kunstner i et med sit værk.

Kunsten transcenderer

Man ser det for sig i al sin tragikomiske vælde. Fra den ene side deklameres poetisk med store armbevægelser, at Polanski skal gå fri med henvisning til hans kunstneriske meritter og gaver. Fra den anden side antydes det og synes sporene at melde, at netop fordi han har star quality er han business-casen på en magtdemonstration med populistiske undertoner. Ambitionerne er vidt forskellige, men analysen og grundfiguren besnærende ens. Kunsten er transcendental, politik og jura jordnært og nitty gritty.

Kunstneren rangerer over borgeren. Kunst og kunstner kan ikke skilles ad. På den måde giver sagen et signalement af et rodfæstet problem i forholdet mellem kunst og samfund, som Polanski ufrivilligt bliver symbol for gennem den dobbelte om end tvetydige omfavnelse af kunstnere på den ene side og af jurister på den anden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu