Baggrund
Læsetid: 7 min.

Red verden for sjov

Mr. Green. Glade aktivister iført grønne jakkesæt og glimt i øjet spreder grøn livsglæde med opsigtsvækkende og sjove aktioner og et beskedent ønske om at få folk til at tage stilling. Er det bare skæg og løjer eller kan det virkelig rykke at gøre det grønne sjovt?
Klimaklovne. Det skal være sjovt at få folk til at blive mere miljøvenlige, mener  Mr. Green, der er 30 dansende klimaaktivister iført grønne jakkesæt, grønne solbriller og slips af cykelslanger, og som bobler af energi og glæde, mens de bygger kunstfærdige installationer af affald, spiller teater med klimaklovnen og skraldeprinsesserne og laver møbler af indkøbsvogne.

Klimaklovne. Det skal være sjovt at få folk til at blive mere miljøvenlige, mener Mr. Green, der er 30 dansende klimaaktivister iført grønne jakkesæt, grønne solbriller og slips af cykelslanger, og som bobler af energi og glæde, mens de bygger kunstfærdige installationer af affald, spiller teater med klimaklovnen og skraldeprinsesserne og laver møbler af indkøbsvogne.

Morten Germund

Moderne Tider
23. oktober 2009

De har allerede vist sig på gader og stræder landet over, hvor de har cyklet på 16-personers cykel, klappet af folk, der tager offentlige transportmidler, og delt grønne affaldssække ud på festivaler.

I Bella Centeret sang de morgensang for Barack Obama i forbindelse med IOC-mødet, We want you back, stod der på deres banner.

Og for tiden indtager de landets storcente, så hvis du i nær fremtid får øje på 30 mænd og kvinder, der bærer grønne jakkesæt, grønne solbriller og slips af cykelslanger, og som bobler af energi og glæde, mens de bygger kunstfærdige installationer af affald, spiller teater med klimaklovnen og skraldeprinsesserne og laver møbler af indkøbsvogne - ja, så er det helt sikkert Mr. Green.

I morgen står Mr. Green på Rådhuspladsen for at koordinere den danske del af den verdensomspændende klimademonstration 350. Information har mødt to af idémagerne bag Mr. Green, skuespiller Christian Gade Bjerrum og arkitektstuderende Daniel Berlin for at høre, om det virkelig er så sjovt, som det ser ud, og om der også er alvor bag det sjove.

»Vores motto er, at vi gerne vil redde verden, og vi vil have det sjovt, mens vi gør det. Der er for mange dommedagsprofetier og for meget pladderromantik i klimadebatten. Det er for svært at forholde sig til sådan noget som svedende isbjørne og smeltende isbjerge,« siger Daniel Berlin.

Christian Gade Bjerrum og Daniel Berlin anerkender selvfølgelig, at der er et problem, men de lægger ikke fokus på at formidle det negative. Det er der mange andre der gør, forklarer de to glade aktivister.

»Vi har glimt i øjet og grøn klovnenæse, som gør det sjovt. Jo sjovere folk har det, jo mere overskud har de også til at tage sig af problemerne,« siger Christian Gade Bjerrum.

Mr. Greens filosofi er ikke at fortælle folk, hvad der er rigtigt og forkert, men derimod at få dem til selv at tage stilling og blive bevidste om deres adfærd. Mr. Green anser ikke sig selv for at være politiske.

»Vi ser mere os selv som inspiratorer. Klimakampen er apolitisk, og vi ser den heller ikke som ideologisk. Det er jo lige meget, om du er på venstre eller højrefløjen - vi bor på samme verden og indånder den samme luft,« siger Daniel Berlin.

Bevidst forbrug

Da jeg møder de to på en cafe på Nørrbro vil jeg først og fremmest høre, hvad de vil sige til folk, når de bygger møbler af indkøbsvogne og installationer af affald ude i storcentrene.

»Vi har en måske naiv forestilling om, at folk vil være mere bevidste om, hvad de køber. Der er ikke noget galt i at forbruge, vi skal bare forbruge bevidst,« siger Daniel, og Christian supplerer:

»Vi har lavet 'den grønne ramme' (en tom billedramme, red.), som vi har med i indkøbscentrene, og som folk kan kigge igennem. Så sætter vi f.eks. rammen hen over indkøbsvognene, mens folk tager varer ned fra hylderne, for at få dem til at blive bevidst om valget. Og spørge sig selv om de har brug for det?«

Daniel: »Når vi er ude i centrene, gør vi meget ud af at møde folk i øjenhøjde. Vi har en 'turistminister', der er opmærksom på mennesker, der ser nysgerrige ud og er parate til at gå i dialog.«

Christian uddyber, at Mr. Green ikke har alle svarene på, hvad der er rigtigt og forkert.

»Det vil vi gerne undgå, vi vil hellere få folk til at være mere bevidste omkring, hvad de gør, når de køber ind, kører bil osv. Vi vil gerne have folk til at passe på naturen og ikke mindst hinanden. Få dem til at stoppe op og tænke. Og det gør de, når de ser 30 grønne mennesker. Allerede der har vi startet en refleksion.«

Daniel tilføjer: »Vores ambition er bare at flytte hvert enkelt individ en lille smule i den grønne retning. For vi har jo alle sammen været miljøsvin engang. Alle har været slemme.«

De glade mod de sorte

Daniel mener ikke, at vi som borgere kan skubbe ansvaret videre til politikerne, men at vi alle er nødt til at gøre noget. Men politikerne skal være et forbillede for os, og hvordan vi handler.

»Men det skal ikke være en dårlig undskyldning. Som f.eks. hvis folk ikke gider tage toget, når ministeren kører rundt i sin ministerbil. Kan man skabe en holdningsændring hos folk, så vil det også automatisk lægge pres på politikerne om at højne standarden,« siger Daniel.

- Som glade grønne, hvordan har I det så med de sortklædte aktivister?

»Man kan godt være bange for, at de skader sagen, for det er oftest dem, der opfører sig mest ekstremt, der får mest spalteplads i aviserne. Det er ærgerligt, for de har virkelig en god sag, men de taber rigtig mange i svinget, når deres aktioner grænser til hærværk,« siger Daniel, men understreger, at de som udgangspunkt er enige og kæmper for samme sag. Men de er meget uenige med de 'sorte' aktivisters måde at kommunikere på.

»Jeg ville da ikke tale med nogen, som smed en brosten ind gennem mit vindue. Det er et dårligt udgangspunkt for en samtale.«

- Men er I ikke bare nogle glade hyggeaktivister? Rykker det overhovedet noget, det I gør?

»Jeg er sikker på, at vi gør noget, der forplanter sig hos folk. Vi giver bolden op til folk og så må de selv handle på det,« siger Christian, mens Daniel uddyber:

»Vi beskæftiger os ikke med at gøre tingene målbare. Det vigtigste for mig er den personlige kommunikation. Som f.eks. når jeg er igang med at skille en computer ad og sortere delene og der kommer en person hen til mig og synes, det ser spændende ud. Så spørger jeg, om han vil være med, og så bruger vi et kvarter sammen, hvor vi snakker og skiller computer. Og så ved jeg, at han har forstået det. Frem for, hvis jeg havde råbt og skreget noget, som folk glemmer to sekunder efter. Det er vigtigere, at vi når helt igennem til færre, end at vi når dårligt igennem til mange.«

Christian fortæller om et trick fra klovneforestillingen, hvor han fanger en sæbeboble med en hat og derefter trækker en grøn klovnenæse op af hatten.

»Jeg har en direkte kontakt med børnene, som måske ikke helt forstår, hvad den grønne næse betyder, men det gør forældrene til gengæld. Og så har vi plantet noget.«

Daniel tilføjer at det for dem handler om at påvirke uden at være anmasende.

»Der er ingen der bryder sig om at blive skubbet rundt med.«

Mr. Green symboliserer for Christian en grøn fornuft.

»Men Mr. Green handler også om at gøre folk glade, at skabe et godt 'indeklima'. Det giver overskud, og det har vi brug for, når det hele går hen og bliver dommedagsprofetier. Det gode humør er et godt redskab.«

Daniel tilføjer, at det er helt rigtigt, at de hygger sig og er glade, og det er det første folk bemærker. Men det er også en meget vigtigt indgang, fordi det inviterer til yderligere kontakt.

»Det er jo sjovere at snakke med en person, som ser glad ud, end det er at snakke med en person, der ser sur ud. Har du måske nogensinde lagt an på en fyr, der så sur ud?«

At fatte det i maven

Noget tyder på, at Mr. Green kan have fat i noget rigtigt. For lige præcis Mr Greens målsætning om at aktivere folk og få dem til at tage stilling og være mere bevidste uden at fortælle dem direkte, hvad der er rigtigt eller forkert er ifølge Nadja Pass, cand.mag. i retorik og redaktør på forlaget Reflexioner, en rigtig god tilgang i klimasammenhænge.

»De gør brug af en kommunikationsform, man kunne kalde motivationsretorik, som er kendetegnet ved ikke at give svarene, men at få folk til selv at interessere sig for en sag og danne deres egne holdninger. I klimakontekst hører vi hele tiden om, hvad vi må og ikke må, og for mange kommer det til at handle om at skifte til elsparepærer, selv om vi ikke har lyst til det, fordi de giver et dårligere lys. Den motivationsretoriske tilgang søger at vække folks interesse, få dem til at fatte det nede i maven og tage sagen til sig og gøre den til sin egen. Man fokuserer på de positive ting og undgår skyld og frygt.«

Motivationsretorikken bruger andre argumentationsformer, end dem vi ofte præsenteres for og tilstræber ikke kun at tale til intellektet, men også til følelserne for den vej rundt at skabe ny erkendelse.

»Det giver en anden måde at forstå tingene på og aktiverer folk til selv at gå ind i sagen. På den måde virker det langt stærkere, end når vi får at vide, hvad der er rigtigt og forkert.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her