Læsetid: 5 min.

Så latterligt meget alvor

Ironiens truimftog er ikke udtryk for en ny nihilisme eller for, at alt kan være lige gyldigt. Den er det eneste naturlige svar på, at alle livets forhold efterhånden er styret af et stort 'man bør'
En lille pause. Ali og Hassans 10 minutters ukorrektheder før DR2-nyhedernes grumme alvor var ikke udtryk for årtiets skizofreni, men for det krav på rå latter alle nødvendighederne rejser.

En lille pause. Ali og Hassans 10 minutters ukorrektheder før DR2-nyhedernes grumme alvor var ikke udtryk for årtiets skizofreni, men for det krav på rå latter alle nødvendighederne rejser.

Sune Gamst

31. oktober 2009

Vi skulle være blevet 'kronisk ironiske'. Det er godt nok et 'vi' fra 90'erne, det kunne også have været et 'vi' fra 80'erne. Det er journalisten Ditte Giese, som i sin nye bog om 90'erne citerer en karakter fra tv-showet Casper og Mandrilaftalen. 'Kronisk ironisk' er diagnosen af en mand, der »uanset hvor meget, han prøvede, kun kunne svare ironisk og distanceret på selv meget alvorlige spørgsmål om hans helbred og familie«. Det er sikkert ikke ironisk ment, at der står 'hans' i stedet for 'sin', men det er morsomt: Det er en passende beskrivelse af et menneske, der taler om sig selv som en anden. Konklusionen er under alle omstændigheder, at han ikke forholder sig seriøst til de seriøse spørgsmål. Han svarer i stedet ironisk. Dette fænomen er blevet kaldt alt muligt: En nihilisme, hvor alt kan jævnes med ironi. Eller en relativisme, hvor det hele kan være lige morsomt eller kedeligt. Den ironiske kultur udlægges også i bogen som højkonjunkturfænomen: Efter Murens fald i 1989 og inden tvillingetårnenes fald i 2001 virkede det ifølge forfatteren, som om freden ville vare evigt. Det kan selvfølgelig problematiseres objektivt, eftersom årtiet blev indledt med krigen på Balkan, hvor den gamle pacifisme og anti-militarisme blev udstillet som afmægtig humanisme. Den offentlige konklusion var givetvis, at dem, der var imod den militære intervention, svigtede ofrene. Men Giese har sikkert ret subjektivt: Det var ikke en krig, som på samme måde som Vietnamkrigen i 70'erne og Den Kolde Krig i 80'erne blev bevidsthedsdannende for den unge generation. Man havde det for sjovt til at være bange, og verden virkede for sikker til, at der var grund til at være seriøs. Og Giese anfører på sin generations vegne, at der heller ikke rigtig var ideologiske modstandere for ungdomskulturen i 90'erne. Hun abonnerer selv på tesen om en glad ungdomsrelativisme: »Når alt formuleres 'i gåsetegn' er der heller ikke noget, der betyder noget længere. Ikke noget, der er farligt.«

Komikerne

Det er en fin pointe i bogen, at Giese bruger komikerne som kulturkritiske kilder. Skønlitteraturen fylder ikke meget, og det gør de intellektuelle heller ikke. Men det gør Casper Christensen, Jan Gintberg, Lasse Rimmer, Timm & Gordon og flere endnu. Ikke mindst deres komiske diagnoser bliver afsæt for bogens eget signalement af et tiår. De siger sandheden om samtiden, og deres shows bliver til eksempler på deres egne sandheder. De har så at sige taget de intellektuelles plads som kommentatorer. Det samme finder sted med en anden accent i den franske forfatter Michel Houellebecqs roman Muligheden af en ø. Fortælleren er en strategisk kynisk stand-up-komiker, som brillerer med racistiske vittigheder og mandschauvinistiske udfald. Og bliver hyldet overalt som en stor satiriker og en mesterlig realist. Han bliver inviteret til firmafrokoster og brugt som underholdning på tv, hvor han hele tiden overgår sig selv med nedrigheder om homoseksuelle og handicappede. Det er bestemt ikke, fordi man er enig med ham. Det er heller ikke, fordi man oplever hans satire som afslørende indsigter af dobbeltmoral eller hykleri. Og det er ikke, fordi alt kan være ligegyldigt, og intet er vigtigere end andet. Han får blot tilskuerne til at grine. Noget tilsvarende kunne man sige om heltene Ali og Hassen i DR2-julekalenderen, Yallahrup Færgeby. Mens det store danske samtidsman var officielt bekymret over bandekrigen og voldsepisoderne på Nørrebro, morede det urbane publikum sig på den kloge kanal over de to unge fyre, der drømte om at blive rigtige 'ornlig syge gangstere'. I en tid, hvor man var enige om, at homofobi og kvindeforagt i visse militante grupper var et alvorligt problem, sad man og slog sig på lårene af grin over Ali og Hassan, der kalder bibliotekaren Morten for en fucking bøsse og piger for ludere. Det program blev sendt hver aften klokken 22.20 på DR2. Her kunne man så i 10 minutter sige alt det, som man fra klokken 22.30 i Deadline igen på det skarpeste måtte tage afstand fra og debattere som en særligt vanskelig politisk og social udfordring. Der var selvfølgelig seerklager over Ali og Hassan, men langt, langt de fleste var helt indforståede med det, der for en udenforstående må forekomme komplet skizofrent.

Fordi vi mener det

Der er ingen tvivl om, at ironien som attitude har adskillige forskellige funktioner socialt, kulturelt og politisk. Men ét element er bestemt ikke, at alt kan være ligegyldigt, men derimod at der er rigtige meninger om alt fra det, man spiser, til den måde, man sidder på. Fra den måde, man transporterer sig på, til den officielle anerkendelse af alle udsatte gruppers rettigheder. Der er et 'man bør' på alle livets områder. Og den enkelte er som regel enig med dette 'man bør'. Man vil gerne følge det, men man vil også selv have valgt det. 'Man bør' er ikke nok, man skal også mene det selv, oprigtigt og ærligt. Og derfor kan personen i sketchen afvise at tale seriøst om alle mulige alvorlige personlige problemer: For man bliver jo helt ophævet som person i alle disse diagnoser og anerkendte betegnelser. Der er både et 'man bør' og 'jeg vil selv'. Store filosoffer har hævdet, at friheden er at følge pligten. Det er ophævelsen af personlige tilbøjeligheder i fornuftige forskrifter. Men der en rest tilbage. Eller som Kierkegaard sagde: »Ironi er en Pil i Mig - Trækkes den ud, dør jeg«. Det er lige præcis forskellen mellem det, man er helt enig i, og som er helt rigtigt, og så den fysiske latter over det modsatte. Det er de 10 minutters humor over det, man lige om lidt skal tage alvorligt på tv. Det er ikke, fordi alt er ligegyldigt. Det er, fordi der er så meget, der er rigtigt, at det er latterligt. De kronisk ironiske er således ikke nihilister, de er også moralister. Og det ville ikke være til at holde ud, hvis de ikke grinede af sig selv. Men det ville ikke være sjovt, hvis de kun gjorde det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stanley Opmann

Desværre er der slet ikke noget der er særlig sjovt mere. Medmindre man er på stoffer som halvdelen af den danske befolkning og 80 % af journalisterne. Og så alligevel er det ikke helt sjovt - der er ligesom et eller andet der er ... helt forkert ...

Ivar jørgensen

Rune Lykkeberg problematiserer her ganske klogt de mange indvendinger mod de såkaldte ironiske halvfemsere. Indvendingen "Jamen er intet da helligt for de kære unge" betyder ganske rigtigt implicit, at ungdommen i halvfemserne ikke havde nogle egentlige værdier, men blot lavede sjov med det hele, men ironiens evne til at sætte tingene på spidsen, ved at gøre hånt om netop det vedtagne, omend uskrevne regelsæt, som store dele af befolkningen følger ganske ureflekteret, er bestemt det komplet modsatte af svaghed og ligegyldighed, ja det er som Rune siger også moralsk at ironisere over den vedtagne moral. Det er således snarere et meget stort sundhedstegn når man vha. ironi implicit gør op med alt det hellige, som er netop dette, fordi der helst ikke må ironiseres over det, da dette kan bevirke at normernes eventuelle hulhed blotlægges.

Søren Rehhoff

Jeg ved ikke man kan sammenligne Søren Kierkegaards brug af ironi med den kroniske danske 90er- ironiker. For Søren Kierkegaard var humor og ironi vel mere en del af drivkraften i udviklingen af hans tanker.
Den måde ironi blev brugt på i 80erne og 90erne havde mere til hensigt at stoppe al videre diskussion, udfra en eller anden device om, at det går jo nok altsammen og på bunden er vi alle gode nok o.s.v. Noget som også går igen i Lykkebergs eget indlæg.

Ironi og Sakasme og en dosis Sort humor,
gør det lidt lettere i dagligdagen,
ikke mindst når tonstunge "Værdikampe",
skal ignoreres.
Det var ironisk ment........
P.s. Politisk korrekthed er dræbende
kedsommeligt.
P.P.s Fri mig for Ismer

Th.Eskapist